Minoritetspartiet blev præsenteret på et pressemøde Grundlovsdag af Rune Engelbreth Larsen (formand), Souhail Ibrahim (næstformand og initiativtager) og Leyla Tamer (næstformand). I indledningen til principprogrammet karakteriseres Minoritetspartiet således:

Minoritetspartiet er et humanistisk parti, der kæmper for kulturel mangfoldighed, social retfærdighed og lige rettigheder for alle med tilhørsforhold til Danmark.

Et Danmark uden udstødte, fattige og hjemløse, hvor kultur og samfund i stedet kendetegnes af tolerance, solidaritet og omsorg.

Et Danmark uden diskrimination, overvågning og ensretning, hvor kultur og samfund i stedet kendetegnes af medmenneskelighed, frihed og alsidighed.

Et Danmark uden kapitalcentralisering, politisk magtmisbrug og eurocentrisme, hvor kultur og samfund i stedet kendetegnes af retfærdig fordeling, større individuel selvbestemmelse og generel decentralisering.

Minoritetspartiet vil forene trængte mennesker og minoriteter i gensidig forståelse, frihed til forskellighed og et fælles kulturopgør - fra indvandrere og flygtninge over ældre og syge til tvangsaktiverede, fattige og andre umyndiggjorte.

I pressen hed det bl.a.:

Hamid El Mousti, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, blev interviewet i Politiken: "Hamid El Mousti er stærkt kritisk over for et nyt parti for indvandrere og andre såkaldte trængte grupper, som bliver officielt præsenteret mandag. Partiet får navnet Minoritetspartiet og præsenterer sig selv som et venstrefløjsparti med humanistisk, ikke-socialistisk baggrund. Initiativtageren er Souhail Ibrahim, der er kendt som talsmand for indvandrerorganisationen IDFAD og formand for den århusianske fædregruppe. 'Et etnisk parti vil være en ren døgnflue.'" (Politiken, 3.6.00).

"'Den nye integrationspakke var et tydeligt signal om, at regeringen vil køre en hård politik, den mest umenneskelige og den mest fremmedfjendske i hele Europa,' siger Souhail Ibrahim, 'og det her er ikke kun en flygtninge-indvandrerkamp, det er en kamp for alle marginaliserede grupper i det danske samfund', slutter han." (Berlingske Tidende, 3.6.00).

"'Dansk Folkeparti er i dag lokomotivet i dansk politik. Krarup og Den Danske Forening støber kuglerne, Dansk Folkeparti affyrer dem, og højrefløjen og regeringen skynder sig om bag i ekstremisternes rækker i frygt for meningsmålingerne, så ikke mindst indvandrerne må står for skud,' sagde Engelbreth Larsen, der også afslørede, at partiet 'under ingen omstændigheder vil støtte en statsministerkandidat med efternavnet Rasmussen', hvis det skulle komme i Folketinget: 'Vores tillid til Socialdemokratiet og De Radikale er lig nul. Det er den mest højreorienterede regering, vi har haft i efterkrigstiden,' tilføjede han." (Information, 6.6.00).

Chefredaktør på Århus Stiftstidende, Aage Lundgaard: "Det kan blive interessant at konstatere, om det nye parti kan samle sig de nødvendige 20.000 underskrifter til en opstilling. Dets symbol er en sol, der bryder igennem. Det kan nu let ramle ind i nogle mørke skyer." (Leder i Århus Stiftstidende, 7.6.00).

Leder i Jyllands-Posten-Århus: "Umiddelbart har Souhail Ibrahim fundet en praktisk vej ind i det politiske liv, idet danskerne bag Faklen sidder på et brugeligt apparat; omvendt har fakkelbæreren Rune Engelbreth Larsen fundet sig en sag, der kan give ham en bredere platform for Faklens mål: At provokere og udfordre de realpolitikere, som må (for)handle sig frem til resultaterne. Minoritetspartiets målsætning kan for nogle lyde besnærende: Frihed til forskellighed, meningsfyldt arbejde til alle, borgerløn i stedet for fattigdom, nedsættelse af arbejdstiden, afskaffelse af omsorgssvigt og af umyndiggørelse af ældre og svage, bolig til alle, bedre hospitalsvæsen, ingen ventelister, flere ansatte i børneinstitutionerne, afskaffelse af politisk registrering. Og meget mere. Minoritetspartiet vil afskaffe folkekirkens privilegier, skære ned på forsvaret, gå imod EU-kratiseringen, tage mere hensyn til miljøet og afskaffe isolationsfængsel. Der er meget, mange kan falde for." (JP-Århus, 8.6.00).

I en kommentar til Jyllands-Postens modtagelse af Minoritetspartiet skriver den ene af partiets næstformænd, Souhail Ibrahim bl.a. i JP-Århus den 17.6.00:

Den 8. juni skriver JP-Århus' leder under overskriften "Fantasterne", at Minoritetspartiet bare vil "provokere" realpolitikerne, som om det nystiftede parti var et useriøst foretagende for "ekstremister".

Vi vil imidlertid gerne stille spørgsmål ved, hvad JP-Århus egentlig forstår ved "realpolitikere"?

Er "realpolitikerne" dem, der har gennemført kontrol af indvandreres ægteskaber og indført "kærlighedsbevis" i en af landets mest åbenlyse diskriminationslove længe?

Er "realpolitikerne" dem, der tvinger bistandsklienter i arbejde 37 timer om ugen, uden ret til mindsteløn, organisering og andre almindelige rettigheder på arbejdsmarkedet?

Er "realpolitikerne" dem, der har gennemtrumfet, at en bistandsklient kan miste sin bistandshjælp, blot vedkommendes ægtefælle siger nej tak til 37 timers tvangsarbejde?

Er "realpolitikerne" dem, der sidder i Folketinget og kræver en lønstigning på 80.000 kr. om året, mens antallet af hjemløse og fattige stiger og stiger?

Er "realpolitikerne" dem, der bevilliger milliarder til politiet, mens medicintilskud til de syge beskæres?

Måske er det for "ekstremistisk", når Minoritetspartiet fastslår, at der er økonomiske ressourcer nok i landet, men at fordelingen er fuldstændig skæv.

Måske er det for meget at kræve ligebehandling for de svage og udstødte grupper i samfundet og bekæmpe den overvågning og registrering, der foregår i så særlig ekstrem grad i Danmark, hvad enten det drejer sig om politiske aktivister eller fattige, der skal have ødelagt deres økonomiske muligheder endnu mere.

Måske er det for "ekstremistisk" at kræve gratis medicin til de syge, isolationsfængslingen indstillet, og de mange vilkårlige tvangsfjernelser i socialt belastede familier ophørt.

JP-Århus' opfordring til at søge til de etablerede partier i stedet for til Minoritetspartiet er med til at fastholde den kurs, hvor f.eks. indvandrere holdes uden for indflydelse, eftersom der kun er 7 ud af landets 600 folketingskandidater med anden etnisk herkomst end dansk, og eftersom det næsten udelukkende er de håndplukkede indvandrere, der er mere danske end danskerne, og som fører en hård kurs mod andre indvandrere og flygtninge.

Jeg ved ikke, hvad Jyllands-Posten har skrevet i forbindelse med stiftelsen af andre partier i Danmark, men jeg ved, at forskelligheden og indflydelsen i demokratiet sikres bedst, desto større mangfoldighed og flere befolkningsgrupper, der er repræsenteret.

Til sidst vil jeg understrege, at alle selvfølgelig er velkomne i Minoritetspartiet, hvad enten de kommer fra andre foreninger, organisationer eller fra Faklen - som JP-Århus gør så meget ud af - så længe man ønsker at kæmpe for partiets formål.

Mange fra Faklen er gået aktivt ind i Minoritetspartiet for at undersøge mulighederne for at føre en af Faklen inspireret humanisme ind i dansk politik. Mange af grundelementerne i Minoritetspartiets politiske grundlag løber som en rød tråd igennem Faklens historie siden 1996 og forsøget på at samle trængte minoritetsgrupper blev foregrebet i det små bl.a. i Faklens minoritetsdemonstration i juni 1998 (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 11).

Minoritetspartiet arbejder på at blive opstillingsberettiget til Folketinget og har derfor søsat en underskriftsindsamling, der skal indsamle de ca. 20.000 godkendte vælgererklæringer på 18 måneder, som er kravet. Et udemokratisk krav al den stund, at omkostningerne forbundet med portoen til at fremsende vælgererklæringer til folkeregistre og betalingen af returportoen for vælgerne, der skal returnere erklæringerne til partiet, alene løber op over 130.000 kroner.

Det udemokratiske er jo ganske enkelt, at det forfordeler partier, der råder over betydelige summer, eller som kan finde opbakning hos befolkningsgrupper, som kan donere en ikke ubetydelig sum til partiet. Med andre ord er det f.eks. betydeligt nemmere for 100 velhavere fra Gentofte at klare denne investering, end det er for 100 bistandsklienter, hjemløse, pensionister eller studerende.

Dertil kommer det absurde krav om de mange tusind arbejdstimer, der jo er forbundet med selve indsamlingen, arbejdstimer, som i stedet kunne være blevet anvendt på politisk arbejde, organisering osv., og som dermed risikerer at forhindre et nystiftet parti - der endnu står foran den store opgave med at hverve medlemmer - i overhovedet at fungere som et parti. Man skal paradoksalt nok råde over betragtelige økonomiske midler og medlemmer for at blive opstillingsberettiget, men det er først i kraft af at være opstillingsberettiget, at et parti for alvor kan blive kendt og tiltrække medlemmer og tilstrækkelige økonomiske midler. På denne måde forsøger de etablerede partier at sikre sig imod konkurrence fra bevægelser, der ellers netop opstår i utilfredshed med de etablerede partier …

Niels K. Petersen skrev om opstillingsbetingelserne i et indlæg i Information den 1.8.00 bl.a.:

Man kan så som medlem af et nystiftet parti, der selv er i færd med at indsamle underskrifter, spekulere på, hvad det egentlig er for en opgave, det politiske establishment afkræver af partier, når selv så velkendt et parti som Fremskridtspartiet har vanskeligheder med at skrabe vælgererklæringer sammen.

Et nystartet parti er jo ikke så kendt som Fremskridtspartiet, og det har i hvert fald sjældent ressourcer til at udlodde præmier, indrykke annoncer i kuponhæfter, eller tilbyde 20 kr. for en vælgererklæring. Så hvad siger det egentlig om et parti, at det kan indsamle de ca. 20.000 vælgererklæringer?

I Fremskridtspartiets tilfælde i hvert fald, at det har penge nok til at lokke med en gevinst til underskriverne. I andre partiers tilfælde, at partiet har tilstrækkelig mange aktive medlemmer, der flittigt og ihærdigt bruger time efter time, dag efter dag på at indsamle underskrifter.

I sidste ende betyder det altså, at kun de partier, der har penge eller tilstrækkeligt mange aktive medlemmer, har en chance for at stille op til et folketingsvalg.

Hvad det har med folkelig opbakning eller udbygning af demokratiet, har jeg overordentlig vanskeligt ved at se.

Jeg har da fuld forståelse for, at et parti skal udføre et vist fodarbejde for at bevise, at det er et seriøst parti med en vis opbakning.

Men de eksisterende krav forekommer mest af alt at have til formål at opretholde et partipolitisk status quo. Et status quo, der i markante sager såsom EU-spørgsmål er ganske ude af trit med holdninger i den brede befolkning, og som i de senere år har været præget af et markant vigende medlemstal.

Måske det var på tide at lade nye kræfter komme til?

Initiativtagerne bag partiet har imidlertid ment, at det var besværet værd at forsøge det umulige. I bedste fald bliver partiet opstillingsberettiget, i værste har det i mellemtiden medvirket til et humanistisk perspektiv på samfundsproblematikker i almindelighed og minoritetsproblematikker i særdeleshed.

Udover deltagelsen i den offentlige debat gennem kommentarer og pressemeddelelser, engagerede Minoritetspartiet sig i kampen for et nej til ØMUen til folkeafstemningen den 28. september 2000.

Minoritetspartiet fremstillede plakater, der opfordrer til at stemme nej på både dansk, engelsk, tyrkisk og arabisk, ligesom en særlig plakat skulle erindre om Socialdemokratiets opportunistiske kurs i EU-politikken. Herpå var afbildet forsiden fra det socialdemokratiske blad, Ny Politik, 1986, nr. 1, for at minde Socialdemokratiet om, at partiet sagde utvetydigt nej til EF-pakken, en forudsætning for ØMUen og Unionen, som partiet i dag tiljubler. Dengang et oppositionsparti - i dag et opportunistisk parti.

Især etniske minoriteter slutter op om Minoritetspartiet. En meningsundersøgelse fra analyseinstituttet Catinét, offentliggjort den 10.8.00 afslørede tilmed, at næsten halvdelen af alle nydanskere ville stemme på et nyt parti, med det hovedformål at varetage flygtninges og indvandreres problemer.

Et af spørgsmålene i undersøgelsen lød:

Der har været en del omtale af stiftelsen af et nyt parti i Danmark; et hovedformål er at varetage flygtninge og indvandreres problemer - ville du stemme på dette parti, hvis der var folketingsvalg i morgen?

JA: 47%. NEJ: 27%. VED IKKE: 23%. INTET SVAR: 3%.

(kun nydanskere med stemmeret er medregnet)

Minoritetspartiet prioriterer nydanskernes problemer højt, men er ikke af den grund et indvandrerparti. Partiet vil kæmpe for at forene endnu flere trængte mennesker og minoriteter i gensidig forståelse, frihed til forskellighed og et fælles kulturopgør.

Partiets politik udbygges løbende og offentliggøres på partiets hjemmeside. Hovedbestyrelsen består af Souhail Ibrahim, Anthony Kiely, Rune Engelbreth Larsen, Morten E. Nørskov, Niels K. Petersen, Bashy Quraishy, Carsten Risager, Carsten Stage og Leyla Tamer, heraf kommer fire fra Faklens redaktion. Minoritetspartiets program, pressemeddelelser, kommentarer m.m. kan læses på: www.minoritetspartiet.dk.

Faklen