Det scenografiske udstyr minder om noget set i vinduerne i Istedgade
Følgende kommentar af Peter Tudvad blev bragt i Berlingske Tidende den 1. august. Heller ikke denne gang fik vi lov til at tage til genmæle mod Tudvads angreb i avisens debatsider, hvorfor vi i stedet bringer hele kommentaren samt vores svar her:

Det århusianske universitets- og stridsskrift Faklen er rykket i felten til kamp for den fuldkomne kærlighed. I Kongens Have, lige ved siden af kasernen, har en gruppe af Faklens aktivister otte gange i juli sat denne kærlighed i scene under titlen »Gudindens Genkomst«. I en annoncering af forestillingen hed det lovende, at den med sit »radikale opgør med kristendommen og en vis seksuel realisme« kunne virke anstødelig. Det var nu så som så med det live show, nogen måske ville have håbet på, men det scenografiske udstyr i Kongens Have – lak og læder, kutter og kjoler – mindede ikke desto mindre om noget set i vinduerne i Istedgade.

»Gudindens Genkomst handler om muligheden af, at Kvinden efter to årtusinders mandsdomineret kult atter kan blive respekteret,« forkyndte Faklen og forklarede, at forestillingen var tænkt som en art gudstjeneste for Dionysos; ved at betjene sig af »kultiske instrumenter«, som sikkert var udlånt af Det Sorte Univers eller S/M Shoppen, og »en klassisk liturgisk tekst« ville Faklen hylde den fordomsfri kærlighed. Morale: »At menneskene skulle forelske sig i stedet for at fordømme.« Vision: »En Tid med Venskab, Kærlighed og Lighed mellem Kønnene.«

Det sidste lyder jo som et forjættende mål, og selv om jeg indrømmer, at de midler, Faklen tilbød, var ganske stimulerende, så ville jeg ikke sætte min lid til dem i bestræbelsen på at realisere mere og andet end min egen lyst. I dag, hvor seksuelle tabuer er blevet tabu, og hvor man prompte henvises til en psykoterapeut, hvis man for længe er gået og blevet tyk bag ørerne, synes Faklens libidinøse kærlighedsideal endda at være bornert.

Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed, har en begavet amerikansk forfatter spurgt, men Faklen synes ikke at være i tvivl, selv om de angiveligt skriver for »erkendelsesterrorister«: At elske er at kopulere i overensstemmelse med sin lyst.

I det sidste nummer af Faklen (nr. 8) er de århusianske libertinere ude i samme ærinde: En prostitueret interviewes, og da hun frit og frejdigt har valgt sit erhverv, mener Faklen, at det er absurd, at et liberalt samfund kriminaliserer hendes job. Jeg er fuldstændig enig: Det er særdeles tiltrængt, at nogen konfronterer os med vores dobbeltmoral, og hvis ludere typisk er så attraktive og klædt i moderigtig lak og latex, som de ledsagende billeder viser, så vil jeg straks lægge penge til side til ved førstkomne lejlighed at lade mig pirre af bondage og andre kliniske raffinementer.

Men uden at ville tage ordet fellatio i min mund vil jeg hævde, at Faklen tager sin rigeligt fuld, når bladet i sin leder ophøjer prostitution til den højeste kærlighedsgerning. Gudindens genkomst kan for min skyld gerne ske i en luders skikkelse (ligesom en anden gud lod sig inkarnere som tømrersøn), men eksklusivt at kåre prostitution som den ypperste Gudstjeneste og mest ubetvivlelige næstekærlighed er på nippet til at være latterligt og ikke engang forargeligt.

»At leve af kærlighedens gerninger er blevet forbudt,« skriver Faklen, men »i hvilken profession gives vel noget, der er større?« Næh, vel er det sjældent en større oplevelse at gå i kirke end på bordel, men hvis præsten ville praktisere den næstekærlighed, han forkynder, så er han fremdeles mere revolutionær end luderen – og kristendommen end Faklen.

Svar:
Forargelse kender mange former. Den »frisindede« skammer sig lidt over den, for den er ikke rigtig progressiv og skal derfor helst pakkes ind i patroniserende causeri, gerne betonende sit »Jeg er skam ikke forarget, men …« Ikke desto mindre kan man genkende den derved, at dens maniske fokusering på forargelsens genstand, som den henkastet hævder sig hævet over, altid er så pinligt afslørende ude af proportioner.

Således er den københavnske kommentator og aktivist Tudvad rykket i felten i Berlingske Tidende i et malerisk forsøg på at vende sin bornerthed over Faklens forestilling, »Gudindens Genkomst«, til en intellektualiseret latterliggørelse, der behændigt manipulerer kendsgerningerne. Læseren af denne avis, som ikke har set stykket, er heldigt nok fuldstændig afskåret fra at konstatere dette, og den slags kneb letter selvfølgelig den billige sarkasme.

»Faklen er rykket i felten til kamp for den fuldkomne kærlighed,« hedder det således, og som understregning af denne »fuldkomne kærlighed« karakteriserer Tudvad fikst »det scenografiske udstyr« som »lak og læder, kutter og kjoler«, der minder ham om »noget set i vinduerne i Istedgade« … Aha. Jamen så ved vi jo, hvad det drejer sig om: Sex i den lidt mere kinky udkant af kærlighedslivet, højtravende og selvhøjtideligt proklameret som den »fuldkomne kærlighed«, ikke sandt? Vi behøver ikke vide mere for at se det banale optrin for os, en kvinde i latex, et afdækket bryst og en kæde – nej, læseren kan let forvisse sig om, at det sandelig er alt andet end vedkommende, gennemtænkt og spændende teater, Tudvad her gør sig lystig over.

Så hvorfor dog også beskæftige sig med indholdet – hvad der sker på scenen, hvordan teksten lyder, hvorledes plottet er skruet sammen, det kulturhistoriske ærinde – når man kan rive to linjer ud af en løbeseddel og to minutter ud af en forestilling på trekvart time, hvor fortælleren er en kvinde i lakkjole, og hvor et par kvinder poserer i lak og læder – og det var så dét stykke. Det var alt, hvad Tudvad så og helt for egen regning titulerer den »fuldkomne kærlighed«, men det var tilsyneladende tilstrækkelig hjertekrympende til, at den frisindede kommentator måtte anstrenge sig for at overbevise sig selv og alle Berlingske Tidendes læsere om, at han skam ikke var den mindste smule forarget.

To minutter. Redeligt refereret og sobert analyseret …

»Det scenografiske udstyr« minder om noget »set i vinduerne i Istedgade« – en for læserne oplysende, interessant og skarpsindig analyse? Tja, »det scenografiske udstyr« inkluderede såmænd også sommerkjoler, tørklæder og bøger, lærredsbukser, skjorte, musikinstrumenter og et neg – alt sammen »set i vinduerne i Istedgade« ?

Nej, men Tudvad har flere fine finter i ærmet: Forestillingen »var tænkt som en art gudstjeneste for Dionysos«, hævder han uden at blinke, og stikker således frejdigt endnu en plade. Men selvfølgelig – hvad rager vel sagen sagen?!

Tudvad kan mange tricks. De »kultiske instrumenter« var sikkert »udlånt af Det Sorte Univers eller S/M Shoppen«, bemærker han med en undertrykt fnisen. Det ubesvarede spørgsmål er så blot, hvilket formål Tudvad mon mener, at hans fjollede forvanskning egentlig skal tjene?

Det er selvfølgelig tænkeligt, at det snarere er eklatant uvidenhed end småborgelig forargelse, der er drivkraften, men i så fald kan vi da oplyse Tudvad om, at de »kultiske instrumenter« var bullroarer, cymbaler og sistraer, som os bekendt ikke forhandles i S/M Shoppen – hvis udvalg af musikinstrumenter efter sigende da også er temmelig begrænset.

Men det er da muligt, at vi tager fejl – ud fra det intime kendskab, han lægger for dagen betræffende »Det Sorte Univers«, skal vi ikke afvise, at Tudvad på denne kryptiske adresse både køber sine skjorter, guitarstrenge og håndjern, før han slår et smut forbi den nærliggende bondageklinik for at skimme Berlingeren. Uden at ville tage Tudvad med bukserne nede flere gange end nødvendigt, vil vi dog hævde, at den libidinøse kommentator i hvert fald rigeligt tager røven på redeligheden også her, når han i en ekstatisk vision når frem til sin storslåede analyses konklusion på Faklens forestilling: »At elske er at kopulere i overensstemmelse med sin lyst.«

Der kan man bare se. Vi skal overlade det til andre at vurdere, om Tudvads omhyggeligt udspecificerede facit er udtryk for bemærkelsesværdig skarpsindighed – eller blot bemærkelsesværdig ubegavethed.

Men en anden gang, den store kommentator måtte føle trang til at gøre sig som teateranmelder, kunne det måske være interessant, om han ville nedlade sig til at lægge forargelsen til side og sætte sig bare en smule ind i sit stof.

Det gælder selvsagt også, når han vender sig direkte mod Faklen og uden hold i den omtalte leder i nr. 8 skriver, at vi »eksklusivt kårer prostitution som den ypperste Gudstjeneste og mest ubetvivlelige næstekærlighed« … Heller ikke her skal vi gøre os kloge på Tudvads sikkert ædle motiver til bevidst at skyde os frit opfundne pointer i skoene og stable elegante løgne på benene for i en snæver vending at forankre sin forargelse over teaterstykket i tidsskriftet selv, der tilsyneladende også har bragt den ligevægtige kommentator så meget fra koncepterne, at han af alle steder må søge tilflugt i kristendommen (næppe til Berlingske Tidendes utilfredshed, der placerede indlægget klods op ad lederen med en fin lille tegning til).

Kristendommen er jo »næstekærlig«, og det er jo »revolutionært« – jojo, og Møllehave er vel marxist, biskop Holm humanist og kirken kommunistisk … Sagen er bare, at der ikke findes én ideologi, ikke én religion, som ikke i en eller anden forstand bedyrer sin næstekærlighed – de har naturligvis ikke alle præcis samme opfattelse af hverken »næsten« eller »kærligheden«. Det Nye Testamente, som uden skrupler indskærper verdens undertrykte at affinde sig med undertrykkelsen, har i periferien af sit eskatologiske slug den særlige version heraf, at man skal hjælpe sin næste for sin egen himmelske saligheds skyld, og det er da naturligvis også bedre end slet ikke at hjælpe ham … Men »revolutionært«?

Måske du skulle prøve at kigge lidt i sidste del af en bog, der hedder Bibelen.

Redaktionen

Kulturrelativismen støtter undertrykkende kulturer
Morten Isaksen, Østergade 35, 7500 Holstebro, skriver bl.a.:

Det er tankevækkende, hvordan Faklen med sin kulturrelativisme kommer til at støtte nogle efter vore øjne særdeles undertrykkende kulturer.

Når man f.eks. ikke vil anerkende menneskerettigheder som universelle, har man jo intet grundlag for at kritisere f.eks. omskæring af kvinder i Sudan, enkebrændinger i Indien og barbariske amputationsstraffe i Saudi Arabien. Disse steder kan sådanne handlinger jo finde begrundelse i den religiøse tradition, og nogen religionskritik kan man ikke få fakkeltilhængerne med på. Jo, man vil gerne kritisere kristendommens kætterbrændinger i middelalderen, men man vil ikke anerkende, at det er den religiøse tankegang i sig selv, der skaber baggrund for en sådan umenneskelighed.

Noget, der kunne skabe fremskridt for menneskeheden, var et konsekvent opgør med den dogmetro, der er kernen i al religion.

Svar:
Nej, vi kan selvfølgelig ikke anerkende, at det er »den religiøse tankegang i sig selv«, der er baggrunden for den umenneskelighed, vi f.eks. ser i kætterbrændinger, lige så lidt som nogen vel måtte kunne anerkende, at det er »den politiske tankegang i sig selv«, der er baggrunden for den umenneskelighed, vi f.eks. finder i Auschwitz. »Dogmetroen«, som du angriber, er en fare i al tænkning, ikke kun den religiøse, selv om mange kulturreligioner rent faktisk er uden en dogmatik.

Vi kan da heller ikke anerkende den dogmetro, der tildeler menneskerettighederne Universel status. Det er simpelt hen endnu aldrig nogen sinde lykkedes nogen som helst at opregne et eneste forhold, som ikke er afhængigt af iagttageren, de begreber, med hvilke det begribes, de definitioner, på baggrund af hvilke det kategoriseres, eller den sammenhæng, hvori det forekommer, hvorfor intet som helst kan være absolut eller universelt i nogen sædvanlig forstand af ordet, men er kontekstafhængigt og derfor relativt. Det gælder menneskerettigheder såvel som fiskekvoter, tyngdelov og straffelov, etik og matematik.

Deraf følger ikke, at anything goes, at erkendelsen er fuldstændig vilkårlig, men blot at den er betinget af de anvendte konventioner og modeller, og at også disse i sidste ende er udtryk for menneskelige luner, præferencer og vedtægter, og altså ikke nogen universel eller guddommelig facitliste.

Sandheden er kontekstafhængig, og kun, om vi besinder os på denne relativisme – eller det »dogme«, at dogmer er relative, om man kan klare paradokset – gør vi op med de farlige implikationer af absolutismen og dogmatikken. Også i menneskerettighedernes navn er grusomheder begået, fordi det altid er så bestikkende at tage alle midler i brug, når det Gode og Absolutte skal »forsvares«, eftersom modstanderen jo må være det Onde – her er sjældent plads til nuancer og forståelse – og propagandaværdien er maksimal.

Men fordi vi ikke har noget universelt grundlag at tage afsæt i, betyder det ikke, at der ikke er noget »grundlag for at kritisere f.eks. omskæring af kvinder i Sudan«. Behøver vi da altid en ny Dogmatik at læne os op ad? Kan vi ikke kritisere, hvad vi ikke bryder os om, fordi og kun fordi vi ikke bryder os om det ud fra vore egne præmisser? Det er selvfølgelig vanskeligere end at henvise til et dogme, fordi vi i vid udstrækning er nødt til selv at søge en forståelse også af det, vi tager afstand fra, men mon ikke det så til gengæld begrænser misforståelser og fordomme?

Nogle forhold er lettere at tage afstand fra end andre, f.eks. tvangsomskæringer og holocaust, men den automatiske fordømmelse af ethvert forhold, blot fordi det afviger fra vore egne normer, er både arrogant, kulturchauvinistisk og farlig.

Vor egen kultur er et glashus – Faklen starter her, før vi kaster sten efter andre kulturer. Vi gør op med kristendommen som en del af vort eget glashus' fundament, eftersom a) kristendommens primære nytestamentlige sigte slet og ret er dommedag, b) kristendommens absolutistiske udgangspunkt er latent totalitært, og c) det Nye Testamentes indskærpelse af kvindeundertrykkelse, dødsdom over homoseksuelle og passivitet over for undertrykkere på længere sigt kan få særdeles uhyggelige konsekvenser i den politiske sammenhæng, vi i dag ser i den gryende alliance mellem kristendommen og det nye højre.

Redaktionen