Det kan forklares (begrundes) på flere måder. Bl.a. ved jeres optræden juleaften i Helligåndskirken. Den var billig, idet intet er lettere end at gå ind i en kirke og råbe op. Den var barnagtig (se, hvad vi tør; og vi kom i TV, og alle mennesker kiggede på os og blev rigtig sure!). Den var dum, idet »budskabet« var noget politisk, venstreorienteret tågesnak, som er hørt 10.000 gange før, og som ingen med et minimum af kendskab til konkrete samfundsforhold gider spilde tid på.

Desuden finder jeg tonen i jeres blad direkte i modstrid med det, I hævder at ville fremme: Humanisme og tolerance.

I fører jer frem med en akademisk skråsikker jargon uden antydning af selvkritik endsige humor. Rethaveri og bedreviden er de virkelige grundlag for jeres synspunkter i langt højere grad end ønsket om dialog. I har ikke fattet, at demokrati er et menneskesyn byggende på humanisme og tolerance i lige så høj grad, som det er en politisk samfundsform. Et demokratisk menneskesyn er uforeneligt med jeres nedladende stil over for anderledes tænkende.

Hermed slukker jeg »faklen«, thi »lys uden varme er helvedes kval!«

Stik fingeren i jorden
Ole Eivind Hansen, Carl Th. Dreyers Vej 286, 2.4., 2500 Valby, skriver:

I Faklen nr. 6 havde jeg et læserbrev, som var en forkortelse af en artikel, som jeg indsendte. Artiklen var forkortet til under en femtedel af den oprindelige længde. Jeg respekterer redaktionens ret til at forkorte indsendte indlæg, men efter min mening gik mange væsentlige ting bort ved denne forkortelse.

Jeg ved godt, at hvad, der er væsentligt, og hvad, der er mindre væsentligt, er subjektivt, men jeg synes, at jeres efterfølgende besvarelse af mit og Willy Bjørndals indlæg med al tydelighed viser, at I i hvert fald ikke har sat jer ordentlig ind i, hvad min holdning til genteknologi er.

I beskylder mig og Bjørndal for at være imod forskningsfriheden til at tilfredsstille den menneskelige nysgerrighed. Hvis man læser min artikel i sin fulde længde, vil man se, at jeg faktisk ikke afviser al anvendelse af genteknologi, jeg er bare meget kritisk over for, hvordan den anvendes. Specielt gør jeg meget ud af at argumentere imod anvendelse af genteknologi i landbrug og udsættelse af genmodificerede organismer i det åbne miljø. I kommenterer overhovedet ikke disse argumenter, ja, I har simpelt hen forkortet dem væk.

I skriver, at forskning i genteknologi er lige så lidt uetisk som at læse en bog eller studere en supernova. Ja, en maskinpistol er ikke det mindste uetisk i sig selv, men anvendelsen af den kan meget vel være temmelig uetisk. Manglen ved ovenstående udtalelse er, at I ikke skelner mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning.

Jeg mener, at grundforskning i genteknologi og kortlægning af gener er yderst velkommen. Men når den deraf fremskaffede viden bruges i en klart anvendelsesorienteret videre forskning og i samfundsmæssig og industriel henseende, er der klare etiske aspekter at tage stilling til.

Hvis genteknologidebatten skal fortsætte på fornuftig vis, vil jeg foreslå, at I stikker fingeren i jorden og ser på den debat, der har kørt i de sidste ti års tid. Læs f.eks. Noahs grundige og saglige materialer om genteknologi, der godt nok udtrykker klare holdninger, men som ikke bærer præg af fanatisme. Var det ikke en idé med et interview med et relevant medlem af Noah som f.eks. Jesper Toft?

Her får I et par spørgsmål som inspiration til videreførelse af debatten:

1) Anser I det for nødvendigt at anvende genteknologi inden for landbrug? Underforstået: Findes der ikke andre og endda lettere tilgængelige måder at løse de problemer i landbruget, som det hævdes, at genteknologien kan løse?

2) I mener, at man skal adskille problemstillingen vedrørende genteknologi og det kapitalistiske system. Det kan teoretisk set være rigtigt nok, men hvordan gør man det i praksis inden for landbruget? Hvordan finansierer og designer man forskning og udvikling inden for genteknologi, så man kan være sikker på, at det fremmer et bæredygtigt landbrug, både i social og økologisk forstand?

3) Med udsagnet om, at »naturen i forvejen konstant og aldeles ukontrollabelt manipulerer sig selv, også på genniveau«, benægter I, at der er miljømæssige risici ved at udsætte GMOer [genetisk modificerede organismer, red.] i det åbne miljø. Hvordan kan I være så sikre på det? (I den bortforkortede del af min artikel argumenterer jeg for, at det, at man overfører gener imellem evolutionært set fjernt beslægtede organismer, kan få uforudsete økologiske konsekvenser).

4) Hvad mener I om patenter på livsformer?

Svar:
Vi fandt, at de dele af det omtalte indlæg, som ikke blev bragt i Faklen nr. 6, var mindre interessante for én på en gang bredere og dybere diskussion.

Men siden du insisterer, skal vi gerne besvare de mere konkrete spørgsmål:

Ad 1) Meget tunge, langsigtede opgaver som f.eks. gentilplantning af menneskeskabt ørken kunne muligvis løses med en eller anden gensplejset plante med et vidt forgrenet rodnet. Og muligvis ikke – men hvis man ikke til stadighed udvikler sine teknikker og høster erfaringer ad den vej, sker det med garanti ikke.

At bestemte, konkrete problemer i den vestlige verdens landbrug evt. kan løses med konventionelle teknikker, er lige så lidt et argument imod forskning i udviklingen af genteknologiske løsninger, som det, at en skrivemaskine kan løse mange opgaver, er et argument mod udviklingen af tekstbehandlingssystemer til computere.

Ad 2) Blot fordi man kan kritisere en eventuel kapitalistisk udnyttelse af et vidensområde, behøver man selvfølgelig ikke fordømme anvendelsen generelt. Behøver eller kan man overhovedet designe forskningen, så man kan »være sikker på« at fremme et bæredygtigt landbrug? I så fald måtte det kræve betydelige profetiske evner, for uden dem ville man unægtelig risikere at skyde mangen en gavnlig forskning i sænk, om man »gættede« forkert i forhold til de senere mulige implikationer.

Det er selvfølgelig klart, at hvis staten ønsker at fremme forskningen inden for et bestemt område, må den hoste op med nogle øremærkede midler. Men det er lige så klart, at det samtidig er præcis sådan, staten styrer forskningen – og vi ser nu helst, at staten såvel som kapitalinteresserne generelt styrer så lidt som muligt.

Med forskningen »overladt til sig selv« kan man naturligvis ikke være sikker på noget som helst – men spørgsmålet er så, om ikke vi har god grund til at have en hel del mere mistillid til såvel overordnet statsstyring som abstrakt etik, end vi har til at mistro den enkelte forskers motiver.

Ad 3) Vi har aldrig benægtet, at der kan være miljømæssige risici ved at udsætte genetisk modificerede organismer i det fri. Det er klart, at der må gå omfattende kontrolforanstaltninger forud for noget sådant. Til gengæld er der ikke noget principielt problematisk ved at overføre gener mellem fjerntbeslægtede organismer, selv om du da har ret i, at resultatet er sværere at forudsige end ved traditionelt samleje. Forskningens vilkår er nu engang, at den er svær at forudsige – ellers var der vel heller ingen grund til at forske …

Med udsagnet om, at »naturen i forvejen konstant og aldeles ukontrollabelt manipulerer sig selv, også på genniveau«, siger vi blot, at frygten for forskerens genmanipulation ofte er ude af proportioner, når man tænker på de vide grænser for, hvad der kan komme ud af naturens eget »laboratorium«.

Så kan man selvfølgelig vælge at kalde det ene »unaturligt« og det andet »naturligt«, men derfor er det ene ikke nødvendigvis »farligere« end det andet. Og f.eks. som visse modstandere af genteknologi at parallelisere det med distinktionen »umoralsk« og »moralsk« er under alle omstændigheder at slå ind på en vej, der i sidste ende må insistere på at køre evolutionen baglæns. Men hvad vil det egentlig sige, at aben – eller lungefisken, for den sags skyld – skulle være mere »naturlig« end mennesket?

Ad 4) Patenter på liv er mindst lige så absurde som patenter på legoklodser og dåseåbnere – og udtryk for en tankegang, der er humanismen fremmed.

Den skelnen mellem grund- og anden forskning, som fremstilles så imperativ, er generelt stort set umulig: Næsten al forskning sigter naturligvis på anvendelse i en eller anden forstand.

Mennesker, der for 40 år siden forsøgte at fremstille funktionelle datamaskiner, kunne f.eks. dengang siges at være beskæftiget med grundforskning, eftersom det, de producerede, ikke umiddelbart kunne omsættes til noget, der var nyttigt, andet end en udvidelse af deres egen forståelse af digitale systemer – men det er jo også en form for anvendelse. Der findes vel også stadig grundforskning inden for et område som f.eks. datalogi, selv om ethvert resultat med overvejende sandsynlighed umiddelbart vil kunne omsættes til nyttige algoritmer.

Det må således være irriterende for den idealistiske grundforsker, hvis en ingeniør eller mediciner en dag påpeger, at vedkommendes forskningsfelt afføder resultater, der kunne udnyttes i praksis. Så er det altså bare med at gå tilbage til et deskriptivt studium, der endnu ikke er blevet utilitaristisk besudlet?

Ikke bare genforskningen, men forskningen i almindelighed må for så vidt være fri i samme forstand, som mennesket må være frit. Den eneste begrænsning af friheden må være den, at ingen forskning dermed hindrer andre mennesker i at nyde den frihed, som forskeren i sin forskning selv benytter sig af.

Redaktionen

Er ikke toleranse og frihet også et spørsmål om moral og etikk?
Bjørn Stærk, bjornsta@sofus.hiof.no, skriver:

Jeg er forvirret. I lederen i Faklen nr. 7 står følgende: »Moralske ideer og bud er i sidste ende altid en undskyldning for intolerance, tvang og ensretning – de kan heller aldrig være andet, for er de det, er de ganske enkelt ikke længere moralske. Den moral, der måtte kræve tolerance, frihed og forskellighed, er lige så lidt en moral, som den lov, der måtte påbyde anarki, er en lov.«

Og så: »Den humanistiske morale er, at humanismen altid må være amoralsk.«

Opereres det ikke her med et veldig snevert moralbegrep? Moral = moralisme. Men er ikke toleranse og frihet også et spørsmål om moral og etikk? Er ikke moral nettop en definisjon av hvilke handlinger som er gode, og hvilke som ikke er det?

I så fall trenger jo humanister moral for i det hele tatt å kunne definere det å tolerere andres meninger som et gode, like mye som religiøse trenger den for å gjøre det motsatte. Og hvordan kan da humanismen være amoralsk. Hvilken definisjon av moral er det Faklen opererer med her?

Svar:
Moral og etik, i hvert fald som vi kender det fra de seneste par årtusinder, har altid hævdet et Absolut udgangspunkt. En etik, som ikke er absolut, og som står på frihedens og tolerancens side, overflødiggør sig selv, eftersom frihed ikke er et gudsgivent Dogme eller et eviggyldigt filosofisk Ideal, men slet og ret en længsel, som alle derfor heller ikke deler i samme grad – og tilsvarende er tolerance lige så lidt en uomgængelig Sandhed, men blot en tilbøjelighed, som kan fremmes eller hæmmes.

Ophøjer vi humanismens frihed, forskellighed og tolerance til samme Absolutte Bud som den etik, der har næret ufriheden, ensartetheden og intolerancen, er der ingen grænser for, hvad der kan retfærdiggøres i den absolutte humanismes navn – betænk blot, hvor megen grusomhed der de sidste to tusind år er »retfærdiggjort« i den absolutte godheds navn!

Retter vi derimod skytset mod netop absolutismen – enhver absolutisme – står vi tilbage med et relativistisk udgangspunkt, som kun kan avle tolerance, fordi det pr. definition må renoncere på princippet om, at nogen som helst sandhed er Sandheden, og følgelig tillige må afvise, at en hvilken som helst således aspirerende sandhed derfor skulle have moralsk ret til at undertrykke nogen »usandhed«.

Der er ikke nogen grund til – og der er ikke noget holdbart grundlag for – at slå hinanden oven i hovedet med indholdstomme kategorier som Etik og Moral, den slags er ligesom den abstrakte Gud blot blevet refleks-henvisninger til en illusorisk absolutisme for at skjule manglen på personlige argumenter. I sidste ende dækker ingen af delene andet end individuelle følelser og private overbevisninger – som nu og da deles af andre, nu og da ikke.

Så hvorfor ikke tage konsekvensen og erkende, at humanismen som alle andre overbevisninger er, og kun er, udtryk for en grundopfattelse, som simpelt hen tiltaler én – og kan man så bevirke, at den tilmed måtte vække genklang og tiltale andre, så glæde sig over dét i stedet for f.eks. at tro, at man har bevist noget som helst? Hvem har da behov for at hykle, at humanismens tiltrækning i sidste ende ikke er præcis lige så betinget af personlig præference, karakter og tilfældighed som f.eks. kommunismens og liberalismens, mithraismens og kristendommens eller idealismens og materialismens?

Pointen er netop, at moralen er en definition af, hvilke handlinger der er gode, og hvilke der er onde – og en sådan definition må altid hæve sig over tid og sted, individ og situation. Men hvilken handling er hævet over tid og sted, individ og situation? Kan drab ikke både være anbefalelsesværdigt og forkasteligt, og kan underkastelse ikke både føre til slaveri og kærlighed – alt afhængigt af de implicerede såvel som af tid og sted?

Etikken som sådan kan ikke tage den slags hensyn, men hævder netop pr. definition sit kategoriske imperativ og sin inappellable Moral. Humanismen, som vi opfatter den, må derimod lade sig nøje med sit famlende, amoralske Måske.

Men det er til gengæld dét Måske, der kommer de ukurante, de anormale og de forkerte til gode, for måske de slet ikke er ukurante, anormale og forkerte – måske er de bare mennesker. Det er dét Måske, der er stenen i statsministerens, politidirektørens og chefredaktørens sko, den lillebitte, uundslippelige tvivl, der nager og skræmmer: Hvem ved, måske det alt sammen kunne være helt, helt anderledes.

Men selvfølgelig – måske tager vi fejl.

Redaktionen