Aleksandar Sajin | FAKLEN.DK

Medierne og pseudoreligion

---

Historiens obduktion eller hadets anatomi

Det er kun med besvær, at man genkalder sig billederne af halvfemsernes raseri, opblusning og opløsning af krigens had, mens man vandrer op ad den snævre og stejle Balkangade mod Beograds hjerte, der symbolsk nok hedder Terazije. På tyrkisk betyder Terazije vægt eller balance. Det var sådan, de herskende tyrkere i middelalderen kaldte vandtårnet i byens midte. Sneen drysser uskyldigt og fredeligt på de forbipasserende den lillejuleaftens dag 2005, og man kan ikke få øje på ondskabens akse, der krydsede denne meridian for knap tyve år siden. Som det står i indledningen til den svenske udgave af Hadets Anatomi (Eriksen, Stjernfelt: 2004) var det herfra, de første afgørende brikker til ”den serbiske holocaust på bosnienmuslimer” blev skabt. 

Først og fremmest var det offentliggørelsen af det såkaldte Memorandum fra ”Det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst” (SANU), den 24. september 1986. En del af de intellektuelle i Serbien havde her fundet den forbudne frugt fra nationalismens have, og man udtalte sig om folkemord, der ”stadig blev begået af storalbanske racister”. Akademikerne påstod her, at urolighederne  i 1981 i Kosovo faktisk var begyndelsen til en ”åben krig” mod serberne, med et ”etnisk rent kosova” som mål. I memorandumet kræver de en revision af forfatningen fra 1974, således at de autonome provinser Kosovo og Vojvodina igen skulle komme under de serbiske politiske myndigheder som integrerede dele af Serbien. Den daværende serbiske president Ivan Stambolić (som i august 2000 blev kidnappet og myrdet af Milosević’ regimes militære specialenheder, mens han var på løbetur i en park i Beograd) kommenterede den gang Memorandum som ”’In memoriam’ hvad angår Jugoslavien, Serbien, socialismen, arbejdsselvstyre, lighed, broderskab og enhed.” (Inić: 1995) Og Stambolić ramte pointen, desværre. 

Nu, knap 20 år efter, er Kosovo faktisk næsten etnisk rent. Serberne er stort set udvandret fra området eller bor i isolerede og overvågede enklaver, og memorandumet er blevet et skoleeksempel på en selvopfyldende profeti. De negative forventninger har fuldbåret sine frugter i Serbien, og man har legemliggjort billedet af sin angst.

Da Memorandum første gang blev skabt, spredtes kopier af det i de serbiske hjem i Beograd med det levende ords hastighed. Det havde en aura, som var det et apokryft skrift. Det  skulle indeholde åbenbaringen, som kun de indviede kunne forstå rigtigt. Det skulle således fremstå som sandheden om det serbiske folks sjæl og skæbne.

Memorandumet var skrevet i et let forståeligt sprog uden forstenede floskler fra det kommunistiske styres medie- og politikjargon. Man forklarede den individuelle eksistentielle usikkerhed og smerte som en fysisk og psykisk tilstand, folket befandt sig i, idet hele folket var offer for århundreders politisk og kulturel undertrykkelse og konspiration. I det religiøse billedsprog tilhørte man det himmelske folk, et uskyldigt lam, som blev ofret igen og igen. Her er der tale om den serbisk-ortodokse variant af pseudoreligiøsitet. Den individuelle og institutionelle frelse træder i baggrunden for at give plads til en kollektiv syndsforladelse og en fælles national frelse gennem lidelsen, som hele folket går igennem. Denne identitetsdannelse og selvforståelse gennem kollektiv selvofring fik sit klare udtryk allerede i den nationalromantiske folkedigtning om slaget mellem serbiske ædle og tyrkere på Solsortesletten i Kosovo i 1389. Den serbiske fyrste Lazar vælger det himmelske rige frem for det jordiske og mister dermed sit jordiske liv og rige. Den digteriske fortolkning vender det tabte slag og det serbiske riges jordiske undergang. Tabet bliver således en sejr for hele det serbiske folk, men denne gang i Guds rige. Denne myte har båret folkelig opstand og identitet i mere end fire århundreders eksistens under det Osmanniske rige.

I konteksten af den geopolitiske situation på Balkan i slutningen af det 20’ende  århundrede fik denne offermyte en perverteret aktualisering i den sidste krig på Balkan i 1990’erne, hvor offeret nu blev til bøddel. De statslige medier i Serbien (både de skriftlige og elektroniske) på den tid har understøttet den nationale myte om det serbiske folks evige offerrolle. Nytestamentets fortælling om Jesu ofring og genopstandelse blev nu til en perverteret pseudoreligiøs allegori om offeret, der genopstår som bøddel og hævner sig overfor de svage. Som forfatterne af Hadets anatomi beskrev det, fandt ”den endelige løsning” på det jødiske spørgsmål i Anden Verdenskrig sin makabre fortsættelse på Balkan i Srebrenica, 1995, denne gang med de bosniske muslimer i den reelle offerrolle.

Dog mangler der den dag i dag en grundsten i forståelsen af Balkan-konflikten, også i det dybtgående studie Hadets anatomi (2003). Problemet er en frivillig misforståelse af den onde cirkel både i  mikro- og makrokontekst. Der mangler indsigt i den grundlæggende simulation (den store ”som om”) i det billede, som medierne, også herhjemme, har gengivet i fortolkningen af krigen i det tidligere Jugoslavien.

Som selve titlen på Stjernfelts og Eriksens bog påpeger, har man påtaget sig en obduktion af historien om krigen på Balkan. Man har således skåret med den analytiske kniv dybt ind i den fuldbyrdede fascistisk perverterede forbrydelse over for den bosniske muslimske befolkning i 1990’erne. Men historien om Balkan kunne se helt anderledes ud i dag. Og alligevel ikke. Der eksisterede, hele tiden, et anden Serbien, ligesom der eksisterede et anden Jugoslavien, der aldrig fik sin historiske chance i det nye europæiske fællesskab, som det blev grundlagt i Maastricht i december 1991. Indtil 1987 var det den tidligere serbiske præsident Ivan Stambolić og hans politiske tilhængere, der stod for det andet Serbien. Efter Milošević’ overtagelse af den politiske magt i 1988 var det Ante Marković’ Forbundet af reformkræfter for Jugoslavien, der var alternativet til de nationalistiske bevægelser i det tidligere Jugoslavien. Men de fik ikke nogen realpolitisk støtte fra EU’s ledere. Det første mærkbare politiske indgreb fra EU’s ministerråd var vedtagelsen af beslutningen om at anerkende de jugoslaviske republikker, som ønskede det, i december 1991. Det skete ved forhandlinger om Maastricht-traktaten, hvor det ultimative pres på ministerrådet kom fra den tyske kansler Helmut Kohl. Den umiddelbare politiske konsekvens af denne beslutning var, at krigen på Balkan nu for alvor brød ud og våbenindustrien fik et stort, nærliggende marked. Helmut Kohl var leder af det kristent-demokratiske parti CDU og tysk kansler indtil 1998. Efter at have mistet den politiske magt i 1998, kom det frem, at hans parti i begyndelsen af 1990’erne flere gange har modtaget millionbeløb fra bl.a. våbenhandleren Karlheinz Schreiber. Dette har 7 år senere kostet ham sit politiske liv.

Fristen for ansøgning om selvstændighed for de jugoslaviske republikker ved EU-ministerrådet var lillejuleaftensdag 1991. Det oversete efterspil i Maastrichttraktatens forhandlinger forekommer således som en fantasmagorisk fortælling om formanden for et tysk kristent og demokratisk parti, der i december 1991 uddeler giftige politiske julegaver til demokratiets analfabeter på Balkan. Det er en eksemplarisk pseudoreligiøs allegori om et perverteret julebudskab, der ikke bringer fred på jorden, men den ultimative krig og ødelæggelse til civilbefolkningen i eks-Jugoslavien. Selve EU-ministerrådet optrådte i denne pseudoreligiøse allegori som et perverteret katolsk-økumenisk symbol på kirken. Det havde påberåbt sig den guddommelige beføjelse til det frie salg af ”afladsbreve” til republikker i den jugoslaviske føderation i form af selvstændighedsanerkendelser. Belønningen til de øvrige elleve EU-lande, der gav efter for Kohls pres, bestod bl.a. i inddragelse af den tyske mark i den fælles europæiske økonomi; på samme måde som det frie salg af afladsbreve for knap 500 år siden tjente til finansieringen af den nye Peterskirke i Rom. De pseudoreligiøse lignelser med den katolske kirkes bodsinstitution fra det 16. årh. virker her morsomt præcise, men de er mere end præcise. De er netop mulige, fordi pseudoreligiøsitet åbenbares gennem perverterede lignelser, der bygger på de kendte religiøse fortællinger og traditioner.

De kendte religiøse fortællinger og traditioner findes allerede indprentet i menneskenes ubevidste som en fælles kulturel kontekst, og pseudoreligiøsitet vokser ud af den som en perverteret uregelmæssighed. De moderne massemedier strækker denne fælles kontekst ud med en stadig større hastighed, og dermed forstrækkes også det perverterede, pseudoreligiøse billede af verden. I det billede kobles religion, kultur, videnskab og nation stadig mere vilkårligt sammen i de skrevne og elektroniske medier i den daglige debat, imens ethvert forsøg på en universel humanistisk verdensanskuelse kvitteres med et smil. Der dannes et religionssimulacrum, også i de danske medier, som karakteriseres af særlige emner, metoder og hensigter. Det er et simuleret billede, en postmodernistisk pseudorationalisme, som erstatter den oprindelige universelle religiøse og humanistiske anskuelse af verden. Dybest set drejer det sig om en ”tyrkertro på tegnebog”.

Jugoslavien blev som politisk, økonomisk og kulturel identitet konstant fornægtet og til sidst fortæret udefra og indefra. I den forstand har Milosević’ styre, ligesom andre nationalistiske lederskaber i de tidligere Jugoslaviske republikker, haft trofast støtte i Den Europæiske Unions udenrigspolitik. For Den Europæiske Union, og især for det nyforenede Tysklands kansler, var eks-Jugoslavien et fremmedlegeme - en geopolitisk vanskabning, som helst skulle forsvinde så hurtigt som muligt fra det europæiske politiske kort. Uden bevidsthed om dette faktum er også bogen Hadets Anatomi blot endnu en pseudoreligiøs-lignelse om et par intellektuelles hellige korstog til Balkan som moralens fortabte land.

Uden Milošević’ rolle i 1990’ernes krig ville Jugoslavien måske i en eller anden form stadigvæk have eksisteret, men hvem ville så have haft glæde af det bortset fra jugoslaverne selv? Som om man i de år ikke konsekvent havde benægtet jugoslavernes eksistens som nation både i EU og i alle de opstående nationalstater på Balkan?

Fortolkningens blændværk: Medie og forsoning

I sin natur er nyhedernes form og valg bestemt af deres indre logiske opbygning, der bl.a. udspringer af kriterier for, hvad en god nyhed er i forhold til modtageren, dvs. i forhold til den potentielle køber og konsument. Det, der gør en begivenhed til en god nyhed, er ikke dens forsoningsfunktion, men kvaliteter som sensation, aktualitet og konflikt (Rasmussen 1996). Derfor har nyhederne fra balkanområdet i mere end et årti været en god nyhedsvare med en stabil omsætningsværdi på det europæiske nyhedsmarked. Hensigten med nyhedsformidling i forbindelse med krigen på Balkan har i tidens løb i stadig mindre grad været at formidle en formodet sandhed om konflikten, men mere at tegne et detaljeret billede af balkan-syndromet som symbol på den globale verdens uoverskuelighed. Denne uoverskuelighed handlede i virkeligheden også om en manglende evne til at indse EUs ansvar for konfliktens udvikling.

Efter afslutningen af krigen i Bosnien i december 1995 har man i nogle af de analytiske studier sidst i 1990’erne i stadig højere grad flyttet fokus mod de aktuelle fortolkningsproblemer i forbindelse med Balkankrigen frem for de faktuelle historiske forhold. Paradigmeskiftet fra positivisme til postmodernisme er ligeledes synligt i behandlingen af Balkan-krigs-spørgsmål inden for den international-politiske debat op gennem 90'erne. Lene Hansen afslutter sin Ph.d.-afhandling om dette emne ud fra et reflektivistisk-konstruktivistisk perspektiv med en række spørgsmål om betragtning af Identiteten og den Anden i den internationale politik i forbindelse med krigen i Bosnien:

The question of the Other in the case of Bosnia brings us back once more to the questions of politics, violence and ethics; Bosnia raises the question of what one does when one Other is attempting to exterminate another Other? What does one do when the Self-Other relationship is no longer a dual one, but one which grows a triangular construction with the Bosnian Serbs cleansing the Bosnian Muslims? What does it mean in ethical as well in practical terms to 'enact out responsibility to the Other'? (Campbell 1996c:140) Does it imply bombing Serbian civilians, cutting them off from humanitarian assistance, and letting the Bosnian government get weapons from the West? And if is so, what about our responsibility towards the Serbian Other? Is it temporarily suspended while the sovereignty of Bosnia and the legitimacy of the Bosnian government is being restored? One might have very good reasons for making this argument but it is nevertheless one which needs to be further discussed before we have reached the end of the Other. (Hansen 1998: 390)

Jeg vil her tilføje, at ud fra den simulerede virkeligheds - simulacrets - perspektiv eksisterer dilemmaet om triangel ikke, for der er intet etisk samtykke i hensigterne bag simulacrets handlinger. I det konkrete tilfælde har Vesten ikke anvendt militær magt så sent for at beskytte Bosnierne, men for at legitimere den sidste fase af dekonstruktionen af eks-Jugoslavien som engang var ”the Other” i Europa, et fremmedlegeme med identitet.

En del af balkanstudierne i løbet af halvfemserne har betragtet eks-Jugoslavien som en international konstruktion uden enhver oprindelighed, ligesom man har benægtet eks-Jugoslaverne som nation (i Sperling 1992; Heurlin 1994: 206, 227). Disse analytiske træk kan ses som en efterrationalisering af eks-Jugoslaviens bevidste og ubevidste dekonstruktion gennem økonomiske, kulturelle, politiske og militære handlinger. Situationen i den eks-jugoslaviske region i dag er ikke resultatet af en uheldig eller tilfældig eller historisk og politisk forudbestemt udvikling; den er et fuldbyrdet resultat af simulacrets dekonstruktive virksomhed, både indefra og udefra. Identiteten og selv-anden-forholdet er overlappet af simulacrets hensigter, der som kollektivt ubevidst manifesterer sig i de destruktive handlinger, som mennesker og kollektiver udfører i hverdagen. TV-billeder fra marts måned 2004 fra flere steder i Kosovo viser de tilfældige albanske mænd,  der står i en slags tavs sceneopsætning omkring adskillige bål i området og betragter de serbiske klostre og kirker i brand. Kosovo er siden krigen i 1999 under FN protektorat, og den tidligere præsident Slobodan Milošević sidder i en fængselscelle i Haag uden længere at have nogen form for politisk magt. De mulige skurke er sat på plads. Men forsoning mellem serberne og albanerne er blevet en stadig fjernere utopi.

Man kan selvfølgelig tage ironisk afstand til den ”evige balkankonflikt” og gemme sig bag socialkonstruktivismens skepticisme, der frasiger enhver teoretisk og intellektuel mulighed for, at der rent faktisk findes en sandhed, der analytisk kan indfanges og beskrives, men så frasiger man sig også muligheden for, at kunne give bud på et svar på kosovo-konflikten, der en gang i firserne havde igangsat hele bevægelsen henimod krigen. Man kan lade sig forføre af den historiske positivisme på den ene side (”serber versus albaner”) og den sociale konstruktivisme på den anden (”identitet versus den anden”) og således håbe på at have fundet den gyldne middelvej mellem pisk og gulerod. Men ved vejens ende står simulacrets spejl, og i dets perverterede billede ser man, at konflikten mellem forskellige nationale grupper også kan være en del af de danske og ikke kun de balkanske forhold.

Det er det næste, denne artikel vil handle om: de danske forhold. Hvor er det, man kan spore de pseudoreligiøse træk i dagens Danmark? Hvordan afspejles de træk i de skrevne og elektroniske medier, der formidler nyhederne, men også i kunst og filosofi? Hvordan er forholdet mellem den aktuelle politik på den ene side og pseudoreligiøsitet og medierne på den anden?

De danske forhold

Som bl.a. Umberto Eco har udtrykt det, lever man i den moderne mediestyrede kultur i dag igen inden for en slags middelalderlig forestillingsverden, hvor man går rundt med nogle ”supplerende” billeder om virkeligheden, som medierne har skabt for en. Førhen var det kirken, der havde den rolle, men nu er der ingen, der tror på kirken. Man tror på skærmen. Pseudoreligiøsitet karakteriseres af et universal-holistisk medie-miskmask mellem nation, kunst, religion og videnskab. Med indgreb udefra laver man om på kriterierne for, hvad der er god eller dårlig æstetik, etik og filosofi. Den daglige politik afspejler disse ændringer gennem populistiske forandringer i politiske magtforhold og demagogiske træk i politisk dagsorden. Det som pseudoreligiøsiteten har til fælles med den ægte religiøsitet er ubetinget tro, men på en perverteret måde fordi man hele tiden ubetinget tror på noget nyt, fordi mediernes billeder af verden, simulacret, ændres fra time til time. Det eneste, der kan stoppe denne væmmelige karrusel, er de negative billeder af den anden, som vækker angst og vrede. Man fastfryser sin tro i hadet rettet mod det, der er anderledes. Det er hadet, man tror på. Det har ikke noget med kærlighedens budskab at gøre, men det har pseudoreligiøsitet heller ikke.

På en tilsyneladende mærkelig måde spøger historien om Jugoslaviens undergang i den kulturelle og politiske hverdag herhjemme både med sit emne men også med sine historiske lignelser. Det klare og ligefremme sprog, som Milošević kom til magten med i 80’erne, kan spores i den politiske debat i de sidste ti år herhjemme. Det er en slags kortsigtet, konkret og følelsesladet politisk sprog, der definerer den anden som problem. Det anvendes i dag (januar, 2006) af det fjerdestørste politiske parti i Danmark, Dansk Folkeparti. Ligesom Milošević den gang forstærkede sin magt ved at provokere albanerne i Kosovo til en åben konflikt, hakker Pia Kjærsgaard bemyndiget af sin halve million vælgere ned på indvandrere i den daglige debat, for nylig med udtalelserne om medlemmerne af Muslimsk Trossamfund som landsforrædere. Og ligesom Milošević’ handlinger aldrig havde fred og velfærd for alle som mål, så kan Kjærsgaard heller ikke stoppe sit togt mod magten, før hadekampagnerne har resulteret i åbne og blodige konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper. Men det bliver ikke engang slutningen på det destruktive virke. Man provokerer ikke for at skabe et bedre og mere trygt samfund, man provokerer for at få mere magt. Og man får mere magt desto mere angst, had og kaos, man opfostrer gennem adskillige hetzkampagner. Stort set er man godt på vej til at danne faste rammer for en selvopfyldende profeti: denne gang er det ikke albanerne på Kosovo, men muslimerne i Danmark, der skal piskes til had, og hvis der ikke er nogle muslimske fanatikere, så skal man nok via medierne opdrage de fortabte muslimske børn herhjemme på Nørrebro til at leve op til forventningerne. Med eller uden korsfareren Moses fra Kolding.

Hvor i denne historie er de pseudoreligiøse lignelser, som vi kender dem fra fortællinger om EU og eks-Jugoslavien? De består i, at samtlige større danske medier i bedste protestantisk-lutheranske skrifttrostradition, på samlebånd overfører Ritzaus uredigerede bekendelsesskrifter direkte ind i alle danske hjem. For det er til sidst troen på skriften og ikke ens gode gerninger, der frelser. Problemet er bare at der i Ritzaus pseudoreligiøse bekendelsesnyheder i stedet for tro, håb og kærlighed prædikes bedreviden, skepsis og had. Men nyhedsbureauet Ritzau er ikke den hellige ånds rene kilde, men bare endnu en Carlsberg, som konkurrencestyrelsen aldrig rigtigt har fået fat i. Konsekvensen er et mediemonopol [1].

Et tilfældigt udvalg blandt nyhederne i fjernsynet taler for sig selv:

Medieteksternes billede af verden, simulacret, er en på én gang ubevidst og bevidst blanding af nation, kunst, religion og videnskab. Det forekommer som en pseudoidentitet. Det underbygger en perverteret national selvopfattelse. Irrationaliteten og det kollektivt ubevidste kommer til udtryk som religionssimulacret, hvis grundbekendelser ikke er tro, håb og kærlighed, men bedreviden, skepsis og had. For at udskille religionssimulacret i denne TV-tekst skal vi analysere dens illokutionære akt. Det betyder, at vi skal se på simulacrets bevidste og ubevidste hensigter i de sproglige handlinger, som denne TV avis består af. Hvad er det for en historie, der bliver fortalt her ”mellem linierne” til den danske seer?

Simulacret fortæller: ”Velkommen. Det er en dansk kvinde og soldat, der blev dømt for overgreb på nogle muslimske terrorister, som blev fanget i Irak. Men hun vil ikke finde sig i det. Hun havde ikke fået de rigtige retningslinjer for, hvordan hun skulle handle. Danmark er et mønsterland, men nu angriber EU også dansk transfedt lovgivning. EU-kommissionen kommer altså efter os. Denmark vil ikke finde sig i det. Danmark vil kæmpe imod. Og det går godt for dansk økonomi. Salget af telegiganten TDC er en realitet. En dansk præst har fået en påtale af en biskop. Præsterne skal ikke blande sig i flygtningepolitik med deres plethumanisme. Ellers får de påtaler af biskoppen. Muslimerne er så dumme og aggressive, at de tramper sig selv ihjel på den muslimske pilgrimsrejse. Mindst 345 dræbt under pilgrimsfærd i Mekka. Mens de uagtsomt tramper sig selv ihjel, så er deres fundamentalistiske regeringer i gang med at planlægge, hvordan de kan slå alle os andre ihjel. EU har tilkendegivet, at Irans atom-program  nu er en sag for FNs Sikkerhedsråd. Muslimer er muslimer (og terrorister), uanset hvilket statsborgerskab de har. En nordmand er sigtet i Muhammed-sagen. Mens de norske muslimer truer, lyver de danske muslimer. De danske muslimer lyver om, at Muhammed blev vist som pædofil i tegninger i de danske medier.”

Denne immanente, indforståede pseudoreligiøse lignelse står for den indre logik bag nyhedsudvalget i den omtalte TV avis’ nyhedsprogram. Det er en fortælling om os og dem. Vi kan være stolte af os selv og de kan bare skride. Det er umuligt at argumentere mod simulacrets pragmatiske argumenter, som overskrider den andens grænse og frihed. Man er faktisk nødt til at gribe ind med politisk magt og sanktion, hvis man vil stoppe overtrædelsen. Men et sådant indgreb er ikke muligt og ønsket i demokratiet, før forbrydelsen over for en hel befolkningsgruppe er sket og set. Derfor er det altid for sent, når den nødvendige betingelse er opfyldt. Det er imidlertid ikke kun Ritzau som underbygger simulacrets selvophøjende mytomani. Rollerne som henholdsvis passive ofre og aktive forbrugere i medieverdenen er for længst fordelt både i den venstre og i den højre politiske lejr. For nyhedsproduktionen styres af markedet, og dens etik er underkastet produktudvikling. Det betyder, at enhver nyhedsfabrik og -butik med sans for overlevelse må leve op til konsumenternes forventninger og fordomme, sådan som Ekstra Bladet så også Politikken og Information. Når der f.eks. endelig skal rejses stemmer mod uret, så er det de udvalgte blandt os, indfødte, der skal rejse det på avisen forside, som det for nylig er sket i de 12 forfatteres manifest mod diskrimination i Politiken fra den 15. dec. 2005. Vi er oprigtigt utilfredse med sproget i indvandrerdebatten. Ikke dem. De kan eventuelt få et debatindlæg på avisens bagside, men kun hvis den nogenlunde passer godt til deres tvetydige offerrolle. Det er ikke sådan at ”man [i indvandrerdebatten, A.Š.] angriber dem som ingen stemmer har”, som Klaus Rifbjerg for nyligt har udtrykt det i Jyllandsposten, men man bestemmer på forhånd, hvem det er, der har og ikke har stemme i de danske medier. Dette åndelige forfald er et postmodernistisk gensyn med ”viljens triumf”, denne gang i et af de europæiske lande med den højeste levestandard i verden. Det er dog ikke menneskets eller Guds vilje, der triumferer her, men mediernes pseudoreligiøse forkyndelse om bedreviden, skepsis og had. Det er simulacret, der slår sig i folkets kollektive ubevidste i mediesproget, men også får en bevidst artikulation i de mange offentlige og private stemmer, der forkynder mistro og hetz.

Religionssimulacret dyrker den nationale selvglæde som den øverste guddom i en nu perverteret misforståelse af Pater Noster: ”[...] ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød [...]”, hvor Gud Faderen bliver reduceret til en hvidskægget simulation på nationalismens højsæde. Det er simulacrets vilje, der sker her i mediegængernes hoveder, og det er os og selvfølgelig ikke dem, der måtte få det daglige brød. Med andre ord, det er en vulgariseret udgave af Charles Peirces pragmatisme uden moral, som den dyrkes blandt de indviede på de lokale semiotiske præstekollegier i det ganske land. Den etiske lov i os og stjernehimlen over os er til salg. Lige meget hvad det koster. Man kan alligevel ikke mærke den. Og Gud er død. Sognepræsten Thorkild Grosbøll ved det. Enhver semiotik-forsker med en smule selvrespekt ved det. Ethvert menneske, der ikke vil kalde sig mullah ved det. 

Religionssimulacret har i al ubemærkethed overtaget posten som den nye folketro. Det gik ubemærket for sig, men forskellen er til at mærke i frygten, som denne nye verdensanskuelse bringer. Den nye tro på den kollektive pseudoidentitet har ikke noget reelt indhold. Den er et blindværk, et hylster. Derfor kan den kun bekræftes negativt som mistroen i forhold til den anden, det anderledes. Vi er ikke som dem, og de er ikke som os. Og det skal bekræftes hele tiden, 24 timer i døgnet, som det også udtrykkes i sloganet på Ekstrabladets netavis: ”Deadline hvert femte minut”. Derfor er der også behov for nogle urørlige kriterier, der kan adskille os fra dem. Dansk Kulturministerium gør kriterierne til institution med offentliggørelsen af den danske kulturkanon inden for de syv kunstområder, den 24. januar 2006 ved pressemødet på Kunstakademiets Arkitektskole. Der er ingen tvivl om hensigterne hos kulturkanonens hovedarkitekt, den konservative kulturminister Brian Mikkelsen. Som ministeren klart har formuleret det på de konservatives landsrådsmøde i Ålborg i september 2005, er hele kanon-idéen et led i en national kulturkamp, først mod de kulturradikale og derefter mod indvandrernes ”middelalderlige muslimske kultur". Det, som historiebøgerne om 200 år med undren vil beskæftige sig med, er: Hvordan kunne det ske i H.C. Andersens land, på hans 200-års jubilæum, at ingen af kanonudvalgets udmærkede 36 medlemmer forlod deres post trods idéarkitektens klart fascistoide anstrengelser for at skabe et åndeligt ”rent” samfund? For åndelig renhed er selvfølgelig bare det indledende trin til racerenhed. For at svare på dette må man vende sig tilbage til Martin Luthers lære om Guds nåde og menneskets vilje. Det er ikke dig, der vælger Gud, men det er den skjulte Gud, deus absconditus, der vælger dig. Og det er lige meget, om man er medlem af kulturministeriets kanonudvalg eller ej.

Det perverterede magiske øjeblik

Religionssimulacret er den pseudoreligiøse anskuelse, der dyrker den kollektive pseudoidentitet i hverdagens massekommunikation og bekender sig til bedreviden, skepsis og had. Det definerer sig altid i forhold til den anden, som er dets negation, den barbariske og primitive fare udefra og indefra. Religionssimulacrets rødder ligger i den kollektivt ubevidste eksistensangst, konformismen og menneskets tilbøjelighed til korruption. Martin Luther formulerer det kirkeligt-teologisk  gennem læren om arvesynden. Kabbalaen beskriver religionssimulacrets natur i den jødisk-mystiske tradition som ”klippot” (fl. af hebraisk qlippah, skal, hylster). Jean Baudrillard bruger ordet simulacrum delvist i den samme betydning - en ydre skal, hylster. For at kunne realisere sig som en fælles samfundsværdi med indhold, kræver religionssimulacret menneskets frie vilje. I den forbindelse er det interessant at se på den eventuelle tilstedeværelse af det perverterede magiske øjeblik. Det er et særskilt vendepunkt, en pseudomanifestation af menneskets frie vilje gennem indvielsen af nye kriterier og normer, der skal helliggøre religionssimulacrets bekendelser, som adskiller os fra dem. I kristen-mystisk tradition udmunder det magiske øjeblik i en oplevelse af taknemmelighed, lettelse og indre stilhed. Med det perverterede magiske øjeblik er det lige omvendt. Det efterfølges af indre og ydre konflikt. I Serbien fandt dette vendepunkt sted med Memorandum, som blev nedskrevet af det serbiske akademis medlemmer i september 1986. Det havde til sigte at etablere nye eksklusive serbiske værdier inden for politik, videnskab og etik. I Danmark er det perverterede magiske øjeblik en twosteps initiation. Det første er indvielsen af kulturkampens nye katekismus, essaysamlingen under titlen Kritik af den negative opbygelighed (Thomsen, Stjernfelt 2005) . Den fremføres som ideologikritik af æstetisk negativisme som ”den dominerende æstetiske metafysik i vor periode”. Stjernfelt kalder dette fænomen ”forstørrelse til Intethed”. Det kreative syntagme, som er lånt fra Jorge Luis Borges poetiskhistoriske vokabular, skulle dække det, man kunne kalde negativismen for negativismens skyld blandt nutidens kunstnere og intellektuelle. Fænomenet har ifølge Stjernfelt også haft en smittende effekt på den moderne tids videnskab, politik og etik. Ifølge forfatteren gør man med bogen op med den kritik, der er målet i sig selv. I virkeligheden ender man i et forsøg på at diskreditere den største del af den eksisterende og potentielt kommende kritik af samfundets institutioner udefra og indefra. Man peger på negationsbegrebet i filosofien gennem hele den vestlige tænknings tradition, man diskuterer negationen i forhold til de grundlæggende logiske og filosofiske problemer, som forholdet mellem væren og ikke-væren,  dialektik og nihilisme; kort sagt forstørrer man negationsbegrebet til en universal filosofisk kategori for derefter at angribe negativismen som intethedens ideologi, ”en æstetisk vulgærmetafysik”, som kulturradikale i nutidens kunst har brugt til at promovere sig selv. Bortset fra den fejlslutning, at det er muligt præcist at afgrænse negation fra negativisme og avantgarde fra avantgardisme, kan bogen anses for at være et godt stykke oplysende arbejde. Problemet er, at den vil etablere sig selv, ikke som en ny ideologi, men som en pseudoreligiøs anskuelse der i sit æstetiske, etiske og videnskabelige virke dyrker civillydighed som en pseudoreligiøs dyd og samfundsinstitutionerne som den nye tros templer. Samtidig skal de templer udstyres med kulturkanoner fra kulturministeriets affirmative opbyggelighed, og dermed er indvielsen af de nye værdier afrundet med denne twosteps initiation: nu kan man begynde at skyde løs med det nye kærlighedsbudskab på sine opponenter.

Konklusion

Bortset fra selve konklusionen er artiklen skrevet inden den realpolitiske eskalering af Danmarks forhold til de islamiske lande efter 26. januar 2006. Den uforudsigelige politiske, kulturelle og religiøse konflikt i kølvandet af Jyllands-Postens publicering af Mohammed-tegninger i september 2005 har alligevel været forudsigelig i de sidste ti år i lyset af religionssimulacrets dannelse. Denne kritiskdiskursive analyse peger på, at den aktuelle konflikt ikke handler om mediernes ytringsfrihed, men er et konsekvent led i etableringen af en totalitær simulation af virkeligheden i politik og medierne herhjemme, som undervejs har fået ”nye klæder” under navnet ytringsfrihed og kulturkamp. Dette er en yderst farlig cocktail af national-socialisme og massemedier, der udmunder i en form for passiv fascisme, som i virkeligheden er den største og ultimative fjende af den danske kultur. Denne udvikling er ikke noget nyt i Europas nationalhistorie og har været forudsigelig. Det, der nu er vigtigt, er, at religionssimulacret ikke får lov til at sælge sig selv til resten af den moderne verden som bastion for den demokratiske traditions værdier.

Aleksandar Sajin
Faklen.dk, 26.3.2007

---

---

Litteratur

Baudrillard, Jean. (1994). Simulacra and simulation. (Oversat af Sheiola F.Glaser.) Ann Arbor: The University of Michigan Press.

Campbell, David (1996), “The Politics of Radical Interdependence: a Rejoinder to Daniel Warner”, Millennium 25(1): s.129-141.

Eriksen, Jens M., Stjernfelt, Frederik (2004), Hatets anatomi: resor i Bosnien och Serbien, oversättning av Nina Hallgren och Staffan Vahlquist. (Uppsala : Ruin). Originalår: 2003.

Hansen, Lene (1998) Western Villains Or Balkan Barbarism? Representations and Responsibility in the  debate over Bosnia. (Copenhagen: The Institute of Political Science, University of Copenhagen, Denmark).

Heurlin, Bertel (1994), ”Post-Jugoslavien i et internationalt perspektiv : den internationale og transatlantiske dimension”, i Wiberg H. og E. A. Andersen (red.) Storm over Balkan: Fra oldtidshistorie til stormagtsspil. (København: C. A. Reitzels Forlag).

Inić, Slobodan (1995), Put u bespuce: Interviewbog med Ivan Stanbolić. (Beograd).

Livingstone, Sonia M. (1994). The rise and fall of audience research: an old story with a new ending.. In: Mark R. Levy & Michael Gurevitch (red.) Defining Media Studies: Reflections on the Future of the Field. (s.247-54). New York: Oxford University Press.

O'Sullivan, Tim, John Hartley, Danny Saunders, Martin Montgoumery & John Fiske (1994). Key concepts in Communication and Cultural Studies. London: Routledge.

Rasmussen, Finn (1996), Massemedier – nyhedsformidling og meningsdannelse. (København: Columbus).      

Sperling, Vibeke (red.) (1992), Jugoslavien i stykker. (København: Danmarks Radio).

Stjernfelt, Frederik, Thomsen, Søren U. (2005), Kritik af den negative opbyggelighed. 7 essays. (København: Forlaget Vindrose).

Thompson, John B. (1992). Ideology and Modern Culture: Critical Social Theory in the Era of Mass Communication. Oxford: Polity Press.

Ulmer, Gregory L. (1994). Heuretics: The logic of invention. London: John Hopkins University Press.

Van Dijk, Teun A. (1998a). Opinions and Ideologies in the Press. In Allan Bell & Peter Garret (Ed.) Approaches to Media Discourse. (s.21-64). Oxford: Blackwell Publishers.

Van Dijk, Teun A. (1998b). New(s) Racism. A Discorse Analytical Approach. In: Simon Cottle (Ed.) 'Race', Racism and the Mass Media. Open University Press / Van Dijks hjemmeside: http://www.hum.uva.nl./~teun/racpress.htm.

---