Faklen.dk

FORSIDE | OM | 2007-2011 | 2002-2006 | 1996-2001 | ENGLISH | SØG  


Humanistiske indlæg med kant og dybde fra aviser og blogs samt artikler fra Faklens arkiv.

MODSPIL.DK
HUMANISME.DK
ENGELBRETH
DANARIGE.DK
MODPRESS
DANMARKS LØVER
POLIFILO.DK


SIDSTE INDLÆG:


Rune Engelbreth Larsen
Kuldegysende socialsystem


Claus Elholm Andersen
Da Dannebrog blev genkristnet


Ole Sandberg
'Rebellerne' i SF


Danmarks Løver
Frihedsbevægelsen
mod assimilation


Carsten Agger
My Name is Khan


Ole Sandberg
Bernard-Henri Lévys kvalme


Anne Marie Helger og Rune Engelbreth Larsen
Vi assimilerer


Claus Elholm Andersen
Derfor tog Samuel Huntington fejl


Carsten Agger
Jyllands-Postens
sande ansigt


Özlem Cekic
Hvornår er min datter dansk nok?


Rune Engelbreth Larsen
Den danske stamme


Ole Sandberg
Graffiti – en del af
dansk kulturarv


Kristian Beedholm
Per Stig Møller og armslængdeprincippet


Morten Nielsen
Støv


Martin Salo
Frihed kontra assimilation


Carsten Agger
Hizb ut-Tahrir og Afghanistan


Omar Marzouk og
Fathi El-Abed

Lyt til folkets stemme


Shoaib Sultan
Uværdig analyse af krisen i Egypten


Rune Engelbreth Larsen
Vesten gavner Mellemøstens islamister


Lars Henrik Carlskov
Rød-brun demo
mod Hizb ut-Tharir


Curt Sørensen
Den fremadskridende ensretning


Ella Maria
Bisschop-Larsen

Landbruget bør ikke have frie tøjler


eXTReMe Tracker

Rasmus Skov Larsen | FAKLEN.DK

Asmaa Abdol Hamid - en ufattelig indre fjende?


REDAKTIONEL NOTE:
Asmaa Abdol-Hamid har været i mediernes søgelys i flere omgange, f.eks. i april-maj 2007, da hun blev opstillet som folketingskandidat for Enhedslisten og fastslog, at hun som muslimsk kvinde vil bevare sit hovedtørklæde på, også hvis hun skulle blive valgt til Folketinget. Medierne og en lang række politikere såede tvivl ved hendes holdninger og troværdighed med en intensitet, som næppe andre end muslimske politikere bliver udsat for.

Rasmus Skov Larsen har imidlertid gennemgået Asmaa Abdol Hamids karriere og den mediestorm, hun tidligere har været udsat for - nedenfor præsenteres hans kildetætte og meget grundige gennemgang, der afdækker hendes position såvel som mediernes fremstilling heraf.

Rasmus Skov Larsen er cand.mag. i historie og samfundsfag og bestyrelsesmedlem i Fyns Radikale Venstre. Hjemmeside: Siestafisk.dk.

Det er ganske vist

Dansk integrationsdebat udarter ofte til en skyttegravskrig frem for en egentlig debat, især når talen falder på danske muslimers demokratiske sindelag.

En række anti-muslimske grupperinger har ligefrem en forestilling om, at religiøse muslimer pr. definition må være modstandere af demokrati og menneskerettigheder. Det skyldes, at de anser enhver tolkning af islam for ikke bare at indeholde religiøse love for den enkelte muslim men også en forpligtelse til at modarbejde demokratiet, hvis menneskeskabte love vel ikke kan stå over de religiøse? Deraf følger også logisk, at integration af muslimer i demokratiske samfund er en umulighed. Variationer over dette tema danner grundlag for en lang række mindre foreninger som Den Danske Forening, Dansk Kultur, Dansk Folkepartis Ungdom, Tidehverv, Trykkefrihedsselskabet m.fl., diverse anti-muslimske mikropartier, og et utal af uafhængige debattører i medierne. Af større betydning er det, at temaet langt hen ad vejen også præger de udmeldinger, der kommer fra Dansk Folkeparti – både fra partiets top og bund.

Heldigvis er der en samtidig en bred enighed i det øvrige politiske system, om at integration både er muligt og nødvendigt. Viljen til at vurdere de enkelte muslimske gruppers og individers opbakning til demokrati og menneskerettigheder på et nøgternt grundlag kan til gengæld være meget svingende.

Der findes eksempler på fanatiske muslimer, der grundlæggende vender ryggen til det danske demokrati og hader den vestlige verden over én kam. Partiet Hizb-ut-Tahrir er det hyppigst tilbagevendende eksempel i medierne. 1 Ligeledes findes der muslimer, der ganske vist agerer i det danske samfund, men har ekstremt reaktionære verdenssyn, og derfor ikke er i stand til at bidrage positivt til integrationen. Et sådant tilfælde er den århusianske imam Raed Hlayhed, der i begyndelsen af 2005 blev berygtet for at true kvinder med hårde straffe efter døden, hvis de ikke holdt sig tildækkede og indrettede sig efter et traditionelt kønsrollemønster. 2

De fleste kan enes om, at man gavner integrationen ved at modarbejde individer og grupper af disse typer. Men hvis man uden videre antager, at bestemte (eller de fleste) muslimer nok automatisk er ligesom de "brådne kar", undergraver man fra starten både muligheden for en frugtbar debat og muligheden for at bidrage til en vellykket integration.

Jeg vil her undersøge et markant eksempel på, at den offentlige debat fra tid til anden risikerer at gå i selvsving som følge af løse rygter og opdigtede beskyldninger mod en gruppe eller enkeltperson. Eksemplet er odenseaneren Asmaa Abdol-Hamid, som har palæstinensisk baggrund, er uddannet socialrådgiver med dagligt arbejde i Roskilde, og desuden kendt som formand for beboerforeningen Bøgeparken i Vollsmose, medlem af styregruppen i foreningen Muslimer i Dialog, medlem af Odenses Integrationsråd, førstesuppleant for Enhedslisten i Odense Byråd og senest initiativtager til det muslimske kvindenetværk De Grønne Slør. 3

Abdol-Hamid kom til Danmark med sine palæstinensiske forældre som 6-årig og tilbragte resten af sin barndom i Sønderjylland. Som 14-årig gav hendes forældre hende lov til at gå med tørklæde/hijab, og det har hun gjort i offentlige sammenhænge siden. I løbet af hendes gymnasietid flyttede familien fra Rødekro til Odense, nærmere bestemt Vollsmose, da der var problemer med at finde lejligheder andetsteds. Integrationsdebatten i forbindelse med folketingsvalget 1998 provokerede Abdol-Hamid til at melde sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og siden Socialdemokratiet. I foråret 2005 skiftede hun parti til Enhedslisten. 4

I perioden 2005-2006 blev hun centrum i en serie af stadig mere vidtløftige offentlige debatter. Først pga. hendes rolle som talsperson for de 11 muslimske foreninger, der i oktober 2005 forsøgte at anmelde Jyllands-Posten efter blasfemiparagraffen. Årsagen var avisens happening, hvor 12 karikaturer og andre tegninger af "Muhammed" blev offentliggjort sammen med et par lidet flatterende tekster om danske muslimer i almindelighed. Siden i forbindelse med kommunevalget 2005, hvor hun havde et par dramatiske sammenstød med både SF'eren Karsten Hønge og Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Og endelig som følge af hendes optræden som tørklædebærende studievært i tv-programmet "Adam og Asmaa" – otte udsendelser om islam og integration på DR2 i foråret 2006.

Centralt i debatterne stod en række beskyldninger om, at Abdol-Hamid i større eller mindre grad skulle være en fanatisk fjende af demokratiet og det danske samfund i øvrigt. Beskyldningerne passede ikke sammen med de udmeldinger, hun selv kom med i forskellige interviews og politiske erklæringer, men det lod ikke til at anfægte det store flertal af hendes kritikere på noget tidspunkt.

Indledende runder

Abdol-Hamids første dueller på Fyens Stiftstidendes debatsider fandt sted i december 2003, hvor hun rettede en hård kritik mod debattøren Carsten Ringsmose. I et læserbrev havde han hævdet, at muslimske tørklæder var værre end nazistiske hagekors, da tørklæderne efter hans opfattelse symboliserede et uforbederligt islamisk vanvid med "utrolige dimensioner", og sendte signaler om, at personer uden tørklæde var vantro svin, som det ville være "religiøst prisværdigt" at myrde. Ringsmose betragtede tydeligvis islam som en samlet blok, men satte ikke lighedstegn mellem denne religion og politiske ideologier som nazisme og leninisme, idet islam ifølge Ringsmose var langt værre:

"Rangordnet efter graden af farlighed, kan vi konstatere, at de russiske revolutionære henholdt sig til en samfundsmæssig logik, der kunne diskuteres. Hitler baserede sig på raceteorier, som var forlenet med en vis saglighed. Begge parter tog afgørende fejl, og deres forbrydelser er enorme. Den muslimske overtro påstår sig baseret på guddommelig åbenbaring, som man skal underkaste sig, og man kan altså ikke diskutere, om islam har ret. Derfor er islam langt farligere. Den islamiske overtro repræsenterer et fuldstændigt brud med al humanitet og alle menneskelige rettigheder." 5

Abdol-Hamid kunne ikke umiddelbart tilslutte sig denne udlægning, og skrev et svar, hvor hun kaldte sammenligningen "dybt utilfredsstillende", samt at tørklædet hverken er et oprør eller noget tegn på undertrykkelse, da dets formål tværtimod er at give kvinden ligestilling med manden. "At den muslimske kvinde vælger at opfylde det obligatoriske krav kan og må kunne respekteres". Det var der imidlertid ganske mange debattører, der ikke var opsat på. 6

Læserbrevene udviklede sig til en polemik, der kørte i Fyens Stiftstidende hen over første halvår af 2004, og hvor en række debattører insisterede på, at alle muslimer pr. definition går ind for bestialske straffe, kvindeundertrykkelse og despoti. Det provokerede samtidig en række andre debattører, der forsvarede et differentieret syn på muslimer.


Marlene Harpsøe fra Dansk Folkepartis Ungdom gik ind for, at indvandrere blev assimileret og opgav den "laverestående og udemokratiske" ikke-vestlige kultur, som bl.a. Abdol-Hamids tørklæde symboliserede, da denne ikke kunne forenes med demokrati. Assimilationen var ifølge Harpsøe den eneste måde, den danske økonomi kunne overleve på, da "integration" (uden videre præcisering) kostede 33 mia. kr. om året, betalt af danske skatteydere. 7 Harpsøe spildte ikke spalteplads på at oplyse, hvor tallet stammede fra. Men udgifter til integration må da logisk set forsvinde, hvis der ikke er nogen integration?

Peter S. Olesen bød over, for så vidt han vidste, koster "de fremmede" mellem 30 og 50 mia. kr. årligt, "…afhængigt af hvor mange af ulemperne, man tæller med". 8

Alex Ahrendtsen sendte et svar til Abdol-Hamid, hvor han bl.a. hævdede, at

"Muslimerne kan ikke dømme selv. De skal følge koranens og præsternes ord slavisk - som små religiøse maskiner. Det skal den kristne ikke. Han skal tro på Kristus, og denne tro gør ham og hende fri fra den religiøse lovs fængsel." 9

Andetsteds gav Abdol-Hamid udtryk for, at hun gerne ville være byrådskandidat i forbindelse med det næste valg. Finn Pedersen var stærkt kritisk overfor dette, med den begrundelse at hun ikke gav udtryk for sine holdninger til lokalpolitik og byudvikling, H. C. Andersen og "dansk kultur". At dømme efter hendes udtalelser om danskernes fordomme om muslimsk kultur var hun selv fordomsfuld og følte sig bedre end danskerne, og i øvrigt ønskede hun nok bare at ændre danskernes kultur gennem byrådsarbejdet – et heldigvis håbløst forehavende. 10

Carsten Ringsmose opstillede en erklæring med ordlyden "Vi tager afstand fra bestialske metoder som håndsafhugning og stening af kvinder, og går ind for kvinders fulde, demokratiske ligestilling, og vi betragter ikke danske medborgere som 'urene'". Derpå opfordrede han uspecificerede "muslimske grupperinger" til at skrive under på erklæringen. Da ingen "grupperinger" ville lege med, tog han det som et bevis på, at muslimer i almindelighed var af modsat observans. Også Abdol-Hamid blev spurgt, om hun ville skrive under på Ringsmoses erklæring, men sendte intet direkte svar. 11

Niels Kristoffer Jensen tog tråden op, og gentog spørgsmålet i endnu et læserbrev. Han konkluderede, at så længe Abdol-Hamid ikke svarede på disse læserbreve, måtte han gå ud fra, at hun "…i princippet går ind for håndsafhugning og stening, manglende ligestilling mellem kønnene og anser de danske medborgere, som ikke er muslimer, for urene og endelig ønsker at kunne straffe frafald fra islam med døden". 12

Bent Andersen, der var næstformand i Socialdemokraternes Rådhusforening Odense kritiserede omvendt Ringsmoses firkantede syn på muslimer i almindelighed. Andersen gjorde opmærksom på, at en person med holdninger i stil med Al-Quada eller Hizb-ut-Tahrir aldrig ville få et ben til jorden i et humanistisk parti som det socialdemokratiske. Ringsmoses krav om opbakning til sin erklæring svarede til, at alle kristne kandidater skulle skrive under på, at de var villige til at modtage blod, fordi Jehovas Vidner ikke ville gøre dette. 13


Ugen efter lancerede Dansk Folkepartis Niels Erik Søndergaard så en dramatisk konspirationsteori om, at Socialdemokratiet havde forsøgt at skabe et nyt proletariat ved at importere det, og at partiet derfor nu var under islamisering i et dobbelt så hurtigt tempo som danskerne i øvrigt. De muslimske kandidaters fremrykning i partiet kunne ikke standses. Angiveligt var 6 % af befolkningen i Danmark nu muslimer, muslimerne stod angiveligt for 20 % af fødslerne i Danmark, og "Disse tal vil hurtigt stige". Socialdemokratiet ville derfor snart forsvinde som "dansk parti", og Abdol-Hamid var slet og ret et udtryk for denne skadelige udvikling. 14

Mark Sederqvist gik i rette med Søndergaard og efterlyste beviser for hans påstande om muslimernes farlighed. 15 Omvendt bryggede Inge Schmitt videre på Søndergaards opfattelse, og valgte at betragte Abdol-Hamid som repræsentant for en antidemokratisk fundamentalistisk bevægelse, hvis mål var at dominere det danske samfund og få det til at underkaste sig mere og mere under "verdens strengeste og mest barbariske lov". Ganske vist fandtes der både moderate og fundamentalistiske muslimer, men da Abdol-Hamid efter sigende havde udtalt, at hun levede 100 procent efter Koranen, samt at "islam er måden at leve på i Danmark" (dog uden nogen kildehenvisning), måtte hun høre til sidstnævnte kategori. "Tro mig, de foragter demokratiet og os, fordi vi ikke er muslimer. Foragten har de fået ind med modermælken." 16

Abdol-Hamid svarede ikke selv på disse mistænkeliggørende læserbreve, hvilket siden blev udlagt som et tegn på, at hun havde noget at skjule. En mere sandsynlig forklaring er dog, at hun ikke ønskede at bruge tid på at skændes om sit eget sindelag med debattører, der på forhånd havde bestemt sig for, at hun var anti-demokrat, "for det er muslimer nemlig, basta". Og på dette tidspunkt var den offentlige debat om hende endda slet ikke begyndt for alvor.

Hvad mener hun egentlig? – Part 1

I december 2004 forsøgte Abdol-Hamid så at blive opstillet som byrådskandidat for Socialdemokraterne i Vollsmose. Det mislykkedes dog. Fyens Stiftstidende spurgte direkte, om det havde noget at gøre med hendes religion, men det lod på ingen måde til at være tilfældet. Formanden William Thorup Hansen gjorde opmærksom på, at to af lokalforeningens fire kandidater var muslimer, en tredje ateist og den fjerde kristen sognepræst (Torben Hangaard).

I et interview i Fyens Stiftstidende havde Abdol-Hamid ikke nogen umiddelbare kommentarer. 17 I stedet fortalte hun om sit syn på en række integrationspolitiske emner. Bl.a. fandt hun, at hendes tørklæde ligestillede kvinden med manden, idet den tørklædebærende kvinde ikke blev betragtet som et sexobjekt. Desuden gav hun udtryk for en grundholdning, som hun har gentaget mange gange siden: At undertrykkelse af kvinder ikke er et resultat af religionen men derimod af den kultur, de undertrykte befinder sig i.

Hun havde selv valgt at gå med sit eget tørklæde:

"Faktisk ville jeg allerede gerne gå med tørklæde som barn, men det måtte jeg ikke. Min mor lægger meget vægt på, at man véd, hvad man gør, så jeg fik først lov, da jeg kom i puberteten." 18

Ved samme lejlighed udtalte hun, at hun selv ville giftes med en muslimsk mand, men at hans nationalitet var underordnet. Det afsluttende spørgsmål lød: "Hvilket land ville du helst leve i, hvis du havde valget. I et demokrati eller et muslimsk styret land?"

Svaret var "- Jeg ville vælge et muslimsk styret demokratisk land. Islam kan sagtens stemme overens med demokrati. Men det er korrekt, at det ikke er bevist."


Udtalelserne om undertrykkende kultur vs. ikke-undertrykkende religion faldt Alex Ahrendtsen for brystet. Han betragtede dette som en rent taktisk udmelding, som var typisk for "højtuddannede muslimer i ekstreme miljøer", der med held anvendte taktikken overfor medierne. Derpå fulgte Ahrendtsens udlægning af islam, der i hans øjne var "kvindens totale underkastelse under mandens herredømme". Hvorfor Abdol-Hamid så påstod noget andet, kunne man ifølge Ahrendtsen kun gisne om. 19

Efter den mislykkede opstilling forlod Abdol-Hamid Socialdemokraterne, og stillede i marts 2005 op som byrådskandidat for Enhedslisten Odense i stedet. Hun opnåede her en placering som nr. 5 på opstillingslisten. 20 Siden udtalte hun, at baggrunden for partiskiftet var Socialdemokraternes højredrejning – hun ville i øvrigt have foretrukket Frank Jensen frem for Helle Thorning-Schmidt. 21 Partiets formandsvalg havde dog ikke noget at gøre med Abdol-Hamids beslutning, da det først fandt sted i april.


I foråret og sommeren 2005 havde Abdol-Hamid en række debatindlæg i aviserne om den sociale indsats mod indvandrerbander, en blodpengesag i København, attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøjs bil, m.m.. Samtidig deltog hun i arrangementer vendt mod Irak-krigen og George W. Bush. 22 At dømme efter mængden af gensvar målt i såvel antal som spaltemillimeter var hendes mest provokerende indlæg en kritik af dronning Margrethes udtalelser om integrationsproblemer i sin erindringsbog. 23

I september skrev hun et indlæg i Kristeligt Dagblad om sit syn på muslimske kvinder og ligestilling. Hendes udgangspunkt var, at kønnene havde forskellige "biologiske, psykiske og mentale" forudsætninger, og derfor var det meningsløst at arbejde for fuldstændig lighed, mens ligestilling af kønnene derimod var en god ide. Hun betragtede islams fordeling af ikke nærmere præciserede opgaver til kønnene som en naturlig ting, men fordelingen skulle ikke forstås som en traditionel arbejdsdeling, hvor kvinder gik hjemme i stedet for at gøre karriere på arbejdsmarkedet. At mange muslimske kvinder alligevel fulgte dette mønster, skyldtes en oprindelseskultur, som fik mere plads end nødvendigt.

"Derfor skal opfordringen om et oprør ikke appelleres til muslimske kvinder, det skal være en appel til pakistanske, arabiske, tyrkiske, vietnamesiske, ja, selv danske kvinder. Kampen for kønnenes ligestilling vil i sidste ende ikke handle om bestemte grupper, men inkludere alle kvinder uafhængigt af religiøse overbevisninger." 24

Samme måned bragte Politiken en debatartikel med Poul Chr. Matthiessen, der opfordrede til et muslimsk kvindeoprør, og Asmaa Abdol-Hamid. Sidstnævnte redegjorde atter for sit syn på ligestilling i forhold til islam. Udgangspunktet var fortsat, at det er kulturen og ikke religionen, der er undertrykkende:

"Jeg mener, at der, hvor kvinder bliver undertrykt, der må man naturligvis gøre op med visse kulturelle vaner, det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at fordi man er kvinde, så har man ikke mulighed for at få samme uddannelse, arbejde eller løn. Men dermed ikke sagt, at man behøver at tilegne sig fuldstændig samme værdier og forestillinger om, hvad der er ligestilling i et multikulturelt samfund. Mænd og kvinder er jo ikke fuldstændig ens af sind, mener jeg. Hvem siger, at muslimske kvinder i øvrigt ønsker fuldstændig samme kvindeoprør, ligestilling og kønsroller, som findes i dette samfund, hvor der stadig ikke engang er fuld ligestilling på arbejdsmarkedet for eksempel? Man kan jo have forskellige meninger om, hvad der er ligestilling". 25

Disse formuleringer blev siden vendt og drejet af en række anti-muslimske moddebattører, der ivrigt søgte efter et eller andet, der kunne få hende stemplet som islamist og anti-demokrat.

Anti-muslimerne var dog ikke de første, der fik øje på artiklen. Jan Jernewicz hjemmeside Jernesalt byder på en række hjemmelavede filosofiske og politiske analyser af klassisk konservativ observans – bl.a. en længere kommentar om interviewet i Politiken. Her kritiserede Jernewicz Abdol-Hamid for at forsøge at løbe fra "syndefaldet" ved at bruge tørklædet i et forsøg på ikke at blive betragtet som sexobjekt. Han hævdede desuden, at hun gik ind for at omdanne samfundet til et multikulturelt samfund i betydningen et samfund, hvor der eksisterer en muslimsk parallelkultur – et ønske, der desværre angiveligt trivedes blandt mange muslimer og danske intellektuelle. Jernewicz's løsningsmodel var at anerkende en fælles monokultur, der samtidig omfattede mange subkulturer. Han beklagede, at det i vores "overbærende og naive" velfærdssamfund var muligt for "stædige" muslimer at modsætte sig sekularisering og frigørelse, hvilket ville komme kvinder og børn til skade. En helt anden ting er så, at Jernewicz erklærede sig enig med Abdol-Hamid i, at der fandtes naturgivne forskelle på kønnene. 26

Kritikken ramte dog ved siden af, da Abdol-Hamid jo ikke har udtalt sig til fordel for en "parallelkultur" på noget tidspunkt, men derimod forsvaret, hvad der ifølge Jernewicz' egen definition klart er en subkultur – et enkeltindivids frie valg af et sæt islamiske leveregler, der ikke skal påtvinges samfundets øvrige individer, og således går fint i spænd med den egentlige dominerende "monokultur" i Danmark: Demokratiet og individets rettigheder.

Abdol-Hamids kongstanke er, at hvis bestemte traditioner er skadelige, er de nærmest pr. definition ikke et resultat af religion men derimod kulturelle og indirekte også sociale forhold, som kan og bør betragtes som noget, der ikke hænger sammen med religionen. Dette "freder" religionen, hvilket set udefra kan virke som en noget kunstig konstruktion. Men samtidig gør dette standpunkt det betydeligt lettere at modarbejde negative traditioner hos religiøse mennesker uden at stille nogen håbløse krav om, at de partout skal opgive den religion, der er en væsentlig del af deres identitet. Standpunktet passer glimrende i nutidens Enhedsliste, som i forvejen er det danske parti, der lægger størst vægt på betydningen af sociale strukturer i forhold til individet, og derfor oftest vil søge sociale frem for individuelle forklaringsmodeller på et givent samfundsproblem. Samtidig adskiller det sig dog betydeligt fra de direkte anti-religiøse standpunkter, der tidligere har præget mange socialistiske partier, og har derfor også givet anledning til en del debat.

Anmeldelsen af Jyllands-Posten

Den 30. september 2005 bragte Jyllands-Posten en artikel, illustreret af 12 karikaturer og andre tegninger af "Muhammed". Artiklens forfatter, kulturredaktør Flemming Rose, gav udtryk for solidaritet med diverse debattører og institutioner, der enten var blevet overfaldet af voldelige muslimer eller havde undladt at bringe diverse ytringer af frygt for repressalier. 27 Nogle af tilfældene var indbildte, andre helt reelle. Rose slog til lyd for, at muslimer måtte finde sig i "hån, spot og latterliggørelse" – ligesom alle andre. Jyllands-Postens noget mere aggressive leder beskrev samtlige muslimer, der tegnede billedet af islam i den danske offentlighed, som "selvhøjtidelige imamer" og "gale mullaher" med indirekte medansvar for mord og voldstrusler. 28

Efter knapt en måned med debat og gensidig kritik mellem Jyllands-Posten, Islamisk Trossamfund, 11 muslimske ambassadører og statsminister Anders Fogh Rasmussen indgav Abdol-Hamid den 27. oktober en politianmeldelse mod Jyllands-Posten til Odense Politi. I denne sag var hun talsperson for følgende 11 organisationer:

Islamisk Trossamfund, København.

Islamisk Trossamfund, Fyn

Ligheds- og Broderskabsforeningen, Århus

Det islamiske Råd

DMGT, Sammenslutningen af Muslimske Indvandrerforeninger

Den somaliske Familieforening

Islamisk Kulturcenter, Århus og København

Islamisk Oplysningscenter

Det islamiske Forbund i Danmark

Arabisk Kulturforening

Minhaj-ul-Quran

Abdol-Hamid hævdede, at artiklen med tegningerne stred mod den danske blasfemiparagraf, som (i teorien) forbyder at håne og spotte lovlige religionssamfund. En række jurister erklærede sig uenige i denne tolkning. Blasfemiparagraffen har ikke været i brug siden 1938, og de 11 organisationer fik da også afslag.

Adskillige debattører satte sig ikke ind i sagen, men antog, at søgsmålet nok kun skyldtes det islamiske forbud mod at afbillede profeten. Dette indgik dog ikke i Abdol-Hamids begrundelser. Til Jyllands-Posten nævnte hun Kåre Bluitgens undervisningsbog Nye Danskere som eksempel på, at det ikke var tegningerne i sig selv, der var problematiske. 29 Problemet var kombinationen af karikaturer og en ledsagende tekst, som hun og organisationerne tolkede som bevis for, at artiklens mål var at håne muslimer. 30 Et par dage senere udtalte hun til Politiken, at "Vi var nok ikke blevet så stødt over tegningerne, hvis de var bragt i en anden og mere seriøs sammenhæng". 31

I en udtalelse til Kristeligt Dagblad inddrog hun den generelle danske debat: "- De 12 tegninger står jo ikke alene. De er bare endnu et eksempel på, hvordan muslimer igen og igen bliver forhånet og stigmatiseret. Så når reaktionen var så skarp, var det nok også fordi, at der er en masse ophobet frustration og vrede blandt danske muslimer". 32

To uger senere bragte Jyllands-Posten resultatet af en meningsmåling, der fastslog, at et flertal af danskerne mente, at ytringsfrihed altid måtte stå over religiøst funderede regler og traditioner. I den anledning udtalte Abdol-Hamid, at

"Selvfølgelig skal vi bevare ytringsfriheden, men det skal være inden for lovens rammer. Vi hæfter os ikke specielt ved tegningerne, selv om vi måske nok synes, at udvalget kunne have været mere varieret. Det er artiklen, der ledsagede tegningerne, som vi har reageret på". 33

En hjælpende hånd

Debatten fortsatte hen over efteråret 2005, med gensidige generelle beskyldninger og kritik mellem Abdol-Hamid og anti-muslimske debattører. 34 Men der kom først for alvor gang i debatten, da Dansk Folkeparti brugte hende til et mindre mediestunt under den odenseanske kommunalvalgkamp i november.

Op til valget arrangerede Fyens Stiftstidende en række paneldebatter, heriblandt en om integrationspolitik. Blandt debattørerne var Asmaa Abdol-Hamid og Alex Ahrendtsen, der trak en kanin op af hatten ved at forsøge at trykke hånd med Abdol-Hamid inden mødet gik i gang. På samme måde som hun ikke ses offentligt uden sit tørklæde, giver hun af religiøse årsager ikke hånd til mænd udenfor familien. Ahrendtsen blev dog ved med at stå med fremstrakt hånd, uden at Abdol-Hamid tog imod den, og episoden endte med, at Niller Madsen fra tv-stationen Odense Ser Rødt gik hen og gav Ahrendtsen hånden i stedet. 35

Ahrendtsen hævdede siden, at episoden opstod spontant. Det er dog ikke sandsynligt, at han ikke kendte til Abdol-Hamids manglende håndtryk i forvejen. Halvandet år i forvejen havde hans partifælle Niels Erik Søndergaard hævdet i Fyens Stiftstidende, at alle muslimer betragtede andre mennesker som urene. Som bevis for dette nævnte han, at Abdol-Hamid "for nogen tid siden" blev interviewet af nogle universitetsstuderende sammen med Søndergaard i hans stue – og her ville hun ikke give ham hånden. 36

Den 14. juli 2005 lancerede Søndergaard så et frontalangreb på Enhedslisten og Abdol-Hamid. Med udgangspunkt i det tidligere omtalte citat om at "islam er en måde at leve på i Danmark" (stadig uden nogen kildehenvisning) – og kun det – påstod han direkte, at Abdol-Hamid på langt sigt gik ind for, at islamisk lovgivning skulle indføres i Danmark. Dette skulle nærmere bestemt ske ved at der blev oprettet to parallellovgivninger, en for "oprindelige danskere" og en for muslimer, der skulle være uden for Folketingets kontrol. Derefter gentog Søndergaard beretningen om interviewet med Abdol-Hamid, som ikke ville give ham hånden, og dermed demonstrerede, at hun betragtede ikke-muslimer som urene. 37

Abdol-Hamid kunne ikke genkende sig selv i den beskrivelse: "Jeg går på ingen måde ind for et parallelsamfund med forskellig lovgivning for forskellige mennesker, sådan som N.E.S. beskylder mig for." 38

I stedet nævnte hun et par af sine kommunalpolitiske mærkesager – genindførelse af modersmålsundervisning og skabelse af kommunale jobs frem for aktiveringsordninger.

Stiftstidendes paneldebat blev indledt af Alex Ahrendtsen, der erklærede, at det var en "chokerende oplevelse", at Abdol-Hamid ikke ville give ham hånden. To af hans partifæller i salen var ikke sene til at følge op på håndtrykssagen. Den ene var såmænd Niels Erik Søndergaard selv – der spurgte, om Abdol-Hamid ville give hånd til de tilstedeværende mænd, og fik til svar, at hun hilste med hjertet. Den anden var Ole Monrad Møller, der hævdede, at det var en stopklods for integrationen, når man ikke ville give hånd. 39

Håndtrykssagen var en oplagt valgkanin for Dansk Folkeparti. Alle kunne have en mening om, hvorvidt man bør give hånd eller ej, og i den følgende uge rasede debatten i Fyens Stiftstidende om, hvorvidt Ahrendtsens håndtryk var en usmagelig provokation, 40 hvorvidt Abdol-Hamids manglende håndtryk var ganske utilstedeligt, 41 eller hvorvidt de da bare var dumme begge to. 42 Dansk Folkeparti forsøgte ikke ligefrem at nedtone sagen. Ahrendtsen udtalte, at "- Det er første gang, at en muslimsk kvinde har nægtet at give mig hånden. Det vil jeg ikke stå model til. Her kan der ikke indgås kompromiser", og som protestaktion aflyste han et andet planlagt debatmøde med Abdol-Hamid. 43

I Fyens Stiftstidendes debatspalter var der en klar overvægt af indlæg, der forsvarede Abdol-Hamid i den konkrete sag. Til gengæld skadede den ikke Dansk Folkepartis opbakning fra vælgerne. En uge senere viste en meningsmåling fra Wilke A/S, at partiet overraskende stod til at få hele to pladser i Odense Byråd i stedet for den forventede ene 44 – i en valgkamp, hvor partiet ellers ikke havde gjort sig særligt bemærket i Odense på andre områder end håndtrykssagen. I sidste ende blev det dog kun Alex Ahrendtsen, der nåede ind.

De øvrige partiers politikere regnede ikke sagen for noget særligt. Venstres spidskandidat, Jane Jegind, mente, at Abdol-Hamids holdning ikke var særlig heldig og temmelig uforståelig, men at det måtte være hendes eget frie valg. I øvrigt var Jeginds erfaring, at der var langt imellem muslimske kvinder, der ikke ønskede at give hånd til mænd. 45

Lars Hedegaard skrev en sarkastisk kommentar i Berlingske Tidendes "Groft sagt", hvor han mente, at Abdol-Hamids stil ville "volde visse vanskeligheder" når der skulle være "kammeratligt samvær – som er den hævdvundne betegnelse for at

kvæle et passende antal pilsnere oven på socialistmøderne". Og nu måtte det i hvert fald være endegyldigt forbi med venstrefløjens bollerum. 46

Apropos håndtryk mente hjemmesiden "Udsigten" et halvt år senere at have fundet en teknisk løsning, som ingen andre debattører havde overvejet: Abdol-Hamid burde af pr-mæssige årsager give håndtryk men evt. tage en handske på! 47

Udfordring fra Karsten Hønge

I de sidste dage af valgkampen meldte en anden byrådskandidat, SF'eren Karsten Hønge, sig pludselig i debatten. Han lagde skarpt afstand til Abdol-Hamid pga. hendes anmeldelse af Jyllands-Posten. Den 11. november bragte TV2-Fyn så en duel med de to kombattanter, som seerne ikke ligefrem blev klogere af. Duellen udviklede sig hurtigt til et intetsigende rivegilde mellem Abdol-Hamid, der kritiserede Hønge for at gavne de borgerlige partier og desuden misforstå hensigten med hendes anmeldelse, og Hønge, der formulerede sig i meget brede vendinger om tolerance og kropslighed, og stærkt kritiserede "den slags holdninger, du repræsenterer" uden at præcisere, hvad disse holdninger egentlig var. Kernen i hans kritik var, at Abdol-Hamids anmeldelse af Jyllands-Posten var det samme som at undergrave ytringsfriheden, hvilket ikke kunne forenes med "rigtig" socialisme. 48

SF's formand Villy Søvndal valgte halvautomatisk at bakke Hønge op. Han udtalte til TV2, at

"Jeg kender ikke den konkrete sag, men rent principielt er jeg helt enig i, at venstrefløjens projekt er et frigørelsesprojekt. Så den type åndsformørkede holdninger, hvor man ikke vil trykke mænd i hånden er så langt væk fra venstrefløjen, som man kan forestille sig," samt at "Det [ikke at ville give hånd] lyder som holdninger fra mørkemænd, der slet ikke hører hjemme på venstrefløjen." 49

Der er dog fortsat ikke nogen dele af SF's love, der forpligter partiets egne medlemmer til altid at give hånd. Den seneste udgave af lovene blev vedtaget på SF's landsmøde den 5.-7. maj 2006, så partiet har haft tid til at overveje en evt. håndtryksparagraf. 50

Efter udmeldingen fra Søvndal kunne TV2-journalisten Erik Holstein desuden oplyse, at "kilder" havde oplyst til TV2 Politik, at Abdol-Hamid vendte sig stærkt imod homoseksualitet. Dette afviste hun dog selv i en mail, hvor hun samtidig benægtede, at hun ikke brød sig om at sidde ved siden af mænd i bussen – et rygte, der åbenbart også var sat i omløb, og som sandsynligvis skyldtes en løsrevet udtalelse fra Abdol-Hamid om "overklistrende" kropskontakt i proppede busser. 51

I Fyens Stiftstidende blev Hønge rost af Erik Schandorff; det var flot, at det endelig var en politiker fra venstrefløjen og ikke Dansk Folkeparti, der gjorde opmærksom på "problemet". Abdol-Hamid kunne ifølge Schandorff ikke gendrive Hønges "påstande" i den nævnte duel på TV2, og Enhedslistens spidskandidat og siddende byrådsmedlem Per Berga havde nu et stort forklaringsproblem. Abdol-Hamid kunne jo meget vel forhindre Enhedslisten i at opnå sit andet mandat i byrådet! Schandorff opfordrede derfor Berga til at stå offentligt frem og tage afstand fra Abdol-Hamid og de "ting", hun "vitterligt påtvang" Enhedslisten, "…for i bund og grund er Asmaa Abdol-Hamid muslimsk fundamentalist, som ikke ønsker at gøre noget godt for Odense, andet end at påtvinge os traditioner, som vi én gang er kommet af med for mere end 100 år siden." 52

Kommunalvalget viste dog, at Enhedslistens vælgere ikke delte Schandorffs frygt for hverken Abdol-Hamid eller andre opstillede muslimer. I Odense gik partiet fra et til to mandater med 6,6 % af stemmerne. Per Berga fik selskab af Anna Rytter, der i øvrigt var muslimsk konvertit, og Abdol-Hamid selv fik en pæn tredjeplads med 579 personlige stemmer mod Rytters 651. 53

Også Enhedslisten selv, ikke mindst Per Berga og en række københavnske medlemmer, bakkede op om Abdol-Hamid gennem hele forløbet. Internt i partiet mente Henrik Olsen fra Østerbro ganske vist, at Enhedslistens accept af hendes manglende håndtryk var et tegn på, at partiet var præget af landsbytosser. Men bortset fra denne enlige udmelding er der ingen tegn på, at partiet var i tvivl om sin kandidat – tværtimod. 54 Fyens Stiftstidende fik ganske vist et interview med Berga til at se anderledes ud, da det fik den misvisende overskrift "Afstand til Abdol-Hamid". 55 Men denne fremstilling blev hurtigt dementeret af Berga selv. 56 Han havde tidligere på året erklæret, at Abdol-Hamid ganske enkelt var blevet opstillet, fordi hun var enig i Enhedslistens politik og grundlag, og at hun ikke kunne betegnes som "fanatisk religiøs". 57 Samtidig havde en af hendes bekendte, Gry Madsen, givet en uforbeholden støtteerklæring til Abdol-Hamid, hendes sociale engagement og store arbejde i sin boligforening i Vollsmose samt styregruppen for Muslimer i Dialog. 58

Efter valget skrev journalisten Søren Mortensen en artikel i B.T. om forskellige muslimske "partishoppere". Her nævnte han kort, at Abdol-Hamids byrådskandidatur gjorde, at Enhedslisten flere gange måtte forklare, "…hvordan et ateistisk parti som Enhedslisten kan rumme en person med så ekstreme religiøse holdninger." Mortensen hævdede, at "Hårdt presset indrømmede man, at man ikke håbede, hun blev valgt", men uden at oplyse, hvem "man" var. 59 Påstanden står i klar modsætning til samtlige indlæg og artikler, hvor medlemmer af Enhedslisten udtalte sig om hende i dagspressen.

"Det er en skandale…"

Den lille venstrefløjsgruppering Internationale Socialister nøjedes ikke med at skrive om Abdol-Hamid, men interviewede hende selv til Socialistisk Arbejderavis. Hun og intervieweren kunne meget hurtigt blive meget enige om, at hverken Ahrendtsen eller Hønge havde fået nogen ben til jorden i deres konfrontationer med hende under valgkampen. Ahrendtsen havde ifølge Abdol-Hamid ikke haft nogen integrationspolitik ud over håndtrykskaninen, og blev derfor også jordet på debatmøderne; interviewer: "Det var den fede måde at jorde ham på". Hønge, der angiveligt hadede Enhedslisten som pesten, og havde været "desperat efter personlige stemmer", beskyldte hende for at være undertrykt, fordi hun bar tørklæde – men nu havde hun også fået en undskyldning fra SF. 60

I en anden lille socialistisk avis, Dagbladet Arbejderen, kom ateisten Nahid Riazi med et hårdt angreb på Abdol-Hamid. Anklagen tog udgangspunkt i, at en af organisationerne bag anmeldelsen af Jyllands-Posten var den danske afdeling af Minhaj-ul-Quran.

Denne internationale organisation har udgangspunkt i Pakistan, og fik sit gennembrud i de danske medier i 2001, hvor den blev fremstillet som en ekstremistisk bevægelse, der samarbejdede med Talibanstyret i Afghanistan, forsøgte at omdanne Pakistan til en islamisk stat og sågar ønskede et muslimsk verdensherredømme. Præcis hvor meget af dette der har noget at gøre med virkeligheden, er stadig uklart. De danske mediers kilder til denne fremstilling er primært Jette Plesner Dali og Helle Merete Brix, hvis tilgang er stærkt sensationsjournalistisk. De fremhæver, at Minhaj-ul-Qurans britiske afdeling har haft rabiate ting stående i sit medlemsblad, og at man som medlem tilsyneladende skal underskrive en ekstremistisk erklæring. Desuden "afslører" de, at Minhaj-ul-Qurans officielle hjemmeside har haft et link til en amerikansk fanside, lavet af en studerende i Florida, som hævder, at bevægelsens mål er at overtage verdensherredømmet. Mere seriøst er det, at bevægelsens leder Tahir ul-Qadri i førsteudgaven af bogen Islam and Christianity fra 1987 er gået ind for at indføre dødsstraf for blasfemi i Pakistan. 61

Det Radikale Venstre havde i 2001 en håndfuld medlemmer af den danske afdeling af Minhaj-ul-Quran, bl.a. afdelingens næstformand Babar Baig, Tanwir Ahmed fra ungdomsafdelingen Muslim Youth League, og Mona Sheikh, der var medlem af Womens Youth League, en tilknyttet ungdomsorganisation for kvinder. I foråret 2001 var også Jette Plesner Dali radikalt partimedlem. Sammen med partifællerne Helle Merete Brix (der meldte sig ind for at kunne tage del i kampen!) og Bjarne P. Nielsen lavede hun en undersøgelse af Minhaj-ul-Quran, hvorpå trekløveret gik til tv-avisen med anklager om, at de nævnte muslimer var ekstremister. 62 Tv-avisen bragte historien den 17. maj. I de følgende dage blev muslimerne hængt ud som anti-demokrater med henvisning til deres tilknytning til Minhaj-ul-Quran og udtalelser til pressen om dødsstraf i al almindelighed. Ifølge Naser Khader mente Babar Baig ikke at kunne tage afstand fra begrebet "dødsstraf" af religiøse årsager, 63 mens Mona Sheikh fandt, at indførelse af dødsstraf måtte være et demokratisk valg, som hun dog personligt var modstander af. 64

Peter Hervik har i bogen Mediernes muslimer stærkt kritiseret den måde, Mona Sheikh og andre danske muslimer blev stemplet som anti-demokrater uden noget reelt grundlag. Men han beskæftiger sig kun med revolverjournalistikken og anklagernes manglende dokumentation, og kan derfor hverken be- eller afkræfte rygterne om det anti-demokratiske sindelag hos Minhaj-ul-Quran i Danmark.

Den danske afdeling erklærede sig for en demokratisk bevægelse, der arbejdede for ligestilling og integration, men signalerede alene med sit navn en tilknytning til andre og mere tvivlsomme afdelinger i udlandet. Ifølge religionsforskeren Lene Kühle har der i både 1993 og 2003 været interne diskussioner om den danske afdelings tilhørsforhold til sin moderorganisation. Efter striden i 2003 meldte over halvdelen af Muslim Youth Leagues danske medlemmer sig ud og var med til at stifte foreningen Muslimer i Dialog 65 – hvor Asmaa Abdol-Hamid i dag er en del af styregruppen.

Muslimer i Dialog har siden fungeret som en pendant til foreningen Kritiske Muslimer – begge lægger stor vægt på både medlemmernes muslimske tilhørsforhold og opbakningen til individets rettigheder og det danske demokrati. Herved adskiller de sig fra foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke er en religiøs forening, selvom den beskæftiger sig med de samme integrationspolitiske emner. 66

Enkeltpersoner fra Muslimer i Dialog som imamen Abdul Wahid Pedersen har dog bidraget til forvirringen omkring muslimers demokratiske sindelag ved i 2002 at anerkende steninger i Nigeria som en straffeform, der i princippet var indstiftet af Gud, selvom han personligt tog afstand fra straffeformen og andre former for tortur i praksis. 67 Abdol-Hamid har derimod ikke forsvaret eller anerkendt nogen form for dødsstraf på noget tidspunkt – tværtimod.

Minhaj-ul-Quran gør ikke meget ud af at profilere sig i Danmark, men er på grundlag af Brix og Dalis beskrivelser blevet gjort til et skoleeksempel på muslimsk femtekolonnevirksomhed for adskillige anti-muslimske debattører. Organisationens tilstedeværelse på listen over anmeldere af Jyllands-Posten blev siden brugt som argument for, at der måtte være noget lusk med Abdol-Hamid – se afsnittet "Konspirationsnørderne knokler" nedenfor.

I sit angreb i Dagbladet Arbejderen gjorde Riazi dog ikke Minhaj-ul-Quran til noget bærende argument imod Abdol-Hamid. Men at hun måtte være islamist og anti-demokrat, var der efter Riazis opfattelse ingen tvivl om, og beskyldningerne fik ikke for lidt. Interviewet i Politiken den 25. september, hvor Abdol-Hamid havde udtalt, at "Mænd og kvinder er jo ikke fuldstændig ens af sind…", blev fremhævet som eksempel på hendes "islamiske fanatiske holdninger om kvinder og ligestilling". At hun ikke så religionen som undertrykkende, blev hos Riazi til, at hun ikke så nogen undertrykkende elementer i "flerkoneri, stening af mennesker på grund af utroskab, straf af 'ulydige' kvinder (hvilken Koranen direkte henviser til) eller drabet på vantro og homoseksuelle som også anvises i Islam og dens kilder, nemlig sharialovgivningen og Koranen."

"I Asmaas og andre islamisters verden bliver mænd betragtet som dyr, der kan blive seksuelt ophidset og ikke kan styre sig, hvis kvinder giver dem hånd eller ikke dækker sig fra top til tå. I deres opfattelse er det så også kvindernes egne skyld, hvis de bliver udsat for voldtægt og overgreb, og derfor skal de dække sig!"


"Asmaa Abdol-Hamid tilhører de mest reaktionære, konservative og fanatiske kræfter blandt muslimer… Det er en skandale for et venstrefløjs parti at have Asmaa Abdol-Hamid som sit repræsentant." 68

Nu måtte Enhedslisten gøre op med islamisterne, herunder Abdol-Hamid, da deres tilstedeværelse i partiet fastholdt indvandrerkvinder i deres undertrykkelse og gavnede racisterne!

Riazis anklager findes også på hendes hjemmeside, i en version med væsentligt flere udråbstegn og under overskriften "Hvordan kan en islamisk fundamentalist repræsentere et venstrefløjs parti? Gud og Allah bevare os !!!!!!!!!" 69

Anklagernes grundlag var nærmest ikke-eksisterende. Udover fejltolkningen af interviewet i Politiken henviste Riazi meget generelt til Abdol-Hamids udtalelser i et ikke nærmere angivet debatprogram på P1 – og insisterede ellers på, at hendes tørklæde var islamistisk, og at det ikke at give hånd var udtryk for en tankegang om ren og uren, der samtidig indebar accept af voldtægt. Abdol-Hamids skelnen mellem religion og kultur blev udlagt som en støtteerklæring til islamiske diktaturstater.

Ganske vist skal der megen tolkning til for på den ene side at kunne frikende religionen i sig selv for at indeholde elementer, der kan virke undertrykkende, når en række konkrete påbud om straffemetoder m.v. på den ene side skal læses som Guds åbenbarede ord, og man på den anden side tilslutter sig de moderne samfunds idealer om individuel frihed, ligestilling mellem kønnene, demokrati m.v. Dette modsætningsforhold er da også kernen i både de fleste islamisters doktriner og anti-muslimers modstand mod alle praktiserende muslimer. Eftersom "sharia" ifølge deres anskuelser ikke kan tolkes på anden måde end "barbarisk styreform", er enhver troende/praktiserende muslim pr. definition anti-demokrat.

Denne forestilling mister imidlertid sin mening i det øjeblik en troende/praktiserende muslim vælger at betragte sharia som et sæt religiøse leveregler, som det enkelte individ vælger at adlyde, men som ikke skal presses ned over hovedet på andre. I så tilfælde mister påbudene deres potentielt politiske betydning. Og som det viser sig i en række interviews og udmeldinger er det netop denne tolkning af religionen, som Abdol-Hamid foretager. I mange anti-muslimers forestillingsverden kan en sådan udlægning ikke eksistere – tilsyneladende heller ikke hos Riazi, der i stedet påstod, at Abdol-Hamid "som enhver islamisk fanatiker" insisterede på, at kun ayatollahernes tolkning af Koranen var korrekt. At Abdol-Hamid i øvrigt er sunnimuslim og "ayatollah" en shiamuslimsk titel, er i denne sammenhæng kun en detalje.

Abdol-Hamid brugte ikke tid på at tilbagevise anklagerne en for en, men henviste i et gensvar i Arbejderen blot til deres manglende dokumentation og sin ret til individuel frihed til bl.a. at bære tørklæde. "Ligesom jeg ikke vil kræve, at andre vælger som jeg, påkræver jeg at blive respekteret for mit eget valg." 70

Majbrit Berlau, MF for Enhedslisten, havde et indlæg i Arbejderen ugen efter, hvor hun tog afstand fra Riazis udokumentarede påstande om, at Abdol-Hamid skulle acceptere flerkoneri og stening. Berlau oplyste, at Abdol-Hamid på intet tidspunkt i partiets interne diskussioner havde givet udtryk for problematiske holdninger til ligestilling, og erklærede, at man sagtens kunne være socialist og religiøs samtidig. 71

Spredehagl i december

Den 13. december havde Karsten Hønge en kronik i Fyens Stiftstidende, hvor han opfordrede venstrefløjen til at tage kampen op mod "reaktionære holdninger" og "fanatisk religiøst nonsens - også muslimernes". Han mente at den slags holdninger havde indsneget sig hos venstrefløjen, og at de bl.a. kom til udtryk ved, at den kunne slå inde for kandidater, "…der ønsker at undergrave ytringsfriheden under dække af, at deres religiøse følelser var blevet krænket af nogle harmløse profettegninger offentliggjort af Jyllands-Posten."

Han nævnte ingen navne, men det var tydeligt, at der blev sigtet til Abdol-Hamid, selvom hun på intet tidspunkt havde stillet nogen krav om lovændringer.

Sagsanlægget mod Jyllands-Posten var jo netop ikke et forsøg på at "indskrænke ytringsfriheden", men en anmeldelse efter den eksisterende lovgivning. Projektet var dømt til at mislykkes på forhånd, men selv hvis sagen var gået igennem og rent hypotetisk var endt til fordel for sagsøgerne, havde dette jo pr. definition ikke indskrænket ytringsfriheden, men blot klarlagt hvor de i forvejen eksisterende grænser i den danske lovgivning gik. Som en række debattører korrekt påpegede, går man jo ikke ind for at "indskrænke ytringsfriheden", blot fordi man anlægger sag efter injurie-, racisme- eller blasfemilovgivningen – man påberåber sig slet og ret de "indskrænkninger i ytringsfriheden", som Folketinget i forvejen har vedtaget, er gældende i den danske offentlige debat. Hvis en person ønsker at "indskrænke ytringsfriheden" (yderligere), kan det ikke ske gennem et sagsanlæg men kun ved at personen engagerer sig politisk og arbejder for en ændring af den eksisterende lovgivning. Langt de fleste danskere mener i øvrigt, at de nuværende grænser for ytringsfrihed er passende.

I sin kronik fastslog Hønge videre, at "Venstrefløjen skal tage skarpt afstand fra køns-apartheid, hvor mænd og kvinder adskilles, hvor man ikke må give hånd, kvinder skal tildækkes, ægteskaber arrangeres, hvor tilværelsen opdeles i rent og urent, hvor religionen afgør alle mulige daglige gøremål, hvor homoseksualitet opfattes som en synd, og hvor dødsstraf indgår i retspolitikken."

På en række områder var kronikken tvetydigt formuleret. Mente Hønge ikke, at man kunne være venstreorienteret kandidat til kommunalvalget, hvis man – som Abdol-Hamid – ikke selv gav hånd, men heller ikke havde noget imod, at andre gav hånd til hinanden? Gik han ind for et tørklædeforbud eller kunne han acceptere, at kandidater selv gik med tørklæde, men ikke ønskede at pådutte andre tørklædet? Tilsluttede han sig den opfattelse, at alle arrangerede ægteskaber pr. definition er tvangsægteskaber? Hvilke "daglige gøremål" måtte religionen ikke blande sig i – og for hvem? Skulle venstrefløjen eksempelvis tage skarpt afstand fra alle praktiserende muslimer?

Hønge nævnte en lang række idealer, som venstrefløjen måtte være talsmand for – humanisme, tolerance og kamp mod racisme og forskelsbehandling. Han slog til lyd for en "mild, rund, imødekommende og tolerant fortolkning" af religioner, uanset om man talte om kristendom eller islam, og fremhævede SF's Margrethe Auken som en "glad og frisindet grundtvigianer" – som modsætning til de reaktionære dele af muslimerne, der havde demonstreret deres intolerance ved at anmelde Jyllands-Posten. At nogle muslimer havde en ortodoks udlægning af deres tro var ikke et problem i sig selv – men det var et klart problem, at de kunne accepteres som del af venstrefløjen, når de ifølge Hønge lå mentalt tættede på Indre Mission eller præsterne i Dansk Folkeparti. Om de gjorde det, lod til at komme an på deres opbakning til eller modstand mod Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

I øvrigt måtte venstrefløjen entydigt støtte tegnernes ytringsfrihed, for ellers ville vi havne på en glidebane, hvor filmen Life of Brian og Jens Jørgen Thorsens Jesusfremstillinger blev forbudt. "Det kan ende med den laveste fællesnævner, hvor ingen må føle sig stødt overhovedet. Og al debat og satire er væk."

Hønges intentioner var gode nok, men på samme måde som hans hidtidige udmeldinger på området led kronikken af manglen på konkrete eksempler. Det var mildest talt uklart, hvem modstanderne var. Hønge fremstillede situationen, som om Abdol-Hamid selv ønskede at indskrænke ytringsfriheden, var imod tegninger generelt, var en reaktionære tilhænger af dødsstraf eller modstander af homoseksuelles rettigheder. En del af disse kritikpunkter ville sandsynligvis kunne anvendes imod flere af de 11 organisationer bag anmeldelsen, men det havde ikke meget med "venstrefløjens kandidater" at gøre. Og i Abdol-Hamids tilfælde ramte kritikken helt ved siden af. 72

Enhedslistens provinssekretær, Ulf V. Olsen, langede på én gang hårdt ud efter Nahid Riazi, Karsten Hønge og Alex Ahrendtsen, hvis kampagne "mere og mere antager karakter af usmagelig personforfølgelse og bagvaskelse". Karsten Hønges krav om særlige "dresscodes" og "hilsecodes" stod netop i modsætning til den individuelle frihed, og var ifølge Olsen "et beklageligt udtryk for, at SF ikke i tilstrækkelig grad har gjort op med det stalinistiske tankegods, der i forne tider hærgede venstrefløjen." Olsen fandt det også mærkværdigt, at Hønge beskyldte Abdol-Hamid for at undergrave ytringsfriheden – betød det, at SF's københavnske borgmester Bo Asmus Kjeldgaard også havde undergravet ytringsfriheden ved at anlægge sag mod kirkelige organisationer for at udtale sig nedsættende om homoseksuelle? 73

Karsten Hønge kritiserede Olsen for at forsøge at reducere emnet til blot at handle om Abdol-Hamids person, tøj og hilseform. Men vigtigere ting var på spil – det her handlede om et generelt opgør med enhver form for undertrykkende autoritet, og centrum-venstreorienterede skulle naturligvis alliere sig med de frisindede og anti-autoritære religiøse. Hønge mente, at Enhedslistens opstilling af Abdol-Hamid blot havde været et taktisk forsøg på at skrabe flere stemmer sammen – den "lette løsning", der imidlertid stod i modsætning til at forsvare "progressive holdninger", og var udtryk for "opportunisme og behagesyge overfor fundamentalister". 74

Jens Posselt fandt Hønges kronik "bedrevidende og fordømmende", og kritiserede præmisserne for hans afstandtagen fra Abdol-Hamid. Reelt var hun velintegreret og gjorde faktisk alt, hvad samfundet krævede af indvandrere, bortset fra at afsværge sin tro. Posselt ville ikke selv have politianmeldt Jyllands-Posten for de i øvrigt meget forskellige Muhammedtegninger, men fastholdt sin ret til at kritisere happeningen. Hvis Hønge virkelig mente, at politianmeldelser generelt var en trussel mod ytringsfriheden, hvorfor havde han så ikke kritiseret Bo Asmus Kjeldgaard? Eller hvad med foreningen Kirke & Medier, der havde anmeldt et DR-program om heavy metal-gruppen Stormslag, som havde ordene "Dræb de kristne" stående på en væg? Hønges kritik skyldtes nok bare, at han ikke kunne fordrage Enhedslisten. 75

Nu hævdede Erik Schandorff, at der var klar dokumentation for, at Abdol-Hamid var religiøs fundamentalist, nemlig at hun selv havde udtalt, at hendes religion betød mere for hende end det danske samfund. 76 Schandorff fandt det dog ikke nødvendigt at angive sted eller tidspunkt eller komme med noget direkte citat.

Hønge tog til genmæle mod både Jens Posselt og Ulf Olsen, som begge var "fanget i et umuligt forsvar for religiøs fanatisme". Det var komplet latterligt, at han skulle have noget personligt imod Abdol-Hamid eller hadede Enhedslisten. Men når man stillede sig i spidsen for en aktion, der havde til formål at undergrave ytringsfriheden, måtte man også finde sig i at blive modsagt. Det var vigtigt at støtte moderne og frisindede muslimer, men det kunne være interessant at få afklaret, hvad Abdol-Hamid egentlig mente. Derfor afsluttede Hønge med følgende uoriginale spørgsmål:

"Lægger du, Asmaa, principiel afstand til sharialovgivning? Tager du ubetinget afstand fra dødsstraf, uanset om det foregår i USA, Mellemøsten eller Danmark? Er du tilhænger af fri abort, uanset hvilket samfund vi taler om? Er det helt i orden, hvis en muslimsk kvinde gifter sig med en mand der er kristen eller ateist - selv om han ikke konverterer? Går du ind for, at homoseksuelle får helt lige rettigheder med heteroseksuelle - såvel i Danmark som i alle muslimske lande?" 77

Historien melder intet om, hvorfor Hønge ikke havde undersøgt disse spørgsmål, før han vendte skytset mod Abdol-Hamid i første omgang.

Hvad mener hun egentlig? – Part 2

Den 15. december 2005 bragte P1-programmet "Lige Lovligt" et interview med Asmaa Abdol-Hamid, Mona Sheikh og den konservative Ben Haddou, som i valgkampen havde været udsat for angreb fra anti-demokratiske muslimer, alene fordi han engagerede sig i demokratiet. 78

Abdol-Hamid var helt enig i Mona Sheikhs analyse: At der fandtes en uhellig alliance mellem mediernes ensidige fremstilling af muslimer, anti-demokratiske muslimer,

der forsøgte at presse demokratiske trosfæller med en påstand om, at islam og demokrati ikke kunne forenes, samt danske nationalister, der angreb demokratiske muslimer med selv samme påstand.

Desuden kritiserede Abdol-Hamid, at muslimske kandidater blev mistænkeliggjort i valgkampene på baggrund af deres religion. Når en kandidat stillede op for et demokratisk parti, var der i forvejen sat en bestemt politisk dagsorden, nemlig det politiske partis.

Samtidig lå der også et stort ansvar hos de danske muslimer selv for at synliggøre, at der var forskelle på muslimer, og oplyse om, at islam i Danmark kunne og skulle implementeres i overensstemmelse med danske værdier. En vigtig årsag til misforståelserne om islam var de mange firkantede tolkninger af religionen, som en række selvbestaltede imamer i Danmark og rabiate islamister i Mellemøsten stod for. Derfor var hun også varm tilhænger af at indføre en statsautoriseret islamisk teologiuddannelse i Danmark.

En måned senere bragte Fyens Stiftstidende et interview med Abdol-Hamid, hvor hun fortsatte med at redegøre for sine synspunkter om dansk islam. Hun støttede bl.a. fuld ligestilling mellem muslimske kvinder og mænd og frit valg af ægtefælle.

På et spørgsmål om, hvorvidt hun var enig i Enhedslistens støtte til homoseksuelles ret til adoption, svarede hun: "- Jeg går ind for den individuelle frihed, men det her ved jeg ikke så meget om, så jeg skal lige studere partiprogrammet lidt nærmere."

Et spørgsmål om sharialovgivning kontra grundloven betragtede hun ikke som noget modsætningsforhold: "- Islam er sharia og sharia er islam. I utrolig mange elementer i dansk lovgivning finder man sharia og omvendt. Der står i Koranen, at man skal

følge loven i det land, man bor i, og det gør jeg."

Hun betragtede Danmark som "et meget muslimsk land" i modsætning til mellemøstlige lande som Libanon, hvor der ikke var ytringsfrihed, eller Saudi-Arabien, der ikke havde demokrati.

Dødsstraf tog hun klart afstand fra, uanset omstændighederne: "- Jeg er imod dødsstraf, både i Saudi Arabien, i USA og i Nigeria. Jeg kan huske den der meget omtalte sag om stening af en kvinde i Nigeria. Vi var nogle stykker, der gemte hovedet i hænderne og sagde: Åh, nej - tag jer lige lidt sammen!"

Særlige åbningstider for muslimske kvinder i svømmehaller var ikke nogen nødvendighed, men hvis der var økonomi i det, kunne noget sådant godt drøftes. Dels ud fra andre forståelser af blufærdighed, dels ud fra en meget pragmatisk vurdering af, at der ellers ville være kvinder, der ikke benyttede svømmehallerne i det hele taget.

Brug af svinekød i børnehaver var ikke noget problem: "Jeg vil ikke pålægge andre mine leveregler, og derfor skal man selv bestemme, hvad man vil spise."

Hun betragtede i øvrigt de danske "integrationsproblemer" som værende sociale problemer, der skyldtes, at de fleste indvandrere i Danmark kom fra underklassen i modsætning til Canada, hvor de var fra over- og middelklassen, og hvor indvandringen derfor forløb mere glat. 79

Informationscentret KVINFO's hjemmeside bragte Abdol-Hamids personlige historie, hvor hun gentog en række af disse pointer samt vigtigheden af at skelne mellem religion og kultur. F.eks. fandt hun, at arabisk tankegang på mange måder var kvindeundertrykkende. Selv traf hun imidlertid sine valg på baggrund af sin religion og ikke kulturen, for ellers ville hun ikke være nået så langt. Hendes status som beboerformand var "en hård nød at knække for mange arabiske mænd." 80

Under Muhammedkrisen

I begyndelsen af december deltog Abdol-Hamid i et forsoningsmøde mellem 12 muslimske talsmænd og 8 af Muhammedtegnerne, og udtalte kort tid efter, at det måtte være tid til at komme videre. 81

Midt i december sendte Islamisk Trossamfund to delegationer til Mellemøsten for at skaffe opbakning om deres sag. Denne rejseaktivitet blev siden beskyldt for at bidrage stærkt til konfliktens udvikling eller ligefrem gjort til syndebuk for hele krisen. Abdol-Hamid udtalte siden, at hun ikke selv ville have deltaget i rejserne, og personligt havde valgt at holde sine protester inden for Danmarks grænser. Hun betragtede dem som et udtryk for afmagt, da imamerne ikke kunne komme igennem med deres budskab her i landet – og i øvrigt begik Anders Fogh Rasmussen en "kæmpe bommert", da han i første omgang afviste at mødes med de 11 muslimske ambassadører, hvis brev han fejltolkede som et krav om indgreb i ytringsfriheden. 82

Trods decembermødet med tegnerne udtalte Abdol-Hamid midt i januar til Fyens Stiftstidende, at hun ville appellere statsadvokatens afvisning af Jyllands-Post-anmeldelsen til rigsadvokaten. 83 Nogle uger senere førte sagen om Jyllands-Postens tegninger til en omfattende boykot af danske produkter og voldsomme uroligheder i Mellemøsten. På dette tidspunkt mente hun, at der nok burde en undskyldning til fra Jyllands-Posten for at komme videre. 84 Kort tid efter beklagede chefredaktør Carsten Juste, at tegningerne havde provokeret et stort antal muslimer men uden at beklage selve tegningerne. Adskillige muslimer i ind- og udland var langtfra tilfredse med denne halve undskyldning. Abdol-Hamid accepterede den dog, og håbede på, at folk nu ville se fremad. 85

Hun fik i øvrigt revanche for håndtrykssagen i november ved at foreslå en fælles aktion sammen med Dansk Folkeparti for at neddæmpe Muhammedkrisen. Fyens Stiftstidende tilbød at tage et fællesbillede med Abdol-Hamid og Alex Ahrendtsen, hvilket sidstnævnte dog ikke var interesseret i. Ifølge Ahrendtsen havde hun ikke "gjort nok for at standse optøjerne" – hvad det så ellers skulle være. Hun burde "…påtage sig ansvaret og sørge for, at der falder ro på ude i verden", for efter hans opfattelse var Abdol-Hamid via anmeldelsen af Jyllands-Posten medansvarlig for krisen ligesom de danske imamer, og skulle derfor også gå i rette med dem. Før hun gjorde det, ville han ikke fotograferes med hende. Trods den store tiltro til Abdol-Hamids formåen forstod hun ikke formålet med Ahrendtsens udmelding, da hun i forvejen var modstander af imamernes delegation. "- Jeg har rakt hånden frem, og igen har Alex Ahrendtsen afvist den". 86

Efter at også rigsadvokaten afviste klagen over Jyllands-Posten midt i marts, vurderede Abdol-Hamid, at de 11 organisationer nok ville forsøge at indbringe sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.87 Få dage efter modtog domstolen da også tre ansøgninger om at behandle sagen fra danske afsendere, men præcist hvem fremgik ikke i offentligheden. 88 Islamisk Trossamfund og seks andre muslimske foreninger valgte at afprøve, om Jyllands-Postens happening kunne holde til en injuriesag i stedet. I oktober 2006 blev avisen også frifundet i denne sag. Islamisk Trossamfund valgte noget udsigtsløst at anke dommen, hvilket Abdol-Hamid havde forståelse for. 89

Under selve krisen fandt der den 12. februar en anti-muslimsk demonstration sted i Odense med deltagelse af bl.a. prædikanten Moses Hansen. Den nationalistiske hjemmeside www.balder.org var stærkt utilfreds med Fyens Stiftstidendes ikke videre positive dækning af arrangmentet, og det blev i en harmdirrende kommentar koblet sammen med dækningen af Abdol-Hamid, der blev beskrevet som en "islamofascist", hvis reklame for "indskrænkning af ytringsfriheden" nærmest blev båret frem af Fyens Stiftstidende. At avisen nok ville have taget afstand fra evt. nazister, såfremt sådanne rent hypotetisk havde deltaget i demonstrationen, var rent hykleri, men…

"At være i Abdul Wahid Petersens, Fatih Alevs, Asmaa Abdol Hamids og lignendes selskab er åbenbart langt mere spiseligt for dhimmi-medierne end Jonni Hansens." 90

Muhammedkrisen førte også til, at SF og Enhedslisten i fællesskab arrangerede et debatmøde i Odense den 9. februar med temaet "Er det foreneligt at være socialist og religiøs?". Debattørerne var Karsten Hønge, Asmaa Abdol-Hamid og Torben Hangaard, nu både sognepræst i Vollsmose og socialdemokratisk byrådsmedlem.

Mødet førte ikke til nogen videre forsoning, da det hurtigt blev kørt op i en spids, hvor Abdol-Hamid beskyldte Hønge for blot at ville score billige point ved at fremstille muslimer i almindelighed som det store fjendebillede, og hvor Hønge uden konkrete eksempler anklagede venstrefløjen for at sætte lighedstegn mellem undertrykte og muslimer uden forholde sig til deres holdninger i øvrigt. Et udtryk for en sådan uheldig tendens kunne måske være Lene Junker fra Internationale Socialister, der under mødet hævdede, sådan i al almindelighed, at islam var blevet de undertryktes religion og at socialister repræsenterede de undertrykte? Det er umuligt at vurdere, da der ikke kom nogen mere konkret argumentation på bordet. Hønge tog siden klart afstand fra Junkers udsagn, men stadig uden at bore dybere i indholdet. 91

Søren Voigt Jensen læste tilsyneladende ikke Fyens Stiftstidendes januarinterview med Abdol-Hamid, men opdagede derimod, at avisen bragte et citat fra debatmødet, hvor hun udtalte: "Om jeg tager afstand fra Sharia-lovgivningen? Hvorfor skal jeg altid stå til ansvar over for, hvad der sker andre steder?"

Jensen reagerede prompte med et læserbrev, hvor han stillede Abdol-Hamid det snart klassiske spørgsmål om "ja eller nej til sharia". 92

Anne Lise Petersen skrev et indlæg, hvor hun følte sig krænket over en blanding af imam Abu Labans manglende danskkundskaber, Asmaa Abdol-Hamids manglende håndtryk og hendes tørklæde. Gud og Allah havde ikke givet os hår, for at det skulle dækkes til – hvis det var meningen, havde han skabt os skaldede! 93 Søren Voigt Jensen kvitterede med en overstrømmende ros af Petersens indlæg, der var "som talt ud af mit eget hjerte", og benyttede samtidig lejligheden til at gøre opmærksom på, at Abdol-Hamid stadig ikke havde besvaret hans spørgsmål, om hvorvidt hun var for eller imod "Sharia-lovgivning". 94

Nogen tid efter debatmødet om religion og socialisme udsendte Karsten Hønge sine tanker om problemstillingen som en samlet pjece med titlen En bandbulle mod fundamentalisme - et forsvar for frisind. Her lagde han afstand til både moppekampagner mod muslimer og misforståede hensyn til reaktionær undertrykkelse i religionens navn.

Hønges syn på tørklædespørgsmålet var helt og aldeles afklaret i pjecen. Han erklærede sig fuldstændig ligeglad med, om voksne kvinder valgte at bære tørklæde. Det var en detalje og deres eget valg, og det var helt urimeligt, hvis de blev diskrimineret på arbejdsmarkedet af den grund. Men fundamentalistisk religion måtte der lægges afstand til. Når det gjaldt muslimer, kunne lakmusprøven for deres demokratiske sindelag passende bestå i deres holdninger til følgende spørgsmål:

"- Bliver der lagt principiel afstand til sharialovgivning?

- Bliver der taget ubetinget afstand fra dødsstraf, uanset hvor og hvornår det foregår?

- Hvad er holdningen til fri abort, uanset hvilket samfund vi taler om?

- Er det i orden hvis en muslimsk kvinde gifter sig med en mand der er kristen eller ateist - selv om han ikke konverterer?

- Skal homoseksuelle have helt lige rettigheder med heteroseksuelle - såvel i Danmark som i alle muslimske lande? Eller opfattes homoseksualitet som en synd?" 95

Dertil kom tre bonusspørgsmål om, hvorvidt man som muslim støttede udviklingen af en europæisk eller dansk tilpasning af islam, om der var en grænse for "accepten af Koranen" (og heraf følgende forsvar for straffe som stening og håndsafhugning), samt om sharia og Koranen var en samlet pakke, der ikke kunne pilles ved.

Hvis man ser bort fra, at der mangler en definition på begrebet "sharialovgivning", er Hønges ovenstående lakmusprøve et udmærket forsøg på at opstille en praktisk anvendelig test af liberale hhv. reaktionære holdninger. Det virker straks mere sært, når han i samme pjece fandt det betænkeligt, at Abdol-Hamid havde udtalt, at hun kun ville giftes med en muslim, blot fordi en "fremtrædende venstrefløjsrepræsentant" ifølge Hønge ville blive udsat for hård kritik, hvis vedkommende erklærede, at han/hun ikke kunne drømme om at gifte sig med en muslim.

Synet på Jyllands-Postens Muhammedtegninger virker som den absolut største anstødssten i Hønges forhold til Abdol-Hamid. Muhammedkrisen fyldte meget i Hønges pjece. Han tog bl.a. klart afstand fra kritikerne af Jyllands-Postens happening, og gav indtryk af, at Dansk Industri under Muhammedkrisen havde været villig til at "sælge vores værdier" for kolde kontanter på en ikke nærmere angivet måde. En række personer med mellemøstlig baggrund blev fremhævet for deres opbakning til Jyllands-Postens Muhammedtegninger, og også Nahid Riazi blev rost for at opfordre til en alliance mellem alle progressive, uanset religiøs og etnisk baggrund. Abdol-Hamid havde derimod forsøgt at dæmonisere Hønge ved at slå ham i hartkorn med højrefløjens "usmagelige hetz" imod islam.

Kløften mellem Hønge og Abdol-Hamid i denne konkrete sag kan næppe overvindes, men det er heller ikke problemet. Problemet er, at Hønges betingelsesløse opbakning til Jyllands-Posten tilsyneladende smittede kraftigt af på hans syn på Abdol-Hamid i en række andre henseender, og at han samtidig ikke lagde mærke til de af hendes udmeldinger, der umuligt kunne komme fra en reaktionær fundamentalist.

Nahid Riazi vs. feministisk forum

Abdol-Hamid blev i løbet af vinteren gjort til emne i en ophedet mailudveksling mellem feministisk forum og Nahid Riazi, der i denne forbindelse optrådte som koordinator for den Internationale Kampagne for Iranske kvinders Rettigheder (IKIR). IKIR rummer et ukendt antal voldsramte og derfor anonyme kvinder, og Riazi er den eneste af foreningens medlemmer, der står frem i offentligheden. I sin mail til feministisk forum foreslog Riazi at samarbejde om et arrangement på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2006.

Denne ide viste sig dog hurtigt at være dødfødt på grund af de to foreningers diametralt modsatrettede syn på islam i Danmark. I sit svar til Riazi betragtede feministisk forum det anti-muslimske debatklima for at være direkte skadeligt for ligestillingen. Forummet opfordrede til at skelne mellem forskellige typer af muslimer, og anså valget af Abdol-Hamid til Odense Byråd (sic!) for at være et fremskridt for demokratiet og ligestillingen generelt. Desuden blev Riazi kritiseret for hendes tidligere angreb på Sherin Khankan (medlem af Det Radikale Venstre og grundlægger af foreningen Kritiske Muslimer), som feministisk forum havde et glimrende samarbejde med.

Riazi svarede igen med et brev, der samtidig blev sendt ud til en række andre danske kvindeorganisationer, med den begrundelse at de alle måtte forholde sig til den principielle diskussion. I brevet leverede Riazi en lang og temmelig paranoid kritik af feministisk forum, der angiveligt ikke kæmpede for kvinderettigheder men blot samarbejdede med islamister om at udbrede den forestilling, at islam ikke er undertrykkende. Sherin Khankan fik skudt i skoene, at hun gik ind for "piskning, stening af mennesker og især af kvinder, hånd- og benafhugning, som familielove f. eks. mandens afstraffelelsesret overfor kvinden, flerkoneri, etc."

Dette var en besynderlig påstand, da Sherin Khankans syn på religion, demokrati og feminisme minder en del om Abdol-Hamids. Om tørklædedebatten har Khankan således skrevet, at ideen om en "sand og fundamental" udlægning af islam er uheldig, da den ekskluderer de andre udlægninger. Retten til blufærdighed er en menneskeret, men "Hver kvinde må afgøre med sig selv, hvor grænserne for frigjorthed ligger for hende." 96 Selv bærer Khankan ikke tørklæde.

I 2002 undlod Khankan til stor forundring og medieopmærksomhed at stemme for en resolution på det radikale landsmøde, der fordømte en nigeriansk henrettelse ved stening under overskriften "Nej til sharia-lovgivning". Sherin Khankans begrundelse for ikke at stemme for, var ikke resolutionens indhold men udelukkende dens navn:

"Det er faktuelt forkert at skrive »nej til sharia-love«. Der burde i stedet have stået nej til barbariske straffemetoder og dødsstraf over alt i verden.". Desuden erklærede hun, at "Jeg tager afstand fra alle former for dødsstraf og alle former for tortur overalt i verden. Også i religiøs forklædning". 97

I øvrigt foretog hun stort set den samme skelnen som Abdol-Hamid mellem islam i sig selv og stening som "en barbarisk perverteret måde at forholde sig til virkeligheden på". Ikke desto mindre blev hun stærkt kritiseret af den radikale landsformand, Søren Bald, som understregede, at det var vigtigt at tage afstand fra religiøse principper som grundlag for lovgivning i det hele taget. I Berlingske Tidendes "Groft sagt" rodede Lars Hedegaard sig ud i en søforklaring om, at Khankans undsigelse af dødsstraffen naturligvis måtte være en taktisk løgn! 98


Det er let at forstå, at feministisk forum afviste invitationen til samarbejde. Riazis påstande om Khankan hang ikke sammen, medmindre alle ubekvemme udsagn fra hende på forhånd defineres som løgne. Med det forhindrede ikke Riazi i at fremture. I forbindelse med den nævnte radikale resolution påstod hun om Khankan, at "…hun havde sagt, at hun ikke kunne tage afstand fra de barbariske sharialove, idet den var en del af Islam."

Om Abdol-Hamid hævdede Riazi, at hun ikke var en helt almindelig muslim, men havde mange rabiate holdninger om bl.a. ligestilling – det gode gamle Politikencitat om, at "Mænd og kvinder er jo ikke fuldstændig ens af sind…" fik endnu en gang lov til at fungere som "bevis". Ifølge Riazi havde Abdol-Hamid desuden "aktivt deltaget i mobilisering af de diktatoriske islamiske lande" imod ytringsfriheden. Riazi skelnede heller ikke mellem Anders Foghs problematiske tolkning af brevet fra de 11 muslimske ambassadører og sagsanlægget mod Jyllands-Posten fra de 11 muslimske organisationer. I Riazis udlægning blev sagsanlægget pludselig til et krav om, at Anders Fogh skulle blande sig i pressens ytringsfrihed, og at Minhaj-ul-Quran var blandt de 11 organisationer, var fortsat kompromitterende i sig selv.

Riazi anklagede – stadig uden nogen dokumentation – feministisk forum, Sherin Khankan og "islamister som Asmaa Abdol" for ikke at gøre noget, når kvinder blev pisket og stenet eller udsat for æresdrab og vold, og beskyldte dem direkte for ikke at bekymre sig om de pågældende kvinder. Og der var ingen ende på den undertrykkelse og diskrimination mod muslimske kvinder, forummet i øvrigt gjorde sig medskyldig i, ved ikke at hjælpe disse kvinder med at bekæmpe deres religiøse forestillinger. 99


Om feministisk forum eller nogen af de andre kvindeorganisationer svarede på Riazis beskyldninger, er uvist.

Kvinder for Frihed?

Kritikken fik til gengæld gennemslagskraft i medierne, da DR2 valgte at ansætte Asmaa Abdol-Hamid som studievært sammen med historikeren Adam Holm til otte debatprogrammer om islam, der blev bragt ugentligt i april-maj – hver uge med en ny gæst. Udsendelsen fik navnet "Adam og Asmaa", og rent visuelt blev Adams skaldede isse matchet af Asmaas hvide hijab.

"Adam og Asmaa" gjorde især Abdol-Hamid kendt på landsplan, hvilket ikke mindst skyldes en række enkeltpersoners kampagne imod hendes optræden med tørklæde for åben skærm. Den vigtigste drivkraft var Kvinder for Frihed – en lille kvindeforening, der bl.a. har som mærkesag at forbyde muslimer at bære tørklæde offentligt. Foreningen består primært af Venstrekvinder. To af dem, de tidligere nævnte Helle Merete Brix og Jette Plesner Dali skiftede fra Det Radikale Venstre til Venstre, da stormen mod Mona Sheikh begyndte at løje af. Kvinder for Frihed omfatter desuden en håndfuld andre kendte modstandere af synlige muslimer i det offentlige rum, bl.a. Karen Jespersen.

Foruden Kvinder for Frihed var de mest aktive tørklædemodstandere debattøren Lone Nørgaard, børnelægen Vibeke Manicke og Nahid Riazi. Deres argumenter var stort set ens.

Lone Nørgaard skrev en kronik til Politiken, hvor hun blæste til kamp mod muslimske tørklæder i almindelighed. Den blev ikke antaget i første omgang, men blev siden bragt i let ændret form i Berlingske Tidende. Ifølge Nørgaard var Abdol-Hamid "kendt som islamist i offentligheden" og tilhænger af sharia, som atter blev beskrevet som en entydig størrelse, der automatisk omfattende kvindeundertrykkelse og ulovliggørelse af alt fra homoseksualitet til frafald fra islam.

Et par grovheder á la Nahid Riazi var der også plads til: Abdol-Hamids tørklæde signalerede, at hun gik ind for "dødsstraf, håndsafhugninger og steninger" – og Nørgaard kom med en overspændt advarsel:

"Hvornår i det 21. århundrede Europa bliver til Eurabia strides forskerne om, men konverterings-øjeblikket vil bl.a. afhænge af reaktionerne på sagen om Danmarks første tørklædeklædte studievært." 100

At Abdol-Hamid iført tørklæde optrådte som studievært i otte udsendelser om muslimer på DR2 blev således koblet til en populær konspirationsteori, om at Europa er ved at blive overtaget af en samlet blok af fjendtligtsindede muslimer. Nørgaard insisterede på, at tørklæder symboliserer opbakning til en islamisering af samfundet, og denne tolkning var pr. automatik den rigtige, så længe der ikke fandtes noget frit tørklædevalg på globalt plan.

Problemet er her, at denne negative tolkning skal foretages af nogen, og hvis tolkningen ikke dominerer den danske offentlighed, kan Nørgaard insistere nok så meget på, at den ene tolkning underkender den anden. Den eneste måde Nørgaard kan komme udenom problemet med, at hendes tolkning ikke er så udbredt, som hun kunne ønske, er ved fortsat at hævde at tørklædebærende eller –accepterende individer ikke kender til eller nægter at indse den "rigtige" tolkning. Imidlertid er det umuligt at hævde, at et tørklæde kan sende et "objektivt" signal om noget, der "underkender" offentlighedens faktiske tolkning, uden at holdningen udarter til en variant af teorien om falsk bevidsthed. Og uanset hvordan man vender og drejer situationen, er en falsk bevidstheds-teori pr. definition logisk ugyldig.

Udover den påståede negative symbolværdi frygtede Nørgaard også en mere praktisk men temmelig søgt konsekvens af Abdol-Hamids tørklæde, nemlig at hun kunne blive brugt til at "skræmme og intimidere" de muslimske piger, der ikke ønskede at blive "pakket ind" og isoleret fra resten af samfundet.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, hvordan hendes deltagelse i et tv-program skulle kunne skræmme nogen til at lade sig isolere fra resten af samfundet. Der var trods alt tale om en person, der havde kombineret tørklædet med en socialrådgiveruddannelse, en formandspost i sin lokale beboerforening, en aktiv rolle i en profileret landsdækkende forening for muslimer, en lang række læserbreve, interviews og offentlige taler samt en aktiv valgkamp som kandidat til Odense Byråd – for slet ikke at tale om det faktum, at hun nu fungerede som studievært på tv. Ikke desto mindre blev Nørgaards argumenter siden gentaget i en række debatindlæg og udtalelser fra Kvinder for Frihed og Nahid Riazi/IKIR.

I en pressemeddelelse hævdede Kvinder for Frihed således, at Abdol-Hamid var "islamisk fanatiker", samt at DR med hendes ansættelse "hånede" og "krænkede" både danske og muslimske kvinder.

Vibeke Manniche mente ligefrem, at Abdol-Hamid intimiderede seerne med sit "stærke kvindeundertrykkende symbol". Standardindvendingen – at hun bar tørklædet frivilligt – var ifølge Manniche en "logisk bombe", da det var "indiskutabelt", at tørklædet var udtryk for middelalderlig tradition og aggressiv mandsdominans. 101

Til Fyens Stiftstidende gentog Lone Nørgaard, at tørklædet var "islamismens flag" og ikke "uskyldige skikke". DR's ansættelse af Abdol-Hamid var reelt en flirten med islamismen, som var en totalitær politisk ideologi i religiøs indpakning. På en eller anden ikke nærmere forklaret måde forstærkede Abdol-Hamids frihed til at bære tørklæde tvangen mod de af hendes medsøstre, der ikke ønskede at bære tørklæde, og ikke nok med det; "Tørklædet signalerer uanset den konkrete bærers eget sindelag (et ønske om) sharia, det islamiske lov- og retssystem." 102

Andre kvindesamfunds reaktioner

feministisk forum og ikke mindst Rikke Andreassen var i klar opposition til tørklædemodstanderne, og fandt, at Abdol-Hamids ansættelse burde hilses velkommen. Forummet udsendte en pressemeddelelse med en hyldest til større kønsmæssig lighed i medieverdenen og den måde hvorpå Abdol-Hamid netop brød med den traditionelle og ensidige opfattelse af undertrykte muslimske kvinder:

"Tørklædet tolkes oftest som et symbol på undertrykkelse, men Asmaa Abdol-Hamid viser netop, at tørklædet ikke nødvendigvis er undertrykkende. Det er en nuancering, vi har stærkt brug for. Vi ønsker derfor DR2 tillykke med den nye satsning. Et slag er vundet for ligestillingen!". 103


Lone Nørgaard protesterede kraftigt over Andreassens lykønskning, som Nørgaard gengav som et betydelig mere firkantet generelt udsagn om, at "Tørklæder styrker ligestillingen". Dette svarede til at sige, at "vold mod kvinder udtrykker øm omsorg" eller at "voldtægt udøves for at styrke kvindens selvtillid". Ganske vist medgav Nørgaard denne gang, at muslimske kvinder i Vesten selv kunne vælge at bære tørklæde, men det ville blot forstærke den tvang, der blev udøvet mod de af deres medsøstre, der ønskede ikke at bære det.

Derpå gentog Nørgaard budskabet om, at "Tørklædet signalerer uanset den konkrete bærers eget sindelag (et ønske om) sharia, islamisk lov (påklædningstvang, håndsafhugning, stening)." 104

KVINFO's netmagasin FORUM bragte en artikel af den arabiskstuderende Noura Akhiat. Hun langede ud efter Abdol-Hamids kritikere, der betragtede hendes tilslutning til sharia som "en krænkelse af alle universets kvinder og forræderi mod feministiske manifester". Selv insisterede Akhiat på, at religiøs overbevisning måtte være en privatsag, som det enkelte individ selv skulle råde over, og derfor ikke burde tvinges ind i faste regelsæt af institutioner udefra. Abdol-Hamid fungerede som en vigtig rollemodel for unge muslimske kvinder ved netop at demonstrere, at tørklædet ikke behøvede at være en forhindring for karrieren.


"Asmaa har netop vist, at man ikke skal opgive sine drømme eller lade sig begrænse af et tørklæde, men tværtimod sigte efter det højeste mål, og have tillid til sig selv og det omgivende samfund. Det er da netop hele kvintessensen af kvinde 'empowerment'." 105

Hvis der endelig var et problem ved DR2 og de fleste andre medier, var det ifølge Akhiat, at muslimer altid blev anvendt i sammenhænge, der kun handlede om integrationsproblemer og religion.

Karen Sjørup fra Center for Ligestillingsforskning skældte i Politiken ud på Abdol-Hamids kritikere, deres totale overvurdering af hendes betydning og efter Sjørups opfattelse ligeså totalt manglende opmærksomhed på den eksisterende pornoficerede markedskultur. Ligestilling var baseret på retten til forskel og ikke enshed – og derfor var Abdol-Hamid en gave til dansk ligestillingsdebat. 106

Bladet Aktive Kvinder bød på en kommentar af Lone Kühlmann, som mente, at når Abdol-Hamid virkede så provokerende, skyldtes det bl.a., at hun brød med forestillingen om indvandrerkvinder som pr. definition undertrykte – og forestillingen om danske kvinder som pr. definition frigjorte. 107

I modsætning til de andre foreninger tog Dansk Kvindesamfund ikke del i debatten, men anerkendte Abdol-Hamids ret til at bære tørklæde. På grund af en udtalelse fra Kvindesamfundet om, at det havde samme "mål" som Kvinder for Frihed, blev det i begyndelsen sablet ned af Rune Engelbreth Larsen i Politiken. Formuleringen viste sig dog at være misforstået; det var ligestilling og ikke tørklædemodstand, der var det fælles mål. 108

Således varierede de fleste eksisterende danske kvindeforeningers syn på Kvinder for Frihed fra forbeholdent til blankt afvisende. Egentlig er det ikke så sært. Som Nur Beier vurderede i Weekendavisen, tog kvindesagens kamp for ligeværd og ligestilling netop udgangspunkt i respekten for det enkelte menneskes ret til at skabe sin egen identitet, og hos nogle muslimske kvinder i Vesten blev tørklædet netop anvendt som et redskab til at definere kvinderne selv. Paradokset i Kvinder for Friheds tilgang var, at de konsekvent modarbejdede deres egen sag ved ikke at tage udgangspunkt i det enkelte menneske frem for gruppen. 109


Hvad mener hun egentlig? – Part 3

I et interview i Jyllands-Posten den 4. april 2006 udtalte Abdol-Hamid, at hun mente, tørklædedebatten havde flyttet sig i de seneste år. I dag var der mange, der godt kunne se kvinder med tørklæde som frigjorte kvinder og forstå, at det ene ikke udelukkede det andet – også selvom tørklædet ikke ligefrem var noget symbol på kvindefrigørelse i Mellemøsten.

"Da jeg var lille, ville jeg gå med tørklæde for at efterligne min mor, men det fik jeg ikke lov til. Jeg bryder mig heller ikke om, at småpiger skal gå med tørklæde, for børn skal have lov til at være børn, og det vigtigste er, at de selv får lov at vælge, når de forstår, hvad valget betyder… Der er stor forskel på, om man får tørklædet pålagt, eller det er et bevidst valg. Derfor er vi nødt til at vise, at tørklædet i sig selv ikke er kvindeundertrykkende. Det kan andre elementer i en kultur og tradition derimod, og kvinder af anden etnisk baggrund uden tørklæde kan også være undertrykte", var hendes vurdering fortsat.

Hun tog desuden afstand fra beskyldningerne om at være fanatiker eller for den sags skyld medlem af Minhaj-ul-Quran. "Indtil for nylig anede jeg ikke, hvad det var for en forening" – en mærkelig formulering, eftersom Minhaj-ul-Quran havde været med til at indgive anmeldelsen mod Jyllands-Posten. 110

I et interview om feminisme i samme dags Politiken gentog hun sin kongstanke om, at det ikke var religionen men kulturen, der kunne virke undertrykkende. Således var det ikke islam men patriarkalske indvandrerkredse, der havde brug for et kvindeoprør. Ganske vist kunne hun godt forstå, at nogen betragtede tørklædet i sig selv som udtryk for en patriarkalsk struktur, men det skyldtes, at folk tænkte på Mellemøsten, hvor der var en negativ sammenblanding af bestemte kulturmønstre, religion og undertrykkende magthavere. Abdol-Hamids egen håndtering af religiøse normer og individuel frihed kom til udtryk ved et spørgsmål om hendes syn på de danske feminister, der tidligere havde smidt deres bh'er. "For mig er det ikke et spørgsmål om at smide bh'en - eller at beholde den på - men at vi bedømmes som individer og stadig har samme rettigheder".

Hun betragtede selv tørklædet som noget, der gav hende ligestilling: "Der, hvor jeg ser kvindeundertrykkelsen, er, når kvinder bliver brugt som sexobjekter i reklamer for at sælge is. Så ser vi brysterne og læberne på en kvinde. Det synes jeg er undertrykkende. At man viser kvinden som et objekt."

Intervieweren mente, at der vel fandtes andre muligheder for at undgå dette end tørklædet, hvortil Abdol-Hamids svar lød: "Ja, og jeg vil heller ikke påtvinge folk det ene eller det andet. De må gøre lige, hvad de vil. Også hende, der stiller op i reklamen, hvis det er et bevidst valg. Jeg havde ikke valgt det. Hverken for mig selv eller mit køn". 111

Ekstra Bladet bidrog med flere oplysninger om hendes personlige syn på dette og hint: "Skilsmisse er også en mulighed i mit univers, men min hensigt er at skabe et langvarigt forhold. Derfor er det svært at forestille sig, jeg gifter mig med en ikke-muslim -fordi islam er så implementeret i min danske tilværelse, og skal et forhold være langtidsholdbart, er det vigtigt, at de fundamentale værdier stemmer overens. Men mine børn vil helt klart få lov til frit at vælge deres tro". 112

På spørgsmålet "Hvad sker der, hvis en mand kommer til at skubbe til dig i bussen?" lød svaret "Ikke noget, andet end jeg måske får et blåt mærke".

Seerstormen trækker op

Den 3. april 2006 indledte Kvinder for Frihed en kortvarig underskriftindsamling for enten at få Abdol-Hamid fjernet fra programmet eller helt standse "Adam og Asmaa". I løbet af en uge lykkedes det at få ca. 500 underskrifter, der blev overrakt til DR den 10. april, men ikke fik nogen konsekvenser. Nyhedsdirektøren Lisbeth Knudsen tog både afstand fra Kvinder for Friheds politiske tolkninger af tørklædet og de mange udokumenterede beskyldninger om, at Abdol-Hamid var anti-demokrat og ekstremist. Desuden praktiserede DR ikke sindelagskontrol ved ansættelsen af sine medarbejdere. 113

Svaret faldt ikke i god jord hos underskriverne, men mange af dem fik luft ved at sende deres uforbeholdne kommentarer til Kvinder for Friheds hjemmeside. Et lille udpluk: 114

"Jeg håber inderligt at Asmaa kan vippes af pinden. Det er jo galopperende vanvid at have en tørklædebærende islamist på skærmen." (Ruben Olrik, næstformand for Integrationsudvalget for Venstre i København)

"Som den iransk-franske forfatter Chadortt Djavann har gjort det klart, eksisterer der intet uskyldigt slør, intet uskyldigt hovedtørklæde, tildækningen er "emblemet, flaget og nøglen til det islamistiske system"." (Helle Merete Brix)

"Asmaa hævder, at "hun selv har valgt det". Det gør det bare så meget værre, idet hun dermed tilkendegiver, at det hun reelt ønsker er at erstatte demokratiet, som vi kender det, med et religiøst samfund, hvor det alene tilkommer Allah at regulere forholdene. Og at hun underkaster sig et kvindefjendsk, forskruet sexualdogme, som lægger ansvaret på eventuelle overgreb over på kvinden - med mindre hun dækker sig til." (Tina Bergstrøm & Jette Plesner Dali, Kvinder for Frihed)

"Rikke Andreassen mener, Asmaas tørklæde er en sejr for kvindesagen. Så må hun jo næste gang mene, at burkaen er en ligeså stor sejr. Hvad med stening for påstået utugt? Eller hvad med nakkeskud på offentlige pladser for graviditet udenfor ægteskab? Hvad med kønsadskilte offentlige transportmidler? Feministisk forum øjner store fremtidige sejre. Velbekomme!" (J.B.H., Sønderjylland)

"At lade den sharia-tiljublende Asmaa Abdul Hamid optræde iført sin religiøst-sekterisk påbudte middelalder-uniform i egenskab af studievært på TV, modsvarer ret nøje at tillade Jonni Hansen at optræde iført armbind og skrårem i selvsamme situation. Ville vi acceptere det? Hvornår stopper de danske (selvudnævnte) politisk korrekte halal-hippiers grænseløse naivitet? Hvornår indser de, at de (mis)bruges som redskaber i den tiltagende islamisering af snart sagt alle forhold i samfundet?" (Bo Andersen)

"Det er helt frivilligt, at kvinderne tildækker sig med slør, hajib og burka. Det er helt frivilligt, når pigerne skal giftes med en fætter nede fra fædrelandet. Det er helt frivilligt, når palestinensiske piger tager bombebæltet på og detonerer det i israelske byer. Som Asmaa Abdul Hamid siger, så er det er helt frivilligt, så hvorfor skulle vi dog kritisere islamisterne for det? Det burde da glæde os som frihedselskende demokrater at islamisternes kvinder i den grad frivilligt underkaster sig." (Kaj Jensen)

"Det er under ingen omstændigheder DR's opgave gennem ansættelser at profilere, legitimere og fremme fanatiske muslimer med totalitære og kvindeundertrykkende holdninger. DR bryder henstillingen fra ligestillingsministeren om ikke at missionere. For det er det, Asmaa Abdol- Hamid bl.a. gør ved gennem sin påklædning at udsende et religiøst/politisk statement." (Jytte Christensen)

"Vi er en klasse på Ingrid Jespersens Skole det også lige vil give vores meninger til kende: Stening af kvinder og offentlige henrettelser af homoseksuelle er ikke emner der skal prædikes om på den kanal vi alle betaler licens til- det er uacceptabelt!" (Cecilie Østerby, Camilla Hou, Pernille Kempf, Daniella Manuel, Janni Levinsen, Charlotte Milner, Jacob Wulff, Purity Garthigia, Mads Davies, Isuru Mapitigama, Ditte Clausen, Morten Sengeløv, Emilie Clausen, Lasse Sengeløv, Johan Clausen)

"DR skal ikke blåstæmple den islamiske kvindeundertrykkelse, og det er det de gør ved at lade en kvinde i burka spræde probaganda på deres tv-kanal." (Kristian Kjærulff)

"Hun repræsenterer, trods sin uddannelse som dansk socialrådgiver, den mest formørkede del af muslimerne. Hun insisterer på at bære tørklæde, tegnet på kvindeundertrykkelse, og hun vil ikke give hånd til en mand. På skærmen virker hun iført tørklæde som en rød klud på seerne, der netop har oplevet andre muslimske fundamentalister brænde flag og ambassader af.
Danmarks Radio graver helt unødvendigt grøften mellem muslimerne og danskerne dybere og fremmer udstødelsen af muslimerne fra det danske samfund endnu mere end: imamerne, indvandrerkriminalitet, symbolske afbrændinger af dannebrog og de daglige selvmordsbombere allerede har gjort. Det må være muligt at finde et mere spiseligt og mindre kvindefjendsk emne end Asmaa, hvis vi absolut skal have muslimer som studieværter på skærmen, bør det være i små portioner og uden tørklæde
." (Per Høst Madsen)

"Burkabærende kvinder ender med at blive blinde fordi de ikke får lys til øjnene. Islam gør kvinder til tildækkede spøgelser og mænd til krigere. Islam er en syg idé, en krigsmaskine og er ikke værdig at blive kaldt en religion. Vi skal ikke have have reklamer for så frygtelige magtsystemer i vores kanaler. Vi skal ikke indoktrineres syge ideer, ellers tak! Væk med spøgelset Asmaa, hun er frygtelig!" (Jørn lund)

"Det muslimske tørklæde er en omvandrende racistisk 'fuck-finger' til enhver der ikke er muslim!" (Torben Petersen)

Reaktionerne strømmede fortsat ind hos Danmarks Radio. Sidst i april havde DR's "Lytter og Seer Kontakten" modtaget over 300 henvendelser om "Adam og Asmaa". Nogle uforsonlige, andre rosende – og iblandet enkelte ægteskabstilbud til Abdol-Hamid fra mandlige muslimske seere. 115

B.T. kunne den 6. april 2006 bringe en nyhed om, at der var intern uenighed i DR om den nye studievært. Ifølge journalist Leif Hansen havde der været en debat på DR's intranet, hvor Moskva-korrespondenten Poul F. Hansen ønskede en forklaring på Abdol-Hamids holdning til "sharia-lovgivning" mens et ukendt antal unavngivne medarbejdere forlangte, at hun skulle tage afstand fra muslimsk sharia-lov og dens straffe. Atter andre mente, at det var forkert at vælge hende som studievært, idet hun var politisk aktiv. 116 Politiken kunne følge op med en mikronyhed om, at Jannich Kofoed, journalist på Radioavisen, også havde skrevet under på Kvinder for Friheds protest. 117

Den anti-muslimske hjemmeside Uriasposten bragte i juni en længere tekstsamling, der angiveligt stammede fra DR's netdebat, hvor Poul F. Hansen tilsyneladende skulle have givet udtryk for den udbredte forestilling om, at "sharia" er en entydig størrelse, og at alle der bekender sig til "sharia" derfor pr. automatik går ind for bestialske straffe og er fjender af demokratiet – hvilket han i øvrigt blev stærkt kritiseret for af sine kolleger. Beklageligvis var der ingen kildehenvisninger. 118

Hansen skrev siden en kronik i Politiken, hvor han forklarede sig: Han havde indledt med at spørge Abdol-Hamid om, hvorvidt den danske grundlov efter hendes opfattelse stod over sharia eller ej, hvortil hun i DR's personaleblad DRåben havde svaret, at hvis hun først begyndte at svare, ville der komme 50 spørgsmål til, og det ville aldrig få ende. Et svar, som Hansen havde undret sig over, men som er forståeligt nok, de forudgående debatter taget i betragtning. I resten af kronikken kom Hansen hverken direkte eller indirekte ind på spørgsmålet om Abdol-Hamid, men skrev i stedet om det generelle forhold mellem islam og kristendom, og om at Hansen selv tog afstand fra politisk islam i al almindelighed. 119 Mere suppe kan der næppe koges på den historie.

Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, mente ikke, at kritikken gav mening, da Abdol-Hamids rolle som studievært slet og ret var et udtryk for mangfoldigheden i det danske mediebillede. Hvis der ikke blev missioneret i "Adam og Asmaa", og nyhedsformidling i øvrigt blev holdt adskilt fra debat, var der intet problem i det hele taget. 120

Orkanen raser

Igennem foråret fulgte der alligevel en lang strøm af læserbreve i aviserne, der angreb Abdol-Hamid, hendes formodede ekstremisme og DR2's påståede medløberi. 121 Tryk avler modtryk, og postgangen blev da også næsten fordoblet af en række modindlæg, der forsvarede studieværten og hendes ret til at bære tørklæde. 122

I Fyens Stiftstidende kom Palle Hansen med en gammel kending, nemlig en opfordring til Abdol-Hamid om at svare på, om hun bekendte sig til demokrati eller islam og "sharialoven". 123

Erik Schandorff slog til lyd for, at programmet "Adam og Asmaa" simpelthen blev stoppet, da det ikke gav mening, og kun gavnede muslimske fundamentalister. I øvrigt burde Enhedslisten melde klart ud, om den ønskede at føre Danmark 100-150 år tilbage i tiden og fjerne al personlig frihed for kvinder ved at have Abdol-Hamid som medlem eller ej. Det måtte give stof til eftertanke, at Enhedslisten kunne have et medlem, "… der i den grad undertrykker kvindesagen". 124

Enhedslistens medieordfører Per Clausen så ingen modsætning i at ville skille religion og stat, samtidig med at partiet accepterede religiøse medlemmer som Abdol-Hamid:

"Enhedslisten opfatter menneskers religiøsitet som en privat sag. Det er vores opfattelse, at mennesker skal have den videst mulige frihed til at gå i det tøj, de føler sig tilpas i. Partiet forholder sig ikke til, hvilke religiøse synspunkter man har, men forholder sig til de politiske synspunkter. Så længe hun fastholder, at det religiøse er et privat anliggende, som hun ikke mener, at alle andre skal underlægge sig, kan jeg ikke se problemet".

I øvrigt betød udtrykket "privat anliggende" at man selv måtte vælge sin religion, ikke at religion skulle usynliggøres i det offentlige rum. 125

Også Finn Ankerstjerne fandt det absurd at hævde, at man kunne være islamist og medlem af Enhedslisten på samme tid, og tog afstand fra Lone Nørgaards påstand om, at tørklædet havde en "objektiv" betydning, uanset bærerens sindelag:

"Et tørklæde har ingen som helst undertrykkende effekt i sig selv, og det siger intet om sharia-lov. Logikken ligger i kronikørens hoved og hænger sammen med et fordomsfuldt billede af kvinder, islam og muslimer, og det har intet med den virkelige verden at gøre." 126

En vurdering, der afveg noget fra Mogens Yde Dahl, som mente, at Abdol-Hamid var "endnu et eksempel på en utaknemmelig modstander af vort moderne, gæstfrie samfund, der har givet hende alt, hvad et velfungerende samfund kan byde på". Ved at ansætte hende promoverede DR2 "urgamle, fascistiske livsopfattelser og antidemokratiske holdninger", og ved at acceptere sådanne "primitive moralbegreber" blev "processen imod dette samfunds egen udslettelse" fremskyndet. Hverken mere eller mindre. 127

Lars Peter Melchiorsen, der var landsformand i KLF, Kirke & Medier, var forundret over de mange aggressive indlæg mod Abdol-Hamid, og ønskede, at energien i stedet var brugt på at protestere over kvindeforagtende gangstarap. 128

Nyheden om Abdol-Hamids nye job blev ligeledes drøftet intenst på internettet, og fandt også vej til udenlandske hjemmesider. Hun blev bl.a. interviewet til den muslimske nyhedsside IslamOnline, hvor hun bl.a. udtalte "It is now my responsibility to present the true image of Islam as an ambassadress of the Muslim faith", hvilket flere hjemlige debattører fejltolkede som en erklæring om at misbruge programmet til religiøs missionsvirksomhed. 129 Og apropos muslimske reaktioner giver det sig selv, at Muslimer i Dialog bakkede varmt op om Abdol-Hamid med bl.a. en samling af positive citater fra diverse medier på sin egen side. 130

Ellers sad netskribenternes følelser udenpå i endnu højere grad end i debatspalterne. I første halvdel af april 2006 bød en række private hjemmesider og weblogs på udmeldinger i stil med følgende meget lille udpluk:

www.skattetryk.dk præsenterede den tørklædebærende studievært på denne diskrete facon:

"Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, islamofascist og totalitær anti-demokrat på 2 fronter. Hun er både extrem socialist og islamist. Enhedslistens mutantmaskine har fostret endnu et angrebsvåben mod frihed og demokrati." 131

Thomas Lønbæks blog påstod uden videre, at Abdol-Hamid "i tale og handling" havde demonstreret ekstreme islamiske synspunter. Med tanke på Adam Holms opfattelse af hende spurgte Lønbæk:

"Hvad tænker en akademisk skolet ekspert i politisk radikalisme om at danne par med en lyslevende højreekstremist, hvis ideologiske baggrund i modsætning til hans sædvanlige studieobjekt repræsenterer en nutidig og eksisterende opposition til vestlige ideer om frihed og demokrati?" 132

På siden Non Imprimatur blev det hævdet, at Abdol-Hamid med sin optræden på DR2 overtrådte straffelovens §266b (racismeparagraffen) med følgende "begrundelser": Hun viste "distance og fjendskab" ved ikke at give sin hånd til hilsen, hun udøvede probaganda (sic!) og førte endda en "personlig jihad", hvilket var "hævet over enhver tvivl" og ifølge §266b en skærpende omstændighed. Og DR2 "hvidvaskede" og legitimerede med sin udsendelse islam, der var udtryk for en herrefolkstænkning i stil med 1930rne. For at understrege situationens alvor blev indlægget illustreret med fire manipulerede fotos af Abdol-Hamids hijab, hvor hendes ansigt var skiftet ud med bl.a. et blodrødt kranium, en forvrænget kæmpenæse og en skrigende mandril. 133

Som i medierne i øvrigt var bloggerne (naturligvis) stærkt delte i spørgsmålet om Abdol-Hamid. Eigil Møller kritiserede stærkt Kvinder for Frihed, hvis "groft intimiderende" og "dybt reaktionære" ønske om at pådutte andre deres opfattelse af korrekt påklædning var forskruet og dobbeltmoralsk. 134


Henrik Hansens såkaldt "helt urimelige blog" ironiserede over Dansk Folkepartis Louise Frevert og hendes forestilling om, at kulturministeren uden videre kunne kontrollere medierne og fjerne tørklædet – mere om dette senere – samt den generelle overreaktion på Abdol-Hamid. "En stykke bomuld. Som en person vælger at bære selv. En lille stemme, på et lille program på DR2. Det må kunne tåles." 135

Ind fra venstre kom Carsten Kofoed, der gik til angreb på de mange "reaktionære" tørklædemodstandere og anti-muslimer med "fri adgang til de borgerlige medier". Såsom "organisationen" IKIR, også kendt som Nahid Riazi:

"Hun tøver bestemt ikke med at råbe fascister og islamister efter alle, der bekender sig til islam eller ikke ser troende muslimer som verdens største ondskab på jord, mens hun selv betegner sig som "børne- og kvindesagsaktivist"." 136

Riazi havde forsøgt at komme ind i SF og tilmed i partiets hovedbestyrelse. Men reelt tilhørte hun hekmatismen – påstod Kofoed – en kommunistisk strømning fra Iran, der både var prozionistisk og ekstremt islamofobisk. Hendes "kvindekamp" var derfor blot et røgslør for hendes reaktionære angreb, hvilket stod i klar modsætning til "den egentlige kamp" imod kapitalismen, der ifølge Kofoeds socialistiske analyse udgjorde den virkelige kvindeundertrykkelses materielle grundlag.


Kofoed beskyldte Riazi for nok at være det eneste medlem af IKIR, hvilket er urimeligt. 137 Det er til gengæld rigtigt, at hun meldte sig ind i SF. Hun er i skrivende stund suppleant til bestyrelsen i SF-Hvidovre – og medlem af "Etnisk ligestillingsudvalg" i SF. 138

Konspirationsnørderne knokler

Midt under seerstormen fik Lars Hedegaard bragt et læserbrev i Berlingske Tidende, hvor han fremstillede sagen som den helt store skandale, med "lusk, dobbeltspil, tvetungethed, bortforklaringer og naivitet i lange baner". Hedegaard mente at kunne afsløre Abdol-Hamids dobbeltspil med 3 argumenter:

1) Hun afviste at være islamisk fanatiker eller have noget med yderligtgående organisationer at gøre. Til Jyllands-Posten havde hun sågar udtalt, at hun først havde hørt om Minhaj-ul-Quran "for nyligt". Men det sidste kunne Hedegaard påvise, ikke var tilfældet, da hun jo dels havde indgivet anmeldelsen af Jyllands-Posten på vegne af bl.a. Minhaj-ul-Quran, og dels havde været koordinator for et islamkursus, som Muslimer i Dialog havde afholdt i Odense i foråret 2005. Den "studiegruppeansvarlige" havde været Babar Baig, der tidligere var medlem af organisationen. Så vidt så godt, selvom det er uklart, hvordan dette skulle gøre Abdol-Hamid til en "islamisk fanatiker".

Kort tid efter bidrog Abdol-Hamid selv yderligere til mystikken, for under et interview til Fyens Stiftstidende nævnte hun uopfordret, at hun var blevet beskyldt for at være medlem af Minhaj-ul-Quran, men at hun aldrig havde hørt om organisationen før. Godt nok fremgik det også af artiklen, at hun var dødtræt, men alligevel… 139 Hvorfor hun egentlig kom med dette indlysende forkerte udsagn hele to gange, er umuligt at vurdere. Men den på forhånd overbeviste patriotiske læser vil nok se det som det endelige bevis for, at Abdol-Hamid er helt vildt ekstremistisk og i øvrigt taget på fersk gerning i en frygtelig løgn.

Hvis man – jfr. afsnittet "Det er en skandale…" – vælger at betragte den danske afdeling af Minhaj-ul-Quran som yderligtgående, er det jo også rigtigt nok, at hun "havde noget med yderligtgående organisationer at gøre", nemlig at en sådan var med på listen over de lovlige organisationer, som hun i fuld offentlighed indgav anmeldelsen af Jyllands-Posten på vegne af. Men det er ikke bare tyndt at gøre kombinationen af dette og Abdol-Hamids senere vildledende udsagn til et argument for noget som helst "dobbeltspil" – det er slet og ret vrøvl.

2) Hun gav ikke hånd til "vantro". På dette punkt var der åbenbart en vis uenighed blandt eksperterne. Få dage forinden havde Abdol-Hamid udtalt, at hun ikke gav hånd til fremmede mænd men gerne kvinder. Ordret gengivet:

"Jeg giver hånd til kvinder, men lægger også hånden på hjertet. Og så giver jeg hånd til de mænd, jeg har et familieforhold til. De ser mig jo også uden tørklæde". 140

Om Hedegaard kendte til denne udtalelse er uvist. Selv mente han at kunne afsløre, at Abdol-Hamid ikke gav hånd til ikke-muslimer overhovedet, det andet var blot en "tv-udlægning". Hvad det manglende håndtryk egentlig havde at gøre med "lusk, dobbeltspil, tvetungethed, bortforklaringer og naivitet i lange baner", blev ikke uddybet, og i stedet gik Hedegaard over til følgende svada:

"I dag er den indpakkede fundamentalist med sin stærke tro på en totalitær samfundsorden og streng apartheid mellem rene og urene nærmest blevet galionsfigur for det multikulturelle samfund, Enhedslisten har sat på programmet, nu hvor socialismen er taget af plakaten."

Han forsømte heller ikke at belære læseren om, at meningen med at iføre sig tørklæde naturligvis var at signalere underkastelse under shariaen, som ifølge Hedegaard ligeså naturligvis omfattede

3) "…flerkoneri, stening af utro, afstraffelse af ulydige kvinder m.v., og hvis Asmaa Abdol-Hamid tager afstand fra shariaens talrige straffebestemmelser, har hun endnu til gode at fortælle offentligheden om det."

Tilsyneladende anså han ikke Fyens Stiftstidende, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Danmarks Radio eller KVINFO's hjemmeside for at være en del af "offentligheden", da disse medier ellers havde bragt de interviews, hvor Abdol-Hamid redegjorde for sit syn på stening, kvinder, osv. Resten af indlægget brugte Hedegaard på brok over ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (som intet havde imod Abdol-Hamids tørklæde), og de arme licensbetalere, der nu måtte betale for "totalitær propaganda". 141

Hedegaard fik altså påvist, at Abdol-Hamids udtalelse til Jyllands-Posten var usand, men resten af hans indlæg druknede i tirader og nåede ikke videre i sagen – overhovedet.

Var Jette Plesner Dali og Tina Bergstrøm bedre til detektivarbejde? De forsøgte i hvert fald ihærdigt at spore Abdol-Hamids mulige ekstremistiske forbindelser i et indlæg, der blev bragt på Kvinder for Friheds hjemmeside.

Ligesom Hedegaard valgte Dali og Bergstrøm at tage udgangspunkt i, at når Abdol-Hamid kunne være talskvinde for bl.a. Minhaj-ul-Quran ved anmeldelsen af Jyllands-Posten, måtte der være et eller andet lusk med i spillet. De kritiserede også, at en af de 11 organisationer var sufistisk (særlig strømning indenfor islam). Hvilken af dem glemte de dog at nævne i forbifarten, selvom det dårligt kan være andre end netop Minhaj-ul-Quran. Under alle omstændigheder fandt de det suspekt at være en sufistisk organisation, fordi 1) hjemmesiden sufisme.dk roste et manifest for en islamisk stat, 2) administratoren på sufisme.dk havde startet en underskriftindsamling imod Jyllands-Postens tegninger, 3) selv samme administrator forudså "voldsomme gengældelsesaktioner" pga. tegningerne, hvilket med tilstrækkelig god vilje kunne læses som en trussel…

Da Dali og Bergstrøm havde svært at presse denne citron mere, gik de videre til Minhaj-ul-Quran selv. Og her fik de tilsyneladende jackpot! Dali og Bergstrøm kunne afsløre, at den pakistanske moderorganisation i 1998 indgik en alliance med det yderligtgående pakistanske parti Jamiat Ulema-i-Islam, som de mente, stod på USA's terrorliste. 142 Desuden havde Minhaj-ul-Quran også haft forbindelse med et andet parti, Jamaat-i-Islami, som de pakistanske myndigheder hævdede, stod bag Muhammedtegningeurolighederne i Pakistan. Og så havde imam Abu Laban fra Islamisk Trossamfund i øvrigt været til stede ved indvielsen af Al-Haq-moskeen i Hvidovre samtidig med den pakistanske imam Maulana Yousaf Qureshi, der under Muhammedkrisen blev berygtet for at udlove en million dollars samt en ny bil til alle, der slog en af de 12 tegnere ihjel! Dali og Bergstrøm afsluttede indlægget med følgende spørgsmål:

"Og har ledelsen i Danmarks Radio eventuelt en holdning til, at DR2s nye studievært/ambassadør for islam repræsenterer flere danske muslimske organisationer, som synes at have tætte bånd til yderligtgående, religiøse partier i Pakistan, heriblandt det, som ansvarlig for dødstrusler mod danske tegnere?" 143

Dali og Bergstrøm angav ingen kilder, og det gør det til en lidt omstændelig affære at undersøge deres påstande. Rent bortset fra dette svækkes deres argumentation af, at de satte lighedstegn mellem den pakistanske moderorganisation Minhaj-ul-Quran og den danske organisation af samme navn. At der stadig er en forbindelse imellem disse organisationer er klart nok, men i hvilken form og udstrækning?

Og er Islamisk Trossamfund ansvarlig for dødstrusler mod danske tegnere, fordi Abu Laban engang har befundet sig i en dansk moske på samme tidspunkt som den pakistanske imam, der siden har udstedt dødstruslerne?

Og er Asmaa Abdol-Hamid ansvarlig for alt, hvad der måtte foregå i enhver udenlandsk organisation, der i større eller mindre grad måtte have en eller anden form for forbindelse til de nævnte og i øvrigt lovlige danske foreninger, blot fordi hun accepterer at repræsentere dem i en helt konkret sag, der handler om en lovlig politianmeldelse af Jyllands-Posten?

Ifølge Hedegaard og Dali/Bergstrøm er svaret tilsyneladende et ubetinget "ja".

Under Muhammedkrisen udtalte Abdol-Hamid sig i øvrigt om Jamaat-i-Islami og de pakistanske dødstrusler en enkelt gang, i forbindelse med det lukkede forsoningsmøde i december med 8 af Muhammedtegnerne. Her var hendes kommentar til Kristeligt Dagblad:

"Jeg vil skarpt fordømme med den slags trusler, der samtidig skader samtlige danske muslimer. Nu har vi taget hul på dialogen og fået en gensidig forståelse. Det skal ikke ødelægges". 144

Der går politik i sagen

Det var ikke kun Kvinder for Frihed, der var aktive den 3. april. Dansk Folkepartis kulturordfører Louise Frevert udsendte samme dag en pressemeddelelse, hvori hun opfordrede den konservative kulturminister Brian Mikkelsen til at gribe ind og enten få Abdol-Hamid fyret eller tvinge hende til at smide tørklædet. Frevert og Dansk Folkeparti betragtede tørklædet som en "reklamesøjle" for fundamentalistisk islam, og var overbevist om, at hun ville bruge programmet til at drive islamisk missionsvirksomhed. 145 Frevert blev bakket op af sin partifælle Aase D. Madsen, som mente at Abdol-Hamid udsendte stærke religiøse signaler, og at DR derfor havde "betrådt en farlig vej". 146 Efter Freverts opfattelse fortjente sagen også et §-20-spørgsmål til kulturministeren:

"Vil ministeren oplyse, hvorledes ministeren forholder sig til det faktum, at DR i sin personalestab har en kvindelig tilsløret studievært, som klart har tilkendegivet, at hun via sin rolle som studievært betragter dette som en enestående mulighed for at udbrede islam, og som via sin påklædning udsender religiøse signaler, og vil ministeren oplyse, om denne indstilling og form for proklama kan finde sted på en dansk public service kanal, og vil ministeren samtidig oplyse, hvilken aktion ministeren agter at tage i relation til denne konkrete sag?" 147

Kulturministeren var imidlertid meget påpasselig med ikke at give udtryk for nogen holdning, og nøjedes med at understrege, at han ikke havde planer om at gå ind i tørklædesagen. Den var et spørgsmål om DR's interne planlægning, og der fandtes ingen regler om studieværters brug af tørklæde. 148

Den manglende stilling- og afstandtagen fik Preben Breds til at kritisere Brian Mikkelsen for at have tilsluttet sig "DR's Lisbeth Knudsenske linje mht. til studieværter i propaganda-outfit", hvilket næppe skyldtes, at han led af falsk bevidsthed men snarere bevidst falskhed! Programmerne med Adam og Asmaa var et klimaks indenfor begrebet "vampire video", hvor en visuel effekt (tørklædet) stjal opmærksomheden fra budskabet, og sugede blod ud af det levende ord. Og Abdol-Hamid selv var dermed "en ekstrem programvampyr":

"Tørklæde-Asmaa er et selvstændigt medium, som brænder igennem skærmen 25 gange i sekundet, uanset emnet i øvrigt." 149

Uhyggen bredte sig rundt omkring i stuerne. Og så i et program, der var placeret faretruende tæt på midnatstimen!

Næstformanden for Integrationsudvalget for Venstre i København, Ruben Olrik, betragtede det som "et kæmpe tilbageslag for integrationen", at DR's "nyttige idioter" overhovedet kunne give en tørklædebærende kvinde lov til at optræde på skærmen:

"Efter DR2s skandaløse valg af den formummede palæstinensiske socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid som studievært, burde det stå funklende klart for enhver i dette kongerige, at halalhippieismen trives i bedste velgående i DR Byen i Ørestaden… At Asmaa ikke vil give hånd til mænd og såkaldte vantro kvinder er jo totalt forrykt, men endnu mere forrykt er det, at DR med eksponeringen af Asmaa og hendes tørklæde legitimerer kvindeundertrykkelse og sharia." 150

Venstres ligestillingsminister Eva Kjer Hansen havde til gengæld ingen indvendinger mod programmet. DR's medarbejdere skulle naturligvis ikke missionere, men "Jeg vil ikke blande mig i, hvilket tøj folk vælger at tage på, så længe de gør det af lyst og ikke af tvang. Det vigtigste er ikke, hvad man har på hovedet, men hvad man har i hovedet." 151

Enhedslisten udsendte en pressemeddelelse, hvor medieordfører Per Clausen tog afstand fra Kvinder fra Friheds ønske om tørklædeforbud og "højrefløjens fjendebilleder". "Adam og Asmaa" kunne netop give praktiserende muslimer mulighed for at identificere sig med en demokratisk muslim. Og derfor var Abdol-Hamid et nødvendigt supplement til den Naser Khader-styrede forening Demokratiske Muslimer.

"Vreden mod Asmaa Abdol-Hamid skyldes formodentlig, at hun forsøger at kombinere det at være troende muslim med at være tilhænger af demokrati, ligestilling mellem kønnene og socialisme." 152

Naser Khader var selv blandt programmets inviterede gæster, men gav "Asmaa-sagen" ekstra politisk krydderi, da han afviste at medvirke. Hans begrundelse var dels, at han anså det for uhøfligt ikke at give hånd, dels at Abdol-Hamid angiveligt skulle have "tætte forbindelser" til imamen Ahmed Akkari. 153

På dette tidspunkt var Akkari blevet hængt ud i medierne som potentiel snigmorder, idet han i en privat samtale i en taxi var kommet med en udtalelse på arabisk, hvor han enten sagde, at der ville komme nogen og likvidere Naser Khader, såfremt denne på et tidspunkt i fremtiden skulle blive dansk integrationsminister, eller at et ikke nærmere præciseret "man" i givet fald burde sende nogen ud for at gøre det. Da der findes flere forskellige oversættelser, er det uklart, hvad han egentlig mente. Sekvensen blev optaget med skjult kamera af en fransk tv-journalist og blæst op til en sensation midt under Muhammedkrisen, hvor Naser Khaders og mange andres nerver i forvejen sad uden på tøjet. Til medierne kom Akkari med en totalt malplaceret erklæring om, at taxi-udtalelsen var en "joke". 154

Det er således let at forklare Khaders modvilje mod Akkari, men uvist hvad de "tætte forbindelser" mellem Akkari og Abdol-Hamid egentlig bestod i. Bortset fra, at Akkari repræsenterede Islamisk Trossamfund, der som bekendt var med på listen over de 11 muslimske organisationer, der deltog i anmeldelsen af Jyllands-Posten.

Ifølge Fyens Stiftstidende beklagede Naser Khader også, at Abdol-Hamid i det hele taget var blevet valgt som studievært, idet det angiveligt gjorde muslimer i Danmark en bjørnetjeneste. Det blev ikke uddybet.

Et par sognepræster var dog ikke sene til at støtte Khaders reaktion, der gav anledning til endnu et angreb på studieværten.

I en påskerefleksion i Kristeligt Dagblad betragtede den tidehvervske Sørine Gotfredsen både muslimernes forbud mod Muhammedtegninger, Abdol-Hamids manglende håndtryk og tørklædet som udtryk for "…en religiøs hjernevask, der er både umoden, gammeldags og frygtelig farlig…", og skyldtes et "sygt gudsforhold". Her i landet burde vi "…vide bedre end at godtage muslimske skikke, der hænger hjælpeløst fast i en mørkere tidsalder."

Det ville være dybt uansvarligt, hvis vi gjorde Abdol-Hamids tørklæde m.v. til et spørgsmål om hendes personlige frihed, for da slap vi fundamentalismen ind, "…og det er nærmest tragikomisk, at det er indvandreren Naser Khader, der skal vise os, hvordan man sætter grænsen i mødet med religiøs fanatisme. Forleden nægtede han at optræde i Asmaa Abdul Hamids debatprogram, fordi hun ikke vil give ham hånden. Gid alle danskere tænkte så klart." 155

Kathrine Lilleør benyttede sig af lejligheden til at hævde, at det virkeligt problematiske ved Abdol-Hamid ikke var hendes tørklæde. Faktisk greb Kvinder for Frihed situationen forkert an, når de fokuserede på dette. Problemet var slet og ret, at hun ikke var demokrat, og at hun ifølge Lilleør stod skulder ved skulder med Ahmed Akkari, og "i et og alt" delte hans "ekstreme" holdninger. 156

Dansk Folkepartis Søren Espersen forsøgte ihærdigt at skræmme fremtidige vælgere væk fra Enhedslisten med læserbreve i lokalaviserne:

"Den tørklædehyllede Asmaa Abdol-Hamid - nu tv-darling - som er Enhedslistens byrådskandidat i Odense, er glødende tilhænger af den bestialske sharia-lovgivning, der påbyder uappetitlige straffe som håndsafhugning, stening og hængning - ligesom den er ekstemt kvindeundertrykkende. Hvem mon det næste medlem bliver - Jonni Hansen eller fru Milosevic?" 157

Indlæggene førte til en sælsom polemik mellem Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr, der tog afstand fra Espersens "fuldstændig groteske beskyldninger", og Claus Hansen, der tilsyneladende i fuldt alvor mente, at det var urimeligt, at Arbo-Bæhr anklagede Søren Espersen for at beskylde Abdol-Hamid for at være tilhænger af stening m.v.. Espersen havde jo bare skrevet, at hun var "glødende tilhænger" af den "bestialske" sharialovgivning, samt at denne uafhængigt af Abdol-Hamid påbød de nævnte straffemetoder… 158

I samme periode sendte Gertrud Johnsen fra Den Danske Forening et åbent brev til Brian Mikkelsen, hvor hun i skarpe vendinger protesterede mod "islamisten" Abdol-Hamids ansættelse, som var ensbetydende med "grov propaganda" for en så "ond og brutal" religion som islam. Johnsen kunne oplyse kulturministeren om, at Abdol-Hamid blot var endnu et led i en større masterplan, som var indledt allerede i 1978. For at sikre olieleverancer havde EF-landene på dette tidspunkt været nødt til at indgå en hemmelig pagt med de arabiske lande om at lade sig invadere af "muhammedanere". Og da de europæiske politikere godt vidste, at indvandrerne aldrig ville kunne assimileres, havde de i stedet accepteret, at de europæiske befolkninger måtte påtvinges den islamiske kultur.

Siden da havde politikerne gjort et enormt arbejde for at indoktrinere befolkningerne, alt imens "muhammedanerne" havde udsat os for "…overfald og røverier, kriminalitet, voldtægter, mishandlinger, fatwaer og skæren halsen over på folk, steninger, æresmord...", og nu var vi snart nået frem til "det sidste opgør til ubodelig skade for vore børn og børnebørn og Gud ved hvormange generationer af efterkommere."

"Asmaa skal ikke bære islams religiøst-politiske tørklæde som ansat i vor licensbetalte radio. Et tørklæde hvis formål det er at råbe ud til verden: se her er jeg, jeg er bedre end alle andre, jeg er "ren" – og I andre er svin og aber. Hvad bilder hun sig ind?" 159

Det vides ikke, om kulturministeren gav noget svar.

Avisernes vinkler

Politikens lederskribent afskrev Kvinder for Friheds argumentation med, at den byggede på forestillingen om falsk bevidsthed, der i dag såvel som i 1970erne var "noget arrogant plattenslageri". Ved samme lejlighed blev Khader kritiseret for ikke at ville mødes med Abdol-Hamid, blot fordi hun ej gav hånd: "Det er vel ikke assimilationsminister, Naser Khader vil være?" 160 Også avisens opinionsredaktør Bjørn Bredal støttede ubetinget hendes medvirken i programmet. 161

Lederen blev kritiseret i et læserbrev af Anders Toft Hansen, som ganske vist mente, at religionerne godt kunne leve sammen på "moderat" vis, "…men hvor er vi henne, når Asmaa Abdol-Hamid ikke vil trykke en mand i hånden?". I øvrigt mente Hansen ikke, at det var muligt at tvinge "en så fanatisk muslim" til at "makke ret" efter "vore værdier", men Politiken burde dog forsøge at afvænne folk fra religionen. Og hvad lignede det i øvrigt at kritisere Naser Khader, for var der nogen, der havde forstand på muslimsk kultur, så var det nemlig ham! 162

Opbakningen til Abdol-Hamids ansættelse var ikke kun et Politiken-fænomen. Kvinder for Friheds advarsler faldt på klippegrund i samtlige af de landsdækkende aviser, der tog emnet op på lederplads.

Ifølge Kristeligt Dagblad kunne Abdol-Hamid på ingen måde siges at promovere kvindeundertrykkelse – hun opfordrede ikke andre til at bære tørklæde, og det var at skyde langt over målet, hvis man troede, at hendes udseende i et tv-program, der blev bragt på sene onsdagsaftener, kunne have nogen indoktrinerende virkning på voksne mennesker. 163

Berlingske Tidende havde intet imod, at hun optrådte med tørklæde i en programserie, hvor det egentlig var ganske relevant. 164 Information ironiserede over, at Kvinder for Frihed ønskede at hjælpe kvinder til at blive frie ved først at tvinge dem. 165 Og selvom Ekstra Bladets lederskribent fandt de religiøse begrundelser for Abdol-Hamids tørklæde og manglende håndtryk aldeles latterlige, blev også hans konklusion, at hendes eget frie valg var afgørende. 166

Hos lokalaviserne var holdningerne mere delte. Fyens Stiftstidende bragte en leder med fuld opbakning til Abdol-Hamids tørklæde. 167 Karsten Hüttel fra samme avis kritiserede hendes ansættelse, men ud fra en anden og noget mere relevant vinkel, nemlig at hun ikke kunne være førstesuppleant til Odense Byråd og samtidig fungere som studievært. Det indebar en risiko for sammenblanding af rollerne som studievært og byrådspolitiker. 168 Dette mulige problem blev dog aldrig aktuelt, da programmet kun bestod af otte udsendelser, og ingen af Enhedslistens to odenseanske byrødder blev syge i denne periode.

Sjællandske og Nordjyske Stiftstidende var noget mere modtagelige overfor de mange løse rygter om Abdol-Hamids anti-demokratiske sindelag. Da Nahid Riazi begyndte at protestere over hende i et læserbrev i Sjællandske, valgte lederskribenten således at sluge hendes anklager råt. Den 4. april kunne avisens leder berette, at det havde vakt opsigt, at DR2 havde ansat en "studievært" (i gåseøjne), som både bar tørklæde og var kendt som "rabiat og stærkt venstreorienteret islamist". Derpå fortalte lederen, at Riazi "oplyste", at Abdol-Hamid var "…tilhænger af den religiøse sharia-lovgivning, som er både udemokratisk og påbyder middelalderlige straffe som eksempelvis håndsafhugning, stening og hængning, ligesom den er ekstrem kvindeundertrykkende". DR legaliserede på den måde "de mest facistiske kræfters tilstedeværelse" i et public service-medie, stadig ifølge Riazi.

Lederskribenten havde tilsyneladende intet at indvende mod disse påstande og bekymrede sig ikke om dokumentation. Tværtimod fulgte skribenten op med at skrive, at "Vi kan tilføje, at en hædersmand som Naser Khader (R) har nægtet at optræde som gæst i programmet under henvisning til, at hun er så fanatisk, at hun ikke vil trykke ham, en mand, i hånden." 169

Lederen forsatte derefter med at tage DR i forsvar på bekostning af Abdol-Hamid. Hun var ikke nogen egentlig studievært, men blot ansat i otte udsendelser for at "optræde netop som rabiat islamist, altså at repræsentere sig selv", så der var ikke stukket noget under stolen. Lederskribenten troede ikke på, at "en så fanatisk person" kunne vække nogen sympati. Men til gengæld fandt han det heller ikke helt retfærdigt at vælge Abdol-Hamid, når der nu var så mange fredelige og almindelige muslimske indvandrere, som hældede mere til Naser Khaders kombination af "demokrati, danskhed og muslimsk tro" end Abdol-Hamids "middelalderlige tankegang".

Dagen efter leverede Nordjyske Stiftstidende en tilsvarende lederartikel. DR2's ansættelse af Abdol-Hamid lignede ifølge lederen et overfrisk forsøg på at provokere ved at vælge "…en kvinde, der blandt meget andet mener, at Danmark bør indføre sharia-lov­giv­ning med mulighed for stening som straf." Ansættelsen kunne kun grave dybere grøfter mellem muslimer og ikke-muslimer, og lederen stillede derfor det insinuerende spørgsmål: "Og gad vide om DR 2 på samme måde kunne finde på – aldeles ukritisk – at slippe en glødende dansk nynazist løs i vedkommendes helt eget debatprogram?" 170

De grovkornede ledere fik Abdol-Hamid til at klage over de to aviser ved Pressenævnet. Hun fandt det skadeligt for sin videre karriere, hvis hun skulle have sådanne usandheder siddende på sig. 171 Nævnet vurderede dog, at "I lederartikler og debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og reportager". Desuden fremgik det tydeligt, at de negative påstande om Abdol-Hamid stammede fra andre kilder end lederskribenterne selv. At de havde tilsluttet sig påstandene, spillede ingen rolle, da hovedargumentet var, at lederne måtte betragtes som debatindlæg. Både Nordjydske Stiftstidende og Sjællandske blev følgelig frifundet. 172

Men vel at mærke ikke pga. ledernes indhold eller sandhedsværdi.

Kan religion og grundlovsmøder forenes?

Karsten Hønge tog ikke del i polemikken omkring Abdol-Hamids ansættelse. Men da det viste sig, at SF-Fyn planlagde at lade hende være taler på Grundlovsdag 2006, besluttede Hønge og SF-Odense i protest at afholde et konkurrerende SF-arrangement.

På SF's landsmøde i begyndelsen af maj havde Hønge markeret sig med en klar opfordring til at udfordre "…de reaktionære synspunkter, som findes i visse muslimske kredse", og som han åbenbart stadig betragtede Abdol-Hamid som repræsentant for. Hønge mente at opleve en uacceptabel relativisme i dele af SF. "Der er stadig nogle, der mener, at jeg er vand på højrefløjens mølle. Men befolkningen mister tillid til mennesker, der ikke melder klart ud… Man kan ikke være venner med alle, og vi skal alliere os med de frisindede troende", udtalte han til Information. 173

Hønges argument for, at Abdol-Hamid ikke burde være inviteret til grundlovsmødet, var endnu engang, at hun var en "fundamentalistisk, bogstavstro muslim", som havde forsøgt at indskrænke ytringsfriheden med sin anmeldelse af Jyllands-Posten. Derfor måtte arrangørerne i amtsforeningen være både blinde og "politisk tonedøve". Formanden for SF-Fyn, Holger Lomholt, betragtede ikke Abdol-Hamid som "fundamentalist" og fremhævede, at SF-Fyn havde tradition for at invitere talere med "anderledes vinkler". 174

Som alternative talere inviterede SF-Odense Nahid Riazi (hvem ellers?) sammen med Masoum Moradi, et af partiets byrådsmedlemmer i Svendborg. Han skrev senere en lidt flagrende kronik i Fyens Stiftstidende, hvor han insinuerede, at Abdol-Hamid var rabiat, og i øvrigt kritiserede hende for at være religiøs, sådan i al almindelighed. 175 Udgangspunktet i Riazis grundlovstale var (hvad ellers?) en stærk kritik af religion i det hele taget og dens aktuelle negative tendens til at præge mere og mere af det øvrige danske samfund, hvad enten det drejede sig om kristendom eller islam. Abdol-Hamid blev ikke nævnt direkte, selvom der sneg sig en gevaldig stikpille ind:

"De islamiske kræfter er i dag i centrum og får så meget opmærksomhed, så de har fået en særstatus og magt i samfundet.

Selv dem, der har været med til at skabe en krise på grund af 12 tegninger i en avis, og selv om de stod ved siden af de mest diktatoriske regimer, heriblandt Saudi Arabien og Iran, i Mohammedkrisen, og selv om de var med til at provokere og mobilisere de islamiske kræfter, hvilken resulterede i afbrænding af ambassader og trusler mod 12 tegnere og mod danske statsborgere, får de en særplads i både miderne [sic!] og i den politiske scene.

Nogle af dem får endda lov til at lave deres eget tv-programmer! Imamer får tilbud om en gratis moske. De islamiske personligheder og organisationer bliver inviteret til det ene og det andet dialogmøde, hvor de kan fortælle os andre, at man ikke må sår deres religiøse følelser og at konsekvenserne kan være alvorlige!

Det er som om ligeså længe de lover, at de ikke sprænger nogen i luften med bomber her i Danmark og ikke slagter nogen åbengade på samme måde som de slagter folk, forfattere, journalister, oppositionsfolk og de almindelige borgere i de lande, hvor islamisterne har magt, så skal vi være tilfredse og glade. Så skal vi være taknemlige for, at de tager imod vores invitationer til dialogmøderne og siger ja til gratis moske og til at lave tv- programmer for os, så vi kan blive klogere og ikke begå det samme fejl som vi gjort i Mohammed krisen, mv." 176

SF-Fyn slog knapt så dystre toner an. Foruden den ifølge Riazi meget magtfulde Asmaa Abdol-Hamid havde de inviteret klovnen Jo-Jo, men Abdol-Hamid sørgede for den første joke ved at spille på ekstremist-anklagerne og udtale, at

"11. september gav mig et følelse af håb. 11. september satte perspektiv på spørgsmål som frihed og retfærdighed…

11. september 1987. Det var dagen, hvor jeg og min familie kom til Danmark første gang… Der chokerede jeg jer." 177

I sin tale håbede hun på, at religionsfriheden ikke ville blive begrænset i fremtiden, så mennesker fortsat selv kunne vælge og fravælge deres tro.


SF-Odenses grundlovsmøde gav anledning til kritik fra Enhedslistens Ole Skou. Hvad man end mente om anmeldelsen af Jyllands-Posten, var den i overensstemmelse med den danske straffelov og næppe noget udtryk for fundamentalisme. Og hverken Karsten Hønges tidligere bandbulle eller debatten i øvrigt havde ført til nogle eksempler på, at Abdol-Hamid "i ord eller handling" skulle gå ind for barbariske straffemetoder, tvangsægteskaber eller undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle:

"Det er muligt venstrefløjen - også SF- har været tøvende og berøringsangste i diskussionen om islam. Imidlertid skulle det nødig få den konsekvens, at man begynder at skyde med løst krudt frem for at komme med reel dokumentation." 178

Vi vil se blod!

På den internationale bloddonordag den 14. juni 2006 fandt der en kampagne sted på Fyn, hvor en række kendte fynboer gav blod og blev interviewet til Fyens Stiftstidende. Blandt disse var Asmaa Abdol-Hamid, der udtalte, at det for hende som muslim var etisk korrekt at give blod, for islam handlede jo om at tænke på andre mennesker. 179

Denne ellers ikke særligt kontroversielle artikel fik en særpræget ekstradebat om Abdol-Hamid til at blusse op igen. Knud Bjarne Gjesing mente, at hendes optræden som bloddonor var rent hykleri, når hun under Muhammedkrisen havde ment, at man ikke måtte krænke andres religiøse følelser. Krænkede hun måske ikke Jehovas Vidners religiøse følelser ved at give blod? En uforbeholden undskyldning måtte nu være på sin plads! 180

Flemming Vang fandt dette ironiske indlæg utroligt naivt, da Abdol-Hamid hverken havde fremprovokeret eller støttet Muhammedkrisen. 181 Men Gjesing forsvarede sin sammenligning, idet muslimer reelt ikke havde nogen ret til at kræve, at ikke-muslimer underkastede sig det islamiske forbud mod at afbilde Muhammed, på samme måde som Jehovas Vidner ikke kunne kræve, at andre afholdt sig fra blodtransfusioner.

"Især efter den intellektuelle venstrefløjs næsten totale kapitulation over for det religiøse pres er der ved at opstå et debatklima, hvor enhver tilsyneladende kan komme rendende med sine mere eller mindre tvangsneurotiske fornemmelser og kræve dem respekteret, blot fordi de betegnes som "religiøse". Og det er ikke naivitet. Det er magtvilje." 182

Betina Hansen mente, at det virkelig var at gå i små sko, hvis man kunne finde Abdol-Hamids udtalelse provokerende, og at hun snarere burde have ros end ris for sin støtte til bloddonorsagen. 183 Der fulgte endnu et par indlæg fra Vang og Gjesing til forsvar hhv. kritik af Abdol-Hamid, før denne udløber af debatten ebbede ud. 184

I sidste del af sommeren 2006 udbrød der krig mellem Israel og Libanon/Hizbollah. På dette tidspunkt var Abdol-Hamid dog i højere grad debattør end debatemne. Hun havde selv familie i Libanon, og markerede sig med kritik af den danske regerings passive holdning til situationen. Selvom de europæiske lande havde dårlig samvittighed i forhold til Israel, kunne det ikke forsvare, at palæstinenserne levede under "apartheid-lignende forhold". 185

Desuden optrådte hun som del af et Koran-Panel på radiotemaserien "Islams ansigter", der blev sendt på Danmarks Radios P1 hen over sommeren og efteråret 2006, 186 men her kom der ikke reaktioner af betydning. Måske fordi tørklædet var mere synligt i tv?


Hvad mener hun egentlig? - Konklusion

Asmaa Abdol-Hamids holdninger til religion, individ og samfund, som de kom til udtryk i offentligheden i perioden 2003-2006, er kort fortalt:

Hun mener, at mænd og kvinder principielt er skabt forskellige, men går ubetinget ind for kvindebevægelsens traditionelle kamp for kønnenes lige ret til uddannelse, karriere og lønningsniveau.

Hun går ind for individets frihed til at vælge ægtefælle (selv vil hun kun giftes med en muslim), foretage skilsmisse, være nøgenmodel i reklamer (selvom hun selv ikke bryder sig om dette fænomen), vælge sin religion (hendes egne børn skal frit kunne vælge religiøst ståsted) samt gå med tørklæde eller lade være, hvis det vel at mærke skyldes en moden og selvstændig beslutning og ikke pres udefra.

Hendes syn på homoseksuelles ret til adoption var uafklaret pga. manglende viden om emnet på det tidspunkt, hvor hun fik stillet spørgsmålet. Hvis hun lægger Enhedslistens principprogram til grund for holdningen, er den klart positiv. 187

Hun har ikke udtalt sig om sin holdning til abort – eller "flerkoneri".


Hun er imod dødsstraf i enhver sammenhæng og under alle former, uanset om det er i Saudi-Arabien, USA eller Nigeria.

Hun er markant modstander af den israelske Palæstina-politik, den amerikanske George W. Bush og Irakkrigen, hvorved hun ligger helt på linie med resten af sit parti.

Hun er ligeså ubetinget modstander af Jyllands-Postens happening med de 12 Muhammedtegninger. Ikke pga. tegningerne i sig selv, men fordi hun betragter avisens samlede happening som en forhånelse af muslimer og udtryk for en generel anti-muslimsk tendens i samfundet.

Som religiøs muslim betragter hun begrebet "sharia" som identisk med islam, men i en udformning, der er fuldt kompatibel med et moderne, vestligt samfund. Hun mener, at integrationsproblemerne reelt er sociale eller kulturelle problemer. Dette passer udmærket ind i Enhedslistens tradition for at tilskrive samfundsstrukturerne en større betydning for individets udfoldelsesmuligheder end noget andet parti i det danske Folketing. Samtidig frikender Abdol-Hamids indstilling nærmest pr. automatik religionen for at have ansvar for nogle negative tendenser i samfundet. I stedet tolker hun enhver negativ følge af religiøs tradition som en "kulturel" uvane, der skal gøres op med. Desuden er hun klar tilhænger af at indføre en statsautoriseret islamisk teologiuddannelse i Danmark for at skabe modvægt til de mange "firkantede" tolkninger af islam.

Uanset om man er for eller imod hver enkelt af disse holdninger, afviger billedet af Asmaa Abdol-Hamid markant fra den rabiate anti-demokrat og forkæmper for nigerianske tilstande i Danmark, som mange af hendes modstandere ellers har udnævnt hende til.

Der er intet odiøst i at lange ud efter anti-demokratiske og reaktionære grupperinger, uanset disses religion. Men det mindste, man kan forlange af debattører med denne målsætning, er, at de sætter en meningsfuld adresse på deres angreb. Ellers kommer de som Karsten Hønges debatindlæg blot til at bestå i formålsløse spredehagl. Selvom hans kampagne var velment, fik den et absurd præg i medierne. Dels fordi han valgte at udpege en demokrat som repræsentant for en række rabiate synspunkter, som hun netop ikke havde, dels fordi han ikke sigtede mod nogen andre navngivne grupper eller individer end Abdol-Hamid selv.

Når hun overhovedet blev skydeskive for Hønges angreb, lader det til at skyldes én eneste ting: Deres dybe uenighed i synet på Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Men at fremstille Abdol-Hamids anmeldelse efter den gældende lovgivning som et "angreb på ytringsfriheden" og derpå udnævne hende til reaktionær anti-demokrat er fuldstændig ude af proportioner.

Det giver heller ikke mening at kritisere Abdol-Hamid eller andre individer, blot fordi de er religiøse. Religion er et tveægget sværd, der både kan fungere frigørende og meningsgivende for det enkelte individ, men ligeså vel kan anvendes som undertrykkende redskab. Religiøse mennesker betragter sjældent selv deres religionsudøvelse som undertrykkende, men set udefra er det afgørende kriterium, om de indskrænker andres individers udfoldelsesmuligheder eller ej.


I vurderingen af f.eks. Abdol-Hamids syn på religion og politik er spørgsmålet derfor: Ønsker hun, at andre mennesker skal tvinges til at indrette sig efter de religiøse regler, hun selv efterlever, eller ikke? Og her er der ingen slinger i valsen: I adskillige interviews og læserbreve har hun redegjort for, at hendes private religionsudøvelse ikke har noget at gøre med, hvordan andre individer skal indrette deres private liv. Disse udmeldinger gør, at enhver argumentation om sharia-som-undertrykkende-enhed falder til jorden i hendes tilfælde. Medmindre argumentationen forsynes med et par konspirationsteoretiske krykker, såsom at alt, hvad hun siger, pr. definition er taktisk bestemte løgne.


Skruen uden ende

Oplevede vi den sidste større debat om Asmaa Abdol-Hamids demokratiske sindelag i sommeren 2006? Næppe. Ganske vist skal der god vilje til at opfatte hendes udtalelser som problematiske i en demokrati- og menneskerettighedssammenhæng. Men som det fremgår, er denne vilje til stede i rigelige mængder. Som det dog også fremgår, er den heldigvis langt fra at dominere debatten.

Nahid Riazi, Kvinder for Frihed, Lars Hedegaard, diverse DFU'ere og politikere fra Dansk Folkeparti skal nok fortsætte ufortrødent med deres korstog imod synlige muslimer af enhver type, demokratisk sindelag eller ej. Karsten Hønge tror sandsynligvis stadig på, at Abdol-Hamid er en af de rabiate kræfter, som han ellers gør ret i at ville bekæmpe. Og lokale fynske debattører fortsætter jævnligt nedrakningen af Abdol-Hamid i Fyens Stiftstidende, selvom kendskabet til hendes holdninger eller udtalelser stadig er yderst begrænset.

Den 1. oktober 2006 erklærede Carsten Ringsmose således, at hun var et stort fupnummer. Hun var ikke "debattør og politiker", for det kunne hun jo ikke siges at være, når hun ikke havde besvaret hans gamle læserbrev om, hvorvidt hun kunne tilslutte sig Ringsmose-erklæringen om at tage afstand fra bestialske straffe m.v. – der så sandelig var muslimske og ikke kun arabiske, som han samtidig hævdede, hun havde påstået. 188 Intet nyt under solen.

Debattøren Omar Shah har i en kronik udstillet det paradoksale i, at så mange debattører og adskillige politikere praktisk taget kun opererer med to typer muslimer: de gode "moderate" og de dårlige "fundamentalistiske"/"islamistiske". Muslimer eller personer fra Mellemøsten i det hele taget bliver oftest puttet i en af disse to kasser, og det giver tit absurde resultater. Som når Asmaa Abdol-Hamid kategoriseres som "islamist" trods sit medlemskab af Enhedslisten, eller når ateisten Nahid Riazi overhovedet kategoriseres som "muslim". Shah mener, at en stor del af årsagen til det sort-hvide syn på muslimer er den udbredte opbakning til sekularisme og det heraf følgende ønske om "ikke-muslimske muslimer". Det skaber imidlertid et dilemma for praktiserende muslimer: Hvis de som Abdol-Hamid er aktive i politik, betragtes de af mange som del af en femtekolonne, men hvis de ikke deltager i politik, betragtes de som uintegrerede og sikkert også anti-demokratiske. 189

Her er en god pointe. Som blandt alle andre religiøse (og andre) mennesker, findes der en bred vifte af forskellige holdninger til politik og religion blandt muslimer. Pointen er på den ene side dybt banal, men bliver på den anden side overset eller direkte benægtet i lidt for store dele af offentligheden. Det er de surrealistiske debatter om Asmaa Abdol-Hamids holdninger og udtalelser et særdeles godt eksempel på.

Rasmus S. Larsen
Oprindelig bragt på siestafisk.dk, 1. februar 2007.

1 Beskrevet nærmere i Grøndahl, Malene, Torben Rugberg Rasmussen og Kirstine Sinclair: Hizb ut-Tahrir i Danmark. Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør? Aarhus Universitetsforlag 2003.

2 Jyllands-Posten 27. februar 2005, 1. sektion, s. 1: "Imams syn på kvinder chokerer", "Flammende fredagsbøn" samt "Imamens tale". Hlayhed forlod i øvrigt Danmark efter Muhammedkrisen, hvor han havde været fortaler for en konfrontatorisk kurs i Islamisk Trossamfunds håndtering af situationen.

3 "Asmaa: Både feminist og muslim", 28. november 2006.

5 Fyens Stiftstidende 8. december 2003: "Af med tørklædet!".

6 Fyens Stiftstidende 12. december 2003: "Forkert sammenligning".

7 Fyens Stiftstidende 15. december 2003: "Tørklæde er ikke ligestilling".

8 Fyens Stiftstidende 30. december 2003: "Der er endnu ikke balance i regnskabet".

9 Fyens Stiftstidende 2. januar 2004: "Muslimerne kan ikke dømme selv". Det var sandsynligvis første gang Ahrendtsen stiftede bekendtskab med Abdol-Hamid, da han på dette tidspunkt antog hende for at være af hankøn.

10 Fyens Stiftstidende 13. maj 2004: "Hvem er fordomsfuld?"

11 Fyens Stiftstidende 12. maj 2004: "Hun skulle måske gå lidt stille med dørene".

12 Fyens Stiftstidende 18. juni 2004: "På tide at bekende kulør".

13 Fyens Stiftstidende 14. juni 2004: "Der skydes ved siden af".

14 Fyens Stiftstidende 21. juni 2004: "S under gradvis islamisering".

15 Fyens Stiftstidende 29. juni 2004: "Bevis påstanden".

16 Fyens Stiftstidende 23. juni 2004: "Foragter demokratiet og os".

17 Fyens Stiftstidende 23. december 2004: "S-forening vragede Asmaa".

18 Fyens Stiftstidende 23. december 2004: "Asmaa er efterspurgt af ministre".

19 Fyens Stiftstidende 24. december 2004: "Ingen ligestilling".

20 Fyens Stiftstidende 22. marts 2005: "Muslimsk debattør stiller op for Enhedslisten".

21 Fyens Stiftstidende 15. januar 2006: "I Danmark kan jeg være muslim".

22 Se f.eks. Politiken 8. marts 2005, 2. sektion, s. 8: " Kvindedag I", Jyllands-Posten 8. marts 2005, 1. sektion, s. 10: "Frihed og ligestilling", Fyens Stiftstidende 14. maj 2005: "De svageste rammes", Politiken 10. juni 2005, 2. sektion, s. 8: "Dengang ... i år 2003", Politiken 11. juni 2005, 1. sektion, s. 8: "»Folk skal forstå, at de rammer ikke Koranen - de rammer os«", Fyens Stiftstidende 11. juni 2005: "Beklageligt og uacceptabelt", Fyens Stiftstidende 14. juni 2005: "Se på krigen i Irak", Fyens Stiftstidende 22. juni 2005: "Opgaven bør være samlet", Information 7. juli 2005, s. 6 / 7: "Tusindvis ville stoppe Bush" og Fyens Stiftstidende 7. juli 2005: "Bush-modstand samlede bredt".

23 Fyens Stiftstidende 18. april 2005: "Dronningen svigter", Fyens Stiftstidende 21. april 2005: "Hvorfor så negativ?", Fyens Stiftstidende 22. april 2005: "Undskyld vi er her", Fyens Stiftstidende 22. april 2005: "Det er en politisag" samt Fyens Stiftstidende 6. maj 2005: "Ensidige fakkeltog".

24 Kristeligt Dagblad 5. september 2005, s. 7: "Kig på kulturen, ikke religionen".

25 Politiken 25. september 2005, 3. sektion, s. 6: "Konfrontation: Skal vi have et muslimsk kvindeoprør?"

26 "Muslimer og kvindefrigørelse" 24. oktober 2005, http://www.jernesalt.dk/muslkvinder.asp

27 Jyllands-Posten 30. september 2005, KulturWeekend, s. 3: "Muhammeds ansigt".

28 Jyllands-Posten 30. september 2005, 1. sektion, s. 10: "Truslen fra mørket".

29 Tilsyneladende troede hun, denne bog indeholdt Muhammedtegninger. Det gør den ikke – i modsætning til Bluitgens senere genfortælling af profetens liv, hvis illustrationer dog heller ikke er blevet kritiseret af Abdol-Hamid eller andre danske muslimer. Bluitgen, Kåre: Nye Danskere. Gyldendal 1998 samt Koranen og profeten Muhammeds liv. Høst & Søn 2006.

30 Jyllands-Posten 29. oktober 2005, 1. sektion, s. 1: "Muslimer melder JP til politiet" samt Jyllands-Posten 29. oktober 2005, 1. sektion, s. 6: "Politianmeldelse: Muslimske foreninger vil have Jyllands-Posten dømt".

31 Politiken 30. oktober 2005, 1. sektion, s. 8: "Jyllands- Posten meldt til politiet".

32 Kristeligt Dagblad 2. november 2005, s. 2: "Da Muhammed kom i avisen".

33 Jyllands-Posten 17. november 2005, 1. sektion, s. 3: "Meningsmåling: Ytringsfrihed vigtigst".

34 Fyens Stiftstidende 12. oktober 2005: "Tomhed på højrefløjen", Fyens Stiftstidende 15. oktober 2005: "Tomhed hos hvem?" samt Fyens Stiftstidende 20. oktober 2005: "Hvad er mest hykleri?"

35 Fyens Stiftstidende 2. november 2005: "DF forsøgte med en udstrakt hånd".

36 Fyens Stiftstidende 21. juni 2004: "S under gradvis islamisering".

37 Fyens Stiftstidende 14. juli 2005: "Sharia-kandidaten".

38 Fyens Stiftstidende 18. juli 2005: "Kun en fordel at jeg er muslim".

39 Fyens Stiftstidende 2. november 2005: "DF forsøgte med en udstrakt hånd".

40 Fyens Stiftstidende 4. november 2005: "Hjertets dannelse" og "Rejs ud i verden", Fyens Stiftstidende 5. november 2005: "Gi´r du en knuser, Alex?" og "Andre måder at hilse på", Fyens Stiftstidende 6. november 2005: "Hatten af" og "Han vil ikke dialogen" samt Fyens Stiftstidende 8. november 2005: "Plads til forskellighed - også til Alex".

41 Fyens Stiftstidende 6. november 2005: "Valgdebat: Koranen over alt" samt Fyens Stiftstidende 15. november 2005: "Omvendt racisme".

42 Fyens Stiftstidende 5. november 2005: "Giv dem et nul hver".

43 Fyens Stiftstidende 3. november 2005: "DF aflyser vælgermøde i protest".

44 Fyens Stiftstidende 12. november 2005: "Dansk Folkeparti i fremgang".

45 Fyens Stiftstidende 4. november 2005: "- Det er høfligt at give et håndtryk".

46 Berlingske Tidende 14. november 2005, 2 sektion, magasin, s. 11: "Groft sagt".

47 "Frem med næven... en utidig kommentar", 15. maj 2006, http://jha.smartlog.dk/medier.html

48 "Muslimsk kandidat truer venstrefløjen", 11. november 2005, TV2 Fyns Videoarkiv på TV2 http://www.tv2fyn.dk.

49 "SF-formand kritiserer åndelig formørkelse", 14. november 2005, http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-3180651.html.

50 “SF's Love 2006", http://www.sf.dk/index.php?article=2101.

51 Et klip fra bus-udtalelsen kan ses i optakten til den førnævnte TV2-duel "Muslimsk kandidat truer venstrefløjen".

52 Fyens Stiftstidende 15. november 2005: "Omvendt racisme".

53 http://www.kmdvalg.dk/av/a442461Ø.htm (Indenrigsministeriets opgørelse)

54 Rød-Grønne Linjer (Enhedslistens medlemsblad) 12. januar 2006: "Landsbytosser i Enhedslisten?", Fyens Stiftstidende 17. juli 2005: " I Enhedslisten er der rummelighed og plads til alle kulturer" og Rød-Grønne Linjer 27. juni 2006: "Asmaa Abdol-Hamid i stormvejr".

55 Fyens Stiftstidende 8. november 2005: "Afstand til Abdol-Hamid".

56 Fyens Stiftstidende 11. november 2005: "Enhedslisten har 20 gode kandidater".

57 Fyens Stiftstidende 17. juli 2005: "I Enhedslisten er der rummelighed og plads til alle kulturer".

58 Fyens Stiftstidende 20. juli 2005: "En muslimsk kvinde der kan og tør".

59 B.T. 4. december 2005, 1 sektion, s. 14: "Partishopperne".

60 Socialistisk Arbejderavis 249, november 2005: "Racistisk hetz mod Ø-kandidat i Odense". http://www.socialister.dk/avisen/viewarticle.asp?ArticleID=883

61 Brix beskriver deres kamp mod Minhaj-ul-Quran i kapitel 2 i Brix, Helle Merete & Torben Hansen (red.): Islam i Vesten – På Koranens Vej? Tiderne Skifter 2002. I kapitel 5 leverer hun desuden en meget rodet og svagt dokumenteret gennemgang af mulige muslimske trusler mod Vesten, inkl. Minhaj-ul-Quran.

62 Hervik, Peter: Mediernes muslimer. En antropologisk undersøgelse af mediernes dækning af religioner i Danmark. Peter Hervik og Nævnet for Etnisk Ligestilling 2002.

63 Khader, Naser: Naser Khader og folkestyret – de første fire år, s. 78. JP/Politikens Forlagshus A/S 2005.

64 Mediernes muslimer, s. 78-79 samt 84-85.

65 Kühle, Lene: Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder. Forlaget Univers 2006, s. 102.

67 Kristeligt Dagblad 18. april 2002: "Stening står ikke til diskussion", Politiken 26. marts 2002, 1. sektion, s. 10: "Fem skarpe: »Vi kan ikke hele tiden tage afstand«" samt Pedersen, Abdul Wahid: Islam på jysk – fra hippie på Djursland til imam på Nørrebro. Politiken 2006, s. 147-150.

68 Dagbladet Arbejderen, 7. december 2005: "Islamisk fundamentalist på venstrefløjen".

70 Dagbladet Arbejderen, 9. december 2005: "Svar til Nahid Riazi".

71 Dagbladet Arbejderen, 15. december 2005: "Enhedslisten afviser kritik".

72 Fyens Stiftstidende 13. december 2005: "Kridt skoene!"

73 Fyens Stiftstidende 19. december 2005: "Disrespekt for friheden".

74 Fyens Stiftstidende 27. december 2005: "Opportunisme og behagesyge har vundet indpas".

75 Fyens Stiftstidende 26. december 2005: "Selvforelsket kronik".

76 Fyens Stiftstidende 4. januar 2006: "Usmagelige udgydelser".

77 Fyens Stiftstidende 9. januar 2006: "Venstrefløjens desperadoer drejer fokus".

78 "Lige Lovligt" den 15. december 2006 (genudsendt den 4. maj 2006), http://www.dr.dk/P1/ligelovligt/Udsendelser/2006/05/04172604.htm.

79 Fyens Stiftstidende 15. januar 2006: "I Danmark kan jeg være muslim".

80 "Asmaa Abdol - Hamids historie", http://www.kvinfo.dk/side/539/?personId=25.

81 Kristeligt Dagblad 3. december 2005, s. 3: "Tegnere og muslimer lægger låg på strid".

82 Fyens Stiftstidende 15. januar 2006: "I Danmark kan jeg være muslim" og Fyens Stiftstidende 9. februar 2006: "Muslimsk kritik af talsmænd".

83 Fyens Stiftstidende 15. januar 2006: "I Danmark kan jeg være muslim".

84 Fyens Stiftstidende 31. januar 2006: "- Underskrifter løser intet".

85 Fyens Stiftstidende 1. februar 2006: "Muslimer utilfredse med undskyldning".

86 Fyens Stiftstidende 7. februar 2006: "Nu må vi stå sammen" samt Fyens Stiftstidende 7. februar 2006: "Alex afviser Asmaas håndsrækning".

87 "Ingen sag mod Jyllands-Posten for Muhammed-tegninger", 15. marts 2006, http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2006/03/15/141042.htm samt "Klager: Et farligt signal", 15. marts 2006, http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2006/03/15/170241.htmIslamisk.

88 Fyens Stiftstidende 18. marts 2006: "Muhammed-tegninger til domstolen i Strasbourg".

89 Information 27. oktober 2006, s. 28 / 29: "'Tvetydighed giver god grund til at anke'".

90 Balder.org. "Dhimmi" var den middelalderlige betegnelse for ikke-muslimer, der levede med indskrænkede rettigheder under muslimsk herredømme. I nutiden er begrebet blevet et skældsord, der bruges af visse anti-muslimer om enhver ikke-muslim med et neutralt eller ligefrem positivt syn på islam.

91 Fyens Stiftstidende 10. februar 2006: "Karsten Hønge angrebet fra to sider". Hønges senere kritik af Junker findes i pjecen En bandbulle mod fundamentalisme - et forsvar for frisind, http://hoenge.dk/index.php?pid=4.

92 Fyens Stiftstidende 17. februar 2006: "Glider uden om svar".

93 Fyens Stiftstidende 21. februar 2006: "Jeg føler mig krænket".

94 Fyens Stiftstidende 25. februar 2006: "Jeg føler mig (også) krænket".

95 En bandbulle mod fundamentalisme - et forsvar for frisind, http://hoenge.dk/index.php?pid=4.

96 Khankan, A. C. Sherin: "Sløret frihed" i Skov, Leonora Christina (red.): De røde sko. Feminisme nu. Tiderne Skifter 2002.

97 Berlingske Tidende 17. september 2002, 1. sektion, s. 2: "Ny strid om radikal muslim".

98 Berlingske Tidende 18. september 2002, 2. sektion, magasin, s. 5: "Groft sagt".

100 "Velkommen til Asmaa – og sharia", http://www.lone-noergaard.dk/artikler/velkommen_til_asmaa_og_sharia.htm. En tilrettet version blev bragt i Berlingske Tidende 12. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 15: "Velkommen til Asmaa – og sharia".

101 Kristeligt Dagblad 8. april 2006, s. 10: "Hun håner undertrykte kvinder".

102 Fyens Stiftstidende 11. april 2006: "Den ufattelige indre fjende".

103 "Tillykke med tørklædet", 3. april 2006 - http://www.feministiskforum.dk/tekster/asmaa.pdf

104 Information 18. april 2006, s. 18 / 19: "Tørklæde-nysprog".

105 "Til Støtte for Asmaa", 5. juni 2006, http://www.kvinfo.dk/side/562/article/653/

106 Politiken 15. april 2006, 3. sektion, s. 2: "Hellere Asmaa med tørklæde end tv's drengerøvskultur".

107 "En storm om et tørklæde", juni 2006, http://www.aktivekvinder.dk/blad2-2006.shtml

108 Politiken 8. april 2006, 3. sektion, s. 5: "Tendens: Fra kvindekamp til paranoid hetz mod tørklæder" samt Politiken 11. april 2006, 2. sektion, s. 6: "Misforståelse".

109 Weekendavisen 5. maj 2006, 1. sektion, s. 12: "Feministernes paradoksale angreb".

110 Jyllands-Posten 4. april 2006, 1. sektion, s. 5: "Tørklæde - en hovedsag".

111 Politiken 4. april 2006, 1. sektion, s. 4: "Frihed, lighed og tørklæder". En tilsvarende udmelding findes i Fyens Stiftstidende 9. april 2006: "Jeg havde regnet med reaktioner på programmet, men jeg havde godt nok ikke regnet med alt det her".

112 Ekstra Bladet 8. april 2006, 1. sektion, s. 22: "Mere end et tørklæde".

113 "500 protester over Asmaa", 10. april 2006, http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/04/10/134444.htm. Se også "DRs svar til Kvinder for Frihed", 21. april 2006, http://www.dr.dk/DR2/Adam+og+Asmaa/20060421143549.htm.

114 Underskriftsindsamling på Kvinder for Friheds hjemmeside.

115 Jyllands-Posten 29. april 2006, 1. sektion, s. 11: "Studievært elsket og hadet" samt Ekstra Bladet 29. april 2006, 1. sektion, s. 31: "Asmaa er elsket og hadet".

116 B.T. 6. april 2006: "Ny ballade om Asmaa".

117 Politiken 11. april 2006: "DR-journalist protesterer mod DR-vært".

119 Politiken 31. juli 2006, 2. sektion, s. 5: "Snot for sig og overskæg for sig".

120 Berlingske Tidende 6. april 2006, 1. sektion, s. 6: "Journalistforbundet støtter muslimsk TV-vært".

121 Foruden de ytringer, som jeg gennemgår her i artiklen, kan nævnes B.T. 4. april 2006, 1 sektion, s. 24: "Nej til fundamentalister, uanset religionen", Jyllands-Posten 4. april 2006, 1. sektion, s. 11: "DR2's tørklædesag", Fyens Stiftstidende 5. april 2006: "DR burde være lukket land", Ekstra Bladet 4. april 2006, 1. sektion, s. 28: "Ærke-islamist på DR", "Fanatiker som studievært", "Vil DR også ansætte nazister" og "Hvad med en terrorist", B.T. 5. april 2006, 1. sektion, s. 25: "Kvindeorganisationer protesterer med rette" og s. 28: "Om igen", Ekstra Bladet 6. april 2006, 1. sektion, s. 32: "Hån mod kvinder", "Mørkesyn for åben skærm" og "Få de halal-hippier ud", JP Århus 13. april 2006, 6. sektion, s. 10: "Hellere en rød sløjfe", Ekstra Bladet 16. april 2006, 1. sektion, s. 19: "Til skræk og advarsel", Politiken 16. april 2006, 3. sektion, s. 4: "Ambassadør Asmaa", Information 18. april 2006, s. 18 / 19: "Opgør med halalhippierne", Ekstra Bladet 19. april 2006, 1. sektion, s. 31: "Kultur-tyranni", Fyens Stiftstidende 20. april 2006: "Begræns beundringen", Jyllands-Posten 20. april 2006, 1. sektion, s. 10: "Sekters taletid på DR", Århus Stiftstidende 20. april 2006, 1. sektion, s. 11: "Væk med tørklædet", Berlingske Tidende 21. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 14: "Skandaløst valg", Kristeligt Dagblad 21. april 2006, s. 18: "Martyriets sødme", Berlingske Tidende 22. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 8: "Et farligt råderum", Berlingske Tidende 23. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 13: "Find dog et andet land, Asmaa", Ekstra Bladet 23. april 2006, 1. sektion, s. 22: "Dumheden udstillet", Jyllands-Posten 24. april 2006, 1. sektion, s. 9: "Tak for det klare signal", Fyens Stiftstidende 27. april 2006: "Fri for Asmaa Abdol-Hamid", Ekstra Bladet 30. april 2006, 1.sektion, s. 24: "Føler mig krænket" og Politiken 1. maj 2006, 2. sektion, s. 4: "Uhyggeligt".

122 Udover de forsvar for Abdol-Hamid, som jeg gennemgår her i artiklen, kan nævnes B.T. 5. april 2006, 1. sektion, s. 2: "Tørklædet signalerer frihed", Information 5. april 2006, s. 18 / 19: "Med bh, kalot og paryk", "Falsk varebetegnelse?" og "Klæder skaber folk - og fjender", Kristeligt Dagblad 5. april 2006, s. 9: "En ambassadør skal repræsentere", Fyens Stiftstidende 6. april 2006: "Fanatisme og fanatisme", Information 6. april 2006, s. 24 / 25: "Kvinder for Friheds hule søstersolidaritet", Kristeligt Dagblad 6. april 2006, s. 10: "Stå fast, Asmaa!", Information 18. april 2006, s. 18 / 19: "Hvad er undertrykkende?", Kristeligt Dagblad 20. april 2006, s. 11: "Udelukkelse af tørklæder på tv er bagstræberisk formynderi", Fyens Stiftstidende 21. april 2006: "Hun indgyder respekt", Information 22. april 2006, s. 32 / 33: "Mænd - ikke tørklæder", Ekstra Bladet 23. april 2006, 1. sektion, s. 22: "Mundhuggere", Kristeligt Dagblad 24. april 2006, s. 6: "Signalpolitiet har travlt", Fyens Stiftstidende 30. april 2006: "Nyt og inspirerende", Jyllands-Posten 1. maj 2006, 1. sektion, s. 8: "En tiltrængt opklaring", Kristeligt Dagblad 9. maj 2006, s. 9: "Kun mennesker undertrykker", B.T. 10. maj 2006, 1. sektion, s. 24: "Charme og varme" og Kristeligt Dagblad 10. maj 2006, s. 8: "Kun lidt logik i den triste historie om tørklædet".

123 Fyens Stiftstidende 13. april 2006: "Tænk, hvilket samfund ...".

124 Jyllands-Posten 15. april 2006, 1. sektion, s. 11: "Enhedslisten og kvindekampen".

125 Politiken 15. april 2006, 3. sektion, s. 1: "Mange mennesker søger trøst i religion".

126 Kristeligt Dagblad 28. april 2006, s. 19: "Tørklæder har ingen logik".

127 Jyllands-Posten 9. maj 2006, 1. sektion, s. 11: "Misforstået tolerance".

128 Ekstra Bladet 7. maj 2006, 1. sektion, s. 21: "Forløjet frihed" samt Fyens Stiftstidende 9. maj 2006: "Hvad er frihed?".

129 "First Hijab-clad Presenter on Danish TV"31. maj 2006.
IslamOnline bragte samtidig et mere uddybende interview med Abdol-Hamid: "Muslim Danes on the Road to Integration", 31. maj 2006.

130 "Markant støtte til Asmaa Abdol-Hamid", 19. april 2006, http://www.m-i-d.dk/site/dawatvis.asp?id=108.

131 “Dhimmi Radio", 1. april 2006, http://www.skattetryk.dk/2006/04/01/dhimmi-radio/. Det er ikke en aprilsnar.

134 "Kvinder for stigmatisering og ufrihed?", 4. april 2006, http://www.eigilsblog.frac.dk/visualizer.php?id=48.

136 "Krav om fjernelse af muslimsk tv-vært er islamofobisk, racistisk og fascistisk", 5. april 2006, http://fritirak.blogspot.com/2006/04/krav-om-fjernelse-af-muslimsk-tv-vrt.html.

137 I Berlingske Tidende 12. oktober 2005, 1. sektion, s. 3: "Til ære for en æresdræbt", rapporterer avisen fra et IKIR-møde, hvor der optræder andre medlemmer end Nahid Riazi, om end under pseudonymer.

138 http://www.sfhvidovre.dk/hvem-er-hvem/bestyrelsen/ samt http://www.sf.dk/index.php?article=10434.

139 Fyens Stiftstidende 9. april 2006: "Jeg havde regnet med reaktioner på programmet, men jeg havde godt nok ikke regnet med alt det her".

140 Politiken 4. april 2006, 1. sektion, side 4: "Frihed, lighed og tørklæder".

141 Berlingske Tidende 8. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 12: "DR 2s nye studievært har det svært med hukommelsen".

142 Dette er upræcist. Ifølge 2005-udgaven af det amerikanske udenrigsministeriums Country Reports on Terrorism er dette islamistiske parti ikke terrorlistet, men Jamiat Ulema-i-Islams såkaldte Fazlur Rehman-fraktion har forbindelse til tre terrorlistede grupperinger. http://www.state.gov/s/ct/rls/crt/

143 "De Sidste Dages Hellige", udateret, men skrevet efter den 8. april 2006.

144 Kristeligt Dagblad 3. december 2005, s. 3: "Tegnere og muslimer lægger låg på strid".

145 PRESSEMEDDELELSE Christiansborg, den 3. april 2006,

146 Jyllands-Posten 26. april 2006, 1. sektion, s. 11: "Kulturministerens DR-kompetence".

147 Spørgsmål nr. S 3812, 4. april 2005-06, http://www.folketinget.dk.

148 Jyllands-Posten 29. april 2006, 1. sektion, s. 8: "Minister: Jeg blander mig ikke". Se også Brian Mikkelsens besvarelse af Louise Freverts spørgsmål den 12. april 2005-06, http://www.folketinget.dk.

149 Jyllands-Posten 23. april 2006, 1. sektion, s. 6: "Den falske Brian Mikkelsen".

150 Berlingske Tidende, 21. april 2006: "Skandaløst valg".

151 Politiken 5. april 2006, 1. sektion, s. 8: "Minister: Tørklæde o.k.".

152 "Intet tørklædeforbud i TV", 3. april 2006, http://www.enhedslisten.dk/nyhed.asp?nyhed=9618.

153 Fyens Stiftstidende 4. april 2006: "Kvinder: Fjern Asmaa fra skærmen".

154 Larsen, Rune Engelbreth og Tøger Seidenfaden: Karikaturkrisen. En undersøgelse af baggrund og ansvar. Gyldendal 2006, s. 142-46.

155 Kristeligt Dagblad 15. april 2006, s. 13: "I mangfoldighedens navn".

156 Berlingske Tidende 30. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 2: "Tørklæder og kors".

157 Vejle Amts Folkeblad 6. april 2006: "Sharia-partiet Enhedslisten" samt Fyens Stiftstidende 15. april 2006: "Hvem er næste medlem?".

158 Fyens Stiftstidende 24. april 2006: "Espersens dunkle fortid mm.", Fyens Stiftstidende 26. april 2006: "Urigtig beskyldning", Fyens Stiftstidende 30. april 2006: "Lusket debatform" samt Fyens Stiftstidende 4. maj 2006: "Spørg Asmaa selv".

159 "Åbent brev til styrelsen for Danmarks Radio", 21. april 2006, http://www.dendanskeforening.dk/side53-cid-53-aid-921-mid-1-params-1.html.

160 Politiken 4. april 2006, 2. sektion, s. 8: "Formynderi".

161 Politiken 15. april 2006, 3. sektion, s. 1: "Pænt goddag".

162 Politiken 10. april 2006, 2. sektion, s. 5: "Politiken svigter kulturradikalismen".

163 Kristeligt Dagblad 6. april 2006, s. 10: "Adam og Asmaa".

164 Berlingske Tidende 5. april 2006, 2 sektion, magasin, s. 12: "Lad bare studieværten optræde med tørklæde".

165 Information 5. april 2006, s. 24 / 25: "Frihedstvang".

166 Ekstra Bladet 4. april 2006, 1. sektion, s. 2: "Tanker og tørklæder".

167 Fyens Stiftstidende 6. april 2006: "Tørklæde-tv".

168 Fyens Stiftstidende 10. april 2006: "DR skyder sig i foden - ikke Asmaa".

169 Sjællandske 4. april 2006: "Islamisk fanatiker på skærmen".

170 Nordjyske Stiftstidende 5. april 2006: "Provokation for dens egen skyld".

171 Information 6. maj 2006, s. 4 / 5: "Konflikt om DR-vært afgøres i pressenævn".

172 Information 4. juli 2006, s. 2 / 3: "Pressenævnet: Asmaa må gerne kaldes yderliggående" samt Sjællandske 5. juli 2006: "Sjællandske vinder sag i Pressenævnet".

173 Information 4. maj 2006, s. 4 / 5: "Bagland: SF skal smide tørklædet".

174 Fyens Stiftstidende 30. maj 2006: "Asmaa splitter SF på Fyn".

175 Fyens Stiftstidende 24. juni 2006: "Kære Asmaa".

176 "Menneskerettighederne er hverken danske eller kristne, men universale!"
(Riazis grundlovstale fra SF-Odenses arrangement ligger hos hendes lokalforening SF-Hvidovre.)

177 Fyens Stiftstidende 6. juni 2006: "SF-smil på trods af Anders Fogh".

178 Fyens Stiftstidende 16. juni 2006: "SF savner kontante argumenter".

179 Fyens Stiftstidende 15. juni 2006: "Kendte giver blod for en god sag".

180 Fyens Stiftstidende 19. juni 2006: "Provokerende adfærd".

181 Fyens Stiftstidende 23. juni 2006: "Ingen sammenligning".

182 Fyens Stiftstidende 28. juni 2006: "Religiøs magtvilje".

183 Fyens Stiftstidende 30. juni 2006: "Kig ud over næsetippen".

184 Fyens Stiftstidende 3. juli 2006: "Argumenter mangler" og Fyens Stiftstidende 6. juli 2006: "Religiøse fornemmelser".

185 Fyens Stiftstidende 6. august 2006: "Det danske paradoks".

186 http://www.dr.dk/P1/p1_temaer/Islamsansigter/20051223150305.htm

187 Kapitalisme og socialisme i det 21. århundrede, kapitel 6: "Frigørelse: Kvinde- og kønskamp". Enhedslistens principprogram fra 2003, http://www.enhedslisten.dk/multi.asp?side=principprogram.

188 Fyens Stiftstidende 1. oktober 2006: "Klæder skaber folk". Tilsvarende nedrakninger findes i Carsten Ringsmoses indlæg "En god og dårlig idé" i Fyens Stiftstidende 9. november 2006 samt "Asmaa i dårligt selskab", i Fyens Stiftstidende 16. december 2006, Peter S. Olesens "En sand "hyggespreder" " i Fyens Stiftstidende 27. december 2006 og Søren Voigt Jensens "For meget af det gode" i Fyens Stiftstidende 31. december 2006.

189 Politiken 8. maj 2006, 2. sektion, s. 5: "Moderate, troende og 'demokratiske' muslimer?".