Et fremmed frø | FAKLEN 21

            Tunge sorg at unge skud
            Bliver grå og dør på kvisten
            Læres straks de lyset ser at
            Blive som en næve knyttet
            Hård og lukket for det grønne
            Liv som drømte før derinde
            Spæde skridt i grønt mod solen
            Trædes aldrig
            Bittert sammenbidt og trodsig
            Hadsk og hævntørstig mod livet
            Over aldrig at ha levet
            Sidder døde skud og græder
            Tørt på træets stive grene

            Vinden leder i de magre
            Grene efter blomsterranker
            Træet gisper efter vejret
            Efter solens milde kærtegn
            Over løvets hang som lader
            Livets lystne væsker løbe
            Under barkens bløde hud
            Men når skuddet ej vil åbne
            Sig og drikke drag af livet
            Kvæles træet tørt og dør

            Der er dødt i pyntehaven
            Hvor en gold sol drypper giftigt
            Fra en stålblå lukket himmel
            Havemanden nipper nidkært
            Skraber, kradser, skærer, luger
            Alting væk som ikke burde findes
            Retter kanter samler blade
            River bort og brænder
            Alt som kunne have gødet

            Matte roser smiler anspændt
            Uden duft og uden tyngde
            Uden kærlighed til hverken
            Jordens dybe trange tunge
            Eller himlens vide drømme
            Og i træernes beskårne kroner
            Hænger blanke frugter
            Tavst

            Solen stirrer tomt og uden glæde
            Ligsom den der ikke tror sig elsket
            Skjuler sig og græder stille
            Bag en uberørt grimasse
            Og omkring i haven går
            Den gamle havemand og sørger
            For at intet ureglementeret liv
            Får lov at vokse
            Intet fremmed frø får lov at spire
            Ingen frugt at modnes
            Som hans have ikke altid
            Eller dog så længe han kan huske
            Har kendt til og ejet

            Men så dør han

            Ligger pludselig på jorden
            Stirrer blindt og viljesløst
            Imod den himmel som
            Han ellers aldrig løfted blikket mod
            Og himlen kigger nysgerrig og spændt tilbage
            Og en lunken sommeraften
            I august begynder liget
            Da at blive mørt og lugte
            Dyr og småkravl fluelarver
            Mæsker sig og jorden drikker
            Råddenskabens slim
            Og venter

            Vinterdøden strækker haven
            Stiv og kold til jorden
            Men i jordens mørke lurer
            Noget som den gamle aldrig
            Drømte om ku findes
            Grøde! Sovende og endnu
            Holdt i vinterfrostens kolde favntag
            Drømmende om det som kommer

            Og det kommer
            Med den første gyldne majsol
            Som med glæde ser hvordan
            En hjemvendt skæbnesvanger trækfugl
            Fra de fjerne landes kyster
            Taber dér hvor liget lå
            Et fremmed frø

            Fra den tid var intet mer det samme
            I den gamle have
            Selv de skud som alle troede døde
            Fandt nu mod til at elske og sprang ud

Jeppe Berg Sandvej