Faklen.dk

FORSIDE | OM | 2007-2011 | 2002-2006 | 1996-2001 | ENGLISH | SØG  


Humanistiske indlæg med kant og dybde fra aviser og blogs samt artikler fra Faklens arkiv.

MODSPIL.DK
HUMANISME.DK
ENGELBRETH
DANARIGE.DK
MODPRESS
DANMARKS LØVER
POLIFILO.DK


SIDSTE INDLÆG:


Rune Engelbreth Larsen
Kuldegysende socialsystem


Claus Elholm Andersen
Da Dannebrog blev genkristnet


Ole Sandberg
'Rebellerne' i SF


Danmarks Løver
Frihedsbevægelsen
mod assimilation


Carsten Agger
My Name is Khan


Ole Sandberg
Bernard-Henri Lévys kvalme


Anne Marie Helger og Rune Engelbreth Larsen
Vi assimilerer


Claus Elholm Andersen
Derfor tog Samuel Huntington fejl


Carsten Agger
Jyllands-Postens
sande ansigt


Özlem Cekic
Hvornår er min datter dansk nok?


Rune Engelbreth Larsen
Den danske stamme


Ole Sandberg
Graffiti – en del af
dansk kulturarv


Kristian Beedholm
Per Stig Møller og armslængdeprincippet


Morten Nielsen
Støv


Martin Salo
Frihed kontra assimilation


Carsten Agger
Hizb ut-Tahrir og Afghanistan


Omar Marzouk og
Fathi El-Abed

Lyt til folkets stemme


Shoaib Sultan
Uværdig analyse af krisen i Egypten


Rune Engelbreth Larsen
Vesten gavner Mellemøstens islamister


Lars Henrik Carlskov
Rød-brun demo
mod Hizb ut-Tharir


Curt Sørensen
Den fremadskridende ensretning


Ella Maria
Bisschop-Larsen

Landbruget bør ikke have frie tøjler


eXTReMe Tracker

Feminisme | FAKLEN 16


Kvindefrigørelse er stadig påkrævet, men måske er der behov for opbrud og nybrud inden for kvindebevægelsen. Vi belyser nogle linjer i debatten og argumenterer for, at kvindefrigørelse godt kan være forskellig for forskellige kvinder, hvorfor en ny feminisme må tage udgangspunkt i kvindens individualitet.

En ny bølge af feminisme er tilsyneladende over os. Det er imidlertid ikke de store demonstrationer og happenings, som præger billedet i dag;

det kendetegnes mere af diskussion end af decideret kamp. Alt fra ligeløn til pornografi og spiseforstyrrelser debatteres i TV, dagspresse og bøger såvel som til diverse offentlige arrangementer.

Men hvad er der overhovedet at gøre oprør mod i dag – var »kvindeundertrykkelse« blot et modeord, der nu er gået af mode ligesom »rødstrømpe«? Som kvinde kan man vælge den uddannelse, man ønsker, søge ind på den arbejdsplads, man vil, og man kan få passet sine børn, så man kan genoptage sit arbejde efter endt barsel. At mænd tjener mere i gennemsnit om året end kvinder, vækker ikke det store ramaskrig. Måske kender man eller har hørt om kvinder, der bliver dårligt behandlet, men anser det for personlige problemer, der har tilfældig karakter. Lever vi ikke i et land med retssikkerhed og socialt sikkerhedsnet, hvor enhver kvinde er frit stillet til at vælge det liv, hun ønsker sig?

Det er tilsyneladende en opfattelse, der deles af de fleste, og begrebet »feminisme« skurrer i manges ører som noget rabiat, der på mange måder hører fortiden til, og som slet ikke er nødvendig i et moderne Danmark.

Jette Hansen, debatredaktør ved dagbladet Aktuelt, skriver i sin bog Det bløde punkt – kvindeidentitet i 90’erne: »Uagtet det i virkeligheden var de færreste kvinder, der gjorde feminismen til en identitet, så fylder forestillingen om denne kvinde altså kolossalt i dattergenerationens indre landskab. Feminismen har mistet sin karakter af oprør. Den har i stedet fået karakter af magtfuld autoritet, ’establishment’, kedsommeligt påbud, en stiv undertrykkelse af livsånderne.« (S. 193).

Måske er der behov for opbrud og nybrud.

I det følgende skal vi forsøge at indkredse nogle mindre påagtede aspekter af en nødvendig kvindefrigørelse, både som de er blevet berørt og ikke er blevet berørt i den feministiske debat de sidste par år.

Kristendommen og kvinden

Mange feminister har påpeget den patriarkalske ordning, der til stadighed præger vores kultur. Men de kristne kulturelle rødder, vi stadig i det mindste formelt betragter som en del af vort samfundsgrundlag, og ifølge hvis primære skrift, det Nye Testamente, kvinden er en sekundær, svag skabning, tages sjældent i betragtning. Selv om den nytestamentlige ringeagt for kvinden er kommet frem i lyset med stadig større klarhed i løbet af det nittende og tyvende århundrede, har kirken aldrig officielt taget afstand fra disse passager, der den dag i dag er en del af den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag.

Når man tager i betragtning, at det Nye Testamente har haft en altafgørende normsættende rolle i det forløbne årtusind af danmarkshistorien, er det heller ikke uden betydning for det overleverede kvindesyn, at dette skrift understreger: »Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd« (1. Pet. 3,1), og: »Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning …« (1. Pet. 3,7).

Kvinden skal ifølge denne tradition helst ikke høres, men kan godt accepteres som et uoplyst og underdanigt væsen: »Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder …« (1. Tim. 2,11).

I Danmark kan kvinder blive præster, selv om præstinder er uønskede ifølge denne bog, som både mandlige og kvindelige præster betragter som deres religions grundlag: »Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger.« (1. Kor. 14,34).

Enhver moderne kristen vil hævde, at visse passager i det Nye Testamente ikke længere skal tillægges den betydning, de ordret udtrykker, eftersom de i det hele taget stammer fra traditioner og livsmønstre, der hidrører fra en anden tid. Men hvorfor folkekirken så stadig bevarer hver eneste passage i det Nye Testamente – også de stærkt kvindenedsættende – som en del af bekendelsesgrundlaget, får stå uafklaret hen.

Men det kan vel næppe komme bag på nogen, at en kultur, der er opfostret med en religion, som betoner, at kvinden er »en svagere skabning«, der skal »underordne sig« og »leve i stilhed«, naturligvis får svært ved at lægge dette negative billede af hendes køn helt bag sig. Hanne-Vibeke Holst citerer forfatteren og lægen Jannie Helle i Min mosters migræne – eller hvordan jeg blev kvinde: »Feminiteten er modpolen til de udfarende, aggressive og dominerende træk.« (S. 248). Denne karakteristik stammer ikke fra 998, men 1998, og med det nytestamentlige kvindesyn in mente, er det næppe vanskeligt at se, hvorfra denne opfattelse af den indadvendte, passive og underordnede kvindelighed i sidste ende stammer.

»Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.« (Åb. 14,4).

Det bemærkes ikke her, om også kvinder, der ikke har »besmittet« sig med mænd, er værdige til at være »som en førstegrøde for Gud og Lammet«, men ingen tvivl om, at det er gennem kvinden og seksualiteten, man »besmittes«. Og netop seksualiteten, der er en direkte følge af syndefaldet, som atter er en direkte følge af kvinden, ophavet til det »kødelige«, skamfulde, syndige begær, fordømmes i kraftige vendinger: »Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det …« (Rom. 8,7). »De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.« (Gal. 5,24).

Kvinden er fra selve skabelsen øjensynligt tænkt som et blot og bart vedhæng til manden: »Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.« (1. Kor. 11,9).

Næppe ret mange i dag vil anse sig for at være kristen i traditionel forstand eller overhovedet kunne tage ovennævnte citater alvorligt. Men ligesom det enkelte menneske påvirkes af sin opvækst, påvirkes kulturen af sit udspring. Opfattelsen af kvinden som et laverestående væsen har den danske kultur fået ind med den kristne modermælk, og den kan være svær at komme helt til livs, skønt den, som vi skal se i det følgende, naturligvis ofte manifesterer sig ganske anderledes i dag end for tusind eller blot hundrede år siden.

Karriere og moderskab

I den meget omtalte bog Fisseflokken, der indeholder en række essays af unge feminister fra Sverige, udtrykker Karola Ramkvist et traditionelt feministisk opgør med den hjemmegående kvinde, der vier livet til sine børn: »Man forudsætter, at kvinder som ikke i praksis – i dage, timer og minutter – vier deres liv fuldstændigt til deres børn, lider under det. Mange tror nemlig stadig, at der findes en lille kirtel, hvorpå der står ’børn’, uden på alle kvinders hjerte. I den tror man, at det dunker og smerter hvert sekund, de ikke er sammen med deres børn, og man spørger kvinder, som gør karriere eller i det hele taget har et eget liv uden for hjemmet, om de virkelig synes, det er det værd. Man spørger dem om alt det, de ofrer. Men man stiller aldrig spørgsmålet ’var det det værd, at ofre dine børn for karrieren’ til en mand, som arbejder over alle ugens aftener.« (S. 35).

Som samfundet er indrettet i dag, er borgernes største pligt at arbejde, at producere. Denne arbejdsmoral er imidlertid uadskilleligt forbundet med en helt særlig forudsætning: Samfundet respekterer ikke arbejde, som ikke er lønarbejde. Dette sidder så dybt i os, at vi ynkes over og ofte ser ned på den, der står uden for arbejdsmarkedet, fordi vi er blevet vænnet til, at arbejdsmarkedet er det altafgørende, som man enten bidrager til i form af lønarbejde eller slet og ret belaster.

Således mistænkeliggøres enhver uden for arbejdsmarkedet, fordi den herskende moral dikterer, at et sådant menneske intet som helst bidrager til samfundet, da man underforstået har vedtaget, at samfundet er identisk med noget så teknisk og firkantet som samfundsøkonomien.

Den, der måtte ønske at tilbringe en periode af sit liv med at skrive digte, spille musik eller gå ture i skoven, er uønsket, så længe vedkommendes aktiviteter ikke kan aflæses positivt på et budget. Om digtene, musikken eller skoven så beriger den pågældendes og måske andres liv eller ej, er ifølge arbejdsmarkedsmoralen aldeles lige meget. Så længe det ikke er aktiviteter, der giver et økonomisk udbytte, og som dermed forsørger den pågældende, er de i bedste fald overflødige, i værste fald samfundsundergravende ud fra samme morals lommelogik: Hvad nu hvis alle gjorde sådan?

At mange mennesker uden for arbejdsmarkedet uundgåeligt kommer alvorligt i klemme i et system, der ringeagter eller direkte kriminaliserer ulønnet beskæftigelse, er indlysende, men det er åbenbart fuldt ud acceptabelt, eftersom de »selv er ude om det«. At samfundet kunne tænkes at forsørge mennesker, der frit har fravalgt arbejdsmarkedets lønarbejde til fordel for ulønnet beskæftigelse, anses i dag for at være så umoralsk og skadeligt, at folk uden videre har affundet sig med indførelsen af tvangsarbejde som udtryk for et ligefrem meget omsorgsfuldt menneskesyn.

Samfundet er ikke blot blevet identisk med samfundsøkonomien, det er blevet identisk med og i detalje styret af arbejdsmarkedet.

At denne »moral« i stigende grad risikerer at ramme kvinder, er heller ikke genstand for megen opmærksomhed, hverken inden eller uden for den traditionelle kvindebevægelse. Men det er ikke desto mindre et naturgivent faktum, at en ufravigelig del af de fleste kvinders liv er og bliver identiteten som moder – og hvad er vel mere uforeneligt med arbejdsmarkedsmoralen end moderskabet?

Enhver, der har tilbragt lidt tid med børn, ved, hvor på en gang vidunderligt og krævende det er. Men medmindre man er ansat til at tage sig af børn, er der ikke tale om et reelt arbejde ifølge moderne begrebsdefinitioner, eftersom et »rigtigt« arbejde alene er lønarbejde. Kort sagt er den hjemmegående forælder (og for det nyfødte barn er det af naturlige årsager oftest moderen), der i princippet bruger døgnets fireogtyve timer på at passe sine børn, at betragte som arbejdsløs, fordi hun ingen indtægt har. Arbejdsmarkedsmoralens dom bliver, at hun ligger samfundet til last, og derfor indirekte, at hun skal skamme sig – og hjælper skammen hende ikke ud på arbejdsmarkedet, skal tvangen nok gøre det.

Almindeligvis bliver der set gennem fingre med en moder, der er sat uden for arbejdsmarkedet i barnets første halve år, hvor amning og forældrekontakt accepteres som noget nødvendigt, til trods for at det er umiddelbart økonomisk uproduktivt. Derefter bliver det så også hastigt uacceptabelt og søgt umuliggjort af myndighederne.

Hendes situation er dermed ikke alene blottet for samfundets agtelse og den almene prestige, fordi prestige og agtelse i dag næsten udelukkende afhænger af ens plads på arbejdsmarkedet og den deraf følgende økonomiske status, men på grund af hendes ringe eller manglende indkomstforhold placeres hun til og med nederst på den sociale rangliste og får automatisk prædikatet »svag«, »offer« eller »undertrykt«.

Jette Hansen skriver herom i Det bløde punkt: »Det kan godt være, kvinder i vore dage har lov at gøre karriere, men samtidig lever de i en tid, hvor selve kvindeligheden er tømt for prestige. At være kvinde med visse reproduktive funktioner og arbejdsopgaver knyttet til sig i kraft af kønnet giver ingen status. Tværtimod.« (S. 123). Siden citerer hun Marie Louise Kjølbye fra bogen Adskillelse: »… det at være mor på barselsorlov var ikke noget egentligt liv, set med samfundets og mine egne øjne.« (S. 236).

Samfundet har lært os, at det »egentlige liv« alene findes ude på arbejdsmarkedet, hvor der hverken er plads eller tid til familien, men kun til produktion og atter produktion. Dette er problematisk for begge køn, men især for kvinden, da moderskabet uløseligt er knyttet til hende, og det af gode grunde især er kvinden, der i begyndelsen må gøre plads til et barn.

Det bliver således utrolig svært og stressende både at passe sit job og samtidig have en familie. Vi roser os ellers af, at arbejdstiden er faldet drastisk det sidste århundrede, men glemmer, at hver enkelt familie i dag ofte er nødt til at have begge voksne ude på arbejdsmarkedet, hvormed den samlede tid på arbejdsmarkedet for flere familier er vokset betydeligt sammenlignet med både tidligere tider og andre kulturer.

Dette er naturligvis ikke til familiernes, men alene til arbejdsmarkedets fordel, hvor børnefamiliernes behov på ingen måde tilgodeses, men tværtimod får dårligere og dårligere kår: Økonomisk, fordi samfundet bliver stadig mere utilbøjeligt til at understøtte en forælder økonomisk, der har valgt at gå hjemme hos børnene; og følelsesmæssigt, fordi det at prioritere samværet med barnet så meget højere end lønarbejdet, at lønarbejdet fravælges, generelt anses for at være udtryk for en tilbagestående, understimuleret eller snyltende tilværelse. Jette Hansen skriver: »Jeg tror, kvinder i dag lider, når de får børn, fordi de har intimfamilien under huden, mens samfundet slet ikke er gearet til, at man realiserer denne familieform.« (S. 259).

En mand, der opsiger sit arbejde for at passe sine børn, vil måske være genstand for kortvarig ros, fordi man vil betragte det som et admirabelt offer. Men skulle han være afhængig af samfundets økonomiske støtte, vil han hurtigt risikere at blive stemplet som en, der nasser på »vores andres skattekroner«. En kvinde, der opsiger sit arbejde for at passe sine børn, vil næppe være genstand for anden reaktion end mistænksomhed og let forargelse. Både ud fra arbejdsmarkedsmoralen, men også ud fra den del af den »feministiske« moral, der paradoksalt nok sætter arbejdsmarkedsmoralen højere end kvindelig frihed til at vælge lønarbejdet fra, og ifølge hvilken hun måske både skal høre for at »forspilde sine chancer« og »ligge under for undertrykkende kvinderoller«. Det er imidlertid kendetegnende, at ingen kvinde – eller mand for den sags skyld – der prioriterer karrieren højest, risikerer at skulle høre for, at vedkommende »ligger under for en undertrykkende arbejdsmarkedsmoral«.

Den »hjemmegående husmoder« er jo sindbilledet på den traditionelle kvinderolle, som man gjorde op med i 1970erne, og som i høj grad identificeres med kvindefrigørelsens modpol – men når dette dogmatiseres, bliver det faktisk mere til gavn for arbejdsmarkedet end for kvindefrigørelsen.

Den kvinde, der vælger at passe sit barn selv, risikerer at blive udsat for fordomme om, at hun selv er reaktionær, undertrykt af et konservativt kvindesyn, eller at hun måske ligefrem er ubegavet og uselvstændig.

Der er i virkeligheden ikke megen plads til forskellighed så lidt som til forståelsen af, at den kvinde, der ønsker at tilbringe de fleste år sammen med sine børn på bekostning af lønarbejde og karriere, hverken er mere eller mindre kvinde eller mere eller mindre undertrykt end hende, der ønsker at prioritere arbejde eller andre interesser højere end pasning af egne børn.

Uden en reel accept af dette bliver det umuligt for en moder at være kvinde på korrekt vis – en eller anden vedtagen »kvinderolle« kommer uundgåeligt i vejen: Prioriterer hun sit arbejde højt, er hun nok en dårlig moder, passer hun selv sine børn, har hun nok en fordummende og rutinepræget tilværelse ved »kødgryderne«.

Således er en af de naturligste sider ved det kvindelige køn overhovedet, moderskabet, nærmest blevet gjort til permanent genstand for samvittighedsnag og frustration i skæringspunktet mellem efterdønningerne af en kvindefrigørelse, der erstattede ét absolut kvindeideal med et andet lige så absolut, og af en mandsdomineret arbejdsmarkedsmoral, hvor arbejde og vækst for vækstens egen skyld er blevet selve tilværelsens formål.

Prostitution og seksualitet

Kvinden, der vælger et liv med sit barn på bekostning af lønarbejde og karriere, har ikke gode kår inden for det gældende samfundssystem. Man vil hellere finansiere tvangsarbejde for at tilfredsstille vækstkrav og overproduktion end skabe et økonomisk grundlag for større valgfrihed mellem beskæftigelse på arbejdsmarkedet og beskæftigelse med egne børn.

En anden traditionel kvindelig beskæftigelse er imidlertid direkte ildeset – prostitution. De kvinder, der i dag møder mest foragt fra offentligheden, er uden tvivl de prostituerede, og alligevel er det desværre sjældent solidaritet, de møder fra deres feministiske søstre.

Det er måske forståeligt, fordi det netop er inden for denne branche, at det moderne samfunds mest tragiske kvindeskikkelser findes, nemlig de såkaldte narkoludere. Disse kvinder prostituerer sig alene for at få råd til det næste fix, fordi myndighedernes »hjælp« fortrinsvis består i en fortsat kriminalisering af det stof, som de nu engang er afhængige af. Ved at åbne for en legalisering, der betyder, at narkotika kan fås billigt og rent på apotekerne, kunne man med ét slag afskaffe narkoprostitutionen.

Hvad man i 1970erne nødigt så i øjnene, men i dag er blevet mere bevidst om også blandt feminister, er imidlertid, at det langtfra er alle prostituerede, der er narkoludere, og at man i det hele taget må skelne mellem prostitution af nød og prostitution af lyst.

Men det er åbenbart vanskeligt at acceptere, at der er kvinder, der vælger prostitution, fordi de har lyst til det; så stærkt associeres hele erhvervet med kvindeundertrykkelse per se, til trods for at det i kulturhistorisk forstand er så godt som et universelt foretagende, der i flere kulturer og forskellige epoker har været endog højt agtet, ja, sågar helligt.

En legalisering af erhvervet er stadig ikke en realitet (se Faklen nr. 10: »Prostitution og dobbeltmoral«). I 1999 udtalte Venstres ordfører Karen Rønde f.eks. i forbindelse med lovforslaget om en såkaldt »afkriminalisering« af prostitution: »Det er af stor betydning for os, at lovforslaget juridisk afkriminaliserer de prostituerede, men ikke legaliserer prostitution, for det at sælge sin krop må aldrig blive det samme som at sælge en sæk kartofler.« Ifølge denne tankegang vil ingen kvinde sælge seksuelle ydelser af egen fri vilje.

Rebecca Facey udtrykker i Fisseflokken en lignende, traditionel afvisning af, at en kvinde frit har valgt at prostituere sig: »Hvis du spørger en, som forsørger sig ved prostitution, om hun lider under det, vil hun antagelig sige, at hun har valgt det. Næsten ingen, som er offer, vil sige, at han/hun er eller betragter sig som offer. Den, som har fået sine grænser krænket, som har lært sig, at ens egen krop ikke er mere værd, end at hvem som helst kan udnytte den, gøre med den, hvad de vil, og den, som ikke har fået perspektiv på det, der har præget ens opvækst, har intet at sammenligne med.« (S. 72).

Men det er umuligt at komme uden om, at der findes kvinder, der vælger at prostituere sig af lyst. At benægte det er lige så absurd, som det er en fundamental mangel på respekt på forhånd at stemple dem som »ofre«.

At mange kvinder synes, at det er den største ydmygelse at sælge sin krop, er ikke ensbetydende med, at dette må og skal gælde for alle kvinder. På samme måde som der er kvinder, der ville finde det aldeles nedværdigende at »sælge« sig selv som kassedame, sekretær eller hjemmegående husmoder, er der kvinder, der føler, at de lever et fuldt og rigt liv med disse beskæftigelser.

Modne og selvbevidste kvinder, der har valgt at tjene til livet som prostituerede, tvinges imidlertid som de eneste til at føre en skyggetilværelse, ikke bare på grund af lovgivningen, men også på grund af den fremherskende moral, som belærer dem om, at de er »undertrykte ofre«. Hvis de selv er uenige heri, hævdes det blot, at de er ofre for fortrængning eller dårlig opvækst.

Kan man forestille sig noget mere kvindeundertrykkende og ringeagtende end at generalisere og umyndiggøre en hel gruppe kvinder på denne måde?

Det lader til, at kvindefrigørelsen endnu ikke er kommet dertil, hvor den tør anerkende den enkelte kvindes selvstændige og individuelle ånd og kæmpe for netop de kvinder, der fuldt bevidst overskrider den herskende morals grænser.

Den prostituerede ønsker naturligvis sjældent at stå frem og forsvare sit valg, da hun dermed risikerer at blive udstødt af både sine nærmeste og det øvrige samfund. Således får opfattelsen af den stakkels fortabte luder lov til at florere og rodfæste sig i befolkningens bevidsthed, og det bliver umuligt at forestille sig, at det skulle kunne være anderledes. En reel legalisering af prostitution ville ikke blot betyde bedre arbejdsvilkår for de prostituerede, fordi den kunne kombineres med klare krav til hygiejne og lægetilsyn, men ville også medføre en åbenhed og synliggørelse, der ville være med til at gendrive mange udbredte fordomme (se f.eks. interviewet med en »bordelmutter« i Faklen nr. 8).

Ved at fordømme luderen, fordømmer man på mange måder også alle andre kvinder. At blive kaldt en »luder« er så nedværdigende og modbydeligt, at selv små børn ved det. Først når prostitution bliver et erhverv på linje med alle andre erhverv, kan denne stempling med tiden elimineres.

Ann-Linn Guillou skriver i Fisseflokken om at blive stemplet som en tøjte: »En pige som prøver engangs-sex, bliver kaldt en tøjte. Sådan er det i dag, og vi skal ikke hykle om det. Der findes endog flere, der bliver kaldt tøjter, selv om de aldrig har haft sex. Nogle fordi de er flotte, og andre fordi de høres og ses mere, end piger ’burde’ gøre. Så bliver de en trussel. Og den enkleste måde at neutralisere truslen er at kalde dem tøjter. For det er det værste en pige kan være. Brugt. Det er alle pigers skræk. Og alle fyres magt.« (S. 97).

Det er stadig væk ikke et helt ukendt fænomen, at kvinden udhænges som »brugt og beskidt« eller »løs på tråden«, når hun udviser seksuel styrke og selvbevidsthed eller blot tager sig en elsker for en enkelt nat, mens en mands status ikke sjældent stiger, hvis han kan »nedlægge« mange kvinder. Og selv om en kvinde i sagens natur ikke kan være »brugt og udnyttet«, medmindre hun selv føler sig brugt og udnyttet, hvad enten hun er prostitueret eller blot nyder sex med forskellige mænd, er dette stempel selvfølgelig dybest set udtryk for en ringeagt for kvinden og hendes evne til selv at vælge til og fra. I dag accepteres i stigende grad flere variationer inden for seksualiteten, og regelret puritanisme er hastigt på retur, men kvinden, der bevidst afviger fra de tilbageværende seksuelle normer ved f.eks. at være promiskuøs, vækker stadig anstød – i modsætning til manden.

Den værste af disse afvigere er luderen, og ydmygelsen og hånen ligger implicit i selve betegnelsen. Ved at redefinere dette udtryk og revurdere vores syn på de prostituerede, kommer vi en reel kvindefrigørelse nærmere. En kvindefrigørelse på den kvindelige forskelligheds præmisser, ikke på grundlag af prædefinerede »idealer« og »roller«, som skal gælde alle kvinder over én kam. Det må være lige så acceptabelt, at der er kvinder, som finder tilfredsstillelse i et erhverv som prostitueret, som at der er kvinder, der aldrig i livet ville nærme sig prostitution. Nøjagtig som der er kvinder, der finder udfordringer og tilfredsstillelse på en avisredaktion, mens andre aldrig kunne drømme om at prostituere sig på denne måde. Kan vi overhovedet tale om kvindefrigørelse, før kvinder står sammen i gensidig accept og respekt med kvinders ret til forskellighed, den heteroseksuelle med den homoseksuelle, pædagogen med den prostituerede, karrierekvinden med husmoderen?

Når vi tør have tillid til, at den prostituerede af lyst foretager nogle valg ud fra sine egne ønsker – som så mange andre kvinder i så mange andre jobs – kan kvinder naturligvis heller ikke længere intimideres af at blive kaldt for en luder. Giver vi den prostituerede den respekt, hun fortjener, efter århundreders ringeagt, vil vi samtidig blive usårlige over for det, Ann-Linn Guillou kalder for »alle pigers skræk« og »alle fyres magt«. Således kommer vi en generel ligestilling af kvinden nærmere, fordi det ville betyde, at kvinden hverken var mere eller mindre stemplet, hvad enten hun blev kaldt for luder og tøjte, betjent eller højesteretsdommer.

Men luderens metier er seksualitet, og kvindelig seksualitet er i sig selv en størrelse, der igennem århundreder er blevet forbundet med synd og usædelighed, hvor så luderen har stået som eksponent for den syndige seksualitet i allerhøjeste potens. Også i dag er der kvinder, der må skamme sig over deres seksualitet, og selv om vi roser os af vores frisind i Danmark, er der helt klare, men uskrevne regler for, hvordan kvinders seksualitet og sexlyst bør være – også hvor den ikke er forbundet med prostitution.

Hanne-Vibeke Holst skriver i Min mosters migræne: »Indrømmet, det gibbede i mig, da min mormor under interviewet betror mig, at hun og morfar som unge var ’meget sexglade’. Det er også en af de udtalelser, som jeg har været tættest på helt at udelade. Simpelt hen bortcensurere. Ikke mindst fordi min redaktør under den første læsning også udtrykte betænkelighed ved den upolerede gengivelse. Men hun, redaktøren altså, er også en pæn pige. Og vi pæne piger ved om nogen, hvordan sådan en bramfri tilkendegivelse kan skade vores rygte.« (S. 195). Mere skal der altså ikke til, før kvinden bliver sin egen moralske pegefinger over noget så uskyldigt som stor sexglæde.

Umiddelbart er det svært at forstå, hvordan en så uskyldig udtalelse fra en ældre kvinde kan vække så megen bekymring hos Hanne-Vibeke Holst og hendes redaktør. Men noget tyder på, at kvinder helt fra barnsben lærer, at der er noget skamfuldt ved en for synlig eller pågående kvindelig seksualitet, mens dette anses for noget naturligt og sundt for en mand. Ann-Linn Guillou skriver i Fisseflokken: »Piger må allerede som børn lære, at alt, som har med pubertet at gøre, er pinligt, og at deres køn lugter ilde. Det er pinligt at købe sin første bh, og det er direkte skamfuldt at købe sit første bind. Mens mange drenge lærer at være stolte over deres udvikling og lærer, at deres liderlighed er deres mandighed.« (S. 100).

Mange kvinder har levet hele deres liv med lysten og begæret forsvarligt låst inde i det inderste hjertekammer, hvorfra det aldrig siden er blevet lukket ud. Kvindelig seksualitet defineres i dag ikke bare ofte ud fra mandens forventninger, men også ud fra modebladenes konventioner om »sund«, »naturlig« og »sjov« sex, for slet ikke at tale om det mere og mere stereotype og fashionable »supermodel«-udseende, der identificeres med seksualitet og erotik i medierne.

Er den kvindelige seksualitet kommet mere ud af sin skyggetilværelse, er det derimod ikke sjældent for at blive udtrådt med »G-punkts vejvisere«, indviklede underlivsøvelser og »hvordan hun vil ha’ det«-artikler, når enhver kvinde i virkeligheden ofte inderst inde udmærket er klar over, hvordan hendes egen, individuelle seksualitet tegner sig.

Er hendes lyst ikke længere bevidst associeret med noget »beskidt« eller lavt, er den dog stadig væk underlagt ensrettede forventninger og fordomme, hvor luderen indtager rollen som skræmmeeksemplet på afsporet kvindelighed, hvad enten hun stemples som »undertrykt«, »uansvarlig« eller »umoralsk«.

Den kvindelige seksualitet og lyst, der ikke lader sig presse ind i et på forhånd defineret moralkodeks af den ene eller anden slags, bliver således stadig påduttet en fuldstændig unødvendig og smertefuld skamfølelse. Accepten af og respekten for luderen bliver således også et mål for en virkelig kvindefrigørelse, fordi den er udtryk for et afgørende skridt på vejen til overvindelsen af dæmoniseringen af kvindens natur og seksualitet i det hele taget.

Voldtægt og nødværge

I 1997 vakte kvindebanden Vagina Dentata opmærksomhed ved at »opfordre alle kvinder til at slutte sig sammen i kvindebander og aktivt bekæmpe alle former for kvindediskriminerende overgreb« (se interviewet i Faklen nr. 4).

De opfordrede til selvtægt mod voldtægt, da voldtægtsproblemet syntes stærkt underspillet i den almindelige debat og bevidsthed.

Mange kvinder giver sjældent udtryk for det ubehag, de føler, når de uopfordret bliver fysisk antastet af mænd, og slår det hen med et: »Sådan er mænd.« Det er i virkeligheden så almindeligt, at kvinder bliver generet og direkte eller indirekte ydmyget seksuelt på gaden, på diskoteker, i skolen og på arbejdspladsen, at det nærmest anses for en naturlov. Linna Johansson skriver i Fisseflokken: »Da flere af pigerne i klassen havde fået bryster, blev gramseriet noget selvfølgeligt. De greb fat, klemte, vred, og vi holdt vejret og sagde til dem, at de var barnlige, men i virkeligheden var smerten så enorm, at vi hver gang måtte kæmpe for ikke at besvime. Nogle gange beklagede vi os til vores klasselærer, og hun smilede og sagde, at vi nu virkelig begyndte at blive voksne, og at det var dejligt at se, hvordan spillet mellem os piger og drengene udviklede sig.« (S. 11).

Der kan være både »små« og »store« krænkelser, som sætter mere eller mindre dybe spor hos den, der har været udsat for dem. Således bemærker f.eks. Hanne-Vibeke Holst, hvorledes hendes ligefremme forhold til sin egen seksualitet blev spoleret allerede som ganske ung pige, fordi nogle drenge generede hende groft og kaldte hende for en lille luder, da hun udførte et dansenummer i bikini – siden »stod skammen over lysten«, som hun skriver.

Der kan nok ikke være tvivl om, at drengenes gramserier og mobning også kan skyldes stor usikkerhed, hvilket naturligvis ikke er nogen undskyldning i sig selv. Problemet er, at der ikke er nogen, der fortæller dem, at de ikke har ret til at behandle pigerne på den måde, der ikke »blot« er sammenlignelig med drenges tjatten og legende brydekampe, men vitterligt er en respektløs forgriben sig på kvindens køn og seksualitet. Tværtimod anses dette for en naturlig udvikling, et »spil«, en slags forberedelse til det voksne liv.

At mange kvinder vælger at tie, kan heller ikke undre, så længe vi bilder os ind, at det ikke er så slemt, at det blot er drengestreger, eller som Hanne-Vibeke Holst skriver om en mand, der havde chikaneret hende seksuelt: »Om denne mand allerede havde begået eller senere begik en sædelighedsforbrydelse, aner jeg ikke. Men jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har været udsat for hans perversiteter. Og et eller andet sted har jeg også en grim fornemmelse af, at jeg faktisk var heldig. Men som sagt, det er der ikke noget sensationelt i.« (S. 194).

Hvornår bliver det »sensationelt«? Ifølge retssystemet skal der meget til, og grænsen er selvfølgelig også forskellig fra kvinde til kvinde. Hvad den ene kun har et skuldertræk tilovers for, kan være en modbydelig krænkelse for den anden. Men tåler kvinden små ydmygelser, eller opdrages hun til at tåle ydmygelser som ubetydeligheder eller drengestreger, »tåler« hun også lettere det, der er værre. Langt de fleste kvinder lærer, at de ikke må slå, og at kvindelighed er lig med passivitet – også i livstruende situationer.

Denne nedvurdering af kvindens sikkerhed mod seksuelle krænkelser udtrykkes også fra officiel side, hvor det i Det Kriminalpræventive Råds pjece Voldtægt kan forebygges ligefrem hedder, at kvinden i visse situationer uvirksomt skal lade stå til: »Hvis han tager kvælertag eller truer dig med våben, så giv efter. Det samme gælder, hvis han er meget voldsom.« Denne opfordring til passivitet bliver ikke mindre grel, når man tænker på erfaringen af, at voldtægtsofre, der har forsøgt at gøre modstand, også har haft lettere ved at komme sig over den forfærdelige forbrydelse.

Ifølge straffeloven er der dog en mulighed for nødværge, idet enhver har ret til selvforsvar med ellers utilladelige midler i tilfælde af et »uretmæssigt angreb«, som voldtægt naturligvis hører ind under. Men retspraksis tyder ofte på, at denne ret er mindre reel.

I Faklen nr. 4 analyseres dansk strafferet og retspraksis inden for området. Artiklen »Lovens legalisering af voldtægt« konkluderer bl.a. på baggrund af en gennemgang af domme for voldtægt og retspraksis inden for nødværge, at kvindens integritet er sekundær i moderne retspraksis: »At straffeloven indeholder en bestemmelse, der tillader en form for selvtægt, virker måske umiddelbart overraskende. Når man ser nærmere på, hvad der i praksis accepteres, er det dog ikke så kontroversielt. Det er ikke tilladt at afværge fremtidige angreb, men kun at reagere i selve den situation, hvor angrebet sker, eller truslen gives. Altså vil især kvinder i de fleste tilfælde være ude af stand til at afværge overgreb på lovlig vis, idet manden, der er fysisk overlegen, i den pågældende situation naturligvis vil være forberedt på modstand fra kvindens side og derfor ofte være i stand til at undgå hendes nødværge. (Dette er særlig relevant i forbindelse med bekendtskabsvoldtægter.) Desuden må modstanden tilsyneladende ikke overgå angrebet væsentligt i grovhed. Dette betyder, at en kvinde, der udsættes for (forsøg på) voldtægt, ikke har ret til at gøre hvad som helst (f.eks. begå drab) for at afværge overgrebet. Hvis hun vil følge loven, kan hun altså være nødt til at lade sig voldtage …« (s. 12).

Kvinden kan ikke bare imødegå en trussel om voldtægt med alle midler, men skal forsøge at »tilpasse« sit selvforsvar, på trods af at truslen om voldtægt sagtens senere kan blive fulgt op af drab eller trusler om drab. Hvis et voldtægtsforsøg kan forhindres, fordi kvinden tilfældigvis har en kniv inden for rækkevidde, risikerer hun imidlertid straf, hvis hun bruger den, fordi voldtægtsforsøget indledningsvist vanskeligt kan bevises at ville føre til f.eks. drab. Undlader hun at bruge kniven, risikerer hun ikke »bare« en fuldbyrdet voldtægt, men også sit liv, idet kniven måske ikke længere er inden for rækkevidde på det senere tidspunkt, hvor situationen er blevet endnu mere livstruende.

I tilfælde af voldtægt risikerer kvinden altså at skulle sætte sit liv og sin kropslige integritet på spil, hvilket ikke blot er udtryk for en alt for overset nedvurdering af hendes køn, men en »hensynsfuldhed« over for voldtægtsmanden, der nærmer sig hån over for offeret – og dermed over for kvinden som sådan.

Kvinden skal altså den dag i dag affinde sig med, at hun på visse områder skal »underordne sig«, som vi indledningsvist fandt det skrevet i det Nye Testamente. Underordne sig en retspraksis i voldtægtssager, der i virkeligheden fratager kvinden muligheden for at bruge ethvert tænkeligt nødværge; underordne sig og sit køn en arbejdsmarkedsmoral, der tilgodeser lønarbejdet på bekostning af moderskabet; underordne sig en seksualmoral, der nok er blevet gradvis friere de seneste årtier, men stadig ligger under for stereotype skønhedsidealer såvel som marginaliseringen af og skræmmeeksemplet om den prostituerede.

Og så har vi i denne omgang end ikke berørt de mere velkendte eksempler på tilsidesættelsen af kvinden, når det f.eks. gælder den manglende ligeløn, kvinder, der udsættes for hustruvold, eller diskriminationen af lesbiske par, der ikke er ligestillede med heteroseksuelle kvinder, når det drejer sig om kunstig befrugtning.

Feminisme i det nye årtusinde?

Sandra von Plato skriver i Fisseflokken: »Jeg havde en del nære veninder i den klasse og på den skole, som alle var rimeligt bevidste og sikre på sig selv. Men trods det, var der ingen, som stillede sig op for mig og støttede mig i de vilde diskussioner – som altid udartede sig til ballade – hvor jeg stod alene med forskellige argumenter og ideer mod en dreng eller flere.« (S. 116).

Kvindeundertrykkelse er mange ting, men som vi har prøvet at understrege, er den ikke nødvendigvis altid det samme for alle kvinder. Er det mindre undertrykkende at blive tvunget til ikke at bære hovedtørklæde end at blive tvunget til at bære det? Er det mindre undertrykkende at blive tvunget til en tilværelse som hjemmegående husmoder af en tyrannisk ægtemand end at blive tvunget ud på arbejdsmarkedet af tyranniske normer, love og regler?

Er kvindefrigørelse ikke frigørelse på den kvindelige forskelligheds betingelser, således at vi solidariserer os med den kvinde, der oprigtigt ønsker at prostituere sig, på samme måde som vi hjælper hende, der føler sig tvunget til det, ud af erhvervet? At vi optimerer mulighederne for at hellige sig sin familie såvel som for at hellige sig sit arbejde? Behøver den kvinde, der vælger karrieren, at være en dårligere kvinde end hende, der vælger at være hjemmegående? Eller omvendt?

Kvinder er forskellige, ikke blot i udseende, men også i sind og længsler – ligesom mænd naturligvis er forskellige. Det er i virkeligheden så indlysende, at ingen kan være uenig. Ikke desto mindre hylder blade henvendt specifikt til kvinder kun én bestemt kvindetype, nemlig den tynde og glatte, der lever op til modeverdenens aktuelle skønhedsideal, hvad enten hun er karrierekvinden i »mandeverdenen« eller den servile frue i hjemmet. Den tykke, den gamle, den aggressive, den grimme, den promiskuøse, den jomfrunalske, den anderledes er ikke til at få øje på, hvis hun ikke lige bliver hevet frem i lyset som en slags kuriosum eller lagt for had som kvinden, der bærer tørklæde i sin hengivenhed til Allah.

Kvindelighed bliver defineret ud fra bestemte karaktertræk, et bestemt udseende og en bestemt livsstil, og de kvinder, som ikke passer ind i disse normer, bliver opfordret og indirekte presset til at stræbe efter at gøre det. Det unikke, det individuelle, ja, det kvindelige går tabt for at give plads til en ensretning, i hvis kølvand depressioner, spiseforstyrrelser og mindreværdskomplekser følger. Hvor sigende er det f.eks. ikke, at man sjældent hører om mænd, der lider af anoreksi eller bulimi?

Efterdønningerne af det nytestamentlige dogme om kvinden som en »svagere skabning«, der kun er skabt »for mandens skyld«, har langtfra lagt sig endnu. Ikke blot denne, men enhver ensretning står i modstrid med kvindeligheden.

Hvad er da kvindeligt? Alt, der kommer fra kvinder!

Ikke fra modebladene, ikke fra samfundet, ikke fra mænd, men fra kvinder. Alt. Kvindelighed kan ikke dikteres, men kun føles og udtrykkes af den enkelte kvinde, fordi den udspringer af netop hendes og ikke af arbejdsmarkedsmoralens luner, af hendes og ikke af mandens lyster, af hendes og ikke af andres drømme.

Feminisme handler ikke om kvindens kamp mod manden, men om kvindens oprejsning. Det handler om at genvinde sin værdighed og aldrig tvinges til at skamme sig over sine valg, sin seksualitet og sine drømme, hvor lidt de end passer ind i modeverdenens idealer, i religionens dogmer eller i arbejdsmarkedets krav. Det indebærer også, at kvinder til stadighed bringer problemerne frem i lyset. At tonen engang imellem uvægerlig bliver hård, er der ikke noget at sige til for den kvinde, der kender og har følt det både eksplicitte og implicitte krav om stiltiende at »underordne« sig, hvad enten det er under manden eller moralen. Vi må lære vores sønner, ægtemænd og kærester at ære og respektere kvinden, og at han aldrig har ret til hende i nogen som helst situation, hvor hun ikke selv har indvilliget 100 procent i det.

En kvindebevægelse, der ikke tager udgangspunkt i den kvindelige forskellighed, risikerer blot at blive endnu et »kedsommeligt påbud« og en »stiv undertrykkelse af livsånderne«, som vi indledningsvist citerede fra Jette Hansens Det bløde punkt, og en sådan bevægelse gør kvindefrigørelsen en bjørnetjeneste.

Så længe der er kvindeundertrykkelse, er der behov for kvindefrigørelse og kvindebevægelse – ikke mindst i dagens Danmark. Fordi den danske samfundsmoral, som den er udtrykt i dag, ikke giver plads til kvinden på hendes egne præmisser. Fordi kvinder stadig brutaliseres og voldtages, uden at det i praksis anses for stort andet end en uundgåelig, for ikke at sige naturlig del af tilværelsen. Fordi mange kvinder bevidst eller ubevidst stadig er gennemsyret af en moral, der byder dem at skamme sig over deres egen seksualitet og glæden ved den.

Kvindefrigørelsen er langtfra slut. Enhver kvinde må starte der, hvor hun er.

Der er ikke en bestemt parole eller et fælles mål, andet end at lade kvindeligheden vende tilbage i alle dens afskygninger fra betonfeministen til pornoskuespillerinden, fra karrierekvinden til den hjemmegående moder. At udvise en sådan gensidig forståelse og respekt, at kvinder begynder at kæmpe for hinandens ret til at være forskellige kvinder.

Leyla Tamer