De to chefredaktører, David Trads og Simon Andersen, kæmper hårdt for at undgå, at folk skal opdage, at en uvildig kommission nedsat af deres eget fagforeningsblad og institution for forskning og videreuddannelse i journalistik totalt har forkastet Nyhedsavisens massive angreb på DR og Guldbrandsen, der lavede filmen 'Den Hemmelige Krig'.
Blandt andet bruger chefredaktionen det gamle nummer med at beklikke kommissionens medlemmer og dens habitus. Også selv om kommissionen blandt sine fem medlemmer tæller kendte "røde lejesvende" som Mikael Kristiansen, tidl. spindoktor for Fogh, og Mette Bock, tidl. redaktør for Jydske/Vestkysten.
Det er i sig selv pinligt, at Nyhedsavisen bliver kritiseret i en rapport, der skulle vurdere Den Hemmelige Krig. Men det er endnu mere pinligt, at I ikke kan tage imod kritik fra anerkendte kolleger fra alle sider af det politiske spektrum.
Mht. at I har oversat en central engelsk sætning forkert - eller i hvert fald strammet den ud over det rimelige, så påviste jeg det på min blog allerede dengang: Borgerlige begår igen tortur på engelsk!
Her påviser jeg ikke blot fejlen i oversættelse af »might«, og senere, at selv om forhørslederen oprindelig også sagde »To the best of my recollection« og »might« igen, så går usikkerheden på det præcise antal af tilfælde, ikke en generel usikkerhed, ganske som denne selv har bekræftet siden. I øvrigt er »to the best of my recollection«, selv om det evt. oversættes med ”så vidt jeg husker” et meget lille forbehold, og faktisk bruges »to the best of my recollection« ofte i vidneudsagn og ved underskrifter, hvor man erklærer at have gjort sit bedste for at huske efter.
Men jeg påviste også, at den amerikanske forhørsleder omtaler en episode, hvor danskerne kom med »nok 10-12 fanger«, mens forsvar og regering har holdt fast på, at der i de to officielt anerkendte overdragelser var tale om 3 og 31 fanger.
Så ikke alene må der have været MINDST tre overdragelser, men forhørslederen siger faktisk »nok en fem-seks gange«.
Det er jer på Nyhedsavisen, der her er »fulde af løgn«, som Trads i sin tid skrev om DR.
Jeg har påpeget andre fejl i jeres dækning samt de fortielser I har måttet begå for ikke at afsløre jeres fejl.
Trads reagerede på Guldbrandsens oplysninger om, at han havde dobbelttjekket med den amerikanske forhørsleder Hogan, om gengivelsen var o.k., ved at love, at man selv ville søge at få fat i Hogan, underforstået at Guldbrandsen også var fuld af løgn her.
Endelig fik Nyhedsavisen så fat i Hogan, og det afstedkom artiklen (dengang redaktionchef) Simon Andersens artikel »Kronvidne: Ingen overgreb på fanger«, selv om Hogan som forhørsleder jo ikke ville kunne være kronvidne i dét spørgsmål uden at bringe sig selv i fare for retsforfølgelse.
Men hvor blev den del af interviewet med Hogan af, hvor Nyhedsavisen ville tjekke, om han virkelig havde sagt o.k. til fjernelse af de nævnte forbehold? Eller hvor man spurgte ham nærmere ud om det antal gange, han havde set overdragelser?
Og hvor blev endnu en artikel af, nemlig den der tilbageviste et nyt interview, som Guldbrandsen lavede til netstedet for 'Den hemmelige krig', hvor forhørsleder Ed Hermann bekræfter, at alt det han er citeret for i filmen er korrekt, og at Guldbrandsens »speak« er fair?
Den nærmere beskrivelse af forløbet kan findes her: Hvem laver propaganda?
Jeg har påvist, hvordan I har været brugt nogle tilfældige tal om DR på en måde, der overhovedet ikke er dækning for, og som en 1. semesters studerende på statskundskab ville dumpe i statistik for her: Journalister og statisjusk
Endelig er jeg kommet med mit bud på, hvorfor I her var så overivrige efter at gå i kødet på DR - ud over at det giver almen omtale, nemlig for at konkurrere med TV2 om rollen som DR's modstander og dermed også konkurrere om TV2's annoncekroner: Nyhedsavisens grund til at angribe DR
Filmen indeholder i øvrigt en mindst lige så vigtig påstand, nemlig at regeringen har misinformeret folketinget, både i spørgsmålene ovenfor, men også da statsministeren sagde, at USA havde lovet at overholde Geneve-konventioner, mens Bush netop havde skrevet: »Når det passer med USA's varetagelse af sin militære opgave.«
Det problem var I også med til at flytte fokus fra, og nu gør I det faktisk igen.
Claus Piculell
Faklen.dk, 19.8.2007 / Kilde: Nutcracker (Nyhedsavisen)