Faktisk skylder jeg statsministeren en dyb undskyldning. Den kan ikke være dyb nok, for længe har jeg undret mig over, at han offentligt og uden så meget som en enkelt afslørende tåre i øjet har kunnet meddele, at han er i dyb sorg over, at en dansk soldat igen er dræbt i Afghanistan.

Jeg har tilmed kigget i den store ordbog over det danske sprog i 27 bind for dér at finde en forklaring på, hvordan statsministeren kan være i dyb sorg. Og jeg kunne ikke få det til at stemme med mit eget indtryk af statsministeren, for sådan ser han ikke ud, men hvad står der i ordbogen? Jo, at ved sorg forstås en dyb, vedholdende sjælelig smerte eller nedtrykthed, forårsaget af tanken på et uafvendeligt onde, tabet af et stort gode eller af en person, der har stået én nær; en følelse af smerte eller ulykke; en ulykkelig, nedbøjet sindstilstand; i videre anvendelse også om følelsens udtryk i miner og opførsel.

Intet af alt det observerer jeg hos statsministeren. Kun de bestandigt gentagne oplysninger om, at han er i dyb sorg. Og tro mig. Jeg har som de fleste andre set mennesker i dyb sorg. Jeg har også følt med dem. I afmagt har jeg taget om dem. Men jeg har aldrig haft det fjerneste behov for at tage om statsministeren. Jeg bilder mig endda ind, at hvis jeg mødte op i Statsministeriet for at tage om ham i hans dybe sorg, ville jeg straks blive overmandet af en snes sikkerhedsvagter, lagt i håndjern og spærret inde for forstyrrelse af den offentlige orden.

Men jeg er endnu ikke kommet frem til min dybe undskyldning til statsministeren, for jeg må inden da tilstå, at jeg hellere end at se statsministeren i dyb sorg havde set ham smadre sit skrivebord i raseri over de fordømte afghanere, bande over sin succesrige forgængers lukrative job eller fyre de idioter, der ikke kan skrive et kondolencebrev til en død soldats efterladte, uden at det er fyldt med stavefejl og fotokopierede gentagelser.

Men se! Nu stiger solen af havets skød, og statsministeren er alligevel ikke i dyb sorg. Det er mig, der ikke har læst grundigt nok på lektien i den store ordbog over det danske sprog, for der findes også en anden variant af sorg end den dybe vedholdende smerte, der forårsages af tanken på et uafvendeligt onde.

Går vi ned til Sorg, pkt. 2, fremgår det nemlig, at ordet sorg også kan anvendes om ydre kendetegn, ceremonier eller riter, hvorved man efter skik og brug udtrykker bedrøvelse eller smerte i anledning af et dødsfald.

"Sorg over en død er syv dage," hed det på Christian den Sjettes tid, og som eksempel på Sorg, pkt. 2 citerer ordbogen den altid ondskabsfuldt-satiriske P. A. Heiberg: "Det er jo over fjorten dage siden, De lagde sorgen for Deres salig kone; hvorfor er De da nu så sort?" Og den lige så sarkastiske H. C. Andersen har naturligvis også en bemærkning om den udvendige sorg: "Sørgeåret var tilende, Enkefruen gik klædt i halv Sorg."

Derfor vil jeg gerne undskylde, at jeg fejlagtigt troede, statsministerens dybe sorg var udtryk for Sorg, pkt. 1. Jeg forstår nu - og jeg har ordbogen og sprogforskningen med mig - at tragiske og meningsløse dødsfald i det fjerne Afghanistan i virkeligheden slet ikke giver anledning til dyb sorg, pkt. 1 hos statsministeren, men at det alt sammen er teatersorg, jvnf. Sorg, pkt. 2.

Den dybe sorg, pkt. 2 er et levn fra enevælden. Den er et overleveret etikettespørgsmål. Lige som statsministeren pr. etikette møder op i kjole og hvidt, når han inviteres til hoffet, former han pr. etikette ordene 'Jeg er i dyb sorg,' når han får den oplysning, at endnu en dansk soldat er dræbt i Afghanistan.

Det er statsautoriseret teatergråd. Og det er min fejl, at jeg ikke vidste det og blot lænede mig tilbage for at nyde forestillingen med min egen private klump i halsen.

Så derfor må jeg beklage, kære statsminister, at jeg tog fejl af Sorg, pkt. 1 og Sorg, pkt. 2.

Jeg har også bemærket, at statsministeren slet ikke kan se noget galt i Dansk Folkepartis menneskesyn og derfor har trynet sin kirkeminister, der sin vane tro og som altid i ganske få sekunder havde en anden opfattelse. Men ordet menneskesyn findes slet ikke i den store danske ordbog. Det nærmeste, vi måske dér kommer begrebet er ordet menneskedyr, som betegner mennesker, der beherskes af deres lavere instinkter og opfører sig dyrisk og råt. Og ordbogen har et meget præcist citat.

"Lovene og øvrigheden tillader menneskedyrene her i landet at myrde menneskene," skrev forfatteren Jakob Knudsen, så det var måske alligevel ordet menneskedyr, statsministeren havde i tankerne, da han udtalte sig så smukt om Dansk Folkepartis menneskesyn.

Flemming Chr. Nielsen
Kilde: Modstandsradioen Danmarks Løver, 25.9.2010