Nedrigheden over for de psykisk retarderede i Nyborg bør ikke komme bag på os, for vi lever midt i den og bliver mere og mere immune for dens gift ...

For tiden har vi forargelsen som ledsager, hver gang vi falder i snak med hinanden. Er det da ikke skrækkeligt, som de behandler de psykisk retarderede på den institution i Nyborg? Og forstår nogen, at man kan opføre sig sådan? Og så her i Danmark?

Jeg foretrækker at mumle nogle afledende ord. Den, som siger, at han ikke er spor forundret, vil jo kun afstedkomme ny forargelse, men faktisk forekommer det ufatteligt, at nedrighed i den grad kan komme bag på os. Lever vi da ikke midt i den og bliver mere og mere immune for dens gift?

For et års tid siden var en præst i den danske folkekirke på besøg hos en flygtninge-familie i Sandholmlejren. Han var der, fordi han som medlem af Folketinget deltog i en udflugt, så han ved selvsyn kunne erkyndige sig om forholdene for afviste asylansøgere. Nu sad han over for en familie, der græd og var bange for fængsel og dødsstraf, hvis de blev sendt tilbage til Iran. Præsten forklarede tålmodigt sukkende, at de da fik 50.000 kroner i hjemsendelsespenge.

En af hans partifæller fremsatte nogen tid efter den mistanke, at de danskere, som blev evakueret fra krigen i Libanon, kunne tænkes at være nogle svindlere, der modtog kontanthjælp uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Adskiller de reaktioner sig fra den måde, hvorpå man tackler de retarderede i Nyborg? Nej, de højrøstede ukvemsord i Nyborg er en nøje parallel til den perfidi, der overgår asylfamilien og danske statsborgere på flugt fra bomberne i Libanon. I alle tilfælde er der tale om iagttagere, kontrollanter og aktører, som får et kig ind i et univers, de ikke fatter. Pædagogerne i Nyborg er jo ikke selv evnesvage. Derfor møder nogen af dem den fremmede verden med afmagt og med afmagtens uadskillelige følgesvend, som er vreden. Præsten og hans partifælle har jo aldrig selv været på flugt. Derfor møder de tilsvarende en flygtning med afmagt og vrede. Hvad bilder de retarderede og de flygtede sig ind? Hvorfor kan de ikke i det mindste bestræbe sig på at ligne vi andre? Gå på toilettet, når de er trængende for eksempel. Eller tale det samme sprog som os.

Det forholder sig vistnok sådan, at hvis man har mistet sin nysgerrighed, bliver man afstumpet. For den pædagog, der ikke er optaget af de psykisk retarderedes ejendommelige univers, er klienterne jo kun et dagligt irritationsmoment, der engang om måneden oplives af en lønseddel. For de politikere, der er fløjtende ligeglade med andre menneskers livsform og baggrund, er de afvigende jo kun et politisk problem, der forhåbentlig hvert fjerde år oplives af en valgsejr.

Nej, når jeg ser de skjulte optagelser fra Nyborg og hører de grove forbandelser, dukker der uvilkårligt lige så grimme billeder op på nethinden: børn, som ikke har ret til at være her i landet og derfor sendes ud, psykisk nedbrudte familier, som tvinges til at leve på ganske få kvadratmeter, eller familier, der splittes, fordi en paragraf ikke har taget højde for virkeligheden.

Jeg ved godt, at det politiske flertal ikke griber til tæsk og forbandelser. Det er slet ikke nødvendigt. Den kan bare trække på skuldrene og sige, at sådan er loven, og det er os, der har vedtaget den, så kom ikke her og sig noget ufordelagtigt om os. Vi skråler med åben pande og afsløres ikke af skjulte kameraer.

Flemming Chr. Nielsen
Kristeligt Dagblad, 26.2.2007