Jeg har læst artiklen om Luther i Faklen nr. 12; den var meget oplysende, men selvfølgelig også skræmmende. At der i Grundloven står, at Danmarks kirke er evangelisk-luthersk, må man adskille fra Luthers menneske- eller samfundssyn. Jeg mener ikke, der er noget forkert i at kalde sig luthersk kristen; det betyder ikke, at man også går ind for hans menneskesyn.

Der findes mange kloge og respekterede personer, der har underlige syn på andre områder end det, de lige er kendt for. Man må også se på, at Luther var underlagt sin tid og de normer, den repræsenterede, selv om de ikke virker særlig kristne. Man kunne selvfølgelig have håbet, at Luther – så klog, som han var – kunne se ud over sin egen tid og fokuserere på næstekærlighed, men det var han ikke i stand til.

Svar:

Der er naturligvis ikke noget forkert (læs: umoralsk eller forkasteligt) i at kalde sig luthersk kristen. Det, artiklen "Fri os fra det onde, det lutherske menneskesyn" i Faklen nr. 12 argumenterer for, er, at det dog ikke lader sig gøre at adskille det lutherske menneskesyn og den øvrige lutherske teologi, herunder den populære retfærdiggørelseslære, uden at hele den luterske konstruktion bliver meningsløs.

Kun i lyset af den konsekvent gennemførte misantropi, som det lutherske menneskesyn repræsenterer, hvor alt menneskeligt er absolut ondt og syndigt over for den absolut gode og retfærdige Gud, hænger den lutherske retfærdiggørelseslære sammen og giver mening.

Netop dette træder da også frem i Luthers opgør med Erasmus i det store værk Om den trælbundne vilje, hvor Luther igen og igen indskærper denne position over for den mere modificerede og "optimistiske" katolske humanist, som dog vil medgive mennesket en kerne af "godhed" og "sandhed", hvorefter det kan stræbe, og hvorpå det kan rejse sig og med Guds hjælp hæve sig op over synden (som de som kristne er enige om, er det menneskelige grundvilkår).

Implikationerne af Luthers konsekvent gennemførte "pessimistiske" menneskesyn bliver uundgåeligt et menneske- og samfundssyn i modsætning til humanismen, som det konkluderes i artiklen:

"Hvorledes forene et humanistisk standpunkt med en forkyndelse, der fordrer tillid til, at Gud er 'mildheden selv', skønt han 'frelser så få og fordømmer så mange', og at han er 'retfærdig', skønt han 'med fuldt overlæg har skabt os sådan, at vi kun fortjener én ting: fordømmelse'? En bekendelse, for hvilken krig er at betragte som magthavernes redskab til 'fred og lydighed' og til beskyttelse af 'de gode' og deres goder mod de onde ikke-kristne. Og hvor en bevidst fornægtelse af kristendommen gør retsløs, så at sådanne mennesker ikke skal 'have ret til nogen del af den kristne frihed' – derimod skal man 'nægte dem mad og drikke og fortælle dem, at fyrsten vil bortjage sådanne rå folk fra landet'. En lære, for hvis samfundsopfattelse mennesket er at sammenligne med et 'farligt rovdyr', som skal holdes i lænker, og som passivt skal affinde sig med og underlægge sig enhver myndighed, uanset hvor uretfærdig denne måtte synes – fordi myndighederne ses som Guds 'tugtemestre og bødler'."

Det lutherske samfunds- og menneskesyn er helt hans egen fortjeneste og kan ikke reduceres til "Luthers tid".

Redaktionen
Faklens kritik af Camre & Co. udgør den største fare
Jacob Astrup, skriver:

Har I overvejet, om islam måske ikke er en større fare end Camre & Co.? Hvis I brugte jeres tid på at være lige så kritisk over for islam som over for Bibelen, ville I opdage, at Koranen legaliserer muslimers ret til at slå os vantro hunde ihjel og indføre Sharialov, som vi ser det i Pakistan og ikke mindst i Afghanistan.

Korsridderne var godt nok ikke en skid bedre, men den store forskel ligger i, at de ikke kunne argumentere for deres bestialske handlinger ud fra Bibelen, om end de og paven påstod dette – modsat muslimerne, som kan argumentere for lignende handlinger ud fra Koranen.

Det, jeg kort og godt vil sige, er: Hvis I fra Faklen ønsker at have fingeren på pulsen og modarbejde de virkelige farer i dette samfund, så skulle I måske sætte jer ind i dette.

Sluttelig skal det siges, at jeg er en personlig kristen. Jeg er overhovedet ikke enig i Camres og Kjærsgaards ensidige holdninger til indvandrere/flygtninge etc., men i mangel af bedre alternativer mener jeg, at det trods alt er bedre end ingenting. Derfor udgør jeres kritik af dem for mig at se måske den største fare i denne sammenhæng!

Svar:

Nej, det er ikke vores opfattelse, at islam udgør en "større fare end Camre & Co." – læs f.eks. de foreløbig fire dele i artikelserien "Det nye højre" (Faklen nr. 9, 11, 13 og 15), der kortlægger hovedelementerne i Camre & Co.s strategi og propaganda, som ikke mindst muslimerne i dette land i stadig stigende grad lider under.

Fundamentalisme kan være farlig i enhver afskygning, hvad enten denne er f.eks. jødisk, kristen eller islamisk, og i alle tilfælde uforenelig med humanisme – mindst lige så stor er imidlertid den fare, der består i at stemple ethvert religiøst udtryk som fundamentalistisk, og det er nu engang den strategi, højrefløjen p.t. anvender over for islam.

Faklen bringer i dette nummer endvidere en større baggrundsartikel om Koranen, der både sagligt og fagligt er hævet over Camre & Co.s skrækhistorier og fjendebilleder.

Redaktionen
Hvad fanden ved I om tvangsfjernelser?
Jesper Kjær, Brøndby Nordvej 72-14-4, 2605 Brøndby, skriver bl.a.:

Jeg har været en ivrig læser af jeres glimrende blad siden starten. Men nu og da dukker der artikler op i bladet, som afslører en brist i jeres viden om et specifik emne. I nr. 14 har i skrevet om tvangsfjernelser. Og ærlig talt, hvad fanden ved I om det?

Jeg er pædagogstuderende og har beskæftiget mig med anbragte børn under hele min studietid, og før jeg begyndte på seminariet (i to år på døgninstitution et sted i storkøbenhavn). Jeg har endnu ikke mødt et barn, som ikke burde have været tvansfjernet eller anbragt uden tvang.

Tværtimod har jeg utallige gange undret mig over den tid, der faktisk går, før et barn bliver fjernet. Jeg har set sagsmapper på over 15 cm i tykkelsen, fyldt med psykologiske vurderinger osv. Og stadig væk har de sociale myndigheder tøvet med at fjerne et barn. Hvis I virkelig havde kendskab til den frustration, som både lærere og pædagoger er ofre for, når de gang på gang løber de sociale myndigheder på dørene, ville I også revurdere jeres opfattelse.

For at sige det kort: Der bliver ikke tvangsfjernet for mange børn, og slet ikke vilkårligt, der bliver tværtimod tvangsfjernet alt for få.

Svar:

Redaktionsmedlemmer fra Faklen, der ved flere lejligheder har fungeret som bisiddere i tvangsfjernelsessager, har selv været ansat på døgninstitutioner for anbragte børn.

Artiklen "Vilkårlige tvangsfjernelser" i Faklen nr. 13 baserer sig især på fire forhold: 1) en analyse af de ensidige, populistiske krav fra politisk side om flere tvangsfjernelser med afsæt i en meget firkantet og manipulerende pressedækning (f.eks. TV2-udsendelsen "Er du mors lille dreng?"), 2) faglig kritik af de ofte meget arbitrære bevæggrundene og den særdeles kritisable procedure bag tvangsfjernelser (f.eks. phil.dr. Tine Egelunds doktordisputats Beskyttelse af barndommen); 3) den kendsgerning, at tvangsfjernelser er så ekstremt udgiftskrævende, at de socialt truede familiers belastede forhold, der er et dominerende fællestræk i sagerne, kunne forbedres talrige gange for de samme midler; og 4) det forhold, at det kan dokumenteres, at de anbragte børns livsvilkår ikke nødvendigvis forbedres af anbringelsen.

På den baggrund konkluderer artiklen med Tine Egelund: "Værst er det, at beslutninger om tvungne og såkaldt frivillige anbringelser på baggrund af vurderinger er alt andet end fri for tilfældigheder. 'Forvaltningerne skal kaste et bredt net ud for at opfange familieafvigelser, der truer den opvoksende slægt. Et forsøg på at kategorisere og gradbøje disse afvigelser ville åbenbare forehavendets grundlæggende arbitrære karakter. Man kan ikke – bortset fra undtagelsestilfælde – med overbevisende og entydige argumenter fastlægge, hvad der er så alvorligt, at tvangen er nødvendig. Det er i denne forstand, at tvangen er vilkårlig. Jeg vil understrege, at forvaltningerne tager tvangen alvorligt og gør, hvad de kan, for at tvangsafgørelser ikke bliver vilkårlige. Det er vage kriterier, mangelfuld kundskab, familiernes variabilitet og forvaltningernes forsøg på at få disse ting til at hænge sammen, der tilsammen får vilkårlighed som effekt.' (Tine Egelund: Beskyttelse af barndommen, 1997, s. 291)."

I lighed med toneangivende eksperter inden for området (phil.dr. Tine Egelund; lektor ved den Sociale Højskole, Simon Thorbæk; professor i Socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketcher; næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Niels Andersen samt det Danske Center for Menneskerettigheder) kritiserer artiklen endvidere de lovstramninger, som socialminister Karen Jespersen lagde op til inden for området, og som yderligere skulle lette tvangsfjernelser.

Redaktionen
Danskheden hindrer integrationen
Matthieu Digbeu, Islandshøjparken 24, 2990 Nivaa, skriver bl.a.:

I dagens Danmark, går der ikke en uge uden at nyhederne, både i TV og aviserne, fremhæver en sag om kriminalitet eller social bedrageri begået af ikke-danskere. Den danske befolkning bliver bombarderet med fremmedrelaterede sager af al mulig slags, uden at nogen reagerer imod det.

Det er højst tankevækkende, fordi der findes så mange højtuddannede mennesker i Danmark og så mange humanitære foreninger og organisationer. Hvorfor er de så stille, når de fremmede får den behandling de får i medierne? Er man på forhånd skyldig eller mistænkt, fordi ens navn ikke lyder som Rasmussen eller Elleman-jensen? Hvordan kan det være, at

arbejdspladserne altid er så lukkede og afviser ens ansøgning med den begrundelse, at "stillingen er optaget af en anden"?

Hvad fanden er meningen?

Det danske forsvar har under 1% ansatte af fremmede herkomst. Ifølge en rapport udarbejdet af OECD er Danmark meget dårlig til at integrere de etniske minoriteter på arbejdsmarkedet, og ledigheden iblandt dem er derfor tre gange så høj end gennemsnittet.

En Sonarmåling fortaget af Jyllands posten viser, at hver femte SIDer stemmer på det fremmedfjendske parti Dansk Folkeparti og næsten halvdelen af partiets vælgere er medlemmer af LO. Endvidere, viser analysen, at 45 % af Dansk folkepartis medlemmer er organiseret i LO.

Det mest opsigtvækkende er, at ingen tør se i øjnene, at danskheden i sig selv er en hindring til integration af de fremmede i Danmark. Folk går og påstår, at det er politikernes skyld, og politikerne råber, at det er den manglende vilje hos befolkningen, som vanskeliggør eller mildt sagt umuliggør integrationen.

Ingen og intet ændrer sig, fordi danskheden består af frygt og manglende respekt for det fremmede og benægtelse af andres værdier og individualitet, fordi de ikke hedder Jensen og, fordi de ikke er i besiddelse af den hvide hudfarve.

Man må starte forfra, og så længe man ikke vil glemme en smule af sin danskhed og give plads til den anden, så kan man lave så mange love og bekendtgørelser for ingen verdens nytte. Og man skal lige gøre sig klart, at "muhammedanerne" er kommet for at blive.

I er totalt afmarcheret
Peter Bregenov, skriver bl.a.:

Faklen nr. 14 omhandler kun rent hypotetisk anskaffelse af våben. I er totalt galt afmarcheret hele artiklen igennem. Hvordan skulle jøderne kunne have forsvaret sig med skytteforeningsvåben over for et sådant militært overgreb, som fandt sted, selv om de havde haft nogle enkelte håndvåben? I ved ikke, hvad I snakker om.

I øvrigt forstår jeg ikke, at I drager skydesporten ind i flygtninge/indvandrerdebatten. Jeg er ikke sikker på andet, end at hvis der kom en flok ekstreme venstreorienterede og ville have våbentilladelse, så skulle jeg nok råbe vagt i gevær. Hvorfor opildner I til vold?

Skal lille Isak have ret frem for danskerne? Læs historien i Bibelen under Isak, så finder I svaret på balladen i Israel. Hvad er det, I er ude på?

Svar:

Vi opildner intetsteds til vold.

Som det fremgår ganske klart, er oplysningen om, hvordan man anskaffer sig et våben som medlem af en skytteforening, bragt for at understrege alvoren i den yderste højrefløjs let dokumenterbare planer om etnisk udrensning og væbnet kamp imod indvandringen. Enhver kan endvidere sige sig selv, at det er langt lettere at anskaffe sig et skydevåben illegalt end at følge denne overordentlig omstændelige procedure, vi beskriver.

Vi inddrager kun "skydesporten" på den måde, at vi slår alvoren fast: 1) Næsten alle kan få en pistol legalt, men omstændeligt (det er der nu engang ikke så mange, som ikke har sat fødderne i en skytteforening, der er klar over), 2) der er en særlig grund til at gøre opmærksom på dette, fordi kræfter på den yderste højrefløj i 15 år har truet indvandrere og indvandrervenlige institutioner m.v. med modstandskamp, registrering, internering, sabotage og etnisk udrensning (det sidste bl.a. under dækordet "repatriering"). Og til trods for at disse kræfter spiller en afgørende rolle i og for Dansk Folkeparti, er det ikke blevet til så meget som en kvart advarsel på forsiden af en formiddagsavis.

Måske – og forhåbentlig – kan Faklen beskedent medvirke til at sætte problematikken på dagsordenen og vise ikke mindst indvandrere og flygtninge, at der rent faktisk også er (såkaldte) "danskere", der er så bekymrede for højredrejningen, at de tør sige højt, hvad ethvert tænkende og følende menneske burde kunne sige sig selv: Hvis den yderste højrefløj får magt, som den har agt, og gennemfører massedeportationer af titusind- eller i hundredtusindvis af "indvandrere", vil det få så livstruende konsekvenser for mange, at de må vælge imellem (i bedste fald) at få lagt deres tilværelse 100% i grus og gå den mørkeste og mest uvisse fremtid i møde, eller sætte sig til nød- og modværge med samme midler, som de trues af. Til den tid.

Men forhåbentlig kommer det aldrig dertil. Og at advare imod denne udvikling er dét, vi er ude på.

Redaktionen