Faklen har bedt en række forfattere og skribenter skrive et essay, der forholder sig til det i almindelighed mangetydige og løst definerede begreb "humanisme" ...

Jørgen Knudsen (f. 1926), mag.art. i litteraturhistorie, forfatter, kulturkritiker og æresdoktor ved Københavns Universitet. Dansk Universitetslektor i Bonn i 1950erne, senere højskolelærer og i dag formand for Brandes Selskabet. Har siden begyndelsen af 1980erne arbejdet på en syvbinds monografi om Georg Brandes og hans tid, hvoraf seks bind er udkommet. Nedenstående artikel er et uddrag af essayet »Identitet og vorden«, som udkom i bogen 'Den falske tryghed' på forlaget Tiderne Skifter i oktober 2000.

IDENTITET OG VORDEN

National identitet, social identitet, personlig identitet – al denne snak om identitet gør mig stik tosset. Oplevede jeg selv at have sådan en svend – jeg forestiller mig, at det må føles ligesom at have et kosteskaft siddende dér, hvor rygraden skulle være – så ville jeg se at få den væk så hurtigt som muligt. At have en identitet vil sige at bilde sig ind at vide, hvem man er, dvs. at have sig selv under kontrol og opføre sig forudsigeligt. At have fået den rigtig dårlige og fantasiløse vane at gentage sig selv og derpå stolt gøre identiteten ansvarlig for disse gentagelser. Den elendige indehaver af en rigtig mur- og nagelfast identitet har ikke sit liv styret af egne dugfriske, eventuelt overrumplende indtryk og oplevelser, ikke af egne fritvoksende ønsker og håb, muligvis af andre menneskers fantasiløse krav og forventninger, men ellers simpelt hen af – præcedens. Sådan plejer man at opleve, tænke og gøre, når man er sådan en som mig, og det agter jeg at blive ved med.

Kan det være idealet i et frit land? Aldrig. Identiteten er ufrihedens skalkeskjul, eftertragtelsesværdig i et land, hvis borgere gør alt for at tilpasse sig et ubønhørligt produktionsmaskineri, og som nøjes med at protestere mod deres indre kosteskaft, når de om fredagen drikker sig kanonfulde. I Manden uden egenskaber – det tyvende århundredes mest strålende tysksprogede roman – skriver Robert Musil om sin hovedperson, Ulrich: »Han handlede sædvanligvis ud fra den mening, at det, man tænker, føler, vil, forestiller sig og skaber, under givne omstændigheder kan betyde en berigelse af livet. Hvad man er, betyder derimod under ingen omstændigheder mere end et biprodukt ved denne fremstillingsproces.«

Sådan er det! Identitet vil sige livet reduceret til rolleadfærd, vaneadfærd, eventuelt til dødfødte forsøg på tapper gang i ædle fædres spor eller artige forsøg på ikke at skuffe givne forventninger: Fattigt! Noget at stræbe efter at få sig på halsen og derpå have hængende om samme hals som en krans resten af livet kan en identitet ikke være, og den, der alligevel beslutter sig for et sådant livsmål, belønnes med den triste identitet som identitetssavner eller identitetssøger, mens han selv mener sig i besiddelse af den stolte identitet som en, der har besluttet sig for at være på en bestemt måde og derfor ikke agter at lade sig belære om noget andet eller blive klogere af egen fri vilje. Den, der har lagt sig fast på en identitet, må forbyde sig selv at få øje på noget af alt det, hans identitet intet svar har på, eller som kan tænkes at anfægte den. Han må gøre sin omverden til en kliché, lige så snæver og statisk som han selv er.

Selvformindskelse, skyklapper.

Forestillingen om at have en identitet, dvs. en fast kerne i eller en ramme om personligheden, er af ny dato. Langt nyere end 1927, året for bind IX af den Store Danske Ordbog, hvor en persons identitet kun findes som det, der kan bevises ved hjælp af et identitetskort. Hvor i alverden har vi hentet denne tanke fra om at være indehavere af en identitet som af et kostbart klenodie? Uden tvivl fra videnskaben, vor tids store, falske tryghedsgiver (og utryghedsskaber), videnskaben, der altid søger at levere det entydige og klare i en flydende og uklar verden.

Forestillingen om en menneskelig identitet kommer ikke fra de humane videnskaber, heller ikke fra de egentlige naturvidenskaber, derimod fra dem, der behandler mennesket som en genstand, et objekt, der må søges beskrevet, så dets reaktioner kan forudsiges, og det kan kontrolleres og styres: Magtens videnskaber. Således betragter sociologien og psykologien mennesket. De omtaler højst dets notoriske uforudsigelighed i en fodnote, dets frihed intetsteds. I stedet beskrives det som bærer af en samfundsskabt identitet, et adfærdsmønster erhvervet i en leven op til eller en protest mod forventninger i de institutioner, hvori det indgår – parforhold, familie, skole, militær, virksomhed osv. Hvis studieobjektet, altså mennesket, forholder sig afvigende i forhold til forventningerne, tildeles det en identitet som afviger, og sagen søges forklaret med særlige vilkår under opvæksten. Hvis det opfører sig som forventet af omgivelserne, karakteriserer psykologien det som normalt og veltilpasset og er glad for, at systematikken – videnskabens eneste ægte og varige passion – passer.

Ifølge denne synsmåde er samfundslivet at betragte som et samspil mellem sociale roller, holdninger eller masker, der holder hinanden fast, positivt gennem stærke forventninger om som god normaldansker at spille de givne spil ud fra den vedtagne libretto og negativt gennem udbredelse af frygt for alt uprøvet (alt »excentrisk«), mens det enkelte menneske forstås som en skuespiller, der med større eller mindre talent improviserer inden for et givet repertoire og gi’r den som dygtig leder, stresset husmor, kvikt barn osv. De sociale institutioner ses som bærere af spilleregler, der kræver en vis underordning og belønner den optimale kombination af lydighed, håndelag og selvstændig improvisationsevne med magt og succes. Det er i disse sociale spil, at mennesket udvikler sin personlighed eller sin identitet, dvs. sin sociale rolle.

Sådan omtrent beskriver sociologien mennesket som samfundsvæsen, og det er, hvad det er – ofte underholdende, oftere deprimerende læsning. Det fuldstændig forrykte kommer, når den enkelte forstår sig selv på samme måde, som en fast samfundsskabt størrelse, et objekt, og ligefrem sætter en ære i sin angivelige identitet: Jeg er det og det, og det er som en sådan person, jeg ser på verden og træffer mine valg, og det skal ingen få lov at anfægte!

En sådan selvoplevelse har fire kedelige følger.

1. Da opgaven er umulig – intet levende væsen kan nedskrives til at være en gentagelse af sig selv – bliver den let til en stædig, ulyksalig og narcissistisk besættelse. Man søger f.eks. at vise, hvem man er, gennem valg af påklædning eller boligindretning og er i stand til i timevis at udlægge et væld af detaljer vedrørende ens møbler som udslag af eller udtryk for ens personlighed. Jeg spiser sådan og sådan, jeg foretrækker det og det mærke i tøj, jeg elsker gammelt mahogni, altså er jeg. Reklamen leverer den hånlige parodi, når den forbinder brug af et cigaretmærke med en »livsstil« f.eks. som barsk fyr i naturen.

2. At hævde sin identitet er at afgrænse sig. En defensiv attitude. Jo mere man forstår sig selv som en sådan specifik, social skabelon, kun i daglig tale kaldet et »jeg«, jo sværere får man ved at åbne sig for mennesker, der ud fra en anden baggrund tænker og opfører sig på andre måder; på urimelige og uforståelige måder. Noget til fælles har man kun med mennesker, hvis sociale eller nationale identitet svarer til ens egen, eller som er enige med en i, hvad der er yt eller in i buksemode.

3. Men alvorligere: At hævde sin identitet er at lemlæste sin frihed. Det moderne projekt begyndte, da nogle dristige mennesker vovede at påstå: Vi er hverken født som undersåtter eller som herrer, som kristne eller som hedninge, som danske eller tyske, ikke engang primært som sønner eller døtre, vi er født som mennesker med en vis kapacitet for at iagttage, opleve, tænke, og beslutte, og selv om det er forskellige verdener, vi fødes ind i, forskellige forventninger, vi udsættes for, er det altid hvert enkelt menneskes egen sag og eget ansvar, hvad mødet med den forhåndenværende verden afføder.

4. Alvorligst: Den, der har det tryggest med ufriheden, elsker lønarbejdet; at bruge sine kræfter på overkommelige, afgrænsede opgaver defineret af andre, i sidste ende dikteret af rationelle, økonomiske hensyn, af noget entydigt. Et lønarbejde har kun mening for den, der ender med at identificere sig med virksomheden eller arbejdsgiveren. Den lethed, ja, lettelse og glæde, hvormed denne transaktion udføres, er dog måske en smule foruroligende. Det velkendte arbejdspres har man lov at klage over, oprigtigt (eller koket, det er jo alligevel rart, at der er brug for en) – men det hele er trods alt til at overkomme og har sine belønninger. Det er også betryggende, at der er brug for en. Derfor elsker det moderne menneske at arbejde og bruger stadig mere af sit liv på det, mens livet i hjemmet med ægtefælle og børn begrænses mest muligt. Familien undgår at være sammen mere end højst nødvendigt, under allehånde påskud, som blankt godtages, hvad enten de hedder fodbold, fjernsyn eller overarbejde, og demonstrerer så sin fortsatte eksistens i weekenden, hvor det gælder om at få gang i den, så alle får én på opleveren. Det er jo også et uoverkommeligt og i sidste ende utaknemligt ansvar at have børn i disse tider, hvor medier og pædagoger har overtaget det meste af opgaven, og hvad med at elske sin ægtefælle år efter år på så anstrengende måder, som klicheerne forlanger? Og så alt det med de evindelige kønsroller og den evindelige snak om fordeling af de daglige pligter. Familie, du er bare uoverkommelig, selv om du smiler villigt, når du skal fotograferes. Det værste er næsten, at man helst skal være glad for det hele, og samtidig være sig selv, og hvem er man overhovedet? Nej, lønarbejde, det ved man hvad er; klare opgaver, klar identitet.

Et første afgørende skibbrud led det moderne frihedens projekt i 1914, da definitioner som tysker, englænder osv. blev udgangspunkt for et uhørt europæisk selvmordsforsøg, og siden har flere lignende indsnævrende identitets-meldinger haft lignende blodige følger. Hvis synet på identiteten, rollen som menneskets kerne og inderste væsen, får lov at slå igennem, vil det sige en endelig afmelding af det moderne projekt. Søren Kierkegaard kan godt få en plads opkaldt efter sig, men samtidig søges det gys over eksistensens frygtelige frihed, der var hans, afløst af en mere overkommelig glæde ved at undersøge, definere og beskrive sig selv, som drejede det sig om noget lige så objektivt afgrænseligt som en fiskeart, en bogtitel eller et sjældent frimærke. Når jeg er den, jeg er, hænger det sammen med det vanskelige forhold til min mor, for ser du …, og når jeg går til det og det, hænger det sammen med mit syn på min kønsrolle, og når jeg køber det og det, er det fordi, jeg er en bevidst politisk forbruger.

Denne bogholderiske identificeringsmani er noget af baggrunden for den stadig mere udbredte, amerikansk inspirerede skik med at få sig en psykolog, hos hvem man går i terapi for at få klaret identiteten, eventuelt få masseret kedelige udvækster på den, så morgendagen kan blive så forudsigelig som ønsket. Hertil kommer som noget helt nyt, at også virksomheder og institutioner narcissistisk søger at tage pulsen på sig selv ved at lade udarbejde etiske regnskaber og diverse kvalitetsvurderinger, ligesom det er et slående træk ved den moderne verden, at en hurtigt voksende skare af videnskabsmænd finder deres udkomne ved at beskrive samfundet, aldersgrupperne, institutionerne, outsidergrupperne m.v.: Hvem er jeg, hvem er de, hvem er vi, eller måske rettere; hvordan er vi? Alene antallet af bøger om dansk identitet og væsen er temmelig overvældende, og det er en guds lykke, at de er så kedelig læsning.

Mens den sociale identitet forstås som opstået i samspillet mellem mennesker og underkastet en vis udvikling i dette samspil, så gælder det både for den nationale og den individuelle, at de er konstrueret over præcedens, altså ud fra en påstået erindring om noget fortidigt. At håndhæve sin nationale såvel som sin individuelle identitet vil sige at låse sig selv fast på et liv i forlængelse af en veldefineret fortid, som man er glad for og føler sig bundet til. Nationalisme er en form for nekrofili, men den fortid, man mener at være trofast mod, er naturligvis en fantasme, en vilkårlig konstruktion ud fra nogle vilkårligt udvalgte sætstykker hentet i fortidens uoverskuelige lager med en meget nutidig hensigt; de skal kunne implementeres, f.eks. i EU-debatten.

At definere sig selv er et defensivt projekt. Identiteten bliver vigtig i en tid, hvor jeget frygter for at overvældes. I takt med at EU og globalisering sletter grænser, rejser den enkelte en grænse rundt om sig selv, henholdsvis rundt om »os« kontra »dem«, og ser på »dem« som en trussel. Hvorvidt denne opdeling af menneskeheden i dem med samme identitet som en selv, og de andre, er en sidegevinst ved identitets-dannelsen, eller i grunden er dens hemmelige formål, er ikke let at vide.

Det før-moderne, statiske samfund har været så snævert, bornert og lukket om sig selv (alene fordi kun ganske få talte fremmede sprog), at traditionens magt har været temmelig overvældende. Det er forestillingen om denne snævre verden som tryghed, der har kaldt nationalismen frem i globaliseringens utrygge tid, hvor nærbilledet af det udhungrede barn fra det fjerne land truer med at skære gennem hele ens møjsommeligt opbyggede forsvarssystem, og hvor de kulturelle grænser for længst er tromlet ned, alene af fjernsynet. I et sådant samfund er det nationale en ren konstruktion, en form for selvpåført hysteri, som Sloterdijk (Jf. Peter Sloterdijk: Der Starke Grund zusammen zu sein. Erinnerungen an die Erfindung des Volkes. Die Zeit, 2. januar 1998) kalder det, en selvfordummelse, der har let til det postulatoriske og det paranoide, opblæst og selvhøjtidelig. Den nationale identitet er ikke tryghed, men en aggressiv fantasi om tryghed – og for øvrigt underkastet forandringens lov som ethvert historisk fænomen. Ikke bare er danskerne danske på meget forskellig måde, den enkeltes forhold til det nationale skifter naturligvis også livet igennem.

Med undertegnede som eksempel: Jeg husker min voldsomme betagelse, da jeg som 15-årig stod på Bøgebakken ved Næstved i foråret 1941 og sang alsang sammen med vel tusind henførte ligesindede. Et par år senere var denne form for patriotisme allerede afløst af noget mere nøgternt og handlingsrettet. I 1945 nyt omslag: Vænnet til krigen, som jeg var, søgte jeg den forlænget gennem sværmerier om Danmark til Ejderen og var aktiv i en sønderjysk studenterforening. Den galskab holdt et års tid, så visnede min nationalfølelse til gengæld omtrent helt væk. Når jeg kom hjem fra længere udlandsophold, så jeg endda, i min ungdom, ned på mine landsmænd og deres snævre selvglæde. Siden kom udfordringen fra Fællesmarkedet, der – en overgang – fik mig til at »besinde mig på min danskhed«, men den nødvendige selvophidselse virkede ikke rigtigt, bunden var ganske stille slået ud af min danskhed, eller snarere var den vel inderliggjort som kærlighed til visse udvalgte dele af dansk litteratur og kunst, og til sproget. Eksemplet bragt for at vise, at også i den enkeltes egen historie er det nationale noget meget foranderligt og uberegneligt, trygheden ved det som noget fast er falsk. Danskhed er mange ting, herunder også, beskæmmende nok, noget, som kan bruges som vredt argument mod indvandrere.

Er der noget, ud over statsborgerskabet, der forbinder de fem millioner mennesker her i landet? Der er sproget. Sproget er vel det nærmeste, mennesket kommer på noget, der virkelig må kaldes identitetsskabende. Sproget er livsfortolkninger, vi som toårige overtager ukritisk og ubeset og uden at ane, hvad det gør ved vore øjne og øren, vi har erfaret alt for lidt, før vi indoktrineres med den kode, den verdensforståelse, sproget rummer. Sproget giver os vitterlig en identitet, forstået som en begrænsende ramme omkring en rigdom af muligheder.

Sproget er nemlig ingen brønd, hvorfra ord og sætninger kan hentes til betegnelse af hvad som helst. Det er bærer af oplevelsesformer, holdninger, forventninger, traditioner, værdier, det er selve nøglen til menneskelig forståelse og bevidsthed. Det begrænser verden ved at se bort fra dele af den, mens det åbner mod andre dele ved at give dem navn og derved gøre dem omtalelige og oplevelige.

Således er sproget bærer af den kulturelle kontinuitet, og jo mere bevidst, prøvende, afvejende tilegnelsen af den kulturelle arv, som sproget indfører enhver i, er, jo friere forholder et menneske sig til den. Jo mindre bevidst et menneske er om sin kulturelle arv, formidlet gennem sproget, jo lettere snigløbes han af den, eller af dele af den, som han ikke har gjort sig klare og derfor ikke kan værge sig mod. Sproget giver den uundværlige forbindelse til andre mennesker og sætter de afgørende skel mellem os, det er udfordring, mulighed og begrænsning. Vor frihed er kun frihed inden for de rammer, den sprogligt kulturelle tradition forærer os som tumleplads og begrænser os inden for, og det er da også i ikke-forståelsen af andre folkeslags sprog og dermed deres væsen og livsperspektiv, at kimen ligger til den forhærdelse og insistens på forskelle, som kaldes national identitet.

I begyndelsen var ordet, og ordene. Sproget styrer og indsnævrer, alene gennem grammatik og syntaks. Forskellige sprog har f.eks. forskellige tidsformer og derved forskellig tidsforståelse, de udelukker altså andre forståelser af tid. En eller anden form for tidsbevidsthed giver de dog vist alle, og denne ganske omfattende opgave løser de bl.a. ved hjælp af de tre små ord før, nu og siden. Når sproget har de to gloser godt og ondt, inviterer det mig til at opleve verden befolket af gode og onde viljer og kræfter, foreslår mig derved at tage stilling og engagere mig i verdens gang, giver mig heldigvis et vist råderum med hensyn til, hvad jeg nærmere vil opleve som det gode og det onde, men frister mig nok til at se bort fra det gode, som findes hos de onde, og fra det onde, som de gode desværre ikke altid kan sige sig fri for: Sproget er ofte mere entydigt, end verden er, og prøver gerne at forme den i sit billede.

Når det har dannet ordparret retfærdig-uretfærdig, pålægger det sine brugere et brydsomt arbejde med ude i verden at skelne mellem de to og enten søge retfærdigheden håndhævet ved hjælp af et retsvæsen eller trodsigt at beslutte sig for at negligere det. Kun at tænke uden om begrebsparret evner vi ikke. Lige så bindende og frisættende er modsætningsparret smuk-grim, som pålægger os at skelne, at acceptere nogle synsindtryk som behageligere end andre, og at vælge og begrunde vore valg.

Således og på et utal af andre måder for-former sproget verden for mig, samtidig med at det er lutter frihed til at vælge mellem de muligheder, det tilbyder. Giver det mig en identitet? Det giver mig en ramme, nogle vilkår for oplevelse, eftertanke og handling. Takket være alle de kedelige nuancer, de præcise iagttagelser, de overdådige frækheder, de barske afskæringer og de ubønhørlige domme, som hverdagssproget har udviklet muligheder for gennem tiderne, takket være også det skrevne sprog, som har præciseret og fastholdt noget af dette, inviterer sproget til udfoldelse. Det er en ramme, vi lever, tænker og agerer inden for, forudsætningen for en central kontinuitet i livet – selv om det forhåbentlig udvikler sig gennem årene, lærer at sætte pris på nuancen eller på uforsonligheden, på blødheden, hårdheden eller underfundigheden. Således forstået er den sproglige identitet »let at bære, ja – men tung at bryde«.

Det engelske sprogs trussel mod det danske er højst reel. Jeg kunne forstå det, hvis mennesker, der for alvor frygter danskhedens undergang, gjorde noget for at udvikle et stærkt og rigt moderne dansk tale- og skriftsprog, også som modvægt mod det engelske sprogs indtrængen, især gennem TV. Desværre ville vel Dansk Sprogparti blive lige så grotesk som Dansk Folkeparti. Ikke desto mindre er det en ubehagelig tanke, at 5.000 sprog er gået til grunde i løbet af det 20. århundrede. Der er andre 5.000 tilbage, og hvor mange af dem vil overleve det netop indledte århundrede?

Når ens sprog er truet, og man elsker det, skal man forsvare det ved at bruge det og udvikle det. Nationalismen, racismen, fundamentalismen, alle de rasende udslag af uforsonlighed over for »dem« har andre ambitioner og projekter. Begivenhederne i det tidligere Jugoslavien bør have belært os om, hvilke afgrunde af umenneskelighed den nationale selvophidselse kan føre mennesker ud i, når de føler sig gået for nær af en fjendtlig nation. Men også i at skære mennesker fra én nation over én kam, sådan som enhver er fristet til, hvor en krig raser. Kosova-albanerne fremstod med god grund som de forfulgte og derfor også de sympatiske. Derfor kan det være svært efter krigen at se i øjnene, at de bærer sig forkasteligt ad over for de serbere, de endnu ikke har fået jaget fra landet, og nødes man til at erkende det og dermed ikke længere at holde med nogen af parterne, havner man let i en almindelig nedvurdering af disse balkanfolk og opgiver hurtigt at følge med. »Det er alligevel ikke til at overskue.« (At holde med vil sige at genkende sig selv i den anden, at identificere sig med den anden; lettest for den, der har fået sig en overkommelig identitet. Uundværlig del af opgaven er det at lukke sig for en modparts medmenneskelighed).

Den nationale selvophidselse er et udslag af den utryghed, der skabes af det globale marked og af de voldsomme forskelle mellem den rige og den fattige verden. Den er beslægtet med fænomener som nynazisme, militant islam og kristen ekstremisme, der alle bider sig fast i forskellene og derved styrer mod væbnet kamp. Først i den politiske kamp mod de globale uligheder kan det nationale og det internationale blive størrelser, der ikke udelukker, men beriger hinanden. Først når lokal og national politisk magt og myndighed vinder magten tilbage uden derfor at hidse sig nationalistisk op, kan vi igen se på de fremmede som noget, der vækker vor nysgerrighed og vort videbegær snarere end vor frygt og vrede.

Lige så vilkårlig, svigefuld og falsk som nationalistens forestilling om en fædrelandshistorie er, er en erindring, som den enkelte bygger sin helt private identitetskonstruktion på – forkærligheder og livsvaner af den slags, man træffer i de personlige annoncer og får udpenslet i vennernes taler til de runde fødselsdage – ynder af hjemlig hygge, børnebørn, lange traveture, opera, sadomasochisme, humoristisk sans, Børge Mogensen møbler, klare holdninger, en velplejet kønsrolle. Den enkelte konstruerer sig en selvforståelse dels gennem valg af påklædning, kropssprog, inventar og vaner, dels gennem udvalg og strukturering af bestemte dele af en enorm, uoverskuelig og usammenhængende fortid: Man skaber sig en forhistorie bestående af netop de dele, der kan underbygge den enkeltes allerede foretagne valg af morgendag, som derved får et skær af ophøjet legitimitet, idet disse valg omtolkes fra valg til pligt og troskab mod knæsatte idealer, mens resten af ens forhistorie – langt det meste – glemmes, dvs. smides væk som uanvendeligt til formålet. At erindre vil sige at udvælge et bestemt udsnit af fortiden til støtte for den person, man allerede har besluttet sig for at være. Således forstået er erindringen en måde at holde livet på afstand på som det, det er: En nu og da alt for besværlig, en aldrig standsende kæde af krævende valg. Altid op ad bakke. Frihed: over evne, jeg er kun et gennemsnitsmenneske!

Interessen for hvem jeg ER, identiteten, har den behagelige egenskab, at den let kommer til at skygge for det nok så afgørende spørgsmål om, hvad jeg OPLEVER og hvad jeg GØR, skønt det sidste dog er en forudsætning for det første: Jeg er, bliver eller vorder intet andet end summen af det, jeg oplever og gør. Jo mere uoverkommeligt det forekommer mig at beslutte, hvordan jeg skal forstå verden, og hvordan jeg skal reagere på den, og jo mere jeg plages af denne usikkerhed, desto mere fristes jeg til at kredse om identiteten og mene, at sådan én har jeg, handy dag og nat. Den fik jeg allerede i vuggen, som nemlig stod i det og det hjem i det og det land, da jeg blev lagt ned i den, eller måske fik jeg min identitet allerede ni måneder forinden, i kraft af de og de gener, som mine forældre rodede sammen til dette mig. Skulle dette ikke slå til, sådan i de daglige detaljer, er det godt at være á jour med, hvad der er trendy. Hvilken rædselsvækkende ironi ligger ikke i, at det moderne, dvs. det fra alle konventioner frigjorte, skifter betydning til sin modsætning, til underkastelse under det, der netop nu er moderne?!

Men hvor fristende er det ikke at holde fri fra friheden! Hvor fristende også at se tilbage, at udskifte den bøvlede og alt for krævende nutid med smigrende symboler, ønskedrømme eller alibier, svar betalt. Har jeg svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skal gøre, hvad jeg skal bruge mit liv til i en verden, der enten er opfyldt af det alt for uundgåelige eller af de alt for svære valg, så er det godt at glæde sig over, at man er den, man er.

Tvivler du, skal jeg bevise det. Hvor er fotografiapparatet? Den form for erindring, som fotografiet skaber, viser erindringens svigagtighed særlig klart. Amatørfotografens valg af motiv er anticiperet erindring og netop et valg. Vi fotograferer det, vi ønsker at huske, det fotogene smil, den pæne udsigt, den morsomme situation, og lader kameraet blive i etuiet, når børnene er fjollede eller ægtefællen sur, og grunden er enkel: En fotograf er et menneske, der søger legitimation for at fortsætte livet uden de store omvæltninger. Valget af fortid er altid et skjult valg af fremtid, og det foretrukne valg hedder ingen forandring.

Identiteten er ufrihedens skalkeskjul. Fra Europas glorværdige revolutioner er det ene blevet tilbage: Friheden! Friheden er det store plusord, og vor selvforståelse blev sat på en kedelig prøve, da vi efter 1989 ikke længere kunne forstå os som frihedens forkæmpere mod sovjetkommunismens ufrihed. Virkeligheden truer: I en verden, hvor penge er den altdominerende målestok, så den enkelte både på sit arbejde og i sit forbrug træffer flertallet af sine beslutninger inden for den økonomiske rationalitet, er det så som så med friheden. Men kan ufriheden tolkes som en beslutning, et valg, nemlig af identitet, så hjælper det lidt. Det er mig selv, der styrer og bestemmer, praler bilisten og holder fastere om rattet, og hvis han styrer uden for sin bane, risikerer han døden. Identiteten er en sådan bane.

Jo større usikkerhed om, hvorvidt dette liv nu også er det rette, jo travlere får vi med at fuldbyrde det. Vor geskæftighed trygler om at blive disciplineret. Vi ved, at den tryghed, vi usikre væsener længes efter, opstår, når først vi kommer i gang med at handle efter en eller anden ordre eller nødvendighed, men glæden opstår, når vi på udførelsesplanet, på det tekniske plan, uden videre kan overtage enhver målsætning som vor egen: Arbejdet skal sgu gøres ordentligt. Måske man ligefrem sætter så megen større ære i at gøre det ordentligt, jo mindre ære man har for beslutningen om, at det overhovedet skal udføres. Perfektionismen i det tekniske kompenserer for bevidstløsheden i det politiske. Sådan var det allerede i skolen, hvor den lydigste og artigste elev også var ham, der gik til opgaveløsningen med størst iver. Ud over at kompensere tjener travlheden, koncentrationen om opgaven, også det formål at gøre en fortsat bevidstløshed mulig. Vi træller for at undgå at opdage, at vi træller. Vi overtager opgaven med at holde os under åget for ikke at mærke trykket fra en fremmed næve.

Det er derfor, det bliver ved at være så anfægtende at læse om Hitlers kz-lejre. Her var det ikke grusomhed, knap nok virkelig racisme, der drev værket, det var pligt. De mange stærke analyser af disse rædsler (læs f.eks. Peter Weiss, Hannah Ahrendt, Zygmunt Baumann) viser, at de, der gennemførte disse massemord, ikke forstod sig som mordere, men som mennesker, der gjorde deres pligt, og var de trods alt anfægtede, så bekræftede de for sig selv deres intakte kulturelle identitet ved efter fyraften at spille Beethoven i en strygekvartet. Lige fra producenten af gassen til ham, som åbnede for hanen: Den enkelte overlevede ved at forstå sig selv som led i en kæde med et formål, der var bestemt ovenfra, og som det ikke var hans opgave at anfægte. Al den moralske sans, den enkelte rådede over, var rettet mod den optimale udførelse af den stillede opgave. At sætte spørgsmålstegn ved selve opgaven var lige så lidt den enkeltes sag, som det i dag er den enkelte Shell-medarbejders sag at stille spørgsmålstegn ved fornuften i at producere brændstoffer, som efter sigende kan få kedelige klimatiske følger for eftertiden.

Nærheden er ubestridelig: Både i kz-lejren og i den moderne kapitalistiske virksomhed – eller i ministeriet eller enhver anden organisation over en vis størrelse – gælder forpligtelsen organisationen selv, ikke den opgave, denne organisation er til for at løse – den opgave, der for længst er taget stilling til højere oppe i systemet, og som man selv strengt taget har godkendt i og med, at man lod sig ansætte, men som man ikke skænker mange tanker. Ikke det store mål, jeg som lille hjul har et medansvar for, men at jeg arbejder for målet på en måde, så jeg anerkendes af foresatte og medarbejdere – den målsætning lægger fuldt beslag på den enkeltes behov for at være et ordentligt menneske. Samarbejdsvilje, fleksibilitet og et behageligt væsen er af det gode, men den afgørende målestok er effektivitet, mest muligt produceret pr. mand/time, hvad enten produktionen drejer sig om gulerødder, pelse, atombomber, helbredelse af syge mennesker eller mord på jøder.

Det er blindheden over for formålet med det hele, hvad enten dette formål er mord eller profit, der er det foruroligende og anfægtende. Kz-lejrene fortæller os en rædselshistorie om den livsform og den delegering af ansvar, som vi selv hver især står i hver dag. Når det er muligt at målrette en rationel »produktion« mod massemord, er der så noget som helst, der er umuligt? Når Hitler kaldte disse mord for »den endelige løsning af jødespørgsmålet«, kan man så have tillid til dem, der kalder nogle lånevilkår for et »produkt« eller gift for »planteværn«? Den opløsning af elementær humanitet, der var følgen, når calvinsk arbejdsmoral kobledes med nazistisk ideologi og højteknologisk udvikling, samtidig med at den store organisation reducerede den enkelte til et lille hjul – er den ikke også mulig i en verden som vor egen, hvor det blot er kommercialiseringen, der opløser de moralske normer? Producerer enhver stor organisation umenneskelighed?

Det er disse bange spørgsmål, der gør det så svært at slippe ud af den fascination, der udgår fra nazismens forbrydelser, trods den indlysende forskel i det konkrete. Vort »bedre jeg« frygter, at vi selv ville være i stand til noget i principielt samme stil. I december 1998 blev en tamilsk flygtning, Kanthappu arresteret af srilankanske myndigheder efter at være sendt tilbage af danske. Han har siden været forsvundet, og da en embedsmand fra det danske udenrigsministeriums flygtningesekretariat blev interviewet om sagen, sagde han bl.a.: »Vi er på den sikre side, så længe UNHCR melder, at det er sikkert nok at sende afviste asylsøgere tilbage.« At Kanthappu næppe var på nogen sikker side, var ikke embedsmandens problem. Men hans insisteren på at have overholdt formalia er helt parallel til Eichmanns insisteren på, at han hele tiden havde overholdt tysk lov – al forskel i øvrigt ufortalt.

Det moderne samfund kan forstås som et system, hvor ufriheden har overtaget magten og gjort sig både usynlig og nødvendig. Glæden ved at have en pligt og lysten til at udføre den er så efterspurgt, at mennesket skaffer sig pligter i uoverkommeligt omfang. Et populært middel til således at internalisere disciplineringen og gøre overflødigt arbejde uundgåeligt er den skik at bo så dyrt og have så langt til arbejdet, at det kræver 80 timers ugentligt arbejde til betaling af bolig, transport og børnepasning. Kunne ikke samme familie trives bedre med en mere beskeden bolig og en beskeden cykel, hvis beskedenheden blev opvejet af, at den kun krævede f.eks. 50 timers ugentligt arbejde, at fordele som ægtefællerne nu var venner til? Hvorfor er det da netop parcelhus plus egen bil, der foretrækkes af så mange, og ikke f.eks. behageligt indrettede boligkomplekser med en halv snes mindre lejligheder og med fælles faciliteter – vaskekælder, TV-rum, værksted, legeplads, have, måske også køkken og fælles transport? En del af svaret rummes i det almindelige udsagn om, at vi gerne vil kunne trække os tilbage og være i fred; fysisk og psykisk har vi fået nok efter en lang arbejdsdag, nu vil vi »slappe af«.

Sådan bider argumentationen sig selv i halen, og det er en påtaget nødvendighed, det moderne menneske træller under, pyntet op med en forsytia og kaldt hensynet til børnene. Kun bundet på hænder og fødder kan vi uden risiko længes efter friheden, som Odysseus efter sirenerne, ligesom vi i hele denne massive ensretning gennem samme livsform, samme lønarbejde, forbrug, bolig og medier kan opstille individualisme og selvstændighed som idealer og glæde os over vor helt særegne identitet.

Kun bundet ind i et endeløst kapløb mellem vækst, større produktion og effektivitet, innovation og stadig nye behov og deraf følgende nye nødvendigheder, kun i en stadig flugt fra den store latter, når boblen brister, og i en stadig flugt fra frygten for, hvor denne løbske samfundsform fører kloden hen, kan vi låse os fast på denne måde og længes efter friheden i stedet for at vælge den. Jo mere begivenhedsfattige liv, jo stærkere længsel efter fornyelse, men jo større frygt for friheden, jo lettere vil fornyelsesønskerne gå i retning af garderobe, møbler eller andet, der kan købes. Derfor den lidenskab i forbruget, der er med til at holde det hele i gang. Erich Fromms gamle bog om Flugten fra friheden kan stadig læses.

Det er ikke mærkeligt, at vor tid, som står på hovedet ind i morgendagen og i længsel efter fornyelse er lige så sulten efter nyheder som bange for dem, også er dybt nostalgisk. Længslen bagud, bagud mod en mistet tryghed, er til at forstå. Da nogle dumdristige mænd – Galilei, Voltaire, Rousseau, Darwin, Brandes, Freud m.fl. – stævnede ud mod nye kyster, nysgerrige, videbegærlige og fulde af foragt for overtroiske vedtægter, var det deres ambition at frigøre deres medmennesker fra gamle bindinger og deres håb, at frigørelsen ville give styrke og selvstændighed. Det første lykkedes, det andet kniber det stadig med.

Jørgen Knudsen