Vi i Libertære Socialister (LS) - en nystiftet organisation med lokalafdelinger i fem større danske byer - havde længe planlagt at have en libertærsocialistisk blok til den store demonstration d. 12. december, og havde arbejdet på at arrangere den sammen med Syndikalistiska Ungdomsförbundet (Sverige) og Motmakt (Norge). Den store demonstration skulle gå fra Christiansborg Slotsplads kl. 13, men dér ville det være umuligt at finde hinanden, så vi havde aftalt at mødes på Kongens Nytorv kl. 12 og derfra gå samlet i optog til Christiansborg Slotsplads. Vi havde anmeldt vores demonstration i god tid til politiet og således opnået tilladelse, herunder til at medføre bannere, syndikalistiske faner og flyers.

Vi mødtes som aftalt - små 200 personer eller så - og turen til Christiansborg Slotsplads foregik uden noget at bemærke. Vi havde i en Christianiacykel medbragt kaffe og te, som vi delte ud til forfrosne mennesker, samt på forhånd designet og trykt en flyer med en beskrivelse af vores politik på dansk og engelsk, inkl. kontaktinfo m.m.

Vi havde endvidere udsendt en offentlig invitation til alle libertære socialister og lign. om at deltage i vores blok, hvori vi pointerede, at vi deltog som en del af den store, folkelige demonstration og at vi fungerede inden for dens fredelige demonstrationskodeks.

Efter nogen tid, sætter demonstrationen ud fra Christiansborg Slotsplads, og vi kommer godt undervejs. Der går allehånde organisationer side om side og der er generelt bare vildt mange mennesker. Da vi kommer fra Christianshavns Torv ud mod Christmas Møllers Plads har vi en eller anden trotskistisk organisation foran os, nogle Greenpeace/klimaaktivister samt Hare Krishna-folk til højre for os samt en større gruppe sortklædte folk bagved os. Jeg har senere læst i Politiken, at det var politiet selv, der havde forvist de sortklædte demonstranter fra Højbro Plads og sendt dem ind i bagenden af i den store, folkelige demonstration - hvorfor mon?

Vi havde tidligere - da vi stod på Christiansborg Slotsplads - joket med, at det gjaldt om at undgå alt for konfrontationssøgende elementer, der kunne være tiltrukket af vores lækre rød-sorte faner, og udtænkte sågar idéen til et spil: "Dodge the NTAC", hvor en Libertære Socialister-brik skulle forsøge at nå i mål, inden den blev indhentet af en NTAC-brik. Men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at politiet ville bære sig så vanvittigt ad, som det siden skete.

Nuvel, i et forsøg på at få lidt afstand til den større sortklædte gruppe bagtil, prøver vi at få større samling på vores libertærsocialistiske blok, og i den forbindelse går jeg rundt om vores blok og kommer helt op til forbanneret. På dette tidspunkt - netop efter, vi har passeret Christmas Møllers Plads - kommer der pludselig en masse personer bagfra løbende op ved siden af og igennem vores demo, ja, sågar gennem vores frontbannere. Vi stopper forvirrede op for at finde ud af, hvad der foregår, og straks efter kører der politivogne ind fra sidegader foran og bagved os i en såkaldt "knibtangsmanøvre", hvorved vi (samt omkringstående grupper) er lukket inde. Ironisk nok blev alle de sortklædte folk, der kom løbende bagfra, netop _ikke_ lukket inde sammen med os, idet de jo løb og derfor nåede at komme forbi den forreste sidegade, førend der blev lukket af. Fanget i "knibtangen" er således primært de folk, der stoppede forvirret op for at finde ud af, hvad der foregik. Hele vores libertærsocialistiske forening, der efter ca. et års forberedende arbejde blev stiftet på en kongres i Horsens i november, skulle ende med at blive anholdt sammen med vores norske og svenske venskabsorganisationer.

Efter at den første bestyrtelse havde lagt sig, tænkte vi, at det jo nok var en fejlslagen manøvre og at politiet hurtigt ville indse deres fejl og lade os gå. Vi var som sagt en lovligt anmeldt blok, der eksplicit havde indkaldt på basis af det fredelige, folkelige kodeks, og vi havde såvel flyers til uddeling og polititilladelse til fremvisning - ikke normalt størrelser, som diverse sorte blokke gør sig i. Men lige lidt hjalp det.

Vi blev indkranset af en kæde af politifolk fortil og bagtil, og der ventede vi på at kunne gå videre. Men tiden gik dog, uden at der syntes at ske noget særligt, så jeg henvendte mig til en politimand i kæden for at forklare vores situation og fremviste vores tilladelse med politiets logo på. Det tog han dog ingen videre notits af og kommanderede blot: "I skal sætte jer ned!", hvilket vi straks gjorde.

Der sad vi så. Og ventede, og ventede. Endelig forlød det, at politiet lukkede folk ud fortil i afspærringen, idet de visiterede dem enkeltvis og derefter lod dem fortsætte, og jeg snakkede med demo-anmelderen Troels, der foreslog, at vi lod Greenpeace-folkene og Hare Krishna komme igennem først, hvorefter vi kunne gå op bagefter. Det skulle dog ikke ske. I stedet holdt politiet op med at lukke folk ud, og begyndte at anholde fra den anden ende (ned mod pladsen). Vi sad stadig på jorden og frøs, og blev så hentet en efter en, fik vores hænder bundet på ryggen med "strips" og blev sat i "futtog" på den iskolde jord. Politiet gjorde tilsyneladende ingen forskel på folk, og såvel mindreårige som gamle damer blev bagbundet og sat på asfalten, ganske som også de glade, dansende Hare Krishna-folk i deres tynde gevandter fik samme behandling. Hvordan kunne nogen tro, at *de* var skyldige i hvad det end var, vi blev regnet for skyldige i, husker jeg, jeg tænkte.

Chokeret såvel som forfærdet over behandlingen sad vi så dér, medens futtogene voksede i en uendelighed. Mine - og mange andres - strips var spændt meget stramt, så jeg fik hurtigt smerter i håndleddene. Det blev kun værre af, at vi blev sat meget tæt sammen og ikke rigtig kunne rykke os på nogen måde eller bevæge hænderne. Folk var stadig ret vantro, tror jeg, og selv om der hørtes sporadiske klager, tog folk det meget passivt. Efterhånden som kulden og smerterne fra de skærende strips blev sværere og sværere at overse, begyndte folk dog at klage deres nød, ganske som der efterhånden var en del, der havde brug for at tisse.

Det var dog stort set nytteløst at gøre opmærksom på dette. De få betjente, der gik rundt blandt demonstranterne, overhørte de fleste bønner, medens mange af deres kolleger blot stod i grupper og hyggesnakkede eller smilende så til, medens folk led.

Vores Christiania-cykel med kaffe, te, flyers og tasker var blevet væltet over ende i al tumulten og lå nu ulåst på gaden. Min ven Emil bad flere gange politiet tage nøglen i hans lomme og låse cyklen men blev blot mødt med ligegyldighed. Efter en times tid kom der nonchalant en tilfældig forbipasserende og stjal cyklen (med personlige ejendele, tasker og lånte termokander) foran øjnene på os, men uden at vi kunne gøre noget.

Først da alle folk var blevet sat på jorden, kom der endelig en enkelt bus, der samlede nogle af de først anholdte op. Og vi troede, at vi nu snart kunne forlade den frosne asfalt, men det skulle vise sig falske forhåbninger. Efter den første bus var kørt af sted med en brøkdel af de anholdte, skete der nemlig ikke mere.

Vi ventede i timevis, medens stripsene skar sig ind i mit håndled og smerterne blev næsten uudholdelige. Ved siden af mig råbte folk på hjælp og folk besvimede, medens andre blev båret bort - med ansigtet tårevædet og fortrukket af smerte. Politiet sagde, at der ville komme busser "snart", men "snart" viste sig at være et mere end sædvanligt relativt begreb, idet vi sad mindst tre timer og rystede af kulde. I blokkene på hver side af vejen stod der folk i vinduerne og råbte ad politiet, at de da ikke kunne lade folk sidde og fryse på jorden sådan, men det tog de ikke nogen særlig notits af. Flere måtte tisse i bukserne, og jeg hørte en teenageknægt blive truet med fyrre dages fængsel af en betjent, hvilket ikke mindskede desperationen. Vi havde jo ikke gjort noget. Vi havde blot gået stille og fredeligt med i en lovlig og folkelig demonstration og var pludselig blevet løbet over ende. Hvad skulle vi da have gjort anderledes? Blevet hjemme? Men hvor er demokratiet så henne?

I anden time på asfalten var stemningen på asfalten mildt sagt desperat, og folk råbte af såvel smerte som vrede. På den anden side af afspærring spillede et venligsindet samba-band utrætteligt for os, medens folk råbte: "Let them go!", og på vores side svarede tusind stemmer: "Let us go! Let us go!". Lige lidt hjalp det dog, for der var ingen nåde - ingen selvstændig stillingtagen hos politiet, hvoraf dog nogle betjente nu var begyndt at gøre sporadiske forsøg på at løsne de strammeste strips og følge enkelte til toilettet. Min venstre arm værker stadig, som jeg skriver disse linjer, og jeg bliver mindet om min godmodige ven Anders, der græd af smerte, da de førte ham forbi mig. Imedens var en schæferhund sluppet løs og løb rundt og snerrede af de bagbundne demonstranter.

Stemningen blev ikke bedre, som mørket faldt på og temperaturen faldt yderligere, og igen og igen hørtes fællesråb som "LET US GO!", "THIS IS TORTURE!" og favoritten "THIS IS WHAT DEMOCRACY LOOKS LIKE!".

Endelig, efter tre timers lidelse, ydmygelse og kulde ankom der enkelte busser, og nogle flere folk blev læsset ind i dem, men der var alt for mange anholdte, og alt for få busser. På et tidspunkt kom turen dog til mig, og jeg blev sat ind i en bus af en uvenlig betjent, der holdt et fast greb om om min overarm.

I bussen sad vi stadig med strips på, og flere måtte sidde på gulvet. Bussen kørte afsted mod Valby, men der var stor forvirring i bussen; ikke mindst på grund af de mange tilrejsende, der ikke kendte den københavnske geografi. Ankommet til politiets improviserede detention i en hal i Valby gjorde bussen holdt i indkørslen og blev holdende. Der holdt mange busser, og vi var tydeligvis langt tilbage i køen. En person foran mig i bussen spurgte, hvor vi var, og en kvindelig betjent svarede ham, at det måtte han ikke få at vide, for det var hemmeligt. Vejskiltene havde dog på den mest undergravende facon sladret på vejen derud, og jeg kunne meddele ham, at vi befandt os på Retortvej i Valby.

Der sad vi så i bussen og ventede og ventede og ventede. Smerterne ved at have mine arme tæt fastlåst på ryggen var nu så store, at jeg ikke husker, hvornår jeg sidst har oplevet noget så smertefuldt. Mit forpinte ansigtsudtryk må have været slemt, for en betjent kom ned til mig for at spørge, om jeg var ok. Jeg forklarede ham om smerterne og deres årsag, men det var der ikke noget at gøre ved, sagde han. Hele tiden blev de ved med at sige, at det "snart" blev bedre, men dette "snart" viste sig igen og igen enten at være tomme løfter eller at lede til en situation, der ikke var mindre pinefuld.

Smerterne i mine arme blev værre, og på et tidspunkt måtte jeg bede om at få lov til at komme på toilettet. Jeg skulle egentlig ikke tisse, men det var eneste chance for at få en midlertidig pause fra smerterne, så jeg benyttede mig alligevel af muligheden. Det lettede - for en stund. Efter toiletbesøget gik den tilbage i bussen med stripsene på, hvor nogle nye betjente var kommet til, der højlydt drøftede de vanvittige autonome, der gik amok overalt i byen, og jeg spekulerede på, om samfundets ressourcer ikke var bedre brugt, om de var taget ud for at se på det i stedet for at straffe uskyldige i det søvnige Valby.

På et tidspunkt stiger der to betjente ind i bussens forende og går ned ad midtergangen, indtil en peger på mig og siger: "Du der! Har du legitimation på dig?", hvilket jeg svarer bekræftende på. "Kom med os ud!", siger han, og jeg bliver taget med ud af bussen og får (endelig!) mine strips klippet af. "Fortæl os, hvad der er sket", siger den ene, og jeg forklarer i korte rids baggrunden for anholdelsen som beskrevet ovenfor og viser dem mit udprint af den tilladelse, som politiet selv har udstedt. De virker lidt beklemte og den ene siger kammeratligt: "Ja, så skulle du jo nok ikke være blevet taget med. Det sker jo undertiden, at de forkerte fisk bliver fanget i nettet". "Ved du om andre, der var med i det samme som dig?", og jeg forklarer ham, at en stor del af flere busserne er fra samme fredelige blok, men det virker åbenbart for uoverskueligt for ham, så de fører mig i stedet ned til en udgang og siger, at nu må jeg gerne gå, og at de skam er kede af, hvad der er sket og at jeg jo evt. kan klage. De virker oprigtigt undskyldende og er tydeligvis af en mere menneskelig disposition end indsatsstyrkerne, der anholdt os. Efter tre timer på den frosne jord og fire-fem timer i stadig alvorligere smerter er jeg mildt sagt også "ked" af, hvad der er sket, og så vred over, at man gør den slags mod åbenlyst uskyldige, at ordet "klagesag" kun dårligt udtrykker mine følelser, men hvad skal man sige, så jeg siger farvel og drager af sted.

Nede ved busstoppet står nogle flinke folk fra en organisation ved navn "Anarchist Black Cross" og deler varm kaffe og te ud til de forfrosne løsladte, og jeg labber grådigt den varme væske i mig for at bedre min sygeligt lave kropstemperatur. Glad for at være et menneske igen står jeg lidt og snakker med dem, inden jeg går afsides for at ringe til mine med-anholdtes kærester m.m. for at oplyse dem om, hvad der er sket. Medens jeg ringer, ankommer politiet imidlertid til busstoppet i stort tal og omringer kaffefolkene, hvorefter de forviser dem fra stedet. Herfra trækker de hen til den nærtliggende S-togs-station, hvor de i stedet tager imod de løsladte og hjælper dem med varme drikke, mad og informationer om gratis retshjælp. Efter nogen tid bliver dette imidlertid også for meget for politiet, og de bliver skubbet videre op på S-togs-stationens perron. Herfra bliver de senere igen gennet ned på gaden, der efterfølgende bliver afspærret med politi-tape, så ABC-folkene med deres kaffe og retshjælp hverken kan komme til busstop eller S-togs-station og således er forhindret fra at yden nogen støtte til de forkomne frigivne. Jeg undrer mig oprigtigt over, hvad årsagen til det skal være.

Ligeledes står det mig stadig som uforståeligt, hvorfor netop jeg blev plukket ud af bussen til tidlig løsladelse. Det kan næppe have haft noget med demotilladelsen at gøre, idet det nu var over tre timer siden, jeg havde vist den til en betjent, der i øvrigt var uinteresseret og hvis eneste svar var at beordre mig til at sætte mig ned. Mest sandsynligt virker det, at det skyldes, at jeg er lidt ældre end de fleste anholdte og hverken i påklædning eller adfærd "ligner" en "lømmel" og derfor modtager en mere human behandling end de mange teenagere i bussen, omend den overordnede oplevelse mere minder om tortur end om nogetsomhelst humant.

Det er i dag - søndag d. 13/12 - blevet oplyst, at politiet vælger at sigte tre af de ca. 1000 anholdte, der oplevede denne brutale behandling, måtte sidde i timevis på den frosne asfalt og ryste af kulde, skrige af smerte og pisse ned af sig selv? TRE!?! This is not what democracy looks like ...

Rasmus Underbjerg Pinnerup
Kilde: Indymedia Danmark, 13.12.2009