Mens et udvalg forsøger at finde et juridisk grundlag for at forbyde Hells Angels og Bandidos, arbejder justitsministeren på at gøre den såkaldte rockerlov, »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, permanent – til trods for, at begge lovtiltag er begrundet i en væbnet konflikt, som ikke længere eksisterer. Vi har talt med Jim Tinndahn fra Bandidos og Jørn Jønke Nielsen og Bent »Blondie« Svane Nielsen fra Hells Angels om konflikten mellem klubberne, særloven, det mulige forbud og stemningen i bikermiljøet, hvor man i øjeblikket drøfter en fusion mellem de to klubber …

Faklen: Hvad var årsagen til den konflikt, der resulterede i indbyrdes stridigheder og både dræbte og sårede hos Hells Angels og Bandidos?

Jim: Det startede konkret med private uoverensstemmelser mellem enkelte medlemmer i Hells Angels og Undertakers - før vi blev Bandidos - men den væsentligste årsag til, at det udviklede sig til en konflikt, var, at myndighederne, politiet og pressen gjorde alt for at skabe indbyrdes strid imellem os.

Jønke: Den struktur, klubberne altid har haft, har været uden egentlige love og regler til at styre medlemmernes adfærd, og derfor har der ikke været nogen central styring, der i tide kunne forhindre det i at eskalere.

Jim: Samtidig er aviserne jo blevet ved med at påstå, at nu kan den ene part »ikke tåle mere«, og nu må den anden part »gøre noget voldsomt« for at besvare »angrebene« og for ikke at »tabe ansigt« - og meget mere i den dur for at puste til ilden. Og så sidder de enkelte medlemmer og andre tilknyttede rundt omkring og lader sig ophidse af pressens manipulationer, der kun tænker i lette fjendebilleder og sensationer, og så er der altså nogle personer, der har reageret voldsomt.

Faklen: Der var altså ikke oprindelig tale om en konflikt mellem klubberne, men om små stridigheder mellem medlemmer, som så eskalerede under pressens vedholdende påstande om, at en krig var under opsejling?

Jim: Ja. Der har selvfølgelig været medlemmer, som for egen regning har fundet sammen på hver sin side, og som muligvis har planlagt og udført noget sammen, men det gør det jo ikke til en krig, som pressen hele tiden har fremstillet det som.

Men det er altså endt med, at nogle besindige hoveder i begge klubber takket være Thorkild Høyer har stukket hovederne sammen. Den ære skal han have. Men vi har jo i lang tid været klar over, at konflikten var løbet løbsk og truede med at ødelægge bikermiljøet.

Jønke: Man kan sige, at de »besindige hoveder«, som Jim nævner, på et tidspunkt har været sat skakmat af politikernes og politiets utallige hindringer for at få fred og fordrageligehed tilbage i miljøet.

Jim: Alt det, som har kendetegnet bikerkulturen og givet vores tilværelse et indhold, såsom bikeshows, fester, klubhuse og rejser, har man enten ødelagt eller umuliggjort - i en periode konfiskerede de endda vores motorcykler uden nogen som helst grund!

Og vores miljø består af en type mennesker, som du ikke skal chikanere alt for meget, før lidt af ungdommens vilde manerer dukker op igen. Når myndighederne fratager os alt det, vi lever og ånder for, lige fra klubhuse til forsamlingsfrihed, ja, så skaber man bare endnu bedre grundlag for konflikter, for når folk går og keder sig, finder de bare på mindre heldige ting!

Jeg mener helt bestemt, at hvis myndighederne havde hjulpet os i stedet for at modarbejde os, så var vi slet ikke havnet i den her konflikt. Hvis de havde prøvet på at komme i dialog med os fra begyndelsen af, var det aldrig kommet så vidt.

Faklen: Er det jeres indtryk, at politiet aktivt har villet tilskynde til konflikten og forsøger på at opretholde den?

Jim: Ja. Politiet har ikke alene lækket falske oplysninger til pressen og fremstillet udokumenterede og beviseligt misvisende rapporter, men de har også forsøgt at sætte os op mod hinanden og ligefrem fremprovokere attentater, inden der overhovedet var en konflikt.

I begyndelsen af 1993 var der to politifolk, som aftalte et møde med mig på en rasteplads og sagde, at de havde en fuldstændig tegning over HA-klubhuset i Snoldelev, komplet med planer for vagtskifte og alt muligt. »Vi kan jo lige så godt holde sammen og bekrige de svin der,« sagde den ene. Jeg afslog det naturligvis, men han insisterede på, at jeg skulle kontakte ham - H.C. hed han, fandt jeg ud af, da jeg ringede til ham på lokal 7272 på Politigården i København.

Bravopatruljen forsøgte også tit at sætte os op mod Hells Angels, da vi lige var blevet Bandidos i 1993. »Vi skal have HA ud af København,« sagde de, og da vi ikke gad høre på dem, fik vi bare at vide, at vi også kunne blive »smasket«, for det var »deres København«.

Jeg overdriver ikke - de talte altid på den måde.

Jønke: Det er jo meget betegnende, for politiets Bravopatrulje var uden sammenligning Danmarks største rockerbande …

Blondie: De opførte sig langt værre end selv de værste elementer i rockerkredsene i 70erne; slog og sparkede folk i siden, smed gravide kvinder ned på maverne - ja, det er ikke løgn, I drømmer ikke om, hvad de kunne finde på!

Men da så endelig konflikten brød ud, har det også været alt for let for politiet og pressen at manipulere medlemmerne af klubberne med løgne og løse rygter om »hævntogter« og lister over, hvem der »førte« under konflikten, som om det var en sportsbegivenhed.

Og vi må indrømme, at mange i ydermiljøerne er hoppet på den, fordi mennesker i vores subkultur generelt er meget emotionelle og impulsive, og så er det meget nemmere at trykke på de kontakter, som giver den ønskede sensation i avisen.

Jim: Vi har simpelt hen instinkterne mere uden på skjorten end andre mennesker, og det har medierne kunnet udnytte til at få uoverlagte bemærkninger og til at piske en stemning op.

Jønke: Prøv f.eks. at tænke på ham makedonieren, der skød en mand i en bagerbutik for nylig; forestil jer, at samtlige landets aviser i ugevis hævdede, at det »lå i luften«, at familien »burde hævne sig«, og at det nu stod »1-0« til Makedonien over bagerlærlingene … Det er den slags invitationer til konfrontation, vi fik i synet hele tiden, og vi har været dumme nok til at gå på den.

Blondie: For mig at se er det indlysende, at politiet har haft en klar interesse i at skabe en konflikt. Hvis vi virkelig skulle gøres upopulære i befolkningens øjne, var der nødt til at ske et eller andet dramatisk.

Det er jo i realiteten de samme mekanismer, som blev brugt under Golfkrigen. Amerikanerne ville have en konflikt, og det fik de ved at lade den amerikanske ambassadør forsikre Irak om, at hvis de tog en lille bid af Kuwait, ville USA skam ikke blande sig, men blot se det som en intern arabisk konflikt. Men invasionen var kun det påskud, USA ventede på, for at kunne gribe ind i området, og så snart Irak overskred Kuwaits grænse, havde amerikanerne en god undskyldning for at sende militæret af sted.

Det er jo et gammelt kneb: Man sætter to parter op mod hinanden for at få den konflikt, som er »forklaringen« på, at man blander sig, dvs. reelt går ind og overtager magten på den ene eller anden måde. Amerikanerne vandt den krig, som de selv havde givet grønt lys for.

På samme måde har politiet medvirket til at skabe vores konflikt, og på samme måde har de vundet alt. Rettighederne er taget fra os, politiet har fået del i domstolenes magt og utallige nye bevillinger og beføjelser.

Jønke: Og det er ikke engang det hele. Tænk på, hvordan politiet gennem de sidste 5-10 år selv har overtaget alle de stillinger, som folk fra bikermiljøet traditionelt havde, som f.eks. dørvogtere og livreddere - de rager virkelig til sig. Det der uskyldsrene politi, som Danmark efter sigende skulle have haft engang, eksisterer i hvert fald ikke i dag.

Men det virkelig foruroligende er nok, at ingen bemærker, at politiet har sat sig på en lang række politikertaburetter i mange kommuner, ja, selv i Folketinget. I 1991 kaldte politiet os for en »stat i staten«, men der sidder mange ledende politifolk på de politiske beslutningstageres taburetter, så politiet er med til at sidde og bevilge penge til politiet! Hvem er det egentlig, der er en stat i staten - og hvad med tredelingen af magten?

Faklen: Modsat chefkriminalinspektør Per Larsen har justitsminister Frank Jensen og store dele af pressen gentagne gange hævdet, at der var tale om en organiseret krig mellem Hells Angels og Bandidos, der drejede sig om kontrollen med narkomarkedet i Norden …

Jim: Ja, men det er fuldstændig latterligt. Ifølge en i forvejen fordrejet rapport kaldet »Rockerkrigen«, som politiet har afleveret til Folketinget, opregnes 300 kriminelle forhold, som de påstår har forbindelse til konflikten mellem Hells Angels og Bandidos, men på trods af deres mange millioner og utrættelige indsats, hvor de har støvsuget alt, hvad vi ejer og har, drejer kun tre små tilfælde sig om narko!

Jønke: Den bevisbyrde, politiet normalt har over for alle andre mennesker, er ikke tilnærmelsesvis blevet løftet. Ingen beviser eller indikationer, men kun tomme påstande og løse rygter for at svine os til - men selvfølgelig også for at få flere bevillinger og beføjelser. Enhver ved jo, at den almindelige borger og politikerne reagerer skarpt, når ordet narko bliver nævnt.

Og selv om det aldrig nogen sinde er blevet bevist, er det den slags hysteriske beskyldninger, som enhver, der har sin logiske sans, kan tænke sig til, er usande. Vi har måttet høre på det lort gennem de sidste tyve år.

Faklen: Gammelt nag fra krigen mellem Hells Angels og Bullshit har også været fremført som forklaring på konflikten i en rapport fra PET …

Jønke: Det var en helt anden konflikt, dengang Bullshit huserede. Den var sådan set naturlig; den kom indefra, som andre før den, og var en del af en udvikling, hvor subkulturen gik fra rockerstilen til bikerstilen.

Konflikten mellem Hells Angels og Bandidos blev fremprovokeret af udefrakommende kræfter, som har udnyttet, at vi netop er sårbare over for alle de oplysninger, der kommer frem i medierne, og oplysninger, som politiet bevidst har manipuleret og lækket.

Den måde, som medierne har lanceret »krigen« på, er præcis den samme måde, som politiet har præsenteret den på. Men konflikten havde aldrig fået det omfang, den fik, hvis ikke myndighederne systematisk var begyndt at chikanere og smadre vores miljø forinden. Alt det, der gjorde, at vi var bikerklubber, har de taget fra os, og pludselig er vi gjort til hårde, krigsførende bander - og det er klart, at den fremstilling hurtigt tiltrak en anden type mennesker, ikke mindst i ydermiljøerne, som var mindre interesserede i, hvad det vil sige at være biker.

Jim: Det er bl.a. også derfor, man ikke kan udpege én grund til konflikten. Der er mange grunde, som fører til, at enkelte isolerede uoverensstemmelser pludselig optrappes.

Og det er derfor, politiet og pressen kommer med den der narkoteori, for det er noget, folk kan forstå, og som de hader - og så er det meget let at få folk til at være fuldstændig ligeglade med, om politiet smadrer os, eller vi slår hinanden ihjel. Vi er jo bare »de onde narkobagmænd«.

De har ingen beviser, for det hele er opspind, men hver gang, der er en, der bliver taget med en rygeklump hash, så bliver det blæst op som storstilet narkohandel …

Jønke: Det sker tit; narko er jo ikke bare narko. En rygeklump er jo i en helt anden boldgade end heroin, men bliver du taget med lidt hash, vil der helt sikkert stå i avisen, at du er blevet dømt for narkobesiddelse!

Faklen: Ville en legalisering af narkotika være med til at fjerne myndighedernes påskud for at særlovgive mod hele bikermiljøet?

Jønke: Hvis man bemærker det, findes der i hele den der narkodebat - specielt omkring hårde stoffer - jo ikke nogen mere indædte modstandere af legalisering af narko end netop politiets fagforeninger. Det er let at forstå, for som man regnede ud for et par år siden, går mere end 35% af politiets ressourcer til narkobekæmpelse.

Men de eneste former for »narko«, som vores subkultur har anvendt, har været øl, hash, amfetamin og kokain, og det hører jo klart til i småtingsafdelingen i Danmark. Hvis du ser de mængder, der er blevet handlet - for der er enkelte medlemmer på begge sider, som er blevet dømt og fængslet for det - så er de jo forsvindende små i forhold til det, man regner med, der generelt bliver solgt herhjemme.

Så jo, jeg kunne virkelig godt tænke mig, at man legaliserede narkoen, ikke mindst ud fra det egoistiske synspunkt, at vi langt om længe slap for at høre på alt det pis med, at der skulle være narkobagmænd i vores miljø!

Faklen: Men kriminalitet er der vel i bikermiljøet?

Jim: Ja, men hvad så? Hvis du overvåger nogle mennesker 24 timer i døgnet i årevis, så vil der da på et eller andet tidspunkt være en, der f.eks. har solgt en bil og tjent 1.000 kr. sort, har været oppe at slås eller er blevet taget med noget hash i lommen, men er det så et »kriminelt miljø«?

Og hvis det tilmed er en minoritetsgruppe som vores, der selvfølgelig også har medlemmer med vild ungdom og grimme straffeattester bag sig, så er det meget let at blæse op.

Jønke: Vi kan jo snart heller ikke gøre noget som helst lovligt, for nu arbejder man på, at hele vores eksistens skal være kriminel. Udfaldet er givet på forhånd, når en arbejdsgruppe inden for politiet skal finde frem til, om vi kan forbydes - politikerne ofrer jo ikke millioner af kroner på sådan en undersøgelse, hvis ikke den skal være en succes. Og den er kun en succes set ud fra arbejdsgruppens synspunkt, hvis den munder ud i et resultat, der siger: Forbyd dem!

Faklen: Hvordan ville miljøet generelt reagere på et forbud?

Jønke: Det kan vi jo ikke sige med sikkerhed, men det er klart, at der ville komme en reaktion - og personligt vil jeg tro, at det ville være meget uheldigt for det her samfund.

Bikermiljøet har fået en blodtud i en intern strid, og den vil nogen gerne gøre endnu værre, men jeg håber nu også, at politiet tænker sig om og ikke presser os endnu længere op i en krog. Det tror jeg på, fordi de selv har fået en blodtud. Det, de selv havde sat i gang, løb dem af hænde. De mistede kontrollen - det er en blodtud!

Politiet har fået mange penge, ekstra bevillinger og flere beføjelser. De burde være mere end tilfredse nu. I det hele taget viser slutresultatet på konflikten, hvem der har haft gavn af at skabe hele den her situation.

Blondie: Det er klart, at jo mere man forbyder bikermiljøet, jo mindre har bikerne at miste; når alt er mistet, og vi intet har tilbage, bliver deres særlove og trusler uden afskrækkende virkning.

Jim: Myndighederne må også forstå, at der er mennesker, som har været medlem af klubberne, siden de var 18 år, og derfor stort set aldrig har levet på anden vis, og sådan et menneske er det altså umuligt at presse ind i en »almindelig« tilværelse uden motorcykler og klubber.

Jønke: Det er vores liv, der bliver trådt på. Alt, hvad vi har, er blevet taget fra os. Vi er nærmest retsløse. På et tidspunkt bliver man nødt til at bide fra sig - og hvis ikke man kan det ad rettens vej, kan I selv gætte jer til, hvad der kan ske …

Jim: Det er logik for begyndere, at hvis man hele tiden fjerner de positive ting og angriber de positive ting i et miljø, så vil man uundgåeligt fremprovokere de negative.

Faklen: Men kan man alligevel ikke sige, at myndighedernes strategi vandt - I kunne ikke fordrage hinanden og sloges med alle tænkelige våben, men så fik I tommelskruerne på, stress-strategi og særlov, og så blev I tvunget til fred …

Jønke: Nej. Vi havde et godt forhold, før konflikten brød ud. Jeg har kendt mange fra Bandidos, som jeg tidligere har haft det rigtig godt sammen med og er glad for, at jeg har det godt sammen med igen.

Faklen: Var fredsslutningen, 25.9.97, hvor Jim og Blondie gik på TV og opfordrede alle til at lægge konflikten bag sig, et forsøg på simpelt hen at undgå subkulturens udryddelse?

Jønke: Ja, helt klart. Bikermiljøet var ved at blive forrået; det var ved at blive til et rabiat undergrundsmiljø og voksede i en uheldig retning.

Faklen: Hvordan oplevede I omverdenens reaktion på, at stridighederne blev indstillet klubberne imellem?

Jønke: Da konflikten blev dæmpet, og Jim og Blondie gik på TV, blev vi jo nærmest hånet af pressen. Vi gjorde jo ellers det, som alle påstod, de havde håbet på. Men da vi gjorde det, viste det sig, at man aldrig havde været interesseret i, at konflikten skulle stoppe …

Jim: Der var ikke nogen, der klappede i hænderne - tværtimod. Man skal jo regne med, at det i virkeligheden var et enormt tab for aviserne, der pludselig måtte finde noget andet at skrive om og forarges over.

Jønke: De har jo heller aldrig givet os chancen. Guderne skal vide, at vi alle sammen har været rockere engang, hvor der var fuld knald på med vilkårlig ballade og alt muligt, men det er 10-15 år siden, og man har i virkeligheden aldrig brudt sig om, at vores miljø forlod den stil og blev en subkultur for bikere.

Man bliver ved med at fastholde det der vrøvl om, at vi har meldt os ud af samfundet - det har journalister skrevet i årevis. Men det kommer ikke fra os - vi er en del af samfundet. Vi bruger hospitalerne, forsøger at opretholde en meningsfuld tilværelse, gør alt, hvad vi kan, for at få arbejde osv. Så det er det rene vrøvl. Men man har simpelt hen villet fastholde os som samfundsfjender, og det har vi aldrig nogen sinde været.

Når man tænker på, hvor meget myndighederne har hældt ud over hovedet på os af misinformationskampagner og løgne, og hvordan politiet har mishandlet, truet og chikaneret bikere på gader og stræder, uden at vi nogen sinde har slået igen … Ingen kan forestille sig, hvor meget lort, vi har fundet os i!

Jim: Vi har altid taget velvilligt og høfligt mod politiet - også selv om vi da godt kunne have forskanset os i vores klubhuse. Men politiet behandler os altid som svin, når de kommer ind og sparker alt til side med maskingevær og gasmasker på.

Og det sjove er, at selv om der aldrig er nogen politibetjente, der er kommet til skade ved de der aktioner, bliver de værre og værre. De får mere og mere udstyr på og hætter over hovederne.

Faklen: I vil helst ikke kalde samarbejdet mellem Hells Angels og Bandidos for en »fredsslutning« - hvorfor?

Jim: Fordi der ikke har været nogen krig …

Blondie: Vi var utilfredse med det der »rockerkrig«; det har også været med til at opgejle en situation. Lang tid før, der virkelig var en konflikt, har politi og presse snakket om rockerkrig og rockerkrig.

Og ordet »krig« skal man jo ikke blive ved med at råbe, hvis man oprigtigt ønsker at få tingene ned på jorden. Det er også derfor, pressen har været ude med alle de her sensationshungrende overskrifter om »styrkeforhold« og »generaler« og alle mulige militærtermer. Det er en bestemt sprogbrug, der fastholder en konflikt.

Faklen: Skudsikre veste, bomber og raketter virker dog som en slags krigstilstand?

Jim: Ja, efterfølgende. Men hvis 10 mennesker i en klub med 100 medlemmer gør noget mod en anden klub, så er det jo ikke ensbetydende med, at resten af klubben har aftalt det. Hells Angels og Bandidos er motorcykelklubber med motorcykelregler - ikke med regler for, hvordan du skal opføre dig privat. Som vi allerede har sagt, var der ikke en krig mellem klubberne, men en konflikt mellem enkelte medlemmer af klubberne - men selvfølgelig er enkelte andre blevet revet med i sammenhold med deres brødre, det er klart. Det har bare altid været et fåtal.

Blondie: Der har jo aldrig været nogen central styring af klubberne, men små autonome enheder, som ikke render og checker eller er underlagt hinanden. Der har ikke siddet nogen »generaler« og udstedt ordrer, det kan simpelt hen ikke lade sig gøre i vores miljø - ingen ville nogen sinde acceptere det.

Jønke: Det er jo også derfor, det var så vigtigt, at Jim og Blondie gik på TV, så alle i ydermiljøerne, der hidtil havde reageret på de manipulerede oplysninger fra pressen, kunne konstatere, at der virkelig var oprigtighed bag afslutningen på konflikten fra begge sider, og at det ville være misforstået loyalitet mod begge klubber at gøre noget som helst for at puste til ilden. Det var vigtigt, at alle kunne se, at nogen brød isen.

Faklen: Har alle i miljøet sluttet op om den udvikling?

Jim: Ja. I starten var de nervøse, men nu går det godt. Det, der er problemet i dag, er, at politiet og pressen stadig væk forsøger at sætte os op imod hinanden - f.eks. da chefkriminalinspektør Per Larsen påstod, at krigen var på trapperne igen. Det var ikke bare løgn, det var komplet uforsvarligt, ja, farligt.

Heldigvis har vi nu organiseret os, så alle misforståelser kan manes i jorden med det samme. Jønke og jeg snakkede hurtigt sammen, og det lykkedes da også for en gangs skyld at komme igennem med en afvisning af Per Larsens påstande i pressen.

Men i begyndelsen var det den slags udmeldinger, der kunne starte al balladen. På den måde risikerer politiet mange menneskers liv via presseudtalelser, uden at de måske selv er klar over det. Det er ligesom hjernevask; du aner ikke, at det er dig selv, der bliver hjernevasket.

Bare der bliver fundet en pistol, så råber politiet op om, at krigen er ved at bryde ud igen. Men der er da pistoler i mange andre miljøer end vores - det er bare kun os, der konstant får gennemrodet alle vores ejendele, og derfor er det hos os, de finder dem.

Blondie: Om vi kan li' det eller ej - den slags har de fundet de sidste 25 år, men det har intet som helst at gøre med, at der skulle være en »krig« på trapperne. Det er det, vi mener med, at konflikten er kommet udefra; den er netop startet i det små og først blevet alvorlig på baggrund af avisskriverier, der har tirret forskellige folk i miljøet. Og så udvikler det sig. Det er ligesom med supportere til en fodboldkamp: Ingen kan huske, hvem der kastede den første flaske.

Men hvis man kigger tilbage og laver en statistik over de mennesker, der har stået for balladen, hører de jo sjældent til de mest erfarne i vores klubber. De er ikke så vant til pressens mekanismer, de har ikke prøvet det før og er lette at hidse op.

Og tænk på, at folk var frustrerede i forvejen - for man må jo ikke glemme, at vi har levet med politiets chikane og brutale fremfærd i mange år, før konflikten mellem Hells Angels og Bandidos brød ud. Det var jo ikke bare det der med at konfiskere motorcykler uden grund, det var ødelæggelsen af vores bikeshows, særregler for os i fængslerne, forsøg på at forbyde vores veste - ja sågar vores fingerringe.

Man har jo i virkeligheden arbejdet målrettet på at forbyde os gennem mange år.

Jim: Der er jo heller ingen grænser for, hvor meget politiet gør os ansvarlige for. Så snart de finder et eller andet kriminelt forhold hos en tilfældig person, der muligvis engang har talt med en fra klubberne, er han pludselig supporter og med i rockerregistret.

Jønke: Internt er de udmærket klar over, hvem vi er, men når de fortæller om os til retsudvalget, overdriver de uden videre tallene for medlemmerne og deres kriminalitet. For at komme i rockerregistret var det tilstrækkeligt, at du f.eks. kom til gårdspladsen foran klubhuset i Titangade. Og hver gang vi holdt fest, stod folk fra politiets specialenhed, Bravo-teamet og registrerede alle og enhver …

Jim: Det kunne udmærket være dine forældre eller bare nogle familiemedlemmer, som havde taget et par venner med, men lige pludselig var de altså »rockere« - fordi de deltog i en fest. Efter den omgang kom de aldrig mere, og det er jo også en effektiv måde at isolere os fra samfundet på. Ingen andre borgere skulle være med til at legitimere vores tilstedeværelse.

Selvfølgelig har vi også nogle medlemmer, som andre ville betragte som lidt kedelige i kanten, men hvis der er nogen, der opfører sig dårligt og ødelægger klubbens ry, risikerer de altså også at ryge ud.

Jønke: Der vil jeg også godt sige en væsentlig ting, for det er rigtigt, at der også er mennesker med en kriminel løbebane bag sig i vores miljø, men skal de da for fanden ikke have lov til at få et nyt, ordentligt indhold i livet? De - eller vi - er jo også mennesker.

Det er da langt bedre, at de kommer et sted, hvor der er sammenhold omkring en livsstil, i stedet for at de render hvileløst omkring på gader og stræder og begår ny kriminalitet, fordi de ikke har nogen meningsfuld tilværelse. I stedet for at angribe vores bikermiljø så kraftigt, som man har gjort, burde man have accepteret, at der her er en subkultur, hvor nogle mennesker, som ellers har svært ved at tilpasse sig almindelige normer, rent faktisk kan leve i fred uden at være en trussel for andre borgere.

For hvis du kigger på folks straffeattester, så viser det sig jo, at de nogle gange er temmelig belastende, inden de får tilknytning til klubberne, men bagefter er der ikke meget at udsætte.

Faklen: Bortset fra når der er en væbnet konflikt, hvor medlemmer aktivt deltager …

Blondie: Ja, men så er vi tilbage ved den, og så må vi igen kigge på, hvordan den startede, og ikke mindst på pressen og politiet, der absolut er hovedansvarlige for, at den blev så voldsom, som den blev! Den form for kriminalitet, der er vendt mod samfundet som sådan, er forsvindende lille blandt vores klubmedlemmer.

Faklen: Men så hævder politiet jo, at Hells Angels og Bandidos bare får prospects og supportere, som gerne vil ind i klubben, til at begå al kriminaliteten …

Jønke: Jo, men den er simpelt hen for tyk! Det kan man jo påstå om alle miljøer, men så ophører al argumentation og al retssikkerhed på stedet. Man må kræve bevis og dokumentation, inden politiet hælder sådan noget pis ud i aviserne.

Men det er selvfølgelig bare et led i den kampagne, der skal knække vores miljø fuldstændig.

Faklen: Hvorfor skulle myndighederne ønske at knække miljøet, hvis ikke det var kriminelt?

Jim: Vi var blevet for populære; vi truede ikke samfundet, men vi truede samfundets opfattelse af »normale« værdier …

Jønke: Enhver fremmedartet kultur i et samfund vil altid blive opfattet lidt som en trussel. Vi giver vores medlemmer et broderskab og et indhold, som samfundet ikke formår, og det giver et ubrydeligt sammenhold blandt mennesker, der ikke bukker og skraber for myndighederne - heller ikke for politiet. Vi gør, hvad vi skal, og accepterer fuldt ud at leve under samfundets lov og ret - men ikke mere end det.

Jim: Det har bare altid irriteret politiet, at der var unge mennesker, som hellere ville være bikere end politimænd og brandmænd …

Jønke: Men vi prøvede jo at blive accepteret af samfundet. I vores fortid, i 70erne og starten af 80erne var vi nogle vilde rødder, men vi har udviklet en subkultur, som har lagt alt det bag sig. Man kan måske sige, at vi er blevet lidt borgerlige.

Vi har lavet bikeshows og holdt mange foredrag, men denne normaliserede tilstand mellem bikere og almindelige borgere var en torn i øjet på politiet, der hele tiden forsøgte at fremstille det som »hvervekampagner«.

Den form for hetz har kørt siden starten af 80erne, og den har ikke noget som helst med kriminalitetsbekæmpelse at gøre. Vi siger jo ikke, at politiet ikke skal opklare kriminalitet - selvfølgelig skal de det - men de skal stoppe den miljøterror, de har drevet mod os de sidste 10-15 år, og som har ført helt groteske resultater med sig.

Jim: De prøver jo ligefrem at tvinge os ud i kriminalitet, når de kan se, at det går for godt for os, at folk, som tidligere har været kriminelle, faktisk har fundet ud af at få sig et arbejde ved at blive selvstændige og f.eks. åbne en tatoo-forretning eller et værksted.

Så render politiet til naboer og leverandører og jager dem en skræk i livet med røverhistorier om, at vi er en mafia, som de ikke skal handle med eller komme i nærheden af. Til sidst går forretningen nedenom og hjem, og indehaveren må på bistandshjælp, hvor det er svært at finansiere et liv på motorcykel, og så er det måske, at han tænker, at det er nødvendigt at lave noget kriminelt.

Faklen: Hvordan har politiet tacklet forhandlingerne mellem Hells Angels og Bandidos?

Jønke: Chefkriminalinspektør Per Larsen har gjort et stort stykke arbejde for at få stoppet konflikten og har været forstående over for de særlige møder mellem klubberne.

Jim: Men nu, hvor der ikke længere er nogen konflikt, og også han har fået det, som han ønskede, virker det som om, at det er ham, der trækker alle sine løfter tilbage om klubhuse og rettigheder. Nu er det ham, der ikke overholder en eneste af de aftaler, vi havde …

Og det er fuldkommen latterligt, at han går til pressen og påstår, at konflikten skulle være ved at blusse op igen; han ved udmærket, at det er løgn, for politiet stopper os og visiterer os dagligt, og vi har hverken våben eller så meget som en skudsikker vest på os længere. Det er, som om han bevidst forsøger at puste til de gløder, der ulmer hos enkelte i klubberne.

Jønke: Det vanvittige er, at nu hvor der ikke er nogen konflikt mellem Bandidos og Hells Angels, fortsætter politiet deres krig og oprustning mod begge klubber. De ved godt, at de optræder utrolig provokerende over for os og dermed er med til at forhindre en normalisering af situationen. Måske de gode kræfter inden for politiet er pressede.

Jim: Vi vil jo bare være i fred. Politiet kan opklare al den kriminalitet, de vil. Vi vil ikke have særbehandling. Alt, vi vil, er at få vores almindelige rettigheder tilbage og behandles efter de samme love som alle andre mennesker - det er det hele.

Hvis vi overtræder loven, accepterer vi fuldt ud vores straf og det system, der skal håndhæve den. Hvis alle andre skal afsone under de og de forhold og har de og de rettigheder, så vil vi afsone på den samme måde og have de samme rettigheder. Og uden for fængslerne vil vi selvfølgelig også kunne opføre os som alle andre; vi vil f.eks. have lov til at gå i det tøj, der passer os.

Det er jo underligt, at du kan sidde på et værtshus med en trøje med hagekors på, mens et rygmærke straks får politiet til at komme farende …

Jønke: For min skyld må politiet da gerne overvåge os meget mere end andre mennesker, hvis det får dem til at føle sig bedre tilpas, bare de så holder op med at begå organiseret kriminalitet mod os, for det er det, der er foregået før konflikten.

Men det er da også klart, at der både er høge og duer inden for politiet som alle andre steder - også hos os. Men det er jo altid farligt, når der er et politi i politiet, for de skal retfærdiggøre deres eksistens. Det gælder især specialenheder, der i modsætning til det almindelige politi måske ikke altid har nok at lave.

Det har f.eks. i særlig grad været fra Rigspolitiet, at vi har oplevet stor modstand mod samarbejdet mellem Hells Angels og Bandidos. Og forklaringen er helt klart, at der er flere specialgrupper inden for Rigspolitiet, der arbejder på at forbyde bikerne, og at det danske rigspoliti netop på grund af konflikten har stået i spidsen for forskellige tiltag mod bikerne på internationalt plan, som de er vældig stolte over.

Som sagt er det de besindige i vores miljø, der har haft held til at normalisere tilstandene for øjeblikket; vi kan kun håbe på, at det også er de besindige inden for politiet, der i fremtiden kommer til at være de mest toneangivende.

Jim: Men det kræver selvfølgelig, at særloven, »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« ophæves snarest. Så længe de forbyder os at bo i vores egne huse og lave klubber, er de ikke ude på at bekæmpe konflikt og kriminalitet, men kun på at udslette vores eksistens.

Det er jo en af de mest uhyggelige love, dette land har, hvis man tænker nærmere over det, og det er indlysende, at den også vil blive brugt mod andre minoriteter end os, det siger politiet jo oven i købet selv.

Jønke: Politiet kan bruge loven ud fra egne »skøn« og »antagelser«, så jeg ved ikke, hvor retssikkerheden er henne.

Vi vil gå hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen pga. al den her forskelsbehandling, der er en direkte overtrædelse af menneskerettighederne. Du kan ikke bare forbyde et menneske adgang til sit hjem eller visitere ham, fordi politiet »skønner«, at han er »rocker«.

Blondie: Prøv engang at udskifte »rocker« med »rødhåret« eller »jøde«, hver gang myndighederne og medierne generaliserer og kriminaliserer os, så er det ikke svært at se, hvad det er for en slags hetz, der foregår i dette land!

Samfundet må vælge: Enten har vi en retsstat, eller også har vi en politistat, man kan ikke køre på to veje på en gang, og hvis vi vil have en retsstat, kan vi ikke bare forskelsbehandle og særlovgive mod udvalgte grupper.

Jønke: Problemet er, at det er så få, der bemærker, hvor ekstremt det hele er blevet. De fleste lande og de fleste borgere i Danmark tror stadig væk, at Danmark er et lille eventyrland, og den opfattelse er næsten umulig at viske ud. Alle tror jo også, at danskerne er så antiautoritære, men jeg mener, at vi i virkeligheden er noget nær de mest autoritetstro i hele verden.

I de sidste 15-20 år er retssikkerheden skredet voldsomt - og i sidste ende vil det gå ud over mange flere borgere.

Jim: Hvis vi først kommer ud over den afgrund, hvor vi bliver forbudt, så er der ikke nogen lov, der standser noget som helst længere, så mister alle i miljøet enhver forståelse for lovgivningen i det hele taget. Bikermiljøet vil ikke forsvinde, det vil bare blive et andet miljø, et meget mere aggressivt miljø, som gemmer sig og retter alt had og al modstand mod politiet og de beslutningstagere, som ikke evner at styre politiet.

Vi taler trods alt om hundreder af mennesker, som får fjernet hele deres livsgrundlag permanent, og som allerede i forvejen har fået spændt deres tolerancetærskel til det yderste.

Jønke: Man skal prøve at sætte sig ind i folks tankegang, når de virkelig bliver trådt over tæerne. Man skal ikke presse nogen ud på et sidespor, hvor der ikke er én eneste udvej, så tirrer man dem til det yderste …

Jim: Det er derfor, at vi har oprettet et fælles råd mellem klubberne og arbejder på at fusionere, så vi ikke fremover kan blive sat op mod hinanden af udefrakommende kræfter.

Faklen: Har I mødt intern modstand mod tanken om at fusionere de to klubber?

Jønke: Det er da klart, at der er nogen, der er mere skeptiske end andre. Foreløbig har vi altså etableret et fælles råd, hvor vi mødes jævnligt, men der er lang vej endnu. Det er også derfor, det er vigtigt, at alle i miljøet fornemmer, at det er det værd, og at det, som myndighederne ønsker, virkelig er fred, og ikke at udrydde vores subkultur - for så hører alting op.

Faklen: Der er mange almindelige mennesker, som er utrygge ved jeres tilstedeværelse med rygmærker på - har de grund til det?

Jønke: Hvem er det, der har gjort dem utrygge? Det er da medierne!

Jim: Jeg har hørt udtalelser om, at vi skulle være mestre i at iscenesætte os selv og sprede skræk og rædsel, men jeg er da ikke chefredaktør på Ekstra Bladet …

Først går politiet ud og laver en skrækkampagne sammen med aviserne, og bagefter siger de, at folk er bange for os … Jamen, det tror da helvede med alt det lort, de har bildt folk ind!

Blondie: Vi går med rygmærker, fordi vi er stolte af vores klub og vores mærker. Andet er der ikke i det. Med det mærke er du parat til at stå til ansvar for det, du nu tilhører; det er ligesom at have en nummerplade på ryggen - man har mindre lyst til at overskride hastighedsgrænserne.

Jim: Det er også et middel til at vise, hvem du er, og så lader folk dig være i fred, og du lader dem være i fred.

Hvis jeg står med et rygmærke på et diskotek, er jeg fri for, at der kommer en eller anden stodder og begynder at hive mig i skægget. Jeg bliver behandlet høfligt, men jeg behandler også selv andre høfligt, for vesten gør mig ikke anonym, så jeg risikerer altid at stå til ansvar for alt, jeg har sagt eller gjort.

Blondie: Særlove, stress-strategi og almindelig politichikane kan man holde ud en overgang, men det er uholdbart i længden. En periode kan vi holde de mest utålmodige elementer i miljøet hen med løfter om at genskabe de bikeshows, klubhuse og rettigheder, vi har mistet, og som vi som en selvfølge burde have ret til, men hvis der overhovedet ikke er lys for enden af tunnelen, er det begrænset, hvor længe alle i klubberne og ydermiljøerne forholder sig passivt.

Faklen: Hvad vil det sige?

Blondie: Hvis ikke vi får vores almindelige rettigheder tilbage, vil det blive betragtet som tegn på, at de mere besindige og tilbageholdende personer i klubberne har taget fejl i deres imødekommenhed, de vil simpelt hen blive betragtet som nikkedukker, som alt for bløde - vores tid ville være omme. Vi ville ikke få et ben til jorden mere.

Jønke: Jeg har altid været stor modstander af narkohandel, men nu, hvor vores huse er taget fra os, vores værksteder er nedlagt, vores tidligere jobs er overtaget af politifolk eller andre, så bliver jeg mødt med bemærkninger som: »Jamen Jønke, hvad skal vi så leve af?«

Og det burde vel egentlig også være i samfundets interesse at søge at forhindre en kriminalisering af vores miljø. Forholdet mellem klubberne er blevet normaliseret; nu venter vi på, at myndighederne normaliserer deres forhold til klubberne. Ellers ramler det.

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen