Første gang jeg stødte på Bent Jensen var i 1980. Filosoffen Jean-Paul Sartre var død, og i Jyllands-Posten skrev jeg en nekrolog. Jeg havde nær sagt en begejstret nekrolog, ikke fordi han var død, men fordi han havde været her.

Som helt ung var jeg medredaktør af det eksistentialistiske tidsskrift Exil, og i et brev fra Paris havde Sartre sendt sin varme opmuntring til de to redaktører. Skulle jeg så svine ham til i en nekrolog? Nej, men det mente Bent Jensen, som i et indlæg om nekrologen påpegede, at Sartre i en periode af sit liv var sovjet-marxist, og alligevel havde jeg ikke hældt en skidtspand ud over hans kiste. Altså en pinlig nekrolog. Død over Sartre.

Hos Bent Jensen er korstog og Richard Løvehjerte forenet i ét og samme skelet, og hvem skulle tro, at samme Jensen også er en passioneret honningavler. Altid med en sød fært af mission og hellighed skriver han om folk, der ifølge ham er moralsk anløbne, selvretfærdige og latterlige. De får en ordentlig én på bikuben, senest journalisten Jørgen Dragsdahl, for om ham har en eller anden efterretningsmand gjort det notat, at han var agent for Sovjetunionen.

Egentlig svarer det til, at en kontormand i skattevæsenet udokumenteret ville beskylde Bent Jensen for at have snydt i skat med sit honningsalg. Det er heller ikke noget bevis, og på samme måde med Dragsdahl. Det er kun Bent Jensen og hans allierede i Dansk Folkeparti, der på så spinkelt et grundlag tør føre en dansk Moskvaproces mod Jørgen Dragsdahl.

I 1980erne lærte jeg Bent Jensen nærmere at kende. Han var kortvarigt politisk redaktør på Jyllands-Posten, og jeg var lederskribent. Dagligt forbløffedes jeg over hans pudsige valgsprog, som var "Spøg til side," men endnu mere over hans bestandige monologer om den og den, der havde støttet flykapringer og haft kontakt med terrorist-organisationer. Som professor i historie fik han ikke desto mindre skulderklap fra Jyllands-Postens læsere og chefredaktører, der i store træk har den opfattelse, at hvad en historie-professor skriver må være sandt. Den, der modsiger Bent Jensen, fornemmer, hvordan det må have været at leve under den spanske inkvisition med ham som storinkvisitor.

Den urokkelige vished om at være på sandhedens side i en så flertydig verden som vor røbes i Bent Jensens dunst af rankrygget hellighed. Hvis de skamløse vil falde på knæ og undskylde deres ugerninger, så tilgiver Bent Jensen dem nemlig og udsteder sin honningsøde benådning, for hans bogholderi over skamløshed har altid været selektivt. Syndere, der allierer sig med Bent Jensen og Dansk Folkeparti, bliver med ét til hædersmænd. For eksempel den engang så røde Ralf Pittelkow, der forsvarede Italiens lige så Røde Brigader, som var en terrorist-organisation, til hvis forbrydelser hørte kidnapningen af en ansat hos bilfabrikken Fiat.

"Der er her tale om en form for væbnet kamp, der overvinder nogle af den tyske Rote Armée Fraktions grundlæggende abstraktioner," skrev Ralf Pittelkow i 1975 og mente ikke, at "der for socialister er grund til at deltage i det almindelige borgerlige hylekor over Rote Armée Fraktion."

Bent Jensen kender udmærket Ralf Pittelkows artikel. Hvorfor har han så aldrig kaldt den for en "skamløs udgydelse"? Nej, Ralf Pittelkows brøde er tilgivet, for bien Pittelkow stikker aldrig Bent Jensen og hans ulvekor.

Tilsvarende kunne Jørgen Dragsdahl, som ifølge byretten er uden sovjetisk brod, iklæde sig sæk og aske og blive fast honning-leverandør til Dansk Folkepartis organ, bøje sig pilgrimsdybt for Bent Jensen og hans junta, men det ville være en fad afslutning på en tragedie, der gør sig langt bedre med storinkvisitoren i den nu sandsynlige sidste akt som Don Quijote på korstog.

Flemming Chr. Nielsen
Kilde: Modstandsradioen Danmarks Løver, 23.5.2010