Begrebet kultur er ikke entydigt, for så vidt som det kan relatere til både positive og negative aktiviteter og tendenser, hvad der gør det nødvendigt at opdele det f.eks. i en oplysende kultur og en antikultur, to modsatrettede foreteelser, hvoraf den ene baserer sig på viden, den anden på uvidenhed. Begge kan defineres som vaner.

Overtro (kristendom, jødedom, islam, buddhisme, reinkarnation, spiritisme, astrologi osv.) skyldes uvidenhed (om de overnaturlige fænomeners opståen i bl.a. sumerernes legender), og da uvidenhed resulterer i dumhed, kan det alt sammen hverken gavne det enkelte menneske eller samfundet som sådan.

Til antikulturen kan desuden henregnes ekstreme politiske bevægelser som fascisme, nazisme, stalinisme m.fl. Det er Faklens opfattelse, at man ikke skal forbyde f.eks. nazisme, men oplyse om den for at komme den til livs. Med samme begrundelse kunne man foreslå lægevidenskaben ikke at bekæmpe, dvs. forbyde sygdomme, men oplyse om dem og så lade folk helbrede sig selv.

Analogien forholder sig relevant til det faktum, at megen overtro og ekstrem, politisk virksomhed udspringer af mental ubalance (herom findes afhandlinger på flere amerikanske universiteter), som også kan iagttages hos kriminelle med hyppige tilbagefald.

At bygge kirker og moskeer er at cementere uvidenheden. Det kan ikke tjene som argument for en eventuel opførelse af den muslimske overtros tempel i Århus, at man ønsker at skabe lighed med den statsautoriserede danske overtro (hvis hovedprofet er den antisemitiske Luther). Det må anses for langt rimeligere at tilvejebringe denne lighed ved at agitere for en fjernelse af kirkeskatten og tilskuddene på finansloven til kirkesamfundene.

Der er ingen sand viden at hente i teologiske studier, tager man baggrunden for al teologi i betragtning, og det kan følgelig ikke være en samfundsopgave at bidrage til dem. Det er mere væsentligt at udforske de mekanismer i menneskets bevidsthed, som gør det modtagelig for overtro, med det formål at bekæmpe al overtro i verden, hvilket må være i bedre overensstemmelse med den humanisme og relativisme, som det er Faklens hovedærinde at gøre en indsats for.

Jeg har skrevet dette, dels som reaktion på redaktionens svar på mit indlæg i sidste nummer, dels fordi jeg foreløbig nægter at tro, at Faklen vil forsvare uvidenhed og dumhed, der f.eks. også giver sig udtryk i fortsat kirkebyggeri, som der ikke er behov for, og som først og fremmest intet har med den almendannelse at gøre, som ligeledes skulle ligge Faklen meget på sinde at gøre en indsats for, for dannelse er ikke antikultur (citat: Voltaire).

Svar:

At sidestille en række verdensreligioner, der har eksisteret i årtusinder, med spiritisme og dumhed, må siges at være udtryk for en kulturchauvinisme, som ser kulturhistorien i et ualmindelig firkantet materialistisk og evolutionistisk lys, der ikke har meget med erkendelserne inden for moderne naturvidenskab eller religionsvidenskab at skaffe, og i det mindste baserer sig på alt andet end den kulturrelativisme, Faklen repræsenterer (læs f.eks. Faklen nr. 1: '"Kulturrelativisme", "Pragmatisme"; Faklen nr. 3: "Iagttagelsesafhængighed og teoribygning"; Faklen nr. 8: "Slaveriets historie", "Verden i øjet"; Faklen nr. 9: "Videnskabelighed og modelfrihed").

At opføre en moské i Århus er primært udtryk for respekt for og solidaritet med landets største religiøse mindretal - respekt for og solidaritet med deres egne ønsker på deres egne præmisser. At stille sig an som den bedrevidende Hvide Mand, der skal fjerne de stakkels primitive muslimers "overtro" og "dumhed", er blot udtryk for samme kulturimperialisme, som har lagt kulturer verden over i grus i århundreder - altid med de "bedste" intentioner, selvfølgelig, og altid for "deres egen" skyld, hvad enten sværdet så er blevet ført i Kristendommens, Oplysningens eller Kapitalismens navn.

Patologiseringen af anderledes tænkende medmennesker er for så vidt udtryk for lige så skræmmende en tankegang, blot er det så hverken Gud, Fornuft eller Mammon, der dikterer Sandheden, men derimod Sundheden, som baserer sig på forestillingen om en absolut normalitet med en klinisk ensretning til følge. Og hvem skulle vel også afgøre, hvilke overbevisninger, der er ude af "mental balance", og hvilken "behandling" skal vi anvende over for de "syge" og eventuelt "overtroiske" afvigere?

Nej, hvad med i stedet f.eks. at lade de "dumme" og "overtroiske" muslimer selv få lidt indflydelse på deres tilværelse, og så lade de raske, kloge og oplyste europæere, som har missioneret, oplyst og behandlet kulturer og folkeslag ihjel igennem hele den vestlige, kristne historie, stikke termometret op i egen røv for én gangs skyld?

Men skal kirurgen da ikke søge at fjerne kræftknuden? Jo, men så snart vi begynder at betragte overbevisninger som sygdomme og anderledestænkende mennesker som syge patienter - hvad enten de er stalinister eller nazister, jøder eller muslimer, homoseksuelle eller heteroseksuelle - har vi sat os til dommere over tros-, tanke- og ytringsfrihed, og om vi "behandler" de "unormale" med samtaleterapi, farmaceutika eller en hvilken som helst form for tvangsnormalisering, udtrykker vi i sidste ende en disrespekt for menneskelig forskellighed, der ligger fascismen uhyggeligt nær. Vi må aktivt bekæmpe fascismen og alt dens væsen - uden at bruge dens egne metoder.

Derfor citerer vi Voltaire på bagsiden af Faklen nr. 3: "Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det." Og derfor skriver vi i "Et humanistisk manifest" i Faklen nr. 1: "Vi må tolerere, ja, respektere, at vor næstes ideologi, etik og seksualitet udmærket kan forekomme os selv en vederstyggelighed, men at hendes præferencer dermed ikke nødvendigvis er mindre menneskelige eller mindre normale end vore egne. Ja, vi må tolerere selv intolerancen - for om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den intolerante det samme? Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal afstå fra at forsvare os selv og andre mod overgreb. Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi - vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag."

Redaktionen