Faklen.dk

FORSIDE | OM | 2007-2011 | 2002-2006 | 1996-2001 | ENGLISH | SØG  


Humanistiske indlæg med kant og dybde fra aviser og blogs samt artikler fra Faklens arkiv.

MODSPIL.DK
HUMANISME.DK
ENGELBRETH
DANARIGE.DK
MODPRESS
DANMARKS LØVER
POLIFILO.DK


SIDSTE INDLÆG:


Rune Engelbreth Larsen
Kuldegysende socialsystem


Claus Elholm Andersen
Da Dannebrog blev genkristnet


Ole Sandberg
'Rebellerne' i SF


Danmarks Løver
Frihedsbevægelsen
mod assimilation


Carsten Agger
My Name is Khan


Ole Sandberg
Bernard-Henri Lévys kvalme


Anne Marie Helger og Rune Engelbreth Larsen
Vi assimilerer


Claus Elholm Andersen
Derfor tog Samuel Huntington fejl


Carsten Agger
Jyllands-Postens
sande ansigt


Özlem Cekic
Hvornår er min datter dansk nok?


Rune Engelbreth Larsen
Den danske stamme


Ole Sandberg
Graffiti – en del af
dansk kulturarv


Kristian Beedholm
Per Stig Møller og armslængdeprincippet


Morten Nielsen
Støv


Martin Salo
Frihed kontra assimilation


Carsten Agger
Hizb ut-Tahrir og Afghanistan


Omar Marzouk og
Fathi El-Abed

Lyt til folkets stemme


Shoaib Sultan
Uværdig analyse af krisen i Egypten


Rune Engelbreth Larsen
Vesten gavner Mellemøstens islamister


Lars Henrik Carlskov
Rød-brun demo
mod Hizb ut-Tharir


Curt Sørensen
Den fremadskridende ensretning


Ella Maria
Bisschop-Larsen

Landbruget bør ikke have frie tøjler


eXTReMe Tracker

Øjvind Hjulmand | FAKLEN.DK

Varetægtsfængsling som torturredskab


INDLEDNING

Dette dokument er udarbejdet som en deskriptiv rapport omkring varetægtsfængsling i Danmark. Formålet er dels at kortlægge, hvorledes retsplejesystemet anvendes af myndighederne i Danmark, dels at beskrive min egen sag som en specifik case med det formål at rejse påstand om at jeg er blevet "torteret til tilståelse" - eventuelt med henblik på at rejse spørgsmålet overfor internationale menneskerettighedsdomstole.

Det bemærkes, at denne rapport i sin helhed indeholder mange subjektive konklusioner og observationer. Det er umuligt at henvise til kildemateriale, da varetægtsfængsling ikke er et område, som er blevet analyseret eller videnskabeligt beskrevet. Dette er heller ikke nogen videnskabelig analyse, men på en måde er det en opfordring til, at sådanne undersøgelser iværksættes.

Dokumentet er en personlig redegørelse, baseret på 11 måneders uberettiget varetægtsfængsling, og samtidig en observation af hundredvis af skæbner i samme situation som min, som i perioden er sluset igennem cellerne på Vestre Fængsel. Grundet omstændighederne er der fornuftigvis ikke substantielle beviser og videnskabelige data for mine konklusioner og teorier. Dog er der beskrevet en række uomtvistelige fakta omkring varetægtsfængsling og retspleje, hvor mit eget vidnesbyrd foreløbig må fungere som eneste bevis. Jeg er imidlertid sikker på at der allerede eksisterer et antal danske forsvarsadvokater, som må have gjort sig samme overvejelser som jeg har, og samtidig er enig i den underliggende tanke:

"at varetægtsfængslingen i dag anvendes af anklagemyndigheden og politiet til at presse sigtede og tiltalte til at tilstå forbrydelser, og at de begrundelser som er anført i retsplejelovens paragraf 762, ofte er illusoriske i forhold til anklagemyndighedens egentlige formål "

Dette er naturligvis kun muligt, såfremt der er tale om et retssystem hvor individuelle organer samarbejder om ovennævnte formål. Jeg vil dog ikke gå så langt som til at kalde det en sammensværgelse, men der foreligger efter min mening en slags accepteret retspraksis, hvor retsplejelovens ånd er fordrejet væk fra lovens tiltænkte formål under forvaltning af: politi-efterforskere, anklagere, dommere, kriminalforsorg og fængsler.

BAGGRUND

Hvis man skal prøve at forstå hvordan denne "retspraksis" er opstået, er det nærliggende at spørge om hvilken motivation som har fremavlet den. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der igennem tiderne er gået mange skyldige kriminelle fri for domfældelse, og at der følgelig er opstået en frustration hos politiets efterforskere. I lyset af denne frustration kan man også inddrage politi-anklagere, som ofte deltager i efterforskningen og derfor naturligvis er blevet ligeså skuffede hvis en person går fri, som de er overbeviste om er skyldig, eller som de har brugt tid på at efterforske. Man kan således formode, at denne frustration er nedarvet i dommerstanden igennem rekruttering – hvor dommere ofte rekrutteres netop fra ovennævnte gruppe. Og det er således tænkeligt, at den eksisterende retspraksis nærmest har udviklet sig i forbindelse med sådanne personlige erfaringer. Jeg mener også, at man tydeligt kan observere eksisterensen af en sådan nedarvet forskydning af retsstaten i forbindelse med domsafsigelser. Dette er imidlertid basis for en helt ny redegørelse, som jeg ikke vil foretage her, men blot et forhold jeg vil skitsere for at bestyrke forståelsen af, at der er sket en kraftig forskydning (nogle vil sikkert hævde, at vi ligefrem er på vej imod en politistat).

Jeg hævder at det er den samme motivation som har forskubbet retsplejen, som også har forskubbet domsafsigelserne. Det hedder sig jo stadig, at anklagemyndigheden ifølge loven skal bevise, at den tiltalte er skyldig. I dag er det imidlertid blevet sådan, at hvis først politiet har opstillet en plausibel tese, falder bevisbyrden ofte over på forsvaret, specielt i sager hvor tiltalte er varetægtsfængslet (dette er i al fald min egen, subjektive vurdering). I Danmark har domsafsigelserne bevæget sig langt væk fra en ren juridisk vurdering af sagerne og har i stedet tilnærmet sig et rent skøn fra dommerens side. Dette er interessant, hvis man matematisk leger med tanken om procentvis bedømmelse af, hvornår en dommer skønner, at tiltalte er skyldig. I teorien kan man finde en dommer, som dømmer skyldig, hvis dommeren er 51 % sikker på, at den tiltalte er skyldig. Hvis vi derimod antager, at dommeren lægger sin "skønsprocent" ved 90 %, resulterer det stadig i 10 justitsmord per 100 sådanne skøn. Dette skøn forskubbes yderligere, når dommeren i forlængelse af den før omtalte rekruttering og nedarv, har en forudfattet tillid til politiets tese. I forhold til andre vestlige retsstater er denne afvigelse fra egentlig juridiske forhold bedst dokumenteret ved, at der ikke kan være en eneste forsvarsadvokat som er i tvivl om at O.J. Simpson ikke ville have haft en chance ved en dansk domstol.

Dommerens individuelle skøn, overdrevne tillide til politiet og den heraf følgende forskydning af retsstaten afspejler sig naturligvis også i spørgsmål om varetægtsfængsling og kendelser i forhold til:

PROBLEMSTILLING

For at forstå, hvordan systemet torterer tilståelser ud af sigtede og tiltalte, er det nødvendigt at betragte fængselsinstitutionerne, som er den del af systemet, som fungerer som torturbøddel. En varetægts-fængsling i danske arresthuse er en så hård oplevelse, at mange indsatte i løbet af få uger bukker under for systemet og tilstår hvad som helst. Dette er helt uden at betragte parametre som isolationsfængsling eller besøgs- og brevkontrol, som forstærker denne tortur endnu mere. Ironisk nok skal man som varetægtsarrestant betragtes som uskyldig, men man placeres øjeblikkelig under de absolut barskeste og mest umenneskelige fængselsforhold i Danmark. Selv de såkaldt "stærke" eller "problematiske" fanger, som er placeret i maximum security lukkede fængselsafdelinger har i Danmark langt bedre forhold end varetægtsarrestanter.

Varetægtsarrestanten er som udgangspunkt placeret i 23-timers "lock-down" i sin celle, med ret til 45 minutters gårdtur per døgn. Udover disse 45 minutter har man ikke nogen kontakt med andre fanger – dog har man mulighed for at bestille cellefællesskab med 1 anden fange få timer dagligt, som også foregår indelukket på en af fangernes celler. Disse forhold er gældende for alle varetægtsarrestanter og ikke kun isolations- og besøgs- og brevkontrol arrestanter.

Det skal nævnes, at man i enkelte arresthuse har mulighed for at tilmelde sig internt arbejde, men hvis man som udgangspunkt ønsker at bruge sin tid på at forberede sit forsvar i stedet for at samle tøjklemmer, er man tvunget til at blive i sin celle 23 timer i døgnet, hvor man bliver fodret 3 gange i døgnet efter en striks rutine.

Man får kun ret til 1½ times besøg per uge, og man kan låne en telefon til at ringe til pårørende ca. 1 gang hver tredje uge i 3-5 minutter. Dette forudsætter endda, at man ikke er underlagt besøgs- og brevkontrol. Man ved aldrig, hvornår man får lov til at ringe ud fra fængslet. Man må spørge vagterne hver eneste dag, og pludselig en dag, på et uventet tidspunkt, får man telefonen stukket i hånden og bliver bedt om at ringe til sin pårørende. Man kan altså ikke aftale et tidspunkt, hvor man ringer, og er man så uheldig at den pårørende ikke svarer på det tidspunkt, hvor man tilfældigvis ringer, må man pænt vente i et par uger mere. Selv at få lov til ringe til sin forsvarsadvokat er et projekt, som ofte tager 3-5 dage at få etableret – og ofte vælger vagterne blot at ringe til advokaten og oplyse at man ønsker besøg fra advokaten. Dette er selvom man blot ville have stillet et enkelt spørgsmål eller givet en kort oplysning som kunne være klaret på 2 minutter i telefonen – hvilket naturligvis giver forøgede sagsomkostninger, når advokaten må komme på fængselsbesøg for at besvare et enkelt spørgsmål.

Det er absolut umenneskeligt at udsætte nogen for sådanne forhold - ofte i flere år, som varetægtsfængslinger i Danmark strækker sig over. Ingen andre lande i Europa har så skændige forhold som i danske varetægtsfængsler, og man skal endda kigge langt i den 3. verden for at finde lignende forhold. Jeg har under mit ophold talt med arrestanter som har siddet i fængsel i lande som: Ægypten, Marokko, Thailand, Rumænien, Irak og Rusland. Godt nok er de fysiske forhold ofte dårligere i disse lande (hygiejne, fysisk vold/tortur, sygdomme, flere mennesker stuvet sammen i små celler), men de siger alle at de til enhver tid ville bytte med en fugtig celle med rotter, i Thailand, fordi man i danske varetægtsfængsler behandles helt respektløst og udsættes for systematisk psykisk tortur. Specielt bemærkes, at mange udenlandske varetægtsarrestanter får problemer i forhold til kærester og ægtefæller netop fordi det er umuligt at holde kontakt, og fordi det ofte er for dyrt for pårørende at rejse til Danmark på besøg i fængslet, som er den eneste kontaktmulighed, da det er umuligt at telefonere. I øvrigt sker det meget ofte, at de udenlandske pårørende, som formår at spare sammen til en flybillet og booker besøg flere uger i forvejen, bliver bedt om at rejse hjem igen, uden besøg, fordi fængslet har brugt besøgsafdelingen til belægning den pågældende dag.

Der er ingen tvivl om, at det er denne "isolation" som knækker de fleste indsatte. Dertil bemærkes, at konventionel isolation eller besøgs- og brevkontrol uddeles i pose og sæk til danske varetægtsarrestanter. Dette fungerer ganske enkelt som en camoufleret isolation, efter at menneskerettighedsorganisationer for få år siden fik folketinget til at sætte et loft over isolationsfængslinger på 3 måneder. Dette loft er derfor kun formelt/juridisk ophørt, idet en langvarig fængsling i et arresthus er så tæt på en konventionel isolation, som man kan komme.

Der er en række måder, hvorpå jeg har set varetægtsarrestanter blive presset til at tilstå sigtelser. Nedenstående er alle eksempler på tilståelser som den sigtede aldrig ville have kommet med på fri fod. Og uanset om den sigtede er skyldig eller ej, berøves varetægtsfangen således muligheden for at få prøvet sin sag ved en domstol:

  1. Man vælger tilståelse for at slippe ud i et åbent fængsel. Man tager hellere en dom på 2 år i et åbent fængsel end 2-3 måneders yderligere varetægtsfængsling. (Dette forhold burde også skabe en diskussion af, hvordan varetægtsfængslingen bør takseres i forhold til allerede afsonet dom. En måneds varetægt i dansk arresthus burde minimum svare til 3-5 måneders afsoning)
  2. Man vælger tilståelse, fordi man allerede har afsonet den forventede prøveløsladelsesperiode og endnu ikke er bragt for en domstol. Hvis ikke man tilstår, risikerer man at skulle afsone fuld tid eller teoretisk endnu længere (dette er muligt fordi politiet/anklageren ofte "oversigter" – det vil sige, at de rejser sigtelse som i gerningsindhold langt overstiger den mulige domfældelse).
  3. Anklageren tilbyder at frafalde sigtelsen/tiltalen og løslade varetægtsarrestanten, hvis man tilstår en anden mindre tiltale som lige passer til den tid man har siddet varetægtsfængslet. Det vil sige, at hvis man ønsker sagen prøvet ved domstol må, man afvente yderligere måneder (berammelse m.v.) i varetægt. Denne metode er almindelig i de tilfælde hvor anklageren formoder at han ikke kan få tiltalte dømt.
  4. Man tilstår, fordi man formoder, at sagens omstændigheder og personlige forhold tyder på, at man ville modtage en betinget fængselsdom, hvis man ikke frikendes. Hvis ikke man tilstår tvinges man via varetægt til at afsone en ubetinget fængselsstraf.
  5. Man har ikke under varetægtsfængslingen ret til orlov, udgang til uddannelse m.v., og man vælger således at tilstå for at få adgang til ordinære afsonings-tilbud.

Udover de ovennævnte situationer er det også særdeles væsentligt at bemærke, at man som varetægtsarrestant ofte undlader at anke en dom, netop fordi man i så fald ofte skal forblive i varetægtsfængsel.

FREMSTILLING

Jeg mener, at de forhold jeg har skitseret i problemstillingen er nok til at danne sig et billede af systemets tortur, selvom jeg er fristet til at forfatte en endnu længere afhandling omkring forholdene under varetægtsfængsling i Danmark. Udover det væsentligste, som er de isolationslignende forhold, kan dog kort tilføjes:

(Man får kun absolut akut behandling. Institutionens argument er, at varetægtsfængslingen er midlertidig (uanset om den kan vare flere år). Det vil sige, at lidelser som eksempelvis: Neglesvamp, hovedsvamp, ringorm, huller i tænder, betændelse i tandkød, galdesten og udslæt/eksem ikke behandles, før de evt. udvikler sig til akutte eller livstruende diagnoser)

(hvis en indsat forbryder sig imod institutionens regler foretages ofte kollektiv afstraffelse, som eksempelvis kan bestå i fratagelse af ret til det tidligere nævnte cellefællesskab med anden fange)

(Når man fængsles ankommer man til en celle som kun er overfladisk rengjort (fejet og gulvvask). Det vil sige, at vægge kan være oversmurt med blod, urin og afføring alt efter hvem som har anvendt den før. Ofte er det narkomaner som har udsovet en rus. Man skal således overtage den dyne og pude, som er i cellen (man kan ikke få en ny, eller få sendt sin egen til fængslet udefra), og som i flere år kan være anvendt af alverdens indsatte. Dyne og pude vaskes ikke imellem udskiftning af fanger. De stinker ofte af urin, tobak og bræk. De første par nætter sov jeg selv sammenkrøbet på et februar-koldt stengulv, fordi jeg ikke ønskede at anvende den madras, pude og dyne som var i min celle. Efter nogle dages varetægtsfængsling tvang mine lungers hoste mig dog til at sove med de urinstinkende dyner)

Fangevogtere træder altid uvarslet ind i cellerne uden at banke på og uden hensyn til den indsattes forhold. Det vil sige at vagterne ofte vælter ind imens man eksempelvis er afklædt i forbindelse med afvaskning eller er i færd med masturbation eller andre private aktiviteter. Dette forhold forårsager stress og man er hele tiden nervøs for, hvornår en vagt træder ind. Døråbningen er også så voldsom, at den skræmmer de fleste i chok hver gang døren åbnes – hver eneste morgen vågner man med et frygteligt spjæt/chok når døren smækkes op.

Det er min mening, at varetægtsfængslingen i Danmark i dag er blevet gjort til et af politiets stærkeste våben til at opnå domfældelse, idet det forcerer en række tilståelser i sager, hvor politiet ikke har mulighed for at dokumentere skyld, men hvor de ofte blot har en formodning om, at der er foregået en strafbar handling. Udover tilståelser fremtvinger varetægtsfængslingen og det psykiske pres også ofte:

(eksempelvis: brud på besøgs- og brevkontrol, narkotikabesiddelse, voldsepisoder),

som alt sammen vil kunne blive brugt imod den tiltalte i forbindelse med domsforhandling

Mange vil måske påstå, at disse resultater i bund og grund er gode for samfundet, men det er absolut ikke retsplejelovens tiltænkte hensigt med de instrumenter, som er stillet til rådighed for politiet. Der kan heller ikke være tvivl om, at alle disse resultater er fremkommet ved hjælp af psykisk tortur, idet det er indrømmelser, som varetægtsfangen ikke ville have foretaget hvis han var på fri fod. Således er det altså et klart brud på individets grundliggende rettigheder i forbindelse med et forsvar. Hvis dette tillades er der ikke lang vej til uddrivelse af information og tilståelser med fysisk tortur.

En anden underliggende fare i dette er, at politiet indirekte gøres til "dommere". Dette, fordi det er politiet, som med sin formodning om, at der foreligger en strafbar handling, beslutter hvem, de begærer varetægtsfængslet (begrundet mistanke er i dag stort set stadfæstet bare ved det faktum at politiet faktisk mistænker personen). Og hvis sagerne ofte afgøres forinden domsforhandling, hvad enten det er i form af en tilståelse eller uddrivelse af inkriminerende information, er det altså politiet og anklageren som diktatorisk forvalter dette. I praksis sker dette, når politiet "bedømmer" en varetægtsarrestant skyldig, ved at trække efterforskningen (varetægtsfængslingen) i langdrag indtil arrestanten bukker under. Hvis de senere "bedømmer" en varetægtsarrestant "uskyldig" vil de formodentlig løslade eller afspise den sigtede med et forlig, så hatten lige passer til den tid, arrestanten har været varetægtsfængslet. Politiet kan også bruge varetægtsfængslingen til at straffe den sigtede med ubetinget lukket fængsel – selvom den sigtede måske af dommeren ville have fået åbent fængsel, betinget dom, eller samfundstjeneste.

Politiet anvender også kreativ manipulation med forholdene under varetægtsfængslingen til at lægge pres på sigtede. Der eksisterer utallige vidnesbyrd om noget sådant - her har jeg blot udvalgt et par stykker:

Ovenstående er ikke sjældne episoder eller enkelte brodne kar i politiet, men en del af en accepteret, fast rutine, som politiet anvender for at effektivisere sin efterforskning. Fængselsvagterne bekræfter, at dette er en helt almindelig holdning hos politiet og ofte henvender efterforskerne sig direkte til vagterne med spørgsmål omkring isolationsfanger; som eksempelvis: "tror du ikke snart han knækker? Hvornår tror du han er mør? "

Naturligvis kan man hævde, at dette magtinstrument som er lagt i politiets hænder, resulterer i mere effektiv efterforskning og flere tilståelser, men således resulterer det samtidig i et eksponentielt voksende antal justitsmord og brud på retssikkerheden for det enkelte individ. Dette er helt uden at betragte de menneskeretslige aspekter, som helt tilsidesættes.

Det bemærkes også at varetægtsforholdene i høj grad begrænser mulighederne for at den sigtede opnår en fair proces. Den isolerede situation, som varetægtsfængslingen skaber, resulterer i en situation, hvor den tiltalte har "stækkede vinger" i sit forsvar. Specielt kan man betragte økonomisk kriminalitet, hvor man som varetægtsfange er helt hjælpeløs. Fængselsinstitutionernes regler gør, at man ikke engang kan få en lommeregner sendt ind på sin celle. Alligevel forventes man at være i stand til at gennemskue avancerede banktransaktioner, regnskaber, investeringer og værdiansættelser som ofte er parametre i sager omkring økonomisk kriminalitet. Man har heller ikke mulighed for at stille spørgsmålstegn ved de konklusioner og økonomiske analyser, som politiets efterforskere har lavet.

En anden faktor, som er interessant at betragte er politiets handlingsmønster i forhold til efterforskningen. Det er min overbevisning, at politiet i forbindelse med de første afhøringer af varetægtsarrestanter har mest fokus på at identificere forhold, som kan bruges til at forlænge varetægtsfængslingen, end på egentlig efterforskning af sagen. Det er tydeligt, at politiet arbejder systematisk på at prøve at forlænge varetægtsfængslingen så lang tid som muligt. Mange forsvarsadvokater må have bemærket dette - specielt i sager med spinkelt bevisgrundlag er det ofte klart, at der ikke længere eksisterer en risiko for at den sigtede kan påvirke efterforskningen, så fængslingen indlysende ikke tjener andet formål end at presse den sigtede til at tilstå.

MIN EGEN CASE

Jeg er bosat i Estland, hvor jeg har omfattende erhvervsaktiviteter og investeringer. Jeg var også filialbestyrer i et amerikansk selskab, som opererede i Danmark. Den 7. februar 2004 blev jeg pludselig fængslet under et besøg i Danmark. Jeg var særdeles overrasket og havde ikke nogen fornemmelse af, at der var nogen efterforskning i gang. Jeg vidste også, at der ikke var foretaget retsstridige aktiviteter i de selskaber, som jeg var engageret i.

Imidlertid blev jeg sigtet for bedrageri for ca. 8 mio. kr. i den førnævnte filial i Danmark. Jeg var overbevist om, at der ikke var foregået noget ulovligt. Politiet havde stort set ingen beviser for, at der skulle være foregået noget retsstridigt, men anklageren fremlagde en hypotese i retten. Jeg er i første omgang chokeret over, at man i Danmark kan varetægtsfængsle en person på så tyndt et grundlag, og samtidig overrasket over den retspraksis, at man først fængsler og derefter efterforsker. Senere blev jeg endnu mere chokeret over, at man kunne blive holdt i varetægt i 11 måneder inden man kunne stilles for en domstol.

På dette tidspunkt var jeg rædselsslagen over udsigten til, at jeg kunne blive holdt fængslet i hele 4 uger. Politiet afviste imidlertid alle mine forslag om at hjælpe med at klarlægge forholdene og insisterede på selv at efterforske. I stedet begyndte de at udspørge mig om alle mine estiske og udenlandske aktiviteter og investeringer.

Det blev hurtigt klart for mig, at politiet brugte al den information som jeg havde oplyst under afhøringerne, til at iværksætte omfattende undersøgelser og ransagninger. De valgte simpelthen at undersøge al information som jeg havde givet dem, hvad enten det havde relation til sagen eller ej. Efter ca. 2 måneders varetægtsfængsling valgte jeg at ikke udtale mig til politiet, fordi alt hvad jeg sagde, blev fordrejet og brugt til at forlænge min varetægtsfængsling.

Efter godt 3 måneders varetægtsfængsling kendte Østre Landsret (ved mundtlig kære), at der ikke længere var grundlag for at holde mig fængslet for at undgå at jeg påvirkede efterforskningen. De kendte imidlertid, at der var grundlag for at jeg fængsledes på basis af flugtrisiko, fordi jeg er bosat i Estland. Dette er uforståeligt, eftersom der er udleveringsaftale med Estland og Estland allerede på dette tidspunkt var medlem af EU. Desuden mener jeg, at det er et brud på den grundlæggende ret til fri bevægelighed indenfor EU.

Efter ca. 4½ måneds varetægt (den 21. juni) præsenterede politiet endelig en pengestrømsanalyse og en egentlig gerningsbeskrivelse. Først på dette tidspunkt var det muligt for mig at påbegynde mit forsvar, idet det nu var klarlagt, hvorledes politiet mente, at jeg havde begået bedrageri, hvilket jeg under hele perioden havde været uforstående overfor. Det skal bemærkes at det stykke arbejde som politiet præsenterede, formentlig kunne være færdiggjort efter få dage – det er mig uforståeligt, at det har taget 5 måneder. Politiets analyse var imidlertid en fuldstændig fordrejning af realiteterne. Jeg blev omgående klar over, at der er tale om en fordrejning, alene fordi analysen viste at nogle beløb uretmæssigt skulle være overført til mig. Den 16. juli (efter 5 ½ måneders varetægt) rejser anklagemyndigheden tiltale for bedrageri, og domsforhandlingen berammes til 5 dage i november.

Efter 3 retsdage i november blev det indlysende for anklagemyndigheden, at de ikke længere havde en sag imod mig, og forsvaret havde bevist at hele politiets tese var forkert. Anklagemyndigheden tilbød nu, at de ville frafalde tiltalen for bedrageri, såfremt jeg i stedet tilstod mandatsvig for et beløb som strafmæssigt passede med den tid, jeg havde siddet i varetægt. Alternativt ville anklageren fremføre tiltalen for mandatsvig som en supplerende tiltale. Jeg er også uskyldig i mandatsvig, og tiltalen var endnu mere søgt end bedrageritiltalen, men jeg havde allerede afsonet den absolut maksimale fængselsstraf. Såfremt der kom en supplerende tiltale skulle jeg igen have tid til at forberede mit forsvar, hvilket vil medføre at jeg skulle sidde i varetægt 6-7 måneder ekstra, når jeg sammenlagde tid til at forberede forsvar og ny berammelse af sagen.

Jeg havde nu valget imellem at fortsætte ca. 6 måneders umenneskelig varetægtsfængsling eller blive løsladt omgående, hvis jeg accepterede justitsmordet og tilstod mandatsvig. Jeg vidste, at jeg kunne bevise at jeg ikke er skyldig i mandatsvig, men naturligvis valgte jeg den løsning, som kunne få mig løsladt. På fri fod ville jeg aldrig have tilstået mandatsvig og jeg var således blevet torteret til tilståelse (jfr. punkt 3 på i afsnittet "Problemstilling" herover). På denne måde havde politiet/anklageren undgået at erkende at de havde begået en fejl og samtidig afskåret mig fra at få kompenseret de substantielle økonomiske tab jeg har lidt i kølvandet på fængslingen.

Da min forsvarer kontaktede anklageren for at arrangere min mandatsvigs-tilståelse, skete der imidlertid det uventede, at anklageren sagde, at hans overordnede nu har afvist, at der kan laves en aftale – dette på trods af, at initiativet var kommet fra anklagemyndigheden. Deres begrundelse var, at de mente, at jeg blot senere ville trække tilståelsen tilbage og så forsøge at få sagen genoptaget. Dette var da også en korrekt overvejelse, eftersom det faktisk var lige netop, hvad jeg havde tænkt mig. Men dette gør det uforståeligt, at de alligevel får mig dømt for en tiltale, som de havde vurderet håbløs og var beredt på at frafalde.

Domsforhandlingen forløb helt i overensstemmelse med mine forventninger, og sagen præsenteredes tilfredsstillende. Jeg var overbevist om at jeg ville blive frikendt. Det var min forsvarer og to yderligere højesteretssagførere, som overværede sagen, også. Ikke alene havde anklagemyndigheden ikke præsenteret et eneste bevis, men forsvaret beviste faktisk at der hverken var forsæt, gerningsindhold, vildfarelse eller berigelse, hvilket alle er forudsætninger for at man kan dømmes efter § 279 i straffeloven. Alligevel dømtes jeg skyldig i bedrageri med en skønnet berigelse på 4 millioner kr. Beløbet var som grebet ud af luften, uden fornuft, men kunne retfærdiggøre 2 års ubetinget fængsel.

Det skal fremhæves, at dommeren forinden denne sag burde have erklæret sig selv inhabil til at dømme i sagen. Ikke alene er dommeren som "grøn" dommerfuldmægtig ikke kompetent til at dømme en sag, som er så juridisk kompliceret. Derudover var det den samme dommer, som igennem flere måneder havde varetægtsfængslet mig – således at hvis jeg frikendtes måtte dommeren erkende at have deltaget i varetægtsfængsling af en uskyldig person igennem længere tid.

Yderligere blev jeg nu ramt af endnu en af varetægtsfængslingens konsekvenser, hvor man tvinges til ikke anke sagen. Først var jeg altså blevet tvunget til at tilstå en forbrydelse som jeg ikke var skyldig i (hvilket jeg virkelig var parat til at gøre, selvom det dog aldrig blev til noget). Følgelig blev jeg tvunget til at undlade at anke en dom som var indlysende forkert, og som jeg var rystende uenig i.

Efter dommen besluttede retten nemlig, at der stadig var flugtrisiko, og at jeg derfor skulle forblive i varetægt indtil sagen kunne blive 2. instans behandlet. Dette på trods, af at jeg havde afsonet hovedparten af dommen og kunne forvente snarlig prøveløsladelse med få måneders resterende afsoning. Hvis jeg ankede dommen, skulle jeg således forblive i Vestre Fængsel 6-8 måneder mere, indtil ankesagen kunne blive berammet i retten. Hvis jeg ikke ankede, ville jeg omgående blive flyttet til et åbent fængsel med udsigt til snarlig løsladelse.

Dette er indbegrebet af det, som jeg i starten kaldte: En slags accepteret retspraksis, hvor retsplejelovens ånd er fordrejet væk fra lovens tiltænkte formål under forvaltning af: politi-efterforskere, anklagere, dommere, kriminalforsorg og fængsler.

Få dage efter, at Landsretten havde stadfæstet, at der var flugtrisiko og ankefristen var udløbet, blev jeg flyttet til et åbent fængsel med uledsaget orlov samt udgang til svømmehal og lignende fritidsaktiviteter. Jeg kan ikke forestille mig at der har været et eneste menneske, som oprigtigt havde troet på, at jeg ville unddrage mig den resterende del af afsoningen og leve et liv på flugt fra myndighederne, når det meste af dommen var afsonet. Endnu mindre kan jeg forestille mig at man har troet på, at jeg skulle undlade at møde op til ankesagen, som jeg jo netop selv ønskede.

Kendelsen om fortsat varetægtsfængsling tjente altså ikke andet formål end at fratage mig min ankemulighed. At undlade at anke er egentlig en slags "tilståelse".

UDDYBENDE TESER OG DISKUSSIONER

Udover de ovenfor nævnte grunde til, at dommere bør vise skarpere skepsis overfor anklagemyndighedens begrundelser (i forhold til retsplejelovens § 762) før de varetægtsfængsler en person, er det nødvendigt at man også menneskeligt forstår hvor indgribende og psykisk nedbrydende en uretmæssig frihedsberøvelse er:

Det er svært at beskrive de psykiske konsekvenser af at blive udsat for en varetægtsfængsling, hvor man er blevet uretmæssigt frihedsberøvet. Jeg havde forinden min fængsling, via historiske beskrivelser (bl.a. de sovjetiske NKVD fængslinger og de tyske Gestapo fængslinger m.v.) læst vidnesbyrd om, at dette var noget af det værste, man kunne udsættes for som menneske, men jeg havde egentlig stillet spørgsmålstegn ved, om det virkelig forholdt sig således. Jeg erindrer specielt en interessant filosofisk skildring fra den sovjetiske politbureau-leder Bukharins varetægtsfængsling, som ikke omhandlede den fysiske tortur, men blot det forhold at være uretmæssigt frihedsberøvet.

At blive frihedsberøvet, når man er uskyldig, er helt på højde med forhold som at miste sine nærmeste til uhelbredelige sygdomme, trafikulykker o.l. – det kan kun forstås, hvis man har prøvet det. Faktisk prøvede jeg i starten at bagatellisere fængslingen, og jeg brugte i begyndelsen sådanne sammenligninger: I det mindste havde min kæreste og familie et godt helbred, ingen var døde. Jeg sammenlignede med soldater som blev dræbt i Irak og Afghanistan, oversvømmelser, orkaner, jordskælv, krig og udrensninger - alverdens ulykker brugte jeg til at prøve at sætte min situation i forhold til "værre" hændelser som kunne være sket. Imidlertid er den uberettigede fængsling utålelig, fordi man ikke får nogen afslutning eller mulighed for en "healingperiode". Hvis man bliver udsat for en ulykke, som berøver ens nærmeste livet, er det unægtelig noget af det værste man kan udsættes for, men man får dog en mulighed for at fortsætte i livet. Man kan bearbejde det og prøve at forsone sig med det ulykkelige, som er sket, og man gennemgår derefter en progressiv "healingperiode". Derimod får man som uretmæssig frihedsberøvet ikke mulighed for at forsone sig med det, som sker. Hver eneste dag er en ny fængsling – det er en kontinuerlig proces, hvor man hver eneste dag fortsætter i samme uvidenhed. Man voldtages psykisk, og man føler sig helt mishandlet af retssystemet. Der er ingen fremskridt, og man kan ikke bearbejde og forsone sig med det som man udsættes for.

Alene i de 11 måneder, jeg sad varetægtsfængslet, oplevede jeg 3 medfanger som tog deres eget liv på grund af forholdene (noget, som bemærkelsesværdigt nok aldrig får mediernes opmærksomhed). Fornuftigvis er der flere end de tilfælde som jeg kender til, men den officielle grund til deres selvmord angives formodentlig til noget andet. Men uanset, om der er andre forhold, som gør sig gældende, er der er ingen tvivl om, at disse personer på fri fod aldrig ville have foretaget en sådan ultimativ handling. Jeg erindrer endda, at det ene af ofrene næsten dagligt helt til sin sidste aften tryglede, at han var uskyldig og at han ikke kunne holde fængslingen ud længere – næste morgen hang han i sin celle et øjekast fra min seng – han holdt ud i Vestre Fængsel i et par uger.

Man indelukkes i uvidenhed på få kvadratmeters koldt stengulv totalt isoleret fra omverdenen – uanset om man er isolationsfange eller ej - og uden mulighed for at forsvare sig selv (man skal stole på at politiet via sin objektivitet arbejder på at bevise ens uskyld). Forsvareren har i Danmark ikke lov til at foretage efterforskning, og man skal således sætte sin fulde tillid til at politiet fremkommer med noget information, så man kan blive løsladt.

Hver eneste dag forventede jeg, at politiet havde fundet ud af, at jeg var uskyldig. Imidlertid lærte jeg efterhånden, at politiets objektivitet i efterforskningen ikke rakte længere end til kanten af efterforskerens personlige, subjektive overbevisning. Jeg opdagede på hvert eneste varetægts-fristforlængelsesmøde, at politiet faktisk konsekvent arbejdede på lige præcis det modsatte – at forlænge varetægtsfængslingen.

Hvis man ved, at man er uskyldig men, på ingen måde kan vise dette fordi man har stækkede vinger og må forholde sig til den filtrerede information, som politiet fremlægger på retsmøder, er det en særdeles frustrerende oplevelse, som knækker selv den stærkeste – og mange vælger at tilstå de mest absurde ting for at slippe ud af situationen. Også mange skyldige vælger at tilstå helt uden kamp i retten – måske ville en ret have frikendt dem, selv om de var skyldige. Det er jo netop det, som er meningen med en retsstat. Hvis man skal sikre sig, at uskyldige ikke straffes, så må en stor del af skyldige gå fri – det er den eneste måde at sikre sig imod justitsmord overfor den enkelte.

Det er i øvrigt denne arbejdsmetode, som efter min mening er helt gal i det danske retssystem. Systemet er baseret på at politiet skal være objektivt. Forsvareren kan ikke, som man kender det fra andre lande, foretage efterforskning og undersøgelser.

Det vil sige, at den samme person som i udgangspunktet har besluttet at man er mistænkt, og som fornuftigvis tror på at man er skyldig, er den samme person som skal arbejde på at finde oplysninger, afhøre vidner og udarbejde teser, som kan bevise, at man er uskyldig. Dette system er i sig selv vanvittigt, idet man egentlig beder denne person om at arbejde på at bevise, at han selv har taget fejl og uretmæssigt har fremført den mistank, som har arresteret en uskyldig person. Det er ikke unormalt at man i Danmark fængsles, før efterforskningen overhovedet påbegyndes – for eksempel udelukkende på basis af en politianmeldelse eller et vidneudsagn – dette er nok til at retten har "begrundet mistanke".

"Objektiviteten" afspejles let ved at betragte politiets arbejde i sager som involverer varetægtsfængslede. Efterforskerens arbejde går hovedsagelig med at søge efter inkriminerende information og udarbejde teser om, at den sigtede er skyldig. I særdeleshed, fordi efterforskeren har et behov for at dokumentere, at han faktisk havde ret, når han ønskede at varetægtsfængsle den sigtede. Det fremhæves i den ombæring, at man ser et intensiveret samarbejde imellem politiefterforsker og politianklager – dette er også særdeles uhensigtsmæssigt i forhold til politiets objektivitet og en fair proces for den sigtede.

Det bør ikke være muligt at tiltale eller sigte en varetægtsarrestant efter supplerende eller alternative paragraffer udover det som han er sigtet for under den oprindelige begrundede mistanke ved varetægtsfængslingens påbegyndelse, såfremt han ikke også kan dømmes efter det oprindelige sigtede forhold i sin helhed.

Det vil sige, at når en sigtet person kan dømmes efter den oprindelige sigtelse, så er det acceptabelt, at politiet og anklageren kan fremkomme med supplerende forhold og eventuelt yderligere sigtelser i kølvandet på efterforskningen. Men hvis en person ikke kan dømmes efter det, som han oprindeligt sigtes for bør der ikke være mulighed for at anklagemyndigheden og politiet kan søge efter andre forhold, som kan berettige varetægtsfængslingen. Det bør øjeblikkelig erkendes, at der er tale om justitsmord (det er min fortolkning at justitsmord ikke kun er en uskyldig dømt person, men at en uretmæssig varetægtsfængsling også er et justitsmord), og den indsatte bør øjeblikkelig løslades og kompenseres for dette.

Dette for at undgå situationer, hvor politiet og anklageren erfarer, at de har begået en fejl og herefter påbegynder en minutiøs og finmasket gennemgang af den varetægtsfængsledes liv med henblik på at finde et eller andet inkriminerende. Man udsættes altså for en efterforskning helt ude af proportioner med, hvordan myndighederne normalt ville have reageret, og man risikerer at blive tiltalt for forhold, som en person på fri fod aldrig ville være blevet tiltalt for. Ved at begrænse anklagemyndighedens mulighed for at "udbytte" fængslingsgrundlaget undervejs, undgår man også de tilfælde, hvor politiet alene har en formodning om at der er foregået et eller andet retsstridigt, men egentlig ikke har overblik nok over situationen – og "i blinde" kaster en sigtelse på bordet for at få en person varetægtsfængslet.

Der bør i denne sammenhæng også foreligge nogle begrænsninger af anklagemyndighedens og politiets mulighed for at "oversigte". Det vil sige, at man eksempelvis i narkosager sigtes for langt større kvantum end man teknisk kan dømmes for, i økonomiske sager for større beløb end man kan dømmes for, og i voldssager sigtes for drabsforsøg i forbindelse med varetægtsfængslingen.

Nogle advokater vil måske hævde, at det er en normal del af en retsproces at der sker en sådan marginal påstand fra anklageren i forhold til forsvarerens eventuelle marginale påstand om frifindelse. Men netop, fordi der i Danmark er et så løst forhold til begrebet "begrundet mistanke", og fordi man i Danmark virkelig risikerer at sidde varetægtsfængslet udover prøveløsladelsesperioden inden man kan få sin domsforhandling, bør disse marginaler først eksistere i forbindelse med domsforhandlingen og ikke i forhold til retsplejen og grundlaget for at varetægtsfængsle.

Der bør således lægges nogle begrænsninger på anklagemyndighedens mulighed for at oversigte i forbindelse med begæring om varetægtsfængsling. Måske bør begreber som "fersk gerning" o.l. lægge begrænsninger for, hvor længe man kan varetægtsfængsle en sigtet. Derefter kan anklagemyndigheden så i forbindelse med domsforhandlingen få mulighed for at forøge eller "oversigte" tiltalen. Man kan altså forestille sig en adskillelse af kravene for bevisførelsen til at varetægtsfængsle og bevisførelsen i forbindelse med domsforhandlingen.

De argumenter, som anvendes til at varetægtsfængsle en person, bør ikke kunne være forudfattede – eksempelvis flugtrisiko og påvirkning af efterforskningen.

Det vil sige, at hvis man fængsler en person på basis af flugtrisiko eller unddragelse af retsforfølgelse, bør der eksempelvis foreligge en historisk årsag eller andre forhold, som godtgør, at den sigtede faktisk har i sinde at unddrage sig retsforfølgning. Det bør ikke være nok at der foreligger forhold, som gør, at en sigtet person har mulighed for at unddrage sig. Forhold som eksempelvis nationalitet eller residens bør ikke alene kunne danne basis for at fængsle en person. Der skal foreligge et bevis, som underbygger, at den sigtede virkelig planlægger at flygte, eller der skal være en historik (eventuelt i forbindelse med tidligere straf og afsoning) som beviser, at den sigtede tidligere har unddraget sig afsoning eller domsforhandling.

På samme måde bør fængsling på basis af risiko for påvirkning af efterforskningen kun kunne foregå, såfremt det er indlysende, at den sigtede vil og ikke blot kan vanskeliggøre efterforskningen. I forbindelse med påstand om, at den sigtede kan påvirke eller true vidner, bør der være særdeles strenge krav til bevisførelsen for at den sigtede virkelig har tænkt sig at foretage en så drastisk handling.

Umenneskelige forholdsregler som isolationsfængsling og besøgs- og brevkontrol bør kun kunne anvendes i de absolut mest ekstreme tilfælde, hvor der er tale om vane-kriminelle med gentagne domme og som bevisligt er en del af en kriminel organisation eller et netværk, hvor den fængslede nærmest er forpligtet til at påvirke efterforskningen eller advare medskyldige.

AFSLUTTENDE BRAINSTORM OG BETÆNKNINGER:

Øjvind Hjulmand
Faklen.dk, april 2005