Faklen.dk

FORSIDE | OM | 2007-2011 | 2002-2006 | 1996-2001 | ENGLISH | SØG  


Humanistiske indlæg med kant og dybde fra aviser og blogs samt artikler fra Faklens arkiv.

MODSPIL.DK
HUMANISME.DK
ENGELBRETH
DANARIGE.DK
MODPRESS
DANMARKS LØVER
POLIFILO.DK


SIDSTE INDLÆG:


Rune Engelbreth Larsen
Kuldegysende socialsystem


Claus Elholm Andersen
Da Dannebrog blev genkristnet


Ole Sandberg
'Rebellerne' i SF


Danmarks Løver
Frihedsbevægelsen
mod assimilation


Carsten Agger
My Name is Khan


Ole Sandberg
Bernard-Henri Lévys kvalme


Anne Marie Helger og Rune Engelbreth Larsen
Vi assimilerer


Claus Elholm Andersen
Derfor tog Samuel Huntington fejl


Carsten Agger
Jyllands-Postens
sande ansigt


Özlem Cekic
Hvornår er min datter dansk nok?


Rune Engelbreth Larsen
Den danske stamme


Ole Sandberg
Graffiti – en del af
dansk kulturarv


Kristian Beedholm
Per Stig Møller og armslængdeprincippet


Morten Nielsen
Støv


Martin Salo
Frihed kontra assimilation


Carsten Agger
Hizb ut-Tahrir og Afghanistan


Omar Marzouk og
Fathi El-Abed

Lyt til folkets stemme


Shoaib Sultan
Uværdig analyse af krisen i Egypten


Rune Engelbreth Larsen
Vesten gavner Mellemøstens islamister


Lars Henrik Carlskov
Rød-brun demo
mod Hizb ut-Tharir


Curt Sørensen
Den fremadskridende ensretning


Ella Maria
Bisschop-Larsen

Landbruget bør ikke have frie tøjler


eXTReMe Tracker

Pornografi og feminisme | FAKLEN 16


I Danmark blev skriftlig pornografi tilladt i 1967 og billedpornografi i 1969. Siden har pornografien bredt sig ud over talløse film, magasiner og TV-kanaler, og der er næppe den seksuelle variant, som pornoindustrien ikke kan tilbyde vor tids forbrugere. Herhjemme er den moralske forargelse efterhånden et sjældnere fænomen, om end ikke helt forstummet fra konservativ så lidt som fra fundamentalistisk og feministisk side; generelt roser vi os dog af et særligt seksuelt frisind, skønt det er kutyme at betragte pornografien som en underlødig genre. I det følgende skal vi forsøge at vise, hvorledes pornografien i flere tidligere kulturer og epoker imidlertid har været en naturlig og højt respekteret del af det offentlige såvel som det hellige rum, der sætter det moderne pornografiske »frisind« i relief, samt argumentere for pornografiens potentiale som en af feminismens allierede… 

I Den Store Danske Encyklopædi hedder det om pornografiens frigivelse: »Danmark var i 1969 det første land, som ophævede straf for billedpornografi …« 

Det er naturligvis en noget misvisende konstatering, eftersom pornografien har været en naturlig del af både hellig og profan kunst i årtusinder, før der overhovedet var noget, der hed Danmark. 

Ordene porne og graphein er græske og betyder henholdsvis »prostitueret« og »at skrive«, og sammensætningen »pornografi« henviste oprindelig til enhver form for kunst eller litteratur, der omhandlede prostituerede. I dag er betydningen mere bred og dækker almindeligvis erotiske motiver i det hele taget i tekst, billeder og på genstande, der blot i en eller anden grad har til hensigt at vække seksuel ophidselse. 

Et »erotisk motiv« i én tid og kultur behøver imidlertid ikke at være erotisk – eller erotisk i samme grad – i en anden, og også af den grund er pornografi ikke altid lige let at afgrænse. Men næsten uanset hvilke definitoriske snit, man måtte anlægge, går det, som vi i dag vil anse for fremstillinger af pornografisk art, mindst tilbage til forhistorisk tids hulemalerier. 

Den moralske foragt eller ambivalens, der har domineret så mange århundreder i vor egen kulturkreds’ syn på pornografien, tilhører således dybest set en historisk undtagelse. Grunden er, at lige så fraværende og ildeset en rolle seksualiteten har indtaget i kristendommen, lige så fremtrædende og allestedsnærværende en rolle har den indtaget i de mest centrale aspekter af de store kulturreligioner, der gik forud for den. 

Ligesom mennesker er seksuelle væsner, tillægges også guder og gudinder et eksplicit seksualliv. Selve verdensskabelsen har ofte seksuel karakter, og kulturelt og religiøst er seksualiteten ikke ulig selve verdens modus operandi

Blandt de 100 allermest grundlæggende kategorier eller kræfter (me’er) i sumerisk verdensopfattelse er således karakteristisk nok »the ’working’ of the penis, the kissing of the penis, the art of prostitution« (S. N. Kramer & J. Maier: Myths of Enki, 1989, s. 61). 

Mytologien er tilsvarende alt andet end bornert. I det paradisiske land Dilmun forfører Enki gudinden Nintu med en udtalt seksuel voldsomhed, der er ukendt i det gammeltestamentlige Eden: »Enki, the cunning one, in front of Nintu, mother of the land, has his phallus fill the ditches full with semen, has his phallus glut the reeds with an overflow of sperm, has his phallus tear away the noble cloth that covers the lap.« (Ibid., s. 24). I samme mytes lange forløb af samleje på samleje, der konstituerer verdensordenen, er det senere gudinden, der overtager »initiativet«, og det hedder da, at hun »fixed Enki in her vulva« og straks efter samlejet fødte otte helbredende guder. 

Gudinder og præstinder var lige så naturlig en del af verdens- og samfundsordenen som guder og præster, og seksualiteten var en afgørende faktor for det hellige såvel som det profane liv – ikke sjældent var det, som vi i mangel af tidssvarende gloser kalder »tempelprostitution«, en anerkendt vej til det hellige, og den tempelprostituerede en respektindgydende kvinde. 

I det berømte mesopotamiske epos Gilgamesh klager indbyggerne i byen Uruk bl.a. over Gilgamesh’ umættelige seksuelle appetit, og guderne beslutter at bønhøre de fortvivlede undersåtter og skabe kongen en noget nær uovervindelig modstander: Enkidu. Gilgamesh ved imidlertid, at Enkidu kan stækkes, om en tempelprostitueret formår at forføre ham, og hetæren Shamkhat løser opgaven: »Hetæren løste op for sine bryster, hun åbnede sit skød, han tog imod hendes fylde; hun nød uden blusel hans brynde, hun bredte sin klædning, han lagde sig hos hende; hun gjorde med den brunstige på kvinders vis, hetæren lå under for hans elskov.« (Overs. af O.E. Ravn; Verdensreligionernes hovedværker, 1953, bd. 2, s. 70). 

Enkidus og Shamkhats elskov strækker sig over en hel uge, men hetærens rolle er dobbelt – ikke blot skal hun forføre Enkidu, hun skal for så vidt også »civilisere« ham, indføre ham i kulturens mysterier; derved bliver seksualiteten også for Enkidu en slags syndefald, om end uden de negative associationer, der forbindes hermed i den autoritative bibelske version, hvor Eva forfører Adam. 

Samlejet var så essentielt i kulturel forstand, at særlige, mere eller mindre universelle ritualer såsom det hellige bryllup (hieros gamos) mellem en gud og en gudinde, måske i skikkelse af kongen og en præstinde, ansås for at være af altafgørende vigtighed for de fleste samfunds frugtbarhed og fremgang. Under den babylonske nytårsfest udspillede denne seksuelle forening sig mellem hovedguden Marduk og en gudinde, Sarpanitu, hvis navn passende udtydedes ved et ordspil som »den, der skaffer sæd«. (H. Ringgren: Die Religionen des Alten Orients, 1979, s. 129). 

Denne emfase på seksualitetens betydning for samfundets vel i de tidligere kulturer, også i det offentlige liv, er ikke mindst iøjnefaldende i kunsten, hvor sanselighed og begær, livsglæde og seksualitet er tilbagevendende og fremtrædende elementer. 

Eksempelvis vidner den uoverskuelige mængde af erotiske afbildninger på græske vaser, skåle og fade, hvor også sodomi og ikke mindst pæderasti er blandt motiverne, om en seksualmoral, der i vore dage ville have placeret en betragtelig del af den mandlige befolkning i datidens Athen bag lås og slå. Platon udsiger imidlertid intet som helst amoralsk eller anstødeligt i samtidens øjne, da han lader Faidros udtale følgende om forholdet manden og ynglingen imellem: »Thi jeg kan ikke nævne noget større Gode for et Menneske end straks, naar han er ung, at faa en god Elsker, og for en Elsker at faa en, som han kan elske.« (Overs. af H. Ræder; Platon: Symposion, 1967, s. 130). 

At den kvindelige homoseksuelle betegnes som »lesbisk«, skylder vi også grækerne, idet det relaterer sig til den græske ø Lesbos, hvor digterinden Sappho (f. ca. 625 f.v.t.) levede det meste af sit liv, forelskede sig i unge piger og skrev sine allerede i samtiden højt berømmede digte, der priser kærligheden. Et malerisk eksempel er dette fragment, der om noget kan stå som al elskovs credo: »For nogle en rytterhær, for andre fodfolk, og for atter andre er det en flåde af skibe, der er det skønneste syn på denne mørke jord; men jeg siger: Det skønneste er, hvad du end måtte begære.« Et par århundreder senere hylder Platon hende som den tiende muse. 

Man hverken kan eller skal nødvendigvis adoptere normer og forestillinger på tværs af tid og kulturer, men de hjælper om ikke andet til at forstå menneskelighedens mangfoldighed i stedet for at fordømme den – også i samtiden. Det har Nabokov også in mente: »Til syvende og sidst forelskede Dante sig dog også vildt i sin Beatrice, da hun var ni år, et strålende pigebarn, yndig og sminket i den røde kjole, og dette var i 1274 i Firenze ved et privat gæstebud i den glade maj måned. Og da Petrarca forelskede sig vanvittigt i sin Laura, var hun en blond smånymfe på tolv år, der løb i vinden i blomsterstøv og vejstøv …« (Overs. af M. Boisen; V. Nabokov: Lolita, 1997, s. 19). 

Det seksuelle frisind – eller manglen på samme – varierer kulturer imellem: Så sent som i begyndelsen af 1970ernes USA, over to et halvt årtusind efter at Sappho levede, blev f.eks. homoseksualitet klassificeret som en sindssygdom. 

At ægyptisk kunst selvfølgelig kunne afbilde noget så uskyldigt som fellatio, mens noget tilsvarende var bandlyst i små to årtusinders europæisk kunst under kirkens moralske pegefinger, er således i lyset af oldtidens og ikke mindst antikkens udtalte hyldest til kærlighedens og begærets mangfoldige udtryksformer lige illustrerende for seksualitetens og pornografiens stilling før såvel som i kristen tid. 

Før kirkens moralske overherredømme var ligeledes fallosdyrkelsen kendetegnende for talrige kulturer verden over, og et centralt pornografisk motiv ragede dermed op overalt – det være sig mere eller mindre direkte i form af en fallisk søjle, pæl, obelisk, bautasten, majstang eller de utallige øvrige afbildninger af det mandlige kønsorgan i snart sagt alle fantasifulde størrelser, former og sammenhænge. 

I det antikke Athen var kunstneriske gengivelser af fallosen hyppigt repræsenteret på offentlige steder, bl.a. på de allestedsnærværende hermer – stensokler med menneske- eller gudehoved, der var udstyret med en erigeret fallos, som det ikke var unaturligt at berøre. Disse var altså til hver en tid fuldt tilgængelige for voksne og børn i alle aldre og sætter om noget påstanden om Danmark som det første land, der frigiver pornografien, i et noget indbildsk lys. 

Ifølge religionshistorikeren Mircea Eliade knyttes falloskulten i Hellas til Dionysos: »Fra Pisistrates tid fejrede man i Athen fire fester til Dionysos’ ære. ’De landlige Dionysosfester’, som fandt sted i december, var landsbyfester. Man gik syngende i procession med en fallos i stor størrelse, en meget gammel ceremoni, som vi kender mangfoldige eksempler på fra hele verden.« (De religiøse ideers historie, 1995, bd. 1, s. 312). I lighed med dyrkelsen af de kvindelige kønsorganer blev falloskulten primært forestået af kvinder (se også artiklen: »Den hellige fallos«, Faklen nr. 10). 

»Hic habitat felicitas« (her bor lykken) konstateres det uden omsvøb i samme tradition, men på et romersk relief fra Pompeji, der forestiller en stiliseret penis i rank figur. De mange, meget eksplicitte, erotiske vægmalerier fra samme by ville formentlig heller ikke blive anset for videre æstetisk anstændige i dagens offentlige vægudsmykninger, men de beretter om en tid, hvor pornografi og anden kunst stadig væk var søskende. 

Mere uskyldig tager måske Ovid sig ud på overfladen. Næppe nogen sinde overgået, når det gælder om at indgyde alle begærets romantiske eskapader mennesker og guder imellem et på en gang lidenskabeligt yndefuldt og stille poetisk liv. Men Ovids tilfredsstillelse ved at fremhæve de mest usædvanlige seksuelle forbindelser lader sig dog heller ikke skjule i digterens skildring af Arachnes sagnomspundne kunstværk: »Astérië væved hun også forført og fanget af ørnen, / ligesom Leda på ryggen, bedækket af brusende svane; / hun skildrede Jupiter, da han i satyrdragt gjorde Nycteus’ / dejlige datter gravid, så der siden kom tvillinger af det, / og som Amphítryon lå hos Tiryns’ dronning Alcmene, / var guld i Danaës skød og brand i Asópus’ datters, / tog Mnemosyne som hyrde, og Deos datter som slange. // Også Neptunus skildrer hun der som Cánaces boler, / som fnysende tyr, og hvordan han så ud som Enípeus og avled / Aloeus’ æt og forførte Bisaltas’ datter som vædder; / også den blonde gudinde, den milde giver af kornet, / tog han, som hest, og som fugl den hugormehårede moder / til hingsten med vinger, og som delfin Deucalions datter.« (Overs. af O.S. Due; Ovids forvandlinger, 1989, VI, v. 108-120). 

Med kristendommen blev al kunstens berusende nøgenhed og sprudlende begær imidlertid forsaget, og seksualitet og kvindekøn betragtet som kilden til synd, ja, for så vidt selve syndefaldets ophav, selv om den katolske kirke så gennem fingre med mangt og meget, der stred mod den officielle dogmatik. 

Men at der formentlig overhovedet ikke blev fremstillet én eneste nævneværdig nøgen statue i vores kulturkreds i de mange århundreder, der forløb mellem romertiden og renæssancen, er et slående udtryk for kontrasten mellem middelalderens kunstneriske kyskhed og antikkens naturlige nøgenhed. 

Uden for det middelalderlige Europa har begæret fortsat stået i fuldt flor i kunsten, og seksualiteten er bl.a. blevet hyldet i de talløse pikante samlejestillinger, der i fuld offentlighed udsmykker flere hinduistiske templer. En beslægtet glæde over seksualiteten og varianterne inden for samme findes i Vatsyayanas berømte hinduistiske »lærebog« Kama Sutra, hvis affattelsestid løseligt dateres mellem det første og det sjette århundrede e.v.t. 

Vatsyayana noterer sig bl.a.: »In Gramaneri many young men enjoy a woman that may be married to one of them, either one after the other, or at the same time. Thus one of them holds her, another enjoys her, a third uses her mouth, a fourth holds her middle part, and in this way they go on enjoying her several parts alternately.« (Overs. af R. Burton & F.F. Arbuthnot; The Kama Sutra of Vatsyayana, 1992, s. 26). 

Forfatteren beretter selv i sit værk, at han har beskrevet elskovskunsten »for the benefit of the world«, mens han var religiøs student og »wholly engaged in the contemplation of the deity.« (Ibid., s. 78). 

Det turde være overflødigt at nævne, at det har været en noget anden »deity« end vore breddegraders Vorherre, der lige så lidt som sønnen har hverken hustru, elskerinde – eller seksualitet for den sags skyld. 

En pendant til Kama Sutra findes i Sheik Nefzaouis arabiske lærebog i elskovskunsten fra 1500-tallet, der indledes med ordene: »Lovet være Allah, der har anbragt kilden til mandens største glæde i kvindens naturlige dele og kvindens største glæde i mandens naturlige dele!« 

Nefzaoui råder manden til at tjene kvindens begær: »En af de klogeste mænd, der har studeret kvinder, beretter følgende kvindelige betroelse: ’Oh, I mænd, der søger en kvindes kærlighed og hengivenhed og ønsker at beholde dem, se til, at I glæder hende ved parringen. Forbered hende til nydelsen og forsøm intet, der kan tjene dette formål. Udforsk hende med al mulig iver og lad dit sind være tomt for alle andre tanker, medens du gør det. Lad ikke vellys-tens gunstige øjeblik gå uænset forbi: det indtræffer, når du ser, hendes øjne er let fugtige, og hendes mund er halvt åben. Foren dig så med hende, men aldrig før. Derfor, oh mand, når du har bragt kvinden i den formålstjenlige tilstand, så indfør dit lem; da, hvis du gør dig umage for at bevæge dig på den heldigste måde, vil hun erfare en vellyst, der vil tilfredsstille alle hendes ønsker. Rejs dig endnu ikke fra hendes bryst, men lad dine læber vandre over hendes kinder, og lad dit sværd hvile i hendes skede …’« (Overs. af H. Larsen; Den duftende have, 1990, s. 38f). 

Afslutningsvist beder Nefzaoui om tilgivelse for den synd, det må have været at skrive bogen. 

I vore dage er pornografi voldsomt udbredt, dog oftere som handelsvare end som kunst, endskønt seksualiteten og erotikken vinder frem i alle genrer og medier. 

Der er ikke mange seksuelle længsler, der ikke kan findes et vist afløb for i den brede vifte af »tilbud« i alt fra sexmesser, pornofilm og erotisk legetøj til magasiner, videospil og internettets sexsider. Men at udbudets kolossale omfang også vidner om en modsvarende tomhed i privatlivets manglende tilfredsstillelse, for hvilken store dele af den moderne pornoindustris virke næppe heller kan sige sig helt fri for at være et afslørende surrogat, er vel en nærliggende slutning, om end den i sagens natur næppe lader sig bevise. 

Som alle udtryksformer, der massefremstilles som samlebåndsprodukter, er kunstværket naturligvis undtagelsen og discountproduktet reglen. Der er vel således stadig væk en vis sandhed i udsagnet: »Når vi i den officielle litteratur lever med mennesker uden underliv, får vi i den uofficielle så at sige kun underliv uden mennesker.« (O. Brusendorff & P. Henningsen: Erotikkens historie, bd. 3, 1967, s. 74). 

Ofte havner pornoindustrien i en alt andet end frigørende overeksponering af silikone-overflader og mekanisk glamour, der kan være omtrent så indskrænkende, fastlåst og stereotyp i sit kvinde- og seksualitetssyn som den puritanisme, hvis fortrængning den er en følge af. 

Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at pornografiens mangesidede facetter i dag – uafhængigt af æstetiske vurderinger og andre lige så individuelt divergerende kvalitetshensyn – ikke desto mindre taler noget så essentielt som lidenskabens sag, og tilmed i udpræget grad gør det på mangfoldighedens præmisser. 

Få kan vel blive uenige om, at der er langt fra den moderne pornografis fremstilling af begæret til Ovids metamorfoser, og at et helt univers adskiller den ulykkelige narkoluder fra den lykkelige hetære. Men hvor ofte afsløres ikke netop i de udtryk, som mest udtalt angribes af moralens vogtere, kimen til oprør, hvad enten det er i det små som en lille nuance på den æstetiske palet, et afgørende normativt nybrud eller en stædig insisteren på en frihed og individualitet, der er sygnet hen. 

Pornografiens modstandere går således ikke blot ensretningens ærinde, men gavner heller ikke hverken kvinderne i branchen eller kvindefrigørelsen, fordi der dybest set er tale om en fordømmelse og fornægtelse også af kvinders begær, der netop er ved at komme ud af århundreders moralske jerngreb, som har dæmoniseret kvindekønnet og seksualiteten. 

Pornografiens brede vifte er måske netop i særlig grad symptomatisk for oprøret imod denne dæmonisering, eftersom seksualitetens iboende præferencers forskelligartethed træder så ekstraordinært synligt frem her: Hvad der for den ene er kedsommelig amatørporno, er for den anden ophidsende ægthed, og hvad der for den tredje er en vederstyggelighed, er for den fjerde en kilde til salighed. 

Dermed er pornografien i sidste ende – alle eksempler på overeksponering og åndløshed til trods – i familie med feminismen og stadig væk beslægtet med Sapphos credo: »Det skønneste er, hvad du end måtte begære.«

Rune Engelbreth Larsen
Fotoredaktion i bladet: Leyla Tamer og Heidi Holmgaard Sandvej