Faklen.dk blev relanceret den 1. marts 2007 som en slags samlingsportal eller en antologi over udvalgte samfunds- og kulturkritiske indlæg med humanistisk kant og dybde. Der er med andre ord tale om et udpluk af få, men relevante og bevaringsværdige indlæg og artikler fra den trykte og elektroniske debat såvel som originale indlæg til Faklen.dk.

Endvidere er alle artikler fra tidsskriftet Faklen (1996-2001) tilgængelige online, samt udvalgte artikler og indlæg, der har været offentliggjort på hjemmesiden fra 2002 til 2006.

De enkelte skribenter kan selvsagt ikke tages til indtægt for andet end deres egne synspunkter, som de kommer til udtryk i de pågældende indlæg, ligesom de enkelte indlæg primært udtrykker de respektive skribenters holdning, der ikke nødvendigvis er identisk med redaktionens.

Hensigtserklæring

Hensigten med relanceringen af Faklen.dk i 2007 er fortsat at samle perspektiver, der bidrager til humanistiske vinkler på kultur og politik, om end med en væsentligt hyppigere frekvens og større homogenitet end de foregående fem år. Med humanistiske vinkler forstår vi kort fortalt en vifte af anskuelser, der tager afsæt i det enkelte menneskes individualitet og integritet, og som tilstræber en kulturel pluralisme og frihed til forskellighed, der rækker betydeligt videre end den herskende tidsånd.

Det betyder ikke, at anything goes - men at rammerne defineres anderledes og videre end i de dominerende samfundstendenser.

Derfor hedder det f.eks. i lederen i det sidste og afsluttende nummer af tidsskriftet Faklen: »Betyder det, at alt er acceptabelt? Nej. Men af respekten for den enkeltes handlefrihed følger for det første, at humanismen kun kan begrunde at begrænse den individuelle handlefrihed dér, hvor denne ellers måtte føre til en ufrivillig indskrænkning af et andet menneskes handlefrihed. Og derfor må humanismen for det andet også lige så betingelsesløst forsvare ethvert menneskes ret til frivilligt at tilslutte sig, ytre og udleve en hvilken som helst anskuelse, religion, moral eller seksualitet (hvilket naturligvis er noget helt andet end at forsvare enhver sådans indhold), som den betingelsesløst må bekæmpe al slags tvang, uanset hvilken anskuelse, religion, moral eller seksualitet denne udspringer af. Der er således for det tredje intet, som ikke frit kan tænkes, menes og ytres i et humanistisk samfund, heller ikke den mest rabiate antihumanisme, og der er intet, som ikke frit kan udleves med enhver af de impliceredes frivillige, myndige samtykke – netop der går grænsen.«

Så vidt sigtet - imidlertid er et humanistisk samfund lige så lidt en aktuel realitet som en politisk utopi.

Det er indlysende ikke en realitet i dagens samfund, hvor tendenser af humanistisk karakter i bedste fald forvrænges med alt andet end humanistiske intentioner for øje. Her iscenesættes f.eks. en selektiv ytringsfriheds slet skjulte propagandaformål under fiktionen om »uindskrænket ytringsfrihed«; et opgør med generel dogmatik og religionstvang misbruges som alibi for mindretalsforfølgelse; tvangsarbejde, ensretning og gabestoksmentalitet hyldes som frihed og omsorg i samtidens politik og presse.

Så meget desto større grund til at få kategorierne på plads, hvorfor humanismen må vende sig mod den tiltagende politiske new speak, som perverterer frihedsidealer og frihedsrettigheder som alibi for dæmonisering af marginaliserede befolkningsgrupper.

Nej, vi lever ikke i et humanistisk samfund, men i et samfund, som i stigende grad har fortrængt det nødvendige selvopgør i forhold til de brutale konsekvenser af den antisemitiske arv og den tradition for propaganda, som er forbundet hermed og strækker sig et par årtusinder tilbage i vesteuropæisk historie.

Der er ingen standpunkter, som ikke kan ytres i et humanistisk samfund, men det betyder ikke, at vi skal billige propaganda og hate-speech, hverken i et humanistisk eller ikke-humanistisk samfund. Tværtimod må vi bekæmpe hykleriet og insistere på, at enten er ytringsfriheden baseret på en tilstræbt grad af forholdsvis lige ytringsmuligheder, eller også må vi beskytte de små og trængte mod propagandapresset fra de store og magtfulde.

Det turde være indlysende, at sidstnævnte scenario er situationen i dag, hvor ytringsmulighederne er voldsomt skævt fordelt, og gabestoks- og syndebukkementaliteten er bærende for store dele af medierne.

Det betyder, at vi må bekæmpe diskrimination i gerning såvel som propaganda i ord, samt tage afstand fra enhver tendens til at fordreje humanistiske træk til en antihumanistisk praksis, der i stedet for at holde magten, diskriminationen og propagandaen i skak, går magtens diskriminerende og propagandistiske ærinde.

En sådan humanisme uddybes og aktualiseres bl.a. i lederne i tidsskriftet Faklen såvel som i artikler og indlæg på Humanisme.dk og Modspil.dk.