[Berlingske Tidende ville ikke bringe nedenstående indlæg, som hermed offenliggøres på Faklen.dk. Red.]

Når en muslimsk forening kalder til kamp mod et islamistisk parti, som nationen enes om at fordømme som rabiat og til fare for integrationen af unge muslimer med anden etnisk baggrund end dansk, hvordan reagerer Berlingske Tidende så? Jo, man bringer en artikel, hvor man først skitserer initiativet – og dernæst afliver det ved at miskreditere initiativtageren, som var hendes forening og det forkætrede parti to alen ud af ét stykke.

Jeg sigter selvfølgelig til avisens omtale påskedag af den dialog, som Sherin Khankan som formand for Forum for Kritiske Muslimer fredag den 4. april indbyder til om Hizb ut-Tahrir. Her vil en afhopper fra partiets engelske ledelse, Maajid Nawaz, give et indblik i Hizb ut-Tahrirs ideologi og fortælle om sin vej ind og især ud af partiet. Og så vil han, Khankan og andre diskutere forholdet mellem islam og demokrati.

En sådan dialog er man åbenbart ikke synderligt imponeret af på Berlingske Tidende, hvor man snarere opfatter den som et skalkeskjul for en forkyndelse, der kun i formen adskiller sig fra Hizb ut-Tahrirs. I hvert fald har man gjort sig umage med at konfrontere Khankan med religionsforskeren Tine Magaard, der for halvandet år siden blamerede sig med en énstjernet og énøjet anmeldelse af Khankans bog, Islam og forsoning.

Nu udtrykker Magaard sin tvivl om, hvorvidt det overhovedet giver mening at føre dialog med et parti, der er så lukket og topstyret som Hizb ut-Tahrir. En sådan anke kan vel have en del for sig, men Khankan forestiller sig næppe heller, at hun med debatarrangementet kan bevæge nogen til at trække sig ud af partiet. Derimod har hun nok et rimeligt håb om, at den åbne dialog kan gøre andre muslimer opmærksomme på, hvad Hizb ut-Tahrir er for et parti, og navnlig rette deres blik mod dueligere alternativer, f.eks. Khankans egen forening, Forum for Kritiske Muslimer.

Men at dette slet ikke er noget alternativ, skal læseren så overbevises om af Magaard, der med henvisning til Islam og forsoning kan afsløre, at Khankan selv har argumenteret for et »demokratisk kalifat«. Så ved avisen nok, hvad læseren tænker på – ikke parlamentarisk demokrati, men totalitært kalifat. Og avisen kan i hvert fald være forvisset om, at der ikke er nogen, der straks farer hen på biblioteket for at konsultere Khankans bog, som man skal læse på samme måde, som Fanden læser Biblen, for i forfatteren at se en fordækt islamist.

Imidlertid er dét netop, hvad Magaard gør, når hun som et ekko af sin anmeldelse af bogen her i avisen nu igen siger bøh til læseren, som forventes at reagere med skræk og rædsel på Khankans demokratiske kalifat. Bliver den sekularistiske læser mon også forskrækket, når man røber for ham, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er formand for noget, der hedder Kristelig Demokratisk Union?

Apropos Tyskland kunne det være fristende at drage visse historiske paralleller. Nej, ikke ved at sammenligne vore dages muslimer med jøderne i Det Tredje Rige, hvilket ville være urimeligt og med usvigelig sikkerhed påkalde mig diverse debattørers vrede over en sådan historisk reduktionisme. For at imødekomme dem og sikre mig deres lydhørhed går jeg i stedet ind på deres foretrukne sidestilling af nutidens muslimer og datidens nazister, men kun for at afsløre, hvor uhensigtsmæssigt man dengang – ganske som i dag – forholder sig til en bevægelse, man ikke bryder sig om.

Før og under besættelsen af Danmark ville man jo også gerne inddæmme en radikal strømning. Uden for den parlamentariske praksis foregik det ved hjælp af forskelsløs udgrænsning og stigmatisering af alle nazister samt trusler, boykot, hærværk og chikane, når man ikke mente på andre måder at kunne gøre sig forståelig over for dem. Selvfølgelig burde man markere sin afstandtagen fra nazismen, men med den valgte strategi bidrog man kun til at etablere et skæbnefællesskab mellem moderate og rabiate nazister, der uden undtagelse måtte se sig selv som ofre og udstødte. Og således forskertsede man muligheden for at drage de moderate ind i partier, hvor man kunne have forpligtet dem på demokratiet. Dumt!

Peter Tudvad
Faklen.dk, 27.3.2008