Kristendommen er død. Kirken som kulturens naturlige ledestjerne, dens symbiose af kulturel skaberkraft og utrættelig næstekærlighed såvel som verdensforsagende moral og intolerant mission er på godt og ondt en saga blot. Vi har mistet et dynamisk omdrejningspunkt og en normativ referenceramme, men samtidig har vi sagt farvel til et absolutistisk credo og en åndelig ensretning.

Kristendommen er død, men derfor er Historien ikke forbi. Lad os da droppe gravøllet og krokodilletårerne og se at komme videre – ikke »fremad«, og ikke »tilbage«, men videre.

Vi hverken kan eller skal erstatte Sandhedens sorte åg med Usandhedens farverige nihilisme, men vi både kan og skal understrege menneskelighedens mangfoldighed og medmenneskelighedens nødvendighed – og vi kan ikke andet end at insistere på, at dette kun kan ske i humanismens, relativismens og tolerancens navn.

Et af de bedste udgangspunkter herfor turde utvivlsomt være universitetet.

Universitetet kunne og burde være samfundets hjerte. Den skare af videbegærlige mennesker, som i en kortere eller længere årrække frekventerer dette pluralistiske tempel for oplysning og viden, har i det mindste på papiret forudsætningerne for at levere forståelsen for og støtten til dét multietniske og multikulturelle Danmark, som vi er på vej i retning af.

Har vi opgivet absolutismen som gudgivet grundlag for såvel religion og konvention som ideologi og etik, har vi således også afskaffet ethvert nationalt og regionalt patent på kulturelt overherredømme. Der findes intet specifikt »dansk«, som det er værd hverken at fremhæve eller ringeagte på bekostning af noget lige så hypotetisk »udansk«.

Der er tværtimod grund til at stipulere, at uanset nationalitet er ethvert menneske et menneske først, at hvilke lidenskaber og præferencer dets hjerte end siden dikterer det, findes der ingen anden moralsk vurdering heraf end den, som hun, der vurderer og dømmer, lader sig diktere af sit hjertes lidenskaber og præferencer.

Mener vi således noget med, at vi alle er født lige og frie, kan vi ikke med hjemmel i nogen som helst inapellabel etik tillade myndigheder at true eller tvinge noget menneske til hverken at mene eller gøre noget som helst. Heller ikke, når truslen består i at reducere eller fjerne det eneste reelle udtryk for denne friheds og ligheds mulighed, nemlig den økonomiske uafhængighed, som staten selvfølgelig som et minimumskrav må garantere enhver.

Enten det, eller også må man droppe den propagandistiske retorik og redeligt indrømme idealernes utvetydige fallit.

Vi må insistere på menneskets ukrænkelige integritet uden smålig skelen til statens – dvs. vore – finanser. At den »store« mands millionafkast på aktiehandel skulle være mere »realpolitisk« forsvarligt end den »lille« mands basale økonomiske uafhængighed og ret til at fravælge arbejdsmarkedets tilbud og statsligt organiseret tvangsarbejde, er ikke et spørgsmål om realpolitik eller ej, men blot et simpelt valg mellem liberalisme og humanisme.

Med liberalismen følger kun en ny form for absolutisme, der tager over, hvor kirken slap; nu er det blot fra denne ideologis slet skjulte socialdarwinistiske købmandsmoral, at det lige så dogmatisk gentages: Jeg er sandheden, vejen og livet.

Universitetets flegmatiske slummer

Efter vores mening er det mest rygradsrislende i vor tid således heller ikke den temmelig uskadelige politiske afviger i kælderhalsen, men derimod just disse respektable politiske meningsdannere, som eksplicit eller implicit afviser den blotte og bare mulighed af en menneskelig uselviskhed og således underforstår, at kun den enkelte borgers egoisme er bæredygtig.

At man tilmed tillader sig at sælge denne gladiatorfilosofi som synonym med frihed, om end det eneste, der i sandhed er frit, er »markedskræfterne«, sætter i det mindste den generelle begrebsdevaluering i et oplysende relief – denne ideologis »frihed« er netop præcis lige så skævt fordelt, som den er hjerteløs.

Modstanden må derfor komme fra en anden kant.

Universitetet kunne og burde være samfundets hjerte. Et hjerte, der permanent pumper oplysning om menneskets naturgivne mangfoldighed, kulturhistoriens faktuelle pluralitet og forskningens uundslippelige relativisme rundt i selv de mest uanselige af kulturens organer og celler. Et hjerte, der lige så aktivt agerer modus operandi for forskelligartethedens tolerance og individualismens selvfølgelighed, som det offensivt agerer bolværk imod ethvert udtryk for ensartethedens intolerance og egoismens barbari.

Virkeligheden er imidlertid en anden.

Når en avis således vil »vide mere« og driver klapjagt på den arbejdsløse og hendes frihed til at sige nej tak til at rense lokummer og hugge brænde, hvor er da historieprofessorens sammenlignende paralleller til andre epokers legitimering af slaveri? Når en præst forkynder, at den medfødte menneskenatur pr. definition er »ond«, hvor er da biologiprofessoren, der anstændigt refuterer, at noget organ hos det nyfødte barn skulle kunne have ondskab som formål? Når en politiker om en muslimsk pige, der bærer tørklæde, patroniserer hendes »tilbagestående kultur« og »undertrykte natur«, hvor er da religionsprofessorens oplysende contra i samme medie dagen efter?

Den, der tier, samtykker, og universitetet er unægtelig blevet hjemsted for denne apati: Den type studerende, der kun har pensum prentet på indersiden af øjenlågene, og hvis største bekymring er, om det og det nu også er noget, »vi skal kunne«; undervisningsassistenten, der har lige så travlt med at hævde præcis det samme som den nuværende professor, som han har med at hævde det stik modsatte af den forhenværende; og professoren selv, der knap gider forelæse over andet end alle de forskningshistorisk altafgørende symposier, seminarer og foredrag, som han selv ustandselig render til.

Og i mellemtiden får de lov. I mellemtiden kan en kulturminister, der aldrig har læst så meget som en linje af Ewald, Oehlenschläger eller Brandes, uanfægtet identificere »dansk kultur« med håndbajeren og den røde pølse; i mellemtiden kan en kommentator, som hverken har læst Koranen eller Bibelen, tillade sig at nedgøre muslimsk »mentalitet« uden at mødes med en storm af lærde protester; og i mellemtiden kan en formiddagsavis uimodsagt hænge hele minoritetsgrupper ud som nassere, afvigere og notorisk kriminelle psykopater, »så sker der noget«.

Det er denne stiltiende accept af en infantil »danskhed«, som i sidste ende tillader racisten og kulturchauvinisten at skjule sig bag pænhedens præsentable pressefolder og afvæbnende erklære sin dybfølte »folkelighed«. For store dele af universitetets samlede lærerkræfter, der ellers måtte formodes at besidde den afgørende ekspertise, og som med en håndbevægelse kunne afsløre denne deintellektualiserende skabsfascisme og dens letgennemskuelige fernis af pesudo-dannelse, holder pænt deres kæft.

Spørgsmålet er så, hvor længe vi andre vil gøre det samme.

Den længe udøvede repressive tolerance over for fremmede kulturtraditioner er allerede ovre i sin næste fase, den arrogante euro-centrisme. Atter tegnes udviklingen af forrige århundredes selvglorificerende kultur-evolutionisme, der bag sine nok så folkelige kulisser skjuler en selvtilfreds despekt for alt andet end erhvervstoppens korridordiktat og EUs oligarki.

Og det er heller ikke første gang i dette århundrede, at korrumperet centralisme hånd i hånd med kulturchauvinisme udvikler sig til en aggressiv kampagne mod fremmedartede minoritetsgrupper; og selv om ofrene i dag ikke er af Davidsstjernens, men af Måneseglets religion, er det stadig væk den samme indbildske forestilling om vesteuropæisk kulturs overlegenhed, som ligger til grund for denne regulære syndebukke-politik.

Det eneste håb er, at de, der bliver bevidste om denne koalitions potentielle rædsler, næppe længere vil betvivle, at den hastigt omsiggribende hetz mod flygtninge og indvandrere heller ikke denne gang har til hensigt at standse af sig selv!

Politisk opium for folket

Endvidere må det stå fuldstændig klart, at de »fremmede« ikke blot er de letteste ofre – fordi de alt for længe passivt har affundet sig med rollen som mistænkeliggjort underklasse – de er tillige kun de første ofre.

Siden kommer så turen til alle de andre udgiftskrævende og afvigende grupper. Alle de øvrige »fejlfarver«, hvis utilgivelige skavank åbenbart består i, at deres naturlige kulør afviger kendeligt fra dansk bacon; alle de arbejdsløse, der »lever som grever« og »ikke gider bestille noget«; alle de »perverse«, hvis lidenskab nu engang ikke kan dækkes af missionærstillingen eller heteroseksualiteten – og endelig, hvad med alle de »overflødige« studerende, som »spilder det offentliges tid og penge«, fordi formålet med deres studier og studieaktivitet ikke alene kan reduceres til en skrivebordskarriere inden for erhvervslivet?

Tænk, om denne skov af undermennesker rejste sig og faktisk insisterede på lige netop den frihed, lighed og retfærdighed, som pænhedens overmennesker holder så mange rørende bordtaler om.

Men når dét sker, og mennesker på den ene eller anden måde tager skæbnen i egen hånd og faktisk vil slås for det og dem, som de føler for og tror på, hvad enten de så er hætteklædte rebeller eller andre desperate borgere, der tiltror deres egen retfærdighedssans større upartiskhed end offentlighedens, så er det de selv samme politiske bordtalere, der forarget og fordømmende hyler op om »terrorisme« og »selvtægt«.

Den »rigtige« og legitime måde at bevare sin selvstændighed og personlige integritet på er nemlig den økonomiske spekulation, som de velbjærgede, hvis fornemste raison d'être ene og alene er at blive endnu mere velbjærgede, benytter sig af. Disse åbenlyse egoister opmuntres oven i købet fra officiel side med flatterende epiteter som »igangsættere« og »velgørere«, og sågar – fra lidt mindre officiel side – som »frihedskæmpere«, om de med et skævt smil og en »kreativ« håndbevægelse skulle have lettet statskassen for X antal millioner.

I alt for lang tid har initiativet været overladt alliancen mellem denne, fra akademisk side negligerede kulturchauvinistiske intolerance og den fra politisk side legitimerede genuine kapitalegoisme – til syvende og sidst to sider af samme sag.

Vi vil i stedet sætte en humanisme; en humanisme, der er baseret på tolerance, en tolerance, der er baseret på kulturrelativisme, og en kulturrelativisme, der er – og kun kan være – baseret på dannelse.

Vi er slet ikke interesserede i de politiske marionetter og partipolitiske etiketter, men i humanister, og for humanisten må humanismen begynde dér, hvor hun aktuelt befinder sig – og vi befinder os på universitetet.

Vi må altså tage udgangspunkt i denne institution, og derfor må vi levere den dét fundamentale, men i dag håbløst oversete element af almen dannelse, på hvilket enhver humanisme må hvile.

Vi må således insistere på at få indført et omfattende kultur- og idéhistorisk »filosofikum« som obligatorisk indgangsår på samtlige universitetsuddannelser. Ikke blot, fordi vi til enhver tid vil hævde relevansen af kundskab for kundskabens egen skyld, men tillige, fordi det er imperativt at kende de meget spredte historiske rødder for vor egen multikulturelle samtid, om vi skal dæmme op for den standende intolerance, som mørke kræfter ser det som deres fornemste opgave at eskalere.

Grundlaget for en levedygtig tolerance er og kan kun være erfaringen af, at enhver (kulturel, religiøs og etisk) absolutisme og objektivisme ikke blot står i modstrid med kulturhistoriske kendsgerninger, men endvidere må anses for særdeles problematisk sammenholdt med naturvidenskabens udvikling i retning af en fundamentalt iagttagelsesafhængig virkelighed.

Om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så?

Vi vil en verden uden skurke. Ikke ved at gå ud og skyde på dem, vi bilder os ind, er det, men ved at se ind i det kammer i deres hjerte, hvor de er mennesker.

Der eksisterer simpelt hen ikke ét eneste individ, som ikke i sit inderste ønsker at gøre, hvad hun selv anser for »godt«, uanset hvor »ondt« det måtte tage sig ud i andres øjne.

At vi naturligvis alle har oplevet at hade et andet menneske, er så noget andet; men lad os bare aldrig glemme, at vore egne »skurke« og »helte« ikke er skurke og helte ud fra nogen natur- eller gudgiven facitliste, men netop kun er – vore egne. At den enes befrier ofte er den andens undertrykker, er en kendsgerning, som det heller ikke i dag er uaktuelt at rekapitulere.

En sådan relativisme fører ingenlunde kaos og nihilisme, men derimod blot anstændig besindelse og redelig forståelse med sig. Den forhindrer ikke nødvendigvis konflikter, men den er en forudsætning for at forstå konflikter og derved også optimere muligheden for at løse dem.

Vi må tolerere, ja, respektere, at vor næstes ideologi, etik og seksualitet udmærket kan forekomme os selv en vederstyggelighed, men at hendes præferencer dermed ikke nødvendigvis er mindre menneskelige eller mindre normale end vore egne.

Ja, vi må tolerere selv intolerancen – for om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den intolerante det samme?

Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal afstå fra at forsvare os selv og andre mod overgreb. Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi – vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag.

Andet »program« har vi ikke, og andet og mere behøver vi heller ikke enes om. Men også den enighed forpligter.

Lad os da kæmpe for et engageret dannelses-universitet i stedet for en desinteresseret karriere-fabrik. Og lad os ikke længere tillade nogen kulturchauvinistisk deintellektualisering at stå uimodsagt, men åbent insistere på kundskab, tolerance og relativisme – såvel inden for som uden for auditoriet.

Kun sådan kan en moderne humanisme være andet og mere end endnu en humanisme af navn – kun offensivt kan den også være en humanisme af gavn.

Rune Engelbreth Larsen