"Stabilitet i Mellemøsten" har i årtier været kode for status quos klæge
kage: en bund af rettighedsløse arabere og en top af vestligt støttet
diktatur. Det glæder mig, at Kasper Støvring i sin
kronik i Politiken 19. marts toner
rent flag og bedyrer, at vi bør værne om denne kage "i vores egen
nationale interesse", som endvidere kan forstås som "varme i
radiatorerne" og færre indvandrere i vores dagligdag. Det gør vi ifølge
den skaldede konservativist bedst ved foreløbig at slå koldt vand i
blodet og indtage en misbilligende skepsis over for den
"revolutionsromantik", der slår sine folder netop nu.
Det glæder mig, for dermed viser Kasper Støvring klart og tydeligt, hvor
fjernt han befinder sig fra ethvert nobelt menneskeligt hensyn til noget
som helst. Endvidere bekræfter han, at visse mennesker kun har tandhjul
i hovedet til én tanke, der kværner sine møjsommelige rotationer uanset
om hele verdens nyhedsstrøm så tæppebomber den med modbeviser 24 timer i
døgnet. For Støvring hedder aksiomet, at muslimske samfund aldrig bliver
civilisationsbyggere som os, men altid har krumsabler et sted i
bagtankerne.
Når derfor praktisk talt hele den arabiske verden rejser sig i massiv
vrede over den påtvungne "stabilitet" (der giver os varme i
radiatorerne), og kræver demokrati og menneskerettigheder, må der
nødvendigvis stikke noget under (måske har Enhedslisten bestukket CNNs
tolke?). Dette kampråb fra hundredetusinde opadvendte munde sætter jo
med eet vores borgerlige hjemmeopinion i skammekrogen, som i årtier har
postuleret muslimernes selvvalgte formørkelse og fortiet den
geopolitiske undertrykkelse, der udgår fra Washington.
Når det viser sig umuligt at benægte, at befolkningerne selv ved, hvem
der sidder på dem, og dermed er mere oplyste end til det niveau, danske
kommentatorer har sigtet på for deres publikum, må svaret komme prompte
og være des mere fanatisk fornægtende: NEJ, de er ikke som os, vi havde
aldrig gjort det samme, "universalismen" er falsk, de vil ondt, de er
sindssyge, du kan ikke forstå dem og de kan ikke forstå dig!
Når derfor også enhver kursorisk gennembladning af verdenshistorien
entydigt demonstrerer, at islam om noget korrelerer positivt til
civilisationens fremmeste dyder, fred, social ansvarlighed og
overbærenhed med fremmede skikke, modsat kristendommen der i samme lys
tager sig ud som en nekrotiserende infektion, er der for Støvring intet
at gøre andet end omhyggeligt at undlade omtale af en verden før 1979 og
håbe den går. Det historiske argument punkterer hele
kulturkonservatismens agenda og må derfor aldrig, aldrig tages op.
Og jo, den går jo nok, for Støvrings publikum fodres dagligt af hundrede
Støvringer, der nu er modeltypen på "intellektuelle" i debatten,
åndsforsnottede, nervøst plirrende hvalpe fulde af falsk
overlegenhedsfølelse over for en kulturgrund, de ikke forstår, og en
verden, der bevæger sig hurtigere end de bryder sig om. De galper om
liberalistisk renæssance midt i kapitalismens globale sammenbrud, hyler
om olieinteresser midt i klimasammenbruddet, og klynker om muslimers
umenneskelighed, netop som den arabiske verden kæmper sin fødselskamp og
vejrer uafhængighedens morgenluft.
Det bedste man kan sige om dem er, at de måske ikke erkender, hvor
fremmelige nazister de havde været i 30'erne, og at de forhåbentlig
snart har kendt deres dage.
Morten Nielsen
Kilde: BørreBlog,
20.3.2011