Den radikale økonomiminister Marianne Jelved vil »sanere« velfærdsydelserne, oplyser Information, 17.12.97. »Særydelserne skal gradvist væk«, forklarer hun sin og regeringens målsætning.

»Problemet« er ifølge Jelved, at f.eks. en enlig mor på bistandshjælp mangler »motivation« til at komme ud på arbejdsmarkedet, fordi hun reelt har flere penge til rådighed via bistandshjælpen og de forskellige særydelser som børnetilskud og boligstøtte, end hvis hun var i arbejde. Og det siger sig selv, at et samfund som det danske – som ganske vist stadig selv efter regeringens egne meget optimistiske udregninger har mindst 200.000 arbejdsløse – ikke kan acceptere, at en enlig moder kan gå og »dandere den« sammen med sit barn, selv om hun måtte have nok så meget lyst til lige netop det, og da under ingen omstændigheder opfordre til det. Desuden vil det se betydeligt bedre ud i statistikkerne, hvis barnet kom i vuggestue og moderen på fabrik.

Ministerens tiltag er da også netop en del af Det radikale Venstres forsøg på at rette op på de seneste tiders sløje meningsmålinger og profilere partiet, oplyser hun til avisen: »Målet er, at vi sidder i regering med Nyrup efter et valg.« Ikke uden stolthed refererer hun til tidligere succesfulde nedskæringer: »Der er sat et reformarbejde i gang, som skridt for skridt løser en lang række strukturproblemer i det danske samfund. Dokumentationen er, at ledigheden er faldet fra 12,3 procent til under 8 procent. Det ville ikke være sket uden strukturreformerne på dagpengeområdet,« siger Jelved til Information.

Alt har en pris, og hvor der handles, der spildes. Denne gang bliver det så, blandt mange andre modtagere af f.eks. boligstøtte og børnepenge, de enlige, arbejdsløse mødre, der skal betale.

Indførelse af formynderstaten

Det bliver stadig mere almindeligt, at fratagelsen af borgeres rettigheder alene baseres på myndighedernes »skøn«. Politiet »skønner«, om en person kan karakteriseres som »rockerrelateret« og dermed fratages retten til f.eks. at færdes frit; de sociale myndigheder »skønner«, om en udlænding taler tilstrækkelig godt dansk til f.eks. at modtage dagpenge; nu skal ifølge regeringen de kommunale myndigheder tillige efter skøn vurdere, om man vil fratage en familie, som modtager kontanthjælp, råderetten over dens økonomiske midler.

Århus Stiftstidende beretter 28.12.97, at socialminister Karen Jespersen netop har indskærpet over for kommunerne, at de har mulighed for at sætte familier under administration, hvis de ikke anvender de udbetalte offentlige ydelser »til familiens eget bedste«, som det hedder, hvilket vil sige, som staten ønsker det. Det drejer sig vel at mærke ikke »bare« om narkomaner eller alkoholikere, der helt har mistet kontrollen over deres økonomiske situation – sådanne har længe været underlagt en lignende offentlig »omsorg«. Det gælder nu enhver familie, som myndighederne måtte skønne, ødsler de offentlige ydelser på »unyttige« ting. Med særlig nidkærhed har socialministeren, ifølge Århus Stifttidende, 3.12.97, »indskærpet over for kommunerne, at de kan gribe ind,« når der f.eks. er tale om, at en indvandrerfamilie holder en lav levefod for at kunne sende penge til trængende slægtninge i fødelandet. Den slags tøjeri kan nu forhindres.

Kommunen kan ikke forlange dokumentation for en families udgifter i form af kvitteringer; vurderingen er derfor alene overladt til den enkelte embedspersons mening om, hvorvidt pengene »i rimelig grad« anvendes i overensstemmelse med socialministerens normer.

Men hvorledes mon myndighederne skal dokumentere, at de offentlige ydelser i det enkelte tilfælde ikke bruges til statens opfattelse af »familiens bedste«? Hvilket normalitetskriterium skal sagerne vurderes i forhold til? Den omsorgsfulde socialminister nævner mad og tøj til børn, men hvor mon grænsen skal gå? Er der basis for en fratagelse af den frie økonomiske råderet, hvis børnene har huller i bukserne? Kan genbrugstøj accepteres? Kan en mand lade sin familie spise grød i en måned for at give sin hustru et smykke, eller vil det mon være grund nok til at fratage ham og hans familie deres økonomiske frihed? Hvor lille plads mon der bliver til forskelligheden?

Det skal dog naturligvis ikke glemmes, at de nye restriktioner jo kun gælder de økonomisk svageste. Hvorvidt forstadsvelhaveren bruger sine millioner på kasino eller biler, eller hvorvidt han måtte forsømme sin familie på alle andre tænkelige måder, kunne ingen selvsagt finde på at blande sig i. Det er jo trods alt et frit og civiliseret samfund, vi lever i, og ikke en formynderstat …

Overflodsdanmark?

Princippet om aldrig at hjælpe bare for at hjælpe, men at hjælp altid kun ydes på betingelser og med forbehold, har vore politisk ansvarlige naturligvis ikke fra fremmede. Et eksempel herpå ses i juletiden. De fleste af os mæsker os i julen, men for stadig flere danskere er den notoriske danske overflod dog ikke så let at få øje på. Og de, som virkelig har i overflod, hæger stadig mere nidkært om deres.

Enlige mødre med 800 kr. tilovers, efter at de faste udgifter er betalt, får i år afslag fra Mødrehjælpen på at modtage den årlige almisse, den såkaldte »julekurv« indeholdende en smule sødt og lidt kød til højtiden, oplyser EkstraBladet, 3.12.97. På trods af »højkonjunkturen« og det ellers stigende private forbrug er det på det seneste blevet sværere for hjælpeorganisationer at finde bidragsydere. »I de senere år oplever vi en stigende mistænkeliggørelse. Bidragyderne kræver detaljerede oplysninger om hjælpens art, før de vil yde tilskud. I dag er det helt normalt, at direktøren [for hjælpeorganisationen] først personligt skal hente julekurvene hos bidragyderen og derefter oplyse om cpr. nummeret på de personer, der modtager den,« siger Hanne Simonsen, direktør for Mødrehjælpen i København til Ekstra Bladet.

De enlige mødre ovenfor kan dog trøste sig med, at de næste år sandsynligvis har endnu færre penge at gøre godt med, når økonomiministeren har fået »bruttoficeret« de sociale ydelser (se »Afviklingen af velfærdsstaten«), så de til næste jul er så fattige, at de måske kan gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til at modtage lidt krummer fra de riges bord.

Hvis arbejde er sundt, så sæt de syge til det …

Kommunernes udgifter til sygedagpenge stiger, og en forholdsmæssig stor del af sygedagpengeklientellet stammer ifølge en ny undersøgelse fra de arbejdsløses rækker. »For at fange de ledige, der bliver syge, så snart de ser et arbejde, er der også brug for en disciplinering af landets læger. Jeg fornemmer, de er meget hurtige til at skrive sygemeldinger til arbejdsduelige personer. Og det er helt uacceptabelt,« siger arbejdsminister Jytte Andersen. »Hvis ledige i fremtiden tre gange melder sig syge i forbindelse med et jobtilbud, skal der i hvert fald tages særskilt fat på sagen,« udtaler hun til Berlingske Tidende, 20.12.97.

Jytte Andersen har fået fornemmelser. Arbejdsministeren har »fornemmet« sig frem til endnu en opstramning i forhold til de ledige, og til en farlig sammensværgelse mellem lægerne og de dorske og basalt løgnagtige arbejdsløse. Der er brug for en »disciplinering«, som hun kalder det, af landets læger såvel som af de arbejdsfri. At lægerne har en faglig ekspertise, og at disse mennesker rent faktisk kunne være syge og ikke i stand til at arbejde, falder ikke arbejdsministeren ind. Hvis man kan bevæge armene, kan man selvfølgelig også putte fuglefrø i poser. Der er altid næste valg, og intet er for tiden så interessant som arbejdsløshedsstatistikkerne. Og desuden er det jo en – i visse kredse – anerkendt sandhed, at arbejde gør fri.

Den gamle graffiti, der i sin tid vel var ment som en morsomhed, er i dagens Danmark blevet til nærmest tragisk virkelighed: Hvis arbejde er sundt, så sæt de syge til det …

Arbejde er godt; tvangsarbejde er for vores eget bedste

»Jeg forstår de ledige,« forkynder den gribende overskrift i Ekstra Bladet 29.12.97. Arbejdsminister Jytte Andersen forsikrer avisens læsere om sin moderlige omsorg. Skønt hun aldrig selv har været arbejdsløs, var hendes mor det dog i lange perioder, betror hun læseren, og derfra kender hun »mindreværdet«. »Hovedparten af vores sociale liv er jo i virkeligheden vores arbejdsliv. Hvis det skrider, så skrider vores identitet og selvrespekt,« mener ministeren at kunne slå fast ud fra sine næsten personlige erfaringer. »De arbejdsløse er ikke svage, de mangler bare et job,« forklarer hun klogt. Og det må der naturligvis gøres noget ved.

De arbejdsløse skal »føle, at samfundet har brug for dem«. Eller det vil sige, hvis de ikke vil høre, så får de det i hvert fald at føle. Vejen er tvungen aktivering. Når arbejdsministeren en gang har besluttet, at selvværd og arbejde er uadskillelige, så er det jo også kun for vores eget bedste.

Det autonome danske politi

Fragtskibet Vitas russiske kaptajn opdagede den 13. december tre blinde passagerer fra Nordafrika. Skibets agent kontaktede den 16. december vicepolitikommissær Bjarne Jensen fra Havnekontrolgruppen under Københavns Politi, der svarede, at de tre under ingen omstændigheder måtte komme i land, fortæller Information, 24.12.97. Skibet anløb Københavns havn den 20. december, og de tre måtte blive på skibet låst inde i hver sin kahyt. Efter de danske myndigheders afvisning fortsatte skibet den 23. december mod Hamburg.

De blinde passagerer blev ført til afhøring i Tyskland, hvor det vil blive afklaret, hvorvidt de har ret til asyl i Tyskland. Dermed gør Tyskland det, Københavns Politi – ifølge den FN-konvention, som Danmark sammen med 155 andre lande vedtog i november i FNs søfartsorganisation, IMO – burde have gjort.

Konventionen fastslår blandt andet, at blindpassagerer, der søger asyl, har krav på individuel behandling af deres ansøgning, at den første anløbshavn skal acceptere de blinde passagerer for nærmere undersøgelse, og at myndighederne skal udstede dokumenter, som kan sikre tilbagerejse.

Men Vicepolitidirektør Henning Thiesen »skønner« anderledes og anser konventionen for blot »vejledende retningslinier«.

Henning Thiesen hævder over for Information, 27.12.97, at der ikke har været »anledning til at tro, at der var nogle helt specielle humanitære- eller sundhedsmæssige forhold, der gjorde det nødvendigt, at tilkendegive, at man kunne komme af med dem i Danmark«. Hvorpå han baserer dette skøn er dog særdeles uklart, da Københavns politi på intet tidspunkt har været i kontakt med de tre ombordværende blindpassagerer eller sikret sig, at deres tilstand var uproblematisk.

Fremgangsmåden er ikke enestående. Afvisning er den rutinemæssige reaktion inden for politiet, når et skib anmoder de danske myndigheder om at lade blinde passagerer gå i land

Direktør for dansk rederiforening, Peter Bjerregaard udtaler: »Danmark har i høj grad stået for at fremme IMO resolutionen, så det ville være lidt mærkværdigt, hvis danske myndigheder ikke vil leve op til den.« På trods af den klare overtrædelse finder justitsminister Frank Jensen – naturligvis – ingen grund til at kritisere politiet – og dermed sig selv: »I den konkrete sag har der ikke været noget at kritisere politiet for, så vidt jeg kan se,« vurderer han i Information, 31.12.97.

Myndighederne: »Rockerkrigen« en god forretning

Når regnestykket efter den famøse såkaldte rockerkrig gøres op, har politiet på alle måder indkasseret gevinsten: 300 millioner kroner i ekstrabevillinger oven i den fulde kompensation for ekstraudgifter samt en politisk og folkelig velvilje, som der ikke er set mage til i årtier. »Den har i hvert fald ikke skadet vores popularitet,« smiler Henrik Blandebjerg, formand for de københavnske ordensbetjente til Politiken, 27.12.97.

Bikerne, derimod, har sammenlagt sikret sig omkring 200 års fængsel samt en så rasende lynchstemning hos befolkning, at politiet har kunnet tage alle midler i brug, uden at nogen har løftet et øjenbryn.

Derudover har Jens Henrik Højbjerg, politimester i Rigspolitiets afdeling A, sikret sig selv og sin afdeling fremstående internationale poster herunder formandskabet i det internationale politisamarbejde vedrørende de såkaldte rockerklubber. I dette regi har man tillige fundet anledning til at oprette et nyt internationalt personregister, en efterretingsdatabase med navnet National Crime Intelligence System (NCIS), som skal være forbindelsesled til og sammenkøres med lignende databaser i Europol. Der har naturligvis også været tale om nye, større og bedre våben.

Men måske er citronen alligevel endnu ikke presset helt tør.

Fængselsinspektører udtrykker således for tiden, på trods af at der ikke har været så meget som en antydning af nye uroligheder efter »rockernes« fredsslutning, højlydt deres frygt for en ny »rockerkrig«. Frygten begrundes med, at der for det første stadig er indsatte, som søger optagelse i de to klubber, og for det andet at bikere angiveligt skulle arbejde på at sikre et bestemt klubhus i Horsens. »Det tyder ikke på, at de selv tror på freden,« skønner Niels Skovgaard, tillidsmand for fængselsbetjentene i Horsens Statsfængsel i Jyllands-Posten, 24.12.97.

»Jeg tror ikke et sekund på, at våbenhvilen mellem Hells Angels og Bandidos holder,« mener fængselsbetjenten, og det er klart, at et så kvalificeret gæt kan forventes at gøre indtryk ikke mindst på justitsministeren.

Fængselsinspektørerne kræver derfor, at fængslerne skal rustes til at modstå en ny krig, samt at indsatte »rockere« samles i Horsens og Nyborg i særafdelinger. Prisen for 124 pladser i særlige »rockerafdelinger« vil være 39 mio. kr., forklarer Jyllands-Posten.

Drømmen er at kunne isolere de forkætrede bikere helt fra resten af fængslet og dermed selvfølgelig også muliggøre en eksklusiv skærpelse af forholdene for indsatte fra det forhadte bikermiljø.

I Danmark hedder tortur »kritisabel behandling«

En gambier får 360.000 af den danske stat. Det er erstatning og godtgørelse for svie og smerte, mén, tab af erhvervsevne, tort samt påløbne renter, fortæller Århus Stiftstidende, 23.12.97.

Gambieren blev i 1990 tilbageholdt af politiet, fordi betjentene mente, at han ikke havde penge nok til et turistophold i Danmark. Betjentene påstod, at de penge, han havde på sig, ikke kunne veksles i Danmark. Det viste de sig ganske vist senere udmærket at kunne, men da var skaden sket.

I arresten blev gambierens tildelt mere end 20 slag over hele kroppen, hvorefter han fik et tæppe over hovedet og blev fastspændt på en briks. En læge konstaterede senere, at gambieren havde åbne sår efter håndjern på både hånd- og fodled.

Gambieren forstod ikke, hvorfor han var blevet tilbageholdt, og han troede han skulle underkastes tortur. Og da ingen forstod ham – først efter 16 timer fik han tildelt en tolk – gik han i panik. Og så måtte han naturligvis have et lag tærsk.

Byretsdommer Jørn Andersen kritiserede en række forhold hos politiet og kriminalforsorgen, men fandt ikke, at gambieren havde været udsat for tortur. Forligsteksten mellem justitsministeriet og gambierens advokat indeholder da heller ikke ord som »myndighedsvold«, men taler om den »behandling« gambieren fik under sit ophold i Danmark.

Danmark har underskrevet internationale konventioner om menneskerettigheder; vi er »det bløde land med den hårde valuta«, som statsministeren roser sig af, og det følger derfor af sig selv, at uanset hvordan mennesker bliver »behandlet« her i landet, så kan der pr. definition ikke være tale om tortur, og det uanset om der er tale om årelange isolationsfængslinger eller tærsk i en fængselscelle. Sådan noget sker bare ikke i Danmark.

Dansk politik baseret på opportunisme og personlig vinding

Venstrepolitiker Aage Koch-Jensen blev for nylig ekskluderet af partiet, da han med sin stemme sikrede, at socialdemokraten Bent Hansen kunne fortsætte på amtsborgmesterposten i Viborg Amt. Han blev ekskluderet af en enig hovedbestyrelse i Venstre på grund af »partiskadelig virksomhed«. »Han må ud,« lød det fra Venstres Uffe Ellemann Jensen i Jyllands-Posten, 9.12.97. »I fremtiden skal vi hurtigere skille os af med dem, der laver vrøvl.«

Ved første øjekast kunne man næsten forledes til at tro, at Aage Koch-Jensen simpelt hen bare var en mand, der ikke lod sig noget diktere og som uden at skele til konsekvenserne gjorde, hvad hans hjerte bød ham. Imidlertid var det vist knap så ædle motiver, der lå til grund for hans »partiskadelige virksomhed«. Med den sikrede han nemlig sig selv et par gode kommunale ben som belønning herunder en udvalgsformandspost, med en sammenlagt gage på godt en kvart million om året.

Det er blevet meget økonomisk attraktivt at være politiker, fortæller Jyllands-Posten, 14.12.97. De senere år er lønnen for kommunale udvalgsposter steget markant. En kommunalpolitiker kan i mange tilfælde tjene over en kvart million om året. Det har siden kommunalvalget formentlig været medvirkende til den stigende tendens blandt kommunalpolitikere til pludselig at skifte parti og derved sikre sig en vellønnet post som udvalgsformand eller borgmester og til at indgå selv de mest bizarre tværpolitiske konstellationer på trods af selv de mest markante ideologiske modsætninger.

»Flere politikere bliver afhængige af de penge, de tjener ved deres politiske arbejde. Og i takt med at partierne mister indflydelse, fører det til, at politikerne bliver bange for at tage upopulære beslutninger og retter sig ind efter folkestemningen,« siger en af landets førende kommunalforskere, professor Poul Erik Mouritzen til Jyllands-Posten. Han frygter, at dansk politik er på vej mod amerikanske tilstande, hvor de ideologiske forskelle forsvinder, partierne mister deres indflydelse og politikernes egen personlige vinding bliver bestemmende.

Hvorvidt Venstrepolitikerne og det øvrige folketings medlemmer med deres slet ikke uanselige indkomster kan sige sig fri fra lignende hensyn, står tilbage som et åbent spørgsmål.

Tvang, straf, kontrol … Danmark lægger afstand til menneskerettighederne

Den danske folkestemme har længe råbt på en »stærk mand« ikke mindst i flygtningespørgsmålet – eller er det en kvinde? En person med handlekraft og sine meningers mod og vilje til at føre de øjeblikkelige populære krav igennem uden at lade sig hæmme af ideologiske spilfægterier og juridisk petitesserytteri. Alt sammen karakteregenskaber, som landets statsminister på trods af ihærdige anstrengelser efter manges mening endnu ikke kan honorere. Det gjorde derimod efter hine sammes opfattelse en vis kommunalpolitiker, som især havde vundet ry ved sine overordentligt uortodokse, men lige så »effektive«, løsninger inden for flygtningepolitikken, herunder et herostratisk berømt forslag om simpelt hen at internere flygtninge i barakker uden for bygrænsen. Statsministeren var ikke sen til at fange galoppen, og således blev den tidligere Århusborgmester, Thorkild Simonsen, Danmarks indenrigsminister.

Forventningerne var store ikke mindst på højrefløjen i Folketinget, da Poul Nyrup Rasmussen på grund af den eklatante højredrejning blandt Socialdemokratiets traditionelle stemmer trak Thorkild Simonsen op af hatten.

Nu foreligger så endelig den nye indenrigsministers – som af Ekstra Bladet er blevet kaldt »redningsmanden fra Århus« – med spænding ventede første udspil til regeringens fremtidige flygtningepolitik. En tipunktsplan, som allerede har mødt solid kritik for sin angivelige »blødsødenhed« fra den øvrige højrefløj. »Strammeren Thorkild Simonsen faldt sammen som en slap ballon, da han i går præsenterede regeringens længe ventede udspil på udlændingeloven«, skriver et skuffet Ekstra Bladet, 5.12.97.

»Det er blevet en total fuser,« lød det fra Dansk Folkepartis bannerfører, Pia Kjærsgaard i Berlingske tidende, 5.12.97. »Flygtninge skal overhovedet ikke integreres. De skal sendes hjem, når der er fred i deres land.« Venstres Birthe Rønn Hornbech var ikke mindre skuffet: »Oplægget lever overhovedet ikke op til statsministerens løfter om stramninger. Nyrup har åbenbart ikke kunnet levere varen.«

Denne kritik på trods af, at regeringens tipunktsplan ikke indeholder en eneste lempelse, men derimod skærper både kravene til og restriktionsmulighederne over for flygtningene. Herunder en skærpelse af de facto-flygtningebegrebet, hvor kravet om personlig forfølgelse stipuleres. Strammere regler for familiesammenføring med øget kontrol og registrering og forsørgerkrav i tre år, så en allerede herboende sammenført ægtefælle inden for tre år kan smides ud, hvis dennes mage pludselig mister muligheden for at underholde vedkommende. Gamle forældre til herboende flygtninge, som hidtil har kunnet inviteres til Danmark, må i fremtiden lære at klare sig selv, der hvor de er. Ægteskaber indgået mellem herboende flygtninge og udlændinge skal godkendes af staten, som ved kontrol og forhør skal skønne, om der er tale om »ægte kærlighed«. Asylansøgere forbydes helt af gifte sig.

Tvangsintegrationsprogrammer med påfølgende eksamination i danskkundskaber og indsigt i danske værdier og forhold, hvor straffen for ikke at følge den statslige indoktrinering bliver en øjeblikkelig sænkelse af integrationsydelsen med 20 procent og nægtelse af permanent opholdstilladelse. Stavnsbånd, således at en flygtning, som vælger at bo et andet sted, end Udlændingestyrrelsen eller Amtet har anvist ham, øjeblikkelig også rammes af ovennævnte repressalier. Indførelse af en såkaldt introduktionsydelse til nyankomne flygtninge i tre år; ydelsen svarer til omkring 70 procent af den almindelige kontanthjælp, som anses for eksistensminimum for danskere; skulle en flygtning insistere på selv at bestemme, hvor han eller hun vil bo, eller hvornår vedkommende vil lære hvad, skæres ydelsen i overensstemmelse med ovenstående ned til halvdelen af eksistensminimum. Og meget andet (Berlingske Tidende, 5.12.97, Århus Stifttidende, 5.12.97)

Blødsødenhed.

En række af de nævnte bestemmelser er dog alene forbeholdt fremmede af ikke-arisk eller ikke-europæisk herkomst.

Men Thorkild Simonsens havde da også haft helt andre visioner i sit første forsøg på at lave et flygtningeoplæg. Til hans egen og de øvrige højrekræfters store fortrydelse mødte det dog alvorlig modstand i folketingsforhandlingerne, ikke mindst på grund af dets folkeligt frivole udtryksform. »Den tone det var holdt i!« udtaler en forhandler i Ekstra Bladet, 5.12.97, »Det kunne vi ikke lægge navn til og samtidig se os selv i øjnene. Det var et papir, der meget kontant fortalte, at nu skulle vi altså ikke tage med fløjlshandsker på de fremmede mere.« Mest problematisk var dog måske den åbenlyse uforenelighed med internationale menneskerettighedskonventioner. »Redningsmanden fra Århus« var tvunget til at tage papiret af bordet igen. »Hold kæft, hvor er i grundige herinde« mente Simonsen, som antagelig ikke er vant til at tage den slags så alvorligt, ifølge Ekstra Bladet, 5.12.97.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har udtrykt sin tilfredshed med det nye oplæg, idet han spår, at det vil have netop den effekt, som i dag er hele hensigten med flygtningelovgivningen: Med venstreformand Uffe Ellemann Jensens udtryk i DR, 2.1.98: »Vi skal blive bedre til at beskytte Europa mod indvandrerbølgerne.« Statsministerens kommentar var: »Jeg er overbevist om, at denne plan samlet vil føre til, at vi får færre flygtninge.« (Ekstra Bladet, 5.12.97).

»Redningsmanden fra Århus« og regeringen møder dog også kritik af det nye udspil fra en helt anden kant. Nævnet for Etnisk Ligestilling kritiserer i skarpe vendinger selve det menneskesyn, som det nye tiltag implicerer, »et menneskesyn, hvor man generelt mistænkeliggør de etniske minoriteter«, og hvor disse »fremstår som en befolkningsgruppe, man … blot [ser] som menneskelige ressourcer, der ikke udnyttes ordentligt«. Der er ifølge nævnet tale om »åbenlyse brud på det generelle ligestillingsprincip og det menneskeretlige ikke-diskriminationsprincip«. (Jyllands-Posten, 12.12.97).

Uffe Stormgaard, formand for Dansk Flygtningehjælp peger også på diskrepanser i forhold til fundamentale principper for retsstaten: »Det, at man vil give flygtninge en lavere social ydelse, end danskerne får … der fraviger man et princip om lighed for loven.« (Ekstra Bladet, 05.12.97).

Østersørådets kommissær for menneskerettigheder, Ole Espersen påpeger, at regeringen med det nye udlændingeudspil bevæger sig væk fra det universelle menneskerettighedsbegreb. »Menneskerettigheder er menneskerettigheder og ikke statsborgerrettigheder,« understreger han, i Information, 22.12.97. »I samme øjeblik grundlæggende menneskerettigheder bliver statsborgerrettigheder … har du efter min mening svigtet grundlaget for menneskerettighedsbegrebet.«

Morten Kjærum, direktør for Det Danske Center for Menneskerettigheder udtaler, at det nye udlændingeudspil strider mod FNs flygtningekonventions afsnit om fri bevægelighed inden for et lands grænser. »Umiddelbart ser det ud, som om dele af udspillet er i konflikt med FNs flygtningekonvention. Her slås det fast, at man frit kan bosætte sig inden for et lands grænser, og at flygtninge har samme ret til almindelige sociale ydelser som andre udlændinge,« siger han til Information, 5.12.97. Forbudet mod, at asylsøgere gifter sig, strider mod den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 12, der siger, at »giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.« Det danske center for menneskerettigheder protesterede allerede i 1992, da Hans Engell kom med et lignende forslag. Det blev dog taget af bordet, fordi socialdemokraterne dengang ikke ville være med. Men der er sket meget med Socialdemokratiet i løbet af de sidste fem år.

Göran Melander, professor i folkeret med speciale i menneskerettigheder, siger til Berlingske Tidende, 7.12.97 om det danske forslag: »Det er simpelt hen det dummeste, jeg har hørt. Det strider, så det fløjter, mod alle konventioner og menneskerettigheder.«

»Tvang har aldrig været en motivationsfaktor, som fremmer nogle indre værdier hos et menneske,« indskærper Find Gravesen fra Dansk Flygtningehjælps Region Midt- og Vestjylland i Information, 6.12.97, en historisk sandhed, som dog sættes i perspektiv af en anden ditto, nemlig at når effektiviteten sættes i højsædet, har tvang, straf og kontrol altid været myndighedernes vigtigste redskaber.

Menneskerettighederne kommer på museum

I 1998 fylder FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder 50 år. Regeringen har afsat 6,4 millioner kroner til at fejre det stolte klenodie med blandt andet at sætte det på Nationalmuseet.

Den læser, der er begyndt her, henvises til alle de ovenstående artikler for at konstatere, at glasmontren alt taget i betragtning i dagens Danmark da også er det eneste passende sted for dette helt utidssvarende kuriosum.

Racisme som underholdning

Ifølge en rapport fra Nævnet for Etnisk Ligestilling fremstiller de danske medier etniske minoriteter ensidigt og negativt. Værst er TV-avisen, TV2 og Ekstra Bladet, hvor i gennemsnit 80 procent af indslagene fremstiller etniske minoriteter ensidigt og unuanceret negativt. »Danske medier er gået så vidt, at forskere i andre lande undrer sig over det,« udtaler en af rapportens forfattere, Mustafa Hussain, ifølge Information, 6.12.97.

There's no business like show business.

Camilla Holm Brodersen og Jeppe Berg Sandvej