Nedenstående artikel indgår i bearbejdet og opdateret form i bogen Det nye højre i Danmark (Tiderne Skifter, 2001) som kapitel 3. Hele bogen er i dag tilgængelig online, og den bearbejdede version af nærværende artikel kan læses her: Kapitel 4: Dansk Folkeparti.

Det 20. århundrede har været Socialdemokratiets århundrede, men det er snart slut. Jeg vil gøre mit til at gøre Dansk Folkeparti til partiet for det 21. århundrede …

Ordene er Mogens Camres. Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i hovedstaden fra 1962 til 1966, socialdemokratisk folketingsmedlem fra 1968 til 1987, herunder finanspolitisk ordfører fra 1978 til 1987 og politisk ordfører fra 1981 til 1982.

Dagen er den 24. marts 1999, samme dag som NATO indleder sit luftbombardement af Jugoslavien. Dansk Folkepartis bidrag til den hjemlige verdenspresse er offentliggørelsen af deres nye spidskandidat til EU-valget i juni; efter 37 år som aktiv socialdemokrat forlader den temperamentsfulde og intelligente Mogens Camre sit gamle parti til fordel for Dansk Folkeparti.

Partiskiftet er endnu en fjer i hatten for Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, der har oplevet en støt fremgang og stigende respekt og tilslutning blandt tidligere borgerlige og socialdemokratiske vælgere, siden hun brød med Fremskridtspartiet.

Ikke desto mindre er det ikke mere end 3½ år siden, at hun og hendes dengang nydannede parti blev dømt chanceløse af presse og politikere.

Det var i dagene efter Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, hvor den farceagtige splid, som partiet med de mange interne opgør var gerådet i i midten af 80erne, kulminerede i absurd teater. »Total-Kaos«, »Tumultagtige scener« og »Ragnarok« lød nogle af pressens overskrifter i dagene under landsmødet.

Det lignede begyndelsen til enden på det parti, som, efter at stifteren, Mogens Glistrup havde gjort skattetrykket til hovedmodstanderen og sammenlignet skattesnyderne med modstandsbevægelsens frihedskæmpere, var stormet ind i Folketinget med 28 mandater i 1973 og havde rystet det traditionelle politiske Danmarksbillede.

22 år senere er partiet en ren slagmark, og Pia Kjærsgaard beskriver kulminationen på opløsningen under landsmødet i 1995 således: »I løbet af de to dage og den ene aften og nat, som landsmødet varede, blev Fremskridtspartiets sande vildt anarkistiske ansigt udstillet for hele landet. Det var landsbytossernes paradis. Det var grænseløst storslået i al sin afslørende tragik. Det var surrealistisk teater i verdensklasse, og var det ikke, fordi jeg selv var utrolig ulykkelig, fordi jeg følte, at det var afslutningen på det parti, jeg stædigt havde troet på, ville jeg måske have lænet mig tilbage i stolen og bare oplevet!« (Men udsigten er god … Midtvejserindringer, s. 233).

Konsekvensen blev, at Pia Kjærsgaard sammen med tre andre folketingsmedlemmer, Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard, meldte sig ud af Fremskridtspartiet den 6. oktober 1995 og på en pressekonference samme dag annoncerede stiftelsen af deres nye parti, Dansk Folkeparti.

Ikke mange levnede det nye »fremskridtsparti« mange chancer. Ekstra Bladet skrev f.eks. i lederen den 7.10.95: »Dansk Folkeparti har alle chancer for at blive hendes definitive politiske abort.« Den 11.10. 95 profeterede samme avis: »Slaget om højresiden i dansk, parlamentarisk politik synes afgjort. I hvert fald kan taberen udpeges. Hun hedder Pia Kjærsgaard. Når historiebøgerne skal skrives, vil hun blive husket som den, der slagtede partistifter Mogens Glistrup. Resten vil være velfortjent glemsel.«

Men det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden.

Lige siden stiftelsen har Dansk Folkeparti bevæget sig længere og længere væk fra Fremskridtspartiets kaos, og med tre valgsejre bag sig ved henholdsvis kommunalvalget i 1997, folketingsvalget i 1998 og EU-parlamentsvalget i 1999 fremstår partiet i dag som et velkonsolideret og veldisciplineret højrefløjsparti, der står på spring til regeringsdeltagelse. Ikke mindst takket være partiformand Pia Kjærsgaards personlige indsats.

Pia Kjærsgaard: »Jeg var det normale - og vi var det normale«

Pia Kjærsgaard er født den 23. februar 1947 i København som datter af farvehandler Poul Kjærsgaard og husmoder Inge Munch Jensen. Hun gik på Købmandsskolen i København og var ansat på kontor og som hjemmehjælper, inden hun kom i Folketinget i 1984.

I 1967 blev hun gift med Henrik Thorup, og selv husker hun deres første hjem som indbegrebet af gammeldags, dansk idyl: »Samme aften, som brylluppet stod, flyttede vi nygifte så sammen i Bechgaardsgade på Østerbro i en toværelses lejlighed oppe under kvisten på 5. sal. Henrik bar mig over dørtærsklen som ’fru Mortensen’. Det hele var som taget ud af Poeten og Lillemor, og det var lige nøjagtig også sådan et dukkehjem, jeg ville have! Det var på alle måder en dejlig følelse at være gift - perfekt! En dramatisk omvæltning: Lige hjemmefra - og så lige lukt ind i ægteskabet, men det havde jeg overhovedet ikke nogen problemer med og havde aldrig nogen sinde andre tanker, end at dette var det rigtige. Jeg var det normale - og vi var det normale.« (Men udsigten er god … Midtvejserindringer, s. 50).

Hun var nærmest apolitisk, indtil hun, med sit eget ord, blev »vækket« af Mogens Glistrups legendariske TV-optræden den 30. januar 1971, hvor millionæren indledte sit korstog mod skattetrykket og proklamerede, at hans egen skatteprocent var nul. Kjærsgaard stemte på Fremskridtspartiet ved først givne lejlighed, og fem år senere meldte hun sig også ind i partiet.

Hun blev næsten øjeblikkeligt opstillet som folketingskandidat, men først i 1984 kom hun ind på Christiansborg, og da var det ikke hendes egen fortjeneste, men som stedfortræder for Mogens Glistrup, der var erklæret uværdig pga. en fængselsstraf for skattesnyderi.

Da Kjærsgaard satte sig på sin taburet i Folketinget, var Fremskridtspartiet nærmest på nulpunktet. De 28 mandater, som havde indtaget Christiansborg efter jordskredsvalget i 1973, blev ved de følgende valg reduceret til 26, 24, 20 og 16 for endelig at falde til kun seks mandater ved valget i 1984. Og knap var valget overstået, før Ove Maisted blev løsgænger for siden at ende i Venstre, og snart forlod også John Arentoft folketingsgruppen til fordel for de konservative. Så reelt tog Kjærsgaards folketingskarriere sin begyndelse som ene kvinde i Fremskridtspartiets kun fire mand store folketingsgruppe - et parti i opløsning.

Efter kun halvandet år i Folketinget var hun overbevist om, at »der måtte et opgør til« for at redde partiet, og allerede i slutningen af 1985 var hun parat til selv at overtage ledelsen: »Lige så lidt var jeg i tvivl om, at hvis det opgør skulle komme, måtte det være med mig ved roret - og Glistrup måtte væk fra forreste linje.« (Men udsigten er god … Midtvejserindringer, s. 85).

På landsmødet i 1986 fik hun stor opbakning fra de delegerede som politisk leder af partiet, men mens det endelige opgør med Glistrup blev til et årelangt tovtrækkeri, var hun ubestridt drivkraften i partiets fremgang i 80erne. Ved valget i 1987 gik Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard som frontfigur frem til ni mandater og ved valget året efter til seksten. Pia Kjærsgaard fik selv 23.180 personlige stemmer i 1988, og meningsundersøgelserne fortsatte med at profetere en voldsom fremgang i vælgertilslutningen, der kulminerede med en historisk rekord på udsigten til hele 39 procent.

Den store tilslutning forhindrede imidlertid ikke spliden i partiet i at fortsætte, men først i 1990 lykkedes det hende at få folketingsgruppen til at vedtage en udelukkelse af Mogens Glistrup, som til gengæld nu helligede sig sit nye parti, Trivselspartiet, der hverken dengang eller siden fik et ben til jorden. I 1991 blev Glistrup endegyldigt ekskluderet af det parti, han selv havde skabt nitten år tidligere. Det betød langtfra enden på spliden i partiet, der de næste år især kom til at stå mellem Pia Kjærsgaard og Kirsten Jacobsen, før det hele eksploderede i et hidtil uset kaos på landsmødet i 1995, som førte til dannelsen af Dansk Folkeparti.

Kirsten Jacobsen: »De kan overhovedet ikke få samlet de 20.000 stemmer«

Ved Dansk Folkepartis stiftelse den 6.10.95 sagde Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen om det nye partis mulighed for at blive opstillingsberettiget: »De kan overhovedet ikke få samlet de 20.000 stemmer.« (jf. Dansk Folkeblad nr. 2-3/98, s. 22).

Fremskridtspartiets Kim Behnke sagde dagen efter: »De har ikke en chance. Vi har partiorganisationen, pengene og er inde i forskellige forhandlinger.« (Politiken, 7.10.95).

Dansk Folkeparti samler imidlertid hurtigt de fornødne underskrifter og bliver opstillingsberettiget til Folketinget, og imens Kjærsgaard & Co. venter på næste folketingsvalg, kommer den første prøve på vælgertilslutningen til byråds- og amtsrådsvalget den 18. november 1997.

Forinden er der årsmøde den 4. oktober; et årsmøde præget af optimisme, enighed og ro - i skarp kontrast til de kaotiske scenarier, som har præget Fremskridtspartiet. Søren Krarup er årets gæstetaler, og udfoldelsen af hans kendte modstand imod indvandringen og EU modtager salens udelte jubel. Krarup takker i en kronik en måneds tid senere i Ekstra Bladet den 11.11.97: »Jeg glædede mig over den gode stemning, der herskede, og de mange tiltalende mennesker, jeg mødte.«

Underholdningen leveres af den kendte dansktop-sanger, Richard Ragnvald; en tro partistøtte, der kaster sin kærlighed på partiformanden ved at ændre lidt i teksten til en af sine mest populære sange: »Kære lille Pia, kære lille Pia, snart så skal der være valg; du vil få masser af stemmer over det ganske land. For du er en pige med mening, en, som hele Danmark ka’ li’. Ja, kære Pia Kjærsgaard, nu stemmer vi på dit parti …«

Pressens behandling af Kjærsgaard er til gengæld anderledes negativ og ofte mere end almindelig grovkornet selv for karikaturer, som Geoffrey Cain gør opmærksom på i en kronik, der også bringes i Dansk Folkeblad: »Nogle måneder siden så vi Pia Kjærsgaard i B.T. karikeret som en rotte af tegneren Mette Drejer (23/2-97). 26/10 bragte Jyllands-Posten en tegning af Pia Kjærsgaard som heks, og 29/10 blev hun sammesteds portrætteret som en orm. I Ekstra Bladet 14/10 blev hun karikaturtegnet som en fortidsøgle med lange kløer parat til at kaste sig over en uskyldig arbejder, og en uge senere bragte samme blad et forsidebillede af hende med en stor labrador i skødet og et glad smil på munden (18/10). Underteksten lød: ’Nu går den på Pia’, hvor den orgasme, der hentydes til, enten kunne skyldes meningsmålinger eller en sodomitisk oplevelse med en hund. Dagen før (17/10) havde religionsforsker Michael Rothstein i TV2 antydet, at Mogens Camre stod i forbindelse med satanisme, og 21/10 lod Politiken tegneren Poul Holck fremstille Pia Kjærsgaard som et ekskrement. 2/11 tegnede Berlingske Tidendes Jens Hage Pia Kjærsgaard i færd med at kaste to blinde passagerer over bord til hajerne, og nogle dage senere bragte Jyllands-Posten en tegning af hende i gang med at køre to flygtninge ned i en fodgængerovergang.«

Men valgresultatet er mere end tilfredsstillende for et helt nyt parti, der tilmed kun når at stille op i 142 af landets 275 kommuner. På landsplan får Dansk Folkeparti 6,8% af stemmerne, næsten fire gange så mange stemmer som Fremskridtspartiet, der nu må nøjes med 1,8% mod 5,1% ved kommunalvalget i 1993.

Folketingsvalget kommer kun fire måneder senere, og også her holder partiet fremgangen. 252.228 sætter kryds ved Dansk Folkeparti, der med 7,4% af stemmerne får 13 mandater i Folketinget. Fremskridtspartiet klarer lige spærregrænsen med 2,4% af stemmerne, og dermed har næsten 10% af den danske befolkning stemt på de to »fremskridtspartier« - men rivaliseringen imellem dem er klart faldet ud til fordel for Kjærsgaards parti.

Ekstra Bladet, der dødsdømte Dansk Folkeparti i oktober 1995, kårer nu med slet skjult tilfredshed partiet som valgets sejrherre. I lederen den 12.3.98 hedder det: »Danske medier løber som rasende rundt med stafetten mellem de slagne, Per Stig Møller og Uffe Ellemann-Jensen, og manden med den mikroskopiske sejr, Poul Nyrup Rasmussen. Det rigtige resultat er, at Dansk Folkeparti kom i Folketinget med 7,4 procent af stemmerne. 13 mandater. Dertil skal lægges, at Fremskridtspartiet trods alle odds også kom i Folketinget. Med 2,4 procent af stemmerne og fire mandater. Før Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti havde Fremskridtspartiet et fremragende valg i 1994. Resultatet var 11 mandater. Sammenlagt har de to partier i det nye folketing forhøjet kvoten med seks mandater. Bevægelsen er ikke til at tage fejl af. Det er alvor. Men Danmarks politiske overklasse på Christiansborg og i medierne har ikke forstået alvoren. Det skulle ellers være nemt nok at aflæse. I indvandrertunge områder som Glostrup var tilslutningen til Pia Kjærsgaard oppe at runde 15 procent. Der er en afgrund i oplevelsen af indvandringen mellem de privilegerede og underprivilegerede (…) Men den politiske overklasse forstår at holde foredrag. At belære tosserne i betonkommuner om, hvordan de bør indrette sig. Vær tolerante. Se på os, fortæller de fra den sikre havn foran pejsen, hvor tolerancen er omkostningsfri.«

Partiets medlemstilgang synes permanent. I november 1995 har Dansk Folkeparti 400 medlemmer. I juni 1996 er antallet steget til 1.000, i november 1997 er der 2.500 medlemmer, og i april 1998 er det blevet til 3.200 (kilde: Dansk Folkeblad). Da Mogens Camre melder sig ind i partiet, den 24. marts 1999, får han medlemsnummer 3.736 (jf. Aktuelt, 25.3.).

Besættelsestidens Fakta: »Dansk Folkepartis Maal er et frit, for Partistrid og Klassekamp frigjort, selvstyrende dansk Folk«

Dansk Folkepartis første problem, at slippe fri fra resterne af Glistrups slagskygge, er overvundet med to overbevisende valgresultater, der næsten fejer Fremskridtspartiet ud af dansk politik.

Med held er det lykkedes Kjærsgaard at distancere sig fra sit gamle partis »stil«, men også politisk lægger hun stadig større afstand til det parti, der på liberalistisk grund blev skabt som skattenægternes protestparti og tilsat Glistrups helt personlige og til tider bizarre politiske påfund. Nu lyder det fra Kjærsgaard: »Ud med superliberalistiske ideer om den stærkes ret. Ud med fjollede ideer om 0-skat. Ud med automatiske telefonsvarere, som på russisk siger, at vi overgiver os. Ud med at lade alting bestemme af profitjag. Ud med tanken om at åbne de danske grænser på vid gab for overløbere og lykkejægere af enhver art. Ud med totalovergivelse til Europas Forenede Stater.« (Dansk Folkeblad nr. 5/97, s. 3).

Dansk Folkeparti vil gerne af med etiketten »højreekstremistisk« og forsøger på en række punkter med held at ligne Socialdemokratiet, om end med en ufravigelig understregning af modstanden mod indvandringen og EU.

Men partinavnet er ikke originalt og derfor heller ikke fri for særlige politiske associationer - faktisk er det navnet på et nazistisk orienteret parti fra besættelsestiden. Dansk Folkeparti blev anmeldt på Rigsdagen den 5. marts 1941; i ledelsen sad T.M. Andersen, der kun fire dage forinden var blevet ekskluderet af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti.

I det gamle Dansk Folkepartis formålsparagraf hedder det: »Dansk Folkeparti bygger paa den Grundtanke, at den enkelte Danskers uselviske Kærlighed til Danmark og det danske Folk er det eneste bærekraftige Grundlag for vort Fædrelands fremtidige Liv.« (Besættelsestidens Fakta, bd. 1, s. 556).

I det nye Dansk Folkepartis principprogram hedder det: »Dansk Folkepartis overordnede mål er at genoprette Danmarks selvstændighed og frihed og at sikre den danske nations og det danske monarkis beståen.«

For det gamle Dansk Folkeparti var »samfundsforsorg« en mærkesag, og partiprogrammet slår til lyd for en »omfattende folkeforsikring«, der sikrer borgerne mod følgerne af invaliditet, sygdom og alderdom. I det nye Dansk Folkepartis principprogram hedder det om socialpolitikken: »Enhver, der har et reelt behov for hjælp til livets opretholdelse, skal have hjælp via et godt, forenklet og velfungerende socialsystem med hurtig sagsbehandling.«

I det gamle Dansk Folkepartis program hedder det: »Dansk Folkepartis Maal er et frit, for Partistrid og Klassekamp frigjort, selvstyrende dansk Folk. Den indrepolitiske Kamp for Gennemførelsen af Partiets Program skal føres paa Lovens Grund af danske Mænd uden fremmed Støtte.« (Besættelsestidens Fakta, bd. 1, s. 556).

I det nye Dansk Folkepartis principprogram hedder det: »Fremmedpolitiet genindføres til at føre kontrol med herboende udlændinge, optrævle ulovlige organisationer, menneskesmugling/illegal indvandring samt at effektuere udvisninger.«

I det gamle Dansk Folkepartis program hedder det: »Vi vil, at den danske Ungdom opdrages i Ærbødighed og Kærlighed til vort Folk, dets Historie og Kultur, og vi vil støtte Opdragelsen af et kristent dansk Folk.« (Besættelsestidens Fakta, bd. 1, s. 557).

I det nye Dansk Folkepartis program hedder det: »Folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke, er og skal fortsat være det danske folks kirke. Kristendommen har århundreders hævd i Danmark og er uadskillelig fra folkets liv. Den betydning, kristendommen har haft og har, er umådelig. Den har sat sit præg på danskernes levevis og på lovgivningen. Den har gennem tiderne været retningsgiver og vejviser for folket.«

Til trods for sammenfald i det politiske grundlag, har det nye Dansk Folkeparti tilsyneladende ikke sit navn fra besættelsestidens nazivenlige navnebroder. Men der skal gå mere end et år efter partistiftelsen, før hemmeligheden om, hvordan navnet blev fundet, røbes: »Hvordan navnet Dansk Folkeparti blev skabt, har hidtil været en velbevaret hemmelighed mellem de fire stiftere af partiet. Nu løfter Kristian Thulesen Dahl sløret for, hvad der egentlig skete fra klokken otte om aftenen - og seks timer frem, onsdag den 4. oktober 1995. Kristian Thulesen Dahl husker det således: ’… Efter at alle andre muligheder for at blive i det gamle parti var udtømt, tog vi beslutningen om at stifte et nyt parti. Navnet var vigtigt, og vi begyndte med en kolossal brainstorming, hvor vi skrev samtlige ideer ned på et stykke papir. Det blev hurtigt til 25-30 navne. Herefter gik vi navn for navn igennem og stregede ud, indtil vi stod med tre-fire mulige navne - hvoraf en del var ganske fantasifulde (…) Hvem der egentlig foreslog Dansk Folkeparti, står mig ikke ganske klart, men den almindelige mening er, at det var Henrik Thorup.’« (Dansk Folkeblad nr. 1/97, s. 19).

Hvad grunden til hemmelighedskræmmeriet var, forbliver ufortalt.

Dansk Folkeblad: »’Antiracismen’ snylter i virkeligheden på gæstfrihed og generøsitet«

Er Dansk Folkeparti inspireret af nogen, er det måske i højere grad af den Danske Forening end af Fremskridtspartiet, som partiet udspringer af. I hvert fald er partibladet, Dansk Folkeblad både indholds- og formmæssigt nærmest en farvestrålende udgave af den Danske Forenings medlemsblad, Danskeren, når bortses fra Dansk Folkeblads specifikke partipolitiske oplysninger og den ugebladsagtige fokus på Pia Kjærsgaards person og familie.

Og da Danskeren ikke mindst gennem Søren Krarup tilsvarende er under umiskendelig indflydelse af Tidehverv (se artiklerne »Det nye højre« 1 og 2 i hhv. Faklen nr. 9 og 11), bærer Dansk Folkeblad ikke overraskende både direkte og indirekte stærkt præg af begge disse kilder.

Partibladets allerførste leder tager f.eks. afsæt i den åndelige mentor, Grundtvig, der var medlem af indfødsretsudvalget, da Grundloven blev skabt i 1849, ganske som var det taget ud af Danskeren, der selv har taget det ud af Tidehverv. Men et endnu mere symptomatisk eksempel på tilhørsforholdet til disse kredse er introduktionen til partiets konference »Et multietnisk Danmark?«, der i sit indhold er nøjagtigt lige så karakteristisk for Søren Krarup og Tidehverv, som sprogbrugen og formen er karakteristisk for Danskeren: »’Indvandrerismen’ eller ’antiracismen’ fremtræder som den gode sag. Den humanitære aktivist ophøjes til at være selve tidens moralske ideal. Men ’antiracismen’ snylter i virkeligheden på gæstfrihed og generøsitet, den parasiterer medfølelsen med den fremmede, samtidig med at den stadfæster en kronisk europæisk dårlig samvittighed - en fjendtlighed over for egen identitet. Den har også et paradisisk blændværk at tilbyde: Det multietniske samfund, hvor alle folkeslag lever i fred og fordragelighed med hinanden i ét frihedens, lighedens og broderskabets rige.« (Dansk Folkeblad nr. 3/97, s. 12).

En række af de personer, der bidrager som skribenter i partibladet, er da også gengangere fra den Danske Forening eller Tidehverv, f.eks. partiets pressechef og den ansvarshavende redaktør af Dansk Folkeblad, Søren Espersen, som også er folketingskandidat, men også sognepræsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, samt Peter Neerup Buhl, Steen Steensen, Monica Papazu og Geoffrey Cain, hvoraf flere har været officielle talere til partiets årsmøder og konferencer.

Alligevel afviser Pia Kjærsgaard ethvert forhold til den Danske Forening, da hun bliver spurgt herom i Information den 26.6.98: »Der er ikke noget. Men jeg så i Fyens Stiftstidende et fremragende interview med Peter Neerup Buhl om nationalitetsfølelsen. Det gav mig et godt indtryk, det, han sagde.«

Ligesom for den Danske Forening er Dansk Folkepartis mærkesag par excellence danskheden kontra indvandrerpolitikken, eller rettere kampen imod indvandringen. Af alle ledere i de 17 numre, der er udkommet af Dansk Folkeblad til og med nr. 3/99, omhandler de 11 indvandrer- og udlændingepolitikken eller danskheden og nationalitetsfølelsen.

I Dansk Folkepartis principprogram hedder det under overskriften »Udlændinge og indfødsretten«, at partiet »vender sig imod, at Danmark udvikler sig til et multietnisk samfund«, men at udlændinge kan få tidsbestemt opholds- og arbejdstilladelse, i det omfang de »kan klare deres eget og deres familiers underhold«. Asyl kan i »begrænset omfang« tilstås flygtninge, der i givet fald får opholdstilladelse et år ad gangen, hvor de »tildeles tøj, mad og husly under sunde og ordentlige forhold«, og repatrieres, når »omstændighederne i de respektive hjemlande tillader det«. Den nuværende kommunale valg- og opstillingsret til udlændinge, der har været i landet over 3 år, skal ligesom ethvert retskrav om familiesammenføring og modersmålsundervisning helt afskaffes.

Partiet anser den »nuværende masseindvandring« for at være »en alvorlig trussel mod Danmarks fortsatte eksistens som fredelig velfærdsstat« og understreger, at flygtninge ikke må »gøres til indvandrere«, hvorfor enhver form for integration i det danske samfund skal undgås.

Først efter 10 års ophold i Danmark kan en udlænding ansøge om dansk indfødsret: »Indfødsretten skal kun kunne gives til ikke-straffede personer, som har vist at kunne klare sig selv, og som i løbet af de 10 år i Danmark ved deres indsats har virket til gavn for Danmark. Derudover skal de have bidraget til Danmarks velstand - og kun såfremt personen ved en såvel skriftlig som mundtlig prøve har bevist at beherske det danske sprog og tillige besidder en god viden om dansk kultur, danske samfundsforhold samt viden om Danmarkshistorien, kan ansøgere optages i det lovforslag, der skal til behandling i Folketinget for at opnå dansk indfødsret.«

Pia Kjærsgaard: »Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene«

Dansk Folkeparti er paradoksalt nok på den ene side lige så stolte af det, de ser som en dansk tolerance og hjælpsomhed over for »fremmede«, som de på den anden side anser en sådan for at være absolut naiv.

I en leder i Dansk Folkeblad hedder det: »Herhjemme har vi i årevis stået på hovedet for at gøre det så godt som muligt for de fremmede. Alt bliver der sørget for fra det øjeblik, de ankommer: Tøj, forplejning, bolig, uddannelse, sundhed, kontanter. Uden at det skal lyde selvrosende: Pænt, tolerant og dannet af danskerne! I det lønlige håb, at vi vil møde den samme tolerance, pænhed og dannethed, som vi udviser, accepterer vi endog middelalderlige levemåder som mandschauvinisme, voldelig opdragelse, adskillelse mellem kønnene, tvangsægteskaber, pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn.« (Dansk Folkeblad nr. 7/98, s. 2).

En af de »middelalderlige levemåder«, som partiet søger at afskaffe, er den rituelle slagtning, såvel den jødiske schæchtning som den islamiske halalslagtning, hvor dyrets halspulsåre skæres over, hvorefter dyret omgående mister bevidstheden og forbløder.

Den 16. januar 1997 overværer Pia Kjærsgaard en schæchtning og beskriver efterfølgende sit indtryk af koens lidelser: »Oplevelsen, som stort set er identisk med den halalslagtning, muhamedanerne praktiserer, vil jeg aldrig glemme, og den gjorde mig endnu mere overbevist om, at den formodning, jeg havde haft om, at det døende dyr lider, holdt stik. Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at der går op til fem minutter, fra en ko får snittet halspulsåren, til den er død. Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene. Den rystede og vred sig for at komme fri af sin langsomme slagtning.« (Dansk Folkeblad nr. 1/97, s. 3).

Dansk Folkeparti fremsætter i 1997 forslag i Folketinget om helt at forbyde rituel slagtning, men nedstemmes med tre fjerdedeles flertal. Partiets modstand giver dog genlyd, og den 19. august samme år lancerer Dyrenes Dags Komité en landsdækkende annoncekampagne, der under overskriften »Stop rituelle slagtninger« viser en sort/hvid tegning af en ko, der slagtes rituelt og er godt smurt ind i blodrød tryksværte.

Foreningen kalder slagtningen for »en grov overtrædelse af dyreværnsloven«, fordi »dyrene lider i lang tid efter, at halsen er skåret over,« og mener, at »Folketinget svigtede dyrene« - hvorved det naturligvis underforstås, at dette svigt ikke omfatter Dansk Folkeparti, der stemte for et forbud.

Århus Stiftstidende bakker kampagnen op i lederen samme dag, og den 20.8.97 udtaler direktøren for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Peter Mollerup til Kristeligt Dagblad: »Det kan godt være, at de religiøse grupper vil komme under psykisk pres, hvis de ikke længere må slagte uden forudgående bedøvelse, men det kan vi ikke tage os af.«

At det næppe kan betvivles, at motiverne til opstandelsen over 1-2 minutter af en kos død sidst af alt skal findes i saglige, videnskabelige overvejelser over dyrets velbefindende, ses ikke alene af, at det ikke nogen sinde er lykkedes at sandsynliggøre anden lidelse end den, en eventuel tilskuer som f.eks. Pia Kjærsgaard måtte føle ved at identificere sig selv med koen: »Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene. Den rystede og vred sig for at komme fri af sin langsomme slagtning.« Det fremstår også ganske indlysende, når man betænker, at det samtidig ikke gøres til genstand for en stor annoncekampagne, at de 19 millioner grise, som årligt slagtes på samlebånd af det helt igennem areligiøse danske landbrug, ikke bare stresses med elstave inden slagtningen, men hele deres korte liv igennem behandles stort set som livløse industriprodukter i rationaliseringens og profitmaksimeringens navn.

Det er svært at benægte, at modstanden mod rituel slagtning ikke primært er udtryk for en modstand mod visse dyrs eventuelle lidelser, men derimod mod visse menneskers faktuelle religiøsitet. Ganske som det efter alt at dømme var tilfældet, da et forbud mod rituel slagtning første gang søgtes gennemført i Danmark - det var i 1942, og dengang kom forslaget fra nazisten Fritz Clausen.

Kenneth Kristensen, formand for Dansk Folkepartis Ungdom: »Dette misfoster til Allahs pris«

Da Faklen i efteråret 1998 rejser ideen om en stormoské i Århus, og der efterfølgende nedsættes en islamisk komité til at føre planerne ud i livet, mere end antyder Pia Kjærsgaard, at islams tilstedeværelse i landet slet og ret er i modstrid med Grundloven, fordi det om trosfriheden i § 67 hedder, at intet må »læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Islam skulle med andre ord i sig selv være i strid med dansk sædelighed og offentlig orden: »’Den offentlige orden’ er nemlig en bred formulering for den måde, hvorpå vi i vort kristne land har indrettet os. Det er den måde, vi omgås hinanden på i tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt. Det er kort sagt den måde, hvorpå vi behandler hinanden. Og i denne væremåde passer den muslimske levevis ikke ind. Den muslimske levevis er med andre ord uforenelig med dansk kristen tankegang. Det strider nemlig mod dansk tankegang at acceptere ekstrem mandschauvinisme, voldelig opdragelse, adskillelse mellem kønnene, tvangsægteskaber, pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn - ikke at forglemme: Dannet, pæn og civiliseret omgangsform. Derfor vender vi os mod frivilligt at forære islam det overvældende brohoved, en stormoské midt i Danmark ville blive.« (B.T., 24.11.98).

At Danmark er det måske eneste vesteuropæiske land overhovedet, hvor ikke én eneste minaret knejser ved siden af de tusindtallige kirketårne, afficerer ikke partiformanden.

Den daværende formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Århus Amt og nuværende landsformand, Kenneth Kristensen kalder moskeen for »dette misfoster til Allahs pris« og »dette kuppelbefængte arabiske bygningsværk« og hævder, at moskeen vil blive »et samlingspunkt for hele Jyllands og Nordtysklands muslimer« (Århus Stiftstidende, 8.10.98). Hvorfor ikke moskeer i Nordtyskland og Sverige er blevet »overvældende brohoveder« for islam og »samlingspunkt« for henholdsvis Jyllands og Sjællands muslimer, har tilsyneladende ingen forklaring behov.

For Dansk Folkeparti er det næppe heller afgørende, om den aktuelle argumentation er holdbar. Afgørende er det for alt i verden at begrænse antallet af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. For Danmarks skyld.

Den 7. marts 1999 bekendtgør Pia Kjærsgaard således i store annoncer i flere dagblade, at Dansk Folkeparti fra og med den 1. januar 2000 ikke længere pr. automatik vil anerkende nye danske statsborgerskaber: »Efter denne dag vil vi tage forbehold for alle fremtidige indfødsretslove. Dansk Folkeparti forbeholder sig altså ret til senere ved en ny lov eventuelt at fratage en person sit danske statsborgerskab.«

Dermed har Pia Kjærsgaard direkte og ganske utvetydigt tilkendegivet, at hvis Dansk Folkeparti får magt, som det har agt, kan det komme på tale at annullere love og statsborgerskaber - med tilbagevirkende kraft.

Dansk Folkeblad: »Det svinske overfald på Pia Kjærsgaard var den foreløbige kulmination på Enhedslistens foragt for frihed og demokrati.«

Med omtalen af moskeer som »misfostre«, rituel slagtning og andre kultur- og religionsbestemte sædvaner som »barbariske skikke« og karakteristikken af islam ved hjælp af ord som »prygl«, »hjernevask« og »pigeomskæringer« samt truslen om annullering af indvandreres statsborgerskaber med tilbagevirkende kraft, kan det ikke komme bag på nogen, at der er indvandrere såvel som indfødte danskere, der er blevet voldsomt provokeret af Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis agitation.

Den 24. marts 1998 får unge på Nørrebro imidlertid afløb for deres indestængte frustrationer på en måde, som resulterer i et mere eller mindre korporligt angreb på Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard er sat stævne på Nørrebro af en journalist fra P3 til et live-interview. Interviewet bliver annonceret flere gange i forvejen i radioen, og da Pia Kjærsgaard dukker op, bliver hun snart mødt af ca. 100 unge, der kaster tomater, vandballoner og sten - en enkelt når tilsyneladende sågar at sparke hende, da hun sidder i sin taxa.

100 råbende og kastende unge imod én kvinde, der alene er bevæbnet med ord, kan næppe ses som udtryk for andet end en voldsom eskalering af samme intolerante flertalshetz, som de 100 givetvis mente at bekæmpe i angrebet på den person, der mere end nogen anden inkarnerer den politiske forfølgelse af minoriteter i Danmark - verbalt.

Stort set alle politiske bevægelser, inklusive Enhedslisten, tager afstand fra overfaldet, men efterspillets implikationer udvikler sig til gengæld hurtigt til en særlig proportionsforvrængning, hvor ikke bare Dansk Folkeparti, men også TV-Avisen synes at presse propagandacitronen til det alleryderste.

I TV-Avisen samme aften konstaterer således DRs speaker, Sten Bostrup, at der var tale om »et direkte angreb på demokratiet«, og spørger ligefrem justitsminister Frank Jensen: »Kan man udelukke, at politiske partier står bag det her?«

Et i enhver henseende forkasteligt overfald på en politikers person, hendes ytringsfrihed og almindelige færden, bliver pludselig til samfundsomstyrtende virksomhed og et direkte angreb på demokratiet … Bostrups sensationslyst standser dog ikke her, og han følger op med spørgsmålet: »Kan det ikke vise sig, at der skal mere til end bare en politimæssig undersøgelse?«

Hvad dette »mere« skulle indebære, uddybes ikke, men bortset fra efterretningsvirksomhed, særlove og militær er der næppe noget, der kan karakteriseres som mere end »en politimæssig undersøgelse«.

Dansk Folkeparti nøjes ikke med at udtrykke sin forståelige harme og afstandtagen, men inspireres måske af TV-Avisen, da de direkte placerer ansvaret hos Enhedslisten, der sammen med de landsdækkende, venstreorienterede ungdomsbevægelser Rebel og Rød Ungdom uden videre kendes skyldige i overfaldet. Dramaet iscenesættes i højeste gear, og uden forklaring karakteriseres Rebel og Rød Ungdom som »De Autonome«, der med forkærlighed skrives med stort, som om der var tale om en fast, definerbar bevægelse.

Dansk Folkeparti »afslører« således sammenhængene bag overfaldet: »Enhedslistens uhyggelige bagland er, som det i dag afsløres i Dansk Folkeblad, de autonome grupper - specielt Rebel og Rød Ungdom. Slyngler og banditter alle til hobe! Forherligere af had og vold, rudeknusere, vandaler, voldsmænd, terrorister af allerværste skuffe. Mussolinis ægte nulevende arvtagere (…) Enhedslisten er ikke et normalt dansk parlamentarisk parti. Jo, måske på overfladen. Men under det øverste, velpolerede lag gemmer der sig en stinkende fascistisk sump. Det svinske overfald på Pia Kjærsgaard var den foreløbige kulmination på Enhedslistens foragt for frihed og demokrati. Enhedslisten er folkestyrets skamplet.« (Dansk Folkeblad nr. 4, 1998, s. 2).

Endvidere »afsløres« det, at Enhedslisten »gør en stor dyd ud af samarbejdet med De Autonome«, fordi der på Enhedslistens hjemmeside står, at man samarbejder med Rebel og Rød Ungdom, og af billedtekster i partibladet fremgår det, at »Enhedslistens bagland er spækket med autonome,« og at partiets folketingsmedlemmer »styres af hovedbestyrelse med Autonome«.

Med en usædvanlig målrettethed konstrueres baggrunden for begivenhederne, og med de spinkleste forhåndenværende søm etableres en dramatisk slutningskæde, skræddersyet til at kriminalisere Enhedslisten: 1) De unge, der overfaldt Pia Kjærsgaard, identificeres behændigt som én homogen bevægelse: »De Autonome«, 2) »De Autonome« identificeres uden videre med to venstreorienterede ungdomsbevægelser, Rebel og Rød Ungdom, 3) Enhedslisten skriver på deres hjemmeside, at de samarbejder med Rebel og Rød Ungdom, hvorfor partiet efter præmisserne i 1 og 2 hævdes »spækket med autonome«, og 4) eftersom fire medlemmer af Enhedslistens (21-mand store) hovedbestyrelse er medlem af Rebel, falder puslespillet på plads: Enhedslisten »styres af hovedbestyrelse med Autonome«.

Tilbage er kun at drage konklusionen: Enhedslisten står bag overfaldet på Pia Kjærsgaard; partiet er »folkestyrets skamplet«, der er karakteriseret ved »foragt for frihed og demokrati«.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef: »Der er masser af eksempler i formiddagsaviserne fra de seneste uger - det sejler i blod.«

Et halvt år efter overfaldet på Pia Kjærsgaard lancerer Dansk Folkeparti kampagnen »Tryghed nu - volden ud af Danmark«.

Fra september 1998 til maj 1999 holder partiet møder landet over om lov og orden, og store annoncer i B.T. og Ekstra Bladet præsenterer kampagnen i oktober. Dansk Folkeparti ønsker bl.a. ekstrabevillinger til politiet og Justitsministeriet på 850 millioner kr., stramninger af straffeloven, oprettelse af specielle politiafdelinger til bekæmpelse af indvandrerkriminalitet, en nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år, indførelse af regler om anonym vidneforklaring og et generelt rockerforbud.

Forbudstanken er ikke ny; ikke bare rockere, men også nazister og autonome er i Pia Kjærsgaards søgelys som grupper, der bør forbydes (jf. Information, 22.1.97).

Partiets pressechef, Søren Espersen bliver spurgt, om ikke partiet i deres lov-og-orden-kampagne overser den kendsgerning, at kriminaliteten er faldende, og han svarer i Information den 17.9.98: »At der er bølgeskvulp op og ned, ændrer ikke noget ved, at det er et alvorligt problem.«

Annoncekampagnen består bl.a. af citater fra avisernes voldssager, og hver annonce afsluttes med sloganet: »Vi vil ikke længere finde os i det!«

Et af annonceeksemplerne stammer fra en sag, der tilsyneladende har været omtalt i Ekstra Bladet, og som omhandler en voldsmand, der har slået tre sagesløse ned. Det bemærkes, at vidner ikke tør udtale sig af frygt for repressalier. Eksemplet er imidlertid knap 2½ år gammelt, og voldsmanden blev sågar pågrebet og fængslet for over 2 år siden.

Kriminalinspektør Arne Astrup fra Valby udtaler om brugen af den pågældende sag, der er fuldt opklaret, netop fordi vidner rent faktisk identificerede voldsmanden: »Jeg synes, det er forkert at bruge en sag, der er to år og fire måneder gammel. Det er ikke ærligt spil - og det skaber utryghed i området.« (B.T., 15.10.98).

Forelagt sagens opklaring afviser Søren Espersen i samme avis, at der er problemer med at anvende en gammel sag, der er opklaret vha. almindelige vidneudsagn, og så fremstille den som eksempel på befolkningens frygt for at vidne. Espersen mener, at sagen lige så godt kunne have været helt aktuel: »Der er masser af eksempler i formiddagsaviserne fra de seneste uger - det sejler i blod.«

Det sejler i blod.

Et par uger senere kommer det frem, at Dansk Folkepartis annoncer indeholder »fejlcitater, forkerte kildeangivelser og måske endda opfundne citater …« (Ekstra Bladet, 30.10.). F.eks. anvendes Ekstra Bladet som kilde til en voldssag i partiets annoncer - problemet er bare, at den pågældende historie ikke har været bragt i Ekstra Bladet. Foreholdt manipulationen hævder Espersen, at annonceteksten er en sammenskrivning af artikler fra Ekstra Bladet og Dagbladet Djursland. Da Ekstra Bladet kan fortælle, at der er »mange citater i annoncen, der heller ikke kan findes i Dagbladet Djurslands artikler om sagen«, medgiver pressechefen, at historien er omskrevet - men hævder, at den er mildnet: »Vores annonce er en mildning af det, der stod i Ekstra Bladet. Vi har slet ikke nævnt den sorte mand, som bliver omtalt i Ekstra Bladets artikel.«

Ekstra Bladets journalist, Morten Trøst Poulsen må atter korrigere Espersen: »Der står ikke noget om en sort mand. Der står, at politiet leder efter en mand i en bil med udenlandske nummerplader.«

»Men stod der ikke, at han havde sort hår?« afslutter pressechefen, før han lover at indrykke et dementi.

Det varer dog tre uger, før et behersket dementi ser tryksværte. Dansk Folkeparti erkender, at det var »fejlagtigt« at tillægge citatet Ekstra Bladet, »idet det pågældende citat var en sammenskrivning af artikler fra Aarhus Stiftstidende, Dagbladet Djursland, Ekstra Bladet og Ritzaus Bureau.«

Dementiet måler 2,5 x 4,0 centimeter og findes side om side med annoncer for kræmmermarkeder og escortpiger, allerbagest i avisen.

Mogens Camre: »Jeg ønsker ikke, at vi skal løbe derhen, hvor en ny Adolf Hitler vokser frem et eller andet sted i Europa for at gøre op med indvandringen«

Står og falder Dansk Folkepartis troværdighed ikke med en annoncekampagnes behændige småmanipulationer, skulle man måske tro, at partiets medlem af Europaparlamentet, Mogens Camres troværdighed stod og faldt med konsistensen i hans politiske holdninger og udtalelser. Men havde det været tilfældet, var han næppe blevet valgt til Europaparlamentet med over 77.000 personlige stemmer i juni 1999, til trods for at det skete på en helt anden EU-politik end den, han havde agiteret for som socialdemokrat få år tidligere.

Mogens Camres vej til Dansk Folkeparti går over 37 år som indflydelsesrig, men kontroversiel socialdemokrat. Da han forlod Københavns Universitet som cand.polit. i 1967 med årets højeste gennemsnit, havde han allerede været medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i hovedstaden i fem år. Alt tegner til en topkarriere i partiet, og i 1968 bliver han valgt ind i Folketinget. Tiden på Christiansborg varer næsten tyve år, hvor han bl.a. beklæder poster som finanspolitisk og politisk ordfører.

I 1971 bliver han taget i tolden i Københavns Lufthavn med en skarpladt 9 mm pistol efter et af sine talrige besøg i Grækenland, hvor han var stærkt engageret i kampen imod militærdiktaturet. Han slipper med en bøde og en irettesættelse af daværende statsminister Jens Otto Krag, men det bliver ikke sidste gang, han kommer på kant med partilinjen. I 1988 bliver han afsløret i skattespekulation for lånte penge - gevinsten på 50.000 kr. donerer han til »Komiteen til genvalg af Mogens Camre«, og selv om der intet ulovligt er heri, opfattes det af mange socialdemokrater som i klar modstrid med partiets principper, og han bliver vraget som socialdemokratisk folketingskandidat i 1988. Efter sit ufrivillige farvel til folketingspolitik ansættes han i Finansministeriets budgetdepartement, og i 1995 bliver han budgetråd ved Danmarks faste EU-repræsentation i Bruxelles, og hans politiske løbebane synes en saga blot.

De næste år blander han sig imidlertid med stigende intensitet i indvandrerdebatten med skarpe synspunkter - til stor irritation for ledende partikammerater i Socialdemokratiet.

I 1997 kritiserer han Socialdemokratiets indvandrerpolitik i en kronik, der kunne have haft Dansk Folkeparti som afsender, og hævder, at de åbne grænser og den bløde linje over for indvandrerne fører til en vigende tilslutning til partiet: »Ud fra en måneds samtaler med mennesker i alle befolkningslag, byfolk og landboere, arbejdere, funktionærer og direktører, fiskere, akademikere, bistandsmodtagere og pensionister, vil jeg forsøge at stille en diagnose på utilfredsheden (…) Det, almindelige mennesker taler meget om, er den tilsyneladende fredelige invasion, som kaldes flygtninge og indvandrere. Danskerne frygter, at det samfund, de kender, er ved at gå i stykker.« (Politiken, 30.9.97).

Camre mener, at han taler på almindelige danskeres vegne, og ikke nødvendigvis giver udtryk for sine personlige synspunkter - alligevel medgiver han dog at tilføje en enkelt helt privat observation: »Jeg skal dog erkende, at jeg i denne sommer nogle gange så endog meget dyre biler med danske nummerplader og unge, meget velklædte mellemøstlige mænd indeni. De biler var ikke købt for bistandshjælpen, og det er unægtelig svært at forestille sig, at pengene var tjent ved noget, vi i Danmark er glade for. Det er åbenbart, at det store antal flygtninge og indvandrere indebærer en meget stor stigning i kriminaliteten.«

Året efter deltager Camre sammen med Søren Krarup i DR1s program, »Helt ærlig, mand« (10.9.98) og leverer et nøje overensstemmende parløb med Krarup i holdningerne til indvandrerpolitikken og »de fremmede«.

Om indvandrerne udtaler han bl.a.: »Det er en kendsgerning, at mange af indvandrerkvinderne er undertrykte og fejlernærede, fordi mændene gerne vil vise deres rigdom, ved at kvinderne er store og tykke.« Han definerer en »fremmed« som »en mand af umiskendeligt mellemøstligt tilsnit. Han er så elegant klædt som Onassis’ søn. Og han har køretøjer, som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe. Jeg ved, at den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på indvandringen.«

Camre er overbevist om, at indvandringen til Europa kan undfange en ny Hitler, og at det netop er for at undgå denne fremtidsudsigt, at hans advarsler skal høres: »Jeg vil gerne sige, at jeg ser på dette her ud fra et virkelig menneskevenligt synspunkt - mener jeg selv - for jeg ønsker ikke, at vi skal løbe derhen, hvor en ny Adolf Hitler vokser frem et eller andet sted i Europa for at gøre op med indvandringen.«

Endvidere raser han mod Naser Khader fra det Radikale Venstre, der overraskende reagerer, ikke ved at forsvare indvandrerne mod Camres voldsomme angreb, men ved at beklage, at Camre helt har misforstået ham: »Han har fuldstændig misforstået mit budskab. Jeg taler ikke for, at den ene religion er bedre end den anden. Hvis Danmark nogen sinde bliver overtaget af muslimer, så flygter jeg.« (Ekstra Bladet, 10.9.98).

Mogens Camre: »Det er selvfølgelig uheldigt, hvis nogle generelt tror, at jeg går rundt og siger noget andet, end jeg mener«

Camres udtalelser fordømmes kraftigt af Socialdemokratiet; flere kræver ham ekskluderet af partiet, og det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen i København, Lubna Elahi politianmelder sin partikammerat for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf - en anmeldelse, som siden afvises af politiet.

Til gengæld står Dansk Folkeparti parat til at tage imod ham på sidelinjen, hvis han skulle trænge til luftforandring. Partiets næstformand, Peter Skaarup bemærker, at alle socialdemokrater, der er »hjemløse i deres parti«, er velkomne i Dansk Folkeparti (Socialisten Weekend, 18.9.98).

Socialdemokratiet beholder imidlertid Camre, og Camre beholder Socialdemokratiet. Lidt endnu.

Men et halvt år senere, den 24. marts 1999, årsdagen for overfaldet på Pia Kjærsgaard, melder Camre sig som nævnt ud af sit gamle parti og bliver medlem af Dansk Folkeparti, hvor han opstilles som spidskandidat til EU-valget. Timingen er næppe tilfældig.

Til trods for sit tidligere tilhørsforhold til Socialdemokratiet hævder han nu, at han har stemt nej ved EU-afstemningerne i 1992, 1993 og 1998, selv om han offentligt støttede sit daværende partis politik, der anbefalede et ja.

F.eks. udtalte han i 1993: »En fortsat bekendelse til det anakronistiske begreb ’national selvbestemmelse’ betyder alene, at magten over pengepolitikken ligger hos den tyske forbundsbanks direktørkreds, og at enkeltlandenes økonomier vil blive ved at frembyde de kriseskabende forskelle.« (Politiken, 4.8.93). For Dansk Folkeparti er imidlertid meget lidt lige så vigtigt som »national selvbestemmelse«; i principprogrammet hedder det, at Dansk Folkeparti er »skarp modstander af Den Europæiske Union«, og Camre, der var blandt de 11 socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som stemte nej til EF i 1972, er efter sit partiskifte igen meget optaget af den nationale selvbestemmelse, som han ellers i 1993 afviste: »Jeg stemte imod [i 1972] af præcis de grunde jeg i dag har til at sige nej til den integration, den sletning af de europæiske staters selvstændighed, som fortsat er målet for en række lande og politiske ledere.« (Dansk Folkeblad nr. 2/99, s. 15).

På spørgsmålet, om ikke hans troværdighed har lidt alvorlig skade, svarer Camre: »Socialdemokratiet var i klemme ved afstemningen [om Maastricht-traktaten] i 1992. Så stiller man op. Derfor var vi mange, der gik ud og anbefalede et ja. Min begrundelse var partiloyalitet. Den samme begrundelse fik mig til at stemme for udlændingeloven i 1983, selv om jeg var imod den (…) Det er selvfølgelig uheldigt, hvis nogle generelt tror, at jeg går rundt og siger noget andet, end jeg mener. Men når man tilhører et politisk parti, er der en partiparole, som man på en eller anden måde må underkaste sig. Jeg har også været Christiania-ordfører for Socialdemokratiet, selv om jeg aldrig har syntes, at Christiania var en god idé.« (Aktuelt, 25.3.99).

Gentagne gange under valgkampen op til EU-parlamentsvalget i juni 1999 betvivles Camres troværdighed af disse grunde, men kritikken bider altså ikke mere på, end at han vælges til parlamentet som den første danske EU-skeptiker fra højrefløjen.

Det er partiets tredje valgsejr i træk.

Pia Kjærsgaard: »Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk«

Politisk har heldet unægtelig været med Dansk Folkeparti, der stille og roligt er gået på strandhugst blandt Socialdemokratiets, Fremskridtspartiets og de konservatives vælgere. Og nok så påfaldende - blandt deres politikere.

Først blev Fremskridtspartiet næsten udslettet til kommunalvalget i 1997. Til Folketingsvalget i 1998 klarede partiet sig kun med nød og næppe over spærregrænsen takket være et bemærkelsesværdigt godt personligt stemmetal for Kirsten Jacobsen, der i længere tid var hæmmet af sin mands sygdom.

Under EU-parlamentsvalget var Dansk Folkeparti så heldige at have opstillet højrefløjens eneste sandsynlige bud på en EU-skeptiker til parlamentet. Kirsten Jacobsen, der kunne have været en farlig konkurrent, stillede ikke op, og var nu selv blevet syg og bidrog derfor heller ikke til Fremskridtspartiets valgkamp, mens de konservatives EU-skeptiker, Frank Dahlgaard slet ikke fik lov til at blive opstillet og derfor tvang konservative skeptikere til at gå til Dansk Folkepartis kandidat. Alt sammen ualmindelig belejligt for Dansk Folkeparti og Mogens Camre.

Prikken over i’et kommer få dage efter valget, da Frank Dahlgaard meddeler, at han slet ikke har stemt på sit eget parti, men derimod på Mogens Camre. Dahlgaard ekskluderes og bliver mod sin vilje løsgænger - og Dansk Folkeparti har atter været den indirekte årsag til det, der på daværende tidspunkt kunne ligne et markant søm i et konkurrerende partis ligkiste.

Året forinden har Kristian Thulesen Dahl ikke holdt sig tilbage med at spå, at Dansk Folkeparti med tiden helt vil overflødiggøre det Konservative Folkeparti: »Skal man finde en rød tråd i Dansk Folkeparti, er det, at vi - i modsætning til Fremskridtspartiet - er meget konservativt domineret, ja, faktisk gammelkonservativt, du ved, med Gud, Konge og Fædreland. Om ti år har Dansk Folkeparti overtaget det Konservative Folkepartis rolle, ja, altså ikke den ny, men den gamle. At stå vagt om nationen og mene, at det er i orden at være fædrelandskærlig.« (Information, 30.6.98).

Ligesom det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet er nu også Dansk Folkeparti kommet på listen over de partier, som A.P. Møller støtter økonomisk, hvilket informationschef for Danmarks rigeste firma, Jette Clausen forklarer således: »Det er naturligt, at vi støtter partier med samme holdning til det erhvervspolitiske, som vi har …« (Berlingske Tidende, 8.4.99).

Mogens Camre spår på pressekonferencen den 24. marts 1999, at det er Socialdemokratiet, som med tiden vil blive overflødiggjort af hans nye parti: »Det 20. århundrede har været Socialdemokratiets århundrede, men det er snart slut. Jeg vil gøre mit til at gøre Dansk Folkeparti til partiet for det 21. århundrede.«

Partiets pressechef, Søren Espersen ser ligesom Kristian Thulesen Dahl en klassisk nationalkonservatisme iblandet socialdemokratisk traditionalisme: »Socialdemokratiet er traditionelt meget nationalt. Dannebrogsflag i kolonihaverne. De konservative har også svigtet på den nationale strategi, da de skiftede partiprogram engang i 1970erne. Deres oprindelige program fra 1947 var en stor inspiration for os, da vi lavede Dansk Folkepartis principprogram. Der var ikke den store forskel på de gamle socialdemokrater og de gamle konservative - som vi altså har samlet op siden hen.« (Information, 27.6.98).

Partiformanden, Pia Kjærsgaard ville næppe erklære sig uenig i hverken Kristian Thulesen Dahls, Mogens Camres eller Søren Espersens karakteristik af og fremtidshåb for partiet. Og lige så »konservativt« og »socialdemokratisk«, som Dansk Folkeparti præsenterer sig, lige så iøjnefaldende er ikke bare den indlysende antipati over for venstrefløjen, men også afstanden til såvel Fremskridtspartiets som Venstres liberalisme. Pia Kjærsgaard udtaler sågar: »Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh.« (Information, 26.6.98).

Nationalitet og normalitet

Nationalitetsfølelsen og folkeligheden er - som navnet tilkendegiver - Dansk Folkepartis alfa og omega.

Alt, hvad der synes at være stemningen blandt »folket«, er Dansk Folkepartis politik - alt, der kan karakteriseres som det »fornuftige« og det »normale«. Pia Kjærsgaard betoner ikke uden en vis stolthed i sine erindringer: »Jeg var det normale - og vi var det normale.«

Det »normale« er bogstavelig talt retningslinjerne, som de defineres af majoritetsdanskernes sædvaner, skikke og traditioner lige fra kernefamilien og kolonihaven til kirken og det konstitutionelle monarki.

Det »fornuftige« er folkeviljen, manifesteret i flertallets ret. I teorien kunne Dansk Folkeparti for så vidt lige så godt få 50-70% af stemmerne til et kommende folketingsvalg, om valgtemaet tilfældigvis var partiet særlig gunstigt, for flere af mærkesagerne har utvivlsomt i omegnen af 50-70% af befolkningen bag sig, og på alle andre områder end disse er partiet dybest set ikke markant anderledes end samtlige partier til højre for SF.

I en EU-undersøgelse toppede danskerne skalaen, da hele 83% af befolkningen erklærede sig som enten lidt, temmelig eller meget racistiske (henholdsvis 40% erklærede sig »lidt racistiske« og 43% »temmelig eller meget racistiske«; kilde: Aktuelt, 22.12.97). Intet parti er i tilnærmelsesvis samme grad som Dansk Folkeparti modstander af indvandringen, og intet parti kan teoretisk set profitere mere af sådanne tendenser i befolkningen.

»Vil man ikke respektere vores husorden, hører man ikke hjemme i Danmark og skal ikke forvente, at danskerne vil bøje hovedet og betale,« fastslår Camre i sin tale til Dansk Folkepartis Grundlovsfest på Dybbøl Banke den 5. juni, 1999 (jf. Information, 7.6.99). Danskerne er »et lille, homogent folk, nærmest en stamme«, og de »fremmede« begår »anslag mod fredelige og sagesløse mennesker« i Danmark.

Det er en melodi, som Dansk Folkeparti kender, om end næppe nogen har fremført den med samme lidenskab som Camre i de seneste par år.

Men partiet trækker samtidig en klar streg i sandet, når det gælder om at lægge afstand til racisme i egne rækker, og således blev f.eks. Erik Bengtsen ekskluderet, efter at han under et opstillingsmøde for Dansk Folkeparti i februar 1998 havde udtalt om indvandrere: »De er avlet af svin og tænker som svin. De skal bare blive nede i Kloakistan.« (Information, 27.2.98).

Pia Kjærsgaard har således på den ene side styret Dansk Folkeparti helt fri af den slags belastende tilbøjeligheder og formået at bemande partiets vigtigste poster med overordentlig seriøse og disciplinerede folk, samtidig med at hun har markeret partiet så stærkt på udlændingespørgsmålet, at hun kan høste befolkningens modvilje tydeligere end nogen anden.

Det var også med Pia Kjærsgaard ved roret, at tilslutningen til Fremskridtspartiet sneg sig helt op på 39% i en vælgerundersøgelse, men det spring, der trods alt er fra et vanligt partitilhørsforhold til ikke bare et naboparti, men til et yderparti (som tilmed stort set alle øvrige partier og det meste af pressen er enige om at advare imod), kræver selvsagt en vis overvindelse for at slå igennem også på valgdagen. Men om ikke andet fortæller tallene noget om, hvilke tendenser der ligger latent i store dele af den danske befolkning - og hvilket vælgerpotentiale Dansk Folkeparti rent faktisk har.

Fornuft og selvfølge

I en tid, hvor alt skal serveres og konsumeres i statements og »interviews« på under to minutter, er »fornuften« i højsædet, eller måske snarere snusfornuften og »selvfølgelighederne«, der synes skræddersyet til lige netop Dansk Folkepartis påstande, argumenter og politik. Følgende tre små eksempler er karakteristiske:

- »Det sejler i blod« er Dansk Folkepartis pressechefs beskrivelse af volden i dagens Danmark; lige så opskruet, sensationalistisk og fuldstændig ude af proportioner som formiddagsavisernes spisesedler, men derfor også lige så selvbekræftende og »selvfølgelig«. Når drab blæses op på forsiden og udpensles i blodige detaljer ti gange om året for hele befolkningen, er netop hele befolkningen alarmeret med en hyppighed og emfase, der står alt andet end mål med de få mord og den forsvindende sandsynlighed for at blive overfaldet, der som helhed kendetegner forholdene for Danmarks fem millioner indbyggere.

- At karakterisere islamiske skikke som »middelalderlige levemåder« og betegne muslimske kvinder som »undertrykte og fejlernærede« er ikke bare groft nedladende, men tillige udtryk for samme letkøbte og snusfornuftige appel til stereotype fordomme og manglende historisk dannelse, som det kræver så meget desto længere tid at opklare og afvise end at fremføre.

- »Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene,« konstaterer Pia Kjærsgaard under en rituel slagtning af en ko - og hvem ville vel ikke bemærke dét? Men hvor nærliggende er ikke netop derfor fejlslutningen, at koen »selvfølgelig« er lige så rædselsslagen som den menneskelige iagttager, der fæstner sig ved koens livløse blik og uvilkårligt indlæser egne følelser i de opspilede øjne? Halvandet minuts TV-optagelse af en ko, der spjætter med tungen ude af munden, og befolkningsflertallet kan skrive under på, at vi her har at gøre med et eklatant eksempel på dyremishandling - det er denne voldsomme, øjeblikkelige effekt, der er TV-mediets styrke, hvilket imidlertid som oftest er omvendt proportionalt med dets saglighed. For til gengæld tager det timer at forklare redeligt, hvorfor det er absurd at tillægge dyret de lidelser, som iagttageren så let og så tilsyneladende »fornuftigt« associerer med slagtningen, og selv da ville disse timer have umådelig svært ved at hamle op med en døende kos spasmer i halvandet minut.

Mekanismen er den samme, som DRs generaldirektør, Christian Nissen ved flere lejligheder har beklaget i forhold til det generelle problem med TV-nyheder: Ti lange debatprogrammer, der f.eks. sagligt belyser hele kontingentet af fordomme og fakta såvel som de særlige sociale og kulturelle problemstillinger, der er relevante for forståelsen af indvandrernes situation i dagens Danmark, har en langt ringere effekt på meningsdannelsen end f.eks. et femtensekunders indslag om »farvede«, der er i slagsmål med danskere.

Det er en mekanisme og en effekt, som i særlig grad kendetegner Dansk Folkepartis fremgangsmåde. At der dog næppe ligger nogen udspekuleret »strategi« bag partiets præsentation af og argumentation for mærkesager, der anvender samme endimensionale fernis, som kendetegner avisernes spisesedler og TVs nyhedsindslag, er så noget andet. Det er snarere et blot og bart udtryk for den tid og de tendenser, som partiet er udsprunget af, og for hvilke danskhed og folkelighed er synonym med den overfladiske selvfølge og snusfornuft, som Dansk Folkeparti identificerer sig med og målrettet tilstræber at fastholde og rendyrke.

Folkelighed og simpelhed

Hvor fristende det end måtte være, kan Dansk Folkeparti således næppe heller generelt klandres for at skabe fordomme og skræmmebilleder i bestræbelserne på at score lette politiske points, om end utvivlsomt for at cementere disse. Dybest set er partiet blot en blandt flere udløbere af allerede eksisterende fordomme og skræmmebilleder, der i løbet af de seneste par årtier har manifesteret sig, ikke mindst takket være den særlige fædrelandsdyrkelse, som især er genskabt af Søren Krarups vedholdende agitation og markante indflydelse på den yderste højrefløj gennem Tidehverv og den Danske Forening. Og i en tid, der er til enkle sandheder og slagkraftige slogans, er netop det simple i det nationalromantiske budskab om at »bevare et givet Danmark« stærkt appellerende. Der er ikke behov for analyser og lange argumentationskæder, sagen er uhyre enkel: Vi er kristne danskere, og hvis vi skal forblive kristne og danske, skal de og det, der er udtryk for andet end danskhed og kristendom i Danmark, slet og ret »hjem«.

Længere er den ikke, og selv om »hjem« indlysende nok er en meningsløs eufemisme for »etnisk udrensning«, er logikken i ræsonnementet nærmest selvoverbevisende. Alle overvejelser om, hvad »hjem« egentlig vil sige, om det overhovedet giver nogen som helst definerbar mening i den givne situation, og hvad implikationerne er for dem og det, der skal ud, afvises i sidste ende som studentikose distraktioner. Enhver dansker »ved« jo, at han er dansker, og så er det rent akademisk sofisteri at rode yderligere rundt i kategorierne.

Patentløsningen er uhyre effektiv, som den søger at tilvejebringe og drage nytte af en folkelig identifikation med noget i dag så himmelråbende abstrakt som »danskhed« - for bliver abstraktionen alt for svævende, kan danskheden om ikke andet konkretiseres i kraft af det, den står i modsætning til. Ligesom enhver dansker jo »ved«, at han er dansker, men måske nok ikke kan forklare, hvori det særligt »danske« egentlig består - og hvad det i givet fald forpligter til - er det let at producere en række stereotyper, der klart demonstrerer, hvad danskhed i hvert fald ikke bør bestå af, f.eks. kvinders slør, mørk hudfarve, schæchtning, omskæring osv.

Klangbunden for denne overfladefornufts aktuelle gennemslagskraft er som antydet ikke bare Krarups, den Danske Forenings eller Dansk Folkepartis fortjeneste, men er de sidste par årtier slået fast med syvtommer søm af den generelle forfladigelse og sensationalisme, vi er blevet tilvænnet gennem ikke mindst mangedoblingen af massemedierne og disses eskalerende behov for at markere sig så spektakulært som muligt. En stadig syndflod af resultater, nyheder og begivenheder skabes og dør minut for minut og presser politikere til samme overfladiske statement- og eventfikserede envejskommunikation, som vi kender fra filmstjerner og sportsidoler.

Forklaring og forståelse er ikke i høj kurs, for det kan være utrolig tidskrævende at forklare og forstå, mens det altid er uhyre let at misforstå. Og tid til fordybelse er det eneste, som medierne ikke har råd til i den indbyrdes konkurrence, hvor der hele tiden er en anden kanal med en ny verdensrekord, en ny krig, en ny quiz-millionær, en ny naturkatastrofe, en ny soap opera, en ny liveoptagelse af en politijagt, en ny silikone-starlet, et nyt royalt bryllup, et nyt freakshow camoufleret som talkshow - eller en ny idiot, der springer over ti lastvogne på en motorcykel.

Det har alt sammen selvforstærkende masseappel, fordi det intet indeholder, der tilskynder seeren til skyggen af selvstændig tankevirksomhed, men kun viderebringer passiviserende underholdning og ensrettende massemoral som substitut for personlig oplevelse og deltagelse, mens der trækkes en papirtynd og konturløs overflade af effekter og events over enhver menneskelig forskellighed og medmenneskelig fordybelse.

Mere end noget andet er Dansk Folkeparti et symptom på disse tendenser, ikke bare i partibladets ugebladsagtige og popmusikalske dyrkelse af Pia Kjærsgaard, men også i partiets generelle dyrkelse af de fuldstændig indholdstomme massekategorier, »folket« og »danskerne«, der nivellerer enhver individualitet og kulturel pluralitet.

Det 21. århundredes parti?

I naturlig forlængelse af Kjærsgaards stil ligger partiets seneste trumfkort, Mogens Camre, hvis polemik mod indvandrerne al sin folkelighed til trods - eller til grund - er gennemført propagandistisk.

En oplevelse af indvandrere i dyre biler gøres elegant til opklaringen af en forbrydelse med et lige så fikst og forudsigeligt facit: »De biler var ikke købt for bistandshjælpen, og det er unægtelig svært at forestille sig, at pengene var tjent ved noget, vi i Danmark er glade for. Det er åbenbart, at det store antal flygtninge og indvandrere indebærer en meget stor stigning i kriminaliteten.« (Politiken, 30.9.97).

Eksemplet er uhyre karakteristisk for den type ræsonnement, som man ellers skulle tro kun eksisterede blandt de allermest usaglige fordomme: Indvandrere + dyre biler = kriminalitet. Punktum. I Camres univers behøver denne usaglige form for agitation ikke større refleksion eller argumentation end simpel børnehavelogik. Ingen mellemregninger, ingen nuancer, ingen redelighed.

En effektiv måde at indpakke gemen propaganda på uden at bruge for store armbevægelser og uden at bruge en direkte sprogbrug, så en overfladisk distance til andre historiske eksempler på propaganda af mere eksplicit karakter opretholdes, samtidig med at folkeligheden bibeholdes.

Dansk Folkeparti udspringer af den »folkelige« agenda, og derfor er partiets fremtidsudsigter i høj grad foruroligende for dets konkurrenter såvel som dets modstandere.

At Pia Kjærsgaard også har formået at styre sig fuldstændig fri af Fremskridtspartiets rolle som »protestparti« såvel som dette partis interne ævl og kævl, og at det Konservative Folkeparti endnu skal bevise, om de mange partirokeringer er langtidsholdbare, mens Socialdemokratiet i det seneste års meningsmålinger har været helt nede omkring århundredets laveste tilslutning, taler sit eget tydelige sprog om, at det nye Dansk Folkeparti meget vel kan have en markant større fremtid for sig end navnebroderen fra 1941.

En fremtid, hvor danske statsborgere af udenlandsk herkomst kan fratages deres statsborgerskab med tilbagevirkende kraft og smides ud af landet, hvor familiesammenføringer, modersmålsundervisning og kommunal valg- og opstillingsret til udlændinge afskaffes, hvor Christiania nedlægges, hvor islam og partier som f.eks. DKP/ML og KAP findes grundlovsstridige, hvor rituelle slagtninger kriminaliseres, hvor rockere, autonome og nazister forbydes, hvor u-landshjælpen privatiseres, hvor specialpoliti tager sig af »indvandrerkriminalitet«, indtil indvandrere er en saga blot …

En fremtid af dansk hygge og idyl: »Hvis du tager en blanding mellem en konservativ og en socialdemokrat i gammeldags forstand, der har hejst flaget og nyder en god frokost med øl og snaps ude i den landlige idyl, så har du indbegrebet af det, vi gerne vil stå for.« (Kristian Thulesen Dahl i Berlingske Tidende, 6.4.99).

Ingen moskeer og ingen subkulturer, ingen schæchtning og ingen rygmærker, ingen revolutionære og ingen afvigere. Men derimod en fremtid for alle dansktalende og dansksindede danskere i et folkeligt fællesskab af kristne kulturtraditioner og national normalitet - øl og velfærd, snaps og Dannebrog, sild og kirkeklokker.

Det store kolde bord.

Rune Engelbreth Larsen