Tamiler, der af danske myndigheder skrupelløst sendes tilbage til fængsler og tortur; særlove, der sætter fundamentale retsprincipper ud af kraft; regler, der fratager arbejdsløse dagpengeretten, hvis de er usoignerede ...

Nej, dette er ikke taget ud af nogen dystopisk fremtidsroman eller en monty pythonsk sketch – absurditeten er virkelighed i dagens Danmark. Blot minoritetsgrupperne er upopulære nok, så betyder det mindre, at staten tager totalitære midler i brug, og blot regeringen høster højrefløjsstemmer, så er selv tamilers liv ikke for høj en pris at betale.

Mennesker får frataget basale rettigheder, men eftersom det er mennesker, vi ikke bryder os om, tier vi; mennesker krænkes for deres udseende og farve, men eftersom vi selv er rene og hvide, tier vi; mennesker bliver sat på et fly af en kold minister og sendt en uvis skæbne i møde – og vi tier?!

Hjerter er forstenet, og folk glæder sig i tavshed, for det er jo bare skurkene og rosset, det går ud over, aldrig de pæne politikere, der tværtimod applauderer fra snapstinget, når rockerne smides ud, når de beskidte arbejdsløse tvangsudskrives, og når tamilerne sendes i døden! Menneskerettigheder og humanistiske principper falder som dominobrikker, ene og alene fordi det aktuelt er politisk opportunt.

Det haster, om vi skal vende den generelle kulturafvikling og forhindre samfundets glidebane mod intolerancens og fascismens sorte afgrund. Der er ikke tid til at lejre sig i aflukkede celler, så længe vi står ved bjergets fod med et eventuelt sisyfosarbejde foran os – det er såmænd usikkert nok, om vi overhovedet formår så meget som at rokke den forhåndenværende klippeblok en tomme.

Og har vi nok så meget lagt vore kræfter i før, må vi lægge dem i med så meget desto større overbevisning nu.

Vi må opponere, kritisere og reagere i en massiv offentlig, offensiv og oplysende kritik af de bestående autoriteter – såvel politiske som akademiske. Og hvad enten deres brøde så er en aktiv medvirken til den standende dehumanisering eller blot en passiv tavshed, mens skabsfascismen sniger sig ind i lovgiveres forbud eller under intelligentsiaens forelæsninger: det er aldrig for tidligt at sige fra – men det er desværre somme tider for sent.

I samme grad, som magt ikke længere forpligter magthaveren til med det allermest pligtopfyldende engagement og i den allerstørste uselviskhed at formidle sin magt, må modstanden selvfølgelig eskalere. Og vore taburetklamrende magthavere er ikke alene helt åbenlyst blevet EUs artige majonetter, hvis engagement, når den lejlighedsvise, men sjældne valgkamp er overstået, er reduceret til den indædte strid om de indbringende diæter, udvalgs- og bestyrelsesposter, hvor man kan hæve sit fede salær nærmest uden at løfte en finger – ja, sine steder endog uden at være til stede!

På samme måde synes viden at korrumpere, hvor viden ikke længere forpligter den vidende til at bekæmpe al den uviden og vrøvl, som produceres af enhver magthaverisk autoritet og myndighed, men tværtimod kun er optaget af at publicere den gældende kvote »forskningsartikler« uden ret megen anden hensigt end netop at opfylde kvoten.

Og når både magt og viden degenerer i henholdsvis opportunisme og passivitet, må der protesteres så meget desto mere højlydt. Vi må konstant opponere imod enhver form for intolerance, inkompetence og ignorance, om så det er blandt nok så velanskrevne politikere, professorer, pressefolk eller andre præsteskaber.

Vinden vender ikke af sig selv.

Faklen