27.7.2010 | Først arbejdskraft, siden menneske

Af Carsten Præst

I den aktuelle politiske konjunktur under den nationalistisk-liberalistisk-konservative regering er ARBEJDE blevet ophøjet til en værdi, hvormed al menneskelig aktivitet måles. Er du i arbejde, så skal du arbejde mere, i flere år – gerne til den dag, hvor du stiller sutterne.

Er du uden arbejde, så er du principielt under mistanke for at være arbejdsky, doven, inaktiv osv. Og skal følgelig konstant stå til rådighed for arbejdsmarkedet og indtil du får mulighed for at sælge din arbejdskraft, så skal du holdes igang med surrogatarbejde, kaldet “aktivering”. Du skal være aktiv – rende rundt i skove og lade som om du er en fugl, lave butterdej osv. Bare et eller andet, der kan identificeres som aktivitet. Af systemet. Og intet – fx ( i dine øjne meningsfulde) private aktiviteter – kan substituere systemets aktivering. For det er systemet, der definerer, hvad der er meningsfuld aktivitet, og hvad der ikke er.

En af dagens mediale historier sætter ARBEJDETS overgribende rolle i relief. En ung mand skulle til sin moders begravelse – men skulle også samtidig til samtale på jobcenteret. Og hvad mon var vigtigst? Et sidste farvel til mor – eller endnu et resultatløs møde på jobcenteret!? Gæt og læs selv.

I de borgerliges ideologiske forestillinger om individets frihed – den frihed, der indgår i begreber som “liberalisme” og “liberal” – er du reduceret til arbejdskraftens frihed, dens frie bevægelse, dens frie udbytning osv. Og “mennesket” er skrællet af og smidt på historiens mødding.

Carsten Præst / permalink / d.m.y
Kilde: capac, 22.7.2010

---

23..7.2010 | Kun idioter overholder altid loven

Af Kristian Beedholm

Nogle gange overtrumfer sund fornuft i den grad lovlydighed, at det er direkte farligt at overholde loven. Alene, fordi alle forventer, at du bryder loven i moderat omfang.

Hvad om man efter en arbejdslørdag i børnehaven eller boligforeningen opgav det udførte arbejde til Skat? Hvilket man vel i lovens forstand bør, men dette er et eksempel på regler, der er så tilpas åndssvage, at Skat heller ikke gider beskæftige sig med den slags tilfælde. Ikke i udgangspunktet farligt, men denne i princippet ansvarlige borgeradfærd vil af alle blive opfattet som dybt asocial. Sådan et pedantisk røvhul! Kun få ville betvivle, at vedkommende havde en psykisk lidelse. Og lidt farligt er det, thi hvis betalte håndværkere skulle udføre det arbejde, 40 dedikerede forældre (nogle med håndværkerbaggrund) kan få fra hånden på en arbejdslørdag, ville det være ubetaleligt for de fleste offentlige institutioner, der så måtte lade legepladsen forfalde til fare for de børn, der skal bruge den.

Men nu til det virkelig farlige: cyklister bør i mange situationer svinge til højre ved rødt lys, nemlig der, hvor der er cykelsti på den vej, der svinges ind på. Alle andre forventer nemlig, at man gør det, og når der er gode oversigtsforhold, er det i virkeligheden 100% sikkert. Hvis man bliver holdende og afventer grønt, vil alle andre cyklister formode, at man skal lige ud, og man risikerer, at de støder sammen, vælter ud på vejen og får kraniet knust af en sættevogn. Og det er altså kun i stærkt begrænset omfang muligt at sætte igang på en cykel, samtidig med at man rækker armen ud, så man kommer alligevel til at bryde loven.

Blot et par dagligdags eksempler på, at når loven er dårlig, så ikke bør men skal den brydes. Det kunne man jo let have fundet langt mere politisk interessante eksempler på, for eksempel er det ulovligt at skjule flygtninge, der er gået under jorden. Men i de ovenstående konkrete, praktiske tilfælde turde det være åbenbart, at et argument om, at man er forpligtet til at overholde loven, ikke holder generelt.

Der burde derfor være en juridisk mulighed for at forsvare sig i sådanne sager ud fra strengt pragmatiske grunde. Vedtager folketinget en lov om, at det skal være forbudt at gå med kniv, jamen så gælder den lov desværre ikke, hvis man er dykker, for det ville være et sikkerhedsmæssigt problem, hvis man ikke kunne have en kniv med til at skære sig fra af fiskenet eller lignende.

Og har man skjult en flygtning, man kan påvise er i fare ved en udvisning, så skal man have lov til det, uanset hvor meget Udvisningsservice så er kommet frem til noget andet.

Se DET ville være domstolsuafhængighed!

Kristian Beedholm / permalink / 23.7.2010
Kilde: Beedholm bander, 6.7.2010

---

14.7.2010 | Fri software - filosofi og baggrund

Af Carsten Agger

Om hvorfor fri software er vigtigt, og hvorfor et skifte til et Linux-baseret system som Ubuntu kan være et godt første skridt i den retning.

Det er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på forbrugernes pengepung. Hvorfor tolererer vi så, at det område, hvor vi i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er ved at blive det vigtigste element i samfundets infrastruktur, domineres af én eneste virksomhed?

Jeg taler selvfølgelig om computere og om Microsoft og deres styresystem Windows' fuldstændige monopol på markedet for personlige computere. At købe en computer er i alt væsentligt det samme som at købe en computer med Windows. Hvis man går ned i forretningen og spørger, hvor meget billigere man kan få computeren uden Windows, vil man som regel få det svar, at man ikke sælger computere uden styresystem. Beder man om at få en med et andet styresystem end Windows, kigger ekspedienten på én med et tomt blik (med mindre man da har tænkt sig at købe en Mac). Men betaler altså pænt prisen for computeren plus en 7-800 kroner i overpris for det Windows-system, som man ikke kan slippe for. Til gengæld får man en computer med et system, der som regel virker, men er sårbart for virus- og spyware-angreb.

Vil man også bruge computeren til andet end at surfe på nettet og blive inficeret med malware skal man ud at købe programmer, som regel i dyre domme. Microsoft og forhandleren anbefaler næsten altid, at man køber Microsoft Office, som koster 1500-5500 kroner afhængigt af versionen. Har man også brug for billedbehandling, desktop publishing, antivirusprogrammer og multimedieværktøjer, kan vi nemt lægge 5-15.000 kroner oven i computerens pris.

Det paradoksale ved Windows' allestedsnærværende dominans er, at den er fuldstændig unødvendig. Der findes gratis alternativer, som tilbyder helt den samme kvalitet og brugervenlighed. For at det ikke skal være løgn er disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra virus, spyware og anden malware, at det ikke engang er nødvendigt at installere antivirus på dem. De fleste af disse gratis alternativer leveres med en komplet suite af programmer, som det ville koste mange tusind kroner at erhverve på "kommercielle" vilkår: Officepakke, billedbehandling, Internet inkl. email, chat og IP-telefoni, og mulighed for at installere meget mere ganske gratis.

"Flagskibet" blandt disse alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der 29. april udkom med sin nyeste udgave, version 10.04. Men hvordan kan et system som Ubuntu både være gratis, indeholde professionelle programmer, som det ville koste mange penge at købe fra Microsoft og samtidig tilsyneladende være bedre, i hvert fald hvad sikkerheden angår?

En væsentlig del af forklaringen er, at Ubuntu er fri software.

Fri software - hvad og hvorfor

Bevægelsen for fri software blev stiftet i 1984 af den legendariske programmør og aktivist Richard Stallman. Det skete i protest mod den stigende kommercialisering af markedet for programmer og den hermed forbundne hemmeligholdelse af programmernes indre struktur, den såkaldte kildekode. Problemet med hemmeligholdelsen af kildekoden er, at man beder brugeren om at afvikle et program på sin computer uden at have nogen reel mulighed for at vide eller kontrollere, hvad det gør. Dette opfattes af mange mennesker som en ubehagelig restriktion, der giver programmets producent en uforholdsmæssigt stor magt over brugeren.

Bevægelsen begyndte derfor med at definere fire grundlæggende friheder, der skulle sikre brugeren den fulde kontrol over de programmer, han eller hun vælger at afvikle på sin egen maskine. For at et program kan regnes for "fri software" skal brugeren til hver en tid have ret til at

0. Køre programmet, med et hvilket som helst formål
1. Undersøge programmet og tilpasse det til sine egne behov
2. Videregive programmet til andre, så man kan dele det med sine venner
3. Rette og forbedre programmet og videregive den ændrede version, så andre også kan have glæde af ens rettelser.

Denne definition er udviklet af Richard Stallman i samarbejde med Free Software Foundation, som er bevægelsens vigtigste talerør i USA.

Et program, der opfylder disse betingelser, erhverver sig altså herved ret til at betegnes som fri software. For at kunne undersøge, hvordan et program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til at have adgang til programmets kildekode. Det betyder, at al fri software af nødvendighed også er open source. Fri software udmærker sig frem for de kommercielt tilgængelige, såkaldt proprietære programmer ved at give brugeren den ultimative kontrol over, hvad der sker på hans computer. Skulle programmet gøre noget, som brugeren ikke bryder sig om (det kunne for eksempel være at sende oplysninger om brugeren tilbage til producenten, eller det kunne være noget så banalt som at have en fejl, der får systemet til at gå ned en gang i mellem), står det ham frit for at ændre det og give sine ændringer videre til andre.

Ikke-tekniske læsere vil måske her indvende, at man ikke kan stille meget op med en sådan "ret", hvis man ikke har hverken forudsætninger for eller lyst til at pille ved så vitale dele. Denne indvending bliver mindre oplagt, hvis man i stedet for at tænke på brugere som enkelte individer tænker på dem som organisationer. Hvis skolevæsnet i Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos en lokal producent, der senere går neden om og hjem, hvad gør de så, den dag programmet viser sig at indeholde en alvorlig sikkerhedsbrist? Hvis programmet er købt på almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op - de må finde sig i fejlen eller købe et nyt system, med de udgifter til installation og uddannelse af brugere, der altid følger med en sådan anskaffelse. Hvis det derimod er fri software, kan man ansætte nogle programmører til at finde fejlen eller gennemføre de ændringer, der er brug for.

Kravet om, at brugeren skal have adgang til at undersøge kildekoden er altså ikke spor overflødigt. Hvis vi køber en bil eller en motorcykel, forventer vi også at have ret til at skille den ad for at reparere den - selv om de fleste af os nok ikke ville vide, hvordan vi skulle bære os ad. Hvis vi fik bilen leveret med motorhjelmen svejset fast og besked om, at det er ulovligt at forsøge på at åbne den, ville vi nok undre os og protestere. Ikke desto mindre er det de betingelser, som Windows og de fleste andre kommercielle programmer leveres under.

Det meste fri software leveres derimod under betingelser, der svarer til den berømte "GNU General Public License" eller GPL. At et program er leveret under GPL betyder kort sagt, at brugeren har de fire friheder, der indgår i den officielle definition af fri software - og at eventuelle ændringer i eller udbygninger af programmet skal gives videre under de samme betingelser.

At fri software er fri, er ikke ensbetydende med, at det altid er gratis. Jeg kan for eksempel bestille et program eller en programændring hos en producent og som en del af kontrakten betinge mig, at programmet leveres som fri software, for eksempel under GPL. Selv om programmet ikke er gratis at fremstille, vil dets pris dog have en tendens til meget hurtigt at falde til nul, efterhånden som det bliver mere og mere populært, eftersom alle brugere har lov til at give det videre uden at tage nogen penge for det. Fri software under GPL kommer derfor til at udgøre en fælles pulje af fri software, der gratis kan anskaffes og videregives; en fælles pulje til gavn for alle, der ønsker at benytte sig af programmerne i den.

Anvendelsesområder

Ved almindelig proprietær software indgår nogle ubehagelige begrænsninger i forbrugerens rettigheder, som vi næppe ville acceptere ved andre typer produkter. For det meste software, som er købt under almindelige kommercielle vilkår gælder der nemlig, at

1. brugeren ikke ved, hvad hans computer gør og har ikke ret til at få det at vide.
2. brugeren ikke selv bestemmer, hvad hans computer gør og ikke gør
3. brugeren eller brugerens organisation (og det kunne for eksempel være den danske stat) ikke selv kan rette fejl i programmet, men er afhængig af producentens nåde og barmhjertighed
4. brugeren ikke kan videregive programmet til andre uden producentens samtykke, evt. fulgt op af yderligere betaling.

I lyset af disse begrænsninger af brugerens rettigheder ved proprietær software har fri software-bevægelsen længe argumenteret for, at fri software bør bruges overalt. Dette er især vigtigt, når vi taler om undervisningssystemet og når vi taler om den offentlige administration i alle sammenhænge, der vedrører forholdet til borgerne.

I undervisningssystemet gælder ikke mindst, at hemmeligholdelsen af programmernes virkemåde strider mod det ideal om åbenhed og den opfordring til at udforske omverdenen og opdage nyt, som vi har brug for i et åbent, videnskabeligt baseret uddannelsessystem. En anden fordel er, at fri software opfordrer til deling: Børnene kan uden videre tage de programmer, de bruger i skolen, med hjem - uden udgifter til licenser og uden nogen som helst tale eller forestilling om "piratkopiering". Oven i disse fordele er det næsten det mindste, at der er store mængder af penge at spare - men det er der. Så snart et program er til rådighed som fri software, er det ganske gratis at bruge og videregive. Dette betyder, at vores hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner kan spare millioner og atter millioner af kroner til software-licenser. Skal vi lære vore børn, at den daglige infrastruktur er åben og kan undersøges, deles og stilles spørgsmål til præcis som viden, der kan læses i bøger - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket, hemmelig og koster mange penge?

Inden for det offentlige er der det vigtige aspekt, at samfundets infrastruktur ikke bør afhænge af enkelte, private leverandører. Hvad nu, hvis der viser sig en fejl i et meget vigtigt program, og leverandøren ikke kan eller vil rette fejlen? Som gammel rotte i softwarebranchen kan jeg fortælle, at nuværende kunders vigtige forepørgsler ikke vægtes lige så højt som potentielle kunders. Hvis man er en lille kunde, som pludselig ikke kan udskrive lønsedler eller udsende regninger på grund af en fejl i ens bogholderiprogram og leverandøren netop nu sætter alle sejl til for at kapre en vigtig kunde, ja så har man et problem. Nok så vigtigt er spørgsmålet om demokratisk indsigt: Som borgere bør vi have ret til at kende og forstå samfundets infrastruktur. Ligesom vi har aktindsigt i alle de love og administrative arbejdsgange og beslutninger, som påvirker vores liv, må vi også forlange aktindsigt i de computerprogrammer, der understøtter og implementerer disse arbejdsgange. Alt andet svarer til at hemmeligholde en del af samfundets infrastruktur for borgerne, og selv om dette nok kunne være fristende for en diktaturstat, er det uantageligt i et demokrati. Leverandøruafhængighed, åben infrastruktur, demokratisk indsigt - igen er det næsten det mindste af det hele, at der er penge at spare. Men det er der. Det franske gendarmeri sparede for eksempel 50 millioner euro bare på at flytte 90.000 brugere fra Microsoft Windows til Ubuntu.

Konklusionen ligger lige for: Et frit samfund er et samfund med en åben infrastruktur, som borgeren har ret til at kende og forstå. Hvis selv den mest elementære, elektroniske infrastruktur - web-browsere, tekstbehandling, billedbehandling og kommunikation - er omgærdet af hemmeligholdelse og privatisering, repræsenterer det en indhegning af brugeren, som er en større trussel, jo mere elektronisk samfundet bliver. Fri software er ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at vi kan beholde et frit og åbent samfund i den elektroniske tidsalder, men på længere sigt er det en nødvendig forudsætning. Microsofts vision om en verden, hvor hver eneste hjem er forsynet med en PC med Microsoftprodukter, som brugerne ikke må pille i eller dele med deres venner uden at betale en gang til, er i sidste ende en vison om et teknokratisk diktatur, hvor den enkelte borger er umyndiggjort i sin interaktion med omverdenen.

Ubuntu og fri software

Ubuntu er et fuldstændigt, Linux-baseret styresystem, som det står enhver frit for at downloade og installere. Standardversionen installeres med en komplet kontor-suite (OpenOffice), Internet-programmer, videoredigering (PiTiVi) og en række multimedieværktøjer.

Herudover er det via et indbygget "Software Center"-funktionalitet muligt at downloade og installere mere end 20.000 programpakker, der udgør en fuldstændig, professionel IT-infrastruktur: Programmeringsværktøjer, webservere, databaser, applikationsservere, hjemmesidesystemer, grafiske programmer og meget mere, det meste i top-professionel kvalitet og alt sammen ganske gratis. Systemet kan uden videre bruges til at køre en web- eller databaseserver, men det kan også og ikke mindst bringes til at køre upåklageligt på en genbrugscomputer med helt ned til 128 megabyte RAM. Hvor det tidligere krævede en højere datalogisk eksamen så meget som at overveje at installere et Linux-system på sin computer, er det i dag både hurtigere og lettere at installere Ubuntu, end det er at installere en af de mange Windows-varianter. I den forstand er Ubuntu det ultimative, "forbrugerrettede" frie software-projekt: Nørderne kan pille og ændre præcis så meget, som de altid har kunnet, men du kan selv finde ud af at sætte det op, og din bedstemor kan finde ud af at bruge det. Og så er det gratis.

Ubuntus filosofi bygger med andre ord på fri software - og lidt til. For helt at forstå dette, er vi nødt til at se lidt på projektets historie. Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004 af den sydafrikanske milliardær, iværksætter og filantrop Mark Shuttleworth (f. 1975). Shuttleworth stiftede under sine studier sikkerhedsfirmaet Thawte, som det i 1999 lykkedes ham at sælge til den amerikanske gigant Verisign for 525 millioner dollars. Efter at det i 2002 lykkedes ham at realisere en drengedrøm om at blive den første afrikaner i rummet, besluttede han at bruge sin formue på at forbedre det sydafrikanske undervisningssystem.

Shuttleworths almennyttige fond The Shuttleworth Foundation grundlagde derfor i 2002 TuxLabs, en organisation, der indsamler brugte computere og genbruger dem i computerrum til sydafrikanske skoler, som de leverer med masser af fri software skræddersyet til undervisningsbrug. Organisationen har i dag leveret TuxLabs til mere end 130 skoler i hele Sydafrika. Shuttleworth er interesseret i alle initiativer, der kan støtte uddannelsessystemet i Afrika. I sidste ende er målet at løfte Afrika og andre dele af den 3. verden op på samme niveau som resten af verden gennem uddannelse og billig teknologi. Eftersom fri software udgør en fælles pulje til fri afbenyttelse for alle mennesker i hele verden, må det nødvendigvis have en vigtig rolle at spille, når vi taler om at forbedre de fattige landes vilkår gennem udbredelse af billig teknologi.

Punkt 1 i Ubuntu-projektets officielle målsætning er derfor, at "enhver computer-bruger skal være fri til at downloade, køre, videregive, undersøge, dele, ændre og forbedre deres software med et hvilket som helst formål, og uden at betale for det." Dette betyder, at Ubuntu som fri software kommer til at bidrage til en økonomisk demokratisering af informationssamfundet: Hvis en standard-PC som minimum koster hundrede dollars for et eksemplar af Windows og to hundrede mere for en Office-pakke og andre nødvendige programmer, repræsenterer det en økonomisk afsats, som almindelige mennesker får særdeles svært ved at nå i områder, hvor gennemsnitsindkomsten ligger under de tusind dollars om året. Derimod kan alle med en Internetforbindelse, en genbrugscomputer og en letvægtsudgave af Ubunu være hundrede procent "med" som fuldgyldige medlemmer af informationssamfundet med adgang til nye, professionelle værktøjer: Tekstbehandling, kommunikation, multimedieproduktion, systemudvikling.

Med Ubuntu har et opstartsfirma i et slumkvarter i Mumbai eller Johannesburg gratis og legal adgang til en teknisk infrastruktur, som før "open source"-revolutionen let kunne have kostet tusinder eller hundredetusinder af kroner.

Ubuntu - fri software som folkelig bevægelse

Hvordan kan det hænge sammen økonomisk, hvis systemet er gratis? Svaret er: Gennem investeringer og frivilligt arbejde, en produktiv blanding af økonomisk risikovilje, privat initiativ og idealisme. Systemet sponsoreres af Mark Shuttleworths firma Canonical, der forsøger at tjene penge på ekstraydelser og indgår særaftaler med firmaer og private, der vil have professionel hjælp til den daglige drift af deres Ubuntu-systemer. Selve udviklingen drives af tusindvis af frivillige, der bidrager med alt fra fejlretning, grafik, dokumentation og oversættelse til avanceret programmering i selve systemets kerne. Systemet bygger i høj grad på de projekter, hvis programmer man helt i den frie softwares ånd gavmildt inkluderer - blandt andet kontorpakken OpenOffice.org og Internet-browseren Firefox og billedbehandlingsprogrammet GIMP.

Ubuntu-projektets frivillige er organiseret i en global, demokratisk struktur baseret på anerkendelse af folks arbejde: Alle, der gør en indsats for at bringe projektet fremad, kan blive anerkendt som "medlemmer" og får dermed stemmeret til det såkaldte "råd" eller "Community Council", der tager alle væsentlige beslutninger om projektets fremtid. Det eneste udemokratiske ved denne struktur er, at Mark Shuttleworth som grundlægger og sponsor er sikret en fast plads i rådet. Strukturen lægger op til, at enhver bruger i princippet opfattes som en deltager i projektet og opfordres til at give en hånd med, måske ikke med at programmere eller rette fejl, men gerne med at opdage og indberette fejl og hjælpe andre med de problemer, de falder over. Disse "frivillige" er ikke kun folk, der hjælper med systemet gratis og i deres fritid. Eftersom Ubuntu er fri software, står det enhver frit for at oprette et firma baseret på videresalg af systemet, og i et sådant firmas arbejde vil altid indgå en vis kommunikation med projektet som helhed om problemer, fejl, mangler og ønsker.

Med Ubuntu-projektet og dets infrastruktur af frivillige er visionen om et frit og gratis system for alle rykket et betydeligt stykke nærmere. Mark Shuttleworths position som filantrop og projektets afledte afhængighed af én enkelt donor er i den forstand et problem - demokratiseringen bør afhænge af selvorganisering nedefra og ikke af en enkelt filantrop, hvis den skal være bæredygtig.

Men eftersom Ubuntu er fri software, er det nok et overskueligt problem. En af projektets målsætninger er faktisk at blive bæredygtigt og uafhængigt af donationer, og det står enhver frit for at bruge en af de andre udmærkede GNU/Linux-distributioner i stedet. Men jeg anbefaler selv Ubuntu til alle, der ønsker at skifte til fri software, fordi dette system med dets meget klare fokus på brugeren lige nu er det, der fungerer mest i åbenhedens og den frie softwares ånd og samtidig rent faktisk er til at finde ud af for de fleste mennesker.

Power to the People - en vision for et demokratisk informationssamfund

Og det er en udvikling, som det er værd at holde øje med: Hvor alverdens organisationer og enkeltpersoner i den traditionelle software-økonomi må bruge tusinder eller hundredetusinder af kroner på professionelle værktøjer, før de kan komme i gang med at lave noget fornuftigt, stiller fri software sammen med Internettet i princippet den bedste software i alle kategorier til umiddelbar disposition for alle mennesker i hele verden. Når jeg skriver "i princippet" er det, fordi dette mål endnu ikke er nået: Mens et Ubuntu-system indeholder eller tillader gratis installation af nogle af de mest moderne og professionelle værktøjer inden for programmering, tekstbehandling og billed- og lydbehandling, lader udbuddet af fri software på andre områder - og her taler vi ikke mindst om multimedie- og især filmproduktion - stadig en del tilbage at ønske i sammenligning med de store kommercielle produkter. Sådanne områder er fokusområder for fri software-bevægelsen med Free Software Foundation i spidsen, og det er troligt, at denne mangel vil blive bragt i orden inden for en overskuelig årrække.

Fri software-bevægelsens målsætning er stadig, at enhver som ønsker det skal have adgang til fuldt professionelle programmer i alle kategorier som fri software, og Ubuntus målsætning er stadig, at alle mennesker med en computer skal have gratis adgang til den bedste software i alle kategorier - over internettet eller off-line, hvis man er praktisk eller økonomisk afskåret fra Internettet. Et af Mark Shuttleworths første projekter var de såkaldte freedom toasters, automater, der er tilsluttet en computer, hvor enhver kan gå hen og downloade fri software eller musik og film i public domain og få det brændt på en medbragt CD. Det lyder måske ikke som det mest oplagte i et land som Danmark med en bredbåndsforbindelse i hvert hjem, men i Johannesburgs slum, hvor man nok kan trække strømkabler til blikskurene, men bredbåndsforbindelser ikke ligefrem hænger på træerne, kan det faktisk gøre en afgørende forskel.

Fri software kommer på denne måde til at udgør en fælled, en fælles pulje af hjælpeprogrammer, styresystemer og infrastruktur hvor alle mennesker i hele verden har lov til at "græsse". En gradvis overgang fra kommerciel til fri software kan derfor muliggøre en økonomisk demokratisering af videnssamfundet. Valget mellem fri og proprietær software bliver dermed dobbelt: På den ene side en lukket infrastruktur, der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen med, hvad deres computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor betalte "eksemplarer" af et program ikke må videregives, og hvor brugen af et program er begrænset til dem, der har betalt en ofte fyrstelig licens. På den anden side et alternativ, hvor alle brugere har lov til at undersøge og ændre de programmer, de bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de værktøjer, de skal bruge.

Hvis vi kan nøjes med et lukket samfund, hvor deltagelse i vidensøkonomien er forbeholdt de få, skal vi bare blive ved med at satse på den kommercielle forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive ved med at insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte" programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have et åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til dyre programmer og nye computere kan være "med", er det bedre at satse på fri software, hvor vi kan.

Jeg vil derfor slutte af med at opfordre læseren til at give det en chance: Gå ind på www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu, brænd den til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis med posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller prøv et af de mange andre gode Linux-systemer, der er i omløb. Det er nu, vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen - om vi ønsker et åbent samfund med lige muligheder for alle, eller vi ønsker at fortsætte med at lade de store firmaer tage beslutningerne og holde de fattige ude.

Ønsker vi at bevare et frit og åbent samfund, gør vi klogt i at få fri software ind, hvor det kan lade sig gøre - ikke mindst på vore egne maskiner, i den offentlige administration og i undervisningssystemet. Og med Ubuntu-projektet begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.

En kortere udgave af denne artikel blev tidligere bragt bl.a. her på Faklen.dk.

Links om fri software:

• Free Software Foundation
• Free Software Foundation Europe
• GNU-projektet
• GNU-projektets filosofi - essays om ideerne bag fri software
• Anarchism Triumphant: Free Software and the Death of Copyright - et essay af Eben Moglen, bevægelsens juridiske bagmand
  
• Free as in Freedom - underholdende og oplysende biografi af Richard Stallman
• Free Software, Free Society - Richard Stallmans bog om fri software
• dyne.org digital foundry - græsrodsbevægelse baseret på fri software
• gNewSense, projekt til skabelse af en 100% fri udgave af GNU/Linux

Carsten Agger / permalink / 14.7.2010
Kilde: Modspil.dk, 12.5.2010

---

27.6.2010 | McDonald's som fortalere for kulturrelativisme

Af Ole Sandberg

McDonald's^TM er en global virksomhed med omkring 32.000 "restauranter" i omkring 120 lande. Nogle betragter den amerikanske junkfood-kædes globalisering som et symptom på en global kulturel ensretning, men i virkeligheden tilpasser McDonald's sine operationer til de lokale forhold overalt i verden.

Således kan man i Indien få en McPap-burger med kylling i stedet for soya-okse, i Israel kan man få en KosherMac uden ost, og i Alaska er McKinley-burgeren naturligvis (som alt andet) lidt større. Herved kan vi altså se, at de lokale og regionale kulturer bevares og respekteres -  ja nærmest forstærkes - når McDonald's gør sit indtog et nyt sted i Verden. Det er en del af virksomhedens globale forretningsplan at kunne analysere de forskellige kulturer og give de respektive forbrugere lige netop den variant af McD, som passer til dém.

Det er ikke kun produkterne ("maden"), der tager hensyn til og tilpasses de regionale forhold. Det er lige så meget markedsføringen - den måde firmaet vælger at præsentere sig selv på overfor de lokale forbrugere - som nøje tilpasses den lokale kultur. Således kan man lære en masse om de forskellige kulturer ved at studere McDonald's-kulturen i de forskellige lande.

Kontroversiel reklame

Blandt andet kan vi observere, at der er nogle kulturelle forskelle på USA og Frankrig, som gør, at McDonald's i Frankrig som noget ganske selvfølgeligt kan markedsføre sig med en reklame-video, hvori hovedpersonen er homoseksuel, mens den slags aldeles ikke ville spille an i USA.

Faktisk vakte det ikke så lidt forargelse i virksomhedens hjemland, da amerikanske medier fandt ud af, at McDonald's i Frankrig også henvendte sig til homoseksuelle forbrugere. Den højreorienterede tv-vært Bill O'Reilly sammenlignede det sågar med at byde terrorister fra Al-Qaida velkomment i "restauranten".

Da McDonald's nys udnævnte præsident (næstkommanderende for den globale virksomhed), Don Thompson, for nylig gav et længere portræt-interview til avisen Chicago Tribune, måtte han derfor forsvare den i USA så kontroversielle franske reklame. Det gjorde han ved at henvise til de kulturelle og religiøse forskelle mellem de to lande og McDonald's forretningsstrategi med at tilpasse sig til de lokale forhold.

Selvom han personligt er en amerikansk kristen, hvis "værdier" altså ikke inkluderer respekt for eller anerkendelse af homoseksuelle, så er han altså så liberalt og kultur-relativistisk anlagt, at han ikke vil påtvinge folk fra andre kulturer dette religiøse snæversyn. McDonald's er en kultur-relativistisk virksomhed, der uden fordømmelse accepterer de ugudelige franskmænds besynderlige trang til at være ligeglade med folks seksualitet. Omvendt kunne de naturligvis ikke finde på at fornærme nogen ved at vise reklame-film med ikke-heteroseksuelle i den kristne og homofobiske amerikanske kultur. Hvad der er acceptabelt og inacceptabelt for McDonald's er relativt til de forskellige kulturer, McDonald's opererer i.

Det er i hvert fald sådan nogenlunde hvad jeg får ud af den her omgang retoriske væveri:

"It is an example that markets, cultures are very different around the world. I've never shied away from the fact that I'm a Christian. I have my own personal beliefs, and I don't impose those on anybody else. I've been in countries where the majority of the people in the country don't believe in a deity, or they may be atheist. Or the majority of the country is Muslim. Or it may be the majority is much younger skewed. So, when you look at all these differences, it's not that I'm to be the judge or the jury relative to right or wrong. Having said that, at McDonald's, there are core values we stand for, and the world is getting much closer. So, we have a lot of conversations. We're going to make some mistakes at times. [We talk] about things that may have an implication in one part of the world and may be the cultural norm in another part of the world. And those are things that, yes, we're going to learn from. But you're right, that commercial won't show in the United States."

(fra interviewets side 3)

Altså: 

• Frankrig = nærmest ateistisk; homoseksuelle spiser på McDonalds og figurerer i reklamer

• USA = kristent; homoseksuelle er ikke noget man vil have sit "brand" forbundet med

Det er en af de kultur- og værdi-forskelle man kan lære af McDonald's forskellige markedsføringsstrategier i forskellige lande. En generaliserende (og derfor nok ikke helt pålidelig) lektion om kulturforskelle, som altså bekræftes af McDonald's globale præsident. Og McDonald's er som sagt ikke helt ubekendte med at analysere kulturer og tilpasse sig efter dem - det er trods alt en væsentlig del af deres succesfulde forretningsmodel.


Mangfoldighed som "brand"

Da Don Thompson i år blev udnævnt til global præsident for McDonald's-kæden blev han den højest pladserede sorte amerikaner i virksomheden. I forbindelsen med udnævnelsen fortalte en forretningsinvestor til Chicago Business:

"From a diversity standpoint, they have a black president and a woman heading the U.S., which is the type of message McDonald's would want to send."

En kvinde og en sort på nogle af virksomhedens top-poster udsender det signal om mangfoldighed, som McDonald's gerne vil forbindes med og dermed er god PR. Men ikke homoseksuelle teenagere som "kunder" i reklamefilmene - i hvert fald ikke USA.


Filmen:

Nu ligger det altså ikke sådan til mig at promovere reklamer for denne virksomhed eller deres produkter, men for at i kan se hvad det drejer sig om, så kommer her den franske reklame-film, som har vakt så meget opstandelse i USA - med engelske undertekster:

Ole Sandberg / permalink / 27.6.2010
Kilde: VHS, 17.6.2010

---

22.6.2010 | Regeringens spareplan: Et handicappet barn

Af Katrine Lotz

Et af de mindst gennemtænkte elementer i VKO's genopretningsplan er at lægge et loft over den kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (TAF), som forældre til svært handicappede børn modtager, når de passer deres barn hjemme. Forventningen er en besparelse på 200 millioner kr. årligt.

Set med regeringens øjne er det ikke noget problem, at forslaget vil ramme en mindre gruppe i forvejen udsatte familier fire gange med den samme usolidariske sparekanon. Handicapforældre er i høj risiko for at blive langtidsledige - lange perioder med barn syg gavner ikke karrieren - og med den forkortede dagpengeperiode vil mange hurtigt ende på kontanthjælp.

Samtidig rammes de på børnechecken, og 50 procent friplads til specialinstitutioner for handicappede børn bliver også fjernet. Det er heller ikke noget problem for regeringen, at loftet over TAF før eller siden vil tvinge mange til at gå fra hus og hjem. Der er ikke pladsgaranti til specialbørnehaver, og TAF er ofte den eneste mulighed, der findes for familier til børn med immunforsvarsdefekt, epilepsi, spastisk lammelse, hjertelidelser, hjerneskader eller svær autisme.

Desuden har mange kommuner i årevis systematisk undladt at etablere de nødvendige specialtilbud, netop fordi TAF er en nem løsning på kort sigt. At tvinge den ene forælder til at gå hjemme til halv løn er ' at give disse familier mulighed for at foretage et valg,' som det så yndigt hedder i det mærkværdige new-speak, der omgiver forslaget.

Solidarisk forslag

Men det er faktisk heller ikke de mange sociale og menneskelige fallitter, forslaget vil medføre, der er problemet. Forslaget er nemlig vældig solidarisk. Det er de næste i din familie eller blandt dine venner, der får et handicappet barn, der bliver ramt: alle indkomster over 230.000 om året eller mere end 85 procent.

Heller ikke den tilsvining, der nu bliver handicapforældre til del som et led i politikernes og den borgerlige presses spin til fordel for ' besparelsen' er noget problem for det siddende flertal. Båret frem af en totalt ukritisk og larmende tavs presse fremstilles forældre til handicappede børn som grådige samfundsnassere. Man må herefter forstå sig selv som en paria og selve årsagen til krise, underskud, tabt friværdi og det dårlige vejr, hvis man har været så dum at få et handicappet barn. Især hvis man troede, at dét her var et af de områder, hvor velfærdssamfundet virkelig kunne vise sin styrke som sikkerhedsnet for udsatte familier. Det er ikke et problem for regeringen - snarere tværtimod!.

Glemt at regne

Forslagsstillernes virkeligt presserende problem er derimod det faktum, at der slet ikke bliver nogen besparelse. Der er ikke 200 millioner kroner at hente i dette forslag.

Det er der ikke, fordi man har glemt at regne med alle de mange følgevirkninger, forslaget vil have. De mange nye, dyre institutionspladser, kommunerne må tilvejebringe, er der ikke regnet med. Hverken de specialiserede dagtilbud, eller de rigtig dyre døgnanbringelser til et godt stykke over en million pr. stk., som der vil blive behov for.

De mange ekstra timer til aflastning, når forældrene ikke længere selv kan hente børnene er ikke regnet med. De fleste specialbørnehaver lukker tidligt på eftermiddagen. En del af børnene er så dårlige, at de skal have nattevagt. Sådan én koster omkring 700.000 om året, hvis forældrene ikke kan deltage selv.

De følger, som det er sværest at kapitalisere vil på længere sigt, ikke bare æder besparelsen op, men får udgifterne på området til at stige. Familier, der bukker under og opløses under det ekstreme pres, det er både at få et handicappet barn og samtidig skulle omlægge hele sin økonomi bliver rigtig dyre. Børn, hvis handicap ikke behandles, fordi forældrene får frataget muligheden for at gøre en indsats, og hvis tilstand derfor forværres - og som dermed bliver endnu mere behandlingskrævende.

Den manglende indsats vil på længere sigt blive en udgift, der med demografisk sikkerhed vil blive ved med at vokse, efterhånden som børnene bliver unge, voksne og gamle.

Og kommunerne, de vil ikke spare en rød reje. I dag refunderer staten 50 procent af den TAF, kommunerne udbetaler. Det gør den ikke for andre udgifter til handicappede familier, så når prisen for VKO's nedskæring skal betales, vil kommunerne sidde tilbage med regningen.

Går det mon snart op for KL, at regeringen er ved at lave - undskyld udtrykket men det ligger lige for - et handicappet barn på dem? Se det er det store - det egentlige - problem ved at lægge loft over den tabte arbejdsfortjeneste: Der er ingen penge i det. Et problem regeringen er tvunget til at tage stilling til, inden den graver hullet efter de ufinansierede skattelettelser endnu dybere med dette på alle måder uigennemtænkte forslag.

Katrine Lotz / permalink / 22.6.2010
Kilde: Information, 15.6.2010

---

16.6.2010 | Interview med Özlem Cekic

Af Amila Jasarevic

Lige efter Özlem Cekic (SF) i 2007 blev valgt ind i Folketinget, fokuserede mange medier på, at hun var den første kvinde med minoritetsbaggrund i Folketinget. Det er bare slet ikke sådan, hun ser sig selv. Hendes baggrund er netop i baggrunden, understreger hun i dette interview.

Amila: Bruger du nogensinde din minoritetsbaggrund i dit politiske arbejde og i så fald hvordan?

Özlem Cekic: Det gør jeg slet ikke. Det er et bevidst fravalg, fordi folk i forvejen tror, at jeg siger de ting jeg gør fordi jeg har minoritetsbaggrund. Hvis andre ikke så ofte påpegede det overfor mig, ville jeg faktisk glemme, at jeg havde en minoritetsbaggrund. Det er nogle andre ting, der optager mig, og jeg er først og fremmest socialist. Jeg synes, det er helt naturligt, at jeg som socialist lægger mærke til de ting, jeg gør, men andre tror, det er fordi jeg har minoritetsbaggrund.

Amila: Har du oplevet, at det ikke bliver taget seriøst, når du lægger vægt på dine ordførerskaber og sociale spørgsmål frem for at være hende minoritetspolitikeren?

Özlem Cekic: Nej, det har jeg ikke. På Borgen (Christiansborg, red.) ved de alle godt, at jeg er SF's social- og psykiatriordfører. Der kommer dog ofte små bemærkninger fra de andre på Borgen, der hentyder til min baggrund. DF prøver at provokere mig med det og det kan jeg så grine lidt ad, men det kommer også fra andre. Jeg har oplevet, at en kollega sagde til mig: "Sådan er det med det danske sprog, det kan nemt misforstås". Jeg har også oplevet, at Folketingets formand Thor Pedersen følte, han skulle fortælle mig om "gamle danske traditioner". En gang jeg skulle til et samråd, sagde en minister til mig: "Nu skal jeg fortælle dig, hvordan embedsmandskulturen er i Danmark". Det blev jeg rasende over. Jeg synes både, det er irriterende og småligt. Sådanne bemærkninger oplever jeg flere gange om måneden.

Amila: I et af dine første interviews efter du blev valgt ind til Folketinget sagde du, at det havde overrasket dig at se, hvordan Christiansborg var bag kulisserne. At politikere, der i fjernsynet kunne være ret hårde over for hinanden hilste pænt på hinanden, når de mødtes på gangen, ligesom kolleger på enhver anden arbejdsplads. Har du det også sådan med DF'ere, når du møder dem?

Özlem Cekic: Nej, det har jeg ikke. Det er nok en af de ting, jeg har sværest ved. Det er selvfølgelig en professionel ting at gøre, men det her er bare så meget mere for mig end blot et arbejde. Jeg har svært ved at sidde og hyggesnakke med folk, der mener, at fattige selv er skyld i deres fattigdom. I al den tid, jeg har siddet i Folketinget, har jeg fx aldrig af eget valg spist frokost med en fra DF – men jeg er jo heller ikke valgt ind for at være venner med folk. Jeg er valgt ind for at gøre en forskel for de udsatte grupper.

Amila: Er der noget, der frustrerer dig i dit arbejde? Oplever du for eksempel nogensinde, at du taler for døve øren?

Özlem Cekic: Jeg synes ikke, man gør andet! Det har været skuffende at se, hvor isoleret fra omverdenen Christiansborg kan være. Derfor er det altafgørende for mig, at jeg har en god og løbende kontakt med dem, der hører under mit ansvarsområde, herunder de organisationer, der arbejder for bedre vilkår for de socialt udsatte.

Amila: Er det også den isolation, der var på spil, da tidligere socialminister Karen Ellemann (V) i december til Hus Forbi udtalte, at det var 'glædeligt', at dobbelt så mange har måttet søge julehjælp, for så var det nok bare fordi flere var blevet opmærksomme på hjælpen?

Özlem Cekic: Ja, det mener jeg. Du må huske på, at 90 procent af dem, der bliver valgt ind i Folketinget, er akademikere. De har aldrig skullet tage et ufaglært job, aldrig siddet med en hjemløs eller en flygtning. Så jeg bebrejder hende sådan set ikke for den bemærkning, men når man ser på både hende og socialministrene før og efter hende, så gælder det for dem alle, at de er totalt virkelighedsfjerne. De har aldrig været en del af Underdanmark. Der er helt enkelt en kæmpe afstand fra deres hverdag til borgernes hverdag.

Amila Jasarevic / permalink / 16.6.2010
Kilde: Amila Bosnae, 7.6.2010

---

---

ALLE INDLÆG FRA 2007-2010 HER

---

---