En torturoverlever på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre fortæller: »Jeg blev sendt til en psykiatrisk afdeling, der har specialiseret sig i de lidelser man får, når man har været udsat for det, jeg har været udsat for. Men der fik jeg også medicin, præcis den samme type som min læge tidligere havde forsøgt sig med, og som jeg ikke kunne tåle. Det kunne jeg heller ikke i denne her omgang, jeg blev så zombie-agtig, at jeg ikke kunne tage mig af mine børn. Så jeg ville ikke være med.

Det blev min sagsbehandler i Jobcentret vred over, og hun sagde, at jeg ikke måtte søge om førtidspension, før jeg igen havde underkastet mig medicinsk behandling hos psykiater.

Det er derfor, jeg nu spørger: Kan de det? Kan de behandle mig med medicin, når jeg ikke kan tåle det? Kan de gøre, ligesom de gjorde i fængslet i mit hjemland?«

Til det må man svare: Ja, det kan de.

Hvis sagsbehandleren, Socialforvaltningen og nu sidst Beskæftigelsesankenævnet mener, at du har mulighed for at blive bedre, hvis du kommer til psykiater og får medicin, så må de gerne stille det krav, før du får lov til at ansøge om førtidspension. Også selv om du har prøvet den samme behandling flere gange - og med samme bedrøvelige resultat. Det har vi jo dokumenteret over for forvaltningen, men alligevel fik vi den 26. februar at se, at de fastholdt afgørelsen. Det var en psykiatrisk lægekonsulent i Beskæftigelsesankenævnet der, uden at have set dig, mente, at der igen skulle iværksættes en psykiatrisk behandling.

Medicineret mod sin vilje

Den beskrevne sag er desværre ikke enestående. Dagen efter udspillede der sig en lignende historie. Det drejede sig om en torturødelagt mand, der i årevis har søgt behandling for at lindre følgerne af den fængsling og tortur, han havde været udsat for. Behandlingsforsøgene inkluderede for en del år siden en behandling af en psykiater med medicin. Bivirkningerne oversteg, hvad der måtte være af positiv effekt, og behandlingen blev opgivet til fordel for kognitiv terapi, familieterapi samt massiv og nødvendig assistance fra socialrådgiver. Ved afslutningen af forløbet, der var vellykket for hele familien, står det klart, at han ikke har nogen funktionsevne i forhold til arbejdsmarkedet, så der søges om førtidspension, men med det samme resultat: Der kan ikke gives tilladelse til at søge, før der igen har været forsøgt behandlet med antidepressiv medicin.

I en skrivelse fra Jobcentret står der: »Visitationsteamet finder, at du bør tilknyttes en psykiater med henblik på opstarte antidepressiv behandling«. Men som torturoverleveren sagde: »Vi er nu i Danmark, hvor man ikke skulle behøve at lyve for at redde sig, så jeg ønsker ikke at sige, at jeg tager medicinen, for siden at smide den i papirkurven. Medicinen skadede mig mere, end den gavnede, og det må de da respektere.«

Den respekt for det enkelte menneskes ret til at bestemme over egen krop eksisterer ikke, når man er afhængig af offentlig forsørgelse. I Lov om sygedagpenge har det sin egen paragraf nemlig § 21, hvor man blandt andet kan læse at: »Retten til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte mod lægens opfordring afviser at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens eller kommunens opfordring afviser at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde arbejdsevnen.«

Af Lov om social pension § 18 fremgår det blandt andet, at sagen først kan overgå til behandling efter reglerne om førtidspension, når det er helt åbenbart, at pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved behandlingsmæssige foranstaltninger.

De læger, der har rådgivet forvaltningen i forhold til behandling i de to ovennævnte tilfælde, er det, der også kaldes skrivebordslæger - det vil sige læger, der ikke har set de patienter, de udtaler sig om. De udtaler sig i forhold til det, de mener, er best practice på området. De har i de to tilfælde her rådgivet direkte mod vurderinger fra egen læge og fra specialinstitutionen RCT.

Ovennævnte indeholder en masse komplekse problemer. For det første og for det alvorligste krænkes det enkelte menneskes ret til at bestemme over egen krop. En ret som man i øvrigt har som borger i dette land, hvis man ellers er ved sine fulde fem og ikke hører under psykiatriloven og dens muligheder for tvang i helt specielle tilfælde. Men det er en ret, der ikke gælder for de mennesker, der er afhængige af offentlig forsørgelse - ganske modsvarende den fratagelse af stemmeretten, der gjaldt for lemmer under fattigforsorgen i begyndelsen af sidste århundrede.

Læger som sandhedsvidner

I stedet gælder det, der i forvaltningen betegnes som 'rimelighedsbetragtninger'. For forvaltningen synes det rimeligt, at der kan stilles krav, når man, som en forvaltningsansat lægekonsulent udtrykte det, »får sponsoreret forsørgelsen af de offentlige kasser«. Men de krav, der stilles, kan ikke stilles med den ret det giver at vide, at forvaltningen eller dens læger - eller læger i al almindelighed - ved hvad der skal til, for at en person bliver rask.

Det er nemlig det andet store problem, der opstår, når lægesystemet skal samarbejde med et juridisk system: Vi læger ved ikke, hvad der er rigtigt, men juristerne ved, hvad der er lovligt.

I almindelighed i lægeverdenen forventer man, at de patienter, man har med at gøre, retter sig efter lægens råd i mindre end halvdelen af tilfældene. Mange gange er det skidt, at medicinen ikke tages som foreskrevet, eller at man undgår eller ikke undgår ditten eller datten, men nogle gange takker man jo de højere magter for det, når det viser sig, at det man troede var god latin, senere viser sig at være løgn, måske direkte destruktivt. Thalidomid-sagen er jo gammel, men meget illustrativ, Omniscansagen er tættere på, ligesom hormonbehandlingen til kvinder i overgangsalderen tog en dramatisk drejning, da der kom ny viden frem.

Læger kan ikke bruges som sandhedsvidner i juridiske sager. Vi kan rådgive så godt som muligt, i overensstemmelse med den tilgængelige viden og vores egen erfaring. Ofte med godt resultat, men desværre også med det modsatte. Derfor kan der ikke anlægges rimelighedsbetragtninger i forvaltningen med læger som legitimatorer.

Hvis forvaltningen vil bestemme, hvilken behandling et menneske skal underkaste sig, så lad os diskutere det. Så skal man ligesom i psykiatriloven diskutere, hvilke beskyttelsesforanstaltninger, der så skal etableres, så menneskerettighederne ikke trædes under fode.

I de to ovennævnte sager, synes forvaltningens rimelighedsbetragtninger aldeles urimelige, og vi har fra RCT's side bedt om, at Ankestyrelsen vurderer en af sagerne - en vurdering der efterfølgende vil have betydning for de mange tilsvarende sager. Men Ankestyrelsen tager kun de sager op, som de mener har principiel betydning, og det kan vi jo kun håbe, at de finder, at denne her sag har. Vi vil gerne se sort på hvidt, om det virkelig er muligt, at forvaltningen kan tilsidesætte egen læge og specialinstitution for ikke at tale om det enkelte menneske selv og kræve, at dette menneske underkaster sig en behandling som det ikke vil, og som det ikke kan tåle.

Vi vil gerne have svar på det spørgsmål: Kan man blive tvangsbehandlet i Danmark?

Ellen Ryg Olsen
Kilde: Information, 23.3.2010

Ellen Ryg Olsen er afdelingslæge på Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre.