Debatten om en stormoské i Århus er blusset op, siden Faklen præsenterede ideen i sidste nummer. Der er nedsat en komité til konkretiseringen af ideen, men den yderste højrefløj modsætter sig projektet og får indirekte og uventet støtte fra prominente indvandrerrepræsentanter ...

I Faklen nr. 9 [i artiklen »Stormoské i Århus«] rejstes ideen om en centralt placeret stormoské med kuppel og minareter i Århus. Muslimer fra hele landet har naturligvis altid ønsket sig rigtige moskeer, hvor de åbent kan praktisere deres tro under rimelige vilkår i stedet for som nu at nøjes med afsidesliggende lokaler og huse, der end ikke er opført til formålet.

Der er omkring et halvt hundred moskeer i Danmark til at betjene landets største religiøse mindretal på over 105.000 muslimer. Kun én er bygget til formålet, og ingen af dem har de for moskeerne karakteristiske minareter. Til sammenligning har f.eks. de 101.668 medlemmer af alle trossamfund med vielsesbemyndigelse uden for folkekirken (bl.a. det jødiske, det katolske og en lang række øvrige anerkendte kristne trossamfund) ikke mindre end 679 kirker og sale fordelt over hele landet (kilde: Statistisk årbog 1998).

Faklen har derfor slået til lyd for, at en række moskeer med kupler og minareter burde opføres i de danske bybilleder for at rette op på skævheden og for at introducere en positiv form for integration, der for en gangs skyld ville ske også på muslimernes egne præmisser, så de kunne føle sig velkomne i deres nye, danske hjem. Først ad denne vej vil religionens tilstedeværelse i Danmark med tiden kunne normaliseres – og når skridt i den retning indtil videre ikke har kunnet realiseres i hovedstaden, var det nærliggende at foreslå landets næststørste by at gå foran med et godt eksempel og støtte ideen.

Organisationen Det Somaliske Folk i Danmark har siden starten af oktober taget initiativ til projektet og konkretiseret planerne gennem møder med en lang række indvandrerorganisationer. Heriblandt f.eks. afrikanernes paraplyorganisation, All African Organisation, der har spillet en fremtrædende rolle i arbejdet med sagen, og som omfatter såvel muslimer som ikke-muslimer.

I det følgende kommenteres debatten om stormoskeen, som den udspillede sig i oktober og november i store dele af pressen.

Dansk Folkeparti: Et kuppelbefængt misfoster

I halvanden måned kørte læserbrevsdebatten om stormoskeen i Århus i de lokale dagblade, Århus Stiftstidende og JP-Århus, før den også blussede op i B.T. og Ekstra Bladet – i sidstnævnte efter en kronik om sagen den 4.11. Hele oktober var præget af altoverskyggende positive tilkendegivelser, stort set kun imødegået af den lokale top i Dansk Folkeparti repræsenteret ved amtsformanden Søren Lind Jensen og amtsformanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Kenneth Kristensen.

I JP-Århus den 8.10. advarer Kenneth Kristensen mod at gøre Århus til samlingssted for alle Jyllands og Nordtysklands muslimer: »Denne vision kan blive uhyggelig virkelighed, hvis den århusianske muslimske lobby får magt, som den har agt, og gennemtvinger opførelsen af en stormoské i Århus.« Han kalder moskeen for et »misfoster« og et »babelstårn« og hævder, at dette »monstrøse« og »kuppelbefængte« bygningsværk »totalt vil dominere Århus by«. Kristensen støttes den 15.10. af partifællen Søren Lind Jensen, der ønsker at »stoppe og vende den igangværende snigende islamisering af vort fædreland«.

På et offentligt møde om sagen den 5.11. får Dansk Folkeparti opbakning fra den hastigt dannede gruppe »Århus Mod Moskeen«, der i tæt parløb med højreekstremister fra Dansk Forum indleder en skræmmekampagne mod stormoskeen, som de på plakater kalder en »øjebæ«.

Bag kulisserne spredes samtidig absurde rygter om, at det er »Faklens moské«, og såkaldte indvandrerrepræsentanter rækker sågar indirekte Dansk Folkeparti og Dansk Forum en hjælpende hånd i et forsøg på at så splid i det islamiske bagland.

Ali Ben Hamidi fra det århusianske International Cultural Center advarer på et fællesmøde for lokale indvandrerforeninger et par dage senere ligefrem mod »Faklens radikalisering af afrikanerne«. Siden afrikanerne i fællesskab nedlagde hans forening, African Cultural Association, i 1989, har Ben Hamidi mest været berygtet for sin aktive støtte til den tidligere borgmester i Århus, nuværende indenrigsminister Thorkild Simonsen, og dennes hårde linje i indvandrerpolitikken. Leonard Martin, formanden for All African Organisation, karakteriserer ham over for Faklen som en »opportunist«, der »er kendt for konsekvent at falde indvandrere i kommunen i ryggen for at pleje sine helt egne særinteresser«.

Socialdemokratiske indvandrerpolitikere: »Faklen misbruger muslimerne«

Også de socialdemokratiske indvandrerpolitikere i Århus byråd, Hüseyin Arac og Akhtar Hussain ligger helt på linje med Ali Ben Hamidi i moskésagen. Til Århus Stiftstidende den 6.11. kalder de stormoskeen for et »luftkastel« og udtaler endog, at Faklen »misbruger« muslimerne. Hvordan støtten til muslimernes eget ønske om en stormoské på muslimernes helt egne præmisser kan være et »misbrug« af muslimerne, står uvist hen, ligesom Arac og Hussain heller ikke finder anledning til at forklare, hvorfor de ikke sagde ét eneste ord på det offentlige møde om sagen, hvor de ellers kunne have fået svar på tiltale fra de fremmødte muslimer selv.

Sandheden er vel, at de ganske enkelt ikke turde blive konfronteret med den voksende utilfredshed hos deres egne vælgere, der f.eks. næppe har tilgivet Hussain hans udtalelser på kulturcentret i Ny Munkegade i Århus den 2.5.98 om, at »75% af alle udlændinge er kriminelle«!

»Jeg tror ikke, de ved, hvad der foregår blandt muslimer i Århus,« konstaterer Leonard Martin i Århus Stiftstidende den 6.11. om Arac og Hussain. Formanden for Det Somaliske Folk i Danmark, Rage H.M. Rage afviser dem tilsvarende dagen efter i samme avis: »De to repræsenterer ikke muslimerne i Århus, og de ved ikke, hvad de taler om. Deres udtalelser er latterlige og ikke baseret på fakta.«

Frygten for indvandrerrepræsentanter som f.eks. Rage H.M. Rage og Leonard Martin, der ikke er på den kommunale lønningsliste, men som aktivt og offentligt modarbejder ethvert tiltag til diskrimination – ikke mindst Socialdemokratiets stærkt kritiserede integrationslov, der giver indvandrere og flygtninge lavere sociale ydelser end etniske danskere – er selvfølgelig udtalt hos Arac og Hussain. Det er utvivlsomt stedse vanskeligere for mange indvandrere at forstå, hvordan socialdemokratiske indvandrerpolitikere fortsat kan affinde sig med partiets diskriminerende lovtiltag – for slet ikke at nævne den fortsatte accept af partikammeraten Mogens Camre og flere af partiets borgmestre, der igen og igen udtaler sig ualmindelig groft om islam.

Men tendensen blandt visse såkaldte indvandrerrepræsentanter til at vinde popularitet som »gode indvandrere« ved at sparke nedad efter deres medindvandrere er sine steder ganske påfaldende.

Mehmet Ümit Necef viger ikke tilbage for at gøre et nummer ud af »splittelsen« blandt forskellige islamiske grupperinger og hævder f.eks. i Politiken den 3.11., at tyrkiske grupper slet ikke kan være i stue med hinanden. Men hvad er egentlig problemet i, om der vitterlig måtte være islamiske grupper, som ønsker deres helt egne moskeer – er der noget galt i det? Det gør det selvsagt ikke mindre vigtigt at normalisere islams tilstedeværelse ved at lade minareter knejse side om side med kirketårne i de danske bybilleder. Heller ikke kirkebyggeri bliver obstrueret ved simple konstateringer af, at der er talrige kristne menigheder, som har vanskeligt ved at samles under et og samme kors.

I nærværende sag er der så oven i købet tale om et islamisk projekt, der netop fungerer på tværs af nationaliteter – hvilket i sig selv ikke engang er usædvanligt. F.eks. mødes den dag i dag både tyrkere, arabere, somaliere og danskere til bøn i Islamisk Trossamfunds lille Eyyub Sultan Moské i Århus.

I DR1s debatprogram »Reimer Bo«, der den 18.11. omhandlede stormoskeen i Århus, stillede Necef sig positiv over for mosképlanerne, men forsøgte ligesom Arac og Hussain samtidig at tage voldsom afstand fra »ekstremisterne« i Faklen.

Hvor »ekstremismen« er mest udtalt er dog et åbent spørgsmål. Necef har tidligere gjort sig bemærket som talsmand for, at samtlige sociale ydelser i Danmark skal unddrages alle indvandrere og flygtninge, der ikke er danske statsborgere – eller som han udtrykker det i et interview: »Mustafa og hans far skal ikke gå tiggergang mellem bistandskontorer og projekter, der minder om en legestue for voksne. De skal stå op klokken seks om morgenen og trampe i pedalerne for at tage på arbejde, og de skal komme trætte og svedige hjem om eftermiddagen. Det vil give dem både værdighed og selvrespekt.« (Jyllands-Posten, 31.8.97). Der er intet til hinder for, at indvandrere kan nøjes med 30 kr. i timen, hvorved nye jobs som »hus- og havehjælp« ville skyde op som »paddehatte«, mener Necef, der ved samme lejlighed understreger, at inspirationen til denne fremsynede indvandrerpolitik kommer direkte fra Ronald Reagan.

Fremskridtspartiets Ungdoms landsformand skrev i Jyllands-Posten den 9.9.97, at Necefs udtalelser er »som at læse højt af Fremskridtspartiets Ungdoms politiske program«. Og dét er jo noget af en cadeau.

Det Radikale Venstres Naser Khader har også et anstrengt forhold til Faklens »provokation«. Til Faklen skriver han sågar i et brev den 6.11., at ideen om en stormoské i Århus vel mest skal »opfattes som en provokation. Jeg kan i hvert fald ikke opfatte det som andet.«

Ingen solidarisk forståelse for muslimernes behov her, ingen anerkendelse af et lille skridt på vejen mod en nok så beskeden udligning af den bastante skævhed i muslimernes ringe vilkår for at praktisere deres religion. Det er alt sammen bare en »provokation«.

Langtfra alle er da heller tilfredse med Necefs og Khaders måde at »tegne« indvandrernes sag på.

Eksempelvis udtaler Bashy Quraishy, medlem af Rådet for Etniske Minoriteter: »Mehmet Necef og Naser Khader har en planlagt strategi for deres karriere og egne politiske motiver i tankerne samt et personligt mål, de skal nå – på indvandrernes bekostning (…) Det værste er, at Mehmet og Naser appellerer til de kræfter i det danske samfund, som ikke ønsker indvandrere, og som bruger de to herrer som murbrækkere mod indvandrere.« (Faklen nr. 7). Formanden for Sammenslutningen af Indvandrerforeninger, Zeci Kocer siger om Necef, at han tager »stærkt afstand fra det selvbestaltede tyrkiske talerørs synspunkter, der lugter af den værste form for liberalistisk tankegang og apartheidlignende forslag«. (Politiken, 28.9.97).

Det er imidlertid stort set altid netop Necef og Khader, som de danske medier og politikere fokuserer på, når »indvandrerne selv« skal i tale. Så er »begge sider« hørt, ikke sandt?

Pia Kjærsgaard: »Nej og atter nej til stormoské«

Mange fik travlt med at obstruere stormoskeen, både i det åbne og det skjulte i dagene efter det offentlige møde. Århus Stiftstidende kunne således citere en udtalelse fra »en højt placeret kilde på rådhuset«: »Folkene bag Faklen misbruger sagen politisk – det er ulykkeligt, at nogle somaliere er blevet fedtet ind i det.«

Ved behændigt at angribe Faklen anonymt i stedet for at fægte med åben pande mod selve stormoskeen forsøger »kilden« at fælde projektet ved at udtrykke sin rørende »bekymring« for somalierne, som det skulle være lykkedes Faklen at »forlede« så godt og grundigt, at disse muslimer overraskende nok kæmper for en stormoské …

Ak ja, hvilket »misbrug« af muslimerne?!

Spørgsmålet om, hvilken politisk brug eller misbrug denne anonyme kilde så gør sig skyldig i over for muslimerne her, er næppe svært at besvare, men den falder pænt i hak med en udbredt tendens til at negligere vort største religiøse mindretals egne behov. Det er da heller ikke første gang, at den udtrykkes direkte fra Århus Rådhus; således afviste f.eks. sektorchef i Socialforvaltningen, Leif Jepsen på et offentligt møde at tage særlige hensyn til muslimer, der har svært ved at få arbejde, med følgende elskværdige ord: »Vi kan ikke lave specielle fabrikker, hvor folk ligger med rumpen i vejret.« (Århus Stiftstidende, 25.9.).

Nej, tolerance og forståelse vejer ikke lige tungt alle steder på rådhuset i den by, der kalder sig »Smilets by«.

Hjælp får disse kredse også af Pia Kjærsgaard i B.T. den 24.11., hvor hun i en kronik siger »nej og atter nej til stormoské«. Hun hævder sågar, at islam er i strid med den danske grundlov, fordi Grundloven indskrænker religionsfriheden, således at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«. Ufrivilligt komisk bliver det, når Kjærsgaard af alle hævder, at »den offentlige orden« i »dansk, kristen tankegang« er identisk med »tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt«.

Hun hævder endvidere, at »i denne væremåde passer islamisk levevis ikke ind«, en levevis, som hun bl.a. betegner med »pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn«.

Hvilket dannelsesniveau Kjærsgaard her demonstrerer – og hvilket imponerende udtryk for de dyder, hun hævder karakteriserer den danske, kristne tankegang: Tolerance, forståelse og respekt …

Århus' borgmester vil ikke afvise projektet

I hele oktober måned var den lokale Århus-afdeling af Dansk Folkeparti så godt som alene om modstanden mod stormoskeen, men i løbet af november, hvor projektet havde fået vind i sejlene, og de organisatoriske spørgsmål var ved at blive afklaret, fik modstanderne tilsyneladende travlt.

Måske var opbakningen simpelt hen lige pludselig for overvældende for højreekstremister, der efterhånden er dovent forvænt med det modsatte; men også for indflydelsesrige »indvandrerrepræsentanter«, som ikke bryder sig om at blive overhalet indenom af kritikere blandt de selv samme indvandrere, der er trætte af at føje den generelt diskriminerende dagsorden.

At borgmester Flemming Knudsen (S) sågar meget tidligt udtalte sig positivt om ideen om en stormoské, kom tilsyneladende bag på nogle. Til JP-Århus den 2.10. udtaler han: »Vi har religionsfrihed i Danmark, så det er et spørgsmål om at leve op til Grundloven. Vi har mange trosretninger i Århus, og jeg har før sagt ja til en moské, så jeg vil da ikke være afvisende over for sådan et forslag.« Kulturrådmand Niels Erik Eskildsen (SF) tilføjer: »Jeg vil se et forslag, men hvis der kan findes en egnet grund, kan en moské da gå hen og blive en bygningsmæssig perle i bybilledet.« (JP-Århus, 2.10.).

JP-Århus støtter stormoskeen i to ledere. Under overskriften »Ja til moské« hedder det således den 9.10.: »Siden 1849 har der været religionsfrihed i Danmark, og alene dette betyder, at en århusiansk 'stormoské', der foreløbig ikke engang er kommet på tegnebrættet, på forhånd bør tilskrives en selvfølgelig ret til at blive en realitet.« I en fødselsdagshilsen til byens katolske kirke i anledning af dens 125 års jubilæum ser avisen den 26.10. frem til den dag, hvor Århus er stor nok til ud over en katolsk kirke også at rumme en rigtig moské: »Om 25 år bliver byens borgere måske inviteret til katolsk 150 års jubilæum, og hvem ved, måske er der få år senere festligheder i forbindelse med byens moskés 25 års jubilæum.«

En meningsundersøgelse i JP-Århus afslører imidlertid, at 64% af århusianerne er imod stormoskeen, 25% for, mens 11% ikke har taget stilling. I TV2-Østjylland den 30. 11. siger borgmester Flemming Knudsen som reaktion herpå, at kommunen ikke vil støtte moskeen økonomisk, men til gengæld afviser han angreb på muslimernes ret til selv at finansiere og opføre den: »Jeg håber ikke, at danskerne er kommet så langt ud, at vi ligefrem bliver intolerante – så kristne har jeg nu ikke indtryk af, at folk er.«

Venstres rådmand, Hans Schiøtt afviser også i samme udsendelse, at man kan standse byggeriet af en moské, »medmindre man vil bryde Grundloven, og det vil jeg i hvert fald ikke være med til«.

Arne Melchior om Pia Kjærsgaards moskémodstand: »Dér har vi intolerancen i lys lue«

I B.T.s klumme »Sådan sagt« den 5.11. ser Peter Bay heller ingen grund til at ophæve religionsfriheden: »Alle andre religiøse samfund i Danmark har et utal af kirker og bedehuse, så hvorfor ikke acceptere et par moskeer – for min skyld gerne med både kupler og tårne.« Bay har tilmed et forslag til at afhjælpe problemerne omkring placeringen: »Med det svigtende besøgstal i vore kirker kunne vi vel nok afstå et par kirkerum til muslimerne, ligesom man har gjort det i Holland.«

Århus' biskop, Kjeld Holm udtaler i DR2s magasin »Indefra« den 10.11.: »Rent principielt har jeg ikke noget at indvende mod det.« Biskoppen mener, at en århusiansk stormoské ville være gavnlig for muslimer såvel som ikke-muslimer, i og med at religionen ville »komme op i lyset« og ikke være henvist til at udspille sig i »dølgsmål«. Siden udtrykker han dog bekymring for, at projektet skal udvikle sig til en »provokation«, hvis det »ligefrem skal være en stormoské« (Berlingske Tidende, 29.11.).

Overrabbiner Bent Lexner er helt uenig og siger i samme avis: »Provokation? Så er vores synagoge i Krystalgade i København måske også provokerende? Eller hvad med den jødiske begravelsesplads, der ligger i haven lige foran Musikhuset i Århus – er den provokerende?« Overrabbineren mener, at moskeen er »en fremragende idé«.

Fra MF for Enhedslisten, Keld Albrechtsens side er der heller intet vægelsind. Til »Indefra« siger han: »Jeg synes, at alle trossamfund har ret til deres egen kirke. Det er et princip, som vi har haft i Danmark, i hvert fald siden Grundloven blev vedtaget. Og derfor synes jeg, at det må være rimeligt, at man finder en løsning, sådan at også de muslimske trossamfund kan få rimelige forhold.«

I en kronik i B.T. den 26.11. går Arne Melchior CD skarpt i rette med Pia Kjærsgaards udfald mod stormoskeen og hendes stempling af islam. At islam skulle være uforenelig med dansk, kristen tankegang, afviser han med ordene: »Dér har vi intolerancen i lys lue. Grundlovsparagraffen siger ikke et eneste ord om, at trosfriheden afhænger af sammenfald med dansk, kristen tankegang. Der er med garanti ikke noget som helst ved en moské, der vil stride mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Melchior fremhæver, at hverken danskere eller dansk kultur har taget skade af den store synagoge i København, der blev bygget i 1833, og spørger Kjærsgaard om, hvorfor hun aldrig angriber den missionerende kristendom: »Pia Kjærsgaard – og ligesindedes – intolerance fremgår mest klart af det forhold, at hun aldrig har angrebet den danske ydre mission. Vi samler ind til, og vi udsender en mængde missionærer til andre lande i andre verdensdele. De tager ud for at fortælle de derboende, at de er galt afmarcheret. De tror på noget forkert, og nu skal de bare høre, hvad de bør tro på, hvis de vil have plads i det såkaldte evige liv. De kommer aldeles ukaldede for at belære andre om, at de ikke er rigtig kloge, men nu skal den danske missionær nådigt fortælle dem, hvad de bør tro, hvorledes de bør bede og i det hele taget opføre sig.«

Imamer bakker op om stormoskeen

I mellemtiden konkretiseres projektet hastigt. Forsiden på Århus Stiftstidende den 14.11. lyder: »Religiøse ledere støtter planer om stormoské til 100 mio. kr.« Avisen konstaterer, at »15 imamer i Århus bakker op om et stadig mere konkret projekt«. Leonard Martin udtaler til samme avis: »Det er ikke bare løs snak – vi er ved at tegne skitser, og vi har tilsagn om penge fra flere sider.«

På et pressemøde den 16.11. præsenteres projektets styringsgruppe, der består af formand Rage H.M. Rage (Det Somaliske Folk i Danmark), næstformand Karima Fahim (Islamisk Informations Center), talsmand Leonard Martin (All African Organisation), Fahti Aksay (Islamisk menighed i Århus), Osman Öztoprak (Islamisk menighed i Århus), Abdessamad Fateh (Islamisk Forbund i Jylland), Khadija Johansen og Aïcha Højen.

Komiteen repræsenterer både afrikanske, arabiske, tyrkiske og danske muslimer. Finansieringen vil ske gennem frivillige bidrag og ansøgninger til offentlige myndigheder, fonde og organisationer. »Vi påtager os selv ansvaret for finansieringen og vil samle pengene ind fra alle både herhjemme og i udlandet, som ønsker at støtte projektet. Men derudover vil vi selvfølgelig søge om penge alle de steder, hvor det er muligt. Andet ville være dumt. Vi er også skatteborgere, som bidrager til dette samfund, og derfor har vi ret til at søge om støtte, hvor det kan lade sig gøre,« siger Osman Öztoprak til Århus Stiftstidende den 17.11.

Imod alle odds er stormoskeen i Århus kommet nogle afgørende skridt nærmere. Men vi har næppe oplevet det sidste benspænd endnu.

Rune Engelbreth Larsen