Artiklen Daginstutionens dressur»Daginstitutionens dressur« i Faklen nr. 2 skabte en voldsom debat; en efterfølgende »undersøgelsesrapport«, som undlod at konsultere tre tidligere ansatte, to pædagoger og en pædagogstuderende, der utvetydigt støttede kritikken af den pædagogiske ensretning og regulære kadaverdisciplin, konkluderede, at den pågældende daginstitution var »god og almindelig« ...

I november fremlagde Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL en undersøgelse, som advarede mod den uheldige udvikling, som rammerne for pædagogikken er inde i. Manglende politiske ambitioner har medført, at det, der skulle have været en forsvarlig børnepasning, et »tilbud til børnene«, er endt som et blot og bart »aflastningstilbud« til forældrene, hvor »kvantitet i mange år er blevet forvekslet med kvalitet«.

Der slås til lyd for, at børnenes »følelsesmæssige, sociale og intellektuelle udvikling i højere grad bliver afgørende«.

I gennemsnit tilbringer et dansk barn ca. 24.000 timer af sine første 16 leveår i institution. Forældrene er tilsyneladende godt tilfredse med børnenes institutionsliv, skal man tro diverse undersøgelser, men formanden for Børnerådet, Frode Muldkjær fylder bægeret med malurt og fastslår, at de desværre ikke ved nok om livet i daginstitutionerne. Til Berlingske Tidende udtaler han den 5.11.: »Hvad ved de om hverdagen? Hvad ved de om, hvad der sker? - De bliver ikke inddraget i, hvad deres børn foretager sig på det sted, hvor de tilbringer de fleste af deres vågne timer.«

Er der grund til denne pessimistiske mistro?

Desværre, ja - og mere til.

I Faklen nr. 2 fremlagde undertegnede et udpluk af dagbogsnotater fra over seks års ansættelse i daginstitutionen D.I.I. Lindholmparken i Århus, der understreger, at dét er der i allerhøjeste grad. Her søgtes afdækket et billede af et sådant sted, hvor børn tilbringer »de fleste af deres vågne timer«, og det under ofte foruroligende forhold, der, hvor chokerende det end må forekomme, svært kan karakteriseres som andet end et totalitært samfund en miniature.

Kritik, som tidligere har været rejst over for institutionen såvel som en pædagogisk konsulent, uden at der dog er kommet reelle ændringer ud af det, hvorfor det var blevet nødvendigt at forsøge at råbe systemet op ved en samlet offentliggørelse.

Ensretning og straf, følelseskulde og stress, tvangsaktivering og kadaverdisciplin er i stigende grad hverdagen, som det fremgår af en lang række konkrete eksempler, som refereret i Faklen nr. 2.

Og hvad er så reaktionen fra hele systemet af pædagoger og konsulenter på en så alvorlig kritik? De »undersøger« naturligvis institutionen og skrider prompte til handling.

Men hvilken handling?

Jo, i stedet for en diskussion af børnenes forhold og et forsøg på at forbedre disse reagerede D.I.I. Lindholmparkens leder, Lis Stenfeldt sammen med den pædagogiske konsulent, Ulla Skårenborg med at sende undertegnede hjem på ubestemt tid, så snart de var blevet bekendt med kritikken gennem Ekstra Bladet. Den mundtlige begrundelse lød: »Vi ønsker ikke din tilstedeværelse, når forældrene henter deres børn i institutionen.«

Kontorchef Laurids Thesbjerg og personale-udviklingskonsulent, Niels Christian Svendsen bekræftede i et brev denne »fritagelse«, men nu var begrundelsen en anden, nemlig hensynet til »det røre, som du har skabt i institutionen som følge af din offentliggørelse af din rapport i Faklen«.

At der reelt var tale om en fyreseddel, skal vi siden se.

»MIN SØN KAN BRÆKKE SIG PÅ KOMMANDO«

Fredag den 22.11. afviser institutionens leder, Lis Stenfeldt kritikken, hvorefter hun over for Århus Stiftstidende hævder, at »det billede, Falkentorp tegner af institutionen, ikke passer på de målsætninger og den handlingsplan, institutionen har«.

Nej. Og det er jo selvfølgelig også netop det, der er problemet. Alle de kønne ord og målsætninger om respekt, forståelse og åbenhed bliver langtfra honoreret i praksis.

Formand for Lindholmparkens bestyrelse (der bl.a. har til opgave at definere den pædagogiske linie) og mor til en dreng, der har sin daglige gang på institutionen, Annette Larsen kunne til at starte med ikke genkende den beskrivelse af forholdene, som kommer til udtryk i Faklen nr. 2.

Til Århus Stiftstidende udtaler hun: »Hvis det var, som han skriver, så ville børnene være kommet hjem og have fortalt om det … Jens er kommet hjem med julegaver hvert år, men han er aldrig blevet tvunget til at lave julegaver, og hvis det var tilfældet, havde jeg for længst taget Jens ud af institutionen.«

Det er muligt, Jens har været heldig, i det mindste hvad angår julegaver, men virkeligheden er desværre den, at det er tilfældet. Børn bliver rent faktisk ofte tvunget til at deltage i masseproduktionen af julegaver og andre dingenoter, som sjældent afviger mere fra hinanden, end den ene pap-skabelon-påskekylling afviger fra den anden.

Men det vil utvivlsomt komme som en lettelse for mange, at forældrene til børnene i Lindholmparken ikke »genkender de forhold, som Simon Falkentorp beskriver«. Man kan næsten høre ordskiftet: Neeej! Har du selv lavet den? Og at barnet har svaret ja, kan vel heller ikke nogen finde på at betvivle.

Og her er netop hele pointen. Nej, børn kommer ikke hjem og fortæller om deres egne følelser og oplevelser.

De lever jo i en verden, hvis realitet de voksne skaber, og som ikke betvivles. Man har da også i andre sammenhænge masser af eksempler på, at børn er blevet systematisk både mishandlet og misbrugt, uden blot at komme på den tanke, at der var noget at fortælle.

Hvordan kan pædagoger overhovedet gøre noget for barnet anmærkningsværdigt forkert, når det er netop dem, der definerer rigtigt og forkert for børnene? Hvad skulle børnene melde hjemme?

At de har været uartige? At de ikke har spist op?

Og skulle enkelte af dem være begavet med en så mirakuløs selvstændig dømmekraft, mon da ikke også de ville have en lige så klar fornemmelse af, at »forældrene bakker op om personalet«? Og hvorfor ikke? Fordi »det skal jo gå!«

Når forældrene ikke har været i stand til ved at komme uanmeldt at afsløre mishandlingen af deres børn, skyldes det muligvis, at ingen sådan finder sted. Hvad de eventuelt ser, adskiller sig måske i sidste ende ikke så stort fra deres egen pressede hverdag.

De ved jo, »hvordan det er«. Og børnene er heldigvis glade for at gå der.

Ja, det er jo svært heldigt. Ligesom vores egen forældregeneration var glad for at gå i skolen med de »strenge, men retfærdige lærere«.

Hvor må det være irriterende med sådan en sag, og hvor er det skideuretfærdigt imod de pædagoger, der - hvad heller ikke Faklen et øjeblik kunne finde på at betvivle - til daglig gør deres bedste.

Og hvis lakken krakelerer, så er det bare på med en ny; ingen, hverken medarbejdere, ledelse, myndigheder eller forældre ønsker vel i sidste ende så meget som at tænke tanken, at børn bliver mishandlet: Medarbejderne, fordi det viser, at deres utålelige arbejdsvilkår rammer børnene mere, end samvittigheden kan bære; ledelsen, fordi den ikke har sat ind i tide; myndighederne, fordi besparelser og forringelser er den virkelige årsag; og forældrene, fordi få ønsker at erkende, at de afleverer deres børn til »en gang hø og hakkelse i 46 timer om ugen«, som formand for Børns Vilkår, psykolog John Halse udtrykker den generelle tendens til Information, 6.11.

Så alle bakker op om alle - undtagen om barnet.

Dernæst manglede kun som en ren formsag den officielle rapport om sagen fra Århus Kommune, der kunne stadfæste den rørende enighed. Den kom den 10.12. og frikendte naturligvis institutionen, på trods af at souschef i Børn og Unge-sektoren, Nis Schultz på baggrund af denne konkluderer i Århus Stiftstidende, at »de fleste af eksemplerne er gode nok« …

Samme dag forklarer bestyrelsesformand Annette Larsen så episoden med sin dreng Jens, der var blevet tvunget til at spise, til han brækkede sig, og oven i købet fik en skideballe for denne »komedie« bagefter; »eksemplet er rigtigt,« indrømmer hun, men hævder, at »det er revet ud af en sammenhæng«.

Så må man selv gætte sig til, hvilken anden »sammenhæng«, der retfærdiggør »pædagogisk« tvangsfodring?

Annette Larsen tager imidlertid gladeligt hændelsesforløbet på egne skuldre: »Min søn kan brække sig på kommando,« udtaler hun og bifalder nærmest uden videre pædagogens fremgangsmåde, for hun havde »selv givet pædagogerne besked på, at han skulle spise op« (Århus Stiftstidende, 10.11.).

Velbekomme.

»MAN VED ALDRIG, HVORNÅR HAMMEREN FALDER«

Souschef Nis Schultz erkendte som nævnt, at de fleste af eksemplerne var gode nok, men fortsætter: »… men de bliver brugt til at tegne et billede, som er uden hold i virkeligheden«, og rapporten konkluderer derfor, at D.I.I. Lindholmparken »er en god og almindelig daginstitution« …

Som en lille formel indrømmelse bemærkes det så, at »i konkrete hverdagssituationer kan det dog ske, at de ansatte overser barnets perspektiv og på den måde kommer til at virke for restriktive og bestemmende«.

Og så troede pædagogerne på D.I.I. Lindholmparken og souschef Schultz, at den historie var ude af verden, og undertegnede let og elegant kunne fyres - rapporten havde jo talt, om end den på paradoksal vis både indrømmede overgrebene og frikendte institutionen. Nu skulle der bare lægges låg på.

Uheldigvis viste det sig så, at der var flere andre tidligere ansatte, som har gjort noget nær præcis samme erfaringer.

For pædagog Margit Henriksen Özdemir er den kritik, som blev rettet mod Lindholmparken i Faklen nr. 2, ligefrem blid. Hun har været vidne til flere af de nævnte episoder og konkluderer om fremstillingen af disse: »… de er hverken overdrevne eller fordrejede. Tværtimod. Han er blid i sin kritik«!

Til Ekstra Bladet udtaler hun den 11.12.: »Jeg kan fuldt tilslutte mig kritikken af Lindholmparken. Jeg kunne ikke holde til denne kæft, trit og retning-pædagogik.« Henriksen Özdemir er glad for, at kritikken af forholdene kommer frem i lyset: »Det er godt, først og fremmest for børnenes skyld. Det var også Falkentorp, der fik fjernet pigtråden over hegnet omkring børnehaven.«

Helena Fabricius, der som pædagogstuderende var et halvt år i praktik samme sted, mener også, at institutionen har en gammeldags og autoritær pædagogik: Oplevelsen af »dagligdagen [stemmer] på mange måder meget med, hvad Simon beskriver«. Når hun imidlertid satte spørgsmålstegn ved pædagogikken, blev hun pure afvist med den begrundelse, at hun »var for blød eller vanskelig at samarbejde med«.

»'Det fungerer jo', fik jeg at vide, hvis jeg stillede spørgsmål ved pædagogernes metoder, som jeg anser for at være autoritære og undertrykkende,« siger Fabricius til Århus Stiftstidende, 10.12.

Pædagog Inger Lundsgaard udtaler en lille uges tid senere til TV2-Østjylland om institutionen: »Der er ikke nogen pædagogik. Det er ikke et trygt sted at være for et barn; man ved aldrig, hvornår hammeren falder«!

Hverken Margit Henriksen Özdemir, Helena Fabricius eller Inger Lundsgaard, der alle er tidligere ansatte på D.I.I. Lindholmparken, er blevet så meget som spurgt i forbindelse med udarbejdelsen af den »undersøgelsesrapport«, som frikender institutionen!

Souschef Schultz mener nemlig ikke, at det var relevant for rapporten at tale med tidligere ansatte på daginstitutionen; forældre og nuværende ansatte var et tilstrækkeligt grundlag, for »der er en grænse for, hvor dybt der er behov for at gå« …

Alligevel har Schultz på et afgørende punkt pludselig skiftet mening, efter at flere tidligere ansatte har bakket op om kritikken af Lindholmparken.

Den 10.12. udtalte han som nævnt til Århus Stiftstidende, at »de fleste af eksemplerne er gode nok, men de bliver brugt til at tegne et billede, som er uden hold i virkeligheden«. Til TV2-Østjylland siger han imidlertid en lille uge senere: »Mange af de konkrete eksempler har hold i virkeligheden …«

Ups.

Men denne gang lyder den efterfølgende undskyldning så: »… forstået på den måde, at nogle af de ting, der er beskrevet, de er sket; det, der er det uheldige i den her sag, det er, at de er taget ud af én sammenhæng, og så er de lagt ind i en anden sammenhæng.«

Dette er indlysende nok en lige så pauvert konstrueret nødløgn, som den er hurtigt gennemskuelig.

For mon ikke forældre og offentligheden til syvende og sidst vil foretrække at vide, hvilken sammenhæng der f.eks. retfærdiggør isolation af en 4-årig genert pige, fordi hun ikke har lyst til at synge? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør afstraffelse på legepladsen i våde tissebukser? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør ratificering af en forælder og bestyrelsesformands ønske om tvangsfodring? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør hård mobning fra pædagogers side? Hvilken sammenhæng der retfærdiggør slag og spark - etc. etc.?!

PMF: »LIGESOM AT LADE POLITIET UNDERSØGE SIG SELV«

Et af eksemplerne, der er genstand for kritik i Faklen nr. 2, går på selve forvaltningens pædagogiske konsulent-virksomhed, hvor en kvindelig pædagog med voldelige tendenser, der var til afhøring i forvaltningen i 1993, på trods af indirekte indrømmelser slap uden konsekvenser af nogen art.

Den efterfølgende skriftlige opfølgning fra den pædagogiske konsulent, Ulla Skårenborg gik på, at ledelsen pålagdes at tage initiativ til, at der på institutionen skulle arbejdes med pædagogiske metoder, herunder brugen af sanktioner over for børnene, og at forvaltningen senere skulle følge sagen op. Ingen af delene finder imidlertid nogen sinde sted.

I den aktuelle undersøgelse er til gengæld selvsamme Ulla Skårenborg sat til at opklare påstandene, og man finder da også såre forudsigeligt, at kritikken af institutionen er »grundløs« …

Niels Sandemann fra Pædagogmedhjælpernes Fagforbund, PMF, er af gode grunde ikke tilfreds med rapporten fra Århus Kommune og udtaler til Job og Børn den 18.12.: »Blandt andet har nogle af de samme problemer været oppe i forbindelse med en sag i 1993, da kommunen pålagde institutionen at tage nogle ting op i samarbejde med den konsulent, og det er ikke sket. Det er en af de ting, der burde have været taget op, men når det er den samme pædagogiske konsulent, der burde have fulgt op på sagen fra 1993, som nu vurderer denne sag, så er der noget galt. Det er ligesom at lade politiet undersøge sig selv. (…) Det her smager af, at kommunen har et ønske om at lukke sagen hurtigst muligt.«

Den 21.12. kom da også den givetvis for længst planlagte fyreseddel - og med hvilken begrundelse? »Tillidsbrud og samarbejdsproblemer«!

På trods af alvorlige anklager om kadaverdisciplin, totalitære metoder og kæft, trit og retning; på trods af at nu hele fire tidligere ansatte ved institutionen står bag disse; på trods af at myndighederne indrømmer, at de fleste af de i Faklen nævnte episoder har fundet sted, fyres den, der netop har dokumenteret de overgreb, som det i hvert fald må være i myndigheders såvel som forældres og ikke mindst børns interesse at få frem - og naturligvis snarest bragt til ophør.

Men myndighederne med Schultz i spidsen mener altså, at »der er en grænse for, hvor dybt der er behov for at gå«.

Vi taler her om en egentlig indrømmelse af grove overgreb mod børn - men »der er en grænse for, hvor dybt der er behov for at gå« …?!

Ikke én af pædagogerne er blevet stillet til ansvar for de nævnte episoder, selv om flere og flere tidligere ansatte har bakket op om kritikken. Kun har lederen på Lindholmparken selv bedt om at få frataget ledelsesansvaret og er indtil videre blevet afløst af en konstitueret leder.

Den 22. januar blev souschef Schultz interviewet i morgennyhederne på TV3, men han er stadig væk ikke det mindste anfægtet af, at kritikken af institutionen er eskaleret. På spørgsmålet om, hvorvidt hele denne sag er enestående, svarede han: »Ja, enestående på den måde, at det ikke er specielt normalt, at man fremfører kritik på den måde, som det her er sket.«

Ikke et ord om de konkrete hændelser.

Imidlertid var det øjensynligt ikke alle fra Lindholmparken, som fandt det tilstrækkelig »afstraffende«, at jeg blev afskediget; således fremsatte pædagog Inge Jensen telefonisk ligefrem trusler om vold - højlydt bakket op af sin mand! Hun oplyste endvidere, at hun havde gjort mange bekendt med min adresse - »i håb om, at« jeg »en dag vil få no'en på ho'det«, som hun udtrykte det.

Sagen er selvfølgelig meldt til politiet.

BØRN- OG UNGE-SEKTOREN: »KOLD« OVER FOR KRITIK FRA PMF

Den 30.1.97 holdt Niels Sandemann fra PMF møde med Schultz og Laurids Thesbjerg fra Børn og Unge-sektoren, hvor undertegnede var til stede.

Efter Sandemann havde redegjort for PMFs generelle utilfredshed med sektorens håndtering af forløbet, hvor de, der var genstand for kritikken, selv afgjorde kritikkens validitet, afviste Schultz ham blankt: »Alt det der med 'politiet, der undersøger sig selv', er jeg sådan set kold over for. Jeg er ansat til at gøre det her arbejde, og det har jeg også gjort i denne sag.«

Senere påmindede han mig om, at jeg stadig var ansat i Børn og Unge-sektoren, og »henstillede« endvidere i samme åndedrag skarpt, at jeg ophørte med al offentlig kritik af institutionen; i modsat fald ville han betragte det som »udtalelser mod bedrevidende«, understregede han med henvisning til undersøgelsen, der havde frikendt institutionen. Det var en term, som naturligvis skulle lade mig forstå, at fortsatte skriverier kunne få konsekvenser.

Sandemann spurgte, hvad Schultz da agtede at gøre, hvis ikke kritikken blev indstillet, hvortil souschefen svarede: »Ja, det må jeg jo som Simons arbejdsgiver så afgøre. Vi har jo en proces i gang, hvor vi skal have den institution til at fungere, og al offentlig omtale vil uvægerlig modvirke opbyggelsesprocessen.«

Eller som han udtrykte sig i et lidt mindre fattet øjeblik: »Nu vil vi s'gu ha' stoppet det her!«

Og her var det skam ikke den uacceptable behandling af børnene, han havde i tankerne, nej, det, som souschef Schultz s'gu vil ha' stoppet, er kritikken af denne. Institutionens opbyggelsesproces må ikke modvirkes - ikke et ord om børnenes »opbyggelsesproces«.

Låg på sagen.

I hvilken henseende souschefen opfatter kritik af institutionen og hans egen behandling af sagen som »udtalelser mod bedrevidende« på baggrund af en rapport, som ikke afviser børnemishandling, får altså stå hen i det uvisse.

Et enkelt slør blev dog løftet for, hvad den »bedrevidende« holdning til institutionens pædagogik bestod i: »Det der med, om børn skal presses til at spise, indtil de brækker sig, er et holdningsspørgsmål. Ja, jeg selv er sådan set imod det, jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt, men det er altså inden for rammerne af, hvad en institutionsbestyrelse kan beslutte, så det skal jeg ikke blande mig i.«

Det er et »holdningsspørgsmål«, om børn presses til at spise, til de brækker sig; den slags blander souschefen sig ikke i. Men når flere tidligere ansatte på en institution kritiserer denne fremgangsmåde, så forbryder de sig mod »bedrevidende«.

Og så er det tilsyneladende ganske uvæsentligt, om nogen forbryder sig mod børnene. PMF har insisteret på at få en ny undersøgelse af forholdene i Lindholmparken.

»PASSIV PARKERING AF 300.000 BØRN OM DAGEN«

Fra Faklens synspunkt er alt dette dog ikke blot en sag om en daginstitution med nogle inkompetente pædagoger og myndigheder - få, om nogen overhovedet, mishandler børn bevidst. Som det allerede er blevet understreget, gør pædagoger såvel som myndigheder selvfølgelig deres bedste for at bibringe børnene så forsvarlig en opvækst som muligt.

Men det er også i høj grad netop i dette »som muligt«, hunden - eller barnet - ligger begravet.

Rapporten Fremtidens børneinstitution - fra pasning til udvikling, der blev offentliggjort i starten af november 1996, konkluderer, at Danmarks passive holdning til børns udvikling bl.a. afspejles i »en udtalt mangel på koordinering af indsatsen over for børn samt i det bemærkelsesværdige forhold, at vi aldrig har undersøgt, hvad det betyder for børn at tilbringe langt de fleste af deres vågne timer i offentlige institutioner«. (Ugebrevet Mandag Morgen nr. 38, s. 17).

Rapporten drejer sig således ikke blot om, hvorvidt landets daginstitutioner er gode eller dårlige, men »problematiserer i bredeste forstand et dansk samfundssyn, der har gjort børns liv til et biprodukt af samfundets øvrige prioriteringer og derfor har bevaret den passive parkering af 300.000 børn om dagen - af hensyn til beskæftigelsessituationen«. (Ugebrevet Mandag Morgen nr. 38, s. 18).

Danmark har verdensrekord, både hvad angår antal institutionspladser pr. indbygger, og hvad angår manglende kvalitetskrav til institutionskulturen.

Det er ikke vanskeligt at se, hvorledes disse faktorer, om ikke med nødvendighed fører til et inhumant, offentligt opdragelsessystem, så i hvert fald udgør noget nær perfekte vækstbetingelser for et sådant.

Men måske er det i virkeligheden ikke kun et spørgsmål om, hvilke konkrete visioner, kvalitets- og lovkrav der kan rejses over for institutionernes pædagogik, men om hele institutionskulturen i sig selv overhovedet kan honorere nødvendigheden af en kærlig, udfordrende og lærerig opvækst, der tager hensyn til børn og unges sociale samarbejde såvel som individuelle præferencer og færdigheder, når det skal foregå inden for de rammer, som det moderne samfundssystem udstikker, og inden for de af arbejdsmarkedet dikterede krav om beslaglæggelsen af begge forældres tid?

Er det virkelig alt sammen gjort med at nedsætte nye udvalg og indkalde til nye pædagogiske konferencer? Kan man uddannes til at blive forælder for andre menneskers børn, når det rent faktisk er dét, som er påkrævet i dag, hvor børn efterhånden synes nedprioriteret i forhold til job og karriere?

Et foreløbigt, godt alternativ må i hvert fald være at gøre det økonomisk fordelagtigt for forældre at passe deres egne børn ved at forbedre orlovsmulighederne drastisk og således lette presset på institutionerne tilsvarende. Langt flere forældre ville vælge at passe deres børn selv, hvis det ikke var forbundet med væsentlige økonomiske tab, og der ville samtidig være rigere muligheder for det enkelte barn i institutionen - forudsat, naturligvis, at man ikke samtidig afskedigede personale af den grund!

Fordelene er kolossale: Børnene ville utvivlsomt få en langt bedre, kærligere, mere individuelt stimulerende og på en gang mere fri og udfordrende opvækst hos deres egne forældre såvel som i institutionerne, og det ville selvfølgelig ikke gå ud over deres sociale forhold til andre børn, medmindre de da blev forbudt at frekventere legepladser og legekammerater - næppe en tilbøjelighed, der ligefrem hjemsøger forældre. Samtidig ville effekten på beskæftigelsen vel være betragtelig, eftersom de, der vælger at gå derhjemme, naturligvis ville gøre plads for andre på arbejdsmarkedet.

Danmark bruger årligt 22 mia. kr. på børnepasning - et markant fald i tilgangen til institutionerne ville selvfølgelig føre til et mærkbart fald i udgifterne, og selv om det næppe kan dække merudgifterne til hjemmegående forældre, om vi samtidig ønsker færre børn pr. medarbejder i institutionerne, vil omkostningerne i hvert fald ikke udgøre nogen egentlig trussel for et rigt samfund som det danske.

I sidste ende er gennemførelsen af noget sådant selvfølgelig kun et spørgsmål om prioritering, og som så ofte, når det drejer sig om menneskers forbedrede livsvilkår, er det egentlige spørgsmål, om vi overhovedet har råd til at lade være.

I mellemtiden tilbringer det danske gennemsnitsbarn fortsat ca. 24.000 timer af sine første 16 leveår i institution.

Lad os håbe, at de ikke alle sammen er lige så »gode og almindelige« som Den Integrerede Institution Lindholmparken i Århus.

Simon J.S. Falkentorp