I håndbogen Medborger i Danmark kan indvandrere og nydanskere læse om det danske samfund. I den lille bog, der tidligere blev udgivet af det nu hedengangne integrationsministerium, og som udkom på seksten sprog, kan de læse, hvordan vores demokrati fungerer, hvordan det er at bo i Danmark, og om skole, job og fritid. Og i bogens sidste afsnit om "Skik og brug" kan de bl.a. læse om "Danskere og Dannebrog".

Her fortælles legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen under et slag i Estland i 1219 og der fortælles om de forskellige flagdage, vi har. Der fortælles også om, hvordan vi danskere flager til fødselsdage og jubilæer, og at vi endda putter Dannebrogsflag på vores juletræer. Også sluttes der med følgende ord: "Den udbredte brug af flaget er en gammel tradition og ikke udtryk for, at danskerne er specielt nationalistiske".

Denne korte beskrivelse af Dannebrog indeholder to elementer, der går igen i langt de fleste introduktioner til flaget: Legende om flaget, der faldt ned fra himlen og så, at vi danskeres hyppige brug af Dannebrog ikke er et udtryk for, at vi er særligt nationalistiske.

I løbet af de seneste fem-seks år har vi danskere set Dannebrog bliver brændt, klippet i stykket og skændet på enhver tænkelig måde. Derfor kan vi ikke længere sige, at den hyppige brug af flaget ikke er nationalistisk. Tværtimod har de senere år budt på Dannebrogs genkristning, hvor vi pludselig har fået øje på flagets kristne oprindelse.

I juli 2005 var den amerikanske præsident George W. Bush på officielt besøg i Danmark. Under besøget nåede en demonstration udenfor Den amerikanske Ambassade sit højdepunkt, da de demonstrerende satte ild til både et dansk og et amerikansk flag.

Få dage senere kunne man i et læserbrev i Jydske Vestkysten læse, at flagafbrændingen var et udtryk for "manglende respekt for USA og Danmark", mens demonstranterne i et andet læserbrev blev karakteriseret som "en flok hjernedøde demonstranter, som formentlig er samfundssnyltere på første klasse."

Dagen efter kunne Jyllands-Posten berette, at politiet overvejede at rejse sigtelse mod demonstranterne for flagafbrændingen. Men ironisk nok ville demonstranterne kun blive sigtet for at brænde det amerikanske flag, ikke Dannebrog. "Jeg synes jo, at det er om muligt ligeså slemt eller værre at forhåne sit eget flag," siger politiinspektør Per Larsen i artiklen og forsætter: "Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde det i straffeloven".

I samme artikel forklarer en professor i jura, at det faktisk forholder sig sådan, at det i Danmark er ulovligt at brænde flag fra nogen som helst lande på nær Danmark. Ingen har dog været sigtet for at brænde et udenlandsk flag siden 1936.

At det i Danmark ikke er ulovligt at brænde Dannebrog skyldes naturligvis, at man ikke har villet indskrænke ytringsfriheden. Modsat er det blevet gjort ulovligt at brænde andre nationers flag, så disse lande ikke vil blive fornærmet, hvis danskere skændede deres flag.

Artiklen i Jyllands-Posten slutter med et citat fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der undrer sig over, at det er lovligt at brænde Dannebrog. Her - altså i juli 2005 - udtrykker han intet ønske om at ændre loven.

Tre måneder senere var der dog kommet andre boller på suppen. I en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti d. 21. oktober 2005 lyder det, at partiet vil fremsætte et lovforslag, der vil ligestille Dannebrog med øvrige nationers flag, så det også vil blive ulovligt at skænde det danske flag. "Jeg tror, at en af årsagerne til, at forhånelse af Dannebrog ikke har været omtalt i straffeloven, har været, at man hidtil slet ikke har kunnet forestille sig, at nogen ville forhåne vor egen nations flag," udtaler Peter Skaarup fra DF ifølge pressemeddelelsen.

Folketingsdebatten om Dansk Folkepartis lovforslag fandt sted d. 10. Januar 2006. Få dage forinden havde Berlingske Tidende bragt en leder om emnet. Her skrev de bl.a., at de fandt det "besynderligt, at forslaget om forbud om forhånelse (af Dannebrog) kommer fra Dansk Folkeparti. Partiet har ellers stillet sig i spidsen for at bekæmpe den begrænsning af ytringsfriheden, som ligger i for eksempel forbudet mod racistiske og diskriminerende udtalelser uanset om de er forhånende. Men folkepartiet mener åbenbart, at forhånelser er i orden, når blot de rammer muslimer."

Folketingsdebatten omhandlede flere forskellige områder af lovforslaget. Centralt stod spørgsmålet om, hvorvidt en forhånelse af Dannebrog kan tolkes som en ytring eller ej. Flertallet af folketingets politiske partier mente nemlig, at lovforslaget betød en indskrænkning af ytringsfriheden, hvilket forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti var uenige i. Eller som Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtalte sig under debatten: "Jeg synes, det er lidt kunstigt at kalde afbrænding af et flag for en ytring; det er efter min mening hærværk."

Det mest interessant i debatten var dog det, der ikke blev sagt. Af 112 bemærkninger til lovforslaget, blev Dannebrogs symbolværdi eller kristne oprindelse ikke nævnt så meget som en eneste gang.

For en god ordens skyld bør det vel slås fast, at lovforslaget ikke blev vedtaget, da kun nitten stemte for forslaget - alle fra Dansk Folkeparti.

Et par uger senere - vi befinder os stadig i januar 2006 - præsenterede daværende kulturminister Brian Mikkelsen den såkaldte Kulturkanon med dens 96 kunstværker i 7 forskellige kunstgrene. Et af disse kunstværker var Lars von Triers dogmefilm Idioterne, der blev medtaget på trods af, at den kontroversielle instruktør tidligere havde skrevet til kulturministeren og bedt om ikke at blive inkluderet i nogen kanon. Og ikke nok med det. Lars von Trier bad ikke blot om ikke at blive inkluderet. Nej, han udtalte, at han ville brænde Dannebrog offentligt, hvis nogen af hans film blev medtaget i Brian Mikkelsens kulturkanon.

Lars von Trier valgte dog ikke at brænde Dannebrog, selv om Idioterne blev optaget som en del af filmkanonen. I stedet optog han en lille kortfilm, hvori han klippede korset i Dannebrog i stykker og til sidst hejste de røde rester til tonerne af Internationale - den socialistiske kampsang.

I de næste par dage blev det tydeligt, at von Triers stunt i den grad provokerede danskerne. En læser i Ekstra Bladet nævner, at både han og hans familie blev rasende, da de så Lars von Trier klippe Dannebrog i stykker, og skriver, at i Sønderjylland "mener vi, at Dannebrog er det bedste, vi har. Vi er stolte af vores flag." En anden læser anfører, at "Lars von Trier bør fængsles", da der ifølge ham "intet kunstnerisk er i at klippe vores største nationale symbol Dannebrog i stykker!"

Trods det, at mange danskere tydeligvis blev fornærmet, da de så Lars von Triers forehavende, og en enkelt endda meldte ham til politiet, uden at anmeldelsen dog førte noget med sig, så er der ingen der på dette tidspunkt nævner, hvad det var for nogle følelser, Lars von Trier ramte, og altså hvilken symbolværdi Dannebrog havde for dem.

Debatten om Lars von Triers forhånelse af Dannebrog havde knapt lagt sig, før vi danskere pludselig blev vant til at se Dannebrog brænde. Det skete, da Muslimer over det meste af verden brændte flaget som en reaktion på Muhammed-tegningerne, der var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten flere måneder forinden.

I den debat, der fulgte i kølvandet på Muhammed-krisen, bliver det ingen steder diskuteret, hvad det er for nogle følelse det vækker i os danskere, når vi ser Dannebrog blive brændt. Men at det er Muslimer, der brænder vores flag, synes at have en vis betydning. Således skriver en læser i Fyns Stiftstidende, at hun godt kunne tænke sig "hvis en klog muslim eller en endnu klogere imam kunne udlægge betydningen i den symbolske handling" det er at brænde Dannebrog. Men hvad hun selv lægger i det, nævner hun ikke. En anden læser hentyder til Dannebrogs kristne oprindelse og taler endda om "korsbannerets repræsentanter, biskopper og præster". Men det er også det.

Den kraftigste reaktion under Muhammed-krisen kom, da en meningsmåling viste, at en ud af ti danske muslimer accepterede flagafbrændingerne i hovedsageligt Mellemøsten. Dette førte til en diskussion af, om danske muslimer nu også accepterede danske værdier, selv om det aldrig blev diskuteret, hvad disse danske værdier rent faktisk var. Dog stod det klart, at Dannebrog et eller andet sted repræsenterede nogle værdier, der stod i kontrast til såkaldte muslimske værdier, selv om det heller ikke her blev diskutere, hvad disse var.

At en ud af ti danske muslimer accepterede flagafbrændingerne betød modsat at ni ud af ti ikke accepterede dem. Det - og at flere muslimske grupper endda fordømte afbrændingerne af Dannebrog - blev kun nævnt sporadisk i aviser og tv.

Selv om Dannebrogs kristne oprindelse sjældent blev nævnt i de hektiske uger under Muhammed-krisen, var der alligevel en fornemmelse af, at afbrændingerne af Dannebrog ikke blot var en forhånelse af Danmark, men af kristendommen som sådan. Og at Dannebrog faktisk havde genvundet sin tidligere kristne konnotationer, stod fuldstændig klart under en debat i Jyllands-Posten i december 2006.

Det hele begyndte med en kronik skrevet af journalisten og forfatteren Egon Clausen, hvor han provokerende spørger om vi danskere med god samvittighed stadig kan tillade os at hænge Dannebrogsflag på juletræet - "dette symbol på danskhed," som han kalder det.

Egon Clausen skriver: "I lang tid har Dannebrog da også stået for demokratisk folkelighed, internationalt udblik og tolerance. Det var noget man som dansker kunne være stolt af. ... Sådan er det desværre ikke i dag, for i de senere år er flaget desværre blevet politiseret, og fra at være et samlende symbol er Dannebrog ved at blive splittelsens tegn, og det danske folk er ramt i hjertekulen af en hjerteløs nationalistisk kynisme".

Videre mener Clausen, at Dannebrog i dag står som et symbol på racisme og intolerance. Det er Dansk Folkepartis skyld, påpeger han, for "hvad enten man er enig med partiets politik eller ej, er det en skade for flaget som samlende symbol for alle danskere. ... Uskylden er væk. Ingen kan hejse det (Danneborg) i haven, sætte det i fødselsdagslagkagen eller hænge det på juletræet uden at tage stilling til hvilken symbolsk betydning, det skal have".

Egon Clausens tydelige provokation lykkedes og allerede to dage senere viste de første svar på kronikken sig på Jyllands-Postens debatsider. Flere af de første læserbreve reagerede især på Clausens analyse af Dannebrogs symbolisme og postulater om, at Dansk Folkeparti har taget patent på flaget. En læser skriver bl.a. følgende: "Min kone og jeg holder meget af vort land, som vi færdes meget i, og den holdning viser vi gerne. Vi har flagstang i haven, vi bruge Dannebrog flittigt - når der er fødselsdag i familien eller blandt venner og bekendte, når der kommer gæster eller bare fordi vejret er godt. Flaget er jo flot imod en blå himmel med hvide skyer og grønne træer omkring. ... Vi føler ikke, at flaget er bundet til noget bestemt politisk parti".

En anden læser kommenterede, at når nu Claussen "og hans meningsfæller for længst har gjort enhver national holdningsytring synonym med nationalisme, skal kronikken nok vække glæde i alle rettænkende, politisk korrekte hjem". Og en tredje læser fortalte, hvordan han efter at have læse kronikken og "drukket en kop kaffe for at få systemet i ro, gik jeg ud i haven og hejste flaget."

For hver dag, der gik, blev læserbrevene mere og mere optaget af Dannebrogs symbolværdi. Og den første deciderede tolkning, kom fra Danske Folkepartis Peter Skaarup: "Dannebrog er symbolet på et folk og en kultur med lange, historiske rødder, en nation forankret i næstekærlighed, fædrelandskærlighed, tolerance og livsglæde. Sådan tænker jeg, når jeg sætter flag i en fødselsdagskage, og det tror jeg også, min nabo gør - uanset hudfarve."

De to sidste læserbreve, som Jyllands-Posten valgte at trykke, kommer begge ind på Dannebrogs kristne oprindelse: I sin omtale af flagets symbolisme, skriver en læser fra Århus: "Jeg ser i den sammenhæng korset som symbol på den kristne tro og den røde farve som symbol på livskraft, begejstring, glæde, aktivitet. Som blodets, ildens og hjertets farve, som symbol på kærlighed og erotik. ... For det er ikke symboler, der skaber mennesker, men mennesker, er skaber symboler."

Den allersidste læser, der ytrer sig i den debat, der blev udløst af Egon Clausens kronik skriver, at der "er tryghed, glæde og trøst ved Dannebrog," og at man som danskere føler sig "dybt grebet, når man ved, hvad denne fane betyder for en Kristen dansk nation."

Da Jyllands-Posten få uger senere præsenterer årets begivenheder i deres årskavalkade, bliver det fastslået, "at året 2006 kan betegnes som det år, da det for alvor blev tydeligt, at religion har bevæget sig fra at være et mere eller mindre privat anliggende til at blive en factor i den politiske debat. Ja, religion er i hast ved at blive en del af den politiske identitet."

At uskylden omkring Dannebrog vitterligt er forsvundet, blev bekræftet i en kommentar i Politiken i 2009. Her fortalte en ung mor, hvordan hun vist et billede fra datterens fødselsdag til sin søster, der umiddelbart havde udbrudt: "Det ligner næsten en reklame for Dansk Folkeparti."

Hun fortæller, at selv om det dansk flag altid har "været forbundet med noget næsten naivt og uskyldigt", men at en sådan opfattelse ikke længere er mulig, da flaget for hende at se bliver brugt "som et slags ordløst banner i korstoget mod anderledesheden og 'truslen' udefra."

Som historien her viser er uskylden omkring danskhed forsvundet. Hvorvidt Dansk Folkeparti har erobret Dannebrog eller ej, som både Egon Clausen og den unge mor påstår, er for så vidst irrelevant. Langt vigtigere er det, at partiet mere end nogen anden har været drivkraften bag at få Dannebrog placeret solidt i debatten om, hvad både det og det at være dansk betyder.

Hjulpet godt på vej af Muhammed-krisen, og vi danskeres behov for at forstå, hvorfor muslimer i særligt Mellemøsten kunne finde på at brændes vores flag, der for de fleste af os ikke repræsenterede andet end en sommerdag i sommerhuset med blå himmel, har vi per automatik valgt den letteste og ældste tolkning af Dannebrogs symbolværdi: At det er et kristent symbol.

En sådan kristen tolkning har øget afstanden mellem 'danskere' og indvandrere - eller rettere mellem kristne danskere og muslimske danskere - og ført til, at debatten nu handler om to religioner der synes uforenelige, ikke om integration, tolerance og forståelse.

I den lille håndbog, som indtil for ganske nyligt blev givet til alle indvandrere og nydanskere, kan man stadig læse, at den "udbredte brug af flaget er en gammel tradition og ikke udtryk for, at danskerne er specielt nationalistiske".

Bag de uskyldige ord i den lille bog gemmer der sig en sandhed med meget kraftige modifikationer. Og selv den nye regering, der endda har nedlagt integrationsministeriet, skal nok ikke gør sig håb om at afkristne Dannebrog igen lige med det samme.

Claus Elholm Andersen
Lektor, Helsinki Universitet
Kilde: Faklen.dk, 31.10.2011.