Torsdag den 4. juli var der i metroXpress en artikel med overskriften: "Indvandrer- børn er utrygge i skolen". Det var også forsidehistorien. Man kan se avisen her - artiklen er på s. 6.

Vinklingen i historien var forbløffende.

Artiklen indledes med, at der er kommet en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som viser, at op mod 25 procent af skolebørn med indvandrerbaggrund føler sig utrygge i skolen. Det samme gælder for 8 procent af etnisk danske børn. Rapporten kigger IKKE på årsager. Det gør artiklen.

Artiklen giver ordet til en af medforfatterne på rapporten, til formanden for Danske Skoleelever og til formanden for Skole & Samfund. Alle tre nævner de på forskellig vis "indvandrernes kultur" som en mulig årsag til utrygheden. Kun formanden for Danske Skoleelever (hvad med indvandrerelever, forresten?) nævner "mobning og småracistiske spændinger", med et forsigtigt "hvis" foran.

Især lægger jeg mærke til udtrykkene "kulturel splittelse", "flerkulturelle udfordringer", "familier kender ikke skolesystemet" og "nydanske elever, der kommer fra en fremmed kultur og er vant til at lære på en anden måde".

Det er alt sammen reelle problemer rundt omkring i skolerne, som man bør tage alvorligt. Men talte vi ikke her om utryghed? Det havde været interessant, hvis artiklen kort forklarede hvordan utryghed defineres i rapporten, for det første jeg tænker på er da ikke "jeg forstår ikke, hvad der foregår", men "her er jeg bange for at være".

Jeg forstår for eksempel ikke meget af det, der foregår til en fodboldkamp, men det gør mig jo ikke ligefrem utryg. Utryghed er et spørgsmål om bekymringer og frygt. Det synes de også i forsikringsselskabet Tryg (reklamefilm her).

Jeg har også oplevet utryghed i skolen og det havde da intet med "kulturel splittelse" at gøre. Jeg vidste udmærket godt, hvad der foregik. Det var meget enkelt: af og til var der børn, der mobbede mig. Der havde det faktisk været en fordel ikke at vide, hvad der sker. Men altså, jeg skilte mig jo ud. Jeg boede på et asylcenter, var ikke særlig god til dansk, gik udelukkende i genbrugstøj (der ikke var særlig kønt) og havde ikke rugbrød i madpakken. Det er guf for børn, der mobber.

I min klasse var de meget søde. Der var en enkelt pige, der var ude efter mig til at starte med, men jeg kunne forstå hende, for det var tydeligt, at hun selv blev mobbet. Igen - jeg vidste udmærket, hvad der foregik: hun ville desperat gerne ud af den rolle og prøvede at få mig til at overtage pladsen. Jeg var frustreret, fordi jeg ikke kunne dansk godt nok til at svare igen og fordi jeg nu skulle starte forfra med at finde min plads i klassens hierarki. Det tog lidt tid, fordi jeg først og fremmest kunne gøre det via det faglige, men det endte med at gå meget godt.

Der var også drengen, der hånede mig for min faldefærdige cykel. Det var ham, der lærte mig, at Kildemoes er den fineste cykel, man kan have i Danmark, for han understregede at sådan en havde han naturligvis selv. Synd for Kildemoes at få den slags reklame. Jeg har da heller aldrig villet eje en. Ham havde jeg et langt større problem med end med ovennævnte pige, for hvad var hans undskyldning?

Men det, der decideret gjorde mig utryg, var et par store drenge som var ude efter os bosniske børn i skolen. Jeg var virkelig bange for dem. Jeg gjorde alt for ikke at blive set af dem. Jeg gik aldrig alene på gangene og holdt mig helst væk fra aulaen i frikvartererne.

Mit blod frøs til is den gang den ene af dem kom til mig på biblioteket og sagde en masse vulgært til mig lige foran mine klassekammerater. Jeg kunne stadigvæk ikke godt nok dansk til at svare igen, selv hvis jeg havde turdet, men jeg kunne forstå. Han nåede at overfuse mig og grine ad mig og gå sin vej igen, før jeg kunne rokke mig ud af stedet. Mine klassekammerater var også chokerede. Jeg gemte mig væk og græd ud.

Jeg åndede først lettet op, da de store drenge gik ud af folkeskolen. Dét kan man kalde utryghed.

Hvordan kan man tro, at det her bare er et spørgsmål om, at indvandrerbørn og deres forældre "på grund af deres kultur" ikke forstår, hvad der foregår? Hvad ville de have sagt til mig? "Kære lille ven, nu skal du høre: de mobber dig bare, fordi du går i andres aflagte tøj og cykler på noget, der ligner en løgn. Det er bare på grund af din kultur, du er utryg over det." Skulle det måske være dansk kultur at mobbe?!?

Kun hvis man ser på de politikere, der påstår at være de danskeste af alle - dem, der kalder sig for Dansk Folkeparti. I deres snart 10 år ved magten har de jo heller ikke ligefrem bedrevet andet end fremmedhadsk mobning fra magtens korridorer. Det er svært at ryste mistanken af sig, at det er fordi folk er blevet så vant til det, at en artikel om indvandrerbørn, der er utrygge i skolen, hovedsageligt kredser om "det er nok på grund af deres kultur".

Amila Jasarevic
Kilde: Amila Bosnae, 4.7.2010