14 | FAKLENS HISTORIE

Exit Erwin Neutzsky-Wulff

---

Det, der tidligere havde været et frugtbart forhold imellem Faklens redaktion og forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, endte ikke desto mindre i et brud, som førte til voldsomme udfald i pressen fra Neutzsky-Wulff imod Faklen i slutningen af januar og begyndelsen af februar 1999. Her holdt han sig ikke tilbage med at udstille irrelevante dele af privatlivet for offentligheden og stille sig an som offer for et jalousidrama, idet han som baggrund for sin tilsværtning af tidsskriftet påstod, at redaktionsmedlemmer skulle have skilt sig af med ham i "misundelse" over hans kærlighed til sin nye kæreste. Erwin Neutzsky-Wulff er siden fremturet med sin smædekampagne og en stadig strøm af personangreb fra sit nye kursuscenter, Den Gamle Skole i Vinstrup, hvor kursister bl.a. hverves som forfatterens personlige kampagnefolk.

Redaktørens og redaktionens respekt for Erwin Neutzsky-Wulff var i de første par år af Faklens historie stor, og hans råd kærkomne for en gruppe studerende, der havde været inspireret af hans forfatterskab igennem længere tid; og selv om Faklens humanisme er sin egen (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 1 og 3), forblev forfatteren en væsentlig rådgiver for redaktionen indtil sommeren 1998.

Forbindelsen havde i forvejen været aftagende, og det eneste egentlige samarbejde mellem redaktionen og forfatteren dette år var gadeteatret "Gudindens genkomst" (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 12).

Privat havde forholdet mellem Erwin Neutzsky-Wulff, hans daværende hustru, Elsebeth, og en del af redaktionsmedlemmerne været præget af et tæt bekendtskab indtil sommeren 1998. Det førte bl.a. til et særligt litterært eksperiment fra foråret 1997 til foråret 1998, hvor forfatteren igennem en slags interaktivt adventurespil med den prætentiøse titel "Mesterspillet" forsøgte at dramatisere religionsfilosofiske pointer, der krævede en gensidig udveksling af breve og billeder. Spillet var bygget over de teorier, forfatteren havde lært i sin ungdom af en gruppe esoteriske akademikere i de københavnske undergrundsmiljøer i starten af 1970erne (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 3) og siden præsenteret i sit faglitterære forfatterskab i midten af 1980erne.

Senere forklarede Neutzsky-Wulff, at han havde lavet spillet alene for at "forføre" Lene Wittrup Jensen (i dag: Helena Neutzsky-Wulff), som han havde forelsket sig i, og som havde været en del af kredsen omkring Faklen siden begyndelsen og en overgang i 1998 tillige redaktionsmedlem. I sensommeren 1998 meddelte Neutzsky-Wulff, at han ville forlade sin daværende hustru, Elsebeth, for at gifte sig med Helena. Forfatteren fortalte siden Faklens redaktør, at han nu ville trække sig helt tilbage fra sine bekendte og tidligere omgangskreds, og hans kommende hustru skrev i slutningen af november til sine veninder i redaktionen, at hun og Erwin "ikke interesserede sig for landets politiske situation" og ville afbryde enhver forbindelse for at hellige sig deres kærlighed.

Imidlertid kunne det ikke undgå at skabe visse problemer, at forfatteren havde ladet sin nye kæreste flytte ind i det hjem, han stadig væk delte med sin daværende hustru, der var blevet medlem af Faklens københavnerredaktion samme sommer. Hverken han eller Helena Wittrup Jensen søgte en ny bolig, og forfatteren nægtede tilmed Elsebeth Neutzsky-Wulff skilsmisse i flere måneder, fordi han efter en skilsmisse næppe ville kunne gøre noget krav gældende om at forblive i lejligheden. Forfatterens mindre flatterende private intriger påvirkede selvfølgelig efterhånden klimaet i redaktionerne, hvor nogle havde kendt både Erwin og Elsebeth Neutzsky-Wulff i flere år, men de fleste i Århusredaktionen blev først opmærksomme på forfatterens foreteelser i København i løbet af december 1998.

Forinden havde flere personligt eller i breve taget afsked med forfatteren og hans nye kæreste og uvidende om det kommende sammenstød fortsat udvist ham respekt og tillid, idet kun de færreste tidligere havde bemærket andre motiver end venskabelig hjælpsomhed fra hans side.

I slutningen af november gik det dog op for forfatteren, at den tillid, han havde nydt, var begyndt at smuldre i redaktionen, bl.a. pga. hans hensynsløshed over for sin endnu lovformelige hustru såvel som hans arrogance over for andre, der havde bedt ham vise forståelse for Elsebeth og fraflytte lejligheden med hans nye kæreste. Da de imidlertid i månedsvis ikke havde gjort noget reelt for at finde anden bolig, bad Elsebeth dem nu at flytte ud af lejligheden i løbet af de næste par måneder.

Pludselig var han helt færdig med at trække sig tilbage fra offentligheden og hellige sig sin nye kærlighed og mente nu, at han kunne kræve af Faklens redaktør, Rune Engelbreth Larsen, at Faklens redaktion skulle finde ham og hans kæreste en bolig. Han understregede, at hans boligsituation var det allervigtigste, også for Faklen, "om så det betyder, at næste nummer ikke udkommer!".

Faklens redaktion havde selvfølgelig en interesse i hurtigst muligt at løse det efterhånden for alle parter belastende problem, når forfatteren og hans nye kæreste nu selv undlod at søge efter bolig, men til forfatterens forargelse afviste Faklens redaktør at prioritere dette højere end tidsskriftets udgivelse.

Erwin Neutzsky-Wulff og Helena Wittrup Jensen tog således til Århus for at mødes med Århusredaktionen hos Martin og Cecilia Brynskov, og han viste her et helt andet ansigt, end redaktionen tidligere havde været bekendt med, idet han under en voldsomt ophidset monolog forsøgte at underkaste redaktionen sin ubetingede autoritet, underordne Faklen sine helt private behov, imens han rasede over, at redaktøren ikke havde villet tilsidesætte Faklen for ham - "hvad der er godt for Erwin, er godt for Faklen", hed det fra Neutzsky-Wulff, der fra nu af ville betragtes som "konge".

Det var slået klik for forfatteren. Selvoptaget selviscenesættelse var nu alfa og omega - en selviscenesættelse, der senere fortsatte på hans egen hjemmeside, hvor han skrev den 3.5.99: "Faklen var Camelot, Fakkelbærerne ridderne, og jeg Arthur." Imidlertid tilføjede han skyndsomt: "Jeg hadede det og prøvede at tone det ned.

Det er den slags manipulationer, der er ufrivilligt komiske for dem, som på det pågældende møde i Århus havde overværet mandens hysteri, der fra den ene dag til den anden krævede ubetinget lydighed og med manisk stemmeføring råbte: "I am a king!"

Den selv samme forfatter, som tidligere havde vundet så manges beundring for sin venlighed, krævede nu at blive centrum for egocentrisk persondyrkelse. Nok havde han tidligere haft sine luner og fikse ideer, der havde mere med hans eget romanunivers end den politiske virkelighed at gøre, men denne gang var noget helt andet. Snart opkastede han tilmed den idé, at alle med tilknytning til Faklen skulle flytte sammen med ham i et nedlagt fængsel ved Horsens, idet han hævdede, at man her bedre kunne beskytte hinanden mod "angreb fra højrefløjsekstremister".

Forfatteren prøvede også at binde en journalist den samme forklaring på ærmet, da det hele blev en pressesag, og udtalte således: "Et Fakkelmedlem blev overfaldet af en skinheadtype 1. maj sidste år, og en nynazist kunne godt finde på at tage rundt og tæve os alle sammen enkeltvis. Derfor ville det være praktisk, hvis vi var på shouting distance af en halv snes andre mennesker." (Politiken, 28.1.99).

Skrækscenariet var fuldstændig ude af proportioner, og det var ikke svært at se, at hensigten dels var at skaffe ham selv en billig bolig med et minimum af indsats fra sin egen side, dels at omdanne Faklen til et organ for sine personlige ambitioner. Men han gjorde regning uden værter.

Erwin Neutzsky-Wulffs kovending blev dog mødt forskelligt, idet nogle af redaktionsmedlemmerne rent faktisk ønskede at følge forfatteren og hans nye kurs, mens andre med redaktøren takkede nej til "tilbuddet". Oven på nogle ugers uvished, hvorunder nogle af dem, der siden afviste forfatteren, kom sig over spektaklet og forvirringen, og redaktøren gjorde gode miner til slet spil og gradvis fik vished om, hvordan fløjene tegnede sig, brød uoverensstemmelserne ud i lys lue og kulminerede i ikke helt udramatiske interne sammenstød imellem dem, der afviste Neutzsky-Wulffs krav om autoritet, og forfatteren selv og de øvrige. Som konsekvens af splittelsen meddelte seks redaktionsmedlemmer natten efter den 13. januar, at de forlod Faklen til fordel for forfatteren.

Det var af afgørende betydning, at fløjene i Århus fordelte sig nøjagtigt, som de gjorde, og at kun seks fulgte forfatteren, eftersom Faklen pr. 1. januar 1999 var blevet omdannet fra et interessentselskab til en forening med Århusredaktionen som bestyrelsesmedlemmer. At kun én ud af københavnerredaktionens seks medlemmer endte med at følge Neutzsky-Wulff, spillede således ikke nogen rolle i juridisk forstand, hvis en majoritet i Århusredaktionen og dermed foreningens bestyrelse måtte have været stemt for Neutzsky-Wulff. Men dette var altså ikke tilfældet - slutresultatet blev, at 7 ud af 13 i Århusredaktionen havde sagt endegyldigt farvel til forfatteren.

Neutzsky-Wulff og hans følge havde imidlertid ikke opgivet at overtage Faklen. Juridisk kunne de dog ikke stille noget op, men at dette var med i overvejelserne, kom frem, da forfatteren senere udtalte: "Redaktøren har en copyright på bladet. Vi kan først føre Faklen videre, hvis Rune kører den i sænk." (Information, 4.2.99).

Forfatterens strategi blev derfor at sætte alt ind på, at Faklen skulle køres i sænk, og midlet hertil en voldsom smædekampagne imod ikke mindst redaktøren, der i form af breve blev udsendt til alle med tilknytning til tidsskriftet. Da langt de fleste imidlertid let gennemskuede forfatterens motiver, blev Neutzsky-Wulffs næste træk at forberede en offentlig smædekampagne.

Forfatteren forsøgte således at sælge sin selviscenesættelse i kronikform til Information, som imidlertid afslog tilbuddet. Omtrent samtidig overbragte Anne Kristine Jakobsen Neutzsky-Wulffs ultimatum - præsenteret som et "fredsudspil" - til Faklens redaktør om, at forfatteren "kun ville undlade at knuse Faklen, hvis Faklen til gengæld ville undlade at nedgøre kærligheden imellem ham og hans nye kæreste".

Det var helt i tråd med den generelt bizarre opførsel, som Neutzsky-Wulff havde lagt for dagen de seneste måneder - ingen kunne selvsagt tage anstød af hverken hans eller andres kærlighed, tværtimod, og ikke engang hans hensynsløse adfærd over for sin daværende hustru var dengang blandt motiverne til opgøret med forfatteren, der alene havde med Faklen og Faklens fremtid at gøre.

Den 27.1.99 udsendte Faklen en pressemeddelelse, der kort orienterede om baggrunden for splittelsen i redaktionen. Under overskriften "Faklen siger farvel til forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff" hed det bl.a.:

Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, der i sin seneste roman (Døden, 1996) advarer mod de foruroligende fremtidsperspektiver af den aktuelle højredrejning, var en afgørende inspirationskilde og har stået bladet nær, siden han fik præsenteret projektets koncept i sommeren 1996. Som en personlig ven af redaktøren har han fungeret som en kærkommen rådgiver, som redaktionen har fået værdifulde råd fra. Kontakten til bladet har dog været stærkt aftagende i sidste halvdel af 1998, og forfatteren gav da også her udtryk for, at han ikke længere interesserede sig for landets politiske situation.

Imidlertid foretog forfatteren i begyndelsen af december 1998 pludselig en uventet kovending i et forsøg på at blive mere og andet end en rådgiver for bladet, hvilket i løbet af de følgende uger førte til en reorganisering af Faklens redaktion.

Faklen skylder Neutzsky-Wulff og hans forfatterskab meget, men Faklen er sin egen, og redaktionen er bladets øverste instans, og det ønskede redaktøren og hovedparten af redaktionen, at den vedblev med at være.

En del af redaktionen har imidlertid nu trukket sig ud. Det drejer sig om Camilla Brodersen, Tania Brogaard, Cecilia Brynskov, Martin Brynskov, Anne Kristine Jakobsen og Jakob Stensgaard.

Vi siger tak for det hidtidige samarbejde og ønsker dem fortsat held og lykke fremover. Tilsvarende ønsker vi også forfatteren Neutzsky-Wulff fortsat held og lykke fremover, og slår gerne fast, at hans forfatterskab ikke vil ophøre med at være en blivende inspiration for Faklen.

Bortset fra praktiske forandringer i redaktionens sammensætning og arbejdsopgaver, vil der ikke være nogen ændringer i Faklen - den redaktionelle linje forbliver den samme.

Faklen fortsætter således med at dokumentere og analysere de foruroligende politiske tendenser, der skaber flere og flere udstødte og udhængte i dagens samfund: Vi fokuserer bl.a. på den omsiggribende forringelse af retssystemet, den voksende sociale skævhed og den stadig mere intensive hetz mod indvandrere. Endvidere belyser vi emner af naturvidenskabelig, historisk og filosofisk karakter, som på hver deres måde også er en del af samtidsbilledets kulturelle helhed.

Den 28.1.99 blev der udsendt en anden pressemeddelelse fra Neutzsky-Wulffs fløj med titlen "Faklen er slukket", underskrevet af seks tidligere redaktionsmedlemmer, der havde forladt Århusredaktionen 14 dage tidligere, men alligevel ikke holdt sig tilbage med at benytte Faklens brevpapir. Pressemeddelelsen var i virkeligheden skrevet af Neutzsky-Wulff - hvad han da heller ikke benægtede, da Morten Halskov Jensen efterfølgende konfronterede ham med det. Det var ham og ham alene, som således suverænt styrede selviscenesættelsen og smædekampagnen mod Faklen - men ingen af dem, der fulgte ham, sagde fra.

Hermed indledtes et opsigtsvækkende slagsmål i pressen, der strakte sig over et par uger, med Neutzsky-Wulff på den ene side og Faklen på den anden, hvor Neutzsky-Wulff slyngede den ene bizarre påstand i hovedet på primært Faklen og Faklens redaktør, sekundært på bibeloversættelsesprojektet og projektets leder.

I sin pressemeddelelse skrev Neutzsky-Wulff om sig selv: "Erwin Neutzsky-Wulff var Faklen. Han lagde bladets linje og traf alle de overordnede beslutninger."

Det var selvfølgelig usandt - og det var da heller ikke en misopfattelse, forfatteren nogen sinde tidligere havde givet udtryk for over for nogen som helst, hverken inden eller uden for redaktionen. I sommeren 1996 skrev han f.eks. til redaktøren, der havde forelagt ham ideen til tidsskriftet: "Jeres blad er et beslægtet initiativ," med henvisning til sin kommende roman, Døden. Jeres blad. (se også FAKLENS HISTORIE, afsnit 1 og 3).

Desuden skrev Neutzsky-Wulff, at han "ønskede, at Faklen, hvis medlemmer alle anså sig for upolitiske, skulle affiliere sig med venstrefløjen. 'Venstreorienteret' var på det tidspunkt noget nær det værste skældsord i denne kreds."

Påstanden er absurd og røber kun, at "venstreorienteret" for Neutzsky-Wulff tilsyneladende var et gimmick - ingen i Faklens redaktion havde nogen sinde stemt til højre for SF. Neutzsky-Wulff fortsatte ikke desto mindre: "Humanisme og socialisme er mere end en taktisk fernis, og vi har derfor valgt at trække os ud af Faklens Potemkin-kulisser." Sandheden er imidlertid, at Faklen naturligvis fortsatte som det venstreorienterede, humanistiske tidsskrift, det hele tiden havde været, mens man ikke siden har hørt noget videre til hverken Neutzsky-Wulffs påståede "humanisme" eller "socialisme". Til gengæld er forfatteren travlt optaget med sit esoteriske center, Den Gamle Skole i Vinstrup, der forholder sig helt og aldeles passivt og tavst til højredrejningen og samfundsudviklingen i det hele taget.

Hvor lidt han forstod om og egentlig var bekendt med Faklens grundlag, fremgår da også af, at han i pressemeddelelsen rask væk kaldte projektet "socialistisk", selv om Faklen også er særegent derved, at tidsskriftet tager sit venstreorienterede udgangspunkt i humanismen, ikke i socialismen (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 1 og 15).

At Neutzsky-Wulffs eget forhold til socialismen alene er betinget af de politiske konjunkturer, slog han allerede fast i slutningen af 1970erne: "Det er rent tilfældigt, at jeg i øjeblikket befinder mig på venstrefløjen. Det er kun, fordi vi er på vej mod et højrediktatur. Når det tipper den anden vej, vil jeg være at finde på den anden side." (Politiken, 20.3.77). Citatet er karakteristisk for Neutzsky-Wulffs apolitiske holdning, som han heller aldrig gav udtryk for, havde ændret sig, hvormed ikke være sagt, at hans bekymring over og advarsel imod højredrejningen ikke dengang var dybfølt og oprigtig, sådan som den er kommet til udtryk i hans roman Døden (1996), der bl.a. også kan læses som en rød kritik af borgerliggørelsen og det bestående.

Endvidere skrev Neutzsky-Wulff i pressemeddelelsen: "Imod dette erklærede ['socialistiske og humanistiske'] mål arbejdede hele tiden en vis tendens til mysticisme (igen inspireret af en overfortolkning af den religionsfilosofiske del af forfatterskabet - man må huske, at alle i redaktionen åndede Neutzsky-Wulff) og et stigende krav til Neutzsky-Wulff om at optræde som kultleder. Da han afviste dette, faldt valget - af årsager, som stadig står uklare for os - på Rune Engelbreth Larsens kone. Selv om hendes første dispositioner (at opgive Faklen og blive islamisk lobby i stedet) mødtes med mindre end entusiasme af redaktøren, anser vi det ikke desto mindre ikke for muligt at arbejde i et sådant regi."

Sandheden er, at Faklen havde vraget Neutzsky-Wulff som rådgiver, på baggrund af at han pludselig var vendt tilbage til kredsen og havde forlangt absolut autoritet og ville underordne tidsskriftet opfyldelsen af sine helt private behov og ambitioner. Ingen krævede selvsagt, at Neutzsky-Wulff - eller nogen anden - skulle optræde som "kultleder", ganske som det heller aldrig var på tale at blive "lobby" hverken for islam eller nogen som helst anden religion.

Forfatterens formål var selvfølgelig at stemple Faklen ved bevidst at spille på den udbredte, propagandistiske islamforskrækkelse - ligesom den højrefløj, han ellers tidligere havde så travlt med at dissociere sig fra. Og at det selvfølgelig var lige så meget vrøvl, at redaktørens hustru eller nogen anden i Faklen skulle ønske "at opgive Faklen", giver da også sig selv, da netop redaktørens og hovedparten af redaktionens dramatiske indsats for at bevare tidsskriftets linje såvel som at forhindre det i at falde i hænderne på Neutzsky-Wulff, indlysende nok ikke ville give den fjerneste mening, hvis hensigten blot havde været at lukke og slukke for at konvertere til islam.

Men Neutzsky-Wulff benyttede sig ikke alene af islamforskrækkelsen i det ene groteske forsøg efter det andet på for alt i verden at fjerne fokus fra forfatterens egne mislykkede planer om at underordne Faklen hans ubetingede autoritet. Næst efter islamforskrækkelsen bestod taktikken af noget endnu mere spektakulært, idet han anklagede redaktørens hustru, Uta Kreie Larsen for at ville overtage Faklen som "kultleder".

Tyv tror som bekendt, at hver mand - eller kvinde - stjæler, men Neutzsky-Wulff var udmærket bevidst om, at det var en lodret løgn. At lige præcis Uta Kreie Larsen skulle spille hovedrollen heri, skyldtes, at hun i særlig grad var et let offer at hænge ud: Hun hørte nemlig stemmer. Og ikke nok med det: Neutzsky-Wulff var rasende over, at Uta Kreie Larsen var blevet advaret imod forfatterens forehavende, og at dette blev præsenteret for redaktionsmedlemmer såvel som for Neutzsky-Wulff i breve, der trumfede hans egen stil og drama i en advarsel til ham og dem, der var parate til at følge ham, om konsekvenserne af hans kursændring.

Hensigten var ikke mindst den - i bakspejlet naive og mislykkede - at få Neutzsky-Wulff tilbage til en erkendelse af, at han blot havde været én blandt flere stemmer i Faklen, at han som selviscenesat, absolut autoritet betød døden for alt det, Faklen - og han selv tidligere - stod for.

Neutzsky-Wulff, som gentagne gange tidligere selv havde lidt under pænhedens hysteri og offentlighedens forargelse, holdt sig imidlertid nu ikke tilbage med at misbruge, stemple og udstille hende som saftig pressemadding i en uskøn blanding af hekseproces og patologisk freakshow, som han satte alt ind på at trække hende og Faklen igennem.

Neutzsky-Wulff fik Uta Kreie Larsen stemplet som "gak i låget" (Ekstra Bladet, 30.1.99), og i en syndflod af beskyldninger blev det påstået, at "Faklens redigering reelt [skulle] være overtaget af chefredaktøren, Rune Engelbreth Larsens kone" (Information, 28.1.99), at "God Almighty skal tale igennem hende" (Politiken, 28.1.99), at hun ville "opkaste sig selv til kultfører" (Ekstra Bladet, 29.1.99), og at hun havde haft en "dommedagsvision" (Politiken, 29.1.99) …

Der var ikke skyggen af dommedags- eller andre visioner, ingen "God Almighty", ingen planer om at blive "kultfører", og Uta Kreie Larsen, som hverken dengang, før eller siden har været med i Faklens redaktion, havde indlysende nok heller ikke overtaget bladets redigering. Neutzsky-Wulffs propaganda var naturligvis selvafslørende, eftersom enhver kan sige sig selv, at hverken redaktøren eller én eneste af Faklens øvrige 15 redaktionsmedlemmer ville have affundet sig med anden redigering end redaktionens egen, endsige fulgt nogen som helst "kultfører", når man netop havde gjort sig så store anstrengelser for at holde Neutzsky-Wulff fra livet.

Neutzsky-Wulffs hensigt var imidlertid ikke til at tage fejl af: At tilsværte Faklen med alle tænkelige midler, så en fortsættelse af tidsskriftet reelt blev umuliggjort - hvilket forfatterens nye kæreste da også indrømmede i et brev til redaktionsmedlemmer og andre med nuværende og tidligere tilknytning til Faklen: "Hvor længe tror I, Faklens korthus kan holde sig oprejst i denne storms susen? Eller måske anser l det for et overbevisende indicium for Erwins 'mentale forvirring', at han nu er godt i gang med at lægge Faklen, sit eget barn, i ruiner."

Faklen skulle altså ikke alene lægges "i ruiner" - tidsskriftet skulle nu iscenesættes retrospektivt som "Erwins barn". Det var den samme megalomane selviscenesættelse, der også havde umuliggjort samarbejdet mellem forfatteren og oversættergruppen bag den nye videnskabelige oversættelse af det Gamle Testamente (se FAKLENS HISTORIE, afsnit 4). Neutzsky-Wulff virkede i godt et halvt år som dansk sproglig konsulent for projektet, men søgte snart at give det indtryk af, at oversættelsen skulle være hans fortjeneste alene, hvorfor det allerede under de allerførste, ufærdige skitser var ham magtpåliggende at sikre sig så fremtrædende en plads på et kommende titelblad som overhovedet muligt. Kulminationen på samarbejdsvanskelighederne kom, da han i Politiken den 28.1.99 om oversættelsesprojektet udtalte: "Pludselig udviklede arbejdet sig i en sekterisk, uvidenskabelig retning."

Projektleder, cand.mag. i semitisk filologi og religionsvidenskabelige studier, Jens-André Pedersen Herbener svarede hertil i Politiken den 29.1.99: "Tror du virkelig, at ti akademikere, hvoraf flere af dem er professorer, ville binde an med et projekt, der udviklede sig i sekterisk retning?"

Gruppen bag projektet består af nogle af landets mest fremtrædende semitiske filologer, bl.a. mag.art. i semitisk filologi og førstebibliotekar ved det Kongelige Bibliotek, Ulf Haxen, cand.mag. i semitisk filologi, Karen Martens fra Carsten Niebuhr Instituttet; professor i semitisk filologi ved Oslo Universitet, mag.art. Ebbe Knudsen; mag.art. i semitisk filologi ved det Kongelige Bibliotek, Stig Rasmussen og semitisk filolog Ph.D. Philippe Provençale. Med projektleder Herbener tog de skarpt afstand fra forfatterens forsøg på at miskreditere arbejdet og meddelte i en pressemeddelelse dagen efter, at alt videre samarbejde med forfatteren øjeblikkeligt var ophørt.

I mellemtiden dirigerede Neutzsky-Wulff en omfattede telefonkampagne for at presse folk med tilknytning til Faklen til at vende sig imod redaktøren til fordel for forfatteren. Politiken berettede om et eksempel herpå: "Chano Jørgen Kristensen er ikke medlem af redaktionen. Han er blot aktivist og sælger blade, sætter plakater op og skriver læserbreve på bladets vegne til andre medier. Han fortæller, at han sidste uge blev bedt om at skrive under på en pressemeddelelse til fordel for Neutzsky-Wulff. Han fik at vide, at det var en god idé at skrive under, fordi Erwin Neutzsky-Wulff ville gå over i litteraturhistorien, og hvis ikke man støttede ham i denne situation, ville man også selv gå over i litteraturhistorien som en person, der har forrådt forfatteren. 'De sagde, at hvis ikke jeg skrev under, ville min vej være lukket til evig tid. Jeg fik meget dramatisk at vide, at hvis jeg om fem år skulle få problemer med en dæmon, så ville jeg ikke kunne få hjælp af Erwin Neutzsky-Wulff, medmindre jeg skrev under', siger Chano Jørgen Kristensen." (Politiken, 6.2.99).

Chano Jørgen Kristensens farvel til Neutzsky-Wulff lod sig ikke rokke af denne bizarre fremgangsmåde. Efter lignende intense overtalelsesforsøg valgte imidlertid 16 af de dengang 43 aktivister uden for redaktionen at følge forfatteren. Disse blev siden faste kursister i Neutzsky-Wulffs esoteriske center, Den Gamle Skole i Vinstrup.

"The Master Manipulator" havde Neutzsky-Wulff tituleret sig selv i efteråret 1998, men troede nogen dengang, at det var med et ironisk glimt i øjet, var glimtet snart forsvundet, som hans brevkampagner, telefontrusler og pressemeddelelser efterfulgtes af yderligere et hav af grove løgne og opfindsomme manipulationer i pressen. Nogen "master" var han imidlertid ikke, da skytset hurtigt viste sig at bestå af talrige, pinligt selvafslørende usandheder. Et lille udpluk:

- Erwin Neutzsky-Wulff hævder, at "de tilbageværende medlemmer af Faklens redaktion" var "en kreds omkring kredsen, som vi ikke troede på hverken kunne læse eller skrive" (Politiken, 28.1.99).

Hvad enhver kan forvisse sig om ved en simpel gennemgang af tidsskriftet, er imidlertid, at de nuværende medlemmer af Faklens redaktion til sammen har skrevet over 80% af alt indholdet i de første ti numre af Faklen, som udkom inden bruddet, ligesom ingen naturligvis vil bestride, at det er den nuværende layouter, Simon J.S. Falkentorp, der egenhændigt har layoutet alt indholdet i tidsskriftet samt talrige plakater og foldere i tilknytning hertil.

- I et interview med Neutzsky-Wulff spørger Politikens Michael Bo: "Flytter I så sammen, I, der har trukket jer ud af Faklen?" Forfatteren svarer: "Altså … Det gør vi ikke." (Politiken, 28.1.99).

Kendsgerningen var imidlertid, at Neutzsky-Wulff og hans kommende hustru var i fuld gang med planlægningen af et bofællesskab med flere af de tidligere redaktionsmedlemmer, et bofællesskab, som blev realiseret en måneds tid senere i Den Gamle Skole i Vinstrup. Men det ville forfatteren åbenbart fortie for offentligheden.

- "Fra nu af er Faklen slukket. For hele redaktionen er gået fra redaktøren, griner Neutzsky-Wulff …" (Ekstra Bladet, Ekstra Bladet, 30.1.99).

Kendsgerningen var imidlertid, at tolv ud af Faklens nitten redaktionsmedlemmer i januar 1999 forblev i Faklen, altså næsten totredjedele af redaktionen før bruddet.

- "Der er ikke to sider i denne sag! Rune var højreorienteret, såkaldt apolitisk okkultist, før jeg skabte Faklen." (Information, 4.2.99).

Faklens redaktør blev interviewet dagen efter, hvor det bl.a. hed: Rune Engelbreth Larsen "har altid været venstreorienteret, siger han, og anfører som belæg, at han allerede i 1987 selv startede en SFU-afdeling i Ribe" (Information, 5.2.99). Det er selvfølgelig let at verificere sandheden heraf.

- Erwin Neutzsky-Wulff: "De folk, som er blevet hos Faklen, er dem, som tidligere bare suttede på frimærker, og på min tilbagetrækning reagerer de som vragede elskere." (Jyllands-Posten, 7.2.99).

Som allerede anført, havde den del af Faklens redaktion, der forblev i Faklen, på det tidspunkt skrevet 80% og layoutet 100% af alt indholdet i tidsskriftets ti numre. De var nu blevet til "dem, som tidligere bare suttede på frimærker" …

- Erwin Neutzsky-Wulff: "På et tidspunkt delte Faklen endda postboksadresse med et medlem af Aleister Crowleys O.T.O.-orden (satanistisk sekt, red.)." (Jyllands-Posten, 7.2.99).

Enhver kan kontakte Århus postvæsen og forvisse sig om, at også dette er lodret løgn.

Det var kun godt to år siden, at den samme forfatter offentligt havde forsvaret Faklen, da dele af pressen og folkekirkens højrefløj i efteråret 1996 søgte at kvæle tidsskriftet, bl.a. gennem en mistænkeliggørelse af det faktum, at det første nummer var finansieret af initiativtagerne selv: "De 'motiver', som kan have drevet folkene bag Faklen til at spise vandgrød i tre måneder for at få bladet på gaden, er åbenbart genstand for ivrige spekulationer. Modstandernes motiver til at kvæle et tidsskrift, der prædiker social retfærdighed og tolerance af minoritetsgrupper, kunne ellers være nok så interessante at få udredet." (Politiken, 3.10.96).

Pointen var ikke blevet mindre aktuel eller mindre relevant, da det to år senere gjaldt Neutzsky-Wulffs motiver "til at kvæle et tidsskrift, der prædiker social retfærdighed og tolerance af minoritetsgrupper" …

Som respons på hele balladen i pressen skrev Rune Engelbreth Larsen i en kommentar med titlen "Farvel til Erwin" (Information, 9.2.99) bl.a.:

Og hvad er så konklusionen på hele affæren? Er det Neutzsky-Wulff, der er forsmået over at være blevet forladt af gode venner, som ikke ville honorere hans pludselige krav om at blive deres absolutte autoritet - eller er det i virkeligheden Faklen, der er blevet en sekt, ledet af redaktørens hustru, hvis "åbenbaringer" styrer bladet og adlydes af ti mennesker i Århusredaktionen, fem i Københavnerredaktionen og alle medarbejdere i København, Århus og Vejle?

Er det Neutzsky-Wulff, der er fornærmet over at han er blevet fyret i bibeloversættelsesprojektet, eller er det snarere den af Faklen uafhængige Bibeloversættelseskommissions mange højtuddannede filologers arbejde med Jens-André P. Herbener som koordinator, der har udviklet sig i "en sekterisk, uvidenskabelig retning," som Neutzsky-Wulff hævder i Politiken den 28.1.?

Læs Faklen og tag ved selvsyn stilling til det humanistiske blad, som står i centrum af striden. Tænk selv.

Bo Bjørnvig opsummerede kort, men i grunden præcist baggrunden for balladen, da han i Weekendavisen den 12.2.99 skrev, at "Erwin Neutzsky-Wulff havde fundet sig en yngre kvinde og ville flytte til Århus og bad redaktionen skaffe ham en bolig. Så kunne han også bedre styre Faklen. Det blev lidt for meget for en del af redaktionen, og længere er den historie ikke."

Et par måneder efter bruddet åbnede Erwin Neutzsky-Wulff dørene til sit nye esoteriske center, Den Gamle Skole i Vinstrup. Her fortsætter hans tilsværtning af Faklen, her fortsætter skrønerne om hans egen almægtige betydning for samme tidsskrift - og det samme gør iscenesættelsen af den "misundelse", som det er så magtpåliggende for både ham og hans nye hustru, Helena, at overbevise alverden om, at alle i Faklen nærer til hende, fordi hun løb af med ham …

Alene i 1999 har Neutzsky-Wulff produceret 50 indlæg på sin hjemmeside, der tilsværter Faklen og folk med tilknytning til tidsskriftet. Halvtreds. Kan hænde, at forfatteren er misundelig på redaktionen, der løb af med Faklen …? I 2000 fortsætter smædekampagnen, bl.a. i forordet til hans bog For længe siden (Borgen, 2000), hvor han minutiøst gentager sine absurde påstande, som er blevet så vigtige for hans selvforståelse og -iscenesættelse.

Blandt de første deltagere i Vinstrup var de seks tidligere redaktionsmedlemmer fra Århusredaktionen, som i januar havde brudt med Faklen til fordel for forfatteren. Godt et halvt år senere var kun to af de seks tilbage - de øvrige fire afbrød al kontakt til ham i september 1999. Sådan kan det gå. Den ene, Jakob Stensgaard, som følte sig "frastødt af Erwin Neutzsky-Wulffs løgnagtige tilsvininger", vendte endog tilbage til Faklens redaktion i sommeren 2000.

Faklen sagde definitivt farvel til Erwin Neutzsky-Wulff den 13. januar 1999. Hvor desorienterende hans tidligere betydning for, såvel som hans senere udfald imod Faklen har været for mange, er alt det, det var, forbi. Det kan så ryste eller trøste dem, der har behov for henholdsvis det ene og andet. Måske var vi naive, og da Netuzsky-Wulff gjorde alt for at lægge det tidsskrift i ruin, som havde vraget ham, måtte redaktionen da også høre kommentaren: "Hvad sagde vi?!" fra flere kanter. Sådan kan det også gå.

Unægtelig et usædvanligt intermezzo - men Faklen er vel heller ikke et helt sædvanligt projekt.

Faklens redaktion fulgte siden sagen til dørs i følgende indlæg:

Rune Engelbreth Larsen: "Venstrefløjstidsskriftet Faklen fortsætter" (Socialisten Weekend, 19.3.99).

Morten Halskov Jensen: "Humanisme eller personlig udvikling?" (JP-Århus, 23.3.99).

Rune Engelbreth Larsen: "Neutzsky-Wulffs fraktion lokket med kurser i Den Gamle Skole" (Socialisten Weekend, 30.4.99).

Niels K. Petersen: "Faklen fortsætter" (Tabu, maj 1999).

Lederen i det første nummer efter bruddet, Faklen nr. 11, gjorde op med magtmisbrug af enhver art og måtte således også sine steder uundgåeligt afspejle opgøret med en tidligere skattet og betroet ven, Erwin Neutzsky-Wulff, der pludselig havde skiftet kurs og i et forsøg på at forvandle venners tillid til deres underkastelse tilsidesatte enhver redelighed til fordel for helt private behov og ambitioner. I al sin afslørende tragik havde forfatteren dermed selv beskrevet den fatale deroute fra idealisme til egoisme, som netop Faklen og humanismen pr. definition må stå så utvetydigt i opposition til. Lederens tema var opgøret med magten og magtens korruption i generel forstand, men det dog netop i en ånd, som lå fjernt fra den absolutistiske selviscenesættelse, som i de forløbne måneder havde kendetegnet den nye Neutzsky-Wulff.

Kun den magt befrier, der byder de mægtige at tjene de afmægtige og de rige at berige de fattige. Kun den magt befrier, for hvilken den største frihed er friheden til at forøge et medmenneskes frihed ved at begrænse sin egen. Kun den magt befrier, der er uden tanke for sig selv og sit.

Den magt leder bedst og frigiver mest, der leder og lovgiver mindst. Den magt, der står absolutismen fjernest og forskelligheden nærmest, korrumperer sidst.

Ethvert andet grundlag for en magthaver, leder eller autoritet skaber en korrupt magthaver, leder eller autoritet. Jo senere afsløret, desto farligere og mægtigere vokser han sig på bekostning af frihed og medmennesker - hvad enten det drejer sig om en lille flok, en stor flok eller et helt folk. Og som frihed og medmenneskelighed erstattes af magtgunstige påbud og blind autoritetstro, udhules mennesker samvittighedsløst, hvad enten det sker materielt eller eksistentielt.

Vi er blevet holdt for nar, skæbner er blevet skaltet og valtet med, og magt er blevet centraliseret og misbrugt længe nok. Et system, der understøtter denne latente ådselspolitik, er og bliver et korrupt system.

Enhver autoritet, der profiterer heraf, er og bliver en korrupt tyran in spe, hvad enten det er i det store eller små, og hvad enten han oprindelig var en idealistisk drømmer eller en nøjeregnende kyniker. En autoritet, der profiterer heraf, er intet andet end en gemen egoist - stærk bag magtens skjold og medløbernes smiger, men kun ussel afklædt de forlorne fraser og gode intentioners hykleri.

Hos sin korrupte magthaver finder medløberen sin identitet i det konforme medløberkor - uden sin korrupte magthaver er medløberen lige så identitetsløs, som den korrupte magthaver er kraftløs uden sin magt. Uden sin magt og sine medløbere er den korrupte en blottet stakkel, en patetisk parodi på en illusion om en "folketjener", en "statsmand" eller et "overmenneske".

Kejsere uden klæder er altid tragikomiske - men det er de følgagtige skræddere, der er de virkelig ynkelige. Inderst inde i de udhulede skrog sidder de som små orme og vånder sig. De ved det godt. Lakajer og håndlangere, hvis hjerter er deponeret i en dybfryser, eftersnakkere og klakører, hvis egne stemmer er forstummet bag attituderne og platituderne.

Slår vi det ikke tilbage, mens det endnu er distraherende pjat, bliver det ensrettende pop; slår vi det ikke tilbage, mens det endnu er ensrettende pop, bliver det diskriminerende påbud - og slår vi det ikke tilbage, mens det endnu er diskriminerende påbud, bliver det totalitært tyranni.

Tager vi ikke afstand fra det, nærmer vi os det. Står vi ikke i tide fast på vor menneskelige forskellighed og solidaritet med vore medmenneskers forskellighed, bliver vi en identitetsløs del af det.

Faklens faste tradition med et bagsidecitat fra en af verdenslitteraturens eller filosofihistoriens fremtrædende skikkelser som hvert enkelt nummers motto, stod denne gang helt i den forløbne strids tegn, idet et citat af Neutzsky-Wulffs store forbillede, D.H. Lawrence blev valgt som et træffende udtryk for Faklens forhold til Neutzsky-Wulff:

"An artist is usually a damned liar but his art, if it be art, will tell you the truth of his day. And that is all that matters. Away with eternal truth." (D.H. Lawrence).

Faklen nr. 11 fortsatte den skarpe, humanistiske, samfundskritiske linje og viede ellers kun en kort artikel på to sider til bruddet, "Exit Erwin Neutzsky-Wulff", der bagerst i tidsskriftet orienterede læserne om sagen. Her hed det bl.a.:

Tja - hvad skal man i grunden tro?

Var Neutzsky-Wulff Faklen, som han og de aftrådte redaktionsmedlemmer hævder, eller var han tilknyttet bladet som rådgiver, som beskrevet i Faklens egen pressemeddelelse om sagen? Krævede vi af Neutzsky-Wulff, at han skulle være »kultfører«, eller forlangte han selv ubetinget autoritet? Er Faklen slukket?

Døm selv.

Bladet fortsætter, og den redaktionelle linje forbliver den samme.

Faklen vil til stadighed dokumentere og analysere de foruroligende politiske tendenser, der skaber flere og flere udstødte og udhængte i dagens samfund. Vi vil fortsat fokusere på den omsiggribende forringelse af retssystemet, den voksende sociale skævhed og den stadig mere intensive hetz mod indvandrere.

Og vi vil fortsat belyse emner af naturvidenskabelig, historisk og filosofisk karakter, som på hver deres måde også er en del af samtidsbilledets kulturelle helhed, ud fra det humanistiske grundsyn, at dannelse er relevant for dannelsens egen skyld, og at viden er det bedste våben mod fordomme af enhver slags.

Faklen lagde dermed op til en naturlig fortsættelse af den redaktionelle linje. Og derved blev det.

Appendix

Pr. 1. januar 1999 bestod Faklens redaktioner af følgende 19: Christoffer Gertz Bech, Jørgen Bitsch, Camilla Holm Brodersen, Tania Brogaard, Cecilia Brynskov, Martin Brynskov, Simon J.S. Falkentorp, Gry Helene Herbener, Jens-André Pedersen Herbener, Anne Kristine Jakobsen, Morten Halskov Jensen, Rune Engelbreth Larsen, Elsebeth Neutzsky-Wulff, Niels K. Petersen, Heidi Holmgaard Sandvej, Jeppe Berg Sandvej, Stephan Stengler, Jakob Stensgaard og Leyla Tamer.

I kølvandet på bruddet med Erwin Neutzsky-Wulff forlod godt en tredjedel af redaktionen Faklen for at følge forfatteren, nemlig følgende 7: Jørgen Bitsch, Camilla Holm Brodersen, Tania Brogaard, Cecilia Brynskov, Martin Brynskov, Anne Kristine Jakobsen og Jakob Stensgaard. Allerede i september 1999 afbrød dog fire af disse tidligere redaktionsmedlemmer (Tania Brogaard, Cecilia Brynskov, Martin Brynskov og Jakob Stensgaard) atter al kontakt til Erwin Neutzsky-Wulff. Jakob Stensgaard blev atter medlem af Faklens redaktion i sommeren 2000.

Af de 43, der var tilknyttet tidsskriftet uden for redaktionen i januar 1999, forlod 16 kredsen for i stedet at blive kursusister i Erwin Neutzsky-Wulffs nye esoteriske kursuscenter i Den Gamle Skole i Vinstrup.

Efter bruddet kom 3 nye redaktionsmedlemmer til, og i løbet af 1999 er flere nye medarbejdere blevet tilknyttet til Faklen, så kredsen omkring tidsskriftet ved udgangen af 1999 bestod af et halvt hundrede mennesker.

Af de 40, der var tilknyttet Faklen i begyndelsen (sommeren 1996), før nr. 1 udkom, var de 24 ved udgangen af 1999 fortsat tilknyttet tidsskriftet. Af de 16 fra den oprindelige kreds, der hen ad vejen har forladt Faklen, er det kun de 9, der har gjort det med henblik på at følge Erwin Neutzsky-Wulff efter bruddet mellem forfatteren og Faklen - og af disse 9 var godt et halvt år senere kun de 5 stadig væk tilknyttet Neutzsky-Wulffs kursuscenter, Den Gamle Skole i Vinstrup (heri medregnet forfatteren selv og hans nye hustru).

Fra slutningen af januar 1999 og året ud bestod Faklens redaktion af: Christoffer Gertz Bech, Simon J.S. Falkentorp, Aurora Helene Herbener, Jens-André Pedersen Herbener, Heidi Hesselbjerg, Morten Halskov Jensen, Rune Engelbreth Larsen, Elsebeth Neutzsky-Wulff, Niels K. Petersen, Carsten Risager, Heidi Holmgaard Sandvej, Jeppe Berg Sandvej, Stephan Stengler, Anne Bjørnskov Svendsen og Leyla Tamer.

Faklen

---