Hvem forsvarer det enkelte menneskes frihed - den borgerlige fløj eller os på venstre flanke? Diskussionen er lige så gammel, som den er omstridt. Ikke desto mindre er den hamrende aktuel. For folketingsvalget handler ikke bare om velfærd eller skattelettelser. Det handler om frihed.

I forfatteren Dennis Nørmarks antologi 'Friheden flyver', der udkom i maj, er budskabet simpelt. Højrefløjen repræsenterer den enkeltes ret til at leve det liv, hun ønsker. En garant for det mangfoldige, skæve og frie.

Fra min plads på bagerste række i folketingssalen er Nørmarks billede svært at genkende i det politiske landskab. Normaliseringen af Christiania var en hjertesag for Foghregeringen. At adskille kirke og stat kan slet ikke komme på tale. Ægteskab forbeholdes fortsat mand og kvinde og bør i øvrigt ikke indgås over landegrænser.

Før i tiden blev menneskerettighederne betragtet som minimumstandarder. I dag er det politiske flertal tilfreds, bare de overholdes, og ser dem på den måde nærmere som maksimumstandarder.

De gradbøjes i øvrigt flittigt. Især når de involverer ikke-danske statsborgere. Lømmelpakken har tildelt forsamlingsfriheden nogle alvorlige skrammer. For slet ikke at tale om terrorlovgivningen, der giver staten hidtil usete muligheder for at overvåge borgerne.

Da jeg blev valgt til Folketinget i november 2007, forestillede jeg mig, at al min tid ville gå med at bekæmpe uligheder. Men kampen for det, der af en eller anden grund stadig kaldes borgerlige frihedsrettigheder, har skrevet sig ind på det ene kalenderblad efter det andet.

Med VKO-påfund som eksempelvis tuneserloven er forsvaret for noget så elementært som retten til at komme for en dommer ved frihedsberøvelse blevet overladt til venstrefløjen. Enhedslisten har somme tider opbakning fra vores venner på rød stue. Andre gange står vi alene.

Men skal der da ingen grænser være for den enkeltes frihed? Jo, naturligvis. Rygeloven begrænser individets frihed, men den er et glimrende eksempel på, at 'frihed' ikke handler om frihed til at volde skade på andre mennesker. Man bliver syg af passiv rygning. Det er ikke rimeligt.

Et andet eksempel kunne være revselsesretten, der, trods Søren Krarups misforståede snak om »familiens frihed« og »forældrenes opdragelsesmandat«, intet har med frihed at gøre.

En del af forfatterne i Nørmarks antologi vil givetvis komme med den indsigelse, at de som ægte Cepos-liberalister hverken går ind for øget overvågning eller lømmelpakke. Og det har de ret i. Faktisk fremlagde Enhedslisten i foråret en Frihedspakke med fire forslag, der alle tidligere har været fremført af den borgerlige tænketank.

Alligevel er Cepos og det tankesæt, de repræsenterer, på et helt afgørende punkt frihedens mest inkarnerede modstandere. For godt nok er de tilhængere af borgerlige frihedsrettigheder, men som ægte liberalister er de samtidig erklærede tilhængere af ulighed.

Det er et urgammelt højrefløjsargument, at et skattefinansieret velfærdssamfund og et reguleret marked er en begrænsning af den enkeltes frihed. Arbejder man for økonomisk lighed, begrænser man samtidig den enkeltes frihed, lyder det. Jeg mener, at det forholder sig stik modsat. Ulighed skaber ufrihed.

Et konkret eksempel på, hvordan lighed har ført til frihed, er kampen for ligeløn. Før kvinderne kom på arbejdsmarkedet, var de som bekendt et hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. For kvinder var udsigten til skilsmisse samtidig udsigten til en økonomisk katastrofe. Konsekvensen var blandt andet, at alt for mange kvinder var tvunget til at bide tænderne sammen og fortsætte samlivet med ubehagelige mænd i ubehagelige ægteskaber.

Vores skattefinansierede plejehjem, børnehaver og vuggestuer – og ikke mindst børnechecken – er forudsætningen for, at vi i dag har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder. Den skattefinansierede velfærd er dermed også en forudsætning for kvinders frihed.

Da Lars Løkke Rasmussen fremlagde sin skattereform i folketingssalen, konfronterede jeg ham med det faktum, at hans reform gennemsnitligt giver mænd 2.000 kroner mere om året end kvinder, og at den derved øger uligheden mellem kønnene i det danske samfund. Det er simpel matematik: Når man giver mere til dem, der har mest, vokser afstanden mellem top og bund.

Han så forundret på mig og afviste problemet ved at svare, at regeringen »...ser jo familieøkonomien under et«. Udtalelsen viser for det første, at landets statsminister tilsyneladende går ud fra, at alle kvinder bor sammen med en partner. Og i parentes bemærket, at denne partner er en mand. Den tilgang til kærligheden lugter ikke ligefrem af frihed.

Og for det andet, at han enten ikke har forstået eller er fløjtende ligeglad med, at økonomisk ulighed mellem mænd og kvinder skaber ufrihed. Måske er det årsagen til, at regeringen ikke har tænkt sig at løfte en finger for at komme de 18 procents lønforskel mellem kvinder og mænd til livs. Et andet aktuelt eksempel er Venstre, de konservative og Dansk Folkepartis angreb på dagpengesystemet.

En god arbejdsløshedsforsikring giver mulighed for at sige fra over for lusede lønninger og elendige arbejdsvilkår. Et udvandet dagpengesystem derimod presser lønmodtagere til at acceptere urimelige forhold og gør dem i højere grad afhængige af tilfældige arbejdsgiveres luner. Dermed bliver angrebet på dagpengene et angreb på hver enkelt lønmodtagers frihed.

Velfærd og omfordeling er altså ikke en byrde, der kvæler friheden, men et institutionaliseret fællesskab, der sikrer og øger den enkeltes frihed. Omvendt skaber fattigdom og ulighed afhængige og ufrie individer. Derfor handler næste folketingsvalg ikke bare om velfærd eller skattelettelser. Valget handler om frihed. Ikke bare fordi Venstre og de konservative for længst har afskrevet kampen for frihedsrettighederne og overladt forsvaret af disse til venstrefløjen.

Men fordi regeringens systematiske angreb på vores fælles løsninger samtidig er systematiske angreb på den enkeltes frihed.

Johanne Schmidt-Nielsen
Kilde: Johannes Blog, 7.8.2010