Trykkefrihedsselskabet skal have ny hjemmeside. For at rejse midler til det mål – og i forbifarten lige teste grænserne for ytringsfriheden - føler de sig berettiget til på ny, at lange ud efter en gruppe mennesker her i landet og en verdensreligion i øvrigt med risiko for at kickstarte Muhammedkrise III.

Sagen er, at Trykkefrihedsselskabet med Lars Hedegaard i spidsen har valgt at genoptrykke det billede af bomben på hovedet, som ellers er blevet trukket rundt i manegen så mange gange, at man skulle tro, at publikum for længst var gået hjem.

Manden med turbanen tager sig for selv samme publikums skyld dog lidt anderledes ud denne gang: "Billedet er trykt med lysbestandige farver og på fint papir i størrelsen 42 x 21.5 cm. Vi leverer i et solidt rør" oplyser selskabets nuværende hjemmeside (som i parentes bemærket virkelig kunne trænge til en ansigtsløftning), men ellers er sagens kerne præcis den samme som tidligere: Ytringsfrihed som mål eller middel; eller ytringsfrihed vs. anstændighed.

Det startede jo i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var under pres, og det frie ord truet. Og det er vel noget pjat – dengang som nu. Man kan sige, hvad man vil! Men det er ikke altid en god idé, hvis man vil undgå at såre sine medmennesker. Og det er bestemt ikke anbefalelsesværdigt, hvis eneste pointe netop er at såre sine medmennesker. Det var måske disse overvejelser, den vægelsindede og anonyme børnebogsillustrator kæmpede med dengang i begyndelsen. Hvorfor støde og såre en hel befolkningsgruppe blot for at tjene en skilling? Andre greb stafetten herfra og satte fart på netop for at støde og såre og tjene en skilling. Faktisk pressede de på som gammeldags korsfarer under ytringsfrihedens hellige faner velvidende, at dette ærligt talt kluntede og lidet sofistikerede karikatur-brøl af en ytring ville oprøre.

"Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse" skrev Flemming Rose med karikaturerne. Citatet tager stadig prisen for mangel på både følsomhed og almindelig sund fornuft. Et verbalt knytnæve-slag – fra majoritet til minoritet - ud af det blå, som forsøges retfærdiggjort med noget overfladisk demokratisnak. Det har intet med demokrati at gøre, for demokrati handler om dialog. Denne ytring – både citatet og tegningerne – er langt fra og oven i købet helt gratis, da de netop ikke lægger op til dialog, men kun minder om hånlige råb fra en gruppe hooligans.

Og nu sker det så igen! Gentagelse tærer som bekendt på selv den bedste historie, men tredje gang virker netop denne her om muligt endnu dummere og pointeløs end første gang. Men det skal nok lykkes på ny at støde og såre og tjene en skilling (faktisk hele 1,2 millioner hvis de sælger ud).

Hør godt efter, Lars Hedegaard, ytringsfriheden bør ikke være en knytnæve i ansigtet; den er ikke et mål i sig selv. Pointen er jo, at man netop ikke forsvarer ytringsfriheden ved at stå og råbe hvad-som-helst ind i ansigtet på sin næste, nej, man udhuler blot begrebet ved dette misbrug. Ytringsfriheden er nemlig et middel med hvilket man kan servere sine synspunkter og input til en (civiliseret) samtale.

Tænk på Immanuel Kants kategoriske imperativ, som fordrer, at du aldrig bruger et andet menneske kun som middel. Her er det jo sat på spidsen: Du træder en del af Danmarks befolkning under fode for at tjene til en ny hjemmeside. Det er ikke blot uetisk, men også skammeligt og ukonstruktivt.

For dig og dine kumpaner, som giver os andre et dårligt ry, burde ytringsfriheden komme med en brugsanvisning: "Bør bruges med omtanke, hvis den ikke skal gå til". Eller som amerikanerne siger det: "You cannot cry fire in a crowded theatre".

Jeppe Fogtmann, CEPI
Kilde: Jyllands-Posten, 17.4.2009