Så kører det igen her i hytten, i hvert fald når vi taler om computeren, denne forunderlige indretning, der er så central for enhver form for livsførelse, at man knap tør tro på beretninger om, at der har levet mennesker, der ikke havde adgang til Facebook og YouTube. Det gamle dyr, som har lagt ryg til mangt et blogindlæg og utallige quizzer om, hvilken bil, grøntsag, superhelt eller træsort jeg monstro kunne være, afgik ved døden. Skærmen var sort, og der kom sære lyde fra harddisken. Intet at gøre. Requiescat in Pace. Med den harddisk forsvandt også en enorm dynge lort, som jeg på et tidspunkt har gemt og siden glemt alt om; så meget desto bedre. De virkelig vigtige ting kan være (og er) på en enkelt USB-nøgle.

Nå. Jeg har en del venner og bekendte, der tilhører en bestemt, fanatisk sekt, og mange af dem kan være ganske pågående i deres forsøg på at hverve mig. Vi taler om Mac-folket. I ved, dem, der svæger til ting med æble-logo, bløde, afrundede former og gerne et navn, der begynder med et lille i, og da det så slap ud, at jeg skulle ud og spendere sparepenge på en ny hushjerne, var de der med samme. "Nu kan du få dig en Mac," lød det, og de klappede forventningsfuldt i deres små bløde, runde iHænder.

Jeg kunne godt se, at de havde nogle gode pointer. Det er ikke fordi jeg har gået rundt og været en storsmilende, juble-glad tilhænger af Windows. Det er sådan noget, der var der og så nogenlunde gjorde, hvad det skulle, samtidig med, at det fyldte en helvedes masse, med tiden kørte stadigt langsommere og blev voldangrebet fra alle sider af ondsindede hackere, så jeg skulle bruge det halve af tiden på virusbeskyttelse og konstante opdateringer, og så kunne jeg i øvrigt gå rundt og bekymre mig over, om det nu også var godt nok.

"Alt det slipper du for med en Mac," sagde de glade, unge frelste mennesker i deres hvide iGevandter. "Den kører bare meget bedre, og du skal ikke spekulere på alt det der med virus". Det lød jo virkelig forjættende, måtte jeg indrømme, men deres argumenter blev til vag, floromvunden iUdenomssnak, når jeg gjorde opmærksom på den uomtvistelige kendsgerning, at de dér Mac-tingester er skidedyre.

Nu kunne jeg jo nok have støvet et eller andet brugbart brugt op, det havde jeg sådan set under alle omstændigheder tænkt mig at gøre. Ud over det med prisen var jeg nu også lidt loren ved at kaste mig i armene på noget, hvor alting drejede sig om ét bestemt mærke, men nok så afgørende var det, at der var noget helt andet, jeg havde lyst til at prøve.

For år tilbage mindes jeg, hvordan visse af de mere hårdkogte nørder i min omgangskreds talte varmt og engageret om Linux. Ikke, at jeg helt vidste, hvad det var, men efterhånden fik jeg da en vag fornemmelse af, hvad det drejede sig om. Det var åbenbart et styresystem for folk, der levede det frie liv langt fra Bill Gates' kløer, og så var det i øvrigt noget, der appellerede til den slags indsigtsfulde mennesker, der rent faktisk ved, hvad der egentlig sker i en computer, og som kan finde ud af at gøre noget ved det. Sådan et menneske er jeg ikke, så jeg kastede et sidste blik på de utæmmede Linux-sjæle, der boltrede sig frit på steppen, og spekulerede så ikke mere over den sag.

Så er det jo, at jeg med mellemrum har læst et eller andet pip om, at nu er Linux sandelig ikke længere bare for de indviede, men også noget, som såkaldt almindelige mennesker kan bruge til noget. Lige i den sammenhæng må jeg modstræbende betegne mig selv som et almindeligt menneske, og dermed kunne jeg dårligt blive ved med at ignorere fænomenet.

Nu er Linux mange ting. Det er sådan noget, der findes i en lang række udgaver, som forskellige nørder har siddet og hjemmebrygget. Det er en del af ideen - den kode, der styrer maskineriet, er frit tilgængelig for alle, så enhver, der kan finde ud af den slags, har frie tøjler til at lave sin egen borede og hakkede udgave, modsat sådan noget som Windows, hvor motoren er lukket og forseglet og aldeles utilgængelig. Jeg havde efterhånden læst en del (bl.a. ovre på Modspil) om Ubuntu, som efter sigende skulle være et såvel dueligt som tilgængeligt bud på et Linux-baseret styresystem.

Ubuntu lød i det store og hele for godt til at være sandt. Det fylder ikke så meget som Windows og fungerer dermed fint også på aldrende computere. Ikke alene er der ikke rigtig nogen, der gider udvikle virus, der angriber Ubuntu, det er efter sigende også i sig selv nærmest immunt over for angreb. Det er pærelet at installere og kan betjenes af en dement snudebille med begge arme bundet på ryggen. Det kommer med en hel røvfuld programmer, der er lige at gå til, så man skal ikke ud og finde Office-pakker og andet hejs. Det gør én ti gange så cool som alle Mac-brugere tilsammen, og kvinderne vil kaste sig over én, hvor man end går. Nåja, og så er det gratis.

OK, det var så her, det skulle være. Jeg benyttede mit hidtidige hakkebræts bortgang som påskud til at kaste mig ud det uden sikkerhedsline. Jeg købte en ny, brugt bærbar, der kom uden nogetsomhelst installeret, satte en Ubuntu-CD i og holdt vejret. Og søreme om ikke skidtet endte med at fungere.

Nu har jeg så levet lykkeligt med den Ubuntu-drevne hushjerne i lidt over et døgn. Jeg har ikke antydningen af forudsætninger for at sige en masse klogt; jeg har ikke forstand nok på sagerne til at ane en dyt om, hvad der foregår bag kulisserne, og jeg har ikke levet i de nye tider længe nok til at fortælle vidt og bredt om mine eventyr. Jeg kan bare konstatere, at de daglige småting såsom at tekstbehandle, surfe lidt rundt samt skrive et enkelt blogindlæg i hvert fald kører uden problemer. Der er absolut intet, en ukyndig vane-windowsbruger som mig ikke har kunnet gøre fuldstændig intuitivt. Så må tiden vise, om det lykkelige Linux-liv i øvrigt viser sig at leve op til de gyldne løfter.

OK, jeg må nok hellere indrømme, at det der med, at man bliver supercool og kvinderne kaster sig over én var noget, jeg selv i min begejstring lod mig rive med til at finde på. Men resten skulle være godt nok.

Christoffer Gertz Bech / permalink / 18.5.2009
Kilde: Cegebe-Urban, 17.5.2009

25.4.2009 | Kickstart af krise nummer tre?

af Jeppe Fogtmann

Trykkefrihedsselskabet skal have ny hjemmeside. For at rejse midler til det mål – og i forbifarten lige teste grænserne for ytringsfriheden - føler de sig berettiget til på ny, at lange ud efter en gruppe mennesker her i landet og en verdensreligion i øvrigt med risiko for at kickstarte Muhammedkrise III.

Sagen er, at Trykkefrihedsselskabet med Lars Hedegaard i spidsen har valgt at genoptrykke det billede af bomben på hovedet, som ellers er blevet trukket rundt i manegen så mange gange, at man skulle tro, at publikum for længst var gået hjem.

Manden med turbanen tager sig for selv samme publikums skyld dog lidt anderledes ud denne gang: "Billedet er trykt med lysbestandige farver og på fint papir i størrelsen 42 x 21.5 cm. Vi leverer i et solidt rør" oplyser selskabets nuværende hjemmeside (som i parentes bemærket virkelig kunne trænge til en ansigtsløftning), men ellers er sagens kerne præcis den samme som tidligere: Ytringsfrihed som mål eller middel; eller ytringsfrihed vs. anstændighed.

Det startede jo i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var under pres, og det frie ord truet. Og det er vel noget pjat – dengang som nu. Man kan sige, hvad man vil! Men det er ikke altid en god idé, hvis man vil undgå at såre sine medmennesker. Og det er bestemt ikke anbefalelsesværdigt, hvis eneste pointe netop er at såre sine medmennesker. Det var måske disse overvejelser, den vægelsindede og anonyme børnebogsillustrator kæmpede med dengang i begyndelsen. Hvorfor støde og såre en hel befolkningsgruppe blot for at tjene en skilling? Andre greb stafetten herfra og satte fart på netop for at støde og såre og tjene en skilling. Faktisk pressede de på som gammeldags korsfarer under ytringsfrihedens hellige faner velvidende, at dette ærligt talt kluntede og lidet sofistikerede karikatur-brøl af en ytring ville oprøre.

"Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse" skrev Flemming Rose med karikaturerne. Citatet tager stadig prisen for mangel på både følsomhed og almindelig sund fornuft. Et verbalt knytnæve-slag – fra majoritet til minoritet - ud af det blå, som forsøges retfærdiggjort med noget overfladisk demokratisnak. Det har intet med demokrati at gøre, for demokrati handler om dialog. Denne ytring – både citatet og tegningerne – er langt fra og oven i købet helt gratis, da de netop ikke lægger op til dialog, men kun minder om hånlige råb fra en gruppe hooligans.

Og nu sker det så igen! Gentagelse tærer som bekendt på selv den bedste historie, men tredje gang virker netop denne her om muligt endnu dummere og pointeløs end første gang. Men det skal nok lykkes på ny at støde og såre og tjene en skilling (faktisk hele 1,2 millioner hvis de sælger ud).

Hør godt efter, Lars Hedegaard, ytringsfriheden bør ikke være en knytnæve i ansigtet; den er ikke et mål i sig selv. Pointen er jo, at man netop ikke forsvarer ytringsfriheden ved at stå og råbe hvad-som-helst ind i ansigtet på sin næste, nej, man udhuler blot begrebet ved dette misbrug. Ytringsfriheden er nemlig et middel med hvilket man kan servere sine synspunkter og input til en (civiliseret) samtale.

Tænk på Immanuel Kants kategoriske imperativ, som fordrer, at du aldrig bruger et andet menneske kun som middel. Her er det jo sat på spidsen: Du træder en del af Danmarks befolkning under fode for at tjene til en ny hjemmeside. Det er ikke blot uetisk, men også skammeligt og ukonstruktivt.

For dig og dine kumpaner, som giver os andre et dårligt ry, burde ytringsfriheden komme med en brugsanvisning: "Bør bruges med omtanke, hvis den ikke skal gå til". Eller som amerikanerne siger det: "You cannot cry fire in a crowded theatre".

Jeppe Fogtmann, CEPI / permalink / 25.4.2009
Kilde: Jyllands-Posten, 17.4.2009

6.4.2009 | Statistik: Kriminelle muslimer og indvandrere

af Rune Engelbreth Larsen

I den danske samfundsdebat er der gået selvsving i 'islamificeringen' af problemerne. Ralf Pittelkow er særlig grov, når han rask væk karakteriserer den ene side i et bandeopgør i Købenavn som »unge muslimer«, hvormed han allerede er i fuld gang med at manipulere med begreberne – og det er desværre en udbredt tendens.

Hvad er en muslim? Et menneske fra et land, hvor islam er den dominerende religion? Efterkommer fra et ikke-vestligt land? En knægt med gangster-attitude? En person, der har bekendt sig til den islamiske trosbekendelse? Det sidste må dog være et første minimum, ellers bliver det lige så meningsløst som at karakterisere enhver tyrk som »muslim« eller enhver dansker som »kristen«.

Hvis aktivister fra Ungdomshuset eller klubber med rygmærker er involveret i voldelige konflikter, taler vi jo heller ikke om »kristne bander«. Ikke fordi der ikke kan være kristne iblandt, men fordi vi ikke aner, hvor mange, og fordi »kristne« i den aktuelle sammenhæng er en alt andet end oplagt og redelig gruppekarakteristik. Og når hooligans går amok i slagsmål og hærværk, tordnes der heller ikke imod deres »kristne opdragelse«, hvorimod det straks skal gøres til noget særskilt »muslimsk«, når mørklødede unge er involveret i ballade.

Der er ganske enkelt intet som helst sagligt belæg for at karakterisere den ene side i Københavns bandekrig eller i kriminalitetsstatistikkerne generelt som »muslimer«, for den slags gøres slet ikke op efter trostilhørsfhold, ligesom det ville være absurd at kalde den anden side i bandekonflikten eller andre kriminelle for »kristne«.

Man kan undersøge overrepræsentationen af mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i de generelle kriminalitetsstatistikker, men så er det dét, vi ser på, ikke »muslimer«.

Og hvad siger statistikken så? At en ikke-vestlig overrepræsentation er påviselig – men spørgsmålet er blot, hvor dramatisk og uforklarlig den egentlig er? Lad os kigge på tallene.

I 'Indvandrere i Danmark 2008' fastslår Danmarks Statistik, at 87 pct. af al kriminalitet begås af personer med dansk oprindelse, mens indvandrere og efterkommere begår hhv. 11 og 2 pct. Standardiseres tallene efter alder og socioøkonomisk status, er kriminalitetsindekset for mænd med ikke-vestlig baggrund 146; kriminaliteten blandt disse borgere er altså gennemsnitligt 46 pct. (halvanden gang) højere end for hele den mandlige befolkning.

Hånden på hjertet: Tager vi i betragtning, at befolkningsgrupper med ikke-vestlig baggrund også rummer flygtningegrupper, der jo ikke alene er dårligt stillet socialt og økonomisk, men også ofte psykisk, og flere grupper af indvandrere, der også er mærket af at have familie i konfliktområder, og tilmed dagligt er genstand for konfliktfremmende stigmatisering i debatten, er en overrepræsentation i kriminalitetsindekset næppe så bemærkelsesværdig, som den gøres til.

Zoomer vi ind, fremgår det, at overrepræsentationen især gør sig gældende blandt unge mænd i aldersgruppen 15-29 år, hvorefter forskellene i forhold til kriminalitetshyppigheden blandt mænd med dansk oprindelse gradvis indsnævres.

Mest omtalt er vel det kriminalitetsindeks, der er opgjort efter national oprindelse, idet »ikke-vestlig baggrund« her udspecificeres. Nogle eksempler (standardiseret for alder og socioøkonomisk status): Libanon (208), Jugoslavien (198), Afghanistan (129), Danmark (98), Sverige (64), Polen (62), Filippinerne (59), Kina (37).

Sammenlignet med en mand af dansk oprindelse er der altså i Danmark lidt over dobbelt så stor sandsynlighed for, at en mand med libanesisk baggrund er kriminel. Hovedparten er imidlertid statsløse palæstinensere, dvs. at de har rødder i et område, der har været særlig præget af krig og konflikt gennem en lang årrække, og at mange givetvis har familie i flygtningelejre eller i besatte områder – hvilket ethvert normalt menneske naturligvis er både følelsesmæssigt og psykisk mærket af.

Det er således både tragisk og problemfremkaldende, men næppe synderligt uforklarligt eller uventet, at mennesker med en sådan baggrund er mere traumatiserede og mere kriminelle end gennemsnittet.

Tillad et tankeesperiment: Jylland er genstand for årtiers brutal konflikt, skoler og infrastruktur er enten bombet eller af særdeles ringe standard, flygtningelejre og fattigdom hører til dagens orden, og tusindvis af jyder er indvandret til Tyrkiet. Dårligt stillede, traumatiserede og med familiemedlemmer efterladt under trøstesløse udsigter i det jyske kaos – og de bliver mødt med mistillid og modvilje, ja, der går knap nok én dag, uden at en tyrkisk politiker eller debattør håner dem. Kriminelle jyder bliver til »kristne bander«, og der er hele partier og foreninger, hvis dagsorden er gennemsyret af antijydske erklæringer og udsagn, som de hamrer ud i offentligheden igen og igen.

Mon ikke kriminalitetsindekset blandt jyder kunne blive det dobbelte af normalen? Dermed selvfølgelig ikke være sagt, at der ikke også ville være kulturbestemte problemer, blot at det ville være misvisende at bagatellisere indflydelsesrige kræfters dæmonisering såvel som jydernes rodløshed og de særligt hårdkogte omstændigheder, som jyderne ville være betydeligt mere mærket af end gennemsnitsbefolkningen.

Så nej, jeg køber ikke den proportionsforvrængende overfokusering på kulturbaggrunden som årsagsfaktor par excellence. Og ser vi på statistikkens 'topscorere' under ét, er det slående, at der ofte er tale om lande, hvorfra der utvivlsomt er mange med familie og slægtninge i konfliktområder eller fra ringe kår, men derudover gælder det jo også, at indvandrere ingenlunde er ligeværdige borgere i Danmark, men tværtimod netop mødes med rettighedsunderskud og en voldsom politisk marginalisering, mistro og modvilje – hvilket det imidlertid er ved at blive et tabu at pointere i disse nypolitisk korrekte tider.

Der er oprigtig talt andre overraskende resultater af statistikken. Hvorfor er der f.eks. markant større sandsynlighed for, at en borger med dansk oprindelse er kriminel, end at en borger med kinesisk, polsk og filippinsk oprindelse er det?

Er »den danske mand« til sammenligning virkelig så forrået, på trods (eller på grund) af »den danske kultur«? Her ligger måske en fremtidig forskningsopgave?

Som sagt er der selvfølgelig kriminalitet og integrationsproblemer, der er kulturbestemte, men den alarmistiske propaganda om »muslimers« hårrejsende overrepræsentation er netop dét – propaganda. Med elastiske meta-kategorier og manipulerende proportionsforvrængninger iscenesættes en pseudofaglig, antimuslimsk pointe.

Indvandrerkritikere kan så yderligere trække »yndlingstal« ud af det overordnede materiale og f.eks. finde særlig marginaliserede unge mandlige grupper i storbyer som København, hvor kriminaliteten er endnu højere, men det gælder netop snævre mandlige og socialt marginaliserede grupper i de fleste storbyer, hvor bander og ghettoisering desværre ofte er virkeligheden – det er på ingen måde noget »muslimsk« træk.

Tænk, hvis antimuslimske talknusere skulle forklare den kolossale overrepræsentation af afroamerikanere i USA's kriminalitetsstatistikker? Skulle der blot være nogen konsistens i forhold til yndlingsforklaringerne herhjemme, måtte man jo insistere på en særlig ondskabsfuld »afroamerikansk kultur«?

Eller hvad med minoritetsgruppen mænd? Kriminaliteten ville nærmest svinde ind til et ubetydeligt minimum, hvis vi dog bare kunne komme af med os mænd, der altid farver kriminalitetsstatistikkerne kulsorte i modsætning til det smukke køn (uanset herkomst!).

Nej, lad os få besindelsen tilbage og konstatere, at de generelle danske samfundsproblemer næres af en bred vifte af faktorer, hvoraf socioøkonomiske forhold, uddannelsesniveau, diskrimination, rettighedsunderskud og kulturelle faktorer alt sammen indgår, og alt sammen skal samlet i spil i stedet for at skamride snævre populistiske og fordomsfremmende agendaer.

Rune Engelbreth Larsen / permalink / 6.4.2009
Kilde: Information, 3.4.2009

21.3.2009 | Einsteins univers

af Carsten Agger

Albert Einstein

Som fysiker skilte Albert Einstein (1879-1955) sig ud ved en unik og meget karakteristisk filosofisk tilgang, som bærer en stor del af æren for hans teoriers elegance og gennemslagskraft, og som senere i hans liv måske stillede sig i vejen, da det ikke lykkedes at opstille en samlet teori for elektromagnetisme og gravitation, der kunne tilfredsstille hans egne filosofiske forestillinger og fysiske intuition om, hvordan en sådan teori skulle se ud.

Professor i videnskabshistorie ved Århus Universitet Helge Kragh har med sin nye bog Einsteins univers - en fysikers tanker om natur og erkendelse givet os en kortfattet gennemgang netop af Einsteins tankeverden og filosofi. Bogen er struktureret som en biografi, men modsat de fleste andre Einstein-biografier er vægten ikke på hans personlige liv, hans bidrag til fysikken eller hans virke som offentlig og politisk figur, men på hans filosofi og idéhistoriske udvikling.

Efter en kort introduktion gennemgår bogen kapitel for kapitel de vigtigste aspekter af Einsteins tankeverden, og det slipper den for det meste godt fra: Kragh bestræber sig på at gengive netop så meget af teorien som er nødvendig for at forstå de filosofiske overvejelser og det verdenssyn, der ligger bag.

Ikke-fysikere vil nok have gavn af at supplere kapitlerne om den specielle og almene relativitetsteori med en god populærvidenskabelig introduktion til selve teorien, hvilket Kragh da også selv antyder i sit forord.

Jeg kan ikke her give en sammenfatning af Einsteins filosofiske position eller hans bidrag til fysikken og deres konsekvenser - det ville føre alt for vidt. Og her er en vigtig pointe: Jeg kan ikke se, hvordan man skulle kunne give en forsvarlig gengivelse af Einsteins filosofiske position på ret meget mindre end de 154 sider, som Kraghs bog fylder.

Som sådan er bogen vigtig for enhver fysiker med interesse for filosofi, og for enhver lægmand med interesse for videnskabsfilosofi og moderne fysik: Bogen giver den kortest mulige sammenfatning af Einsteins bidrag på forskellige områder og oplyser således læseren om det hele, samtidig med at den righoldige litteraturliste giver god mulighed for at fordybe sig i enkelte emner for den, der måtte have lyst til dét.

Der er således kapitler om den specielle og almene relativitetsteori, om kosmologi, om Einsteins bidrag til og lange polemik mod kvantefysikken, og om hans forhold til videnskabsfilosofi, religion og politik.

Det bedste og mest interessante er for mig at se kapitlet om videnskabsfilosofi, hvor der trækkes interessante perspektiver fra Einsteins unikke og intuitive tilgang til teoridannelsen.

Einstein var nemlig en usædvanligt deduktiv og aksiomatisk indstillet fysiker. Hans arbejdsmetode var ikke at opstille teorier ved at generalisere ud fra de empiriske data, men at opstille nogle vigtige aksiomer eller postulater ud fra fundamentale, fysiske principper og ud fra dem deducere sig frem til, hvordan verden må se ud.

Noget af det, der skilte Einstein ud, var en enestående intuition i valget af postulater og en tilsvarende uforfærdethed i forhold til disse postulaters konsekvenser.

Grundlaget for den specielle relativitetsteori var således Einsteins postulat om, at alle naturlove må være de samme i ethvert system, der bevæger sig med jævn hastighed. I elektromagnetismen var der en konstant, der ifølge dette postulat måtte være den samme for alle, nemlig lysets hastighed i det tomme rum.

Men lysets hastighed kunne kun være den samme for to iagttagere, der bevæger sig i forhold til hinanden, hvis man lavede om på hele definitionen af, hvordan begreberne "afstand" og "samtidighed" skal forstås for systemer i bevægelse. Således kunne Einstein skabe en teori, der løste problemet med lysets hastighed i det tomme rum og forenede den klassiske mekanik og elektromagnetisme - på bekostning af forestillingen om tid og rum som absolutte størrelser.

Det var også Einsteins opfattelse, at teorier ikke er absolut sande, eftersom de altid er udtrykt i begreber, som er opfundet af det menneskelige sind, og forsøger at beskrive en verden, hvor disse begreber ikke hører hjemme.

En fysisk teori som relativitetsteorien blev efter Einsteins opfattelse således ikke opdaget, den blev skabt. Verden er "empirisk underbestemt", så det er altid muligt at skabe mange forskellige teorier, der kan forklare de data, det er muligt at indsamle.

Ultimativt kan en fysisk teori ikke bevises eksperimentelt, for selvom et eksperiment bekræfter teoriens forudsigelser, giver denne bekræftelse ingen sikkerhed for, at et andet forsøg ikke vil modbevise teorien på et senere tidspunkt:

Eksperimenter eller observationer kan ikke entydigt vise, at en teori er korrekt, men de kan godt vise, at den er forkert. Dette skyldes den logiske struktur af deduktive slutninger, idet en forkert teori meget vel kan føre til sande forudsigelser eller andre konsekvenser; men hvis en teori deduktivt fører til en konsekvens, der viser sig at være forkert, må teorien også være forkert. (s. 108)

Hvis der nu skulle sidde nogen samfundsforskere eller idéhistorikere derude, som synes, at det er noget, de har hørt før, skal jeg ikke skuffe dem - ja, det lyder grangiveligt som Popper, og det er ikke nogen tilfældighed.

Popper var faktisk meget inspireret af Einsteins fysik, og Poppers formulering af kravet om, at en videnskabelig teori må være falsificérbar, tog netop udgangspunkt i Einsteins holdning til muligheden for at afprøve fysiske teorier eksperimentelt. Einstein var på sin side meget begejstret for Poppers Logik der Forschung og bidrog vel med sin begejstring til teoriens udbredelse.

Einsteins univers er altså, som det vil forstås, en kort og letlæst præsentation af Einstein som tænker og filosof, og som sådan burde den være at finde under alle filosofiske gemytters juletræ – især naturligvis, hvis vedkommende ikke i forvejen er bekendt med de filosofiske aspekter af netop Einsteins arbejde.

Men hvad har den af svagheder? Er det bare clean sailing hele vejen igennem? Vel, jeg kender selv den specielle og almene relativitetsteori fra min tid på universitetet, og i det store og hele slipper Kragh godt fra den vanskelige balancegang, som det er at forklare essensen i disse ting uden at gå i detaljer... men jeg vil altså tro, at nogle af læserne falder af et sted eller to.

Jeg er ikke sikker på, at det kan gøres meget bedre uden at bruge urimeligt meget plads, så det bedste man kan gøre er måske at supplere læsningen af denne bogs kapitel to og tre med en god populær introduktion til selve teorien (Einsteins egen "Relativity. The Special and the General Theory" fra 1917 forudsætter fysik ca. på gymnasieniveau og har mange gode forklaringer af begreberne).

På side 86 skriver Kragh om Bohrs svar på den såkaldte EPR-artikel fra 1935, at der "ikke [var] tale om, at Bohr demonterede EPR-argumentet, snarere at han kritiserede det ud fra forudsætninger, som Einstein ikke delte."

Jeg er ikke af den opfattelse, at dette er et korrekt udsagn. Kort fortalt forsøgte Bohr at vise, at Einstein et als argument om, at nogle bestemte fysiske størrelser måtte tillægges bestemte fysiske værdier i en situation, hvor kvantemekanikken forbød det, ikke holder, hvis man analyserer, hvordan de fysiske størrelser, man gerne vil måle, overhovedet er defineret, og hensigten var tydeligvis netop at demontere Einstein, Podolsky og Rosens argumenter.

Og således blev argumentet da også modtaget af mange samtidige fysikere. Den russiske fysiker S. V. Illarionov skriver i sit bidrag til bogen Einstein and the philosophical problems of 20th century physics (Progress Publishers, Moskva 1983):

Bohr's arguments were perceived by the world scientific community as an almost ideal triumph of quantum mechanics. In any case, there were no more doubts about the inner completeness and consistency of the theory. ("The Einstein-Bohr controversy", s. 407)

Helge Kragh er professor i videnskabshistorie og kan formodes at vide mindst lige så meget om disse ting som undertegnede, men her må jeg indrømme, at jeg ikke forstår, hvordan han når frem til, at Bohr svar ikke skulle forstås som en demontering af EPRs argument.

Men disse kritikpunkter er, når alt kommer til alt, få og små detaljer.

I det store og hele er det lykkedes Helge Kragh at skrive en letlæst, velskrevet og spændende introduktion til en af det 20. århundredes største tænkere og vigtigste offentlige figurer.

I forhold til diskussionen om kvantefysikken og kausaliteten og determinismens betydning i den moderne fysik kan man siges kun at få den "ene side", som det er naturligt i en bog om Einstein; en oplagt idé ville være være at supplere Einsteins univers med en Bohrs verden, der gav en tilsvarende introduktion til Niels Bohrs filosofiske ideer og deres betydning.

Men Einsteins univers indeholder faktisk alt, hvad man med rimelighed kan forvente af en introduktion til Einsteins tanker. Hvis du synes, at noget overhovedet i denne anmeldelse lyder spændende, og du ikke helt har styr på, hvad Einsteins bidrag til fysikken egentlig gik ud på, er denne bog højst sandsynligt noget for dig.

Køb den, lån den på biblioteket eller skim den ved boghandleren og gå på opdagelse i dens litteraturliste.

Helge Kragh: Einsteins univers – en fysikers tanker om natur og erkendelse, Aarhus Universitetsforlag 2008. 154 sider, kr. 198,-

Carsten Agger / permalink / 21.3.2009
Kilde: Gamma 152, marts 2009

16.3.2009 | "Hvad I gør mod én af disse mine små"

af Flemming Chr. Nielsen

Da statsministeren retter ind efter Dansk Folkepartis rocker-brutalitet, er irakiske børn fanget i et ingenmandsland uden fremtid. De og deres forældre er pint med psykiske sår og traumer. De er det, fordi statsministeren først i alliance med præsident Bush påførte det irakiske folk de uskyldiges lemlæstelse. Og dernæst fordi han vendte ryggen til de afmægtige ofre, så regeringen kunne fastholde sin hellige alliance med bødlerne i Dansk Folkeparti.

Og som om det ikke var skændsel nok, klynger regeringen sig fortsat til Dansk Folkeparti. Så skamløst agerer magthaverne over for dem, som besættelsen af Irak og krigens dæmoni har påført en katastrofal livsskæbne. Men se, om politiet af den grund jagter statsministeren og Pia Kjærsgaard. Supporter-regeringen og dens rocker-parti betror os endda frimodigt, at deres religion er den bedste i verden. Den er lige så prima som dansk bacon og dansk smør. Og den er lige så naturlig som dansk påklædning og det danske håndtryk. Hvis man ikke kender den danske regerings Krarup-kristendom og kan sin kristne danmarkshistorie på fingrene, har man ingen ret til at opholde sig i den danske rocker-borg. Sådan har de stærke altid vist deres foragt for de svage.

Der er kun ét håb for de magtesløse, fornedrede og mishandlede på asylcentrene. De må bede til, at den ny amerikanske præsident er den forandring, som verden længes efter.

Under valgkampen blev Barack Obama spurgt, hvad der for ham er det centrale i kristendommen. Og han hældte ikke dåbsvand ud af ørerne lige som Pia Kjærsgaard og statsministeren og den altid ekstraordinært hellige integrationsminister Hornbech. Barack Obama citerede tværtimod et udsagn af Jesus, som udtrykker noget, der er dybt fundamentalt for enhver meningsfuld religion: "Hvad I gør mod én af disse mine små, det gør I mod mig."

Det er, hvad I derfor skal spørge de kristne politikere om: "Hvordan kan I forene jeres kristendom med at pine og tvangsudvise medmennesker på flugt?"

Som kristne politikere vil de sidde på deres trygge bagdele og beordre, at irakerne endnu engang mishandles. Og de vil fryde sig over, at de endnu engang indkasserer stemmer fra de dumme, de indskrænkede, de stupide og de selvgode. Og det vil de gøre, fordi regeringens selvopfundne og dansksindede Gud altid holder med regeringen. Eller udtrykt i regeringens ny-sprog: godhedsindustrien har Fanden skabt.

Derimod kræver ondskabens politiske håndværk ingen skaber. Ondskabens love sørger regeringen og dens rocker-parti for selv at udstede.

Vi må derfor sætte vort håb til den amerikanske præsident, og det mirakel kunne end ingen vove at drømme om for få måneder siden. Vi appellerer derfor til de irakiske myndigheder om at dele det samme håb for verden og ikke samarbejde med den danske regering og ikke følge den danske rocker-model for mishandling af afmægtige og livstruede mennesker.

At sige nej til den danske regering vil være en solidarisk og humanistisk holdning. Først vil regeringen nemlig lokke de irakiske myndigheder med penge, og siden vil den true med repressalier. Den vil rase over Islam, og den vil hyle af arrigskab, hvis den ikke får sin vilje.

Men vis den danske regering, at Islam er en stolt religion, der tør trodse den danske supporter-regering og de rockere, der skamløst kalder sig for Dansk Folkeparti. De er intet andet end racistisk ugræs, der er føget over hegnet. De er ransmænd, der har stjålet vores Danmark og vores fædreland.

Flemming Chr. Nielsen / permalink / 16.3.2009
Kilde: Faklen.dk / tale til demonstration ved Iraks ambassade, 14.3.2009

25.2.2009 | Skizofren Guantanamo-Fogh

af Rune Engelbreth Larsen

På sit ugentlige pressemøde tirsdag den 17. februar 2009 fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen om sin holdning til Guantanamolejren: "Ja altså, jeg kan i hvert fald sige, at de gange, jeg har haft anledning til at tage emnet op, da har jeg taget afstand fra dem base."

Men det er en klar omskrivning af de historiske kendsgerninger, afslørede Politiken for nylig i en gennemgang af statsministerens udtalelser om lejren, som han bakkede op i perioden 2002-2004.

Til trods for at amerikanerne ikke lagde skjul på, at man placerede fangerne i en særlig kategori som "illegale kombattanter" og dermed kategorisk afviste at forpligte sig retligt til at behandle fangerne i henhold til internationale konventioner, lod Fogh som om der overhovedet ikke var nogen modstrid med de uforpligtende tilkendegivelser om gældende principper, som den amerikanske regering gav: "Vi går ud fra som en selvfølge, at amerikanerne lever op til de internationale konventioner." (Politiken, 22.1.2002).

Og i modsætning til, hvad Fogh påstod på sit pressemøde den 17.2.2009, tog han afgjort ingen afstand fra lejren dengang.

Kritikerne af lejren påpegede også i de første år, at amerikanernes kurs var indlysende selvmodsigende, for hvis man vitterlig ville behandle fangerne efter gældende principper, var der selvfølgelig intet problem i at fastholde forpligtelserne i henhold til konventionerne.

Eller som lektor Jens Elo Rytter, der er ekspert i internationale konventioner ved Københavns Universitet, bemærker: "USA undlod at give dem status af krigsfanger og efterlod dem nærmest retsløse. Derfor kan man bestemt ikke sige, at amerikanernes politiske løfte om at behandle fangerne i overensstemmelse med principperne i konventionerne var noget værd." (Politiken, 22.2.2009).

Dansk Røde Kors' præsident Freddy Karup Pedersen og daværende generalsekretær Jørgen Poulsen skar allerede problemstillingen ud i pap i et brev til Fogh i 2002: "Der er to muligheder. Enten har de status som krigsfanger, eller også er de ikke krigsfanger! Som udgangspunkt må de betragtes som krigsfanger. Er der tvivl om deres status, slås det fast i krigsfangekonventionen, at en kompetent domstol skal have adgang til at afgøre deres status. Hvis ikke de er krigsfanger, vil internationale menneskeretskonventioner være gældende, herunder krav om en retfærdig rettergang, eller krav på at blive løsladt."

Alligevel bakkede statsministeren fortsat op om Guantanamo uden på nogen måde at så tvivl om legitimiteten af det retssikkerhedsmæssige og juridiske ingenmandsland, fangerne var bragt i: "Jeg vil gerne fastslå, at de tilbageholdende ikke befinder sig i et juridisk tomrum, som det er blevet hævdet fra visse sider. Regeringen finder tværtimod, at de pågældende nyder beskyttelse efter den humanitære folkeret. (...) Det må på den anden side fastslås, at kampen mod den internationale terrorisme stiller os over for udfordringer, som ikke fuldt ud kan finde deres svar i den gældende folkeret."

Først hævdede han i modstrid med sandheden, at den humanitære folkeret var overholdt, for dernæst at tilføje, at den gældende folkeret i øvrigt ikke var "fuldt ud" dækkende for de udfordringer, man er oppe imod? Hvis det første var korrekt, var der jo ingen grund til tilføjelsen?

Og i alle tilfælde var der ikke skyggen af afstandtagen til Guantanamo-lejren i 2002 - i klar kontrast til statsministerens forsikring på pressemødet i februar 2009: “Ja altså, jeg kan i hvert fald sige, at de gange, jeg har haft anledning til at tage emnet op, da har jeg taget afstand fra dem base.”

Fogh fortsatte med at bakke op om Guantanamo i 2003, indtil en uventet kovending i oktober 2003, hvor han pludselig fandt den tidsubegrænsede tilbageholdelse uacceptabel - blot for atter i februar 2004 at vende tilbage til Bush-kursen uden indvendinger af nogen art.

Først da de nedværdigende billeder af amerikanernes tortur og mishandling af irakiske fanger i det berygtede Abu Ghraib-fængsel blev offentliggjort, og modviljen mod Guantanamo for alvor tog til i den vestlige opinion, tog Fogh tilsyneladende bestik af den skiftende vindretning og sagde i Folketinget, at alle personer, der "er tilbageholdt i en væbnet konflikt" ifølge den danske regerings opfattelse altid vil være omfattet af en af de to Genevekonventioner, og at den danske regering derfor "på det punkt ikke er enige i den amerikanske tolkning". (26.5.2004).

Med ét slag var regeringens hidtidige Guantanamo-accept annulleret.

Nu kunne man så have forventet en forklaring på, hvorfor det skulle tage to år at nå frem til denne konklusion - men ikke for Anders Fogh Rasmussen. Tværtimod udviste han allerede på dette tidspunkt en forbløffende evne til at skrive historien om og påstod uden at blinke, at han selv "hele vejen igennem har været utilfreds med forløbet omkring Guantanamo" (Politiken, 26.5.2004; min kursiv, REL) - nøjagtigt som på pressemødet knap fem år senere.

Keine Häxerei, nur behändigkeit.

Nu var statsministeren altså helt enig i den kritik, der havde været rejst fra mange menneskerettighedsorganisationers side, og som Dansk Røde Kors forgæves havde udpenslet for ham i en officiel henvendelse herom i 2002. Foghs nye position var nærmest endt som et ekko af hans egne kritikeres standpunkter, da statsministeren uddybede sin kritik af Guantanamo:

"Vi må insistere på, at fangerne på Guantanamo er omfattet af internationale konventioner. Og vi må også insistere på en afklaring af deres situation. Enten må man fastslå, at de ikke har gjort noget, der er alvorligt nok til at retsforfølge dem - og så må de løslades. Eller også må man retsforfølge dem med alle de garantier, der ligger i en retsstat - med anklager og forsvarer og det hele. (...) Jeg finder det meget belastende for retssamfundet - både det amerikanske og vores - at man kan pege fingre og sige, at vi ikke lever op til de grundlæggende principper i en retsstat. Det er også med til at undergrave tilliden."

Ja, det er svært at være uenig - det var også med til at undergrave tilliden til Bush. Og til den statsminister, der havde været hans tro væbner (og som også efter dette kursskifte fastholdt sin næsegruse beundring af Bush): Anders Fogh Rasmussen.

Men for at det ikke skal være løgn, lyder Foghs forklaring på forløbets kursskifte den dag i dag, 1) at han altid har ment det samme, og 2) at der intet forkert var i den danske regerings position i 2002-2004, idet det (nu igen) var fuldt ud tilstrækkeligt, at amerikanerne dengang havde givet tilsagn om at følge principperne i konventionerne, til trods for at de ikke ville forpligte sig retligt herpå: "Det var tilfredsstillende, at amerikanerne gav det tilsagn. Alt andet ville have været betænkeligt, så det var vi tilfredse med." (Politiken, 22.2.2009).

Aha? Hvilken Fogh er monstro den mest (u)tilregnelige her?

1. FOGH-A (2002-2004), der intet som helst havde at indvende mod Guantanamo, skønt amerikanerne ikke ville forpligte sig retligt på konventionerne?

2. FOGH-B (2004-2008), der "insisterede på", at enten skulle fangerne retsforfølges eller løslades, og som påstod, at FOGH-A (der aldrig havde sået den mindste tvivl ved legitimiteten af Guantanamo) forbløffende nok "hele vejen igennem" havde været utilfreds med forløbet omkring lejren?

3. FOGH-C (2009-pressemøde, 17.2.), der hævdede, at FOGH altid havde taget afstand fra Guantanamo - altså at FOGH-A slet ikke havde eksisteret?

4. FOGH-D (2009-Politiken, 22.2.), som hævdede, at FOGH-A havde haft ret, skønt hans position var kategorisk modsat både FOGH-B og FOGH-C (ifølge hvem FOGH-A ikke eksisterede)?

Døm selv - altsammen blot endnu en episode i dramaet om Anders-der-er-ikke-noget-at-komme-efter-Fogh-Rasmussen ...

Rune Engelbreth / permalink / 25.2.2009
Kilde: Engelbreth, 23.3.2009

15.2.2009 | Muslimer og homoseksualitet

af Jakob Holdt

Søren Espersens påstand om, at muslimerne skaber en puritansk istid for homoseksuelle, hvori al leg er forbudt, svarer ikke til det billede, som legeglade danske bøsser fortæller mig om.

Når de vil smide deres danske istidshæmninger, er de ofte sexturister netop i muslimske lande.

Få steder har de så let ved at finde endeløs sex som i de kulturelt konservative lande Egypten og Syrien, hvor der ikke er megen førægteskabelig sex.

Ligesom i oldtidens samfund (bl.a. Grækenland) og i USA's fængsler med stærk kønsadskillelse dyrker frustrerede heteroseksuelle mænd derfor sex med hinanden, hvilket netop giver danske bøsser frihed til SE's efterspurgte leg - bortset fra de distraherende frustrationer, de udtrykker, når deres 'legekammerater' pludselig midt under akten får øje på en smuk kvinde.

Alt er tilladt
Ud over diktaturer som Saudi-Arabien og Iran er denne 'leg' reelt ikke mere forbudt end i demokratier som Jamaica og Indien, dvs. alt er tilladt, bare det ikke kaldes homoseksualitet.

Mænd danser med mænd mere åbenlyst på 'bøssebarer' i Damaskus og Cairo end i jyske byer.

Selv medierne omtaler det. Syriens aviser skrev om en kvinde i Aleppo, der klagede over, at en nøgen mand løb over hendes terrasse. Til politiet forklarede manden, at han var flygtet fra fangenskab hos to mænd, som voldtog ham.

Men begge mænd gik fri, da de forklarede politiet: »Nej, det var skam en regulær handel. Vi gav trækkerdrengen fuld betaling i to dage for at udnytte ham.«

I Damaskus kaldte man ikke dette for homoseksualitet, men morede sig over, »hvor folk dog er skøre oppe i Aleppo«.

Da jeg i 1980'erne indkvarterede 40-60 arabiske flygtninge i min lejlighed - alle mænd - beskrev jeg analogt i avisartikler fordelene ved aldrig at bruge penge på mad med så mange 'kokke og tjenere' i huset.

Sandheden var, at jeg hyppigt blev opsøgt af danske bøsser, der efter natlige besøg af mine logerende var blevet bestjålet. Jeg skammede mig ikke over at blive bespist af bøsserne i flere år - udbytningen gik jo begge veje.

De vidste udmærket, at deres natlige integrationsleg ikke var med arabiske bøsser, men frustrerede flygtninge fra politisk og kønskulturel undertrykkelse. Ahmed Mohamud mente, at en muslimsk kvindes ubehag ved hans 'åbenlyse' homoseksuelle skiltning skyldtes islam snarere end hans omtalte kulturelle kontraktbrud med dette 'unævnelige'.

Hadefuld katolicisme
Men husk, at Koranen blandt monoteismens hovedværker skriver mindst om det, vi i dag kalder homoseksualitet - alt hugget fra Toraens historie om Lot.

Toraen og Bibelen er langt mere fordømmende og få religioner i dag så hadske som katolicismen.

Men skønt 25 pct. af amerikanerne er katolikker, viser ingen statistikker, at disse står for flere fysiske hadovergreb på bøsser end andre religioner. Jeg fornemmer, at overfaldene mest kommer fra folk uden rod i en religiøs opdragelse.

I min fortolkning fordømmer Toraen, Bibelen og Koranen overhovedet ikke homoseksuel kærlighed, som var et ukendt begreb i oldtidens tvangsægteskabelige samfund.

Derimod angriber de ligesom de fleste nutidssamfund udenoms- og førægteskabelig sex.

Hvis man ikke var rig og voldtog sine slavinder (hvilket var o.k. med Gud, kære fundamentalister) kunne dette som sagt på den tid kun opnås ved 'at ligge med en' af samme køn, som Vorherre kalder det i sine abrahamiske skrifter.

Så jeg må delvist medgive Søren Espersen - hvorfor fortsat diskriminere mod de fattiges leg, alle I gode 'bogens folk' verden over?

Jakob Holdt / permalink / 15.2.2009
Kilde: Jyllands-posten, 31.1.2009

28.1.2009 | Død, dødskult og uvidenhed

af Carsten Agger

Er Danmark i virkeligheden et provinsielt lorteland, et uvidende, tilbagestående bondesamfund, befolket af bønder, der er kommet til penge og blevet kræmmere, men stadig i hjertet er overbevist om, at livet er, som vor mor altid sagde det var, og at verden ender for enden af Lars Pæsens mark, og det ganske uanset, hvad alle de fine herrer fra Aarhus eller Kiøbenhawn mon finder på at sige? Måske ikke, trods alt. Men det kan være svært at forestille sig et sted, hvor politiske positioner i den grad indtages og fastholdes uden nogen som helst viden om eller kendskab til det område, der dog er positionens genstand.

Et godt eksempel på det sidste er en nylig leder i det borgerlige onlinemedie 180grader.dk, der efter en vis formel beklagelse af den israelske brutalitet lægger skylden for de seneste rædsler på palæstinenserne, nærmere bestemt på den angivelige 'dødskult' i det palæstinensiske samfund.

Vor egen historie
Hvordan det? Jo, palæstinenserne ærer deres døde, og de ærer de mennesker, der giver deres liv i kampen mod israelerne, som 'martyrer'. Og på grund af denne 'dødskult' sætter palæstinenserne altså sig selv op for de israelske angreb, lægger så at sige selv deres spædbørn under de frembrusende israelske tanks. Eller, som lederskribenten i 180grader.dk udtrykker det: "Mens unge israelere drømmer om at blive iværksættere, og har rollemodeller i de iværksættere, der er nået på Nasdaqindekset, drømmer store dele af den palæstinensiske ungdom i stedet om at blive martyrer, og har deres rollemodeller i de islamiske terrorister, som allerede har opgivet deres liv i kampen mod Israel."

Og her der det så, kæden i mine øjne hopper af. Der er krig, og de unge palæstinenseres land er besat af en tilsyneladende ganske brutal besættelsesmagt. Hvis modstandsfolk vækker beundring, kan det kun være svært at forstå, hvis vi samtidig vælger at være døve og blinde for vor egen historie.

Hvad siger vi f.eks. om de ganske få unge mænd, der blev dræbt under forsvaret af Danmark den 9. april 1940? "De gav deres liv". Og dem, der døde eller blev henrettet under modstandskampen? "De gav deres liv," siger vi, som regel i beundring. Den italienske partisansang Bella Ciao handler om en ung mand, der går i døden med vidt åbne øjne og genopstår gennem de blomster, der spirer på hans grav.

De faldne, de heldige
Mindeparken i Århus indeholder navnene på tusinder af sydslesvigere, der faldt i Første Verdenskrig. Det næste skridt, som ikke er den danske nationale tradition fremmed heller, er at håbe på at få lov til at være blandt de faldne, de heldige, der får lov at give deres liv for Fædrelandet.

Dyrkelse af ofret
Dette er ikke nødvendigvis defaitisme à la 'de levende skal misunde de døde', men en dyrkelse af ofret og offerviljen. Slår man op i en sangbog fra den danske nationalromantiske tradition, 1848 og 1864 og alt det dér, slår denne holdning én i møde fra sang efter sang, side op og side ned.

Mere generelt og mere rimeligt findes en sådan 'dødskult' vel overalt, hvor man overhovedet har en forestilling om at arbejde eller kæmpe for noget, der er større end én selv. Vi mennesker er her kun på lånt tid, og vi kan alle sammen gå hen og dø den dag i morgen - vi kan håbe og tro, det kommer til at gå anderledes, men vide det kan vi ikke. Hvis der er noget af blivende værdi, som vi gerne vil gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, må vi altså hellere se at komme i gang nu, for ellers kan det let være for sent. I morgen kommer måske ikke. Og hvis der er noget af blivende værdi, som vi kan gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, som kræver, at vi selv giver eller risikerer vores liv, er der så nødvendigvis tale om en 'dødskult'? Næppe - og det er da heller ikke den officielle linje, når vi taler om de unge mænd, der desværre ganske meningsløst ofrer deres liv i Afghanistan.

Nogle gange er der bare ting, vi anser for større end os selv, og så kan det være nødvendigt at sætte os selv ind som indsats. Men dette er en almenmenneskelig erfaring. Den egentlige tragedie i Mellemøstkonflikten er måske, at Israel efterhånden har begået så mange forbrydelser mod den palæstinensiske civilbefolkning, at hadet til Israel for mange bliver større end den enkeltes eget liv. Men måske vi skulle vente, til vi selv har set vores far, mor, søster og bror myrdet for de indkommende bomber, før vi dømmer dem for det.

Og lad os, for nu at slutte hvor jeg begyndte, som nation begynde at tænke før vi taler, så vi ikke kommer til at spilde mere af vores tid og kostbare opmærksomhed på uvidende personer som 180grader.dk's lederskribent.

Carsten Agger / permalink / 28.1.2009
Kilde: Information, 26.1.2009

24.1.2009 | Gordon eller Kaos – Stem Liberal Socialistisk!

Af Gordon Inc.

Jeg vågnede med tømmermænd ved 7-tiden vækket af solen, det bedste vækkeur.

Jeg var alene og savnede allerede valkyrierne. Lidt ærgerligt vi ikke havde fået sagt ordentligt farvel. Vadede ud i køkenet og satte vand på gasblusset og lavede kaffe. Lagde mig igen, tændte en smøg og forberedte mig på dagens opgave; at skrive det politiske manifest eller program, Der skulle frelse mor Danmark.

Dette er udkastet til et politisk program. Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det. Jeg er ikke engang sikker på om jeg gider blive politiker. Måske gør jeg det af fædrelandskærlighed. For som Shakespeare skrev i Hamlet "there is something in the state of Denmark".

Den nuværende administration har pantsat Danmark og drænet landet for kultur og ånd. Det eneste, der tæller er penge. Penge er en kold sovepude i længden, specielt når man belåner land og rige til op over skorstenen, i en grad så lærerne selv må købe lér med til børnene i skolerne. Penge-fiksering og materialisme er også medvirkende til at skabe et afstumpet samfund præget af lemfældig gadevold, bandekriminalitet og moralsk deroute, som vi ser det i dag. Og her er Lene Espersen-mantraet "Flere fængsler, længere straffe og nul tolerance" ikke løsningen. Det svarer til at pisse i bukserne for at få varme. Ånden og mentaliteten i DK må ændres, intet mindre.

Der er brug for en ny ånd i Danmark, for nationer skabes ikke kun af penge, men af ånd, selvom der også skal penge til. Men hvad blev der af Frihed, Frisind og Tolerance, i min optik de fornemste danske dyder? De dyder, der - uanset hvad man ellers kan brokke sig over - altid har gjort mig stolt af at være dansker, og som jeg i skrift, tale og liv, vil forfægte til den dag jeg dør. FRIHED, FRISIND og TOLERANCE skal igen være de 3 bærende søjler i Det Danske Samfund.

Lad os blive verdens lykkeligste land, ikke bare af navn, men af gavn! Lad os vise resten af verden, hvordan svinet skal skæres! Lad os være foregangsland på de fronter, som vi alle inderst inde alle ved er dem, der betyder noget: I forskning, i kultur, i økonomi – og allervigtigst - i menneskelig velstand! Mennesket er det vigtigste råstof. Samfundet er til for menneskets skyld, ikke omvendt. Selv om nogle synes at have glemt det.

Vi skal have det bedste velfærdssystem. Det bedste sundhedsvæsen, de bedste livsbetingelser, den bedste økonomi og det frodigste kulturliv. Og vi skal ikke forbyde for meget. Forbud er svaghed, som frygt er det. Lad os bruge rigdommen i vores samfund på børnene, de unge, de gamle, de syge, sundhedsvæsenet, kulturen, infastrukturen, og de hjemvendte soldater. Kort sagt til vores fælles gavn, frem for til fladskærme, 4-hjulstrækkere og tomme forbrugsgoder.

Ideen om Liberal Socialisterne blev undfanget for lang tid siden. Jeg havde talt en del med ejeren af galleri Riga på Istedgade, den legendariske ingeniør, præst, entrepenør og hestehandler Bent A. Jespersen, i folkemunde kaldet Bent A. Bent mente at udviklingen forlængst var løbet af sporet, at Danmark under Fogh-regeringen var blevet pantsat til banker og forsikrings-selskaber. Den nuværende globale finanskrise underbygger kun synspunktet.

Et nyt parti var tiltrængt. Liberal Socialisterne: Den ultimative blanding af liberalisme og socialisme, faktisk den politik, de fleste midterpartier fra venstre, konservative, social-demokraterne, SF og dansk folkeparti, forsøger at føre nu. Problemet er at de ikke gør det konsekvent, fordi liberalsocialisme for dem er et kompromis. Der er brug for et parti, der fra starten erklærer sig liberalsocialistisk. En frisk start.

Selv havde Bent A. i mange år stillet op som uafhængig kandidat for Liberal Socialisterne i Sorø kredsen. Han foreslog at jeg gjorde det samme i København, og 2 timer efter sidste valg blev udskrevet i oktober sidste år, havde jeg Bent A. i røret. "Stil op!" sagde han; "Du behøver kun små 200 underskrifter for at stille op som uafhængig kandidat."

Ok. Jeg rekvirerede de nødvendige papirer, der først kom med posten en uge senere. 6 dage til at samle underskrifter i. Ikke meget Jeg gik i gang med underskrift-indsamlingen, blandt venner og på gader og barer. Det gik rimeligt stærkt.

Folk var dødtrætte af den siddende regering, og alle efterlyste et alternativ. Jeg manglede omkring 50 underskrifter, da et job i Jylland, satte mig ud af spillet i to strategisk vigtige dage, Da jeg sad i toget fra Jylland, var det for sent. Der er mange måder at gøre livet svært for uafhængige kandidater på, man kan f.eks. sende papirerne for sent ud. Jeg accepterede udfaldet. Jeg havde hverken folk eller kampagnepenge bag mig, og ville sikkert ikke være kommet ind alligevel, men jeg havde lært en del, snakket med folk bl.a fra bankverdenen, der mente at Liberal Socialisternes økonomiske politik i allerhøjeste grad var realisabel.

Og modsat nyere fadæser som f.eks. Ny Alliance, der ikke havde noget indhold, og som jeg derfor foragter langt dybere end politiske modstandere, der mener noget andet end mig, har Liberal Socialisterne så meget politik substans at det halve kunne være nok. Det sidste jeg vil, er at lave en Jacob Haugaard, al respekt for ham i øvrigt.

Men det er tiden for alvorlig og sagen for vigtig til pjat. Vi må have Danmark tilbage på ret køl.

En politisk opdatering, bør mine fremtidige vælgere vel have krav på: Jeg er ud af en Venstre-famillie. Min far kom fra landet Kragshede i Nordjylland og stemte på Venstre hele sit liv, jeg forstod ham godt. Venstre var bøndernes parti, den lille mands parti, oprørs-partiet i gamle dage. Og har intet med det spindoktor-monster, partiet er blevet i dag, at gøre.

(Spindoktorer burde i øvrigt forbydes. De folk burde få et rigtigt arbejde.)

Nå, Min mor kom fra Hillerød i Nordsjælland, hun fortalte aldrig hvad hun stemte på. I min fars sidste leveår blev han dog ustyrlig vred på Venstre pga. partiets følgagtige tilslutning til Irak-krigen, og svor at han aldrig ville stemme på partiet igen. Selv om min far døde året efter – og Venstre dermed ret beset kunne være fløjtende ligeglade – vidste jeg, at partiet havde et seriøst troværdighedsproblem – de havde solgt ud!

De havde svigtet bønderne og henvendte sig nu til unge yuppificerede teknokrater fra byerne, og i den kontrolsyge, der har præget deres syv år ved magten, hvor Danmark på det nærmeste er blevet et nyt DDR, har de svigtet deres liberalistiske idealer totalt.

I dag vil jeg betegne mig selv som liberalsocialist, men i mine teenageår var jeg socialist som reaktion mod mine borgerlige forældre. I virkeligheden er jeg anarkist, fordi frihed for mig er det vigtigste i verden. Anarkisme er dog ikke en brugbar politisk ideologi, og en national socialisme er selvfølgelig af logiske årsager udelukket, skønt jeg er meget national og føler mig som inkarnationen af Danmark, men vel at mærke et Danmark, der omfavner resten af verden. Både ud fra en human og praktisk betragtning, idet det er resten af verden, vi skal leve af og med.

Lad os favorisere både erhvervsliv og kultur. Lad os glemme vores – i øvrigt prisværdige – danske beskedenhed og skabe et Paradis, mindre kan ikke gøre det!

Det bør ikke være svært at skabe Utopia, for vi er så satans tæt på. Men vi kan gøre det bedre. Lad os se andre mennesker og nationer som potentielle venner og ikke som fjender. Uanset hvor forskellige vi på overfladen kan synes.

No Fear! Ingen frygt, kunne være mottoet, men heller ikke grænseløs naivitet. Jeg er sgu ingen John Lennon eller Jesus. Kunne jeg blive en blanding af Holger Danske, Stauning, Gandi og Atta Turk, ville jeg være tilfreds.

Hvad troværdighed angår er jeg ren som en nyfødt. Jeg er noget så umoderne som et menneske og vedstår gerne at jeg drikker alkohol, går med fremmede damer, storryger tobak og hash, tager drugs og er en hæmningsløs livsnyder på alle de fronter jeg kan slippe af sted, så længe det ikke går ud over andre Til gengæld er jeg ikke ligeså god til "kreativ bogføring" som den nuværende statsminister, ligesom åbenlys løgn (der koster danske soldater livet), skamløs udnyttelse af EU-landbrugsmidler og pædofili, aldrig har tændt mig synderligt.

Så, med en klog mands ord – "der er ikke noget at komme efter". 100% troværdighed herfra. Jeg har ikke noget at tabe og siger hvad jeg mener og mener hvad jeg siger.

Før nævnte kloge mand – statsministeren,– lancerede engang i sin idealistiske ungdom - ifølge nyhedsredaktøren på Berlingske Tidende, som jeg havde den fornøjelse at møde her i Damaskus - også borgerlønsbegrebet; nemlig at de sociale ydelser skulle afvikles og alle danskere i stedet skulle have en grundydelse fra fødsel til død. En af de visionære tiltag, han desværre senere blev nød til at give køb på. Et punkt som jeg vil gøre til hjørnestenen i det liberalsocialistiske partiprogram. Vi arbejder og stresser for meget i Vesten. Vi skal ud af trædemøller og løbehjul og begynde at nyde livet igen. Livet er kort og er der ikke tid til at lade være.

Som John F. Kennedy sagde og Obama burde sige snart: "The only thing we all got in common is that we all inhabitants on this small planet, all care about our childrens future, and we are all mortal." Yes!

Liberal-socialisternes program kunne være som følger:

* Lad os re-brande Danmark:

* - Mindre forbrug, mere ånd i Danmark. Vi har ting nok.

* -Det skal være sjovere at være dansker. Giv os Danmark tilbage. Frihed, frisind og fristeder!

* Som et land med plads til alle. Et Danmark , der kan sige fra og til – også over for de store.

* Et Danmark, der sætter ind når globale katestrofer truer. Vi skal have en stærk dansk hær – et globalt brandkorps, men primært til humanitære opgaver.

* Et Danmark med sand velfærd. Afskaf bistandshjælp, folkepension, understøttelse og S.U. Giv ca 10.000 kr. pr. måned til alle, hele livet. Fra Bruno på bænken til Mærsk Mckinney Møller. Alt hvad man tjener derudover svares med 50% skat. Spar milliarder på at forenkle systemerne, og giv de 200.000 mennesker, der tjener formuer på at kontrollere alle os andre – inklusiv Klaus Hjort Frederiksen - et rigtigt arbejde. Kompromiset kunne være at hæve det skattefri bundfradrag.

* Fri kærlighed for danske statsborgere på tværs af grænser, ret til ægteskab, men ikke proforma.

* Mere direkte demokrati – flere enkeltsager til afstemning,

* afskaf private sygehuse og skadestuer, et stærkt offentligt sygehusvæsen, det bedste i verden.

* McDonalds og andre udenlandske firmaer skal betale fuld skat som alle andre. Prøve-perioden er forbi. Nu må de fattige multionale begynde bidrage til fælledskabet, frem for at nasse på det. J

* Støt erhvervslivet – indfør forbrugsskat.

* Mere tillid - mindre overvågning! Sikre gader; lokalt politi: Benhårde straffe for vold, voldtægt, æresdrab ect. Indfør samfundstjeneste for forbrydelser, evt. i hæren eller det globale brandkorps, og mere præventivt arbejde, tak.

* Legalisér. Færre forbud. Legalisér hash. Lad staten tjene pengene og bruge dem på ældreforsorg, og knus dermed hele den organiserede kriminalitet og de hærgende bander. Legaliser udendørsservering. Danmark skal ikke være DRR.

* Bio-benzin – hellere i dag end i morgen.

* Bedre diplomati: ikke flere Irak-fadæser, Muhammed-kriser eller Jagtvej 69-krige.

* Lad os lære af muslimerne og indføre Damadanen – 14 danske fastedage før jul. Det ville klæde os danske at tænke på verdens fattige - færre fede danskere. J

* Indfør demokrati-test ved valg, hvis indvandrere skal dansk-testes skal danskerne demokrati-testes. J

Gordon eller Kaos. Stem på den ægte vare! Stem Liberalsocialistisk! :J

P.S. Skulle jeg alligevel ikke gide, eller være syg, fuld, forhindret, ude at rejse eller indisponeret, står det selvfølgeligt enhver frit for – meget gerne de etablerede partier – at lade sig inspirere af disse programpunkter. Dog vil jeg sætte pris på at det blev gjort med en vis stil, i samme ånd, som de er udfærdiget. Pas godt på Danmark, mens jeg er væk. Rock on J.

Gordon Inc / permalink / 24.1.2009
Kilde: Gordons Verden

17.1.2009 | Obama: Mulighed for forandring i USA?

Af Ole Sandberg

Det er svært som europæer at forholde sig til de to statsanerkendte partier, der skiftes til at at have magten i USA. Udover krigsgalninge som McCain og religiøse fundamentalister som Sarah Palin rummer Republikanerne for eksempel også enkelte konservative krigsmodstandere, der nærmest af og til lyder som europæiske kommunister. Og Demokraterne spænder nærmest over stort set hele det danske politiske spektrum.

Set fra den vinkel er det er svært overhovedet at anse de to blokke som egentlige "partier" med fælles minimumsholdninger. Men man kan dog se på hvilke holdninger, der har magten (eller kæmper om magten) i hvert af de to partier, og som altså repræsenterer partiet mere end andre perifære holdninger uden indflydelse. For eksempel er det rigtigt, at der er libertarianere i det republikanske parti, men deres holdninger kan ikke siges at repræsentere partiet i nogen betydelig grad. Magtkampen i det republikanske "parti" står mere mellem holdninger á la Dansk Folkeparti kontra holdninger á la Liberal Alliance.

Hos Demokraterne er der også splittelse og delte meninger, og det er svært at kategorisere deres politik entydigt. De primære tendenser spænder over rå neoliberalisme og frimarkedskapitalisme til mere og mindre progressive fagforeningsforkæmpere. Partiet er også påvirket af borgerrettighedsbevægelser mod racisme, homofobi, sexisme osv.

Sidstnævnte grupper er bestemt ikke dem, der har magten i partiet, men de har alligevel en vis indflydelse, som holder partiet på en lidt mere demokratisk og liberal kurs, så det ikke svinger helt over i fascisme. Begge partier spænder altså over næsten hele det danske spektrum, men hos Republikanerne er der stærke fascistiske kræfter som partiet ind imellem gerne vil tækkes, mens der hos Demokraterne er antifascistiske (egentligt demokratiske) kræfter, som nok forhindrer at det bliver ligeså fascistisk som Republikanerne kan være.

Men lad os prøve at droppe sammenligningen mellem de to partier her-og-nu og istedet se på deres respektive roller for amerikansk kapital i et længere perspektiv. Hvis man ser de to partier som repræsentanter for de samme økonomiske interesser, så bliver deres op- og nedgange lettere at forklare, idet de har hver deres rolle i samme system i forskellige perioder. Dette er dog for simpel en forklaring, for der er også modstridende økonomiske interesser (hvilket jeg vender tilbage til), men lad os alligevel prøve. Jeg advarer på forhånd om, at virkeligheden er endnu mere kompliceret.

Neokonservatisme giver plads til neoliberalisme
Efter 8 år med Bush og forsøg på brutalt at smadre alt i både USA og Verden for at give profit til nogle få udvalgte af hans venner er det lidt svært ikke at se en hvilken som helst Demokrat som lidt mere socialt indstillet. Hvis man skal se lidt mere sobert på det, er det nu "bare" to forskellige former for kapitalisme – og man kan måske endda se dem som samarbejdspartnere. Clinton virkede også som en lettelse efter 12 år med Reagan-Bush, og han var også bedre for menige amerikanere: Der blev indført bedre forbrugerbeskyttelse, arbejderrettigheder, mere ligestilling, bedre sociale vilkår, lidt bedre sundhed osv. Hvis man ser på det i et kort perspektiv, så var Clinton et fremskridt.

Ser man det i stedet i et længere historisk perspektiv, så var Clinton aldeles ikke progressiv. Det bedste ved ham var, at han var bedre end Reagan/Bush, som havde privatiseret og smadret en masse sociale institutioner. I det store perspektiv var USA på en "progressiv" (altså lidt mere økonomisk social) kurs i 1930erne og frem, indtil det blev endegyldigt vendt sidst i 70erne under neo-konservatismens fremtog. Set i det perspektiv har Clinton ikke stået for en tilbageerobring af de sociale fremskridt, der var forsøg på at lave tidligere. Hans udgangspunkt var den sociale situation skabt ved et årtis neokonservativ smadring af velfærd og arbejderrettigheder, og det kunne han så bygge videre på med et "venligt ansigt". Han lavede nogle mindre sociale forbedringer for de menige amerikanere, men bestemt ikke noget paradigme-skifte eller radikalt kursskifte. Reagans privatiseringer og generelle højredrejning var stadig udgangspunktet for hans politik, og det blev ikke udfordret.

Det samme kan man sige om udenrigspolitikken. Clintons udenrigspolitik var afgjort et mere "venligt ansigt" end de kyniske og brutale erobringskrige, kup og militærjuntaer, der blev iværksat og støttet under de neokonservative. (Her må vi lige for argumentets skyld ignorere de få "gode" krige Clinton deltog i, som alle blev sminket som "humanitære inventioner" o.l.). Mens USA op igennem 1980erne fortsat støttede officielle diktaturer, som åbenlyst myrdede sin egen befolkning i USAs økonomiske interesse, så blev mange af disse "diktatorer i uniform" skiftet ud med "diktatorer i jakkesæt" i 1990erne: militærstyre blev erstattet af "demokrati" med lidt symbolsk indflydelse til befolkningen og lige grad af økonomisk udbytning og ressourceudvinding til USA.

Disse nye "demokratier" passede fint ind i det "nye" USA, hvor kontrollen over Latinamerikan gik fra Pentagon- og CIA-støtte til juntaer og paramilitære og blev "erstattet" med "frihandelseaftaler" (og støtten til paramilitære blev mindre åbenlys). Neokonservatisme blev erstattet med neoliberalisme. Her kunne man være fristet til at argumentere for, at Clintons udenrigspolitik bare byggede videre på den forbryderiske udenrigspolitik, som tidligere administrationer havde stået for: Efter at diktatorer og militær havde udryddet det meste af alt progressivt og al modstand i Latinamerika, var der ikke længere brug for dem, og det rene økonomiske forretnings-diktatur kunne tage over.

Er Obama Clinton?
Nu er vi hverken i 1980erne eller 90erne mere, men jeg synes historien er relevant, fordi den godt kunne gå hen og blive gentaget i en ny form nu. Bush Jrs politik har på mange måder mindet om Reagans på både udenrigs- og indenrigsområdet, og spørgsmålet er om Obama blot bliver en ny "Clinton". Det synes jeg, stort set alt tyder på. Han vil stadig regere for de rigeste og for forretningsfolket, men han vil gøre det på en anden måde.

Lad os for eksempel se, om smadringen af Irak bliver erstattet med neoliberalistiske udbytningsaftaler. (Irak kan dog ikke helt sammenlignes med Latinamerika - det er for langt væk fra USA og modstanden er stadig ikke smadret). Og lad os se, om snakken om social- og sundhedsreformer bliver til noget egentligt opgør med Bush-regimets privatisering og profit-gørelse, eller om det bliver til lappeløsninger indenfor de politiske rammer, som Bush har givet. Vil Obama være det venlige ansigt, som lapper lidt på Bush' politik, eller vil han gøre op med Bush-politikken?

De fleste af Obamas handlinger tyder på, at han ligesom Clinton vil regere "til højre". Selvom de er stemt ind af folk, der gerne vil have mere venstreorienteret politik, har Demokraterne en tendens til, når de er blevet valgt, at samarbejde mere med Republikanerne end med deres eget venstrefløjske bagland (hvor Republikanere sjældent har noget imod at føre ideologisk blokpolitik).

Obama har dog lagt op til mindre kursskifter på nogle få områder. Ligesom under Clinton-administrationen vil der komme mere fokus på sundhed, uddannelse, og måske lidt forbedringer til de socialt dårligst stillede i USA. Dette er altsammen noget der afhænger af realpolitik, korruption og politiske manøvremuligheder. Obama har bedre manøvremuligheder end Clinton, fordi han kan samarbejde med en Kongress, som også er blevet mere venstreorienteret. Spørgsmålet er, om han gør det.

Til forskel fra Clinton har Obama dog givet udtryk for en skepsis overfor neoliberalismens - han har kritiseret de frihandelsaftaler, som både er dårlige for menige amerikanere (der mister deres arbejde) og menige latinamerikanere (der mister deres jord og ressourcer). Dermed har han allieret sig retorisk (og populistisk) med de faglige kræfter i USA. Han har også talt om at der bør indgå "fair handel" i "frihandelsaftaler" og altså, at der skal være krav om faglige rettigheder i aftale-landene, hvilket jo er gode nyheder for både latinamerikanere og nordamerikanere. Tiden må vise, om han lever op til det eller om det bare var populistisk valgflæsk.

Faglige kampe på dagsordenen
Tilbage til magtkampene i det Demokratiske parti. Nej - glem det parti, og lad os se på magtkampene i det amerikanske samfund. Det Demokratiske parti er nødt til at forholde sig til de tendenser der rykker på jorden blandt deres stemmer, og Obama-administrationen (og Demokraterne i parlamentet) vil muligvis være mere progressive, hvis der er stærke progressive bevægelser, som arbejder i den retning udenfor den korrupte politiske verden.

Lige nu i USA er en af de helt centrale kampe spørgsmål om faglige rettigheder, organiseringsretten og organiseringsformen. Ligesom under Reagan har der været stærke svækkelser af fagforeningerne under Bush. De havde det i forvejen ikke godt - Clintons neoliberalisme gjorde ikke så meget for at hjælpe dem og rette op efter Reagans angreb. Bush behøvede ikke at ændre særlig meget politisk men kunne blot se på, mens faglige rettigheder blev smadret af private firmaer, forstærket af at hans politik havde skabt massiv fattigdom og underbeskæftigelse, hvilket styrkede kapitalen og svækkede fagforeningerne.

Men lige nu er der trukket nogle klare linier op på en række simple spørgsmål, som Demokraterne og Obama vil blive tvunget til at forholde sig til. Der er spørgsmålet om retten til faglig organisering, hvor der er nødt til at blive trukket nogle politisk-juridiske linier. Det er ikke ligefrem, fordi fagforeningerne i USA nu er blevet stærke eller er vokset, men der er kommet mere fokus på forandringerne af det faglige arbejdsmarked, og nu kommer der altså en række sager, som politikerne vil blive tvunget til at forholde sig til.

Det handler for eksempel om, at forskellige stater har forskellige grader af anerkendelse af fagforeninger og forskellige tolkninger af "organiseringsret" – ligesom der er forskellige tolkninger af, om og hvordan arbejdsgiverne har "ret" til at bekæmpe deres arbejderes organisering. Disse emner ligger lige nu i "status quo", hvor de kæmpende på hver side af klassekampen afventer den nye administration.

Faglige spørgsmål kommer også op, når politikerne skal tage spørgsmål til de mange "krise-pakker" til erhvervslivet. Der var for eksempel krav fra tåbelige politikere om, at bil-industrien skulle skære ned på lønningerne til sine arbejdere for at de kunne få sin støttepakke (bil-industrien er den bedst organiserede industri i USA med flest arbejder-rettigheder) – altså klare krav om smadring af faglige kampe og rettigheder, der minder om de "strukturtilpasningskrav", som IMF har tvunget Latinamerikan og andre regioner ud i i 1980erne. Omvendt meldte de faglige med lidt snedig taktik ud til forsvar for deres arbejdsgivere og dem selv, at hvis politikerne ville tage sig sammen og indføre socialiseret sygesikring (arbejdernes ret til arbejdsgiverbetalt sygesikring er bilindustriens største udgiftspost – General Motors beskrives ofte som en sygeforsikring der også laver biler), så ville industrien være konkurrencedygtig i forhold til de lande, der både har høje lønninger og offentlig sygesikring.

Der vil komme mange flere krisepakker og pakker med "økonomiske indsprøjtninger" i den nærmeste fremtid, og de vil alle have elementer af klassekamp, og de faglige og sociale spørgsmål vil atter kunne komme på dagsordenen. Den amerikanske fagbevægelse er godt nok meget svag, men den er for nylig begyndt at røre på sig og råbe lidt op.

I disse fremtidige kampe kan Obama og Kongressen blive tvunget til at "vælge side". Obamas handlinger tyder indtil videre på, at han vil føre en centrum-højre-kurs. Men de kampe, der foregår ude i virkeligheden, kan måske tvinge ham (eller enkelte kongresmedlemmer, som han er nødt til at samarbejde med) til at tage stilling og vælge side i de klassemæssige og faglige spørgsmål, som altså ulmer lige nu i USA og bare venter på at sprænge ud. Og hvilken side de vælger i disse spørgsmål vil sandsynligvis være afgørende for hvilke tendenser, der bliver forstærket internt i Demokraternes parti og bagland også i andre spørgsmål. Lige nu vil faglige spørgsmål kunne være motor for, om progressive tendenser skal kunne ignoreres eller have indflydelse i partiet. Det vil også påvirke spørgsmål som immigration, ligestilling m.v.

Selvom Demokraterne og Republikanerne spænder over næsten det samme politiske spektrum, er der altså stor forskel på, hvem der kan dominere og sætte kursen i de to partier. Republikanerne har en risiko for at blive trukket rundt af fascistoide og fundamentalistiske, antidemokratiske og konføderalistiske tendenser i deres bagland.

Omvendt er der ikke nogen "fare" for at Republikanerne skulle give indrømmelser til fagforeninger og progressive, hvilket Demokraterne godt kan blive presset til (bemærk: kan). Men det afhænger alt sammen af udviklingen i de sociale bevægelser mere end af interne, isolerede magtkampe blandt karrierepolitikere. Det kræver, at presset er der.

Ole Sandberg / permalink / 17.1.2009
Kilde: vhs blog

4.1.2009 | Regeringens dialog med ekstremister

Af Jacob Holdt

Mens jeg var i USA himlede Karen Jespersen og regeringen op med at de ikke vil i dialog med ekstremister. Men er det ikke netop hvad regeringen dagligt er og tilmed bygger hele sit grundlag på? Jeg havde netop forberedt en alenlang oversat liste af Dansk Folkepartis hadske udsagn til mine amerikanske elever. Disse var mildt sagt rystede: ”Er dette et nyt nazistparti? For det lyder sådan.” Nej, svarede jeg, det er den danske regerings værdifællesskab, som den selv udtrykker det. Særligt jøderne reagerede voldsomt: ”En så hadsk ekstremisme må standses i opstarten” med deres sædvanlige underforståede solidaritetsbekendelse ”for hvis det er dem i dag bliver det os i morgen.”

Karen Jespersen glemmer at danskerne jo også – uden at ane det - er i dialog med ekstremister på den modsatte fløj. Fra min omgang med Hizb-ut-Tahrir ved jeg at disse typisk velintegrerede og højtuddannede indvandrere ustandseligt som læger og ingeniører får påskønnende tilkendegivelser fra deres danske patienter og kunder a la ”Hvis alle indvandrere var ligesom dig ville vi ikke have et indvandrerproblem.” Dette konstant at få at vide at man er ”the good nigger” eller ”Uncle Tom” giver den samme sårethed over som gruppe ikke at være accepteret, som jeg husker fra 70’erne drev højtuddannede sorte i USA ind i ekstremisme såsom de Sorte Pantere og separatistiske bevægelser. Både i Danmark og i datidens USA udvikler disse integrationsivrige i følelsen af forkastethed en tre gange så høj tendens til skizofreni som gennemsnitsbefolkningen. I deres identitetslimbo mellem tabet af hjemlandets kultur og uden accept i den nye kultur flygter de hyppigt ud i ekstremisme – eller mere typisk for højtuddannede danske muslimer – i landflygtighed i det friere USA.

Men hvordan kan KJ undgå i Hizb-ut-Tahrirs retorik at genopleve ekstremisten i sig selv? Ord for ord er deres kritik af kapitalismen og det vestlige demokrati jo som alle de forvrøvlede, sandkasse-intellektualiserende skrifter, rivaliserende universitetsmarxister og KJ selv engang sprøjtede ud på stribe. Blot blandet med nogle løsrevne religiøse citater, som får disse utopiske drømmere til også at ligne det Indre Mission, jeg voksede op med i forbudstidens Vestjylland uden alkohol og dans.

Har KJ glemt hvordan højrefløjens afstandtagende hetz blot beton-cementerede den antidemokratiske venstrefløj, hun tilhørte i den tids frelsthed? Har hun glemt at de gange, hvor den virkeligt begyndte at tvivle og at flytte sig, var når en ”irriterende reaktionær” onkel eller svigerfar gik i dialog og gennem kærlig, intelligent indleven i dens forståelsesramme påpegede dens indbyggede inkonsekvenser og hvordan disse ville føre til et totalitært system?

Det er den dialog vi i Kritiske Muslimer i dag fører med vor tids marginaliserede unge for med deres egne religiøse argumenter at hjælpe dem over i en mere rummelig tro som f.eks. sufisme. Når jeg personligt har dem ”inde i varmen” i mine stuer – der hvor al integration starter og slutter – og opmuntrer dem med at ”jeg kan høre på din veltalenhed at om 15 år sidder du i folketinget” ser jeg dem hver gang ranke ryggen og stolt smile ”Tror du virkelig?” Så ved jeg at denne såkaldte ekstremist allerede er på vej ud af sin udenomsparlamentarisme.

På nøjagtig samme måde fik mange danskeres kærlige dialog med Karen Jespersen og venstrefløjens andre antidemokrater langsomt hjulpet disse ud af ekstremismen – i hendes tilfælde tilmed fra en langt farligere flirt med terrorisme end Hizb-ut-Tahrirs konsekvente ikke-voldslinie.

Men spørgsmålet står tilbage: Hvordan kan en ekssocialminister med netop denne totalitære baggrund have så lidt social empati med andre unge, som kendsgerningen jo viser til alle tider har udtrykt en god portion naturlig ungdomsvrede og ekstremisme inden de gennem aktiv kærlig dialog bliver hjulpet ”til fornuft” og ind i samfundsvarmen? Er hun med en sådan afvisning af mennesket i al dets vidunderlige ufuldkommenhed - og i sin nye flirt med det, som udlandet som sagt ser som ekstremisme - overhovedet kommet ud af sin totalitære tænkning?

Jacob Holdt / permalink / 4.1.2009
Kilde: Faklen.dk

24.12.2008 | Danmark - tilbage til rødderne

Af Gordon Inc.

Danmark er Saxo som jeg håber ingen skolebørn er blevet tvunget til at lære udenad -

Danmark er det blødeste kys i den blødeste mund på en sommerdag for altfor længe siden

Danmark er gyldne damer på flaske og en gucci-taske, der strejfer en politikers hofte

Danmark er mig der beslutter mig for at købe en fitness-kort

opdager der ikke er penge nok på kortet og ender med at købe en joint hos Jokeren på hjørnet

der siger " klap dig selv på skulderen",

Danmark i en nøddeskal, tag det roligt,

det går nok, klap dig selv på skulderen

den der lidt dovne afslappede indgang til tingene, der gør at vi sjældent bliver de første på månen, men alligevel fostrer en Bohr og en Kierkegaard og en H.C, der sikkert var uglesete i omgangskredsen, fordi de var for insisterende og intense og nørdagtige og besværlige -

"- det går nok, du får bare en ny", som cykelhandleren siger

mens han sindigt skifter min cykellås hvor tromlen er faldet ud for 4 gang

Danmark er at finde elysium i en kolonihave morgenen efter en fest

Danmark er evindelige tv-aviser og radio-aviser og nyheder fra en verden i brand

Danmarks velstand er grundlagt på svinet, vi er bacon-baroner

Danmark er svinetransporter hvor svinene lider og bider hinanden og bliver kørt for langt

Danmark er økologiske køer der græsser på grønne marker hele sommeren

og kun lever af velsmagende økologisk græs, som der står på en mælkekarton

Danmark er mejerier og bondeoprør og andelstanken der bliver til arlaficering

Danmark er bønder der bliver til patiet venstre og arbejdere der bliver socialdemokrater

og socialdemokrater og venstrefolk der begynder at ligne hinanden

Danmark er konsensus-demokrati og økonomiske gulerødder

Danmark er teenagere fra silkeborg der sniffer lightergas der eksploderer og brænder sig slemt

Danmark er bacardi-breezers og teenagere på sold i jomfru ane gade

Danmark er bøgen der springer ud og gymnasieeleverne der fejrer P-dag

Danmark er fantasy og ecstasy og billig kokain og dårlig hash der aldrig har set marokko

Danmark er at se poesien i en stribe sølvblanke sild i et akvarium på ferskvandsmuseet i esbjerg

Danmark er mig der leger med min datter og fårene der græsser ved siden af

Danmark er den døde mulvarp vi fandt ved min datters skolevej

Danmark er at stå i min datters mors køkken og lave aftensmad

Danmark er loveshop i natradioen

Danmark er mennesker der mødes og går forbi hinanden som i alle andre lande

Danmark er en sommerdag for altfor længe siden

Danmark er liderlighed og længsel og nepotisme og club-babes

Danmark er ekstra bladet som ingen tror på men alle alligevel læser

Danmark er fredsommelighed og tolerance så længe det ikke koster for meget

Danmark er blonde piger og muld og almindelige mennesker med hjerter af guld

Danmark er bjergsomme bønder der altid ser hvad der sparet og hvad der er tjent

Danmark er idealister og realister og utopister og markeds-fundamentalister

Danmark er sorte præster og spindoktorer og manglende diplomati

Danmark er det sorte hul som sjælen drukner i

Danmark er en barnehånd i en bilrude og en pokemon-figur for længe siden

Danmark er mændene der tar på vikingetogt eller til fodbold-kamp

Danmark jeg elsker dine bakker og dale og kyster

Danmark jeg elsker dine motorveje og satelitbyer og forstæder og provinsgågader der ser ens ud overalt

Med skilte med home og tryg og nordea og føtex og brugsen

og grundfoss og danfoss og tdc og mærsk og mcdonalds og nokia og siemens og asus og alle de andre fremmede

Danmark er det bedste til mig og mine venner

Danmark er det bedste til mig og mine fjender

Danmark har overlevet de istider, og Stenalder og Jernalder Og Bronzedalder

Og vikingetider, og middelalder og guldalder og Industrialisering og fred og krige og reformationer og revolutioner for Danmarks største styrke er er vi er så fredelige,

Men selvom vi er fredelige kan vi stadig ryste verden med porno-frigivelse og Mohammed-tegninger

Danmark er al den musik der er blevet hørt i Danmark alle de tanker der er blevet tænkt i Danmark

alt den ånd som Danmark har assimilerret og al den idealisme og alle de visioner der har besjælet Danmark

uanset om det er Gorm den gamles ånd, Holger danskes ånd, Grundtvigs ånd, Christian D. 4s ånd, Valdemar Atterdags ånd, Mogens Glistrups ånd, H.C.Andersens ånd, Dirch Passers ånd, Ulf Pilgaards ånd, Oswald Helmuths ånd, Gasolins ånd, Karen Blixens ånd, Dan Turells ånd, St.St. Blichers ånd, Staunings ånd, Knud Jespersens ånd, min ånd, din ånd, vores ånd, reformationens ånd, hans tavsens ånd,

Alle de ånder der flyver over luften i Danmark, store som små

Danmark er mange store ånder der på hver deres måde rakte efter himlen

Danmark er drømme om at bryde ud af Danmark og indtage verden

Tusinder af musikeres drømme, tusind af forfatteres drømme

Tusinder af filmfolks drømme, Tusinder af danskeres drømme

At bryde ud og indtage verden og omfavne verden og gøre sig sig til en del af den

Danmark drømmer, Danmark dømmer, Danmark dræber

sine børn og sine kunstnere med doven dansk ligegyldighed

Aksel Sandemose der opfandt Janteloven og Karen Blixen og metallica skulle lige over usa

før danskerne blev opmærksomme på dem

Danmark tilfredse med at overse, overhøre. tilfredse i andedammen

Danmark dræber langsomt og lader dig selv føre sværdet

Men fuck janteloven, lad os hylde eddaerne, sangene alle digtene alle drømmene alle håbene,

Danmark, fantasternes Danmark, eventyrerenes Danmark, de hårdtarbejdendes Danmark,

Danmark er produktet af alle de mennesker der har boet her

jøder, polakker, jugoslaver, tyskere, bosniere, irakere, afrikanere, marokkokanere, spaniolere og amerikanske jazz-soldater

der hookede op med dejlige danske piger

carabianere der hookede op med dejlige danske piger

englændere der hookede op med dejlige danske piger

indere der hookede op med dejlige danske piger

og dejlige danske piger der begæres af hele verden

Danmark er en nation af stærke kvinder og svage mænd

Danmark er at vide at kvinderne ikke er så stærke

og mændene ikke er så svage

Danmark er kærlighed

Danmark er millioner af kærlighedshistorier, millioner af tragedier,

millioner af happy ends i en strøm der aldrig ender

Danmark er europas hårde hund der bjæffer som et ekstra blad

Danmark er ekstra bladet der bjæffer hvor andre bider

Danmark er rådhuspladsen

Danmark er tårernes, håbenes og drømmenes københavn

Danmark er drømme,

Danmark er summen af alle dem der har levet

og alle dem der lever og alle dem der vil leve her

alle de skjoldmøer - med og uden slør - der bebor de danske øer

Store danskere. hedder en program-serie på dr2

og serien handler om folk som Tove Dilevsen Piet Hein og Oswald Helmuth og Margurite Viby og Niels Bohr og Poul Borum og mange andre store danskere og der vil komme flere afsnit

med Dan Turell og Lars von Trier og Kim Larsen og Hans Scherfig

de fleste store danskere er fucked up, psykotiske, alkoholiserede og svære at omgås

og HAR for det meste kriser i kærlighed og famillieliv

måske fordi de store danskere hele tiden arbejdede

hårdt på at blive store danskere

at der ikke var plads til så meget andet

og med en vis rædsel slår det mig at jeg har alle de karaktertræk der udgør en stor dansker

Jeg er er stolt over at være dansker

stolt over at bo i et land der har den strengeste flygtningelovgivning i verden

stolt over dansk frisind, dansk bacon, dansk krig

jeg er en dansk mand, der drikker danskvand,

Danmark, dansker, dansk dårskab,, dansk død

jeg er stolt over at være dansker, stolt over at være vikingen i smørhuller

stolt over HC.Andersen der var den grimme ælling der blev karnøflet

som alle grimme ællinger altid blir kanøflet i HC-Danmark

og vil altid vil blive kanøflet

hvadenten de hedder Rudolf Tegner eller Jørgen Leth

stolt over at være borger i konsensus-Danmark

hvor nationalfuglen er grill-kyllingen der aldrig flyver højere end vingerne kan bære

og hvor intet nyt er godt nyt under solen, for hr og fru Danmark, her er dit dit liv: Det er døden og den mest moderne form for tidsfordriv -

dansker? bullshit

jeg er først og fremmest menneske, derpå dansker

jeg elsker normalisering og nationale kompromiser

jeg elsker lørdags-kyllinger der retter ind og skærer til og forfølger alle skæve eksistenser

tag flaget tilbage, tag landet tilbage

tag Danmark tilbage, et Danmark med rum!

Et Danmark for digterne, for drømmerne, for skjaldene

for levende åndende, hadende, håbende og elskende mennesker til alle tider

for et mangfoldigt Danmark, for et mangefarvet Danmark

for et Danmark med plads til burkababes og tørklædechics og porno og prostitution,

liderlighed, længsel og lyst og liv og glød og mennesker.

Danmark du er en dum og dejlig tøs

fristende at ta dig mens du sover

Danmark nu blunder den lyse nat

Danmark nu knepper jeg dig min skat

jeg elsker Danmark fordi det er her de fleste mennesker jeg kender og elsker bor

jeg elsker Danmark for alle mine dage

for alle mine solopgange

for alle mine dage og år og minder for regnvåde somre og kolde vintre

Danmark du har gjort mig ligeså sej som de isbjørne visse amerikanere tror

vader rundt i Københavns gader

Danmark du har hærdet mig

Danmark du har knust mig

Danmark du har modnet mig, formet mig og støbt mig

for det der var og det der kommer

lad os gå ind i livets sommer

Danmark jeg elsker dig, du er mit land

Du er min kvinde og jeg er din mand

Jeg har spist på dine kroer, sovet i dit skød

Du har skænket mig det liv

Der en dag bliver min død -

Gordon Inc / permalink / 22.12.2008
Kilde: Gordons Verden

10.12.2008 | Er universitetsteologi videnskab?

Af Jens-André P. Herbener og Philippe Provençal

Nedlæg de teologiske fakulteter II

Ifølge den protestantiske teologi er der ikke nogen modsigelse mellem at studere kristendommen videnskabeligt og at være kirkens tjenestepige. Det svarer ungefær til, når marxister har forsikret om, at marxisme skam er videnskab

Som forudsagt har vor kronik Nedlæg de teologiske fakulteter (Politiken 26/10) opildnet til modsigelse. Fremfor alt i teologisk-kirkelige kredse. Der ligger ofte en dyne af inerti over bedagede institutioner, og universitetsteologien er en ældre frøken. Middelalderlig faktisk. Hovedfjenden er ikke overraskende Forandring, undertiden alene fordi det er forandring.

Den tyndeste kop kirkekaffe serverede Jan Lindhardt og Johannes Møllehave i Kroniken den 9/11. De forholdt sig praktisk talt ikke til sagens substans, de teologiske fakulteters store krise, dens baggrund og mulige løsning, men red blot deres egne kæpheste. Samtidig med at de sloges med selvkonstruerede fjendebilleder. Med andre ord ingen hjælp at hente derfra.

Langt mere principiel og repræsentativ for den moderne universitetsteologi var professor i Ny Testamente på Københavns Universitet, Troels Engberg-Pedersens indsigelse (14/11), der berørte det kontroversielle og centrale spørgsmål om teologiens videnskabelighed. F.eks. sammenlignet med humanistiske fag. Hører teologi - videnskabeligt set - overhovedet hjemme på et moderne universitet? Er universitetsteologi en videnskabelig disciplin?

Engberg-Pedersen medgiver blankt de teologiske fakulteters "grundlæggende dobbelthed", nemlig at "de på den ene side er og skal være videnskabelige, da de jo befinder sig på universitetet, og på den anden side må være normative, da de uddanner præster til folkekirken." Dermed kommer han med væsentlig større indrømmelser end sin kollega, lektor Nils Holger Petersen, der den 29/10 bagatelliserede, for ikke at sige benægtede universitetsteologiens traditionelle særkende.

Men i modsætning til undertegnede, anser Engberg-Pedersen ikke dobbeltheden for noget problem, men mener tværtimod, at det er den protestantiske teologis "adelsmærke", at der ikke er nogen modsigelse.

Javel ja. Hvad er begrundelserne herfor?

Ifølge professoren er universitetsteologien "normativ, fordi den spørger ud fra en eksistentiel interesse. Men det gør alle andre også: filosofi, litteratur, religionsvidenskab. Ingen af disse fag drives udelukkende af rent deskriptiv interesse."

Det er selvfølgelig rigtigt, at der også er elementer af eksistentiel interesse i de humanistiske fag. Men det betyder ikke, at man kan sidestille dem med universitetsteologien. Der er bl.a. en afgørende kontekst til forskel, og teologistudiets kontekst og mål er først og fremmest folkekirken og de metafysisk-dogmatiske sandheder, der er nedfældet i dens bibel, trosbekendelser og bekendelsesskrifter.

Hverken filosofi, litteratur eller religionsvidenskab uddanner til noget, der kan sammenlignes hermed. Hverken filosofi, litteratur eller religionsvidenskab baserer sin eksistens på en religiøs institution og dogmatik, sådan som teologi gør, eftersom folkekirken er dens primære eksistensbetingelse. Eller for at skære det ud i pap: Uden folkekirke og præsteembeder ingen universitetsteologi, som vi kender den.

Det er da også det, der gør, at teologi befinder sig i en interessemæssig modsætning, for ikke at sige skruestik mellem universitetets krav på den ene side og kirkens krav på den anden. Latent eller åbenlyst. Et gammelkendt eksempel er Den Hebraiske Bibel (i kirken kaldet Det Gamle Testamente), der ifølge kristendommen er en Kristus-profeti, men ikke ifølge den kritiske videnskab, en prekær problematik, der blev yderst presserende med den sidste autoriserede bibeloversættelse.

De fleste filosoffer, litterater og religionsvidenskabsfolk, derimod, arbejder i uddannelsessektoren, der også er underlagt moderne krav om videnskabelighed og faglighed. Eller i andre sekulære sammenhænge. Forskellen til teologi er frapperende.

Ifølge Engberg-Pedersen ved universitetsteologien "ikke én gang for alle, hvad den kristne Gud (eller overhovedet kristendommen) er for en størrelse. Den undersøger det."

I kristendommen har man altid betonet tro som centralt, netop fordi man ikke kan vide, i det mindste i nogen intersubjektiv, videnskabelig forstand. Men på teologistudiet skal troens metafysiske grundpostulater åbenbart undersøges videnskabeligt. Ja, vi går ud fra, det er dét, professoren mener (ellers ville der jo ikke være nogen forskel til den forkætrede religionsvidenskab). Som velkendte eksempler herpå kan nævnes kristendommen som Sandheden, treenigheden, den almægtige Gud, de dødes opstandelse, det evige liv og Jesus Kristus som Guds søn.

Hvordan kan alt dette undersøges videnskabeligt? Svaret er naturligvis, at det kan det ikke. Og professoren ved det vist godt - også selv om han ikke vil indrømme det direkte - han kommer nemlig med en sigende eftersætning: "Og hvis den [teologien] så når frem til nogle svar, er de altid tentative."

Dette "hvis" er en klog tilføjelse, for efter et par årtusinders teologiske studier er der ikke fremkommet skyggen af videnskabeligt bevis for ovenstående metafysik, og hvordan skulle der også komme det? Det er jo netop ikke udtryk for intersubjektiv viden, men tro, eventuelt subjektiv oplevelse. Af samme grund har tro altid stået centralt i kristendommen. At svarene i øvrigt altid vil være "tentative" - "hvis" teologerne altså kommer frem til nogen - kan derfor ikke undre det mindste.

Som det fremgår, er Engberg-Pedersens programerklæring her et retorisk figenblad, der dækker over - ja, over hvad? Et videnskabeligt fatamorgana. Et sådant bygger naturligvis ingen bro mellem universitetsteologiens grundlæggende dobbelthed. Kun tilsyneladende. Men hvorfor så fremsætte det (og han er ikke den eneste universitetsteolog, der har gjort det)? Der er sandsynligvis flere ting på spil.

For det første må teologistudiet demonstrere dets eksistensberettigelse på universitetet, bl.a. ved at demonstrere dets konstitutive forskellighed fra religionsvidenskab, der studerer det overnaturlige inventar i religionerne udelukkende som menneskelige forestillinger.

For det andet ville afstanden til teologistudiets centrale, religiøse eksistensgrundlag, folkekirken, givetvis blive for stor, hvis universitetsteologerne åbent indrømmede, at de alene kan opfatte / beskæftige sig med kristendom som en menneskelig frembringelse. Så det vil man ikke. En kirkedør skal holdes åben.

Professoren har imidlertid andre trumfkort i posen: "Set fra universitetets side: Er der ikke på universitetet brug for en disciplin, der arbejder kritisk med hele det enorme materiale, som kristendommen udgør i vores kultur?"

Kan det ikke lige så godt, ja, bedre varetages af bl.a. religionsvidenskab, filosofi og historie? Problemet er, at teologien arbejder både videnskabeligt og kirkeligt orienteret. Sidstnævnte især, men ikke kun, inden for praktisk teologi, systematisk teologi, økumenisk teologi og missionsteologi. Og det gør den, fordi den både skal tjene videnskaben og kirken. Hvis universitetsteologiens omfattende studier i kristendommen og dens virkningshistorie blev overtaget af bl.a. religionsvidenskab, filosofi og historie, der alle er uafhængige af kirken, ville dette problem naturligvis blive væsentligt mindre. Måske forsvinde helt.

Den teologiske professor slutter af med følgende salut: "Og set fra kirkens side: Er der ikke i kirken brug for en disciplin, der arbejder med kristendommen med forstående indføling, men som også selvkritisk bringer kristendommen ud i den direkte kontakt og konfrontation med andre religioner og overhovedet andre grundlæggende forståelsesmåder? Jo da."

Bortset fra, at det er en flertydig formulering, der formentlig med velberåd hu kan udlægges i forskellige retninger, er der ingen tvivl om, at universitetsteologien skal hjælpe kirken somehow. Det vil sige, at et universitetsfag skal bistå en religion, sågar også i forhold til andre religioner og livsanskuelser. Meget videnskabeligt. Og hvad dét indebærer i praksis, er der næppe tvivl om: Udvikling af kristen forkyndelse, apologetik og mission i den sekulariserede, flerreligiøse modernitet.

Ja, ud over uddannelsen af sognepræster, hvad skulle netop kirken ellers kunne bruge universitetsteologien til? At det på universitetet overvejende foregår på akademiske præmisser, udelukker naturligvis ikke, at det er målet.

Er dette en overfortolkning? Prøv at se, hvad nogle af Engberg-Pedersens kollegaer fra Det Teologiske Fakultet i Århus har pointeret:

I 1996 skrev den daværende teologiske dekan Peter Widmann, at den "systematiske teologi"s opgave på universitetet er "en oparbejdelse af den viden, den refleksion og den kritiske bevidsthed, der er nødvendig for at kunne fremstille, videregive og forny kristendommen på intellektuelt vederhæftig vis, for at kunne tage stilling i striden om religionens gyldighed, og for at kunne bære et ansvar i mødet mellem religionerne og kulturerne."

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag en universitetsteologi, der bl.a. har til formål at tilvejebringe den viden, der er nødvendig for at "fremstille, videregive og forny kristendommen". Altså hjælpe folkekirken med at fremstille, udbrede og forny kristendommen. Hvad vil i øvrigt "på intellektuelt vederhæftig vis" sige i denne forbindelse?

Den 21/7 2005 skrev lektor i teologi Anders-Christian Jacobsen: "Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld." Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag en universitetsteologi, der drives for kirkens skyld.

Den 27/4 2007 påpegede professor i systematisk teologi, leder af Center for Multireligiøse Studier, og medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, Viggo Mortensen: "Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. (…) Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør."

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag påstanden om, at "Det kristne budskab er verdens bedste" eller bag opfordringen til kristen mission.

Den 14/2 i år skrev teologisk professor Kirsten Nielsen og lektor Else Holt: De indbyrdes uenige fortællinger og digte i Det Gamle Testamente er "med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker - og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den. (…) Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme."

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag påstanden om "Guds storhed" og "uudslukkelige kærlighed til den skabte verden", eller ønsket om at ville fremme kristendommen. Altså missionere.

Om professor Engberg-Pedersens mål med teologien vitterligt er det samme som hans kollegaer fra Århus, blæser i vinden, og det gør det, fordi han formulerer sig flertydigt og uklart. Også på dette punkt. Er han blevet misforstået, kan han altså i høj grad takke sig selv - og korrigere os. F.eks. ved at tage den teologiske uld ud af munden og tale tydeligt for de uindviede.

Lad os afslutningsvis vende tilbage til tidligere dekan Peter Widmann, der om universitetsteologien generelt har skrevet - og mere eksplicit end Engberg-Pedersen: "Teologi er en kreds af videnskabelige discipliner, der er nødvendige for at kunne forstå og videregive en religion (i særdeleshed den protestantiske kristendom) på intellektuelt vederhæftig vis, og for at kunne argumentere for religionens gyldighed i samtidens kulturelle og sociale kontekst."

Det kan godt være, at det er den protestantiske teologis påstand, at der ikke er nogen modsigelse mellem at studere kristendommen videnskabeligt på den ene side og at være kirkens tjenestepige på den anden. At begge dele er videnskabelige aktiviteter. Det svarer ungefær til, når marxister har forsikret verden om, at marxisme skam er videnskab.

Det kan det videnskabelige samfund generelt imidlertid ikke acceptere. At ville efterprøve kirkens metafysiske sandheder, og at ville hjælpe kirken med at opretholde og udbrede kristendommen, er udelukkende videnskabeligt i teologiens selvforståelse. Ikke i de fleste andres forståelse af teologien, for det er og bliver - helt eller delvist - en religiøst orienteret aktivitet.

Det betyder ikke, at der ikke er mange eksempler på fortrinlig undervisning og forskning på teologi - og det inden for alle grene heraf. Men der er som sagt også mange eksempler, der peger i en ganske anden retning end videnskaben, endog sådanne, der er konstitutive for fagets profil. Det er efter vor opfattelse ret beset en skandale, der alt for længe har været upåtalt.

Også af disse grunde bør de teologiske fakulteter nedlægges. Eller i det mindste omlægges på væsentlige områder. De er alle fortjenester gennem tiderne til trods en atavistisk dinosaur på nutidens universitet.

Jens-André P. Herbener og Philippe Provençal / permalink / 10.12.2008
Kilde: Faklen.dk

ALLE INDLÆG FRA 2007-2009 HER