I den aktuelle politiske konjunktur under den nationalistisk-liberalistisk-konservative regering er ARBEJDE blevet ophøjet til en værdi, hvormed al menneskelig aktivitet måles. Er du i arbejde, så skal du arbejde mere, i flere år – gerne til den dag, hvor du stiller sutterne.

Er du uden arbejde, så er du principielt under mistanke for at være arbejdsky, doven, inaktiv osv. Og skal følgelig konstant stå til rådighed for arbejdsmarkedet og indtil du får mulighed for at sælge din arbejdskraft, så skal du holdes igang med surrogatarbejde, kaldet “aktivering”. Du skal være aktiv – rende rundt i skove og lade som om du er en fugl, lave butterdej osv. Bare et eller andet, der kan identificeres som aktivitet. Af systemet. Og intet – fx ( i dine øjne meningsfulde) private aktiviteter – kan substituere systemets aktivering. For det er systemet, der definerer, hvad der er meningsfuld aktivitet, og hvad der ikke er.

En af dagens mediale historier sætter ARBEJDETS overgribende rolle i relief. En ung mand skulle til sin moders begravelse – men skulle også samtidig til samtale på jobcenteret. Og hvad mon var vigtigst? Et sidste farvel til mor – eller endnu et resultatløs møde på jobcenteret!? Gæt og læs selv.

I de borgerliges ideologiske forestillinger om individets frihed – den frihed, der indgår i begreber som “liberalisme” og “liberal” – er du reduceret til arbejdskraftens frihed, dens frie bevægelse, dens frie udbytning osv. Og “mennesket” er skrællet af og smidt på historiens mødding.

Carsten Præst
Kilde: capac, 22.7.2010