Så kører det igen her i hytten, i hvert fald når vi taler om computeren, denne forunderlige indretning, der er så central for enhver form for livsførelse, at man knap tør tro på beretninger om, at der har levet mennesker, der ikke havde adgang til Facebook og YouTube. Det gamle dyr, som har lagt ryg til mangt et blogindlæg og utallige quizzer om, hvilken bil, grøntsag, superhelt eller træsort jeg monstro kunne være, afgik ved døden. Skærmen var sort, og der kom sære lyde fra harddisken. Intet at gøre. Requiescat in Pace. Med den harddisk forsvandt også en enorm dynge lort, som jeg på et tidspunkt har gemt og siden glemt alt om; så meget desto bedre. De virkelig vigtige ting kan være (og er) på en enkelt USB-nøgle.

Nå. Jeg har en del venner og bekendte, der tilhører en bestemt, fanatisk sekt, og mange af dem kan være ganske pågående i deres forsøg på at hverve mig. Vi taler om Mac-folket. I ved, dem, der svæger til ting med æble-logo, bløde, afrundede former og gerne et navn, der begynder med et lille i, og da det så slap ud, at jeg skulle ud og spendere sparepenge på en ny hushjerne, var de der med samme. "Nu kan du få dig en Mac," lød det, og de klappede forventningsfuldt i deres små bløde, runde iHænder.

Jeg kunne godt se, at de havde nogle gode pointer. Det er ikke fordi jeg har gået rundt og været en storsmilende, juble-glad tilhænger af Windows. Det er sådan noget, der var der og så nogenlunde gjorde, hvad det skulle, samtidig med, at det fyldte en helvedes masse, med tiden kørte stadigt langsommere og blev voldangrebet fra alle sider af ondsindede hackere, så jeg skulle bruge det halve af tiden på virusbeskyttelse og konstante opdateringer, og så kunne jeg i øvrigt gå rundt og bekymre mig over, om det nu også var godt nok.

"Alt det slipper du for med en Mac," sagde de glade, unge frelste mennesker i deres hvide iGevandter. "Den kører bare meget bedre, og du skal ikke spekulere på alt det der med virus". Det lød jo virkelig forjættende, måtte jeg indrømme, men deres argumenter blev til vag, floromvunden iUdenomssnak, når jeg gjorde opmærksom på den uomtvistelige kendsgerning, at de dér Mac-tingester er skidedyre.

Nu kunne jeg jo nok have støvet et eller andet brugbart brugt op, det havde jeg sådan set under alle omstændigheder tænkt mig at gøre. Ud over det med prisen var jeg nu også lidt loren ved at kaste mig i armene på noget, hvor alting drejede sig om ét bestemt mærke, men nok så afgørende var det, at der var noget helt andet, jeg havde lyst til at prøve.

For år tilbage mindes jeg, hvordan visse af de mere hårdkogte nørder i min omgangskreds talte varmt og engageret om Linux. Ikke, at jeg helt vidste, hvad det var, men efterhånden fik jeg da en vag fornemmelse af, hvad det drejede sig om. Det var åbenbart et styresystem for folk, der levede det frie liv langt fra Bill Gates' kløer, og så var det i øvrigt noget, der appellerede til den slags indsigtsfulde mennesker, der rent faktisk ved, hvad der egentlig sker i en computer, og som kan finde ud af at gøre noget ved det. Sådan et menneske er jeg ikke, så jeg kastede et sidste blik på de utæmmede Linux-sjæle, der boltrede sig frit på steppen, og spekulerede så ikke mere over den sag.

Så er det jo, at jeg med mellemrum har læst et eller andet pip om, at nu er Linux sandelig ikke længere bare for de indviede, men også noget, som såkaldt almindelige mennesker kan bruge til noget. Lige i den sammenhæng må jeg modstræbende betegne mig selv som et almindeligt menneske, og dermed kunne jeg dårligt blive ved med at ignorere fænomenet.

Nu er Linux mange ting. Det er sådan noget, der findes i en lang række udgaver, som forskellige nørder har siddet og hjemmebrygget. Det er en del af ideen - den kode, der styrer maskineriet, er frit tilgængelig for alle, så enhver, der kan finde ud af den slags, har frie tøjler til at lave sin egen borede og hakkede udgave, modsat sådan noget som Windows, hvor motoren er lukket og forseglet og aldeles utilgængelig. Jeg havde efterhånden læst en del (bl.a. ovre på Modspil) om Ubuntu, som efter sigende skulle være et såvel dueligt som tilgængeligt bud på et Linux-baseret styresystem.

Ubuntu lød i det store og hele for godt til at være sandt. Det fylder ikke så meget som Windows og fungerer dermed fint også på aldrende computere. Ikke alene er der ikke rigtig nogen, der gider udvikle virus, der angriber Ubuntu, det er efter sigende også i sig selv nærmest immunt over for angreb. Det er pærelet at installere og kan betjenes af en dement snudebille med begge arme bundet på ryggen. Det kommer med en hel røvfuld programmer, der er lige at gå til, så man skal ikke ud og finde Office-pakker og andet hejs. Det gør én ti gange så cool som alle Mac-brugere tilsammen, og kvinderne vil kaste sig over én, hvor man end går. Nåja, og så er det gratis.

OK, det var så her, det skulle være. Jeg benyttede mit hidtidige hakkebræts bortgang som påskud til at kaste mig ud det uden sikkerhedsline. Jeg købte en ny, brugt bærbar, der kom uden nogetsomhelst installeret, satte en Ubuntu-CD i og holdt vejret. Og søreme om ikke skidtet endte med at fungere.

Nu har jeg så levet lykkeligt med den Ubuntu-drevne hushjerne i lidt over et døgn. Jeg har ikke antydningen af forudsætninger for at sige en masse klogt; jeg har ikke forstand nok på sagerne til at ane en dyt om, hvad der foregår bag kulisserne, og jeg har ikke levet i de nye tider længe nok til at fortælle vidt og bredt om mine eventyr. Jeg kan bare konstatere, at de daglige småting såsom at tekstbehandle, surfe lidt rundt samt skrive et enkelt blogindlæg i hvert fald kører uden problemer. Der er absolut intet, en ukyndig vane-windowsbruger som mig ikke har kunnet gøre fuldstændig intuitivt. Så må tiden vise, om det lykkelige Linux-liv i øvrigt viser sig at leve op til de gyldne løfter.

OK, jeg må nok hellere indrømme, at det der med, at man bliver supercool og kvinderne kaster sig over én var noget, jeg selv i min begejstring lod mig rive med til at finde på. Men resten skulle være godt nok.

Christoffer Gertz Bech / Kilde: Cegebe-Urban, 17.5.2009