Generne, menneskets inderste kortlægges, og jagten på gener for adfærd, personlige egenskaber, seksuelle præferencer og intelligens er gået ind – menneskets natur tegner sig, og arvesynden fortoner sig.

Et af tidens største og mest prestigefyldte forskningsprojekter er det humane genomprojekt, som bla. har til formål at kortlægge menneskets arvemasse fuldstændigt. Mange gener er allerede blevet identificeret, og flere genetisk determineret sygdomme afdækket, men forskerne håber yderligere at kunne identificere gener for mere personlige og adfærdsmæssige træk såsom intelligens, kriminalitet, homoseksualitet, aggressivitet og alkoholisme.

Dette har i praksis vist sig overordentlig svært, fordi det drejer sig om et meget stort antal gener, der har indflydelse på sådanne egenskaber. Den bagvedliggende idé er dog, at mennesket kan forklares fuldstændigt ud fra dets genetiske konstitution – det er bare et spørgsmål om tid og forskningsindsats, før vi har fået puslespillet lagt.

Dette kan få flere forskellige konsekvenser. Har man f.eks. fundet et gen, der bestemmer, om et givet individ bliver homoseksuelt, kan man enten anlægge den betragtning, at siden homoseksualitet er genetisk bestemt, er det dermed lige så lidt udtryk for et bevidst valg som for en speciel opvækst eller opdragelse – hvilket kunne føre til større tolerance. På den anden side kunne opdagelsen af et sådant gen medføre, at homoseksualitet vil blive betragtet som en genetisk anormalitet eller sågar som en sygdom, som ønskes udryddet ved hjælp af selektiv abort eller genterapi.

Allerede i dag har der været eksempler på mennesker, der er blevet nægtet arbejde eller forsikring, alene pga. »dårlige« gener. De var på det pågældende tidspunkt endnu raske, men kunne forventes at udvikle en bestemt sygdom inden for en årrække. På denne baggrund er det nærliggende at slutte, at genforskningen vil kunne medføre en øget diskrimination af bærere af sygdomsgener eller gener for andre egenskaber, der måtte betragtes som værende unormale eller uønskværdige.

I og med, at sygdomme allerede på fosterstadiet kan diagnosticeres vha. gen-tests, har man muligheden for at fravælge disse børn. Og hvis et forældrepar så alligevel vælger at få et sådant barn, ville det kunne hævdes, at det var deres egen skyld, at de fik et sygt barn. Således bliver sygdomme ikke længere en ulykke, der rammer tilfældigt, men noget »selvforskyldt«, som kunne resultere i en diskrimination af forældre, som havde nægtet at sige: »du'r ikke, væk!«

Perspektiver af den art får ofte folk til at kræve den »farlige« videnskab bremset, f.eks. af etiske råd og lignende instanser. Det glemmes, at videnskaben blot er et redskab som så mange andre redskaber – en kniv er kun farlig, hvis nogen griber den for at dræbe, den er ikke farlig i sig selv. På samme måde kan heller ikke videnskaben som sådan være farlig – det er menneskers holdninger til hinanden og til videnskaben, der kan give »grimme« resultater. Kun hvor intolerancen i forvejen florerer, vil mennesker blive diskrimineret pga. deres gener. Vi må altså angribe intolerancen i stedet for forskningen.

Bortset fra de her skitserede konsekvenser har kortlægningen af menneskets gener og det verdensbillede, som det forudsætter og medfører, da også nogle dybereliggende konsekvenser af mere filosofisk art.

Mennesket er ud fra mange definitioner ikke et dyr, men måske har vi alligevel overset, at mennesket i hvert fald dybest set har en fælles natur, der faktisk ikke er så fjern fra sit dyriske ophav, som man sædvanligvis antager. Kun én procent i DNA'et adskiller mennesket fra menneskeaberne, og kun én promille adskiller to mennesker. I vores søgen efter menneskets egenart skræller vi flere og flere lag af, kun for at opdage, at vi i stedet for menneskets »sjæl« blot finder et klogt dyrs natur, der drives af de instinkter og tilbøjeligheder, som er nedlagt i dets gener. Mennesket dræber f.eks. i truede situationer og drager omsorg for sit afkom, ganske som mange dyr gør det, men er samtidig også individuelt disponeret for en række egenskaber og evner. Sådanne drifter og tilbøjeligheder kan hverken hævdes at være »gode« eller »onde« – i hvert fald ikke i anden forstand end den, en tilfældig socialt eller ideologisk betinget moral måtte diktere – vort videnskabelige synspunkt må være det neutrale, at de er der bare.

Måske vi dermed langt om længe har vundet et afgørende slægtsskab med klodens øvrige levende væsner. Vi er ikke ligesom dem, men det er fra dem, at vor natur stammer. Og eftersom man vel næppe meningsfyldt kan kalde dyrets medfødte tilbøjeligheder for onde eller syndige, er dog også enhver tale om en menneskelig »arvesynd« – i hvert fald i nogen som helst absolut og negativ forstand – et dogme, vi endegyldigt må forlade.

Camilla Holm Brodersen