Venstrefløjen står ved en skillevej. Det gælder i øvrigt hele det politiske spektrum. Og den skillevej, det drejer sig om, er, hvorvidt vi i et samfund som det danske ønsker mere statslig adfærdsregulering eller om vi ønsker at stadfæste retten til mangfoldighed og frisind som samfundsmæssige kerneværdier.

Traditionelt har det jo været sådan, at venstrefløjen i det store hele gik ind for øget statslig regulering og højrefløjen – under alle omstændigheder den liberale del af højrefløjen – gik ind for mindre statslig regulering. Sådan er det ikke nødvendigvis længere.

Venstre – Danmarks liberale parti, som de engang yndede at titulere sig selv – har overtaget en lidet liberal dagsorden, hvor det under alle omstændigheder i den offentlige sektor gælder om at overvåge og detailregulere fra centralt og statsligt hold i en grad, som man ikke tidligere har set. Og i den forbindelse har man faktisk set venstrefløjen forsvare individet (den enkelte medarbejder) mod systemet (staten).

Godt nok har alle været enige om at forsvare ytringsfrihedens ukrænkelighed, men alligevel har man fra det, der kaldes borgerlige og liberale partier ikke ønsket, at eksempelvis Danmarks Radio skulle have alt for stor ytringsfrihed. Og her har venstrefløjen igen måttet forsvare det enkelte medies frihed overfor systemet – statens ledelse personificeret ved regeringens ministre.

Så skulle man jo tro, at rollerne var byttet om. Venstrefløjen forsvarer frihed og frisind. Højrefløjen arbejder for større statslig regulering. Men så klart er billedet desværre ikke. I det man kalder værdidebatten har det vist sig, at venstrefløjen stadig langt hen af vejen stadig bekender sig til mantraet om adfærdsregulering. Og at den borgerlige fløj her heller ikke melder klart ud til fordel for frihed og frisind gør jo ikke problemet mindre.

Det lader til at være stor politisk enighed om, at samfundet – symboliseret ved staten – i stadig højere grad skal regulere, hvordan vi lever vores liv som borgere. Helt ind i intimsfæren og det der retteligen burde høre privatlivets fred til.

Samfundet skal bestemme, hvordan vi klæder os i det offentlige rum – hvem sagde tørklæder? Samfundet skal bestemme, hvordan vi praktiserer vores seksualitet og bruger vore kroppe – også dér, hvor overgreb og krænkelser slet ikke er inde i billedet og alting sker på frivillig basis. Ja, efterhånden er vi også derhenne, hvor den enkeltes livsstil – hvordan man spiser og dyrker/ikke-dyrker motion er blevet et fælles samfundsanliggende med behov for statslig adfærdsregulering.

Som individuelle projekter står og falder vores succes som mennesker med om vi forstår at indordne os under fællesskabets normer fuldt og helt. Så vi kan blive fejlfri, lykkelige og ikke mindst arbejdsduelige individer med de helt rigtige kompetencer på alle områder.

I forhold til denne tendens savner jeg en potent kritik fra venstrefløjen, som også indebærer, at man nøje overvejer hvad, hvor og hvor meget staten skal bestemme og hvor vi som individer har retten til selv at bestemme. Om vi vil bære tørklæde eller ej. Om vi vil sælge seksuelle ydelser eller ej. Om vi vil spise et stykke flæskesteg for meget nu og da. Om vi vil motionere jævnligt eller ej.

I grunden bunder hele denne udvikling i en mere generel kulturel udvikling. Ophævelsen af skellet mellem privat og offentligt. Medierne har længe arbejdet for at ophæve dette skel. Det mest intime skal i autencitetens navn være tilgængeligt for alle andre. Og fortjener per definition offentlighedens interesse. Hvilket gabende kedelige tv-udsendelser gang på gang modbeviser!

Man bør på venstrefløjen vurdere, hvornår ting har offentlig interesse og bør gøres til genstand for lovgivning og regulering og hvornår dette ikke er tilfældet. Der er selvfølgelig masser af områder, hvor regulering er påkrævet. Omfordeling og miljø er oplagte eksempler, hvor det private overgår til den offentlige sfære.

Hvis venstrefløjen efter en sådan vurdering konsekvent satte sig på frihedens og frisindets side, så ville der blive åbnet en ny flanke i den politiske debat, hvor jeg tror venstrefløjen ville have en ny og ikke uvæsentlig rolle at spille i forhold til det borgerlige Danmark.

Paw Hedegaard Amdisen
Kilde: Pawsefisken, 18.6.2007