»Naturen, det billige skidt, kan virke forbløffende stærkt, når man kommer tæt på,« skriver Svend Åge Madsen i én af de hundredvis af udvalgte mails, som forfatteren har skrevet og sendt til Flemming Chr. Nielsen gennem en årrække, og som for nylig er samlet og udgivet i bogen 'Når man mailer'. Der er både humoristiske, politiske, litterære og personlige betragtninger iblandt, ofte af en overraskende skarphed fra en skønlitterær forfatter, der ikke hører til dem, der ellers blander sig mest i den offentlige debat.

Citatet stammer fra en oplevelse under et internationalt litteraturmøde i Finland med deltagelse af berømte forfattere som bl.a. Enquist, Rushdie og Cardenal, hvorfra Svend Åge Madsen beretter: »Vi - alle de store digtere og mig - lå spredt ud over en stor græsplæne, det var lige efter frokosten, så de fleste havde valgt at lægge sig og lyttede til berømtheden (husker ikke hvem) der holdt foredrag og blev simultanoversat til fire-fem sprog som vi kunne vælge imellem. Pludselig gik der en svag hvisken mellem os på plænen: Prøv og se ... Har du set ...? Og man prikkede til naboen der forsigtigt kiggede - og alle holdt åndedrættet tilbage, og ingen hørte længere efter foredragsholderen. For en fugl var landet på brystet af én af os og sad ugenert og så sig omkring mellem alle de store ånder - mens den udvalgte lå med tilbageholdt ånde og nød sit udvalgte øjeblik. Det er sikkert siden blevet til en hel digtsamling.«

Denne lille fornøjelige iagttagelse, hvor forfatteren indledningsvist alluderer til Otto Gelsteds ironiske omtale af naturen som »det billige skidt«, kunne godt få undertegnede til at ønske sig den inspirerende fugl en tur forbi Danmark.

Naturen var en gang en hyppig gæst i dansk poesi, ikke blot i guldalderen, men også hos en lang række digtere i første halvdel af det 20. århundrede; i anden halvdel kom den imidlertid på stadig større afstand af digtningen - og glimrer i dag i udpræget grad ved sit fravær.

Der godt nok også nulevende digtere, som på ét eller andet tidspunkt har skrevet et enkelt digt eller to om naturens oplevelsesværdi, og der er endnu undtagelser som f.eks. Eske K. Mathiesen, der hyppigt og på smukkeste vis har omsat naturoplevelser til dansk poesi - men generelt er naturpoesien tilsyneladende yderst marginal.

Og måske er det også én af forklaringerne på, at mange er fremmede for naturen og dens oplevelsesrigdomme, fordi vor egen tid savner et litterært sprog for naturoplevelsen og en poetisk inspiration til en større værdsættelse af den?

Man fristes til at se en sammenhæng herimellem og så den triste kendsgerning, at naturen forbliver taberen i et politisk spil, hvor landbruget fortsat får lov til at nedpløje alt for store dele af landet, og hvor motorvejs-iveren igen og igen får lov til at asfaltere landskabet, til trods for de mange politiske bordtaler om nødvendigheden af at værne om naturværdierne og begrænse CO2-udledningen.

I alle tilfælde er naturpoesi både opløftende og tiltrængt i sig selv:

»Kan det blive for smukt? / De gule klipper, det dybblå hav, næppe / en vind, det modne lys her sidst i august, / vipstjertens vimsen rundt om sig selv.« (Eske K. Mathiesen: Herbarium).

Nej, det kan ikke blive for smukt.

Gid den lille fugl også ville lande på brystkassen af en dansk digter (yderligere), så vi kunne få naturen tilbage på en mere fremtrædende plads, også i dansk poesi. »Naturen, det billige skidt, kan virke forbløffende stærkt, når man kommer tæt på,« som Svend Åge Madsen så henkastet, men træffende bemærker.

Rune Engelbreth Larsen
Kilde: Politiken, 24.12.2009

Rune Engelbreth Larsen er aktuel med digtsamlingen Danmarks krans, der udkommer i maj 2010.