Faklen: Sidste år havde Socialistisk Folkeparti 40 års jubilæum. Du var sammen med bl.a. Aksel Larsen med til at stifte partiet i et brud med DKP midt i den kolde krig i 1959 – hvordan har den socialistiske dagsorden forandret sig historisk i dine øjne?

Gert Petersen: Den internationale socialistiske dagsorden – som den nationale er en del af – har jo igennem det meste af århundredet været meget præget af den forfalskning af socialismen, som skete i Sovjetunionen, og hele den inspiration, der udgik fra Lenin, og som medførte denne forfalskning.

Den forfalskede socialisme, som udenrigspolitisk kom til at spille en kollosal rolle i almindelig magtpolitik, men også i diverse ideologier på venstrefløjen, var jo netop den, som vi i 1958-59 gjorde oprør imod, da vi dannede Socialistisk Folkeparti herhjemme. SFs eksistens betød, at venstrefløjen i Danmark på et tidligt tidspunkt blev frigjort fra bindingen til Sovjetunionen, hvilket også kom til at gælde Venstre Socialisterne. SF var således i stand til at etablere et forsvars- og udenrigspolitisk samarbejde med Socialdemokratiet i 80erne, som fik ganske stor betydning, helt indtil tilbageslaget ved folketingsvalget i 1990.

Men det tilbageslag var faktisk uløseligt forbundet med, at den forfalskede socialisme brød totalt sammen internationalt efter 1989, og selv om SFs hele grundlag var et opgør med Sovjetunionens "socialisme", blev det jo brugt vidt og bredt i debatten som "socialismens" sammenbrud.

Faklen: Men dermed har SF vel så ikke formået at tydeliggøre distancen politisk og ideologisk til Østblokken …

Gert Petersen: Det ved jeg nu ikke; man må dog medgive, at mange af de sager, som SF satte sig som mål i 60erne, f.eks. modstanden mod atomkraft og indsatsen for en anden, giftfri miljø- og fødevarepolitik faktisk er udtryk for områder, hvor vi trods alt har opnået betydelige resultater. Ikke kun SF, selvfølgelig, fordi det har vi ikke haft flertal til, men vores synspunkter er blevet overtaget af andre og har inspireret den almindelige debat og ført til konkrete politiske tiltag.

Men det, vi drømte om, nemlig en stor, virkelig reform af hele samfundet, hvor lønarbejderen – hvad enten der nu er tale om ham ude på den industrielle arbejdsplads eller på kontoret osv. – bliver en virkelig medspiller, ikke bare en gang imellem, når der skal sættes kryds, men også i det daglige og på arbejdspladserne, i græsrodsbevægelserne – i civilsamfundet, som det jo er blevet så moderne at tale om … Det lykkedes jo ikke.

At det store flertal af menneskene i samfundet virkelig fik indflydelse og magt til at påvirke udviklingen er slet ikke blevet indfriet.

Erhvervslivet skalter og valter stadig væk med mennesker henover hovedet på dem, ikke fordi de er "onde", men fordi de er nødt til det i det globaliserede markedssamfund – hvis de nemlig vil overleve under de betingelser, der er gældende her, er de tvunget til at tænke meget snævert økonomisk. Det gælder i Danmark, og det gælder selvfølgelig endnu mere udpræget i USA og Storbritannien.

Og det var jo primært en kamp imod den udvikling, som socialismen efter vores opfattelse handler om – jeg siger ikke handlede om, fordi jeg mener stadig væk, at socialismen afspejler et nutidigt og et fremtidigt behov, der handler om myndiggørelsen af menneskene, om realiseringen af det enkelte menneskes aktive deltagelse og direkte indflydelse på sin egen hverdag og situation inden for fællesskabet.

Det, der var galt med Sovjetunionen, der, hvori forfalskningen lå, var, at der netop ikke var nogen frihed for den enkelte, at fællesskabet var et falsk fællesskab, dikteret fra en lille elite allerøverst i hierarkiet.

Faklen: Men er de områder, du opregner som positive eksempler på SFs indflydelse, udtryk for en særlig traditionel socialistisk dagsorden, f.eks. modstanden mod atomkraft og generelle miljøforbedringer? Hvor "autoritativt" kan du henvise til en skelnen imellem "sand" og "falsk" socialisme – Marx og Engels var jo ikke videre optaget af miljøet …

Gert Petersen: Det er nu ikke helt rigtigt, at de gamle drenge ikke beskæftigede sig med miljøet. Det gjaldt rigtig nok ikke så meget Marx, men til gengæld har Engels dog skrevet en hel del om det ved flere lejligheder. Han taler om at "besejre naturen" – det var en almindelig udtryksmåde dengang – men hvis ikke man vinder denne sejr på en klog måde, så "hævner" naturen sig, understreger han, og henviser til, at opdyrkelsen af de gamle agerbrugssamfund i Messopotamien og andre steder udpinte jorden, så man endte med ørkensamfund.

Men det er rigtigt, at miljøspørgsmål ikke oprindelig fremstår som en stærk, socialistisk kategori. Marxismen er jo en udpræget økonomisk tænkning, og i Marx' opfattelse bestod socialismen i, at anvendelsen og fordelingen af de samfundsrigdomme, som vi alle er med til at producere, skal vi også alle have indflydelse på. I det kapitalistiske samfund har dem, der producerer samfundsrigdommene, kun en meget begrænset indflydelse på, hvordan de anvendes – selv om den er større i vore dage, end den var på Marx' tid. Men det er alligevel indlysende, at hvis A.P. Møller f.eks. meddeler at ville flytte sine virksomheder til England eller Panama, så kan jeg garantere for, at der ville udbryde panik i Folketinget!

Til trods for, at der har været tusinder af borgere om at producere det, A.P. Møller-koncernen ejer, er det alene koncernens top, der suverænt bestemmer anvendelsen heraf – arbejderne eller samfundet som sådan har ingen indflydelse.

Socialismen er udtryk for den omvendte tankegang. Her skal samtlige borgere have indflydelse på anvendelsen og fordelingen af de rigdomme, som de selv producerer. Men hvad var så virkeligheden i det "socialistiske" Sovjetunionen? Sideløbende med, at man indførte en slags fællesskabssprincip, indførte man et politisk diktatur, sådan at borgerne i samfundet hverken direkte eller indirekte via deres repræsentanter fik nogen som helst indflydelse på anvendelsen af samfundsproduktet. Det blev alene overladt til en lille, selvudnævnt klike i toppen.

Og det er efter min mening en objektiv kendsgerning, at det var heri, at forfalskningen af socialismen bestod. Der var ikke tale om, at det var hele folket – eller hele arbejderklassen, om man vil – som bestemte, hvordan det fælles produkt skulle anvendes, skønt netop dét er det altafgørende kernepunkt i marxismens kogebog. Og af denne historiske forfalskning følger så hele den øvrige afsporing i Sovjetunionen.

Man har villet skyde skylden for sovjetsocialismens fiasko alene på planøkonomien, men jeg mener ikke, at det er en korrekt analyse. I mere moderat form, tror jeg fortsat, at planøkonomi er både rigtig og nødvendig – i modsætning til det kapitalistiske markeds frie markedsmekanismer, der blot ad anden vej end partitoppen i Sovjetunionen centraliserer pengene og den reelle magt på få hænder.

Faklen: Mener du, at Sovjetunionens "forfalskede socialisme" var et grundlag for staten allerede fra og med Oktoberrevolutionen, som sågar i Socialisten Weekend er blevet kaldt "Lenins kup", eller var en udvikling, der indtrådte efter revolutionen?

Gert Petersen: Jeg kan ikke skrive under på udtrykket "Lenins kup" om Oktoberrevolutionen – når han trods alt blev bakket op af 25% ved det følgende valg til nationalforsamlingen, er det proportionsforvrængende at tale om et "kup". Det var en folkebevægelse. Men når det er sagt, er jeg ellers fuldstædig enig i en generel kritik – Oktoberrevolutionen, som Lenin og Trotskij i meget høj grad iscenesatte personligt, var en katastrofe.

Den hvilede grundlæggende på en fatal betragtning, som findes hos Lenin, men jeg kan huske, at jeg første gang stødte på den hos Stalin – det var, mens jeg var ungkommunist – og allerede dengang, var jeg ret betuttet over den, skønt Stalin bifalder den.

Baggrunden er den, at Lenins lærermester, Kerenskij, der holdt strengt fast ved det demokratiske princip, vendte sig imod, at Lenin gennemførte en revolution baseret på kun 25% af vælgernes tilslutning. Lenin svarede så, at hvor de "socialdemokratiske filistre" først ville tage magten ved en revolution, når arbejderpartiet havde konstateret et flertal ved valget, ville "de revolutionære" gribe magten, så snart arbejderklassen havde opnået tilstrækkeligt sammenhold og styrke, for dernæst at vinde befolkningsflertallet over på sin side.

Logikken var altså: Vi gennemfører revolutionen, selv om vi har flertallet imod os, og bagefter vil flertallet selvfølgelig erfare, at det alligevel var skide godt med den her revolution og slutte op om de revolutionære. Men sådan gik det bare ikke – tværtimod endte det hele i borgerkrig og blodbad, og endnu færre støttede bolsjevikkerne efter revolutionen. Kronstadtoprøret bestod jo af tidligere arbejdere og bønder, og dem slog Lenin og Trotskij så ned med hård hånd.

Senere drager Lenin godt nok den konklusion, at han alligevel skal forsøge at få et flertal bag sig og gennemfører sammen med Trotskij det, der kaldes "den nye økonomiske politik", NEP-politikken. Der indføres et markedssystem, der afskaffer en række økonomiske tvangsforanstaltninger og således udtrykker en slags forsoningspolitik over for især bønderne, der udgjorde fire-femtedele af befolkningen. Men da Lenin dør i 1922 bliver også det slag efterhånden tabt, som Stalin i slutningen af 20erne viser sit sande ansigt og indfører en ekstrem hård linje over for bønderne og gennempisker industrialisering med rabiate tvangsmidler.

Og her sker så den store afsporing af socialismen, men skinnerne hertil var allerede lagt af Lenin selv. SF blev således også grundlagt på den overbevisning, at det faktisk var de såkaldt "socialdemokratiske filistre", der havde ret. Først skal et klart registreret flertal i befolkningen vindes for socialismen, før socialismen kan indføres – og det er i sig selv en så radikal samfundsforandring, at man godt kan kalde den en revolution. Men forudsætningen er altså et befolkningsflertal.

Lenin var jo i mange år en sakrosant skikkelse på venstrefløjen – alle uden for kommunistpartiet kunne enes om opgøret med Stalin, men bruddet med Lenin holdt det nok lidt mere hårdt med. Jeg selv var meget elskværdig over for Lenin tilbage i slutningen af 50erne, og først i 1980 skrev jeg helt klart, at det var Lenins grundtese, der var gal, og at Lenin lagde de skinner, der førte til den katastrofale udvikling og forfalskningen af socialismen.

Men det har taget os tid at nå til den erkendelse.

Faklen: Hvilken rolle spillede Sovjets invasion i Ungarn i 1956 for din forståelse af socialismen og for SFs dannelse?

Gert Petersen: En helt afgørende rolle. Det rigtige oprør i det kommunistiske parti begynder først for alvor efter Khrustjovs såkaldte hemmelige tale på den 20. parti kongres i februar/marts 1956. Det fremgik både af den hemmelige tale, men også af en række offentlige taler på kongressen, at meget af det, som også Danmarks Kommunistiske Parti i god tro havde forsvaret i Sovjetunionen, i virkeligheden var løgne og forbrydelser – det var der selvfølgelig ikke helt enighed om i DKP, men det er så en anden historie.

Alligevel nåede DKP så vidt på en ekstraordinær konference i løbet af sommeren 1956, at man erkendte, at partiet nu skulle være meget mere selvstændigt og kritisk over for Moskva. Og så pludselig kommer krisen i Ungarn, og spliden om den kritiske linje i DKP bryder for alvor ud.

Under voldsomme uroligheder og store demonstrationer var oppositionen ved at tage magten i Ungarn i oktober 1956, og den ungarske regering tilkaldte sovjetiske tropper. DKPs forretningsudvalg udtrykte i overensstemmelse med den nye selvstændige linje også beklagelse herover – men de sovjetiske tropper forholdt sig jo i starten også ganske passivt, og revolutionen så faktisk ud til at vinde. Det meddeltes så, at Ungarn ville træde ud af Warzawapagten, og at Sovjetunionen ville trække sine tropper ud, mens de tilmed erklærede, at de beklagede alle de fejlgreb, der var blevet begået over for Østeuropa.

Jeg selv var vældig optimistisk på det tidspunkt, og vi var en gruppe omkring tidsskriftet Dialog, som havde indbudt til en stor fest den 4. november for at fejre nybruddet. Men hvad sker der så den selv samme morgen? De russiske tropper underlægger sig pludselig brutalt al modstand og arresterer den ungarske generalstab og lammer dermed landets forsvar …

Vi var rystede. Vi troede faktisk, at Khrustjov tænkte i de baner, som det senere viste sig, at Gorbatjov gjorde tredive år senere – i historiens lys er der så meget, der tyder på, at Khrustjov rent faktisk har lignet Gorbatjov meget, men at han blev underkendt af de øvrige sovjetledere.

Men det korte af det lange er, at DKPs ledelse med undtagelse af Aksel Larsen og nogle ganske få andre pludselig bakkede sovjet-invasionen op 100% – der var ikke engang antydningen af forbehold. Alt var ved det gamle, og al snak om en selvstændig partilinje over for Moskva var forstummet. Erkendelsen heraf førte så til bruddet i DKP og dannelsen af SF.

Faklen: Med dette opgør med Sovjetunionen, 30-40 år før murens fald in mente – hvordan ser du så den borgerlige kritik af venstrefløjens rolle under den kolde krig som "fjendens" forlængede arm, og de forskellige "bekendelser" fra tidligere socialister, der nu angrer?

Gert Petersen: Jeg synes jo nok, at trangen til "bekendelse" blandt nogle er temmelig komisk, ikke mindst hos Mikkel Plum, for jeg kan da sagtens give ham ret i, at han selv virkelig har noget at bekende og beklage, så kolossale fejltagelser han har begået. At tilslutte sig Kommunistisk Arbejderkreds, KAK, en yderligtgående maoistisk fraktion i 70erne, der klart gik ind for mindretallets væbnede revolution, var jo lige så dumt, som det var en klar invitation til efterretningsvæsenet.

Men angrebene på venstrefløjen som helhed er helt ude af proportioner, hvad ikke alene historien viser – at nogle ganske få på den yderste venstrefløj gik ind for væbnet kamp, betyder jo ikke, at det involverer det store flertal af venstreorienterede. Ligesom jeg da heller ikke mistænker formanden for det Konservative Folkeparti for at gå ind for jødeforfølgelser, bare fordi en håndfuld nazister på den yderste højrefløj gør det.

På samme måde er det helt vanvittigt at rette den slags anklager imod SF og VS, der hele tiden har ført en markant, selvstændig politik med skarp kritik af Sovjetunionen. Men man bruger det jo også kun som et redskab i den politiske kamp, hvor det gælder om at misbruge murens fald i 1989 til at mistænkeliggøre socialister – og så er det tilsyneladende ligegyldigt, om de nok så meget har kritiseret sovjetsocialismen.

Men det interessante i den forbindelse er jo også, at hele diskussionen om den "forræderiske venstrefløj" under den kolde krig først for alvor blussede op, efter at TV2s dokumentarprogrammer afslørede, at PET overtrådte de retningslinjer, som regeringserklæringen fra 1968 havde opstillet. Straks stod borgerlige politikere parat med udmeldinger om, at det var "godt", at PET ikke overholdte reglerne, og i løbet af ingen tid flyttes fokus fra denne skandale, til at venstrefløjen var meget værre, fordi man "holdt med fjenden". Som om vi havde været i krig, som om venstrefløjen ikke tog afstand fra både Sovjetunionen og USA, og som om venstreføjens politiske synspunkter i øvrigt ikke havde været fuldt legale.

Jeg skal minde om, at selv det Radikale Venstre faktisk var imod den tætte alliance med USA i 1949, og der var heller ikke under den kolde krig borgerlige politikere, som på nogen måde antydede, at man "gik fjendens ærinde", blot fordi man mente at være mere enige i Sovjetunionens holdning til f.eks. Vietnamkrigen end i USAs. Der var slet ikke engang tale om Sovjetunionen som "fjenden" – det er først et begreb, der er opfundet efter den kolde krigs afslutning, især i de sidste to årtier.

Og det er mit indtryk, at det er et begreb, som for alvor kom til at spille en afledende rolle i debatten, efter at det kom frem, at PET havde brudt de spillereger, som regeringserklæringen fra 1968 havde fastlagt.

Den forhenværende forsvarschef, Hillingsø er f.eks. en af de allerivrigste til at rekonstruere fjendebilledet, bl.a. med henvisning til, at man har fundet angrebsplaner mod Danmark i arkiver i det daværende Østberlin. Hillingsø har det fra en svensk professor, der har gennemgået planerne i arkiverne og rigtig nok fundet detaljerede planer for invasioner af Jylland og øerne udgående fra Østtyskland. At NATO indlysende nok også har haft angrebsplaner, er så én ting, men hvad Hillingsø fuldstændig undlader at gøre opmærksom på, er, at samtlige angrebsplaner forudsætter, at NATO først har indledt krig mod Warzawapagten!

Man kan så hævde, at denne afgørende forudsætning for en invasion af Danmark, som fremgår af de østtyske planer, er rent fup, men hvorfor i alverden skulle den det være det, når der er tale om fortrolige papirer? Hillingsøs fremstilling af de historiske kendsgerninger i forbindelse med Østtysklands angrebsplaner mod Danmark nærmer sig slet og ret regulær svindel.

Faklen: I de senere år har der været en tendens til, at fremtrædende, tidligere venstrefløjspolitikere går markant til højre, f.eks. den nuværende socialminister Karen Jespersen, og den politiske kommentator Ralf Pittelkow, som begge kommer fra den yderste venstrefløj, men nu er endt på Socialdemokratiets yderste højrefløj?

Gert Petersen: Jeg kan da indimellem ikke lade være med at tænke på en lille, karakteristisk episode fra 1973 i den forbindelse. Det var under Nellikerevolutionen i Portugal, hvor de revolutionære kommunistiske typografer havde besat og overtaget avisen Republica, fordi de ikke mente, at journalisterne fulgte den rette revolutionære linje.

I SF støttede vi Nellikerevolutionen, men advarede klart imod, at det kunne ende galt. Ralf Pittelkow, derimod angreb os hårdt for at falde for "den småborgerlige ytringsfrihed", for her drejede det sig først og fremmest om revolutionens ret til at komme til orde osv. Sådan har en række af dem, der senere "skiftede side" rent faktisk udtalt sig.

Men jeg skal da ikke bebrejde nogen, hvor de er blevet klogere, selv om det selvfølgelig godt kan ærgre mig, at en som Pittelkow er blevet lidt for klog, om jeg så må sige …

Faklen: Har den klassiske socialistiske tænkning fra f.eks. Marx og Engels nogen direkte indflydelse på den socialistiske dagsorden i dag?

Gert Petersen: Nu var SF aldrig rigtig på god fod med "universitetsmarxismen" i 70erne, der havde en meget teoretisk indgangsvinkel til socialismen, hvor vi nærmest blev anset for en slags forrædere – i modsætning til f.eks. Ralf Pittelkow.

Men hele den læsning, hvor Karl Marx bliver taget meget bogstavelig, hvad enten det var i 70erne eller i dag, er mig meget imod – han skriver trods alt også sine værker i 1850erne og 1860erne, altså for næsten 150 år siden, og derfor er nogle af hans forudsætninger simpelt hen ikke længere til stede.

Men Marx' største fejl var nok at anskue kapitalismens sammenbrud og arbejderklassens sejr som en slags videnskabelig naturlov. Gramsky, som jeg læste dengang i 1970erne, kaldte det "den fattige mands messianisme", altså at en dag kom "dommedag", og så fik de onde kapitalister deres straf og de gode arbejdere deres dejlige rige – her på jorden, til forskel fra det himmelske – men alligevel en "himmel på jorden".

Jeg tror, at tankegangen har spillet en betydelig, afsporende rolle under hele den kommunistiske måde at tænke på, men der lå selvfølgelig en vældig agitatorisk kraft i det. Man kan sige, at oven i sin tilstræbte videnskabelighed var Karl Marx reelt også en prædikant.

Men ved siden af denne uheldige forestilling om arbejderklassens naturgivne sejr, er der da også en lang række øvrige af Marx' forudsigelser, der slet ikke har holdt stik. Eksempelvis kom arbejderklassen jo aldrig til at udgøre flertallet af befolkningen – bortset fra i England – sådan som han forestilledes sig, men er derimod blevet gradvis mindre.

Også ideen om, at klasseinteresser og politisk erkendelse skulle hænge nøje sammen, har jo vist sig at være forkert – i mange henseender har den enkeltes erkendelse omvendt hævet sig over vedkommendes klasseinteresser. Marx, Engels og Lenin er jo i virkeligheden også selv eksempler herpå – ingen af dem kom fra den arbejderklasse, som de altså mente at repræsentere, og om hvilken deres ganske politiske erkendelse drejede sig.

I dag må man tilmed sige, at politisk erkendelse i vores del af verden er blevet en endnu mere selvstændig og stærkere faktor i det samlede spil takket være bedre uddannelse, hvorved den klassebundne, politiske erkendelse er yderligere svækket. Og det er så en af grundene, tror jeg, til at vi oplever de store sving ved parlamentsvalgene – den klassebestemte partiloyalitet, som man fandt for 50 år siden, eksisterer ikke længere. Jeg vil ikke sige, at folk af den grund handler klogere – men de handler unægtelig mere ud fra faktorer, der ikke er klassebestemte.

Så der er en række punkter, hvor Karl Marx naturligvis tog fejl. Og fremtidens store politiske problemstillinger i en verden med 10-11 milliarder mennesker om bare 50-60 år, der kræver en stor økonomisk effektivitet og social retfærdighed, tryghed, politisk frihed og hensyn til miljøet osv., hele den opgave kan vi ikke løse ved nogen som helst bogstavelig læsning af Marx. Vi kan stadig lade os inspirere af Marx' begreber, men vi må afvise hans løsninger som utidssvarende.

Faklen: Du holdt en tale på SFs landsmøde i 1999, hvor du talte om det nuværende "højrehede socialdemokrati". Ser du et afgørende brud fra Socialdemokratiet under Svend Auken og Anker Jørgensen i forhold til Poul Nyrups regeringstid?

Gert Petersen: Ja, det gør jeg. Det er da også kommet til udtryk med en ændring i Socialdemokratiets principprogram i 90erne. Det program, som blev vedtaget, mens Anker Jørgensen var formand helt tilbage i slutningen af 70erne, var jo et ganske socialistisk program, der gik ind for et betydeligt økonomisk demokrati i forhold til produktionsmidlerne osv., og for en afskaffelse af arbejdsgiverens ret til til at lede og fordele arbejdet, sådan at det i stedet blev en kollektiv ret for dem, der udfører arbejdet.

Men det blev alt sammen fjernet for få år siden, hvor Socialdemokratiet gik over til et helt anderledes veltilpasset, strømlinet og meget mindre provokerende program.

Et andet eksempel er efterlønnen, som blev indført under Anker Jørgensen – for øvrigt da han var i regeringskoalition med Venstre i slutningen af 70erne. Den blev jo undermineret katastrofalt af Nyrup her for et års tid siden, hvilket Anker Jørgensen da også har kritiseret ret skarpt.

Alligevel skældte venstrefløjen jo meget ud på Anker Jørgensen, da han var statsminister, bl.a. fordi han gennemførte en hel del overenskomstindgreb. Men da jeg sad og skrev mine erindringer, slog det mig faktisk, at Anker Jørgensens overenskomstindgreb ikke desto mindre næsten altid var klart til arbejderklassens fordel. Den femte ferieuge skyldes f.eks. sådan et overenskomstindgreb, ligesom det, at der overhovedet blev indført mindsteløn, skyldes et overenskomstindgreb under Anker Jørgensen.

Den politiske indstilling er derimod en helt anden hos Poul Nyrup, end den var hos Anker Jørgensen – Nyrup har en helt anderledes, teknokratisk holdning til tingene, og det er i hvert fald under ingen omstændigheder Nyrups fortjeneste, hvor der kan mærkes forskel på Socialdemokratiet og de borgerlige. I givet fald er det som regel partiets hovedbestyrelse eller måske fagbevægelsen, der har rystet sig lidt.

For mig at se, er der tale om et meget klart tilbageskridt, især fra Svend Auken og så til Poul Nyrup – det er dér, Socialdemokratiet er skredet markant til højre. Især er partiet gået utrolig vidt, når det gælder flygtningepolitikken, hvor Nyrup i en næsten desperat og rent opportunistisk usikkerhed prøver at imødekomme de der strømninger i befolkningen, som udtrykkes af Dansk Folkeparti.

Jeg mener bare ikke, at det udelukkende er indvandrerpolitikken, der har givet Pia Kjærsgaard vind isejlene. Når jeg ser Dansk Folkepartis annonce om sociale problemer, så bliver jeg ganske imponeret, fordi de simpelt hen taget alt det op, som Socialdemokratiet har svigtet, og som jeg personligt synes, at SF har interesseret sig for lidt for . Pia Kjærsgaard har virkelig overtaget et socialt program. Pia Kjærsgaard lægger meget vægt på at forbedre visse dele af socialpolitikken, og jeg tror, at hendes fremgang for halvdelens vedkommende skyldes utilfredse socialdemokrater, der føler sig svigtet på det sociale område … Og der kan såmænd også være utilfredse SFere imellem.

Faklen: Der er vel tale om en generel højredrejning af hele det politiske spektrum?

Gert Petersen: Det er hele den akse, som det politiske liv cirkulerer omkring, der er flyttet til højre i løbet af de sidste ti år.

Men jeg synes ikke, at man kan sige, at SF er flyttet til højre – og slet ikke Enhedslisten. Enhedslisten er måske så ubevægelige igen, at det også kan blive en svaghed. Men der bestemt ingen tvivl om at der er enkelte SFere, der er flyttet med, og jeg det synes jeg f.eks. især, at X Antorini gør i den såkaldte debatbog, Borgerlige ord efter revolutionen. Christine Antorini smider hele lighedsproblematikken og den sociale retfærdighed over bord.

Hun glemmer, at socialisme ikke bare er "frihed", men også lighed og solidaritet, og havner i den modsatte grøft af kommunisterne, der fornægtede friheden. Vi skal holde meget, meget fast ved solidariteten, "broderskabet", som vi kaldte det i den gamle parole – lighed og solidaritet er ufravigelige dele af socialismen.

Faklen: Hvordan ser du på socialismens fremtidsmuligheder i Danmark?

Gert Petersen: Venstrefløjen har samlet set nogenlunde de samme mandater, som vi havde i 70erne, og jeg ser ingen tegn på, at det skulle ændre sig i negativ retning, men muligheden for et gennembrud, et socialistisk, venstreorienteret gennembrud i den allernærmeste fremtid er heller ikke stor, sådan som holdningen er i befolkningen og i medierne.

Og medierne bærer et meget stort medansvar for den politiske udvikling. De fleste journalister er i virkeligheden meget indstillet på det konventionelle og strømlinede. Jeg tror, at Tony Blairs "tredje vej" f.eks. præger Politikens og Informations holdninger, for slet ikke at tale om TV. Og derfor tror jeg heller ikke selv på sådan et socialistisk gennembrud i den nærmeste fremtid, for pressen tegner debatten.

Men her mener jeg så, at både Enhedslisten og SF kan bebrejdes, at det samfundsforandrende perspektiv er gledet i baggrunden i den daglige politik – til forskel fra f.eks. Venstre, der har formået at bevare en stærk ideologisk profil.

Morten Halskov Jensen og Rune Engelbreth Larsen