I resten af Kurt Westergaards liv skal han nu have en skurvogn stående i baghaven. Inde i den skal sidde en årvågen livvagt, for selv når solen står på sin middagshøjde, lurer mørke kræfter på Kurt Westergaard.

Livvagten i skurvognen er symbolet på, at vi vogter over vores ytringsfrihed. Ingen skal komme og anfægte den. Det var Jyllands-Posten og Kurt Westergaard, der gjorde danskerne til et modigt folk. Hos os er ordet frit. Og især på Jyllands-Posten er ordet frit.

Det er den myte, som siden Kurt Westergaards Muhammed-tegning har defineret den danske selvforståelse. Vi har en fri presse, og den tolererer ingen censur.

Den, som ikke tror, vi har ytringsfrihed, er selv i ledtog med mørke kræfter.

Alligevel findes der sprækker, som afslører, at Kurt Westergaard og hans livvagt som ytringsfrihedens symboler er en myte. Men man skal kigge godt efter, for sprækkerne males ustandselig over, og de poleres væk og glemmes. Myter skal være glatte, enkle og runde.

Sådan gik det også en sprække i Danmarks Radios P1 den 30. august 2008. Her blev Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Carsten Juste interviewet om Jyllands-Postens forhold til ytringsfriheden.

Af interviewet fremgik, at avisen og ytringsfriheden er langt fra at være slyngveninder og turtelduer. Lad gå med, at Kurt Westergaard fik en alvorlig påtale, da han kort efter optrådte som gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde. Ind trådte han med Richard Strauss i højttaleren og en blafren af Dannebrog på storskærm. Intet øje var uberørt. Ingen jubel blev stikkende i halsen. Intet sejrende landshold kunne få større opbakning end den, der fra alle danske hjerter strømmede Kurt Westergaard i møde.

Men dagen efter blev Kurt Westergaard kaldt til orden af sin chef på Jyllands-Posten. Avisen interesserede sig ikke en døjt for Westergaards ytringsfrihed; kun for sin egen. Og for den er Kurt Westergaard et redskab. Han må ikke optræde som tegneren Kurt, men alene som funktionæren Westergaard, for kun en funktionær kan styres og tøjles og dirigeres og begrænses. Det kan det frie ord og den fri tegning aldrig.

Men tilbage til tidligere chefredaktør Carsten Juste i radio-interviewet. Og bemærk venligst, at Carsten Juste nogle måneder før interviewet var gået af som chefredaktør. Pensionerede redaktører er som regel værd at lytte til. De er ikke så bundne på hånd og mund som de stadig agerende.

"Selvcensur udøver vi hver eneste dag," siger Carsten Juste derfor, og han fortsætter: "Det gør vi af hensyn til læserne, for vi har en meget broget og forskelligartet læserskare."

Allerede her kommer den første ridse i Richard Strauss' triumfmarch. Er det virkelig sandt, at Jyllands-Posten i hvert fald delvis redigeres af sine læsere? Intervieweren spørger nemlig Jyllands-Postens chefredaktør, om det da handler om ikke at støde de trofaste kunder i butikken?

Og hertil svarer den pensionerede chefredaktør: "Ja, det er klart; det handler om at tage det hensyn."

Og Dannebrog vajer nu ikke længere stolt i baggrunden, for intervieweren vil vide, om Jyllands-Posten snarere anlægger en kommerciel vurdering end en vurdering, der handler om at forsvare ytringsfrihden.

"Ja," svarer Carsten Juste. "Det er en kommerciel vurdering."

Hermed er myten om ytringsfrihedens ukrænkelighed på Jyllands-Posten demonteret. Undervejs erkender Carsten Juste også, at Jyllands-Posten "ikke bringer billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig."

Citat slut, men vi lader Carsten Justes tilståelse stå et øjeblik: "Ikke billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig." Og: "Ja, det er er kommerciel vurdering."

Sådan taler den mand, der ifølge sin kollega Bent Falbert på Ekstra Bladet er "fundamentalist, når det gælder ytringsfriheden."

Jeg havde den fornøjelse i mange år at være Kurt Westergaards kollega på Jyllands-Posten, og jeg kendte ham som en fremragende tegner. Han tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede han dem med tre eller fire yppige bryster. Han tegnede præsident Clinton som sexuel vildmand med stor cigar, og han gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde ham sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. De var ikke i Jyllands-Postens interesse, for avisens læsere ynder ikke den slags hån, spot og latterliggørelse af amerikanske præsidenter. Kurt Westergaard kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle hans tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor han blev kaldt til orden.

Nej, Jyllands-Postens læsere sætter ikke pris på deforme kvinder, fik Kurt Westergaard at vide. Eller med et citat fra Carsten Juste i radio-interviewet: "Jeg har skrottet talrige af hans bare bryster."

Også det er en kommerciel vurdering. Så lidt som bare bryster på avispapir bryder Jyllands-Postens læsere sig om latterliggørende tegninger af den frie verdens ypperste ledere. Tegn en grim kommunist eller en komisk socialdemokrat eller en ondskabsfuld muslim eller gør en vakkelvorn radikal til spot og hån. Men understå dig i på avisens papir at gøre grin med vore læseres idealer, Westergaard.

Den censur sad vi på Kurt Westergaards kontor og morede os over. Og i et par uger holdt han sig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og fantasien igen ved Kurt Westergaard: Han tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for hans dæmoniske tuschpen.

Ny opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og så kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: "Stop pressen!" Altid reagerede Kurt Westergaard med det frække glimt i øjet, som er liv og åndedræt for en bladtegner.

Selv for den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Men er det da ikke min selektive hukommelse, der forvrænger virkeligheden? Nej, for i radio-interviewet erkender Carsten Juste også, at hvis han nu i Kurt Westergaard havde et fundamentalistisk medmenneske, når det gælder ytringsfriheden, kunne denne Westergaard godt hævde, at "hans ytringsfrihed gang på gang var blevet krænket, ja, det kan han."

Og Carsten Juste fortsætter: "Man retter i et vist omfang ind efter læserne, for en avis er afhængig af læserne."

Læserne har altså medbestemmelse over, hvad avisen vil trykke. Ytringsfrihed er forklædt markedsanalyse. Og nationen står vagt om de 13 bogstaver i ordet ytringsfrihed. Begejstret tror vi, at det er Kurt Westergaards ytringsfrihed, vi hylder. Men paradoksalt nok er han midt i den ideologiske triumf blevet til det, man engang i Sovjetunionen kaldte for Arbejdets Helt. Han fremstiller kun arbejdsgiverens og læsernes mytologiske livretter. Og samtidig må han frygte for sit liv. Nogen vil for smed rette bager.

Netop den famøse dag leverede Kurt Westergaard en tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, og chefredaktionen klappede, for med den tegning kunne avisen umuligt støde de trofaste læsere. Og det er jo med Carsten Justes ord netop det hensyn, det handler om at tage. Det er en kommerciel vurdering. Det handler om ikke at modarbejde sin egen butik. Kurt Westergaard kunne også have leveret en amerikansk præsident med forfalskede spillekort i hænderne. Så havde han igen stået til en afklapsning, og Dansk Folkeparti ville ikke have hyldet ham med en regnbue af Dannebrog på storskærmen og de jublende toner fra Richard Strauss i højttaleren.

Men nu faldt tegneren Kurt Westergaard som offer for en kommerciel vurdering. Hans ytringsfrihed var en myte.

Det var en kommerciel overvejelse, der gjorde ham til livstidsfange i sit eget hus med en livvagt i baghaven.

En tragisk og sørgmodig skæbne for en funktionær, der gjorde præcis, hvad arbejdsgiveren ønskede. Og fik mordtrusler som en ekstra og ubehagelig omkostning. De er en ekstrem variant af nedslidning, asbestlunger, museskader, malersyndrom og så videre. Og med en langt hårdere straf for gerningsmændene. Kurt Westergaard er i sit offentlige liv blevet arbejdsmiljøets hidtil mest navnkundige offer.

Kilde: Tidsånder: Carsten Juste, DR P1 30. august 2008.

Flemming Chr. Nielsen
Faklen.dk, 8.2.2010 / Modstandsradioen Danmarks Løver, 31.1.2010