Statistisk misbrug
Berlingske Tidende skriver den 20.3.00, at antallet af anmeldelser om »såkaldt alvorlig vold« er steget og for første gang er nået over 1.000. I 1999 modtog politiet 1.072 anmeldelser om grov vold efter straffelovens paragraf 245; i 1998 var tallet kun 890.

Medlem af Folketingets retsudvalg for Venstre, Karen Rønde udtaler til samme avis: »Det er dybt foruroligende, at anmeldelserne om grov vold slår rekord. Det stiller spørgsmålet, om danskerne er blevet mere afstumpede, når de skal løse kontroverser.« Den konservative Helge Adam Møller vil på baggrund af tallene sætte straffen for vold i vejret.

Rønde og Møller har altså ingen problemer med at identificere anmeldelser om grov vold med faktuel grov vold, hvilket der imidlertid ikke er belæg for. Professor dr.jur. Flemming Balvig nedtoner bekymringen: »Danskerne anmelder i højere grad vold end tidligere, så generelt er udviklingen mere positiv, end tallene for den samlede vold viser.«

Venstre overhaler Dansk Folkeparti højre om i indvandrerdebatten ifølge borgerlige politikere
Venstres retsordfører Birte Rønn Hornbech overhaler Dansk Folkeparti højre om i indvandrerdebatten, mener Centrum-Demokraternes leder, Mimi Jakobsen efter Hornbechs forslag om at forbyde flygtninge muligheden for at søge asyl i Danmark, så man kun kan søge direkte fra internationale, EU-baserede flygtningelejre: »Jeg har hørt lidt af hvert efter 23 år i politik. Men det her er uhyrligt. Det er et forfærdeligt forslag, hvor Venstre simpelt hen har overhalet Dansk Folkeparti indenom. Jeg er virkelig paf.« (Berlingske Tidende, 2.3.00).

Kristeligt Folkepartis leder, Jann Sjursen udtaler til samme avis: »Det er så langt ude, at man næsten må knibe sig i armen for at tro, at det kan være rigtigt. Det er dybt alvorligt. Venstre er jo ikke et hvilket som helst parti, men et parti med en statsministerkandidat, som vi har peget på.«

Hornbech mener selv, at forslaget blot er et resumé af Venstres holdning gennem de sidste ti år, og at det i øvrigt er ganske humanitært begrundet: »Det handler om at sikre kø-kultur for flygtninge og om at smadre menneskesmuglernes forretning. Det er jo helt vilkårligt og asocialt, sådan som det foregår i dag, hvor de, der har pengene, kan betale for at lade sig smugle hertil.« (Information, 6.3.00).

Også Folkekirkens Nødhjælp er rystet over Venstres udmelding. Generalsekretær Christian Balslev-Olesen udtaler til Berlingske Tidende: »Forslaget lyder uhyggeligt og umenneskeligt, og det er et voldsomt opgør med den danske tradition for ansvarlighed. Og tankerne viser, at den indenrigspolitiske overbudspolitik, som ikke tager højde for verdens nød og elendighed, fortsætter.«

Politiske partier forbigår folketingskandidater med etnisk baggrund
Ifølge Politiken den 2.4.00 er kun syv ud af mere end 600 folketingskandidater til næste folketingsvalg fra de etniske minoriteter, dvs. 1,1 procent, til trods for at de udgør godt fem procent af befolkningen.

Hos Socialdemokratiets 105 og Socialistisk Folkepartis 97 folketingskandidater er eksempelvis ikke en eneste fra de etniske minoriteter.

Høj selvmordsprocent blandt andengenerationsindvandrere
Ifølge en selvmordsstatistik, som Politiken henviser til den 2.4.00, er der ti gange højere selvmordshyppighed blandt andengenerationsindvandrere end blandt øvrige danskere.

Endnu flere fejl i Rigspolitiets rapport om gadebander
Rigspolitiet indrømmer i en udtalelse til justitsminister Frank Jensen, at der er endnu flere fejl og unøjagtigheder end allerede afsløret i rapporten om »Gadebander i Danmark 1999«. Tidligere kom det bl.a. frem, at danske kriminelle i Assens Politikreds fejlagtigt var blevet opremset som »indvandrere«.

Nu viser det sig, at gadebanderapporten også i omtalen af Herning Politikreds tillægger indvandrere kriminel adfærd, hvor der reelt er tale om danskere, skriver Jyllands-Posten den 12.4.00. I rapporten hedder det, at der er »problemer med en gruppe af 6-8 unge i aldersgruppen 14-17 år af tyrkisk herkomst«, som har en »meget uroskabende, provokerende og voldelig adfærd«. Men de var altså danskere.

Endvidere hedder det om Sønderborg Politikreds, at der er ca. »4-5 kendte gadebander i Sønderborg«, men Rigspolitiet har konstateret, at de har fejllæst indberetningen fra Sønderborg, der kun nævner »p.t. 2 grupper«.

Kritik af politiets håndtering af tidligere PET-spions selvmord
Umiddelbart efter at den tidligere PET-agent Anders Nørgaard, hvis afslørende udsagn om PETs virksomhed over for lovlig politisk virksomhed var den direkte årsag til igangsættelsen af den kommende PET-undersøgelse, formodentlig begik selvmord, ransagede politiet hans lejlighed og beslaglagde bl.a. personlige breve, papirer, videofilm og 62 disketter uden at tilkalde Nørgaards advokat, Bjørn Elmquist.

Lektor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard kritiserer fremgangsmåden: »Politiet har selv skabt en mistillid til efterforskningen, fordi der til evig tid vil bestå usikkerhed om, hvorvidt noget materiale er fjernet fra lejligheden. Det er meget uheldigt og en undergravning af tilliden til undersøgelsen om efterretningstjenesten, inden den er kommet rigtigt i gang.« (Berlingske Tidende, 18.3.00).

Politiet havde ikke ulejliget sig med at tilkalde undersøgelseskommissionens formand, landsdommer Ulla Rubinstein, og man åbnede og beslaglagde sågar et afskedsbrev fra Nørgaard til Elmquist – hans forsvarer i en sag om påstået bagvaskelse af en tidligere vicekriminalkommissær, som har arbejdet i PET – hvilket er i direkte strid med loven, da klient og forsvarer har en lovfæstet ret til at korrespondere i fuld diskretion. Det mente i hvert fald Københavns Byret den 21.3. (Information, 22.3.00).

Nørgaard var kronvidne i PET-sagen, og hans død har drastisk svækket mulighederne for at komme til bunds i undersøgelsen. Bjørn Elmquist understreger, at Nørgaard havde oplysninger om PETs virksomhed, som han kun ville afsløre for undersøgelseskommissionen: »Det er et voldsomt anslag mod kommissionens arbejde. Anders Nørgaard har tidligere givet udtryk for, at han havde flere og meget alvorlige oplysninger, som han kun ville fremsætte for en undersøgelseskommission for lukkede døre.« (Berlingske Tidende, 17.3.00).

Forløbet har endvidere givet anledning til en mistanke om direkte indblanding fra PETs side i efterforskningen af det formentlige selvmord. Den kronologiske redegørelse for kommunikationen mellem PET, Justitsministeriet og Københavns Politi i forbindelse med fundet af Anders Nørgaards lig viser nemlig, at PET underrettedes om situationen allerede 17 minutter efter, at fundet var blevet anmeldt til politiet. Herefter kontaktede PET straks Justitsministeriet, hvorefter telefonerne glødede de tre instanser imellem resten af dagen. Ifølge justitsminister Frank Jensen har PET dog alene spillet rollen som »formidler af information« mellem Københavns Politis Station 4 og Justitsministeriet …

»Problemet er, at vi ikke har fået at vide, hvad der er foregået, og det får vi heller ikke,« siger Søren Søndergaard fra Enhedslisten til Berlingske Tidende 26.4.00. »Justitsministeriet har tydeligvis lænet sig op ad PET for information, og årsagen til det er indlysende, men der er ikke noget flertal [i retsudvalget] for at gøre noget ved det.«

Og så er den sag lukket.

»PET har ikke spillet nogen rolle i efterforskningen af Anders Nørgaards død, der viste sig at være selvmord,« lød Frank Jensens lakoniske kommentar ifølge samme avis. Og det må man så tage ministerens ord for.

Flere vilkårlige tvangsfjernelser af børn
Hvert år anbringes omkring 12.000 børn uden for hjemmet; et stigende antal er tvangsanbringelser, men andre er såkaldt frivillige, hvor forældrene pga. akutte problemer eller en evt. fare for, at myndighederne i stedet skal anvende tvang, samtykker i at lade barnet anbringe uden for hjemmet i en kortere eller længere periode (se også Faklen nr. 13, s. 16ff).

Hvor forældrene tidligere ved sådanne »frivillige« anbringelser har kunnet få børnene hjem igen på eget initiativ, betyder en ny lov fremsat af socialminister Henrik Dam Kristensen (S), at det i fremtiden bliver op til myndighedernes »skøn«, om barnet og dets forældre skal føres sammen igen.

Ida Elisabeth Koch, cand.jur. og seniorforsker ved det Danske Center for Menneskerettigheder, tvivler ifølge Berlingske Tidende 23.4.00 på, at loven er forenelig med Menneskerettighedskonventionen, og socialordfører Erik Larsen (V) kalder det »retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt i forhold til forældrene«.

Hvis loven vedtages, kan myndighederne efter eget skøn fastholde en anbringelse og gøre den permanent, selvom familien fungerer, og problemerne i hjemmet, som var årsagen til den »frivillige« anbringelse, ikke længere eksisterer.

Kan det betale sig at uddanne en handicappet?
Der er ikke fri adgang til de videregående uddannelser i Danmark. Men vi sætter en ære i, at der er lige adgang for alle »på grundlag af evner«, som det hedder i FNs menneskerettighedserklæring … hvis man altså ikke lige er handicappet, selvfølgelig.

Flere tusinde handicappede kæmper hvert år en dobbelt kamp for at komme ind på de videregående uddannelser, skriver Berlingske Tidende (1.5.00). Udover at have gode karakterer skal de nemlig også overbevise en socialrådgiver i kommunen om, at det kan betale sig at investere i en uddannelse til netop dem. Sådan er tankegangen i den såkaldte aktivlov, under hvilken de rangerer, når de modtager revalideringsydelse, hvad de fleste gør, da den almindelige SU umuligt kan strække til de ekstraudgifter, et svært handicap medfører. Så er det ikke længere de ideale målsætninger, der tæller, men at få folk i arbejde i løbet af maks. 5 år, så de kan forsørge sig selv. Og spørgsmålet bliver så, hvad de egentlig skal med en akademisk uddannelse; kan det betale sig at uddanne en handicappet?

Viljen er der
Den 18.5.00 vedtog Folketinget lovforslag L 208: »Forslag til lov om ændring af udlændingeloven med flere love – krav om egen bolig ved familiesammenføring, tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje.« (Kilde: plwww.folketinget.dk).

Lovforslaget har lige siden fremsættelsen mødt skarp kritik for at være diskriminerende (se Samfundsudsigten i Faklen nr. 15, s. 6-8). Information kan imidlertid den 29.3. meddele, at regeringens oprindelige udkast til loven var betydeligt skrappere: Det var således oprindelig meningen bl.a. at indføre diskrimination mellem forskellige typer af danske statsborgere – dem med rent danske familierødder og dem, der først inden for de senere år har fået statsborgerskab. Således ville Udlændingestyrelsen i en samlet vurdering af et pars tilknytning til Danmark også kunne afvise en dansk statsborgers ansøgning om at få en udenlandsk ægtefælle til landet alene med henvisning til, at parret samlet betragtet har større tilknytning til et andet land end Danmark. – Et simpelt regnestykke: Hvis den herboende ægtefælle – hvor stor en tilknytning til Danmark vedkommende ellers måtte have – er vokset op i en familie med f.eks. tyrkiske rødder, må denne siges at have en mindre tilknytning til Tyrkiet; men den anden part har kun tilknytning til Tyrkiet, ergo vejer tilknytningen til Tyrkiet tungest, og ansøgningen om familie sammenføring i Danmark kan afvises. Keine Hexerei …

»En sådan bestemmelse ville næsten uundgåeligt blive administreret, så folks rettigheder blev afhængige af deres nationale afstamning – ikke af deres statsborgerskab. Dermed ville man være inde i en gradbøjning af statsborgerskabet, hvilket jeg betragter som virkelig farligt,« siger ekspert i udlændingeret, prof.jur. Jens Vedsted-Hansen, som »ved et tilfælde« er kommet i besiddelse af det oprindelige lovudkast.

Også lovforslagets afsnit om »indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje«, såkaldte tvangsægteskaber, var oprindelig ment langt mere vidtgående. Det var således meningen, at Udlændingestyrelsen i sin vurdering af et ægteskab skulle inddrage den herboende ægtefælles »familietraditioner«, således at man ville kunne lave checklister, hvor der f.eks. kunne stå, at tyrkiske og pakistanske familier har »tradition« for tvangsægteskaber, forklarer Vedsted-Hansen i avisen. Hermed ville loven blive administreret direkte ud fra fordomme om bestemte nationaliteter.

Så vidtgående blev diskriminationen dog ikke i denne omgang, selvom viljen tydeligvis er der.

Camres paralleller
Information kan den 15.3.00 berette, at Dansk Folkeparti i den kommende valgkamp om Danmarks medlemskab af den økonomiske og monetære union (ØMU) har tænkt sig at spille på paralleliteten mellem ØMUen og den nazistiske vision om et forenet »Neuropa«. Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels holdt i 1943 en tale, hvori han skitserede planen om »Neuropa«, med fælles mønt og fælles politik, og et citat herfra skal benyttes i annoncer osv. til at underbygge påstanden om ligheden mellem udviklingen i det Europæiske fællesskab og den nazistiske Neuropa-vision.

»Det er en påpegning af, at den samling af Europa med demontering af nationalstaterne, som Hitler planlagde, det er den samme, som planlægges i dag. Det er en kendsgerning. Det kan ikke afvises. Indholdet er det samme,« siger MEP for Dansk Folkeparti Mogens Camre til avisen.

Allerede inden Information kommer på gaden den 15.3. med »nyheden« fra Camre, forklarer Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen over for Ekstra Bladet, at der må være tale om »en spøg«, og at dette kampagnemateriale ikke eksisterer. Partiets leder, Pia Kjærsgaard er også tidligt ude med et dementi i forhold til en sådan kampagne, men erklærer sig i øvrigt enig i selve synspunktet i sammenligningen. Næste dag udtaler Camre til Information: »Jeg beklager, at jeg ikke sagde, det var en spøg, men jeg syntes, det var så morsomt at se deres ansigter, da jeg sagde det (…) Jeg havde ikke troet, at de troede på det.« På spørgsmålet, om han ikke synes, at det på citaterne i avisen kan virke, som om han taler sandt, svarer han: »Det er jo det med de rigtige entertainere, som virkelig er morsomme, de lægger satiren så tæt op ad sandheden, at det næsten ikke er til at se.« (Information, 16.3.00).

Avisen bringer også Goebbels-citatets ordlyd: »I det nye Europa vil de enkelte lande naturligvis ikke kunne stilles frit, militært, udenrigspolitisk, kommercielt eller monetært, ligesom en vis kontrol med kulturlivet er en naturlig forudsætning for det kommende statssamfunds trivsel. Derudover vil der selvfølgelig blive givet hver enkel nation fuldkommen frihed til bevarelse og udfoldelse af sit nationale særpræg.«

Om paralleliseringen i øvrigt er valid eller ej, kan man jo selv forsikre sig om ved at studere emnet. Ved samme lejlighed kunne man så tillige ved selvsyn konstatere de talrige paralleller, der er mellem Dansk Folkepartis og det øvrige yderste højres polemik imod især muslimerne i dag og 20ernes og 30ernes nazistiske, antisemitiske propaganda; ikke mindst netop imellem Mogens Camre og Joseph Goebbels (som dokumenteret i Faklen nr. 15, s. 16ff). Måske man også har været opmærksom på dette problem i Dansk Folkeparti, da man valgte ikke ligefrem at køre en kampagne på Goebbels-paralleller …

Til gengæld truede Camre Faklen med sagsanlæg i Ekstra Bladet den 7.4.00, men det var spil for galleriet, der aldrig blev fulgt op af handling, for Camre er naturligvis også klar over, at parallellerne imellem hans egne udtalelser og de af Faklen fremhævede Goebbels-citater imellem er uomtvistelige.

Unge tvinges i isolation
Ifølge de FN-erklæringer og -konventioner om basale menneskerettigheder, som Danmark har forpligtet sig til at honorere, er både isolationsfængsling, som anses for tortur, og fængsling af børn sammen med voksne alvorlige krænkelser. Men ud over at have en isolationspraksis, som i årevis er blevet kritiseret af både FN og andre menneskerettighedsinstitutioner, sætter Danmark nu også trumf på ved en ny praksis, hvor børn og unge isolationsfængsles (Information, 16.3.00).

Logikken bag denne praksis er ligefrem: Grundet pladsmangel på de institutioner, hvor børn og unge under 18 år ifølge lovgivningen ellers skal surrogatfængsles, mener man sig nødsaget til at placere dem i arresthusene. Det drejer sig ofte om børn og unge, som aldrig tidligere har været i konflikt med loven, hvorfor man, af frygt for at miljøet i arresthusene skal påvirke dem negativt, placerer dem i isolationsceller.

Til denne problematik knytter sig i øvrigt en anden historie angående menneskerettighedskrænkelser i Danmark. De institutioner, som normalt bruges til surrogatfængsling af børn og unge under 18, skal ifølge regeringens seneste »voldspakke« også anvendes til »administrativ frihedsberøvelse« (dvs. fængsling uden retssag og dom) og tvangsbehandling af problematiske unge. »… når det sker uden dom, er de unge helt uden retssikkerhed,« forklarer leder af Fyns Amts børne- og familieafdeling, Lilian Vaaben til Information (16.3.00).

Hvad hjertet er fuldt af … Eller en journalistisk skandale?
Dansk Folkeparti genopliver ideen om et legitimationskort, som alle udlændinge i Danmark skal bære på sig, skriver Aktuelt den 6.5.00. Parallellen til Nazitysklands »Ausweis« og jødestjernen ligger lige for, hvad mange da også har påpeget. »Nej, det er overhovedet ikke det, der er tale om. Det her er en ren praktisk foranstaltning,« udtaler Dansk Folkepartis Peter Skaarup til Aktuelt. Ifølge Aktuelt blev ideen lanceret i Folketinget torsdag den 4.5., da man diskuterede et forslag om at indføre Green Card på arbejdsmarkedet. »Det forslag er Peter Skaarup og Dansk Folkeparti imod, i stedet foreslog han fra Folketingets talerstol, at man i Danmark indfører denne type etniske id-kort,« skriver Aktuelt. »Med kortet gør man det lettere for myndighederne at komme de illegale flygtninge, som opholder sig her i landet, til livs,« udtaler Skaarup til Aktuelt – ifølge Aktuelt.

Den 6.5 udsender Dansk Folkeparti et dementi. Hvad Aktuelt citerer Skaarup for, har hverken han eller Dansk Folkeparti angiveligt nogen sinde givet udtryk for. I Dansk Folkepartis pressemeddelelse hedder det bl.a.: »’Desværre er det ved at blive dagligdag for Dansk Folkeparti. At vore politiske modstandere smider møg på os og så bagefter fortæller, at vi lugter.’ Det siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som afviser, at Dansk Folkeparti har planer om indførelse af id-kort for udlændinge i Danmark. En historie, som det socialdemokratiske dagblad Aktuelt her til morgen har bragt. ’Der er tale om en ny avisand, rettet mod Dansk Folkeparti sat i scene af Socialdemokratiets Nyhedstjeneste, og jeg er overrasket over, at man bliver ved med at hoppe på deres limpinde’, siger Peter Skaarup (…) ’At blive tvunget til at gå rundt med identitetskort i lommerne, strider imod dansk tankegang, og der er ingen i befolkningen, der vil kunne acceptere sådan noget’, siger Peter Skaarup.«

På www.folketinget.dk findes imidlertid ordrette referater af møderne i folketingssalen. Under den 4.5. står bl.a.: »Den sidste sag på dagsordenen var: 15) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 140: Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af greencard i Danmark for at forbedre danske virksomheders muligheder for at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Af Susanne Clemensen (CD) m.fl. (Fremsat 5/4 2000). Forslaget sattes til forhandling (…) Peter Skaarup (DF): ’I Dansk Folkeparti har vi da modtaget forslaget med interesse. Vi synes da, det er udmærket, at CD benytter muligheden for at fremsætte beslutningsforslag herinde til, at vi også får en debat om spørgsmålet om IT-arbejdskraft, greencard og den slags ting, som ligger i forslaget (…) Hvorfor ikke begynde at sørge for at få uddannet/ dansk arbejdskraft til at tage sig af det her område? Vi har masser af arbejdsløse i landet, hvorfor ikke begynde at beskæftige nogle af dem i stedet for? Så vil jeg så sige i forhold til selve det grønne kort-princip, at det måske godt kunne være en idé, hvis vi havde en helt anden flygtninge- og indvandrersituation, end vi har i dag, at indføre noget lignende. Man kunne med fordel måske indføre et sådant grønt kort som et legitimationskort, der dokumenterer, at udenlandske statsborgere – og her tænker jeg på alle, ikke bare noget arbejdskraft, der er i/ landet – har opholdstilladelse her i landet. Det kunne være betingelsen for, at man fik sociale ydelser af enhver art og for at kunne blive ansat i job osv., osv. På den måde kunne man også komme omkring det problem, som vi også ved, der er i Danmark, nemlig at der er en del personer, der opholder sig illegalt i landet. Man ville under alle omstændigheder kunne udstyre dem, der opholder sig legalt i landet, med et sådant grønt kort eller greencard. Så idéen er egentlig ikke så tosset, hvis den bare blev brugt på en anden måde end den, som CD lægger op til. Jeg vil så sige, at med den flygtninge- og indvandrerpolitik, vi har i dag, og med den mulighed, der trods alt er for at få IT-specialister til landet, er det ikke et spiseligt forslag for Dansk Folkeparti.«

Og senere i en kort bemærkning: »… Og så siger fru Sandy Brinck, at det er et problem, hvis udlændinge skulle have legitimationskort. Jamen det er da ikke et større problem, end hvis personer, der skal have arbejdstilladelse, skal have et legitimationskort, som det her grønne kort, CD foreslår. Hvor er problemet i forhold til dem, der har arbejdstilladelse, og i forhold til dem, der er udenlandske statsborgere? Er det værre, at man skal have et legitimationskort, hvis man er udenlandsk statsborger, end hvis man skal have en arbejdstilladelse? Det er det vel ikke.«

Ja, hvad sagde han egentlig? Var Aktuelts historie en »avisand«? eller var Dansk Folkepartis dementi et forsøg på at kaste et røgslør over en fortalelse? Løb der en løgn i pennen på Aktuelts journalist? eller flød Peter Skaarups mund over med det, som hjertet var fuldt af?

Totalitarisme er effektivt …
Gladsaxe Kommune har beordret alle sine 6.000 ansatte til at videregive »observationer« om muligt socialt bedrageri, skriver Ekstra Bladet (28.5.00). Ansatte i vuggestuer og børnehaver, lærere, hjemmehjælpere, sundhedssygeplejersker og hjemmesygeplejersker, folk, som borgerne kender og for manges vedkommende har daglig omgang med, og som ofte bliver lukket ind i hjemmene, har pligt til at stikke de mennesker, de kommer i kontakt med, hvis de får mistanke om socialt bedrageri.

Tankegangen bag Gladsaxes praksis er ikke enestående. Indenrigsminister Karen Jespersen opfordrede i februar kommunerne til at være aktive i jagten på sociale bedragere, og Kontorchef Eske Groes fra Kommunernes Landsforening udtaler til Ekstra Bladet: »Kommunens ansatte har pligt til at viderebringe deres observationer.«

Måske er Gladsaxe Kommunes praksis i strid med loven; det mener bl.a. ekspert i forvaltningsret, Oluf Jørgensen. Tiden vil så vise, om det bliver loven eller Gladsaxe Kommune, der bliver sat på plads.

Dansk diskrimination
Aktuelt citerer den 28.4.00 en meningsmåling, som viser, at 20 procent af Danmarks flygtninge og indvandrere føler diskriminationen i det danske samfund så stærkt, at de ønsker at forlade landet og bosætte sig andetsteds. Undersøgelsen er foretaget blandt cirka 1.000 personer med baggrund i Somalia, Iran, Irak, Tyrkiet, Pakistan, Palæstina og Eksjugoslavien. Svarene viser desuden, at diskriminationen opleves som værst ved jobsøgning, i butikker og i offentlige transportmidler.

Værdifuld undervisning?
Undervisningsminister Margrethe Vestager har til landets skoler udsendt en vejledning, som opfordrer skolerne og de enkelte lærere til i højere grad at markere deres »værdier«. Skolen skal ikke være holdningsløs. Undervisningsministeren møder fuld opbakning fra Danmarks Lærerforening, hvor formanden for det pædagogiske udvalg, Jørgen Stampe udtaler: »Kender man sit mandat [Folkeskoleloven, red.], og har man fulgt med på seminariet, er der intet overraskende i, at man skal være sig folkeskolens værdigrundlag bevidst og dermed også være klar over sit eget.« (Aktuelt, 12.4.00).

Men undervisningsministerens vejledning kan få videre konsekvenser end som så. Den større vægt på værdier sætter lærerne og skolebestyrelserne, der indstiller lærerne til ansættelse i en ny situation. Jesper Larsen, skolebestyrelsesmedlem på Søagerskolen i Ledøje Smørum, forklarer sammesteds: »Nu kan skolebestyrelserne mere direkte sige til en ansøger, at de lægger vægt på for eksempel det kristne og de kristne livsindhold og derfor gerne vil have lærere, der forstår at lægge vægt på det. Derfor skal lærerne være forberedt på spørgsmål som, hvordan de har det med Gud – eller NATO …«

Sult som statssanktioneret straf
Den kommunale tvangsaktivering er tilsyneladende kommet for at blive. Og lovtekstens mulighed for at straffe genstridige på brødet ved ganske enkelt at fratage dem al støtte anvendes flittigt. Ifølge den Sociale Ankestyrelse bringer kommunerne således hvert kvartal over 100 mennesker, som har afslået »tilbud« om aktivering, ud i absolut fattigdom ved at lukke for kassen (Aktuelt, 30.3.00). Dertil skal lægges en stor gruppe, der har mistet kontanthjælpen eller dagpengene, fordi de ikke møder på aktiveringsjobbet.

Det er i lodret strid med Grundloven, siger professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher til avisen. I Grundlovens paragraf 75, stk. 2 står der, at alle, som ikke kan forsørge sig selv, har ret til hjælp fra det offentlige. »Når IT kommunerne sender folk ud til projekter, der skal forbedre deres livskvalitet, så taler vi om folk, der ikke kan forsørge sig selv, og de har ifølge Grundloven ret til hjælp. Mange af de aktiveringskrav er rene disciplineringskrav, hvor man blot skal møde op for at få sine penge. Det har ingenting at gøre med at forsørge sig selv.«

Hvor grundlovsstridigt det end kan synes, har de arbejdsløse dog meget ringe muligheder for at få afprøvet lovgivningen ved domstolene. Det er nemlig dyrt at føre en sag helt til Højesteret. Og ifølge lektor i socialret ved Aalborg Universitet, Uffe Vesthy Madsen, må de regne med en vis modstand i systemet, hvis de skulle søge om fri proces: »… de mennesker, der skal give de arbejdsløse fri proces, er de samme, som der bliver klaget over. Så det er nok højst usandsynligt,« siger han til Aktuelt (30.3.00).

»Hvad har man tænkt sig, at folk skal leve af?« spørger Kirsten Ketscher sammesteds. »Skal de stjæle? Skal de tigge? Det er jo fantastisk, at et folketing kan vedtage at tage hjælpen fra folk uden samtidig at gøre sig overvejelser over, hvad folk skal leve af. Jo mere man laver det her, jo mere ubehageligt bliver samfundet også for os andre. Hvilket i øvrigt var baggrunden for bestemmelsen i Grundloven.«

Hvis man ikke vil udføre tvangsarbejde, må man sulte. Det er Danmark anno 2000.

Denne kendsgerning har John Hansen fra Greve som en af flere hundrede på landsplan måttet sande. Han blev arbejdsløs i januar og meldte sig derfor på arbejdsformidlingen. Da kontanthjælpen en måned senere endnu ikke var dukket op, kontaktede han kommunen og blev indkaldt til samtale. Her blev han tilbudt et job som rengøringsassistent. På trods af, at han har rygproblemer, hvad han tidligere havde fortalt sagsbehandleren, valgte han efter et par dages betænkning af økonomisk nød at acceptere tilbuddet. Han får tilbudt en uges kontanthjælp efter en uges arbejde, så kommunen kan holde øje med, om han passer arbejdet. Da han brokker sig, får han at vide, at man kan stramme det endnu mere, så han får daglige udbetalinger i stedet. Kommunen ender med at »tilbyde« ham et nyt job – som rengøringsassistent. Nu minder John Hansen sin sagsbehandler om, at han har rygproblemer, og afslår jobbet. Men den hopper kommunen ikke på. »Det havde været naturligt at oplyse det med det samme,« siger Irene Juliussen, konsulent for rådgiverne i erhvervsafdelingen i Greve Kommune til Aktuelt (30.3.00). Hun mener heller ikke, at rengøringsarbejde nødvendigvis er særlig belastende for ryggen. »Han er blevet tilbudt to helt almindelige rengøringsjob, som han har sagt nej til. Så lukker kassen …« Siden har John Hansen ikke haft nogen indkomst; boligforeningen har meddelt ham, at han bliver smidt ud, og elselskabet, at de slukker for strømmen.

Ifølge Uffe Vesthy Madsen har denne almindelige kommunale praksis vidtrækkende konsekvenser: »Et af de grundlæggende principper bag et forsørgelsessystem er at stille borgerne, så de ikke nødsages til at begå kriminalitet for at opretholde livet. Nu har John Hansen kun en vej, nemlig at begå ulovligheder, ellers dør han af sult. Og hvis han tilfredsstiller sine helt elementære behov ved for eksempel at stjæle en bayersk pølse eller tigge, så kan han ikke straffes (…) Man har anbragt ham i en situation, hvor det ud fra internationalt accepterede juridiske principper om moralsk skyld som grundlag for idømmelse af straf vil være urimeligt at forlange, at han udviser lovlydig adfærd. Han skal frifindes for forbrydelsen og ikke blot have strafbortfald. Hans ’forbrydelse’ er lovlig.« (Aktuelt, 30.3.00).

Og hvad ville det ikke betyde, hvis hundreder af ofre for den moderne statssanktionerede sultestraf gjorde netop det; tog det daglige brød, som samfundet har nægtet dem, uden at kunne retsforfølges for det?

Hjemløshed som statssanktioneret straf
Loven om »beboermaksimum« blev vedtaget den 26.5.00. Den er formuleret bredt som en lov, der skal sikre, at der ikke slides unødigt på lejligheder i Danmark. Derfor indskærper loven, at der kun må bo højst 2 personer pr. rum. Men sigtet er ganske specifikt.

Det drejer sig om at få skovlen under de familier af flygtninge og indvandrere, som af nød eller blot på grund af et andet familiemønster vælger at bo sammen med en stor del af familien, selvom det betyder mindre plads at udfolde sig på. Med den nye lov kan sådanne familier simpelt hen smides ud.

I lovteksten hedder det bl.a.: »[Beboermaksimum] gælder dog ikke ved forøgelse af lejerens husstand i lejeperioden, hvis husstandsforøgelsen skyldes lejerens børn, ægtefælle eller samlever eller disses børn (…) Bliver udlejeren bekendt med, at der bor for mange personer i lejemålet, jf. stk. 1, skal udlejeren anmelde dette til kommunalbestyrelsen (…) Kommunalbestyrelsen kan tillade, at det samlede antal personer, der bor i lejemålet, overstiger 2 personer pr. beboelsesrum, hvis 1) husstandsforøgelsen skyldes syge eller gamle, plejekrævende slægtninge, 2) andre tvingende sociale hensyn efter kommunalbestyrelsens konkrete vurdering taler herfor eller 3) boligen er af en sådan størrelse, at der efter husstandsforøgelsen vil være et areal på 20 m² eller mere pr. person (…) Overskrides beboermaksimum, skal kommunalbestyrelsen sende et påkrav til lejeren om, at lejeforholdet vil blive ophævet, hvis overskridelsen af beboermaksimum ikke bringes til ophør senest 4 uger efter, at påkravet er kommet frem til lejeren.« Udlejeren kan straffes med bøde, hvis han ikke kontrollerer og indberetter sine lejere i tilfælde af en overskridelse af beboermaksimum (L 210).

»Vi skal ikke blot finde ud af, om folk er forelskede, og om de er fætre og kusiner. Men også om der reelt er tale om en ældre døende,« siger direktør Morten Kjærum fra Center for Menneskerettigheder til Aktuelt (8.3.00).

At »enkeltpersoner eller familier kan blive husvilde for kortere eller længere tid,« som Dansk Flygtningehjælp indskærper i sit høringssvar til loven, er en indlysende konsekvens.

Feltstudie i danskhed
Det er svært at sætte ord på danskheden. Danmarks Turistråd, Turistpolitisk Debatforum og reklamebureauet Propaganda har dog i fællesskab udtænkt en række nøgleord, som skal sælge Danmark til turisterne. Ord, som i særlig grad altså kan forbindes med eller kendetegne det Danmark, som fremmede tilrejsende kan forvente at møde.

Disse »danske« ord skulle være: Hygge – Design – Oase – Uhøjtidelig – Begavet – Fri (kilde: Ud & Se, maj, 2000).

Måske man skulle overveje at vedføje sine turistreklamer for Danmark og det danske en bemærkning om, at man kun kan forvente den hyggeligt designede oase af begavethed, uhøjtidelighed og frihed under forudsætning af, at man ikke selv stikker ud og er alt for anderledes. Er det derimod tilfældet, er opholdet på eget ansvar, og de »danske ord« snarere:

Had – Dumhed – Ondsindet – Uforskammet – Bøvet – Fremmedfjendtlig.

Det var i hvert fald, hvad to »pæredanske« studerende i pædagogik og minoritetsstudier fra Københavns Universitet kunne konkludere efter et feltstudie i Københavns omegn iført sort dragt og slør.

»Den mest negative stemning oplevede vi i forstæderne og især indkøbscentrene, hvor vi mange gange måtte stå model til hadske og nedladende verbale ytringer og kropssprog. I Rødovre centrum følte vi, at der nærmest var hetzstemning imod os. Folk skulede ondt, pegede fingre og rystede på hovedet ad os (…) En ældre mand råbte højt og tydeligt ’Abdullah, Abdullah, Abdullah’ lige ind i hovedet på os. Andre kommentarer fra centret var: ’Det er en provokation at se sådan ud.’ ’Hvor er I grimme’ eller ’Ja, man kan ikke se meget.’ Det skal pointeres, at vi kun opholdt os i centret i ca. 20 minutter, før vi tog videre, dvs. at frekvensen af ytringer er overraskende og skræmmende høj. Vi brugte det meste af en dag til at tage rundt i de forskellige områder, og her er et lille udpluk af det, der blev sagt til og om os: ’Man har lyst til at rive deres tørklæder af … – ja og så i sådan et godt vejr!’ ’Tja, dér ser du – det er ikke karneval endnu.’ ’For helvede, sorte djævle.’ ’De ligner krafteddermame to bankrøvere.’ ’Pas på, dér kommer to terrorister.’ ’Natten er sort som et ondt år, Vorherre bevares’ samt ej at forglemme den ældre dame, som stillede sig op og stirrede ondt på os, rystede på hovedet, rakte tunge og sagde: ’Bvadr’ (…) I virkeligheden var den eneste norm, vi brød, at vi var anderledes klædt, for ellers opførte vi os meget eksemplarisk og stilfærdigt. Vi gik pænt over fodgængerovergangene, ventede til det blev grønt, gik sidst ind i bussen, holdt døre for folk og talte lavmælt sammen, men det var åbenbart ikke nok.« (Berlingske Tidende, 21.3.00).

I artiklen om det danske turistfremstød i Ud & Se hedder det videre: »Nu skal parterne overveje, hvordan man undgår misforståelser i udlandet. Japanerne skal jo helst forbinde hygge med velvære og ikke med sløvhed.« Skulle japaneren eller andre tilfældigvis vælge at bære purdah under besøget i Danmark, bliver der næppe meget at »misforstå«.

Udlandet har fået øje på Danmarks restriktive udlændingepolitik
Hollandsk TV viste den 3.4. en dokumentarudsendelse om Danmarks udlændingepolitik, hvor det konkluderes, at Danmark har en strammere udlændingepolitik end Østrig, som EU-landene har indført sanktioner over for på grund af et af regeringspartierne, Frihedspartiets syn på udlændingepolitikken, og at man i Danmark allerede har gennemført de tiltag mod udlændinge, som i Østrig dog endnu kun er på tegnebrættet.

Brøndbys socialdemokratiske borgmester, Kjeld Rasmussen medvirker bl.a. også i programmet, hvor han kræver flere stramninger for at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, og det bemærkes, at hollandske socialdemokrater er rystede over, hvordan deres danske kolleger lader sig dirigere på den måde af et indvandrerfjendsk parti som Dansk Folkeparti: »Det, som chokerer de fleste hollændere, er, hvordan socialdemokraterne lader sig presse,« bemærker udsendelsens tilrettelægger, den tidligere korrespondent for hollandske medier i Danmark, Piet de Blauw. Til Berlingske Tidende (4.4.00) oplyser han endvidere, at de socialdemokratiske EU-parlamentarikere oven på udsendelsen vil forsøge at tage kontakt med Poul Nyrup Rasmussen om, hvad der foregår i Danmark.

Udsendelsen kommer også ind på Dansk Folkepartis annonce i Jyllands-Posten, hvor et foto af en hjemløs ledsages af teksten: »Når jeg bliver muslim, vil jeg have en bolig,« (se Faklen nr. 15, s. 7) og en følelsesladet indskærpelse af, at det er »uanstændigt« at holde de danske hjemløse uden for boligmarkedet – med tilføjelsen »bare fordi de er danskere og kristne«.

»Det, at Jyllands-Posten, Danmarks største avis, trykte den annonce, overrasker hollændere. Her ville noget lignende være helt uhørt. Selv de mest højreorienterede aviser i Holland ville ikke trykke den,« forklarer Piet de Blauw.

Indenrigsminister Karen Jespersen tager let på den internationale kritik af den restriktive danske lovgivning: »Vi tør handle, men det tør flere andre lande ikke.« (Jyllands-Posten, 21.5.00).

En gang socialt marginaliseret …
Igennem de seneste år er der fra regeringens side blevet sat stadig større emfase på de krav, der skal stilles til dem, der ønsker at modtage hjælp fra det offentlige, hvilket selvsagt ikke har været uden omkostninger for de svageste grupper. Det bekræftes også af en ny rapport om socialt marginaliserede fra Socialforskningsinstituttet, som udsendtes 5.4.00.

Cand.scient.pol. Tobias Børner Stax har fulgt 1.000 personer i aldersgruppen 18-35 år, der i perioden 1988-89 opholdt sig på forsorgshjem, herberg, pensionat eller krisecenter i København. Og rapporten må konkludere, at de fleste har fået det værre efter at have søgt det offentliges hjælp, skriver Berlingske Tidende (5.4.00).

»Lektien af det her er, at en del mennesker oplever, at de ikke kan reintegreres i samfundet, fordi samfundet stiller nogle krav til dem, før vi vil hjælpe dem. Krav, som de ikke kan opfylde (…) Vi kræver, at de først får orden i deres kaotiske liv, så vi kan placere dem i nogle fast formulerede løsningsmodeller. Men det kan de færreste udstødte leve op til. Og derfor fastholder vi dem som udstødte.«

Lektien har været en dyr lærestreg: Rapporten kan endvidere konstatere, at den gennemsnitlige dødelighed i gruppen har været 14 (fjorten) gange højere end gennemsnittet for aldersgruppen generelt, og ,at de kvinder, der i perioden opsøgte en institution for hjemløse, havde en overdødelighed på 25 gange gennemsnittet for jævnaldrende kvinder som helhed.

Skyldig indtil det modsatte er bevist …
Regeringens seneste udspil i udlændingelovgivningen, som bl.a. angiveligt er rettet mod »ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje« (jf. førnævnte lov nr. L 208), blev som nævnt vedtaget som nævnt den 18.5.00. Loven fjerner retskravet for familiesammenføring for unge mellem 18 og 25 og indebærer en reel omlægning af bevisbyrden. Mens den før lå hos myndighederne, der skulle sandsynliggøre, at der var tale om et tvangsægteskab, for at kunne forhindre, at den udenlandske ægtefælle kunne sammenføres med sin brud eller gom i Danmark, skal de unge nu selv bevise, at de virkelig ikke har giftet sig under tvang.

Indenrigsminister Karen Jespersen har stillet sig selv som frontfigur i en tilsyneladende nærmest ideologisk kamp mod det, hun kalder »tvangsægteskaber«. Ifølge hendes egne udtalelser drejer det sig dog tydeligvis om mere end blot at forhindre tvang; det er et opgør fra regeringens side med selve begrebet om »arrangerede« ægteskaber, hvor forældrene med den unges samtykke udvælger den kommende ægtefælle: »Med de strammede regler sender vi et signal til forældre om ikke at lægge pres på deres unge for at få dem gift med unge fra udlandet. Jeg håber og tror på, at de i stedet vil lade de unge selv gå ud og vælge en partner i Danmark.« (Berlingske Tidende, 23.3.00).

Men når de omstændigheder, hvorunder lovforslaget blev til, tages i betragtning, melder spørgsmålet sig dog uvægerlig, om motivet for de nye bestemmelser virkelig har været omsorg for de stakkels unge, som må gifte sig med en, forældrene har valgt – eller om der nærmere er tale om politisk opportunisme.

I hvert fald ville, som Professor Jens Vedsted-Hansen påpeger i Information den 29.3.00, den politiske bekymring for de unge lettere kunne tages alvorligt, hvis den ikke netop var så nært knyttet til nye lovstramninger. Denne »bekymring« blev nemlig pludselig meget fremtrædende efter en artikel i Jyllands-Posten den 19.12.99, hvor man ved en demografisk fremskrivning påstod, at »danskerne« ville komme »i mindretal« i en række kommuner inden for en overskuelig årrække. Og så måtte regeringen jo finde på noget for at lægge forhindringer i vejen for de upopulære familiesammenføringer.

Bevidst apartheid i danske boligforeninger bakkes op af ny lov
Boligforeninger har i årevis manipuleret ventelisterne med det overlagte formål at holde flygtninge og indvandrere ude af deres ejendomme, skriver Jyllands-Posten (24.5.00).

»Flygtninge og indvandrere har kunnet stå på venteliste i seks-syv år, mens danskere hurtigere har kunnet komme ind. Boligforeningen har bevidst gjort det på den måde, og kommunen har godt vidst, hvad der er foregået, men har ikke reageret,« forklarer afdelingsleder Lisbeth Bono fra integrationsafdelingen i boligområdet Vapnagård i Helsingør. Flere andre ansatte i boligforeninger og kommuner bekræfter, at denne form for diskrimination er en udbredt praksis i en række boligforeninger, skriver avisen.

Regeringens nye lov om boliganvisning (L 211, vedtaget 26.5.00) giver boligforeninger mulighed for at se helt bort fra ventelisterne for 90 procent af lejlighedernes vedkommende og legaliserer således til en vis grad den allerede eksisterende diskrimination.

»Jeg frygter, at mange boligforeninger vil benytte loven til at lukke endnu mere af for flygtninge og indvandrere,« siger medlem af Nævnet for Etnisk Ligestilling og chefkonsulent i Dansk Flygtningehjælp, Bente Bondebjerg til Jyllands-Posten.

Kommunal selvtægt
»Mange kommuner håndterer det sociale område ud fra devisen: ’Vi gør det så lovligt som muligt’,« refererer Politiken kontorchef i Ombudsmandsinstitutionen, Morten Engberg (9.4.00). »Masser af kommuner har ’interne retningslinjer’, som de ikke informerer borgerne om. De begrunder end ikke et afslag til en borger med disse retningslinjer. I stedet pakker de afslaget ind i totalt uforståelige formuleringer,« supplerer Simon Thorbek, lektor ved den Sociale Højskole i København, ifølge avisen.

»Jeg kunne fremdrage masser af eksempler på, at kommunernes afgørelser i sociale sager er præget af fejl og mangler,« siger Morten Engberg, og Politiken nævner en sag, hvor en kommune gav en tyk kvinde besked på at tabe sig et halvt kilo om ugen, ellers ville man lukke for bistandshjælpen; en anden, hvor en kommune i bistandslovens paragraf om borgeres ret til enkeltydelser havde ladet indskrive: »Den går ikke her«; og endelig en aktuel sag, hvor en kommune har forsøgt at løbe fra sin pligt til at finde midlertidig bolig til en husvild familie med et spædbarn.

Og disse eksempler er langt fra enestående. De er blot tre fra et ’rædselskabinet’ af sager fra hele landet, hvor kommunerne tilsidesætter borgernes rettigheder efter sociallovgivningen, skriver avisen.

Vilkårlige anholdelser legaliseret
Den 26.5.00 vedtog Folketinget en ny lov (L 196) om »maskeringsforbud«. Det gælder således for fremtiden, at »den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.« Også den, »som på offentligt sted besidder genstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet under de i stk. 1 nævnte omstændigheder« kan nu straffes med fængsel indtil et halvt år (kilde: www.folketinget.dk).

Ved at anklagen nu alene kan lyde på besiddelse af »genstande, der må anses for bestemt til tildækning af ansigtet,« hvilket i princippet kan være hvad som helst, bliver rammerne for, hvornår politiet kan anholde deltagere i »møder, forsamlinger, optog eller lignende«, så vide, at vilkårlighed kun vanskeligt kan undgås.

Glansbilledet af Velfærdsdanmark krakelerer
I juni holder FN konference i Schweiz, hvor man vil evaluere de forskellige landes arbejde efter det sociale topmøde i København i 1995. I den forbindelse har regeringen fået DANIDA til at udarbejde en rapport med hjælp fra embedsmænd i de forskellige ministerier.

Den 10.5.00 præsenterede Socialpolitisk Forening rapporten »På den anden side«. NGO-rapporten (Non Governmental Organisation, red.) er en reaktion på regeringens rapport og beskriver denne som »på grænsen til det selvforherligende glansbillede«. Det påpeges heri bl.a., at set fra de hjemløses, de prostitueredes, narkomanernes og de enlige mødres side, har de sidste fem år ikke budt på nogen social fremgang (Berlingske Tidende, 10.5.00).

Rune Engelbreth Larsen og Jeppe Berg Sandvej